Den lokkende, svære akvarel
Hos Annaborg – Hillerød Kunstforening er der godt besøgt på udstillingen Vådt-i-vådt – Danske akvarelmalere, hvor akvarelkunsten udfoldes af 15 forskellige medvirkende.
– De fleste besøgende har nok prøvet at male med vandfarver af forskellig slags, og ved derfor lidt om, hvor krævende det er, så det er med andægtig interesse, vi går indenfor.
Karen Borch, Luise Faurholt, Birgitta Glode, Karin Lykke, Anette Sonne, Kristian Bluff, Anne Marie Jacobsen, Finn Rudbeck, Kai Glad, Pia Brix-Thomsen, Jytte Buhl Jyde, Annemarie Jepsen, Anne Skole Overgaard, Uffe Boesen og Gunilla Rosenberg griber akvarellen dejligt forskelligt an.
– Hvor enkelte mestrer det flydende univers, kommer det omhyggeligt tegnede i forgrunden hos andre.
– Hvor illustratorens ordentlighed skinner igennem hos nogle få, der vibrerer sommerfuglestøvet andre steder let og poetisk, selv i ramme.
Naturen som bagtæppe
Naturen er et oplagt tema at fortolke og er i fokus hos de fleste. Fugles fjer og væsen kaldes frem i og udenfor landskabet.
Nogle tager baggrunde, underlag, papirvarianter og formater op – særligt Karin Lykke, der dels går op i størrelse, og dels lægger blå-hvide blade af cyanotypier oveni, så værkerne får et unikt, appellerende udtryk og bliver en fortælling om naturens storhed.
Vådt-i-vådt
Pia Brix-Thomsen forstår det våde element. Med sin minimale indgriben accentuerer hun landskabets kontraster, og lader værket stå helt åbent, uden titel.
Anne Marie Jacobsen arbejder både med menneske- og blomsterportrætter, og lykkes bedst i det abstrakt-organiske, hvor farve og pensel leger tagfat.
Jytte Buhl Jyde får markante, nordiske landskaber frem, og mestrer også den abstrakte leg.
Alvor for alvor og sjov for sjov
I motivrækken med titlen Fortidens Skygger viser Anne Skole Overgaard et malerisk overskud, mens hun med akvarellen bearbejder en dyster familiehistorie fra 2. verdenskrig. Den glimtende perlemorsmaling til den kolde sne er ej blot til lyst, den forstærker de isblå omgivelser. Generøst deler kunstneren sin fremgangsmåde, og forklarer om lag efter lag fra undermaling til de sidste våde stænk. Her er noget at studere, og mytestof at reflektere over.
Kai Glad slår en humoristisk linje an med satiriske fortællinger i en sikker streg. I motivet Farmerdating får billedets himmelrum en ekstra drejning, som var det inspireret af maleren Poul Anker Bech (1942-2009), der blev kendt for sin surreelle realisme, og netop de store himle.
Akvarellen er lokkende i sin farvepragt, men pokkers vanskelig at få hold på. Det kræver virkelig øvelse at ramme skiven med et værk, der er andet og mere end øvelse.
Ofte er det alligevel i skitserne, der kommer den frihed og virtuositet, der gør det til opløftelse for beskueren – se blot det frie værk af Uffe Boesen i efterårsfarver.
Tak til Hillerød Kunstforening for udvælgelsen og for denne præsentation af danske akvarelmalere. De er en udflugt værd.
– Men husets udstillingsvægge trænger i den grad til en kærlig omgang!
Annaborg – Hillerød Kunstforening
Frederiksværksgade 2 A – Hillerød
Frem til 17. august
…
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – juli 2025
… … …




