Christine Bechameil rammer en almenmenneskelig klang med sit udfoldede dukkehus

Christine Bechameil er et relativt nyt navn på kunstscenen, men hun er fagligt rutineret i det kunstneriske felt fra filmsets på Zentropa, scenografier til TV og assistentjobs for flere kunstnere. På udstillingen Rå har hun udfoldet et installatorisk set-up, som går rent ind.

I dukkehuset Homewhere fører kunstneren os igennem et dunkelt univers, hvor det konforme sættes under pres med filmiske sekvenser, stærke stillbilleder og beskuerens indre tolkende meddigtning.
– Et værk, helt perfekt at opleve i rammerne af Filmstationens udstillingsrum Canteen 29 på den tidligere Flyvestation Værløse, hvor der ude og inde er en stemning af opbrud og forandring. 

Ud og hjem
Dukkehuset har været med kunstneren på en tur i skoven. Her har Christine Bechameil gennemfotograferet de forskudte proportioner med naturen som baggrund, kombineret med tilsyneladende ret almindelige indretninger. Men, noget er ikke helt, som det ser ud, når lysekronen gynger, når det sner ned over flygelet og et hvidt fluidum langsomt bevæger sig ned ad køkkentrappen – og op igen.

Udtrykket bliver lettere nostalgisk med tapeter fra 70’erne i dukkehuset. Her er sofagruppe, og malerier på væggene. Her er kongeligt porcelæn, og så pludselig et dramatisk trappefald. Stemmer høres fjernt, som under vand, mens skygger danser på væggene. – Det tyske udtryk unheimlich beskriver bedst det borgerlige dukkehjem, vi ser i opløsning foran os.

Christine Bechameil bruger forhåndenværende materialer, som mel og ymer, hun filmer gennem gamle lysbilleder, gennem kighuller og nede fra badekarret. Det meget polerede udtryk interesserer hende ikke, men enkelheden er hendes styrke.

Klaustrofobi og befrielse
– Sammenbruddet kan være frydefuldt, en åbning mod noget andet, mod verden udenfor, det virker som en befrielse.

– Jeg er interesseret i at skildre den tynde hinde, der ligger mellem det normale og velkendte og eksponerer i det kaotiske, hvor skrøbelig balancen kan være, fortæller Christine Bechameil.

– De fleste har nok oplevet deres del af tankevækkende erfaringer, hvor virkeligheden i normaliteten bliver udfordret, svarer kunstneren, da jeg spørger til hendes baggrund.

Hvad kongeligt porcelæn kan gøre

Det er sjældent, at et videoværk rigtig fanger og fastholder min opmærksomhed. Men Christine Bechamels værk formår det med sin kombination af det udfoldede dukkehus, det dunkle rum med videoskærmen og den musikalske lydside, samt de syrede stillbilleder af dukkehusets skovtur.

De genkendelige elementer byder op til en dans med erindringen, som drejes rundt og ind og ud af mørke kroge. Der er noget ved den porcelænsdreng, som får mit hjerte til at slå et par ekstra slag. Sårbarheden, ensomheden, det kaotiske omkring ham, det er stærkt fortalt.

Naturen, som fristed, deler Christine Bechameil helt sikkert med mange andre.

Udstillingen Rå i Canteen 29 er overstået, men video installationen kan opleves efter aftale – send en sms til 24 27 27 17.

På tv dukker nogle af Christine Bechameils andre værker op i Netflix-serien Reservatet, hvor hun også har været med på scenografien.

– Jeg vil tro, at vi inden længe får flere af kunstnerens intense værker at se, når hun bliver inviteret ind i relevante sammenhænge. Hun er i hvert fald værd at holde øje med.

Læs mere:
Instagram – https://www.instagram.com/christinebechameil/
Facebook https://www.facebook.com/christine.bechameil

Studio Filmstationen
Filmtorvet 53
3500 Værløse

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2025
Klik og se illustrationerne i en bedre gengivelse.

… … …

Nadine Meinicke-Kleint spidder i keramiske skulpturer traditionens fejlslagne verdenssyn

Herboende, tyskfødte Nadine Meinicke-Kleint byder indenfor i sit nyindrettede atelierfællesskab på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. Her deler hun ovn og etage med kolleger fra OK Corral, og kan komme videre med sine markante, eksperimenterende keramiske skulpturer.

De har fanget mit blik, efter Nadine Meinicke-Kleint i sommeren 2024 deltog med Tide på SAK i Svendborg, hvor kolleger hyldede billedhugger Kai Nielsen. Her viste hun i sin skulpturelle vandkunst et fornemt overskud og format, en unik formsans og et blik for glasurernes magi, det er værd at se nærmere på.

Nadine Meinicke-Kleint er født i Østberlin i 1974, uddannet som billedkunstner indenfor skulptur og maleri fra Universität der Künste i Berlin, og har studeret sprog og litteratur. Hun debuterede i DK på Den Frie på Kunstnerens Efterårsudstilling KE17 og KE18, og har siden udstillet flere gange i København, på Art Herning og i Horsens.

I tidlige værker har hun arbejdet med sociale perspektiver, fx i serierne Bagage 2020, Nightmare 2019 og Echo 2018.

På det seneste er interessen for naturvidenskab taget under lup.

Crystal mutation

Evolution, etik og traditionens vanemæssige kategoriseringer stiller Nadine Meinicke-Kleint skarpt på, og hun udfordrer menneskets forestilling om dets rolle og placering i naturens hierarki med sine karakterfulde værker.

På væggen i hendes studio ses et kraftfuldt relief, en løves maske, hvorfra kolonier af krystaller breder sig over dyrets kinder og pande. Maskens form er helt arkaisk – arketypisk og klassisk, som vi kender det fra århundreders kunsthistorie. Kattedyret, et selvstændigt væsen med stor frihedstrang, ser direkte på os.

Krystallerne er som taget ud af et nutidigt laboratorium, hvorfra de prikker til vores forestilling om løvepels og mulehår.
– Hvad er det dog for en skabning?

Naturens forældede rangorden
Klassificeringen, som vi kender den, og separationen af naturens kategorier i dyreriget, planteriget, mineralriget er ikke så entydige, som mennesket op gennem tiden har holdt fast på.

– Tag fx en vandmand, den er næsten mere plante end dyr. Fotosyntese, som vi normalt tilskriver planteriget, ses også hos nogle småbitte dyr i havet.
– Kamæleonen har krystaller på skindet, der medvirker til dyrets farveskift, og metaller vokser i krystalformationer.
– Sådan er virkeligheden ikke så simpel, som den er blevet fremstillet.

– Ved at visualisere nogle kontrastfyldte sammenstød ønsker jeg at gøre op med de nydelige små æsker, vi gerne sorterer verdens udvikling op i, fortæller Nadine Meinicke-Kleint.

Diaspora
Opgøret med vanetænkning og alt for skematiske kategoriseringer resonerer fra kunstnerens dyrekøbte livserfaringer, blandt andet som tilflytter af udenlandsk oprindelse.

Den første betydelige omstilling kom, da Nadine Meinicke-Kleint, som 7-årig i 1981, flyttede fra Øst- til Vestberlin, og fik et kulturchok alene af farverne på børnenes legetøj. Med et Rotary-scolarship rejste hun derpå til USA og studerede, og senere kom hun til Danmark, hvor sprogforskellen en lang tid er en barriere. Også for, hvordan andre vurderer hende.

De forskellige sceneskift ligger der som en præmis, Nadine Meinicke-Kleint italesætter gennem sine værker, der i sine overraskende udtryk stiller spørgsmål til vores automatiserede separationstendens.

Kærlighed til leret
På arbejdsbordet står to store ægformede værker, dækket af dyrerelieffer og planteformer, og venter på næste fase. Ved siden af ligger et mellemstort fabeldyr, delt op i elementer, som skal samles, brændes, glaseres og brændes igen. På tegnebordet ligger skitser til næste projekt.

– Som regel har jeg en overordnet idé om, hvad der er interessant før skabelsen af et nyt værk. Det første billede i mit hoved får undervejs i processen et helt anderledes udtryk.
– Jeg har en plan om opbygningen, hvilket er helt nødvendigt i de komplekse skulpturer, og det, jeg elsker ved leret er, at der er mange muligheder for at improvisere og intervenere, smiler Nadine.

I kassen med eksperimenter ligger nogle ufærdige stykker, og noget, der ikke helt er blevet, som det var tænkt.
– Hvis du aldrig laver fejl, er der noget galt, understreger kunstneren, der gerne rækker en idé videre til andre, for efter hendes opfattelse er de ikke hendes ejendom, men en del af et reservoir, hun har adgang til.

Under overfladen
Glasurerne transformerer formen til slut.
I Tide er vandfornemmelsen fastholdt i blågrønne hvirvler.
I serien EXO ses moslignende struktur sammen med den blanke glasur.

Senest har kunstneren arbejdet med montering af mere uortodokse accenter, som de helt matte lag af filt på figuren CANIDAE, ulveflokken med flere hoveder.

– Kontrasterne i mine sammenstillinger håber jeg kan skubbe til opfattelsen af tingene i verden. At de stiller spørgsmål, og åbner for en stærkere grad af artikulering i et større perspektiv.

Det ser ud til at kunne lykkes.

Fakta: Nadine Meinicke-Kleint (1974) billedkunstner fra Universität der Künste Berlin hos Dieter Appelt og Ursula Neugebauer. Repr. af Gallery Hjorth. Bor i København.
Læs mere om Nadine Meinicke-Kleint – her

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2025 – juni/juli

Portrætter – se flere portrætartikler – her

Illustrationer:
Nadine Meinicke-Kleint – Portræt med Fresh Mutation. PR-Foto
Nadine Meinicke-Kleint – Crystal Mutation. PR-Foto
Nadine Meinicke-Kleint – Canidae. PR-Foto
Nadine Meinicke-Kleint – Tide. PR-Foto

Bjørn Eriksen, Jonna Pedersen og Per Buk har givet tre af De Langelandske Kunsttårne ny indmad

Fjerne, drømmeagtige stemmer og klokketoner lyder, så snart du træder indenfor i Klokketårnet, tæt ved Bagenkop på Langeland.

Billedkunstner og komponist Bjørn Eriksen har installeret en musikalsk oplevelse, du selv kan videreføre på Eriksens unikke instrumenter i det nedlagte transformatortårn. Her er hans Dreambed med talrige klokker og forskellige dimser, der kan afgive lyd, installeret i det 8 x 1,5 x 1,5 meter trange rum med højt til loftet.

Helt opslugt af musikken og klangene bliver du hurtigt med en trommestik i hånden og Bjørn Eriksens toner i ørerne.

Kunsttårne / Art Towers
Klokketårnet indgår i øens længste kunstprojekt – De Langelandske Kunsttårne, hvor tre af de tolv tårne for nyligt har fået installeret ny indmad i form af nye kunstværker.

Billedkunstner Hans Kjær fik i 2003 den fremragende idé at redde øens transformatortårne fra nedrivning, og forhindrede den specielle bygningsarv i at gå tabt, da øens elkabler blev lagt under jorden.

Heldigvis lykkedes det at overbevise Fyns Elforsyning om ideens bæredygtighed, hvor udsmykningerne i starten var baseret på lokale kunstneres frivillige indsats. Siden har visionen bredt sig, og nu inviteres kunstnere fra hele landet til at medvirke.

En rollemodel for sammenhold
Margrethe den Førstes Guldkjole, som svenskerne stjal med til Uppsala som krigsbytte, har kunstneren Jonna Pedersen kopieret ganske fantasifuldt med tilhørende guldsko og våbenskjold og installeret i Tårn 7 til tidsaktuel eftertanke.

Dronning Margrethe den 1. forenede de nordiske riger ved diplomatisk dialog, og i vores tid er der om noget brug for diplomati, stamina og sammenhold, også i hverdagen.

Jonna Pedersen udforsker eksistens gennem fortolkninger af tidens rollemodeller og deres klædedragter, fx Helle Thorning-Schmidts pink gallakjole og Jacqueline Kennedy i sin lyserøde Chanel-dragt i timer efter attentatet på JFK.
– Tøjet kan tale, når kunstneren giver historierne en stemme.

Sort sol og lærkesang
Langelands egen Per Buk har fugle som sit kendemærke, og i Tårn 11 har han malet en sværm af sorte fugle hele vejen rundt og op-op-op. Du bliver næsten svimmel – og det er faktisk meningen, for Buk deler drømmen om at se sort sol over Langeland med gæsten, der gerne må snurre helt rundt om sig selv, og så se, hvad der sker, mens lærkerne letter udenfor i sommerhimlen.

På åbningsdagen i maj blev de allerfineste klange slået an af mezzosopranen Andrea Pellegrini, der nøje havde udvalgt en sang til hvert kunstværk, og således forbandt fortid og nutid.

På www.kunsttaarne.dk findes tårnenes fakta.
Absolut en sommerudflugt værd. 

De Langelandske Kunsttårne
12 transformatortårne – Langeland
Frem til maj 2027

… … … 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2025 – juni 2025

… … …

Ole Bach Sørensen er født på Amager 3. juli 1940. Som 14-årig fik han opmuntrende respons på sine tegninger og valgte kunstnervejen, inspireret af kollektivets ildsjæle i Ballonparken på Amager og tre måneders studier i Paris. Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling som 21-årig, og snart optages han på de øvrige censurerede udstillinger.

OBS følger Eks-Skolen et års tid inden Kunstakademiet 1962-69, hvor han udforsker grafik, maleri og alternative udtryk. Som kunstner inspireres han af Fluxus, Arthur Køpcke, Eks-Skolen, Dada, Munch, Picasso og Rembrandt.

I 1962 udstiller han med M59 og er medstifter af PRO. Udstiller separat i Janusbygningen Tistrup, Politikens Galleri, Museumsbygningen Kbh. Ø., hos Clausen og Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel. Studieophold i Vallauris i huset La Galloise, hvor Picasso og kæresten, Francoise Gilot boede.

Fra 2023 udstiller han parafraser med PRO på Heerup Museet, skaber nye og udstiller igen med PRO i efteråret 2025 på Ovartaci Museet Aarhus.

– I virkeligheden arbejder man på erindringen – det er ikke det jeg ser, men det jeg så, og lysten til at gøre noget med det, der er det vigtige, har Ole Bach Sørensen sagt til Kunstavisen i 2022. 

Fødselsdagen 3. juli 2025 fejres privat i Kunstnerhuset, Gothersgade, København.
Læs mere: www.olebachsorensen.dk

– Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2025 – juni

Illustrationer:
Portræt af Ole Bach Sørensen, foto: Inge Schjødt

Kunstavisens forside 9 / 2022 – foto: Inge Schjødt
Portrætartikel – læs her 
Kunsten som modvægt – Ole Bach Sørensen