J. L. Jensen – Hyacinter, tulipaner og aurikler, olie på lærred 37×28 cm,1829

Hver tid har sine myter og vandrehistorier. Det gælder også fortællingen om guldalderens danske blomstermaler J.L. Jensen, som kan opleves på Nivaagaard og studeres i et nyligt publiceret forskningsværk 

Genren hedder Nature-morte, men der er intet dødsdrevent, forgængeligt memento-mori i Blomster-Jensens motivverden. Den står levende, hver stilk og hvert blad hører til et sted, og kunstnerens ærinde er en hyldest til naturen, til det ideelle i skaberværket.
– Det fastslår de to kunsthistorikere Marie-Louise Berner og Mette Thelle, som har publiceret en diger forskningspublikation og pragtbog om den danske guldalders blomstermaler, J.L. Jensen. 

Få dage efter ferniseringen af udstillingen En duft af evighed på Nivaagaard møder jeg de to kunsthistorikere, som står bag, og som har inspireret Nivaagaard Malerisamling til udstillingen. Herhjemme er blomstermaleren J.L. Jensen nok kendt, men han har siden sin død i 1856 og frem til nu ikke været særlig anerkendt eller grundigt, kunsthistorisk behandlet, fortæller de. Berner og Thelle er kolleger fra studietiden i Aarhus. I 2000 beslutter de at iværksætte et fælles forskningsprojekt om J.L. Jensen, og går i gang med deres research.

Først i 2014 kommer det på tale at sætte en udstilling op, men det kunsthistoriske, videnskabelige arbejde har da stået på gennem ca. 12 år. Og nu ligger så Jensens livsværk veldokumenteret på engelsk og dansk, takket være de to kunsthistorikeres mangeårige, ihærdige indsats. 

Tilbage til kilderne
Berner og Thelle har kigget dybt i bl.a. Fotografisamlingen på Danmarks Kunstbibliotek, og har været i udlandet for at finde stof, bl.a. på dokumentationssamlingerne på Witt Library i London og dokumentationsarkivet på Louvre i Paris. 

Herhjemme er der løbende solgt værker af J.L. Jensen videre til udlandet. I internationale auktionshuse går J.L. Jensens billeder fra 1980’erne og frem for betydelige summer. Derfor er det bl.a. de internationale auktionskataloger, en del af bogens illustrationer stammer fra. Men det er langt fra alle værker, som har kunnet opspores. 

J.L. Jensen – Blomster på et marmorbord, 1833.
Montpellier, Musée Fabre

Kunstneren må have haft et omfattende arkiv af blomsterstudier, som han brugte til at udføre sit betydelige antal værker. Gang på gang ser man motiver og dele af motiver gå igen i senere billeder. Men langt størstedelen af kunstnerens skitser og breve mangler, og endnu er hans eget arkiv ikke opsporet. 

Frihed til fortolkning
– Hvor mon det er? Det kunne være spændende, hvis der dukker noget op, nu bogen er udkommet og udstillingen tiltrækker opmærksomhed, siger Berner og fortæller, at J.L. Jensen og hans hustru havde en plejedatter, hans brors datter Laura, som blev gift Hein og fik syv børn. Med en del efterkommere kan der stadig dukke ting op. 

Der er heller ikke skrevet alverden om kunstneren.
– Men det gør nu ikke noget, at der ikke har ligget en større litteratur om ham, siger Berner, derved har vi fået mere frie hænder til at konkludere på det stof, der var.

Vejen og tiden
J.L. Jensen, født 1800 i Gentofte, bliver tidligt uddannet på Kunstakademiet i København. Han er samtidig med romantikkens store, H.C. Andersen, Grundtvig, Thorvaldsen og Eckersberg. Som 22-årig drager han på studierejse gennem Tyskland og Holland til Paris, hvor han også uddannes som porcelænsmaler på opfordring fra tronfølgeren, den senere Christian 8. 

J.L. Jensen – Opstilling med en rododendron, valmue, pæon i græsk vase, 1841

J.L. Jensen inspireres af de store internationale blomstermalerier, han ser, og han oplever, hvordan et købestærkt borgerskab og eliten søger skønheden ovenpå Den Franske Revolution og Napoleonskrigene. 

I Danmark, hvor sårene slikkes ovenpå Slaget på Reden, Københavns Brand, statsbankerotten og tabet af Norge er et borgerligt publikum er ikke så interesseret i helte og store figurscenerier, som de enevældige konger før havde dyrket, men som kongen, Frederik 6., er de ivrige aftagere af blomster- og frugtmotiver, af køkkentemaer og jagtbilleder, og Jensen former den motivverden i en nordisk enkelhed og ro.

Egen og Vinen
Mette Thelle behandler bl.a. skæbnen for Jensens royale rumudsmykninger, skabt til Frederik d. 6’s. to døtre Vilhelmine og Caroline.
I dag er to vægmalerier placeret i palæet hos Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary på Amalienborg, mens den udsmykning, som Jensen udførte til prinsesse Caroline og prins Ferdinand til det Bernstorffske Palæ, kan ses på udstillingen, men er ellers taget ned og arkiveret på ubestemt tid.

Marie-Louise Berner fortæller om de to Kgl. porcelænsservicer, som prinsesserne også fik i medgift. Prøverne findes i dag på CLAY i Middelfart. 

J-L- Jensen – Kurv med blomster ved foden af et træ, 1840

En god del af Jensens produktion udgøres af såkaldte mindebilleder dvs. blomster og frugtbilleder, der males på bestilling for at fejre en bestemt mindeværdig begivenhed, en barnedåb, en forlovelse, et bryllup, en krigsindsats, et jubilæum. Motiverne understreger tidens strømning, den nære tilknytning til naturen.

– Blomstermaleriet udøves på professionelt niveau såvel af mænd som af kvinder i guldalderen, og er hverken mere eller mindre maskulint end de øvrige genrer i tiden, udtaler Mette Thelle.

– Mens de alle udstillede og solgte deres billeder på Charlottenborg, er det kun Jensen, der virkelig løfter sig op på et internationalt niveau.

J.L. Jensen valgte sit arbejdsfelt med et klart sigte, med et gudhengivent sind, og fik kommerciel succes.
– Der var intet petit over det.

Mellem kunst og natur i guldalderen af Marie-Louise Berner og Mette Thelle

Blomstermaleren J.L. Jensen
Mellem kunst og natur i guldalderen
Marie-Louise Berner & Mette Thelle
Strandberg Publishing / Nivaagaard
316 sider, rigt illustreret, indb. 2018.

Udstillingen – Frem til 12.8.2018 
En duft af evighed, Blomstermaleren J.l.Jensen
Nivaagaards Malerisamling
Gammel Strandvej 2
2990 Nivå 

Prinsesse Carolines spisesal i Bernstorffs Palæ. Endevæg mod syd,
Rumudsmykning af J.L. Jensen, 1829.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Du skal leve // Han skal leve
Samtale publiceret i Kunstavisen no 2 – 2018

Table for Two – Art Meal 2018

Maden bygger bro, når modsætninger mødes.
Det gælder også de to billedkunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen, som har inviteret hinanden til bords på udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal i Bredgade Kunsthandel fra 1. marts – 7. april.

Ud fra hver sin samtidige, men forskellige kulturbaggrund har de to kunstnere brugt madelementer, som refleksionsrum i de malerier, collager, grafik, video og installationer, de har arbejdet med siden 2014. 

Brændende Kærlighed
Mad fylder meget af vores tid, og rummer meget mere end det, der kommer ind på tallerkenen, som vi får det at se på udstillingen her. Enkelt og ligetil ser det ud, når Külli Suitso og Jonna Pedersen spejler forskellige genstande fra hverdagen. 

Som Vor Mor lavede det – Af Jonna Pedersen

Genren er nok stilleben, men der er intet tavst over de to billedkunstnere, når man observerer motiver, farver, den udsøgte tekniske kunnen, kompleksiteten og kvaliteterne i deres værker.

Det er en modsætningsfyldt virkelighed og intens inspiration fra to billedkunstneres kulturelle baggrunde, der møder os ved dette Art Meal. Mens estiskfødte Külli Suitso i sin opvækst oplevede knaphed, kø-kultur og skydeøvelser i skolens træningsrum, så var der rigeligt på tallerkenen, og betydeligt mere fredeligt i Jonna Pedersens fynske have med Farmors bedste kiksekage og en lun cremelinse til theen. 

Hellmet between peace and war
I året 2014 skabte den forfærdelige larm af krig i Ukraine genklang hos Külli Suitso, da Rusland annekterede Krimhalvøen, og hun malede sin Hjelm i Blåt og Gult. Det igangsatte en ny suite af eksistentielle billeder.

Samme år iværksatte en dansk minister en million kroner kostbar debat i offentligheden om danskernes foretrukne nationalret, mens Jonna Pedersen malede billedet af Stegt flæsk med persillesovs – Som vor mor lavede det.
– Madtraditioner er forbundet med stærke følelser, og både hjelme og tallerkner kan ses som en form for beskyttelse i en politisk kontekst. Men de to kunstnere inviterer os til at lytte til vore egne fortællinger, genkalde minder, mærke sansninger og skabe vore egne fortolkninger, idet vi interagerer med deres kunst. 

Külli Suitso at Tartu Art House – Preparations, Helmet Vol 3. Solo, 2017.

– Som livets frontsoldat må enhver tage sine egne kampe, siger billedkunstner Külli Suitso, og understreger, at hendes billeder ikke skal ses som propagandakunst. Også Jonna Pedersen skærper vores perception af den omgivende verden, og forærer os nærværet, her givet i måltidets pausestund. – Lyt engang, de giver os ‘The sound of silence’.

Külli Suitso er født 1974 i Tartu og uddannet fra Tartu Universitet, Fakultetet for maleri. Har udstillet siden 1993 i bl.a. Estland, Letland, Finland, Sverige, Østrig, Komi, Slovenien, Mexico og Danmark. I DK bl.a. på Charlottenborg Forårsudstilling 2005, 2012, Kunstnernes Efterårsudstilling 2005, 2009, 2010, Kunstnernes Sommerudstilling 2010, Viborg International Billboard Painting Festival i 2012. Suitso har været bosat i Danmark siden 2004, og underviser på Aarhus Kunstakademi og er medlem af BKF. 

Jonna Pedersen er født 1971 på Fyn, er kunstnerisk uddannet fra Billedkunstskolen Ignatius.dk, Ealing Art College, London, og som elev af Håkon Nyström, og er cand. negot fra Syddansk Universitet. Hun har udstillet i bl.a. New York, Boston, Berlin, München, London, Amsterdam, Avignon, Barcelona, Cape Town, Venedig, Jerusalem og Tel Aviv. I DK på Charlottenborgs Forårsudstilling 2005, 2006, Den Frie, Gammelgaard, Heerup Museum, Frederikshavn Kunstmuseum, Kirsten Kjærs Museum m.fl.  Deltog på International Billboard Painting Festival i 2014. Er tildelt arbejdslegater af Statens Kunstfond og Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Hun repræsenteres internationalt af Mika Contemporary Art, Tel Aviv, Israel. Medlem af BKF og KKS. 

Jonna Pedersen, Pirring af sanserne, akryl på lærred, 60 x 80 cm.

Danske soldater i Estland lige nu
Her er både sødt og surt på menuen ved udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Estlands ambassade i anledning af at Estland i år kan fejre 100 år som stat.

Kulturmødet med Estland aktualiseres af, at danske soldater netop er blevet udstationeret i landet som del af den britisk ledede Nato styrke. Estlands befolkning lever dagligt med et højt beredskab og med en sort humor, afledt af folkets og landets skæbne, som ét af kun fire grænselande, der støder op til Rusland i Europa.

Danmark var meget hurtig til at anerkende den baltisk-nordiske søsternation, da Estland genvandt selvstændigheden i 1991 efter generationers besættelse, dels fra Tyskland under 2. verdenskrig og siden Sovjetunionen.

Katalog med bidrag fra bl.a. Uffe Ellemann Jensen
Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, som siden 1990’erne har haft nær tilknytning til Estland, har bidraget til udstillingens katalog, sammen med madhistoriker Svend Skafte Overgaard som uddyber Sovsens Epoke. Udstillingen åbnes af ambassadør for Estland i Danmark, Märt Volmer. 

Jonna Pedersen – Naar kaffen er klar, akryl på lærred, 60 x 80 cm.

Brændende Kærlighed // Hellmet between peace and war
Begge kunstnere har i 2017 publiceret deres værksuiter i bogform. Det skal fejres og bøgerne præsenteres ved en Artists talk 7. marts i Bredgade Kunsthandel.

Det er en stor fornøjelse for Komkunst.dk at kuratere denne udstilling, idet jeg det seneste års tid haft  fornøjelsen af at samarbejde med begge de to kunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen. Stor Tak til dem, og til Annegrete Davis i Bredgade Kunsthandel for at gribe ideen, da den opstod.

Welcome ∙ Tere tulemast ∙ Velkommen

Læs mere
www.kylli.dk
www.jonnapedersen.dk

Følg på facebook – Estonia 100 – Table for Two – Art Meal 

Külli Suitso – Hjelmen efter der er bagt brød i den, olie på lærred, 60 x 80 cm.

Külli Suitso – Hjelm med slik, olie på lærred, 60 x 80 cm.

Susanne Schmidt-Nielsen – occurrences – detalje – foto Ole Jørgensen

Susanne Schmidt-Nielsen har destilleret sit udtryk frem til et unikt,
frit formsprog, der går lige i huden på publikum

Portrætsamtale til Kunstavisen 01/2018
af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Ved mødet med Susanne Schmidt-Nielsens kunstværker bliver jeg berørt af en dyb, meditativ følelse. Den mystik, der er i hendes sanselige udtryk, vækker min interesse. Selv de mindste forskydninger ændrer kompositionen, og det syn nyder jeg at fordybe mig i for en stille stund. Hvor kommer det fra? Hvad er det, hun gør?

Første møde er på den censurerede udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2015, hvor Susanne Schmidt-Nielsen har værker med i Aarhus Kunsthal. Her ligger an assembly på gulvet og standser mit blik. En samling objekter af beton, tekstil, tråd og latex, hvor der synes at være spor af liv. De er ganske trygge at omgås. 

Susanne Schmidt-Nielsen – occurrences installations view Gammelgård Herlev

Senere oplever jeg ved 100 års jubilæet for KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund på Herlev Gammelgaard installationen occurrences, der meget velfortjent har fået en central placering i Ny Lade, hvor publikum kan bevæge sig rundt om værket og opleve dets forskellige skalaforhold på egen krop.

På en gruppeudstilling i Kongelejligheden i Bryggergården i Kastrup viser Susanne Schmidt-Nielsen en anderledes række objekter i polyester og tekstil, som fremkalder mere foruroligende sansninger – udtrykket har nærmest anatomiske træk. Her efterlader Susanne Schmidt-Nielsen os, helt bevidst, uden en klart aflæselig dramaturgi i installationen.
Men om det er den stille sansning, der vækkes, eller de voldsommere følelser, så er det svært ikke at blive berørt af hendes værker. Her er uomtvisteligt noget på færde.

Farver, rammer – hvorfor egentlig?
Susanne Schmidt-Nielsen, som har udstillet i ind- og udland og deltaget på flere censurerede udstillinger, kommer fra et kreativt ståsted. 

Susanne Schmidt-Nielsen – tekstilt maleri – træ, tekstil, 2013 – Foto Erling Lykke Jeppesen

– Både min mor og mormor var dygtige til at sy, så det lærte jeg tidligt selv. Som teenager gik jeg til keramik, og kom jævnligt i et keramikværksted. Her så jeg kopper komme på rad og række, og erkendte, at det ikke lige var et produktionsmiljø, jeg ville. 

– Jeg kom ind på Billedskolen på Jagtvej hos Bjørn Bråten, hvor jeg hovedsageligt malede, men også blev undervist i arbejdet med skulptur. Her oplevede jeg, hvordan jeg relaterer mig kropsligt til skulpturen. 

– Jeg zoomede ind på strukturer, den matte maling, det blanke blæk og blyanten, og tog efterhånden farven ud af mine malerier. Jeg syede stiplede streger på lærredet, tilførte materiale for at gøre billedet mere fysisk. 

Det ledte frem til spørgsmålet: Hvorfor var det egentlig, jeg skulle arbejde med maleri? fortæller Susanne Schmidt-Nielsen.

– På Kunstskolen Spektrum arbejdede jeg med tekstil på selvbyggede rammer. Efter en tid voksede der en nysgerrighed frem på, hvordan det ville være at arbejde videre med materialet, men uden rammen.

Selvsyn og sansning
Eva Hesse (1936-1970), en tysk-amerikansk minimalistisk kunstner og Martin Erik Andersen, professor på Kunstakademiet åbnede endelig den side op for mig, at få fokus på selve skabelsesprocessen. Det blev afsættet til at arbejde videre i mit eget formsprog. Efter en opgave som assistent for kunstneren Eva Steen Christensen på Fabrikken for Kunst og Design, så tog det fart.

Susanne Schmidt-Nielsen viser rundt i sit værksted. Lige nu er hun rigtig glad for en ny boremaskine, der sætter hende i stand til at bygge egne konstruktioner i træ. I hjørnet står nogle lange pinde, omviklet med brugt, hvidt tekstil med et meget bøjeligt og feminint udtryk. Et nyt værk er på vej. 

Susanne Schmidt-Nielsen – impact of presence – detail

På en reol viser kunstneren værket impact of presence. Det består af en række antropomorfe gipsobjekter, som ligner hinanden.
Tilsyneladende er de ens, men hver eneste har et lille spor, de andre ikke har.
– I arbejdet med materialerne fremkaldes det betydningsfulde. Det ligger i de spor, som mine håndteringer og bearbejdninger efterlader, og jeg oplever gang på gang, hvor central processen er for værkets fortælling og for den ordløse sansning af det.
– For mig bærer processer generelt en masse fortælling, hvor noget ses og andet sanses.

Stof og værk
Jeg er meget optaget af, hvorledes mine værker mødes af beskueren, krop til krop, ligesom jeg er meget optaget af værkets og installationens samspil med det rum, det udstilles i.
– Jeg går efter at invitere beskueren helt ind i sansningen og at fremkalde en kropslig genklang. Jeg er derfor åben om, hvad jeg har brugt af materialer f.eks. gips, beton, silikone, latex, tekstil, m.m. Det indgår i mine værkbeskrivelser. Langt det meste er noget, vi kender fra vores hverdag, og dertil kommer materialer, som er brugte, og som derved allerede bærer en fortælling. 

Susanne Schmidt-Nielsen – occurences – foto Inge Schjødt

Alle de spor, livet sætter i os, hvor vi konstant formes – det er en proces, der aldrig slutter. Så med det blik kan min kunst ses som en billedliggørelse af livets proces. Men jeg er varsom med at definere værkets fortælling, for den har jeg ikke patent på.
– Derimod er det fantastisk at høre de meget forskellige og personlige fortolkninger, som folk deler med mig.
– At mærke at folk bliver berørt. Så kan det ikke blive bedre, slutter kunstneren.

Susanne Schmidt-Nielsen udstiller hos Kunstbiblioteket i København
25. januar – 17. februar 2018
www.susanneschmidt-nielsen.dk

Susanne Schmidt-Nielsen -occurrences – detail

Om værkerne:
occurences – udsnit // detalje med syning.
Foto // Ole Jørgensen 

occurences – tekstil, tråd, beton, latex,
50x465x310 cm, objekterne vejer fra 0,5-90kg, 2016. 

Kunstneren stående som nr. syv fra venstre ved KKS 100 års jubilæum på Gammelgaard i Herlev. Privatfoto.

impact of presence – detaljefoto – gips, træ, silicone,
Cobrarummet, Sophienholm, Lyngby.
foto // Susanne Schmidt-Nielsen

Tekstilt maleri. Træ, tekstil, 2013.
Foto // Erling Lykke Jeppesen

Camilla West – Forår, olie på lærred, 2015.

Maleren Camilla West er kendt for sine landskabsbilleder, karakteristisk malet i fede strøg, kontrastfyldte, farvemættede, og samtidigt meditative.

West indfanger sansninger af himmellys og landskabsrum, og fæstner det i olie på lærred. Oplevelser, hentet fra hjemstavnen omkring Vindeby på Tåsinge, udsigter over det sydfynske øhav eller rejseindtryk fra fjernere himmelstrøg, dem reducerer hun, koger ind, og lader kun essensen tilbage i penslen.  

Camilla Wests landskabsabstraktioner appellerer, de inviterer beskueren til at se efter, og blive medskaber. Blikket løftes mod horisonten, ind i kimningen eller helt ind i nattemørket mod lysspor i det fjerne, og fremkalder erindringer, aftrykt i den enkeltes sind. Ind imellem buldrer et bål, og sender gnister mod himlen, hvor ellers natten er så stille, som en lille fugl, der tier*.
Billederne står åbne, de er som vinduer for udlængsel og hjemlængsel, tørst og trøst.

For kunstneren gælder det, at hun altid har været der selv, for at kunne male det enkelte motiv. 
– Jeg skal se det, før jeg maler det. Jeg forholder mig meget til oplevelsen. Jeg henter ikke mine motiver i det, som jeg så for fjorten dage siden, eller fra fotos. Når jeg løber en tur og kigger ud over landskabet, så må jeg ofte vende om på stedet, og tage hjem og male det, jeg har set. Sådan fortalte West, da vi mødtes i Vindeby på Tåsinge i foråret 2015, hvor hun fortalte om sin tour-de-force frem til det kunstneriske udtryk og den kunstneriske karriere, som de seneste år har ført hende vidt omkring, både i Danmark og i udlandet. North Art Magazine bragte dengang min portrætartikel om kunstneren under titlen Landskabet // Genfortryllet – en titel inspireret af kunsthistoriker Lisbeth Bonde.

Camilla West – Sct. Hans Blus, olie på lærred 150×120 cm, 2015.

Med sine billeder deler Camilla West den livsalighed, som maleriet er for hende selv. Maleren her deler skæbne med så mange andre af de helt store kunstnere, som har været bundet til et sygeleje. Hvor malegrej, pensler og lærred bliver den virkningsfulde healing, der fører til at talentet endeligt rejser sig og bryder frem fra de tunge dages hængedynd. Det tema kendes alt for godt fra Frida Kahlo, Munch og Van Gogh – alle kunstnere, som i den grad fandt frem til deres egen udtryksform på den hårde måde. Camilla West brød igennem og har fået et godt tag i et stort publikum, som gribes af farvestrøgenes kraftfuldhed, enkelhed.

I dag er hun medlem af kunstnergruppen Visuel, der udsprang af inspirerede kunstnermøder i galleriet Nordahl & Nissen, som i 2015 havde til huse i Indre København. 

Camilla West er uddannet fra det Fynske Kunstakademi 1997, og har en række udstillinger bag sig i ind- og udland, bl.a. Sverige, Tyskland og USA. Hun har udført udsmykninger, bl.a. af den nye retsbygning i Svendborg. 

Camilla West deltager i januar – februar 2018 på gruppeudstillingen Remix#3 – Vinter – i Kunstmix
Odensegade, København Ø.

* Natten er så stille er et citat fra Halfdan Rasmussens sangdigt, Noget om stjernefangst. 

Camilla West – træer, olie på lærred.

Camilla West – Landscape Snow last Night December Winther 2017

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

Camilla West – Road – olie på lærred, 40×60 cm

Søren Flygenring Basset – All Hail the Queen, 2018.

Søren Flygenring Basset maler og tegner med en salig livsappetit. After Dark er kemiingeniørens frie stunder affileret til en juice af jazzmusik, argentinsk tango og tilværelsen sammen med hans muse, Flygenrings ægteviede viv, hans hjertes udvalgte, den skønne Mireille Flygenring Basset, som læser og fortæller, mens Flygenring maler – og hvis feminine attributter er en ganske sandsynlig, sanselig inspiration i kunstnerens udtryk og motiver. – Præcis, som vi kender det fra visen om ”Svantes Lykkelige Dag”, hvor Nina går i bad og reder sit smukke hår.
Flygenring traf sin Venus, sin Afrodite i 2013, og dermed indtraf en lykkelig forvandling af kunstnerens palet.

I Flygenrings værker promenerer fantasifulde kvindefigurer i høje hæle og delikate strømpeben mellem sabelkatte, narrehatte og absurde gesandter fra et surrealistisk univers, der leder tankerne fra teatralske, middelalderlige cirkusoptog til nutidens Disneyfilm – festligt, farverigt, finurligt og fornøjeligt. Billederne befolkes af figurer, som kunne være taget ud af Skønheden og Udyret, godt hjulpet af Lampens Ånd fra Aladdin og Avatarer med Dalí-inspireret anatomi. Sære øjne og skønne kostumer fortæller os, om processionen kommer i venligt eller i uvenligt ærinde.

Søren Flygenring Basset –
The Kings Parade

Hos Flygenring befolker paraderne sommetider motiver, vi kender, når et trommesalsmaleri af Marmorbroen, Frederiksberg Have eller en ukendt landlig idyl får besøg af kunstnerens pensler og forvandles gennem kunstnerens karakterfulde iscenesættelse. Gerne med islæt fra en dagsaktuel debat, men ligeså gerne uden.

– Jeg maler for oplevelsens skyld og for at dele min glæde ved livet med publikum, siger Søren Flygenring Basset om sin proces.
– Når jeg sætter penslen til lærredet ved jeg aldrig helt præcist, hvad der vil ske. Min hånd begynder straks at bevæge sig, som om den har en egen vilje, og jeg sidder og ser livet på lærredet udfolde sig for mit blik. Når billedets konturer er faldet på plads, starter den bevidste proces, hvor jeg selv fortolker, hvad jeg ser foran mig på lærredet, hvorefter jeg går i gang med at vælge farver, lægge lys og skygger og laver detaljerne, for på den måde at give tredimensionelt liv til de nyfødte figurer, fortæller Søren Flygenring Basset.
Blandt de kunstneriske forbilleder nævnes Salvador Dalí, M.C. Escher og Hergé. 

– At udtrykke mig på lærredet giver mig indsigt i min egen underbevidsthed, og giver mig mulighed for at dele den med publikum. Jeg holder meget af at sparre med publikum både undervejs, mens et billede bliver til, og bagefter, når jeg viser det frem, fordi publikum altid ser nogle ting i billederne, som giver mig anledning til at lære både publikum og mig selv bedre at kende, svarer Søren Flygenring Basset. 

CV: Søren Flygenring Basset, f. 1969, er Ph.D. i kemi fra DTU. Ansat hos Novo Nordisk og driver Galleriet 1. tv, Willemoesgade 44 på Østerbro sammen med sin viv, franskfødte Mireille Flygenring Basset. Senest har hans kunst fundet et interesseret publikum på dobbeltudstillingen To X Flygenring, hvor Søren Flygenring Basset i efteråret 2017 udstillede sammen med sin far, Erik Flygenring Christensen.
I 2018 deltager Søren Flygenring Basset i gruppeudstillingen Remix#3 hos Kunstmix i Odensegade på Østerbro.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
// Januar, 2018. 

Søren Flygenring Basset – LOVE Parade, 2017.

Søren Flygenring Basset –
Coffee is Served, 2017.

Jonas Pihl – Livstræer, 2017

Jonas Pihl bidrager godt til kunstinteressen for Danmarks ungdom. Science fiction, film og bøger, bl.a. ’Et Bestiarium over Tolkien’ ligger i hans mentale arkiv sammen med kendskabet til akvarelmaling, opera og systemarkitektur.

Han forstår at bygge broer mellem kunst og videnskab med sin helt personlige stil, hvor han inddrager både natur og arkitektur elementer i sit fantastiske univers.

De seneste par år har budt på en række udsmykningsopgaver på større uddannelsesinstitutioner. Senest har Roskilde Katedralskole modtaget en stor udsmykning. Sidste år var det VUC Syd i Haderslev. 

Ved et interview til Kunstavisen har Jonas Pihl tidligere fortalt noget om sine temaer, inspirationskilder og teknik: 
– Princippet med ’Selfsimilarity’, hvor noget kopierer sig selv, igen og igen. Ligesom træernes stammer og grene, og naturelementer, som jordens svampemycelier, havets tentaklede radiolarier med svampelignende skeletstrukturer gør det, det interesserer mig. Universets største mysterier og mindste dele bliver tegnet, klippet, bygget og bearbejdet på alle mulige måder. Og matematikgeniet Benoit Mandelbrots computerskabte fraktaler og spiralstrukturer – alle disse fantastiske former spejles i ornamentale kompositioner. 

Jonas Pihl arbejder bl.a. med teknikken decalcomania.

– Der opstår nogle strukturer på lærredet i decalcomania-teknikken, som jeg er blevet inspireret til at arbejde med af blandt andre surrealisterne Oscar Domínguez og Max Ernst, fortæller Pihl. Sporene i overfladen minder om monotypiens efterladte farvetråde.

Han har altid tegnet og bygget. Et møde på vejen med et par kunstneriske ildsjæle i Thy var med til at asfaltere kunstnerens vej til  Kunstakademiet i København. Siden 1999 har han deltaget i en lang række udstillinger og flere udsmykninger, bl.a. til Metroen i Kastrup Lufthavn, Novo Nordisk og som nævnt, VUC SYD i Haderslev og Roskilde Katedralskole.

Jonas Pihl er medlem af kunstnergruppen Visuel, som udstiller i ind- og udland. VISUEL & venner har fernisering d. 23. februar og herefter åbent d. 24. og 25. februar på adressen Kattesundet 10 i København K.
Allerede i januar kan han opleves på gruppeudstillingen Remix # 3 – Vinter hos Kunstmix, Odensegade 26B, 2100 København Ø. 

Jonas Pihls Univers

Fakta: Jonas Pihl, f. 1978, dimitteret fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2008, Det Fynske Kunstakademi 2002, Holbæk Kunsthøjskole 2001. Siden 1999 udstillinger på museer og gallerier i ind- og udland. Charlottenborgs Forårsudstilling 2002 og Kunstnernes Efterårsudstilling 2003 og 2004, repræsenteret på bl.a. Frederikshavn Kunstmuseum og Kunsten i Aalborg.
www.jonaspihl.com.

Gruppeudstillingen Remix # 3 – Vinter
Kunstmix, Odensegade 26B, 2100 København Ø
Fernisering: torsdag d. 18. januar 2018 kl. 17 – 20 // Finissage: fredag d. 2. marts 2018 kl. 17 – 20
Udstilling: 19. januar – 01. marts 2018 //
Åbent: tirsdag + torsdag kl. 12 – 16 eller efter aftale

Af Inge Schjødt // inge@komkunst
Publiceret på Kunstavisen.dk

Skulpturen Manhattan er kommet på auktion i 2017

En dansk-svensk design klassiker er kommet frem af gemmerne. Hos auktionshuset Bruun Rasmussen sælges her i efteråret 2017 værker af Torsten Johansson.  Mest kendt er Tivolaj – legepladsen i Tivoli, som han skabte i samarbejde med bl.a. PH, men han har efterladt sig en perlerække af værker. 
– Jeg har besøgt hans søn.

Det er som at træde ind i et skatkammer. I entreen møder mit blik et elegant, lysende lakrødt, væghængt stykke inventar – en snild hylde med indbygget opbevaringsmulighed. I arbejdsværelset står elegante skulpturer af metal side om side, og i stuen er der flere eksempler på kunst, møbler og designgenstande af høj karat, nogle i en meget moderigtig, retroagtig stil.
Jeg besøger en tidligere kollega i København, som venligt viser rundt og fortæller om arven efter sin far, som var en af de hotte og eksperimenterende formgivere tilbage i de glade tressere. På LinkedIn er jeg faldet over kollegaens opslag om den hjemmeside, han har produceret om sin fars oeuvre, og så er videbegærligheden vakt. Det talent, de værker bør da komme nutiden til gode! Men hvordan?

TIVOLAJ – design by Torsten Johansson

Torsten Johanssons navn er nyt for mig, men en af hans væsentligste udsmykninger i det offentlige rum sidder dybt i min krop: TIVOLIs smukke, skulpturelle legeplads – TIVOLAJ: her gjorde jeg i begyndelsen af 1960’erne mine første susende rutjebaneerfaring på Torsten Johanssons flotte rutsjebane. Også det udfordrende, glatte klatretræ og tegnetavlerne kommer frem fra erindringen, da jeg ser fotos fra dette fantasifulde sted, som blev opført i 1958 og nedtaget så sent som i 2009.

Heldigvis har Køge Skitsesamling fået overdraget modellen og et pænt antal skitser, og kunstneren er optaget i både Weilbachs Kunstnerleksikon og Kunst Indeks Danmark. 

Men der er så meget mere end det!

– Egentlig startede han som kunstmaler, fortæller Jesper Johansson om sin far, men han blev utilfreds med sin egen kunnen, og brændte hele baduljen og startede om igen. Forfra! – dels som billedhugger, dels som industriel designer. Han flyttede familien og atelieret til en moderne villa i Vedbæk, og kom til at samarbejdede med kapaciteter som arkitekten Ole Helweg, møbeldesigner Nanna Ditzel og Poul Henningsen, der i en periode faktisk var arkitekt i Tivoli.

Sammen med kredsen omkring P.H. blev Torsten Johansson involveret i udviklingen af Forum-udstillingen ’Huset i Overmorgen’ og flere funktionalistiske møbeltyper, som blev produceret af blandt andre Bo-Ex og den navnkundige snedkermester A.J. Iversen. Johanssons eksempler er super enkle, nærmest arkitektonisk-skulpturelle. I dag ville vi kalde dem minimalistiske.
Han arbejdede med tidens materialer, stål og formbøjet træ, og en serie tableware i træ så også dagens lys. Den runde bakke og eksempelvis en vinreol, ses ind imellem på auktion.

Efter TIVOLAJ fik han flere udsmykningsopgaver, hvor nogle står endnu – bl.a. i Tårnby, og i Japan gennemførtes et eksperimenterende undervisningsforløb, Paperroom, som findes gennemfotograferet i arkivet. 

Johanssons personskitser og hans erotiske tegninger er en genre for sig selv. Frivole, i hvert fald i datiden, og skraverede – som netop en designer kan gøre det – sådan står de originalt i fortrinsvis sort og rødt. En helt unik serie af tegninger fra sønnens fødsel var en anden milepæl. Og sådan kan vi blive ved. 

TIVOLAJ – klatretræ af Torsten Johansson

På hylderne er der mapper med tegninger og dokumentation af Torsten Johanssons vidtspændende produktion. Et sted i København står en hel container fyldt med de af kunstnerens markante skulpturer, små og store, som kom med fra kunstnerens hjem, da han faldt bort.
– Hvad skal der dog ske med dette fantastiske materiale? Hvor går arven hen, når tidens tand tager sin uomgængelige rutsjebanetur med os, efterkommere? Torsten Johansson blev født i 1917 og døde i 1996. Måske bliver 2017 et godt år for hans eftermæle? Det kan vi håbe! 

Danske kunstsamlere og museer er forhåbentligt vågne, nu nogle af skulpturerne er kommet på auktion.

Se website: johansson.byethost7.com 

Af Inge Schjødt
Artiklen er publiceret i North Art Magasine 158. 

Poul Henningsen visit hos Torsten Johansson Studio

Simon Fensholm – Offline Romance, 2017

Ind imellem får man den fornøjelse at opdage en kunstners talent, og blive så ganske revet med. Simon Fensholm maler livet bag skærmene, og får Vanitas til at smile.

Via det sociale medie Instagram får jeg øje på værker af billedkunstner Simon Fensholm. Allerede samme dag besøger jeg udstillingen Xmas Show 17 hos Galleri Oxholm på Frederiksberg, og kan ved selvsyn opleve kunstnerens værker.

Oplevelsen blæser mig gennem et kalejdoskop af kunstneriske indtryk fra en stor skare af samtidens aktuelle navne. Blandt tunge drenge, som Arne Haugen Sørensen, Martin Bigum, Michael Kvium, Bjørn Eriksen, og dertil Louise Hindsgavls stærke porcelæn.
Her træder Simon Fensholm ind på scenen.
Han er vokset frem af autodidakt graffiti, tegneserier og illustration, via Kunstakademiets Designskole for Visuelt Design. Han blander sig med kunstnere som Allan Bestle, Dorte Naomi, Frederik Næblerød, Osv Cph, Papi Chulo, Jonas Pihl og hertil Lene Winters satiriske, keramiske skulpturer.

Simon Fensholm får kalejdoskopet til at krystallisere i en sjælden syntese på samtidens kunstscene.

Simon Fensholm – Skull, 2017

Allergisk overfor kranier
Ind imellem har jeg været allergisk overfor kranier, men her må jeg overgive mig! Simon Fensholm sætter en stribet Adidas trøje på det udmagrede Skull-væsen bag skærmen, og sætter lyset på denne trøje, så jeg kan se, at han har noget på hjerte. Det er ikke ren kranieautomatik, der her er tale om. I værket Offline Romance virker lyssætningen også særdeles overbevisende på den kvindelige, halvnøgne model, som ser søgende efter likes og ligesindede. Vanitas er hendes navn.
Paletten er den syrede, negative palet, som opstår af mørklagte rum, hvor nøgne elpærer eller blege tablets og computere oplyser ansigter og de brugte glas på bordet. Men der er mere end det. Der er også en livgivende, orange rød-rød, når det skal til, og himle blå.

Himmelske vingefang
Netop Fensholms borde fanger mit blik. Han spænder rummet ud og vipper billedplanet. Når jeg nævner Haugen Sørensen, svarer Fensholm, at de dækkede borde kommer af arketypen på bordets fællesskab, der svinger mellem sorrig og glæde – både nadver og fest – præcis, som jeg ser det.
Når jeg nævner Næblerød, opdager jeg en tydelig forskel i tempo. Næblerød og Fensholm har været kolleger i en tid med graffiti, men kunstnerisk træder de hver sin sti i hver sin takt.

Simon Fensholm – The Day After, 2017.

Fensholm dyrker sine historier. Her er indlevelse i figurerne. Her er himle over, og mudder på skoene. Her er et før og et nu, her er levet liv, her er gnister og masser af fortællinger, gengivet med en frit sansende pensel eller pen, og et interessant filter af tanker bag. Fensholm kan male, han kan udtrykke sig rumligt i både billeder og små skulpturer, og han kan tegne, så tårerne triller.

På nettet finder jeg flere værker, og Connie Boe Boss fra Cobobobloggen sender mig et interview fra 2016. Måske har mine sanser været sløve i forhold til Fensholm. Men fra nu vil jeg meget gerne følge med og se mere.

CV: Simon Fensholm er født 1985, uddannet fra Det Kongelige Kunstakademis Designskole for Visuelt Design. Han har udstillet på Charlottenborg Forårsudstillingen 2016, Kunstnernes Efterårsudstilling 2015,  Æglageret Holbæk 2015, og er her i december 2017 aktuel hos Galleri Oxholm Frederiksberg, hos VÆG Gallery Aalborg, Galerie Contour Skagen, og på gruppeudstillingen Remix2 hos Kunstmix på Østerbro i København.

Illustrationer:
Simon Fensholm: Offline Romance, akryl på lærred, 30 x 24 cm, 2017
Simon Fensholm: Skull, akryl på lærred, 30 x 24 cm, 2017
Simon Fensholm: Waiting for nothing to happen, 100 x 80 cm, 2017
Simon Fensholm: Self Portrait (revisited) 24 x 18 cm, 2017

Fensholm Pieces – Oxholm Xmas Show, 2017

Xmas Show 2017
Galleri Oxholm
Pile Allé – Frederiksberg
Frem til 7. januar 2018 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst
Publiceret: Kunstavisen Online, 2017.

Seeing the Unseen – Hansina Iversen

Udstillingen Seeing The Unseen har jeg glædet mig til at se, efter jeg oplevede færøske Hansina Iversens malerier på Nordatlantens Brygge i København. Nu præsenteres hun sammen med Anne-Marie Wegener, Carsten Crone Caroc, Christina Augustesen, Flemming Hoff, Kristine Djuurhus, Lotte Maja Bjerre, Signe Heinesen og Trine Bork på årets Vinterudstilling hos Lyngby Kunstforening på Sophienholm. 

Tilblivelsesprocessen stiller sig i fokus, vi inviteres omgående i kunstnernes sted, hvor storladne udtryk kombineres med stille nærvær i elegante vekselvirkninger af lys og stof.

Alle værker er nonfigurative, abstrakter af de enkelte kunstneres brydninger med materiale, flade, form og farve.

Seeing the Unseen
Hansina Iversen har fyldt førstesalen med intuitiv maleglæde.
Portraits of the Loved One er titlen, der gælder alle billederne, for det er maleriet, der er The Loved One hos Hansina Iversen. Hun byder op til tåspidsdans med tørre pensler, og kraftfulde spring i tætte, mættede flader. Smukt og modigt gjort. 

Seeing the Unseen – Christina Augustesen

Christina Augustesen har i tre meditativt lysende Colour Spaces ladet sig inspirere af horisonten omkring Sophienholm, af søen, skoven og himlens skiftende nuancer. Akrylplader med semitransparente, farvede filtre indrammer lys, som skifter blødt og gradualt i både tempo og farveintensitet. 

Kristine Djurhuus lægger vægt på fordybelsen i en krævende, repetetiv arbejdsgang på skulpturelle baner i papir og geometrisk ridsede skiferplader. Lotte Maja Bjerre lader lyset spille over organiske former i stramt, plastomvundet pap i indbydende, elegante kompositioner. Trine Bork opstryger linjer i sine blankskinnende tekstilværker, Captains Log. 

Carsten Crone Caroc har fordybet sig i vekslende kultursymboler, kombineret med forekomster i naturen og en spirituel tilgang. Anne-Marie Wegener maler farver frem og tilbage i enkle, horisontale striber. Det synes som en arkæologisk proces, lag for lag hen mod det færdige billede. Signe Heinesen bygger rolige, transparente malerier op i enkle farveskalaer, malet på kalkgrund. Flemming Hoff udfolder en fascination af struktur i store, diakrome og monokrome arbejder, hvor overflader trækkes ud med tandspartel. 

Seening the Unseen – Kristine Djurhuus

Seeing the Unseen – Lotte Maja Bjerre

Det giver en vellykket vekselvirkning, at samme kunstneres værker præsenteres i flere rum. Hoff og Heinesen har sammen kurateret udstillingen, og Lillian Munk Rösing har bidraget til det fine katalog.

Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling er et velgørende og vitalt modspil til den figurative kunstscene.

Sophienholm
Nybrovej 401 – 2800 Lyngby
Frem til 7. januar 2018

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk
Artiklen er publiceret i Kunstavisen 10 / 2017 

Seeing The Unseen – Carsten Crone Caroc

Seeing the Unseen – Flemming Hoff – Sophienholm 2017

White Dog af Krogstrup
Kunstavisen nr 09/2017

Den hvide Greyhound på Kunstavisens forside pirrer opmærksomheden. Hvorfor maler en maler, det han gør? Carsten Krogstrup og Steen Larsen lader os komme med på en tur gennem deres personlige kunsthistorie på Nordic Noir Art i Rundetårn 

Under en Artists Walk-and-Talk på udstillingen Nordic Noir Art i Rundetårn fortæller Carsten Krogstrup og Steen Larsen indledningsvis, hvordan de i dag følger hinanden via facebook og før udstillingen ellers kun kender hinanden ret sporadisk fra studieårene i 1980’erne i Aarhus. Her oplever de begge to trykket fra den kunstretning, som går under betegnelsen De Unge Vilde, som kom til at beherske kunstscenen i DK efter den legendariske udstilling ’Kniven på Hovedet’ på Tranegården i Gentofte i 1982. En flok akademielever fra Kunstakademiet i København slog nye toner an, der dog ikke huede alle de unge kunstnere, som netop var på vej i startboksen. Malere, som Peter Martensen, for eksempel, og aftenens to hovedpersoner ville noget andet, end det ekspressive, figurative maleri, inspireret af italiensk transavantgarde og tyske Neuen Wilden. 

Carsten Krogstrup fik modellerne for sig selv i studiesalen, og Steen Larsen drog udenlands, til England, hvor han stiftede bekendtskab med nye forbilleder som Edward Hopper, og The School of London.
– En gruppe figurative kunstnere med bl.a. Francis Bacon og Lucien Freud, der netop nu er udstillingsaktuelle på Kunstmuseet AROS, frem til 4. februar. 

Bjerringbro by Night
Steen Larsen, olie på lærred, 2017

Vejen
Steen Larsen blev i London grebet af film, af roadmovies som Paris – Texas, af biler og musik af Ray Cooder. Larsen studerede fotografi under uddannelsen på Dartington College 1984-86, og i 1992-93 rejste han ud på et 8 måneder langt road-trip i en Toyota Hiace med tid til at tænke over livet, som sådan. Det kom der tusindvis af fotos ud af.

Der kom maleriudstillinger som By the Way med landskabsbilleder fra vejen mellem Viborg og Aarhus ud af det. Og der kom ROAD udstillingen på Silkeborg Bad og Sophienholm – efter et langt roadtrip ad E45 fra Nordnorge til Sicilien. 

Med Hidden Moments gik kunstneren Guldaldervejen i sine studier af clair obscure teknikken, hvor modellerne for Steen Larsens vedkommende var bilmodeller – lækre Mercere og Folkevogne. Detaljer, som mystiske lysvirkninger inde i kabinen og de rød-hvide refleksbånd blev intense dele af kompositionerne. 

På Græs – Båsnäs
Steen Larsen, olie på lærred

På senere rejser i USA og Sverige har vejen og bilen fortsat holdt facinationen, mens den vedvarende udvikling i maleri, fotos og filmteknik sætter momentum. Dengang som nu rummer motiverne en spænding mellem lys og mørke, mellem figurativt og abstrakt, mellem fravær og nærvær. 

Racing II

Nærvær. Ja.
Vi mennesker!
Hvad ER det vi gør?
Ved dyrene? Naturen?
Ved os selv? Ved hinanden? 

Naturen indhenter os, som det ses i de skovdækkede bilkirkegårde, både Steen Larsen og Carsten Krogstrup har gennemfotograferet og malet en del motiver fra. Tiden indhenter os – uanset, hvor meget vi ræser. Så, der er en del mål og værdier at række ud efter undervejs i løbet. 

Carsten Krogstrup fortæller historier ’en noir’ – mystiske, melankolske, dramatiske, intimiderende, lokkende. Stilen er hypernaturalisme, og som Larsens malerier, skabt i clair obscure, hvor lyset lokkes ud af mørke baggrunde. På en gang er det skarpt og følsomt gjort. 

Opdrift
Kunsten mødte Krogstrup som helt ung på Herning-egnen mellem bøger om Munch og Picasso, hvor han opdagede, hvordan billedkunst, lige som digte og litteratur, kan fortælle noget om at være menneske.

Han begyndte at male. Parafraser, efterligninger af de store, som de fleste har lært det. Som ca. 20 årig flyttede han fra Herning til Aarhus, og han mellemlandede i et udtryk, han opfattede som sit eget, inspireret dels af Lundstrøm, dels af Giacometti, som Carsten Krogstrup bl.a. havde oplevet i det vestjyske, hvor skulpturen Maren o’ æ’ Wogn’ / Kvinde på Kærre under stor bevågenhed i 1960’erne var kommet til at stå på torvet i Holstebro. I dag et højt skattet værk. 

Milano 1 Krogstrup, 1999

Rejser
Efter sit møde med 80’ernes Unge Vilde og en kort tid som ekspressionist valgte Krogstrup dels at rejse til Leningrad og London, dels at fordybe sig i det figurative maleri. Med Anders Kirkegaard som professor på kunstakademiet og som inspirator søgte Krogstrup efter sandhed i maleriet, og gav sig til at lære forfra.
Det blev til mange studier og ikke mindst værkserien Spejlinger, en serie ekvilibristiske kompositioner om storbyliv fra Milano, London, Rom og Barcelona.

Siden skar Krogstrup ind til benet, og kogte det menneskelige, det maskuline/feminine, magtforhold/parforhold helt ind i motiverne, bl.a. i serierne Submission og Obsessions – en række iscenesættelser med levende modeller, hvoraf nogle er flyttet ud til bilkirkegården og den diskrete, lurvede campingvogn. I af- og påklædning og i lyssætning dirigerer Krogstrup associationerne.

Alvorsfulde portrætter er det også blevet til, bestillingsarbejder. Senest har Krogstrup malet sin moder, liggende med den sidste blomsterbuket i hånden. Her går tid og ord i stå.

Racing II – Carsten Krogstrup, olie på lærred, 2007

White Dog // Greyhounds
Inspirationen fra Francis Bacons eminente menneskeskildringer kaldte på et nyt drama for Krogstrup, og han så sig om efter levende væsner, han kunne gengive. Hunden, som er menneskets bedste ven, kunne noget, som f.eks. de yndefulde heste ikke kan, uden at forfalde til det sentimentale. Hos hundene, her var det farlige, det legende, det vilde, det venlige, det genkendelige, det uforudsigelige.

Krogstrup fandt frem til et svensk væddeløb med greyhounds, som vi – i parentes bemærket – som beskuere ikke behøver at have særligt ondt af. De bliver behandlet omtrent lige så godt som ejernes børn!
– Men i øvrigt er det noget rod at blande etik med æstetik, mener Krogstrup, for det er maleriet, det handler om.

Nordic Noir ART
Maleriet, kunstarten, der ikke vil dø! er her lyslevende. Fra kulisserne dukker flere frem, som har dyrket realismen, Thomas Kluge, Daniel Goldenberg, Ulrik Møller, som hver for sig er malere og samtidens historiefortællere med passion for lys og skygge, som Steen Larsen og Carsten Krogstrup. Fotografiet er nutidens værktøj, film og dramaserier sætter nye processer i gang, og imens er begge kunstnere i fuld gang med at give færdighederne videre til næste generation.

De står distancen, de to grå ulve på Nordic Noir Art i Rundetårn. 

The Biker, Krogstrup, 2009

Nordic Noir Art i Rundetårn
Købmagergade 52A
København
Frem til 12. november

Af Inge Schjødt, KOMKUNST.dk