Vinterudstillingen hos Davis Gallery i københavnske Bredgade byder på nye udtryk og velkendte navne
De store gruppeudstillinger hos Davis Gallery er en kærkommen chance for kunstnere, der søger at komme med i kredsen i det velplacerede galleri, overfor Designmuseet i København. Vinterudstillingen 2025 byder på hele 23 kunstnernavne – nye og velkendte.
Damerne først
Katherine Whitehouse, som er blandt de yngste på holdet, maler filmiske scenerier i et udtryk, fyldt af glamour, der samtidig rummer festens melankoli – dragende, genkendeligt og eksperimenterende på samme tid i en nostalgisk farvepalet.
Elisabet Olka, Anna Lindgren, Annette Wier samt Christina Mosegaard arbejder i poetisk-sanselige farvestrøg med hver deres dybe og blide fortællinger. Neel Jans maler naturen på store hvide krukker, og Ginny Page iscenesætter poesiens sommerfugle i et hyper realistisk snit.
Hanne Nielsen Kjærsgaard maler global julestemning, ekspressivt-transparent, inspireret af termiske farver. Mia Willaume er en af galleriets nye navne, og hun skruer sammen med Susanne Aamund betydeligt op for glødende, næsten brændende kulører, godt fulgt af Christina Bardrams Rothko-lignende billedrum. Med den svensk-amerikanske Anna U Davis bevæger vi os over i mixed media og et helt unikt, karsk, street-like udtryk.
Mixed media og 3D
Ny i huset er assemblagekunstneren Jens Chr. Jensen fra Ikast, som kalder smilet frem med sin skulpturelle vinterskov af hvide børster. I keramikken excellerer Tina Hvid i naturbløde former, mens Malene Müllertz ses med smukke, klassiske stentøjsæsker.
To velkendte billedhuggere, Pontus Kjerrman med bjørnene og Carsten Fun Jensen med bronzevækster er kommet til. Malte Fisker rammer plet med en installation i 3D og malerier i vinterfarver.
Maskuline samtidsblik
An Ordinary Day hedder et spritnyt værk af Aleksander Kosmala, som indfanger tidsånden knivskarpt. Dejligt at se malerens friske, samtidskritiske blik, mens han gengiver en tilsyneladende almindelig hverdag.
Håkan Nyström og Carsten Krogstrup er gode for nye motiver i velmalede udtryk, mens Bent Hedeby går ud ad gyldne drømmes spor.
Jeppe Højholt balancerer i sin velgjorte tegning Into the Woods mellem naturen og civilisationen, og leder tankerne hen på byttekaos og udsalgstid ved varehusets rulletrapper, som fører lige ned i skovens pauserum.
– Et billede på samtidens tvedelte fokus på travl business sat op mod længslen efter naturen, friheden og legen, han selv er en mester i.
Gallerist Annegrethe Davis sætter med Vinterudstillingen 2025 pris på at vise de faste kunstneres fremskridt sammen med nye navne.
Davis Gallery Contemporary Art
Bredgade 69 – København K
Frem til 10. januar
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 11 / 2025
Læs mere her om kunstneren Aleksander Kosmala
– https://www.kosmala.dk/
Læs mere her om Davis Gallery, Contemporary Art
– https://davisgallery.dk/en/category/exhibitions/


