BOGEN Fibre og farver ∙ Tekstilkunst i Lyngby – Taarbæk er udkommet og indeholder et katalog for udstillingen på Kulturstedet Lindegaarden, samt artikler med historisk perspektiv på Lyngbys tekstilindustri og tekstilkunstens tilsynekomst – 40 sider.
– Bogen kan købes på udstillingen og hos Greens Boghandel, Sorgenfri Torv.
[ Kolofon ]
Fibre og farver ∙ Tekstilkunst i Lyngby – Taarbæk
Kulturstedet Lindegaarden 7. marts – 1. maj 2026
Nanna Hertoft ∙ Elisabeth Ryde ∙ Lisbet Friis ∙ Karen Abell
Arrangeret af Kulturstedet Lindegaardens Venner
Udstillingen er støttet af Lyngby – Taarbæk Kommune
Udstillingens grafik ∙ Gurli Behrens Madsen
Udstillingsansvarlig Inge Schjødt, komkunst.dk
Layout, grafisk tilrettelæggelse og fotos ∙ Aleksander Kosmala, kosmala.dk
Aleksander Kosmala & Inge Schjødt, komkunst.dk, 2026
© Forfatterne
– Ulrikka Mokdad, cand.mag. i kunsthistorie og elev af Tove Heyman 1980-86
– Lisbeth Tolstrup, tekstilformgiver, afgang fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1984,
BA i kunsthistorie, Aarhus Universitet 2004, cand.mag. i kunsthistorie, KU 2015.
– Dorete Dandanell, cand.mag. i historie, fmd. for Historisk-Topografisk Selskab i Lyngby-Taarbæk
– Inge Schjødt, kulturjournalist (DJ) BA i religionshistorie og virksomhedskommunikation, komkunst.dk
Udgivet af komkunst.dk
ISBN 978-87-975720-1-6
2026
…
FORORD
Fibre og farver ∙ Tekstilkunst i Lyngby – Taarbæk er titlen på udstillingen fra 7. marts til 1. maj 2026 på Kulturstedet Lindegaarden i Kgs. Lyngby. De fire medvirkende Nanna Hertoft ∙ Elisabeth Ryde ∙ Karen Abell og Lisbet Friis er alle prominente tekstilkunstnere med rødder i Kgs. Lyngby.
I 2026 markerer vi Dansk Tekstillaugs 80 år, og fejrer, at tekstilkunsten igen vinder frem i gallerier, på danske og internationale kunstmesser og nye museumsudstillinger. Feltet går et nyt forår i møde med en voksende interesse for det taktile, håndens arbejde, nærvær og sanselighed i omgangen med materialer og udtryksmuligheder.
By- og kulturhistorisk set går der en direkte bro fra Mølleåens tekstilfabrikker, over samfundets udvikling til fremkomsten af tekstilformgivning, som aktuel kunstnerisk udtryksform i Lyngby-Taarbæk. Den industrielle udvikling betød i sin tid først og fremmest arbejde og velstand, nye erhverv og nye boligområder. Samtidig var der plads til de kreative folk, som bosatte sig og organiserede sig. Der opstod kulturinstitutioner som Kunstforeningen, Stadsbiblioteket, Stadsarkivet, Sophienholm – og senere også Kulturstedet Lindegaarden.
Væveren Nanna Hertoft byggede typehus og flyttede til Lyngby-Taarbæk Kommune i 1960. Karen Abell åbnede væveværksted i 1962 og var i 1974 med til at etablere Damhuset, som kollektivt butiks- og værkstedsfællesskab i Lyngby. I nyere tid er der opstået rum for kunstneriske værksteder i møllebyerne – således har tekstildesigner Lisbet Friis sit værksted på Raadvad Fabrik.
Hvor ressourcerne engang var små, der var opfindsomheden stor, så overskudsmaterialer, som garner og klude, kom eksempelvis til at indgå i den tekstilkunst, der blev til i en af Lyngbys væveskoler – Tove Heymans væveskole. Væveskolen blev et betydningsfuldt frirum for børn og unge, som nød godt af fordybelse og undervisning, samt de udstillinger, som fulgte hvert år. Flere af eleverne fortsatte som tekstilkunstnere, bl.a. er væverne Ulrikka Mokdad og Elisabeth Ryde udsprunget af denne væveskole. I perioder har der været bud efter store udsmykninger, i dag ses et stort felt af unika installationer med en vidtstrakt brug af fibre og farver.
Tekstilkunsten er atter i fremgang. Men fokus og et hjemsted for tekstilkunsten mangler: Museet med samlingsansvar, der kan tage hånd om den rige arv, vi har liggende rundt på vævernes lofter fra dengang tekstilkunsten blev en del af kunstscenen, og ret overbevisende tillige indtog sin plads blandt Danish Design, møbler, CLAY og GLAS.
– Det museum må på tegnebrættet! Museum for Tekstilkunst.
– Mens vi arbejder på sagen, inviteres indenfor på Kulturstedet Lindegaarden.
Velkommen til udstillingen Fibre og Farver ∙ Tekstilkunst i Lyngby-Taarbæk.
Af Inge Schjødt

Tekstiludstilling med værker af de markante tekstilkunstnere med tilknytning til Lyngby-Taarbæk: Nanna Hertoft, Elisabeth Ryde, Karen Abell og Lisbet Friis. Foto: Lars Pryds, 2026





