Ildsjæle udstiller og arbejder for Skovhusets muligheder frem mod valget
– Er det ikke lukket? spørger folk, når samtalen falder på Skovhuset i Værløse. For tiden er der med elleve Furesøkunstneres Septemberudstilling åbnet en dør på klem, som et indlæg i debatten om Skovhusets fremtid.
Skovhusets drift løb af sporet, og politikerne lukkede for pengekassen efter en periode med røde tal i regnskaberne. Siden har engagerede kunstnere og borgere bekymret sig for, hvad der så kom til at ske med institutionen, der siden 1977 har været et kunstens samlingspunkt på adressen ved Søndersø i Værløse.
Kun Billedskolen har kørt videre, og holdt huset sundt, og initiativet til den aktuelle Septemberudstilling kommer da også fra de to undervisere Birgit Brandt og Karen Serena, der virkelig brænder for at bidrage til Skovhusets bedst mulige fremtid.
Med borgmester Ole Bondos ferniseringstale fik de rigtig mange fremmødte noget at have deres forhåbninger i: Med det berømte Churchill-citat om, hvad det er vi egentlig kæmper for også i krisetider, gjorde Bondo håbet lysegrønt for en fremtid med kunst i Skovhuset.
Furesøkunstnere med livskraftig Septemberudstilling
På udstillingen medvirker navnkundige Adi Holzer med oliemalerier og skulpturer i Murano-glas, Annette Struve med akrylmalerier, Birgit Andersson med akrylmalerier, Birgit Brandt med maleri og collage, Elisabeth Westerstråhle med akvarel, Eva Hvelplund med foto, Hanne Kathrine Krogstrup med akvarel, Karen Serena med grafik, Kirsten Terp med malerier i olie, Lis Bloch med malerier i akryl – og sidst, men ikke mindst Olav Johannisson med skulptur. Her skal fremhæves enkelte af de tankevækkende værker.
Krig og kunst, der kradser
Den alt for barske Holocaust genkalder Adi Holzer for vore øjne med maleriet under titlen Budapest, og i udstillingen forstærkes krigens virkelighed i Gaza med Olav Johannissons figurgruppe af grædende fædre med hver sin blodige bylt i favnen. Her giver kunsten stemme til det, vi slet ikke har ord for, men alligevel må og skal forholde os til i dag.
Eva Hvelplund, der giver sine digitale fotos titler fra musikscenen, viser netop dette med billedet People Get Ready, som er printet på blødt tekstil, der understreger udtrykkets flertydighed. I billedet Birds kombinerer hun fly med fugle, og lader os vide, at der hersker andet end fred over landskabet.
Hanne Kathrine Krogstrups akvareller vækker til eftertanke med fremhævede, solitære figurer på de næsten rene flader, som hun så fint mestrer med vådt-i-vådt.
Med en sitrende og følsom pensel bygger Annette Struve hele universer, der inviterer beskueren nærmere, og sender os tænksomt ud over havet, hvor en form for Noahs Ark eller måske et containerskib standser blikket i horisonten.
De tætte gitterstrukturer er det op til os at tolke på, og giver man sig tid – og det fortjener værkerne – så er der meget at tage ind af tidens balanceakt i Struves abstrakt-disede billeder.
Naturen tæt på
Karen Serena præsenterer en række store grafiske collager, der gør sig rigtig godt i Skovhusets naturnære udstillingsrum, hvor værkernes udtryk og omgivelsernes frodige vegetation indgår en vellykket, organisk-visuel symbiose. Kunstneren kombinerer nye og klassiske grafiske teknikker i sine store, sammensatte værker.
Rundt på gulve og podier står Olav Johannissons kvinde-torsoer, skabt i bemalet fiberbeton, og erobrer rummene med deres indtagende former og taktile overflader. De må vist gerne berøres, og det får man lyst til, når man ikke umiddelbart med synssansen kan afgøre materialets herkomst – Er det træ, bronze eller keramik?
Således byder Septemberudstillingen på flere oplevelser, man selv må opsøge i det charmerende hus i skoven ved Søndersø.
Kunst kan som bekendt bedst fornemmes i virkeligheden – på stedet – som forhåbentligt får liv og mange glade stemmer den kommende tid.
Grundlaget er der med lokale kræfter, som vitterligt gerne vil tilbyde børn og voksne kvalitetsoplevelser og nyt fællesskab. Det kæmpes og argumenteres der for med Furesøkunstnernes vellykkede Septemberudstilling.
Se den, hvis du kan.
Skovhuset
Ballerupvej 60 – Værløse
Frem til 21. september
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2025
… … …





