Noget om Udholdenhed – Realistisk Set 2020

Af Daniel Goldenberg

Tiden er måske inde til en ny form for fordybelse og vedholdenhed, som det ses hos billedkunstnerne af den hyperrealistiske slags

På udstillingen Realistisk Set 2020 i Bredgade Kunsthandel finder vi en god håndfuld hyperrealistiske, surrealistiske og realistisk ekspressive malere, som imponerer med deres udholdenhed og tålmodige penselarbejde. Hver for sig opviser de kvaliteter, som er de få forundt i vores – indtil for nylig – forhastede tilværelse.

Overlevelse og opfindsomhed må gå hånd i hånd ikke mindst på kulturens felt. I Bredgade Kunsthandel har galleristen Annegrethe Davis indbudt de syv udstillende kunstnere til at få hver sin ferniseringsdag for at undgå et mylder af gæster på én gang. Værker af Anne Koldsø, Ann-Lisbeth Albek Sandvig, Christina Mosegaard, Külli Suitso, Daniel Goldenberg, Henrik Martensen og Thor Lindeneg er kaldt frem, så vi kan forundres, bydes på mentale vitaminer og begejstres.

Christina Mosegaard – Portræt 2020

Udholdenhed // Duende
Når vi besøger kulturhistoriske steder, så imponeres vi af det kunsthåndværk, de finesser og færdigheder, vi præsenteres for i bygninger, i genstande – og i den forestilling om datidens mennesker, der opstår hos os. Vi beundrer deres energi, deres tålmodighed. Mod og modstandskraft har i tidligere tider været en fordring, en nødvendighed i tilværelsen på en lidt anderledes facon, end i vores teknologisk veludviklede tidsalder.

Hos Christina Mosegaard ser vi nogle af ansigterne på de stoute kvinder, der udfyldte deres plads, deres rolle. Kunstneren har udset sig nogle arketyper blandt ældre fotografier, og har givet dem nyt liv.

Hos Külli Suitso fortæller maleriet med Den næsten gennemsigtige hjelm og Svigermors knapper måske også en familiehistorie? Der er flere tolkningsmuligheder. Knapperne rummer fortællinger, der gives i arv. Om det er en poetisk lysende, eller måske en invaderende arv, eller noget helt tredje, det tror jeg er op til beskuerens egen refleksion.

Ann-Lisbet Albek Sanvig – Duende III

Her ses også et par billeder af hænder, som søger at samle op på det flygtige – vinens lykke – eller er det måske livet, blodet, tiden, der siver ud mellem fingrene? Stærke, symbolsk-eksistentielle værker giver hun os, estiskfødte Külli Suitso, der bor på Fyn og underviser på Aarhus Kunstakademi.

Ann-Lisbeth Albek Sanvig har ladet forfatteren Federico García Lorcas tolkning af begrebet Duende træde frem i spanske klædedragters fortættede melankoli med styrke, skønhed og alvor. Hovedværket er et triptykon, hvor kroppens indsnøring og den tilslørede silhouet er behandlet i et kontrastfuldt udtryk.

I billeder med hår og nakkeknold på unge, lyshårede kvinder anes også melankolien hos de nutidigt bortvendte.
Kunstneren, der er uddannet grafiker fra Det Fynske Kunstakademi, holder af at udfordre sig selv i nye ambitioner, og er optaget af at øge detaljeringsgraden, lyssætningen og taktiliteten i sit realistiske maleri.

Interiører // Eksteriører

Af Anne Koldsø

Hos Anne Koldsø ser vi nogle artefakter i fint forarbejdede opstillinger. Krukker og græskar får liv i kunstnerens dygtigt lyssatte motiver. En del af sin uddannelse har kunstneren fået på Kunstakademiet i Firenze, og olien på de mørke lærreder forvaltes med stor elegance.

Thor Lindeneg udfordrer fantasien i surrealistiske opstillinger. Velkendte er hans motiver med æg, fugle, revner og sprækker. Her er der blevet plads til et formummet musikinstrument midt imellem inde og ude.

Henrik Martensen viser nogle æteriske bjerglandskaber og himle, der kalder som tilflugtssteder i naturen.

Daniel Goldenbergs bybilleder virker endnu stærkere i Coronaens kontekst, hvor vi har oplevet nærmest mennesketomme gader.

Af Thor Lindeneg

Goldenberg maler husrækker i Bredgade i forskellige belysninger, han afspritter nabolaget omkring Nyboder, og lader stoplysene gløde i den blanke, våde asfalt.

Mod og vitaminer
Vores kloge Dronning har, i sine henvendelser til os gennem de seneste måneder, sluttet sine taler med at ønske Godt Mod. Og netop mod og modstandskraft er der behov for i en tid med den ubudne coronagæst, som endnu ikke har meddelt sin afrejse.
Kunstnerne opviser stor udholdenhed, stor arbejdsiver rundt i værksteder og atelierer. Godt, at galleristerne også igen får blod på tanden, og finder modet til at formidle den kunst, der støt vil vokse frem. Coronavirus eller ej.
God fornøjelse rundt i kunsten af vor tid.

Realistisk Set 2020
Bredgade Kunsthandel
Bredgade 69 – København
Frem til 6. juni

Af Külli Suitso

Hver kunstner har fået sin egen åbningsdag:
Torsdag 30. april kl. 15 -19 Henrik Martensen
fredag 1. maj kl. 15 – 19 Daniel Goldenberg
lørdag 2. maj kl. 12 – 16 Ann-Lisbeth Albek Sanvig
søndag 3. maj kl. 12 -16 Külli Suitso
tirsdag 5. maj kl. 15-19 Thor Lindeneg
onsdag 6. maj kl. 15 – 19 Christina Mosegaard
torsdag 7. maj kl. 15 – 19 Anne Koldsø.

Klik på illustrationerne, og se værkerne i bedre format. 

Ann-Lisbeth Albek Sanvig Duende I-II 

 

 

Af Daniel Goldenberg

 

 

 

 

 

 

 

Af Inge Schjødt
Komkunst, april 2020

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar