I overgangene mellem livets faser slår inspirationen gnister

Ved åbningen i Kbh Kunst af Solen er så rød blev jord og himmel stille for en stund. Så smukt blev udstillingen introduceret af kurator Line Højmann og fejret med sange ved Andrea Christophersen – selvfølgelig med vuggevisen “Solen er så rød, mor” og derpå “Det eneste hun ville var at danse.”

Seks kunstnere medvirker på udstillingen, der fortrinsvis rummer meget taktile værker: Inger Odgaard viser håndstrikket tekstil skulptur, Lotte Lemor deltager med keramisk skulptur, Marie Høi-Hansen med tekstilskulptur, Lenette Ea Lyngfeldt Vacher viser maleri, Christine Lyhne byder på åndehuller af papir, og medkurator Line Højmann selv deltager med maleri.

Invitationen fra gallerist Helle Borre og kurator Line Højmann greb mig – ligesom de udvalgte citater, som kan læses rundt i udstillingen, satte en
ekstra dimension på. Teksterne og invitationen får du gengivet her.
Line Højmann skriver:

SOLEN ER SÅ RØD

– Når solen er så rød, ved vi, at dagen er ved at slutte. Lyset gløder, men svinder. Det er det tidspunkt, hvor verden virker stille, og hvor vi mærker os selv lidt tydeligere. Det er ikke nat endnu, men det er heller ikke dag. Vi er midt i en overgang. Og overgange er der, hvor livet føles stærkest.

SOLEN ER SÅ RØD, er en udstilling, der tager sit udgangspunkt i den velkendte smukke og melankolske godnatsang ”Solen er så rød mor”, der folder sig ud i et stille landskab af hygge og uhygge, tryghed og uvished, varme og vemod, nærvær og afsked.
– Netop denne dobbelte stemning, mellem det bløde og det barske, trækker udstillingen sine poetiske tråde ud fra.

I mødet mellem de kontrastfyldte medier, maleri, keramik og tekstil, skabes en sanselig og dynamisk fortælling om naturen og livets overgange.

Materialer, farver og figurer glider ind og ud af hinanden, som stemninger i skumringen, mens dag bliver til nat og barndom til erindring.

Solen går ned i flere af værkerne, men den går ikke nødvendigvis ud. Den vender tilbage i farverne, i formerne, i den måde hænder har rørt ved materialerne. En påmindelse om, at vi lever i bevægelse, at vi hele tiden forlader noget, og træder ind i noget andet, at selv i det, der slutter, findes noget smukt.

SOLEN ER SÅ RØD er ikke bare en udstilling, men et overgangsrum. Det er ikke blot en farve eller et tidspunkt, det er en tilstand. Et sted hvor stilheden taler og farverne lytter.”

MENS DAG BLIVER TIL NAT

BLIVER BARNDOM TIL ERINDRING 

Lenette Ea Lyngfeldt Vacher maler enkelt, men stærkt, et generationsmøde – eller er det den modne kvindes erkendelse af tankevækkende livserfaring, vi ser i erindringens dans med den unge pigekrop? – Et andet motiv – The Farewell giver lige så enkelt en version af adskillelsen mellem voksen og ung
– måske flytter en datter hjemmefra i det billede?

ERINDRING GEMMER SIG

I STOFFETS FOLDER 

Et element af erindring er der ligeledes i de sammensyede tekstiler hos Marie Høi-Hansen, der i værket Uden titel ses udfolde en dunklere farveskala i de slidte stoffer, hvor stingene står frem, rytmiske, som pulsslag. Kroppen husker, og hænder husker det, der havde betydning engang.

Det taktile udtryk gør Marie Høi-Hansens værk særligt appellerende. Det er svært at holde fingrene fra den bløde overflade.

ET ØJEBLIK AF NÆRHED 

DER GEMMES I MØRKET

Inger Odgaard kobler nogle jomfruelige, lyserøde former i ubehandlet hæklegarn til den bærende, stivede, arkitektur i tekstil og ler, hvorved hun byder på et møde mellem før og nu, gammelt og nyt i værkserien New Skin. Vi er vidne til en transformation – et eksperiment, der pibler fra det kendte ud i det åbne. Mon det holder?

Lotte Lemor viser små, keramiske, antropomorfe organismer, der popper ud af væggens farvede flade og lever deres eget, sitrende liv.

Christine Lyhnes taktile, skrøbelige værker, syet af udstandset papir er som åndehuller med deres meditative gentagelse af form og farve. De elegante, abstrakte former virker i rummet som rolige oaser.

NÅR SOLEN GÅR NED

VIRKER VERDEN SÅ STILLE

Line Højmanns malede fantasilandskaber er som et favntag mellem lærred og pensler.
Bølgende flader og organiske, landskabelige former påføres skiftevis med helt rene farver og med våde farveblandinger.

I denne udstilling er farveskalaen naturligt som temaet – en afspejling af solnedgangens glødende farveskala fra orange til violet med enkelte komplementære kontraster. I enkelheden møder vi naturens poesi.

De farvede vægge i udstillingens rum fuldender temaet Solen er så rød, som himlen selv gjorde det til sidst ved den stemningsfulde åbning den 5. september.

De taktile værker bør opleves i virkeligheden, og måske er solnedgangs stemningen atter til stede, når udstillingen lukker med finissage fredag d. 26/9 kl. 17-19.

KBH Kunst
Øster Søgade 34 – København K
Frem til 26. september

…

Af Inge Schjødt, komkunst.dk – september 2025
Fotos: Line Højmann, Inge Schjødt og Galleri KBH KUNST

…

 

 

 

Ildsjæle udstiller og arbejder for Skovhusets muligheder frem mod valget

– Er det ikke lukket? spørger folk, når samtalen falder på Skovhuset i Værløse. For tiden er der med elleve Furesøkunstneres Septemberudstilling åbnet en dør på klem, som et indlæg i debatten om Skovhusets fremtid.
Skovhusets drift løb af sporet, og politikerne lukkede for pengekassen efter en periode med røde tal i regnskaberne. Siden har engagerede kunstnere og borgere bekymret sig for, hvad der så kom til at ske med institutionen, der siden 1977 har været et kunstens samlingspunkt på adressen ved Søndersø i Værløse.

Kun Billedskolen har kørt videre, og holdt huset sundt, og initiativet til den aktuelle Septemberudstilling kommer da også fra de to undervisere Birgit Brandt og Karen Serena, der virkelig brænder for at bidrage til Skovhusets bedst mulige fremtid.

Med borgmester Ole Bondos ferniseringstale fik de rigtig mange fremmødte noget at have deres forhåbninger i: Med det berømte Churchill-citat om, hvad det er vi egentlig kæmper for også i krisetider, gjorde Bondo håbet lysegrønt for en fremtid med kunst i Skovhuset.

Furesøkunstnere med livskraftig Septemberudstilling

På udstillingen medvirker navnkundige Adi Holzer med oliemalerier og skulpturer i Murano-glas, Annette Struve med akrylmalerier, Birgit Andersson med akrylmalerier, Birgit Brandt med maleri og collage, Elisabeth Westerstråhle med akvarel, Eva Hvelplund med foto, Hanne Kathrine Krogstrup med akvarel, Karen Serena med grafik, Kirsten Terp med malerier i olie, Lis Bloch med malerier i akryl – og sidst, men ikke mindst Olav Johannisson med skulptur. Her skal fremhæves enkelte af de tankevækkende værker.

Krig og kunst, der kradser 

Den alt for barske Holocaust genkalder Adi Holzer for vore øjne med maleriet under titlen Budapest, og i udstillingen forstærkes krigens virkelighed i Gaza med Olav Johannissons figurgruppe af grædende fædre med hver sin blodige bylt i favnen. Her giver kunsten stemme til det, vi slet ikke har ord for, men alligevel må og skal forholde os til i dag.

Eva Hvelplund, der giver sine digitale fotos titler fra musikscenen, viser netop dette med billedet People Get Ready, som er printet på blødt tekstil, der understreger udtrykkets flertydighed. I billedet Birds kombinerer hun fly med fugle, og lader os vide, at der hersker andet end fred over landskabet.

Hanne Kathrine Krogstrups akvareller vækker til eftertanke med fremhævede, solitære figurer på de næsten rene flader, som hun så fint mestrer med vådt-i-vådt.

Med en sitrende og følsom pensel bygger Annette Struve hele universer, der inviterer beskueren nærmere, og sender os tænksomt ud over havet, hvor en form for Noahs Ark eller måske et containerskib standser blikket i horisonten.

De tætte gitterstrukturer er det op til os at tolke på, og giver man sig tid – og det fortjener værkerne – så er der meget at tage ind af tidens balanceakt i Struves abstrakt-disede billeder.

Naturen tæt på

Karen Serena præsenterer en række store grafiske collager, der gør sig rigtig godt i Skovhusets naturnære udstillingsrum, hvor værkernes udtryk og omgivelsernes frodige vegetation indgår en vellykket, organisk-visuel symbiose. Kunstneren kombinerer nye og klassiske grafiske teknikker i sine store, sammensatte værker.

Rundt på gulve og podier står Olav Johannissons kvinde-torsoer, skabt i bemalet fiberbeton, og erobrer rummene med deres indtagende former og taktile overflader. De må vist gerne berøres, og det får man lyst til, når man ikke umiddelbart med synssansen kan afgøre materialets herkomst – Er det træ, bronze eller keramik?

Således byder Septemberudstillingen på flere oplevelser, man selv må opsøge i det charmerende hus i skoven ved Søndersø.

Kunst kan som bekendt bedst fornemmes i virkeligheden – på stedet – som forhåbentligt får liv og mange glade stemmer den kommende tid.

Grundlaget er der med lokale kræfter, som vitterligt gerne vil tilbyde børn og voksne kvalitetsoplevelser og nyt fællesskab. Det kæmpes og argumenteres der for med Furesøkunstnernes vellykkede Septemberudstilling.

Se den, hvis du kan.

Skovhuset
Ballerupvej 60 – Værløse
Frem til 21. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2025

… … … 

 

Hos Anne Skole Overgaard sanses intensitet og engagement som gennemgående træk

Anne Skole Overgaard er kendt for sine ekvilibristiske akvareller i imponerende formater. Alt det forbudte giver hun sig i kast med, og gør det til genstand for malerisk undersøgelse.
– Roser, eksempelvis, og det kan hun, fordi hun har absolut gehør for farver, og en drivkraft, som udvider rum. Se blot den blodbestænkte rose her i formatet 150 x 140 cm.
– Det er ikke nogen gennemsnitlig akvarelmaler, vi her møder.

Noget om stjernefangst
Interviewet finder sted i kunstnerens atelier i København mellem eksempler på tidligere værker, skabt over godt 25 år. På væggene ses italienske landskaber i olie, opstillinger med marxistisk-revolutionær baggrund fra akademitiden og helt nye arbejder.

Jeg møder Anne Skole Overgaard første gang på udstillingen Tilbageblik i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum 2023, hvor hun har tegnet med kuglepen, malet i olie og akvarel. Dernæst træffer jeg hende som underviser i akvarelmaleri på Jacob Hoff Studio, hvor det dels er forskelligheden i metoder og udtryk, der fanger, og dels glæden ved, som elev at blive vejledt på et højt kvalificeret niveau.

– Læreren må gerne være dygtigere end eleven, siger Anne Skole Overgaard med et sideblik til diskussioner på kunstakademierne, hvor undervisningsformen altid er til debat og under udvikling i relation til tidens trends.

Selv har hun studeret på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus fra 2001-2006, og undervejs har hun både indenfor og udenfor fundet alternative kildespring bl.a. i litteraturen og på mange rejser.

Anne Skole Overgaard er født under en heldig stjerne i 1980. Heldig, fordi forældrene gav opmærksomhed til hendes kreative talent, så Anne tidligt kom i gang med at tegne, og allerede fra 10-års alderen modtog virkelig god undervisning.

Efter sin uddannelse på Det Jyske Kunstakademi fik hun job som assistent hos kunstneren Nils-Erik Gjerdevik (1962-2016), og han lærte hende mangt og meget om tilværelsen som udøvende, og ikke mindst det overhead, der skal til for at karrieren fungerer.
– Men især lærte jeg noget om lydhørhed for tilfældet. Tilfældet skal man ikke kimse af. Det er tit her, der sker noget magisk, fortæller Anne Skole Overgaard.

Blomster ved et tilfælde
Det var traditionen for håndlavede gæstegaver til et stort italiensk bryllup, som for alvor fik sat gang i blomstermaleriet. Det blev Anne grebet af, efterhånden som hun arbejdede sig igennem godt 100 små frøposer med blomstermotiv.
– Blomsterne talte til mig og måtte udforskes nøjere. På det tidspunkt havde jeg arbejdet længe med oliemaleriet. Blomsterne fremkaldte et meditativt rum, som mindede om Jungs drømmeagtige Mandala.
– Blomsterne kan udtrykke noget så abstrakt og usynligt, som følelser, når de eksempelvis er lukkede eller voldsomme, som den blodbestænkte rose. Men det symbolske skal omgås med varsomhed, for det kan nemt blive som at få en mursten over fødderne, fastslår Anne Skole Overgaard.

Noget om skygger

På det seneste er de monumentale roser skiftet ud med nordisk vinterkrig, tanks og telegraftropper anno 1943, og en dialog med færgemanden Charon, der ifølge græsk mytologi sejler de døde over på den anden side af grænsefloden Styx, så de skilles fra det jordiske liv og, forhåbentligt frisatte, når over i det hinsidige.

I fokus er kommet fortolkninger af en familiehistorie fra 2. Verdenskrig, der trængte sig på og ville frem i lyset. Noget gav pludselig mening, da familiealbummet viste sig at indeholde stifteren af Frikorps Norge, en rask skiløber med sympatier for det siden så forhadte SS, og realiteter, der nok kunne få en og anden til at skifte fædreland.

Billedserien under titlen Fortidens skygger har hen over sommeren været med på udstillingen Vådt-i-vådt– danske akvarelmalere hos Hillerød Kunstforening på Annaborg, hvor den har skilt sig markant ud, især for motivvalget og materialevalget, hvori der indgår glimmer og perlemor i soldaternes snehvide camouflage.

– Glimmer og perlemor? – Ja, se lige effekterne i renaissance opstillinger af pragtbuketter. Der optræder næsten samme virkning af overjordisk skønhed, svarer Anne, der excellerer i udforskningen af materialer og ubesværet blander sine farver ud fra grundfarverne.

– Det store arbejde ligger i skyggerne. Det er dem, der fremhæver, forklarer hun, og viser det nyeste billede, hvor rødlig undermaling titter frem under soldatens vinteruniform. Nu er hun tilbage i olien.

De sort-hvide fotos fra 2. verdenskrig byder på flere motiver, der vil kaldes frem. Hun er omhyggelig med at gengive elementerne historisk korrekt, selvom farverne bevæger sig i forskellige retninger.

– Det spændende er det, du ikke kan tænke dig til, som maler. Det er en succes, når materialet fører dansen og værket går sine egne veje.
– Det flertydige interesserer mig: hvordan bliver man bliver forført? Både visuelt og i historiens store fortællinger.

– Som hos mange andre kunstnere er det psykologiske stof en drivkraft, hvor jeg oplever en nødvendighed af at søge erfaring og hele nogle ting. For eksempel ved at abstrahere det private, og finde en relation.
– Jeg må lære det at kende, slutter Anne Skole Overgaard.

Fakta: A.S.O. bor og arbejder i København. Opvokset ved Svendborg. Medstifter af udstillingsstedet Sydhavn Station. Underviser hos Jacob Hoff Studio. Medlem af: BKF og Kunstnersammenslutningen Jylland.

….

Kommende udstilling ”Ud af skyggerne”: 
Anne Skole Overgaard og Jacob Hoff
Gallery Hjorth i Horsens 13/9 – 18/10

….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2025 – august 2025

01 Anne Skole Overgaard på ateliéret. Foto: Anne Skole Overgaard

02 Anne Skole Overgaard – Rose, 2019, akvarel 150 x 140 cm. Foto: Jens Axel Beck

03 Anne Skole Overgaard – Ud af skyggerne, 2025, olie på lærred, 65 x 100 cm.
Foto: Anne Skole Overgaard

04 Anne Skole Overgaard – Fortidens skygger, 2025, akvarel på maleplade med akvarelgrunder, 50 x 70 cm.
Foto: Anne Skole Overgaard 

05 Anne Skole Overgaard – På bredden, 2025, akvarel og akvarel-farveblyant på maleplade med akvarelgrunder, 50 x 70 cm.
Foto: Anne Skole Overgaard

 

 

 

 

Inger Odgaard imponerer i Borre kirke med 3.000 meter hæklet velour

Alt hvad, som fuglevinger fik – sang vi, mens et rørende smukt, abstrakt kunstværk fyldte synsfeltet under hvælvingerne i Borre Kirke på Møn en sommersøndag morgen.
Hen over sommeren har Møn-boere og besøgende kunnet opleve den nænsomme tekstile udsmykning Tidehvælv, der er komponeret til kirken af billedhugger Inger Odgaard.

Udsmykningen er skabt af røde draperede, hæklede veloursnore. Borre Kirke har, foruden hvælvinger også tre tværgående, hvidmalede bjælker. Inger Odgaards installatoriske værk er monteret og ordnet på bjælkerne, så det i tre sektioner svæver i bløde buer hen over kirkebænkene, og sender den besøgendes tanker og sanser på himmelflugt.

Inspirationen har Inger Odgaard fundet dels i kirkerummets arkitektur, dels i mødet med modelskitsen til katedralen La Sagrada Família, som Barcelona-arkitekten Antoni Gaudí udførte med snore og små sandsække i forrige århundrede.
– Gaudí-modellens tynde tråde dannede buer og parabler på samme måde, som Inger Odgaards røde livstråde nu gør det.

Et bestillingsarbejde

Billedhugger Inger Odgaard var lige hjemvendt med blod på tanden fra en udstilling i en af Slagelse-kirkerne i november 2024, da hun fik en opfordring af den lokale kirke- og kulturmedarbejder til at skabe en midlertidig udsmykning i en af de østmønske kirker, der også tæller Elmelunde, Keldby og Magleby.

– Her skal det være! konkluderede Odgaard, så snart hun så Borre Kirkes tre hvide tværbjælker.

Tidehvælv
Materialet, 160 meter rødt velourstof i tre farver, blev indkøbt og klippet i strimler. Her opstod ideen om at række ud og invitere frivillige til at hækle med på de 3.000 meter snor, som derfor blev til i fællesskab under parasollerne ved kunstnerens værksted.

– Processen har været meget givende og meget anderledes, siden modellen til udsmykningen og mine udregninger fortalte mig, at det arbejde kunne jeg ikke komme igennem alene.
– I stedet har det styrket og engageret fællesskabet, givet nogle frivillige sponsorer, og hos Menighedsrådet har vi kun mødt stor velvilje.

– Det vil jeg gerne gøre igen – skabe sammen med andre, fortæller Inger Odgaard, som bl.a. har udstillet på  flere censurerede udstillinger, på Kunstsalonen i Hovedstadsområdet og på Madsnedø Fort.

Den røde farveskala, der kan minde om kalkmalerier, valgte kunstneren som symbol for livsenergi, puls, blodårer, navlestreng, – kort sagt livstråde, der, under den rammende titel Tidehvælv, nu skrøbeligt sitrende spejler hvælvingernes himmelvendte buer – og for en tid forbinder himmel og jord i den ældgamle Borre Kirke.

Det bør opleves på stedet.

Borre Kirke
Møn – Klintevej 374
FORLÆNGET – frem til 19. oktober / Efterårsferien, uge 42 med.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2025 – august 2025

Illustration: Inger Odgaard – Tidehvælv. Foto: Lasse Hansen
Illustration: Inger Odgaard – Tidehvælv, udsnit. Foto: Lasse Hansen
Illustration: Inger Odgaard – Tidehvælv, udsnit. Foto: Lasse Hansen

Lyngby Kunstforening eksponerer 64 kunstnere på ganske få kvadratmeter i Portnerboligen

– Det er næsten som at træde indenfor i et velordnet smykkeskrin, hvor alt har fået sin rette plads, når man besøger Lyngby Kunstforenings seneste udstilling, initiativet Open Call 20×20. Hele 256 værker, der alle kun måler 20×20 cm er der blevet god plads til i Portnerboligen ved Sophienholm.

Lyngby Kunstforenings kompetente udstillingsudvalg er lykkedes ganske flot med dette nye initiativ, men den censurerede udstilling krævede en større indsats, så 2’eren kommer vi vist til at vente på et par års tid.

Der var indsendt hele 500 værker af 125 kunstnere, som efter en intens sortering blev reduceret til den endelige udstillings format med 64 udvalgte kunstnere, der hver har fire værker med.

Maleri, grafik, keramik, tekstil

På imponerende vis stråler de mange motiver side om side i en tæt ophængning med de fire stykker over hinanden. Værkerne går i dialog med naboerne til siderne og de forskellige farver og formsprog spiller op til en tæt billeddans.

Tidens gang

Førsteprisen gik til Karen Brandt for det firdelte værk – Kongen I-IV, hvor rytterstatuen af Solkongen går sine egne veje, og soklen langsomt går i opløsning. Andenpræmien gik til keramiker og arkæolog Lise Frost. Trediepræmien gik til Jette Mellgreen for hendes fine, delikate flettede arbejder, der på sin egen måde signalerer langsomhed i nuet.

Naturen i keramik

Kunstneren Anette Slaatoo spiller på flere strenge, som kunstner. Her viser hun sprudlende naturformer i keramik, der leder tankerne hen på svampe eller søanemoner. Hendes bud lever også op til kravene om at hver kunstner bidrager med fire værker på 20×20 cm.

Helt tæt på

I det mindste rum finder vi et udvalg af værker, der kalder os helt tæt på. Fx de fine mønstre af foldet pergamentpapir af Marianne Skaftne Ritschel, og andre sarte, sanselige papirværker, der ses side om side med sort-hvide fotos og blå-hvide transparent malede billeder.

I storstuen til søsiden sprudler farverne. Dunkle og dramatiske på endevæggen, og sartere i hjørnet med de abstrakte værker placeret over borgmester Paul Fennebergs gamle sofa.

Ikke blot censureringen, men også den vigtige fordeling har udstillingsudvalget med billedkunstnerne Josephine Ernst og Karen Serena i spidsen, stået for, og præcisionsarbejdet med ophængningen af de 256 værker skal bestyrelsens medlemmer Anders Jensen og Rasmus Wiuff have ros for.

– Uden sådanne frivillige ildsjæle var der ingen kunstforening, hvor det ofte er ganske få, der bærer oplevelserne frem til de mange.

Kunstforeningen i Kgs. Lyngby forstår til fulde at forkæle deres medlemmer og at fange kunstinteressen med nye initiativer, måned efter måned i det lille hvide Portnerhus ved Nybrovej, hvor mange naturelskere på vandring inviteres til at kigge ind og få en ekstra oplevelse med på turen. 

Denne udstilling må gerne blive et tilløbsstykke.

Det er som at kigge ind i et smykkeskrin, hvor enhver kan vælge sine egne favoritter i den kvalificerede mangfoldighed.

Læs mere på https://www.lyngby-kunstforening.dk/

Lyngby Kunstforening – Portnerboligen
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 7. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2025

…