Karin Lykke imponerer med udstillingen Naturens øje på KunstCentret Silkeborg Bad
Karin Lykke byder på både imponerende og tankevækkende aftryk af naturens skrøbelighed i den stort anlagte soloudstilling Naturens Øje på KunstCentret Silkeborg Bad, der kan ses frem til 18. januar 2026. Med omkring 150 værker, mange i den blå cyanotypi, kalder hun på en større ansvarsfølelse og tilbyder her med glæde og overskud at dele sin viden og indsigt i naturens forunderlige univers.
Naturen har altid været kilden og udspringet for billedkunstner Karin Lykke. Her har hun hentet mange gavmilde indtryk og oplevelser, og med soloudstillingen Naturens Øje og bogen Naturens Værk, skabt i samarbejde med biolog Peter Lindberg Jannerup, sender Karin Lykke hermed stafetten videre.
På KunstCentret Silkeborg Bad præsenterer direktør Iben From soloudstillingen Naturens Øje således:
Den ”udfolder sig i hele kunsthallens øvre etage. Karin Lykke viser med sine værker vild natur frem på forskellige måder: Som noget truet, sårbart eller mangfoldigt. I zonen Declinity [Tilbagegang] er der bl.a. fokus på vilde planter og gletsjernes afsmeltning i Island samt på vandet og det dybe havmiljø. I zonen Fragility [Sårbarhed] inviteres man ind i planternes cyklus og naturlige nedbrydning, ser fjer og æg fra truede fugle, samt en slags dødens kammer, hvor trafikdræbte dyr er skildret. Endelig beretter værkerne i zonen Biodiversity [Biodiversitet] om den mangfoldighed af plante- og insektliv, der faktisk findes i den ikke-dyrkede, vilde natur.
– Overordnet ser man elementer af en vild natur under kunstnerens lup på denne udstilling, og ofte således, at hun har zoomet ind på detaljer.” skriver Iben From.
Declinity
Gennem studieophold og mange rejser i Nordatlantiske egne har Karin Lykke set isen forsvinde. Hun har set tilbagegangen for antallet af insekter og andre arter, og har indsamlet talrige skitser, som hun kombinerer, nærmest i Wunderkammer-formater. Store ark, bl.a. af kludepapir, danner baggrund for sådanne opsamlinger.
På udstillingen giver en kort video indblik i Karin Lykkes kraftfulde håndtering af de store papirark, der spules med haveslangen udendørs. Her er således ikke tale om en gennemsnitlig akvarelmaler, der sidder bøjet over malepladen under luppens og lampens skær. Karin Lykke er for længst vokset fra de små mårhårspensler, og bruger dels flydende pigmenter samt ofte naturelementerne direkte som aftryk i sine billeder.
– Jeg skitserer helst i det fri og bearbejder herefter syns- og sanseindtryk fra naturen i mit atelier. Jeg søger altid kontraster, fx mellem lys og mørke eller skarpt og diffust, fortæller Karin Lykke.
– Den levende teknik med pigmenter i vand har altid været min foretrukne udtryksform, i samspil med papiret, der jo dybest set selv er resultat af en flydende proces, udtaler kunstneren.
Fragility
Skrøbelighed og styrke viser Karin Lykkes store cyanotypier, skabt på det kraftige papir. De er, som fuglenes fjer, som æggeskaller fra en truet art, øjebliksbilleder af det paradoksale nu! vi har til rådighed.
Vores egen livslinje sættes i relief af de trafikdræbte dyr – eksempelvis hjortekiddet, fanget i et spring, og lagt evigt til hvile i Lykkes blå himmel.
Biodiversitet
Fra fuglene ved iskanten har Karin Lykke bevæget sig ind i landskabet, og rettet opmærksomheden mod vækster og vingede væsner. Således har hun føjet aftryk af fine Guldsmede og sommerfugle til store plantemotiver, skabt i forskellige medier til udstillingens mange rum.
– ”Der er ikke mange kunstnere, der arbejder så meget med cyanotypiet som Karin Lykke. Og det samspil med dagslys under selve skabelsesprocessen som denne udtryksform indebærer, synes at udgøre en særlig motivationsfaktor for kunstneren. Hun lader en del af billedskabelsen afhænge af naturens kraft og påvirkning. Cyanotypiets karakteristiske blå farve udgør en særlig tone gennem udstillingen.” fortæller Iben From i præsentationen.
Naturens Værk – 52 vilde danske planter
– Bogen med titlen ”Naturens Værk – 52 vilde danske planter”, udgivet til udstillingen, er resultatet af et tæt samarbejde mellem billedkunstner Karin Lykke, der gennem ét år har indsamlet vilde planter i den danske natur, samt biolog Peter Lindberg Jannerup, der bidrager med sin faglighed og med plantebeskrivelser.
Bogen er en særlig kombination af æstetisk og detaljerig naturdokumentation i form af 1 : 1 cyanotypiaftryk af indsamlede vilde, danske planter. En nyfortolkning af det traditionelle herbarium – og samtidig et opslagsværk, der udover at give læseren nydelse ved at bladre i bogen måske også kan lokke vedkommende ud i naturen!
– Bogen skal minde læseren om at passe godt på naturens sårbare biotoper og vilde planter.
– Kunstbogen er samtidig en dokumentation af ét samlet værk, bestående af 52 unikke cyanotypiaftryk af vilde, danske planter. Planterne er udvalgt dels som hjemmehørende arter med stor betydning for insekt- og dyreliv, dels fundet i biotoper uden væsentlig menneskelig påvirkning – fx gravhøje, moser, overdrev og klitheder. Bogen henvender sig således til såvel et kunst- som et naturinteresseret publikum, skriver Iben From.
Det kunstneriske blik i dag
– ”I billedkunsten har naturen altid spillet en rolle; i middelalderen symbolsk, i renæssancen som staffage eller bevis på skaberværkets storhed, i historiemaleriet og romantikken som en scene, hvor samfundets identitet kunne beskrives gennem landskabet.
– I samtidskunsten er der de seneste år indtrådt et andet perspektiv, hvor kunstnere angler efter og gennem deres virke ønsker at bidrage til en ny og nødvendig følsomhed over for naturens skrøbelighed. I den sammenhæng er Karin Lykkes naturbog et parts-indlæg” slutter Iben From.
Det samme er den imponerende udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad, der bestemt er et besøg værd her hen over efteråret og vinteren.
Naturens Øje gives varme anbefalinger herfra.
…
Bogen: Naturens Værk
Pris: Kr. 195,-
22 x 30 cm., 112 sider, hardback
KunstCentret Silkeborg Bad
Gjessøvej 40 ∙ Silkeborg
Frem til 18. januar 2026
…
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2025




