Trine Boesen 50 år

Det er et særligt univers med overvældende ophobninger af ting, tegn og bevægelse i vægtløse kompositioner, der kendetegner Trine Boesens kunst. Hun skildrer en kompleks verden og tager ofte udgangspunkt i verdensrummets uendelige firmament.
Den 23. februar rundede kunstneren de 50 år.

Trine Boesen er opvokset i Gl. Rye. Som barn i landsbymørket holdt hun øje med de billioner af klare stjerner, der kunne ses på nattehimlen med det blotte øje. Det fremkaldte forsøg på at begribe det uendelige univers og potentielle fremtider.

Hun blev optaget af en billedverden med kaos og orden, og af hvordan vi mennesker påvirker verden, og hvordan verden påvirker os. Med penslen transformerer kunstneren hverdagsobjekter som eksempelvis ungdommens discokugle, vejskilte, eller tv’ets remotecontrol og lader dem indgå i et nyt kredsløb, der ofte rummer et kontroltab.

Boesen er uddannet først på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, og derpå Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. De tilsammen 7 år blev brugt på at undersøge og udvikle et sprog, hvor den velkendte verden bliver sat over for det uendelige rum.

Trine Boesen set hos MøllerWitt

Noget hun siden har vist i udsmykninger til Vestre Landsret Viborg og Fyns HF i Odense, på en god række soloudstillinger i gallerier, i kunsthaller og på museer, som Trapholt, Brandts Museum, og Vejle Kunstmuseum. Hun er tillige repræsenteret på ARoS og Kunsten i Aalborg.  

Internationalt har kunstneren et samarbejde med I-20 Gallery i New York og Fiebach & Minninger i Køln. Herhjemme repræsenteres kunstneren af Galleri MøllerWitt i København.

Tekst redigeret af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 2 / 2022 

Udsnit af Simon Grimms samling, 2022

Kunstnernes Kunst viser hundredevis af unikke værker og 11 forskellige måder at samle på

– Har du tre af noget, så er det en samling, introducerer Simon Grimm, da jeg møder ham i Herlev, hvor han har kurateret udstillingen Kunstnernes Kunst på Gammelgaard sammen med Jacob Hoff og Lilybeth Sebaldus.

Udstillingen giver et sjældent blik ind i samtidskunstens mangfoldighed, og er ganske anderledes præsenteret end det, publikum i dag ellers typisk bliver budt på.

– Vi har inviteret elleve kunstnere, med hver sit udgangspunkt, til at vælge ud af deres private samlinger, og arrangere det her på Gammelgaard, og det har givet et særdeles interessant resultat. 

De elleve kunstnere er Ann Sophie von Bülow, Elsebeth Jørgensen, Jacob Hoff, Jesper Fabricius, Jørgen Carlo Larsen, Kathrine Ærtebjerg, Lasse Krog Møller, Lilybeth Sebaldus, Melou Vanggaard, Simon Grimm og Svend Danielsen.

Hver samling er på én gang et skatkammer og en tidsrejse, som spejler samlerens individuelle passion.

Samlingerne spænder fra bare 13 numre til over 100.
– Tre af de elleve deltagere bruger det at samle i deres egen praksis, fx Lasse Krog Møller, der nok huskes for sine samlinger af cigaretskod. Jesper Fabricius samler på udklip, som ordnes omhyggeligt indenfor et  tema, før de præsenteres i glas og ramme. Og Elsebeth Jørgensen samler på samlinger, hvor objekter går i dialog.

Samlet af Lilybeth Sebaldus og Melou Vanggaard

– En af kunstnerne, Lilybeth Sebaldus, har været ude at låne værker fra vennernes vægge, så det er en samling af favoritværker, frem for noget hun har fundet og ejer selv. En anden viser en stor samling af blot en enkelt kunstners værker, christianitten Kaj Christensen (1938-2016), gengivet i sort/hvide fotos, som før har været vist på Gallopperiet, Stadens Museum for Kunst.

Flere har gennem årene byttet sig til værker af andre af deltagerne, og knyttet bånd. Kunstnerne viser ligeledes egne værker, og gengangerne understreger temaet, Kunstnernes Kunst.

I forlængelse af Efter Billeder
Som på udstillingen Efter Billeder på Janus – Vestjyllands Kunstmuseum og hos SAK i Svendborg i 2021, hvor Simon Grimm også var med til at kuratere, har deltagerne fået stillet en god håndfuld spørgsmål om baggrunden for deres valg.

– Hvornår begyndte du at samle på kunst, og hvad var dit første værk?
– Hvad kendetegner din samling?
– Hvad er en samling for dig, og hvorfor samler du?
– Hvad fortæller samlingen om dig? – Hvad kan du bruge din samling til?
– Hvilke sammenhænge er der mellem din samling og din kunstpraksis?

Disse spørgsmål besvarer de elleve i kataloget, og på plancher i udstillingen. Meget betegnende er fornemmelsen af relation, tilhør og kollegialt fællesskab en vigtig motivationsfaktor.   

Kathrine Ærtebjergs væg i Ny Lade på Gammelgaard

Med sjæl
Et par af samlingerne præsenteres som udpræget æstetiske i udvalget, det gælder særligt Jacob Hoffs og Kathrine Ærtebjergs bidrag, men også Jørgen Carlo Larsens brokker fra Nordhavnstippen, hvorimod samlingerne af Simon Grimm, Jesper Fabricius og Svend Danielsen går i en helt anderledes retning med en skøn blanding af ophobede genstande, originale plakater, billetter, kunstværker og efterladte skitsebøger.

Alt i alt rummer udstillingen tæt på 500 værker, og det kan anbefales at følge en af omvisningerne, at tage sig god tid, at gøre det i etaper, og måske at komme igen.

God fornøjelse på Gammelgaard i Herlev, hvor der er fri entré.

Kunstnernes Kunst på Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436 – Herlev
Frem til 6. marts

Svend Danielsen i Gl. Lade på Gammelgaard

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – februar 2022
Klik ind på illustrationerne, og få dem vist i en bedre kvalitet. 

Ukendt kunstner, tilhører Simon Grimm

Sven Dalsgaard, Dannebro, tilhører Simon Grimm

View til Ane Henriksens Pløjemark.
Foto: Ane Henriksen

Spændvidden er så stor som kuratorens fantasi på udstillingen Det Flade Land, hvor tekstilkunstner Anne Fabricius Møller præsenterer godbidder af bedste karat i Udstillingsstedet for Tekstil i København

Hen om hjørnet og ned i kælderen til Møntergade 6 i det centrale København må du gå. Der venter dig en stor kunstnerisk oplevelse i de ydmyge lokaler, der rummer udstillingen Det Flade Land.
Og, hvis heldet er med dig, møder du også stedets daglige leder, tekstilkunstner Anne Fabricius Møller, som har sammensat, og som fortæller ganske fint og underfundigt om det alt sammen.

Det er et facebookopslag af væveren Ane Henriksen, som fanger opmærksomheden og sender mig af sted. Her kan jeg se, at et af hendes markante værker, skabt på Statens Værksteder til Heltborgudstillingen Jens Søndergaard med islæt af Ane Henriksen er med på udstillingen i Møntergade, og det kan jeg ikke stå for.

Ane Henriksen har været på min nethinde i en del år. I 2019 blev det til et møde med vanteværket Urban Growth på Gobelinudstillingen i Rundetaarn og en portrætsamtale for Kunstavisen med den storartede, lavmælte og opfindsomme tekstilkunstner, der har boet en rum tid i Hanstholm i Thy, men nu bor i hovedstaden.

Det Flade Land – udstillingsview
foto: Inge Schjødt

Ane Henriksen har udstillet verden over, og rundt på flere danske museer. Barren for det kunstneriske niveau er i top, og udførelsen er i fornem samklang med det traditionsrige vævehåndværk. Det er dejligt at se den revitalisering af tekstilkunsten, som hun er eksponent for.

Markerne
Indenfor i Møntergade ser Kirsten Nissens vandrette, korngule ryatæppe ved først øjekast måske en smule ordinært ud, indtil der stilles skarpt på titlen og sammenhængen. Hans Nissens Mark, hedder det, og det er soleklart, når man ser efter, og oplever linjer og nedlæg som gengivelse af landskabets maskinspor over slægtsgårdens arealer. Tæppet er håndknyttet, som et ægte orientalsk tæppe, fremstillet til en udstilling hos Danske Ægte Tæpper i 1989.

På den ene endevæg får vi Brændt Mark i stoftryk af Anne Fabricius Møller, og Rose Smits Matrikler, vævet i kornstrå, uld og hør. På den anden endevæg hænger Ane Henriksens Pløjemark, vævet i genbrugt linned og med farvespor sået udenom. Hertil vises Mette Ussings brune og blomstrende felt af rustikke uldgarner, Naturlig Natur, som ikke just er så flade – jævnført udstillingens titel – at det gør noget.

Flagene
På væggene vajer en række flag sammen med markerne. Her er et enkelt Dannebrog, et Flag syet af Gudrun Hasle, og venligt udlånt af gallerist Tom Christoffersen.

Åse Hansen – T-shirt, miniflag i tekstil

Her er en Nørregård T-shirt med et Dannebrog i Palestina-print, som nok kunne sætte sind i kog, da de først kom frem, designet af Åse Hansen.

Her er en vimpel fra Sønderjylland, hvorfra flagtraditioner gives videre fra slægtled til slægtled, som en umistelig værdi at holde i hævd – nemlig retten til at vise flaget. Og så et lillebitte Dannebrog i tekstil, fra dengang, det var før papirflag kom med til hver fest.

Menneskene
Livet på landet sætter Thomas Wolsings korsstingsbroderier i relief. Her er landevejens tilmøgede Kantpæl, en tabt Hjulkapsel og Dyt-Dyt opfordringen – noget, der kunne være tegnet som en hilsen på asfalten til et stedligt brudepar, nu fortolket i panamavævet stramaj.

Værkerne minder lidt om motiver af billedkunstneren Allan Otte. Den akademiuddannede brodeur gengiver menneskenes hverdagsspor på tekstil, så man erkender de tidslige og æstetiske vilkår, ikke mindst i provinsen.

Vase, stol og et håndklæde til gæsten
Stedets formål er at vise tekstil i videste forstand, men hertil kommer andre objekter af ren og skær nødvendighed.

– Der er altid en vase, en stol og et gæstehåndklæde at finde på mine udstillinger, for det er, hvad de besøgende har brug for, forklarer Anne Fabricius Møller.

Spøjs af Anne Fabricius Møller og Toke Overgaard

Stolen Spøjs i det unikke og helt violette Amarant-træ har hun tegnet med referencer til Joseph Beuys, og den er udført af møbelsnedker Toke Overgaard. Vasen, fyldt af en kornbuket, er formet i teglrødt lertøj af Christian Buur Bangsgaard. Toilettets gæstehåndklæder er denne gang af væveren Hanne Vedel, og de foregående ligger fint stakket til skue.

Levet liv i køkkenregionen
I sidegemakket er der en selvstændig ophængning af en skøn samling hjemmesyede forklæder. En arv fra Anna Hansen på Kildegård, skabt i årene 1923-1963, omsorgsfuldt opbevaret i en æske fra det fornemme A.C. Bang. De findes mønstrede, ternede, hulsyede og i alskens (afdæmpede) farver, og minder os om landmandskonens indsats til hverdag og fest, og om den æstetiske maskering, hun kunne tage på.

Samlingens tid
Det aftvinger respekt, det behjertede Udstillingssted for Tekstil, for her ses eksempler på et virkefelt, der ikke altid har fået det spillerum og den anerkendelse, der ellers rigeligt er grobund for. For mig at se mangler der et museum for tekstilkunst, måske tekstil og kunst, på linje med Clay for keramik og Glasmuseet i Ebeltoft.

Stærke navne har vi nok af, både indenfor vævning, stoftryk og broderi, og senest er også tufting kommet på banen. Der var klart en fornyet interesse for tekstile udtryk på kunstmessen Enter Art Fair i København i sensommeren 2021.

Anne Fabricius Møller viser et Flag af Gudrun Hasle

Der er rigeligt med kilder at trække på i det flade land, hvor fortrinsvis kvinder til hver en tid har frembragt smukke genstande af høj kunstnerisk kvalitet, og hvor mandlige kolleger gerne har stået i spidsen for haute-couture skrædderier, og væverier som Georg Jensen Damask, Kvadrat tekstiler med mere.
Vi har en rig tekstil tradition, som fortjener mere, ja, meget, meget mere opmærksomhed.

Det understreges kun af oplevelsen i Møntergade.
Tak! – og På Gensyn.

Udstillingsstedet for Tekstil
Møntergade 6 – København K
Frem til 19. februar

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – Januar 2022

…….

Thomas Wolsing, På vej 2, Mudret Kantpæl

Vase af Christian Buur Bangsgaard

Nour Fog – Skumfødt
soloudstilling i Møstings Hus

Skumfødt, en soloudstilling af Nour Fog, handler om tilblivelsens under, inde- og udefra

Tilblivelse er omdrejningspunktet for Nour Fogs udstilling Skumfødt, skabt til Møstings Hus på Frederiksberg. Titlen er inspireret af kunsthistoriens perle, Botticellis maleri  Den skumfødte Venus, og substansen er baseret dels på vandelementet i og omkring os, og dels på et menneskebarns komme.

Metaforisk kan skabelsen af en udstilling og et nyt familiemedlem sidestilles i ventetid og tilsynekomst, og sådan har det forløbet for Nour Fog og familien. Mens udstillingen blev til, gik ønsket om et barn mere i opfyldelse, og herfra er stoffet fortolket til udstillingens bevægende gesamtkunstverk.

Vandet i og omkring os
Udenfor på søen mødes vi af Nour Fogs vandkunstværk, Hydro Human, som refererer til vandets mytologi med flerlemmede væsner, og centralt et menneske, der rejser sig af elementet.

Nour Fog – Kyras og Venevase, keramisk skulptur

Indenfor ses værket Konkylie, en keramisk form med perlemorsglasur, skabt tidligt i processen, hvor kunstneren havde mulighed for at arbejde på Statens Værksteder.

Krop og system
Nour Fog fortsatte det keramiske arbejde, og i Det gule Rum vises Kyras, en brynje over en gravid kvindekrop, der står i rummet uden personlighed, men indrulleret i det overgribende system, der rammer den gravide, fx med talrige undersøgelser. Her ses også et mælkedryppende Bryst – uha – og figuren Hylster, der sammen med Hjerte og Venevase er glaseret i en nøje afpasset metallisk farve, som spejler rummet.

Overflader mødes
I Det grønne Rum flyder et 17 minutters kvadrofonisk lydværk med bølger, musik og hjerteslag, skabt til udstillingen af Jirasol Pereira Ayala, ind over Nour Fogs installation. Og lyd og sansning fører os indenfor i livmoderens univers.

Afstanden mellem indersiden og ydersiden føles uendelig, kaldes værket, hvor kunstneren forholder sig til det voksende menneskevæsens væren og indtryk, som det må opleves inde i livmoderen, og udefra, hvor fosterets bevægelser kan iagttages. Således har Fog brugt albuer og armbevægelser i dannelsen af de forskellige aftryk i de keramiske former, og har levet sig ind i både det tilblivende fosters og forældrenes situation i den underfulde proces, som nok er naturlig, men stadig gådefuld for dem, der venter.

Nour Fog – Fra min navle vil jeg vokse

At der vokser et menneske frem indeni et menneske er en monumental virkelighed, på én gang abstrakt og meget konkret, som Fog her formår at udtrykke skulpturelt og installatorisk.

Skrøbelighed og styrke
Placeret helt alene i Det Røde Rum, frit hængende i en tynd tråd, møder vi i naturlig størrelse, fosteret, som det kommer til verden, viklet ind i navlesnor med mere.
Titlen er Fra min navle vil jeg vokse.

Den solistrolle må enhver erfare, i skrøbelighed og med styrke, på godt og ondt.
– Det er ikke spørgsmålet, hvad det bliver, men hvem, det bliver, plejer jeg at sige, når et menneskebarn skal komme til verden.

Og hvem møder vi så?
Kunstneren Nour Fog træder frem på en kunstscene, som i tiden, aktuelt bliver mere rummelig, og hvor den autentiske sanselighed, der kendetegner det kønsmæssigt non-binære miljø, i højere grad bliver værdsat.

Nour Fog eksponerer selv det androgyne menneske, hvor kønsidentiteten ikke entydigt er mand eller er kvinde. En medfødt udfordring, som kunstneren har givet forskellige udtryk.

For tiden er vægten på det sanseligt, meget håndgribelige og nærværende
arbejde med keramikken, som generelt har en stigende interesse blandt
både udøvere og samlere.

Nour Fog – Skumfødt, view
foto: Torben Eskerod

Udstillingen Skumfødt er en smuk oplevelse, fornemt tilrettelagt i et organisk samspil med præmisserne i de klassiske, røde, blå, grønne og gule rum i Møstings Hus.

Må verden åbne sig og den blive set af mange!

Nour Fog (f. 1981), uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016. Har udstillet på Overgaden, Gl. Holtegaard, Sydhavn Station, Kunstpakhuset Ikast, repræsenteres af galleri KANT. Solgt til bl.a. Ny Carlsbergfondet.

Møstings Hus
Andebakkesti 5 – Frederiksberg
Frem til 20. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, forsideartikel 

……..

……..

Kunstavisen no 1 – 2022
Nour Fog – SKUMFØDT

Nour Fog – Hydro Human ved Møstings Hus

Lars Rasmussen – Wisteria, 40×50 olie på plade. foto: Sven Berggren

En samtale med maleren Lars Rasmussen om kunstens kontinuerte drift

Vi starter med en havevandring. Det er mit andet besøg hos maleren Lars Rasmussen i Roskilde, der i haven har roser, urter, vandhul og orangeri, og så den blåregn, som er anledning til min tur til Domkirkebyen.

Sidst vi mødtes stod kunstneren midt i et motivmæssigt gearskifte.

To portrætopgaver, den ene af tidligere rektor på Herlufsholm, Flemming Zakariassen, var ved at nå til vejs ende, og efter fordybelsen heri, hvad skulle så det næste blive?

Bag sig har kunstneren en ret stor produktion af portrætter, en elsket disciplin for møderne med folk som fx Møllehave og Roskildes tidligere biskop, Jan Lindhardt, samt notabiliteter fra skole- og erhvervsliv. Og helt unikke udsmykninger er det blevet til, bl.a. huset Tusculum ved Bagsværd Sø, samt kirkeudsmykninger m.m.

Lars Rasmussen – portræt af rektor Flemming Zachariassen, Herlufsholm

Ligesom arbejdet med portrætter bringer et berigende menneskeligt nærvær, er bestillingsarbejdet samtidig mentalt krævende, hvorefter kunstneren må kalibrere på ny.

– Længe havde den hvisket, kaldt, råbt og været stille afventende, Blåregnen, sagde Lars Rasmussen. Men hidtil havde han ikke magtet den. Derfor var det på én gang ængstelige og ambitiøse blikke, han kastede mod beboeren i havens nordøstlige hjørne. En nedtælling var i gang der i maj.

Vintermøde
Vi går ind i atelieret, og her står tre staffelier på rad. To mindre lærreder er stort set færdige. Et tredje er undervejs. Og ja, det er Blåregnen, der har fundet vej til Lars Rasmussens pensler.
Hvilken umådelig skønhed, der toner frem af de mange, mange, mange timers arbejde.

Rundt på væggene ses flere motivkredse. Her er først og fremmest roser, som har fået sin gode del af opmærksomheden. Men også et mørkt motiv fra vandhullets åkander, hvor den strunke bladvækst fangede malerens blik.

Kontrasten mellem de bordeauxrøde, nærmest hjerteformede udfoldede blade, der svæver på vandoverfladen, og så den frækt rejsende, lysegrønne form i de fremvoksende bladknopper fortæller den evige historie om han, hun og blomsternes mission – arternes formering.

Lars Rasmussen – Silent Water, olie på plade, foto: Sven Berggren

– Naturen er så aktuel for tiden. Men den har det på en måde altid handlet om, siger Lars Rasmussen, ikke uden et sideglimt i øjet.
– I 1970’erne væltede der kunst frem, skabt efter en grimhedens æstetik, en anti-skønhedsbevægelse, og jeg kunne ikke klare at se på det. Nærmest som en protest vendte jeg mig mod Prærafaelitterne og stemningen fra 1800-tallets slutning, den såkaldte Fin-de-Siècle.

– Jeg har fra uddannelsestiden min base i croquistegningen, og den levende model. Jeg kan ikke fortælle en historie, uden at have oplevet den.
– De mest underskønne modeller stillede op, jeg lånte ædle smykker og location på Gisselfeld Gods, og det var en fantastisk oplevelse af samarbejde og synergi i al uskyldighed. Det var nok ikke gået i dag, hvor en voldsom nypuritanisme er væltet ind over tiden. Det er synd og skam, mener Lars Rasmussen.

Vi taler om den frisættelse, der blev sat i gang i 70’erne. Og at den er penduleret over mod en kultur af kontrol og kritik, der lammer mere end den løfter. Ligeberettigelsen og anerkendelsen, som er ambitionen, må grueligt meget igennem, før vi rammer kammertonen. Altså en ren og klar tone, der løfter alt og alle. Endnu er der ikke samklang, men mest dissonanser i diskursen, hører vi begge.

Bogforside af Lars Rasmussen til et pragtværk af Torben Thim, rosengartner i Løve 

Milepæle 2022-23 i sigte
Vi vender blikket mod fremtiden. Kunstnerens 70 års fødselsdag og 50 års jubilæum som billedkunstner står i kalenderen for årsskiftet 2022-23, og forskelligt er i støbeskeen. Dels en udstilling, og dels, om muligt, en bogudgivelse.

På et arbejdsbord ligger mapperne med dokumentation, fotos, udklip og venter på at blive stykket sammen i digitalt format. Kunstnerens evige dilemma mellem lærred og administrative opgaver kan suge kraft og energi, mens milepælene nærmer sig, så tiden er nu inde for den nærmere planlægning og fundraising.

Tilbage til klangen af skønhed
– Jeg opdager, at jeg beskæftiger mig med et tidløst emne, som bliver tiltagende intenst. Jeg har vedvarende en ambition om at overgå mig selv og min formåen. Det er ikke just nogen sportsgren, men en drift.

– Jeg bevæger mig mod kanten, ja på kanten i håbet om, at billedet også bliver relevant for andre mennesker. Der kan jeg heller ikke være bekendt at arbejde på rutinen. Det bliver uetisk.
– Det er muligt, at det kan opleves som archaisk ’at udfylde firkanter med olie’.
Men det fortsætter, som vi kan se, trods konstateringen af maleriets død.

Lars Rasmussen – Portræt af Johannes Møllehave

– I processen handler det om at fjerne sig fra sit motiv og opløse, til det næsten bliver abstrakt.
– Gennem iagttagelsen viser sig en orden og en rytme. Og så skal det klinge, understreger Lars Rasmussen.

Musikken er en slags parallel sparringspartner. Han tænker med stor respekt på komponister som Bartók, Mozart, Bach, og på jazzmusikernes evner for synkopernes variationer.

– Der er et forløb i at forstå en komposition. Der er et drama, der er vekslende tempi, der er lys, mørke, pauser og crescendo.

Det gælder også for billeder af en Blåregn.

Som den zenbuddhistiske skytte har han hen over sommeren nærmet sig, og tilegnet sig sit bytte gennem et alkymistisk, gensidigt forvandlende favntag. 

…….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, helsides portræt
KLIK på illustrationerne her på siden, og få dem at se i en flottere udgave. 

…….

Illustrationer:
Lars Rasmussen – Wisteria Blåregn, olie på møbelplade, 40×50 cm, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Herre i blå habit, tidligere rektor på Herlufsholm Flemming Zachariassen, 60×70 cm, olie på møbelplade, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Silent Water, 40×60 cm, olie på møbelplade, foto: Sven Berggreen
Lars Rasmussen – Bogforside, udført for rosengartneren i Løve, Torben Thim
Lars Rasmussen – Portræt af Johannes Møllehave

Hotel SP34 – Hilfling og Bjørn

Kunsten kommer dig i møde andre steder end på museerne

Berigende er det, når billedkunsten tager til genmæle i en grå og indelukket tid, og vises frem andre steder end på museer og gallerier, som ellers i månedsvis har savnet sit publikum.

Tjek med ind på Hotel SP34 i Sankt Peders Stræde i København, eventuelt blot for en kop kaffe og et pusterum, så kan du nyde dualiteten mellem de to billedkunstnere Rikke Bjørn og Lars Hilfling i en anderledes ramme.

En hotelfoyer har som regel flere funktioner med venteområder, fordelingsgange og markante skranker, og alt for ofte kedsommelige vægflader. Men her venter gæsten en unik arkitektonisk oplevelse, når man træder indenfor i cityhotellet, som formår at få et ganske levende og varieret forløb ud af de komprimerede kvadratmeter i det gamle byhus ved Jarmers Plads.

Hotel SP34 byder på Bjørn og Hilfling
På en rustik kaminvæg i foyeren præsenterer Rikke Bjørn udvalgte eksempler på det konkrete maleri, som i denne sammenhæng gør det arbejde, som store blomsterarrangementer ellers gør.

Her er poesien og det feminine touch transformeret til linjer og flader i elegante, oplivende farvesammenstillinger. Modsat udgør et optisk stærkt værk, i mørke farvetoner, et flot punktum. Nogle af billederne har Rikke Bjørn skabt specifikt til rummet og netop til samspillet med Lars Hilflings motiver, der er i en helt anden boldgade.

Lars Hilfling – Dogs Unleashed, digital fotocollage

Med på en kigger
Lars Hilfling viser mennesketyper, manipuleret i digitale collager og voyeristisk anbragt, så model og beskuer uvægerligt strejfer hinanden i et undersøgende øjeblik. Pirrende, er de, som mødet mellem fremmede, der skal opholde sig under samme tag.

– Billederne fra serien Dogs Unleashed er inspireret af wrestlerbilleder fra 1800-tallet. De var meget populære dengang, og var en af få muligheder for at vise halvafklædte mænd i nærkontakt.
– Netop genindsættelse af de queer-temaer, der blev indlejret som kodede beskeder i løbet af kunsthistorien, og på den måde fungerede som verdens første kryptering, er noget, jeg arbejder en del med, fortæller Lars Hilfling.

Et hovedværk vistes på udstillingen Mellem Usynlige Lag på Kirsten Kjærs Museum i 2020, og fra 5. marts er han aktuel hos RoS Gallery i Roskilde.

De to kunstnere tilhører begge galleri- og værkstedsfællesskabet GANG i Københavns Nordvestkvarter, som står bag en fortløbende udstillingsrække og kuratering på hotellet, hvor GANG-kunstnere det næste års tid vil udstille to-og-to under det fælles tema VERSUS.

Hotel SP34 lounge – Bjørn og Hilfling

Værkerne af Bjørn og Hilfling er en usædvanlig sammenstilling, men de gør det godt, side om side i Hotel SP34s interessante modtagerum.

Tjek ind! – og nyd hotellets Gode Råvarer på Væggene.

Hotel SP34
Sankt Peders Stræde 34 – København K
Frem til 31. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen no 1 – 2022, bagsiden

Hotel SP34 – Bjørn og Hilfling

Hotel SP34 – indgang ved Cock’s & Cows 

Lars Hilfling – I Don’t Want to Die Poor

Külli Suitso – SECRET GARDEN – Rubin Zoisit

I sindrige naturskildringer præsenterer Külli Suitso eksistensens potentiale

Det er decembermørkt. Det er advent. Samfundet går i dvale. Og vi går med, som vintersædens frø lagt i jorden, mens vi runder årets korteste dag.

Frem på computerskærmen springer mig i møde et nyt maleri af estiskfødte, herboende billedkunstner Külli Suitso.

Secret Garden
På den smukkeste, lysende blå baggrund ligger en østers med sin sarte krop, åben for verden. Midt i muslingekødet ligger en rund, grønlig form, fuld af mystik og potentiale. Umiddelbart er det ikke til at afkode, om det er en perle eller måske en kugle med undertoner af militærisk klang?

Er det en symbolsk gave? En trussel?
Eller en opgave i livet?

Vi finder jo som oftest noget andet, end det, vi drømmer om.

Külli Suitso – Missa Kyrie

Kunstneren Külli Suitso er mest kendt for sin serie med hjelme, som hun arbejdede på fra 2014 – 2019. Der skabte hun kontrastfulde, kryptiske billeder med forskellige fingerpeg fra den tunge, politiske alvor til eksistensen hos den enkelte.

Her bevægede hun sig fra den ydre trussels grufulde absurditet, gennem skrøbeligt, gennemsigtige hjelme, og eksperimenterede med æteriske og åndeligt inspirerede temaer.

En hel verden indeni

Med en ny værkserie, SECRET GARDEN, er der lagt an til en symfoni i Dur, forstår jeg på kunstneren. Her går hun tæt på naturens undere, zoomer ind på knopper og frøstande, så blikket og tanken udfordres.

Gennem lockdown har der været tid til at passe haven, og gå på opdagelse i en rigdom af detaljer.

Det er foreløbigt blevet til nærbilleder af blandt andet Diantus Barbatus,
Phaseolus Vulgaris, Daucus Carota, og så en portion flotte motiver med østers.

SECRET GARDEN – Alcea Rosea

De latinske navne på motivernes vækster har hun beholdt, for at få os til at gå på opdagelse, undersøge mere, og måske gribes deraf.

– Hver enkelt kan, i sin egen indre have, komponere det skønneste bed og det dejligste bord, håber kunstneren.

Østersmysteriet

Tæt på bopælen har kunstneren en ret god fiskehandel, og muslinger og østers kommer på menuen ind imellem.
Her har hun selv fundet fine, små perler og i øvrigt studeret den grundfortælling, de fleste kender, om sandkornet, der kommer indenfor i muslingen og bliver omdannet til den skønneste perle.

I opstillingen til maleriet SECRET GARDEN – Rubiintsoisiit har Külli Suitso valgt at bruge en slebet halvædelsten, en Rubin Zoisit, der findes i en grønlig form med røde islæt. Den er et lille under i sig selv.

– Fascinerende er det at se, hvordan en østers eller musling gør et fremmedelement, en lille defekt, som generer, til sit eget ved at indkapsle det i perlemor. 

SECRET GARDEN – Diantus Barbatus

– Denne forvandling er rørende og tankevækkende.
– Man får lyst til bare at leve, at blomstre – ekstatisk – med dette potentiale, hilser kunstneren.

Det er altså ikke en kugle. Det er en perle.
Mysteriet findes. 
Se blot!

God Jul og Godt Nytår!

Læs mere om kunstneren
www.kylli.dk – her

Søg og find flere artikler om Külli Suitso
på komkunst.dk – her

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2021
Klik ind og få illustrationerne i bedre gengivelse.

Külli Suitso – Østers, olie på lærred

Külli Suitso – SECRET GARDEN – SECRET LIFE

I Sagens Natur – SIIKU, Lauge, Dahl

Vilde vinde, varme somre, våde somre, klimavalg og Gretha Thunbergs verdensturné. Det er alt sammen en del af også kunstnernes virkelighed.

I Sagens Natur er en gruppeudstilling, hvor elleve kunstnere hver for sig og sammen viser os, hvad tidens vilkår og miljødiskurs betyder

På årets sidste udstilling hos Davis Gallery Contemporary Art gør følgende kunstnere status: SIIKU/Rasmus Nielsen og David H. Péronard (maleri, mixed media), Jeppe Lauge (maleri), Neel Jans (maleri), Kat Whitehouse (kultegning), Annette Wier (maleri), Lene Bødker (glaskunst), Bent Hedeby (video og maleri), Jesper ”Jokeren” Dahl (maleri), Lene Winther (keramik), og Úlfur Karlsson (maleri).

Med i bagagen har kunstnerne hver deres individuelle ståsted, deres personlige historie, samt deres egen bid af kunsthistorien i form af tidligere arbejdsfelter og temaer, som deres værker og udtryk på udstillingen her er en naturlig forlængelse af.

Bent Hedeby – Water Washing, video

Det er således ikke alene mere eller mindre flygtige strømninger, avisoverskrifter, konspirationsteorier eller mediepresset, værkerne udspringer af. Tvært imod afdækker kunstnerne flere og dybere lag, og rækker ud med mere end det flygtige, som her og nu fylder dagens diskurs.

Bekymringen for planetens tilstand, for bier og biodiversitet er reel nok, og der er bestemt grund til at tro, at emnerne vil være oppe på lystavlen en rum tid endnu, måske for altid i vores levetid.

Kunstnerne flest tager hellere mejsel og pensel i brug end megafon og mikrofon. Kunstnernes udsagn er både politiske og apolitiske. 
Det er livet som sådan, der er i spil – og kunsten i det.  

Pointer og positioner

SIIKU – ILDHAAB, is og aske på lærred, 140×115 cm

Naturens egne materialer genbruger kunstnerduoen SIIKU helt konkret, som det ses i værk-serierne ILDHAAB og MELTAGE, der er skabt med aske og is. Her er planetens sande tilstand hjertesagen med fokus på synergi og samskabelse.

Konkret er også naturen hos Jeppe Lauge, som fotograferer og transformerer naturen i et naturalistisk tilsnit med en tidstypisk pixelering, som opløser det klassiske maleri og danner ny syntese.

Neel Jans har ligeledes naturoplevelser som forlæg, og forøger dem med dimensioner af tid.

Kat Whitehouse tegner sine fortællinger med naturen som baggrund i mere end én forstand.

Annette Wier træder med sine skildringer ind i et æterisk, abstrakt og symbolsk univers, og vækker samtlige sanser, hør blot her:
– Der er øjeblikke hvor skovens åndedræt bliver dit. Du mærker lyset bevæge sig igennem dig og vinden giver dig følelsen af at noget langt større rører ved dig.

Lene Bødker er i sine glasarbejder tydeligt inspireret af naturens forunderlige strukturer, sammen med konstruktioner af formelle og reducerede former,
og inviterer beskueren ind i fascinationen af glasset.

Kaosscenarier – det dystopiske blik

Annette Wier – We all grow from the same soil

Med en snert af et dystopisk blik præsenterer Bent Hedeby dilemmaer og paradokser i video og maleri. Dog indskyder han, at naturen består og har det godt uden os.

Jesper ”Jokeren” Dahl vender tingene på hovedet i sine malerier, og slår fast at vi selvfølgelig er en del af den natur, som (…) billedligt talt kæmper tilbage mod os. Paradoksalt er det, at vi destruerer og truer alt liv her på jorden – Det eneste sted, vi med sikkerhed ved, at det findes. Livet.

Lene Winther rækker ind i ursuppen og former leret, tilsat menneskespor. Kaos truer, men netop naturens formidable kraft til også at opsluge, indkapsle og til at hele, skaber et håb for fremtiden.

Úlfur Karlsson maler med ungdommelig energi sine komplekse tableauer. Også han peger på paradokser og det faktum, at natur og kunst er uløseligt forbundne, idet vi selv er natur.

Post ludium

Ja, vi er selv natur, ikke længere hævet over den.
Det udsagn høres højere og højere, såvel i kunstnernes statements som i diskursen omkring klima og miljøudfordringer, der har naturen som omdrejningspunkt.

Lene Bødker – The Forrest

Må der heraf komme en øget omsorg og respekt for naturen, når vi mennesker ikke længere kan se den anden vej eller sætte skel.
– Det er helt sort, at vi skal ud i krisetilstande og naturkatastrofer af bibelske dimensioner, før der prioriteres og vælges anderledes i forhold til at passe på naturen og kloden, vi bor på.

Evigt liv har lange udsigter.
Imens lægger kunsten spor og indlejrer erfaring og erindring.
Se blot.

I det trykte katalog indgår artists statements fra alle medvirkende. 

Davis Gallery Contemporary Art
Bredgade 69, 1260 København K
Frem til 23. december

Åbent: onsdag – søndag kl. 12-17
og efter aftale – tel 26 21 67 73 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Lene Winther – Captured Matter

Publiceret: Katalogtekst og indbydelse
til udstillingen I Sagens Natur 2021

Jesper Jokeren Dahl, Diving Kamikaze Ducks – privatfoto med gadespejlinger

AC Group med Junkyard

Hos maleren Steen Larsen er tilværelsen skiftet over i femte gear – Det tager vi en samtale om

– Måneders arbejde er slut, og modtageren blev lykkelig for resultatet, fortæller en glad Steen Larsen i telefonen.

I slutningen af oktober blev værket Junkyard overdraget og hængt op i kantinen hos AC Group A/S i Viborg, der gennem generationer har beskæftiget sig med hydraulik, cylindre, motordele, service, biludlejning med mere. Anledningen var direktør Claus Anker Christensens 60 årsdag, og opgaven blev formidlet gennem galleristen Thorkild NB i Viborg, som Steen Larsen har samarbejdet med en god årrække.

Cyklus // Tystnad
– Motivet fik jeg lov at foreslå, fortæller Steen Larsen om værket, som måler 200 x 500 cm, og viser en stor bunke gamle biler, der ligger i skoven på Båsnäs Bilkirkegård i Sverige.

– Der har jeg været nogle gange, og længe haft lyst til at male et rigtig stort billede på baggrund af et af mine fotos fra stedet. Det var en fornøjelse at forslaget blev godkendt. Og jeg har vitterligt nydt processen, mens jeg er gået den lange vej ’op ad bjerget’.

Den fotorealistiske malemåde, som kunstneren anvender, er temmelig krævende.
– At se smilet og rørelsen i øjnene på fødselaren, det var virkelig prikken over i’et til sidst. Jeg hørte også nogle af de gamle smede sætte vældig pris på det i kantinen, det var jo skønt, smiler Steen Larsen.

– Det er biler fra 1950’erne – 60’erne og 70’erne, som ligger deroppe. De har noget sjæl, og er lidt tegneserieagtige.
– Jeg har nydt at sætte mig ind i enkelte biler, og nærmest genopleve et levet liv, fx i en gammel Folkevogn, som jeg selv husker så godt. Bilerne fortæller mig historier.

– Der er næsten en sakral stemning på det ganske stille sted. Den der tystnad, som det hedder med et godt svensk udtryk, beretter kunstneren.
– Der er noget cyklus, ja noget reinkarnation over det alt sammen, set i sin helhed. Malmen fra den svenske undergrund er blevet omdannet til biler af Saab, Volvo og andre bilfabrikater, og nu ligger de her og siver langsomt tilbage i undergrunden. 

Steen Larsen – Junkyard 2021, pressefoto

Er der også en milepæl i det billede for dig selv, spørger skribenten.
– Det har jeg ikke tænkt på, men, jo, måske. Der er mere en milepæl i, at jeg har forladt mit job som højskolelærer gennem 22 år på Testrup Højskole, hvor jeg har nydt at undervise og at blive undervist, som man jo bliver sådan et sted. Men jeg fik mulighed for at hellige mig maleriet i højere grad, og greb muligheden for også at kigge lidt indad.

Steen Larsen i sit atelier

Fotografiske forvandlinger
I en del år har jeg arbejdet med mit ROAD-tema. Jeg ser mig selv rigtig meget som en håndværker, og det hænger sammen med min fotografiske nysgerrighed, der blev vakt for alvor af udstillingen This Is Amerika på Århus Kunstmuseum, og godt hjulpet på vej af en højskolekollega, der kunne give råd om at fotografere i mørket, i natten, osv.

– Op til udstillingen ROAD på Sophienholm og Silkeborg Bad i 2012 udførte jeg en omfattende research. Jeg monterede et kamera i min bilrude, og fik indsamlet 18.000 fotografier. I første omgang frasorterede jeg alle motiverne med regndråber på ruden, og brugte kun af de andre.

Steen Larsens fornemmelse for regn
– Der er forskel på regn! Vi kalder det Skomagerdrenge, og i England har de udtrykket at det regner Cats and Dogs. 
– På et tidspunkt fandt jeg de kasserede billeder frem, og blev optaget af abstraktionen i motiverne, der opstår, når regnen opløser udsigten. Det har inspireret mig i mange år, ligesom den tyske kunstner Gerhard Richter, der har nogle tågede lag i sine billeder.
Men, jeg skulle finde min egen vej, og det blev så serien af Rainscapes.

Steen Larsen – Trikk 11

– Når det regner, så hopper jeg i bilen og kører rundt og indsamler råmateriale. Som en jæger tager jeg ud, og ved ikke, hvilket bytte, jeg får med tilbage, før jeg ser optagelserne igennem. Det er en skattejagt.
– Jeg bruger mine fotos som forlæg, men jeg photoshopper aldrig, understreger Steen Larsen.

Mod nye horisonter
Siden 2016 har jeg samarbejdet med den norske gallerist, Elisabeth Ramfjord fra Oslo, der har et givende netværk og en international nysgerrighed.
– Det har i den grad givet luft under vingerne, og nye oplevelser.

– Først deltog jeg i et residency på Mana Contemporary Art Center, og siden på flere workshops, der fungerer som kunstnerkollektiver, hvor vi bor og arbejder i en måned ad gangen i Oslo.

– I 2019 mundede en workshop ud i en formidabel udstilling Art is in the Air i det såkaldte Red Bull Hangar nr. 7 i Salzburg, og alle de udstillede værker blev solgt.

Steen Larsen, Blinded by the Lights

– Inden ret længe tager Elisabeth Ramfjord afsted mod Scope Miami Beach Art Show, og med stolthed har jeg taget imod invitationen til at tage med. Det føles som at få lov at stå på Orange Scene på Roskilde Festivalen, intet mindre. Vi ved selvfølgelig ikke, om der sker noget, men platformen lover godt, og er jo ganske speciel med sine messetelte på stranden ved Miami Beach.

Desuden har vi lejet en bil, og skal på roadtrip fra Miami til Key West. Der må faktisk gerne komme lidt regnvejr undervejs, slutter Steen Larsen.

Vi ønsker fortsat held og lykke på rejsen.

Steen Larsen, født 1960, er uddannet dels fra Den Frie Kunstskole i Odense og Dartington College of Arts, England. Læs mere www.steenlarsen-art.com

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 10 / 2021

SKAKMAT hos BLAA Galleri

Matvey Slavin fortolker skakspillets mangfoldige metaforer med soloudstillingen SKAKMAT – et nyt crunchy udspil hos BLAA Galleri på Nørrebro

Skakspillet fik han ind fra barnsben, billedkunstneren Matvey Slavin, der er født i Skt. Petersborg i 1987. Hans morfar Yuri Sushkov var en højtestimeret stormester og skakkomponist, og Matvey trænede med sin bror og sin far. Gennem lockdown har han spillet mod sin ægtefælle, Nana RH Bastrup, ligeledes billedkunstner, som han traf på Hochschule für Bildende Kûnste i Hamborg.

Under Coronaen begyndte skaktavlen og brikkerne i forskellige set-ups at invadere Slavins dagligliv og lærreder.

Han hører til de veluddannede med en ballast fra klassisk plein-air maleri til moderne konceptkunst. Han er velkommunikerende, og det er hver gang en berigelse at møde Matvey Slavin, som frem til medio december er aktuel med soloudstillingen SKAKMAT hos BLAA Galleri på Nørrebro i København.

– Her er kunstretningen Krunchism blevet en fast del af programmet og en aktuel del af kunstnerens vibrerende udtryk.

Lad os se nærmere på nogle af udstillingens vigtigste træk. 

Gallerist og kunstner ved skakvæggen

Gå ind i det fysisk-metaforiske spil
Ude fra Blågårds Plads lyser gyldne Skakbrikker i havestørrelse gæsten i møde. Indenfor tiltrækker de 64 skakfelter på væggen sig opmærksomhed, når man entrer BLAA Galleri, der drives af Harald Holst. 

Bevæger man sig omkring på udstillingen, kommer man på omgangshøjde med en sort Springer, og møder gyldne Bønder, der får én til at stoppe op og nærlæse symbolikken.

– Skak er et magtspil, der udfordrer på flere måder. Mange, som selv har prøvet at spille Skak, har måske identificeret sig med en af de mange roller, som spillets brikker repræsenterer, fortæller Matvey Slavin.

Jeg genkender fornemmelsen. Man er på skift en hurtig Løber, en snu Springer/Hest, et roligt Tårn – eller den subtile Dronning, som kan lidt af hvert i et gyldent øjeblik med hjælp fra en bonde eller to.

– Den fysisk-metaforiske følelse af magtfulde valg og skæbnesvangre beslutninger vil jeg gerne genfremkalde med udstillingen her, og der opstod ideen med de skulpturelle skakbrikker, fortæller kunstneren.

SKAKMAT
Til højre hænger det store maleri SKAKMAT, skabt i sort og neon-giftigt gult akryl i kunstnerens særlige engraved teknik. Helt minimalistisk, med blot de to kolliderende farver, men absolut crunchy med de hastigt sitrende bevægelser i bearbejdningen af billedfladen.

Matvey Slavin – SKAKMAT, 2021

Titelmotivet viser en person med tildækket ansigt, nedbøjet over træbordet med et syret skakspil foran sig, hvor brikkerne ikke længere følger spillets regler, men tvært imod forvandles til russiske Matrojska-dukker, der løber af pladsen. Hatten er lagt for den udfordring, der står klar. Det ser bekymrende ud. Verden er af lave.

Et andet motiv er Playing The Game skabt i sølv og sort, hvor dukkerne også har indtaget tavlen i egen magt. Vi ser, at dukkerne livagtigt ikke længere er delt på midten, som de originale af træ. Der er tillige noget skæbnesvangert over hånden på bordkanten, som vi ikke ved, hvem tilhører. Hvem styrer dette spil? Er der nogen?

Endnu mere morbidt er det malede spejl med et skakternet kranium, der lader os se os selv, fragmentarisk, indenfor rammen en stund endnu, men sat som et punktum, slut, SKAKMAT! Den vej går det for os alle!
Skakspillet har mange facetter for fortolkning, ja som et billede på tilværelsen selv.

Matvey Slavin – Golden Age, engraved painting

Fortid // Fremtid // Samtid
Anderledes gyldent ser perspektivet ud i Janus-motivet Golden Age engraved painting, som kunstneren skabte til udstillingen Efter-Billeder, der fik premiere (uden publikum) i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum i det tidlige forår, og som heldigvis fik en reprise hos SAK i Svendborg i april – maj, dette år.

Her ses en dobbelthovedet Janus-figur, sikkert maleren selv, siddende ved sofabordet, hvorpå skakspillet er løbet ud, og brikkerne ligeledes antager skikkelser af de russiske Matrojska-dukker, som nysgerrigt nærmer sig beskueren. Rundt i rummet finder vi afrikanske masker og en kinesisk porcelænselefant, som del af Slavins kulturbagage.  
På væggen bag figuren genkender vi motiver af kunstnerens personlige forbilleder og kunstneriske  problemstillinger, bl.a. Matisse’ Røde værelse og Mondrians enkle flader, som begge har inspireret Slavin til den forenkling i farvevalget, der gør sig gældende i det aktuelle motiv, som er udført kun i sort og guld.

I hjørnerne øverst ses nogle af kunstnerens egne motiver, der er blevet til lidt før og under lockdown, samt et motiv med oprindelige hulemalerier, der har været genstand for samtaler med den historisk-filosofisk interesserede gallerist, Harald Holst.
– Her går man ikke forgæves efter tankegods.
– Det glædede mit hjerte (skribentens), da jeg så, at Matvey Slavin blev en del af kredsen her.

Rettelig fortæller Golden Age om et markant moment for kunstneren med tilbageblik, muligheder og fremsyn. Motivet kommer i fornemt selskab i 2022, hvor Matvey Slavin er repræsentant for Ung Dansk Samtidskunst ´22 i april og maj 2022 på udstillingen i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.

Matvey Slavin – The Sleep of Reason Produces Monsters

Mesterskak
Endnu et værk skal vi have med i beretningen her. På et stort sort-hvidt motiv finder vi en parafrase over et fotografi af Picasso, siddende barbenet med et stort logrende dyr hos sig, omgivet af masker, værker og referencer til både fortid og nutid, en kunstner med et langt levet liv, der ikke sådan sættes i bås.

Matvey Slavin (og Nana RH Bastrup) er kendt for at tage kunstscenen ved vingebenet og at integrere kunsthistorien i eget arbejde. Her er det så stormester Picasso, vi får forklædt som djævel, sammen med inspirationskilder fra oprindelige folk, og en nutidig Mickey Mouse maske, som før har stukket ørerne frem hos Matvey Slavin.

Det ser ud til, at Matvey Slavin med sine på én gang dramatiske og samtidigt farvemæssigt minimalistiske engraved paintings har fundet en fremgangsmåde for sit maleriske talent, der i hans hænder kan udfordre såvel det klassisk figurative som det moderne, konceptuelt strategisk udtænkte mål. Malemåden engraved painting, hvor han med forskellige redskaber ridser direkte i den våde akryl, har han arbejdet med at udvikle siden 2013.

Det skal blive interessant at se, hvor det fører ham hen.

Uvægerligt vender man så tilbage til væggen, for at se, om man kan løse en af Sushkovs udspil. Det ser svært ud for Kongen af Sort, for med kun et par enkle træk har Hvid fået en ny Dronning i spil.

Matvey Slavin – Chess Problems – My Grandfather

Livet er fuld af overraskelser. Gå ind og mærk det.

Læs mere https://matveyslavin.de/

BLAA Galleri
Blågårdsgade 29, Nørrebro
Frem til 11. december

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2021

Matvey Slavin – Sort Springer, foto Harald Holst, BLAA Galleri, 2021