Sansemættet twilight zone hos KBH KUNST

I overgangene mellem livets faser slår inspirationen gnister

Ved åbningen i Kbh Kunst af Solen er så rød blev jord og himmel stille for en stund. Så smukt blev udstillingen introduceret af kurator Line Højmann og fejret med sange ved Andrea Christophersen – selvfølgelig med vuggevisen “Solen er så rød, mor” og derpå “Det eneste hun ville var at danse.”

Seks kunstnere medvirker på udstillingen, der fortrinsvis rummer meget taktile værker: Inger Odgaard viser håndstrikket tekstil skulptur, Lotte Lemor deltager med keramisk skulptur, Marie Høi-Hansen med tekstilskulptur, Lenette Ea Lyngfeldt Vacher viser maleri, Christine Lyhne byder på åndehuller af papir, og medkurator Line Højmann selv deltager med maleri.

Invitationen fra gallerist Helle Borre og kurator Line Højmann greb mig – ligesom de udvalgte citater, som kan læses rundt i udstillingen, satte en
ekstra dimension på. Teksterne og invitationen får du gengivet her.
Line Højmann skriver:

SOLEN ER SÅ RØD

– Når solen er så rød, ved vi, at dagen er ved at slutte. Lyset gløder, men svinder. Det er det tidspunkt, hvor verden virker stille, og hvor vi mærker os selv lidt tydeligere. Det er ikke nat endnu, men det er heller ikke dag. Vi er midt i en overgang. Og overgange er der, hvor livet føles stærkest.

SOLEN ER SÅ RØD, er en udstilling, der tager sit udgangspunkt i den velkendte smukke og melankolske godnatsang ”Solen er så rød mor”, der folder sig ud i et stille landskab af hygge og uhygge, tryghed og uvished, varme og vemod, nærvær og afsked.
– Netop denne dobbelte stemning, mellem det bløde og det barske, trækker udstillingen sine poetiske tråde ud fra.

I mødet mellem de kontrastfyldte medier, maleri, keramik og tekstil, skabes en sanselig og dynamisk fortælling om naturen og livets overgange.

Materialer, farver og figurer glider ind og ud af hinanden, som stemninger i skumringen, mens dag bliver til nat og barndom til erindring.

Solen går ned i flere af værkerne, men den går ikke nødvendigvis ud. Den vender tilbage i farverne, i formerne, i den måde hænder har rørt ved materialerne. En påmindelse om, at vi lever i bevægelse, at vi hele tiden forlader noget, og træder ind i noget andet, at selv i det, der slutter, findes noget smukt.

SOLEN ER SÅ RØD er ikke bare en udstilling, men et overgangsrum. Det er ikke blot en farve eller et tidspunkt, det er en tilstand. Et sted hvor stilheden taler og farverne lytter.”

MENS DAG BLIVER TIL NAT

BLIVER BARNDOM TIL ERINDRING 

Lenette Ea Lyngfeldt Vacher maler enkelt, men stærkt, et generationsmøde – eller er det den modne kvindes erkendelse af tankevækkende livserfaring, vi ser i erindringens dans med den unge pigekrop? – Et andet motiv – The Farewell giver lige så enkelt en version af adskillelsen mellem voksen og ung
– måske flytter en datter hjemmefra i det billede?

ERINDRING GEMMER SIG

I STOFFETS FOLDER 

Et element af erindring er der ligeledes i de sammensyede tekstiler hos Marie Høi-Hansen, der i værket Uden titel ses udfolde en dunklere farveskala i de slidte stoffer, hvor stingene står frem, rytmiske, som pulsslag. Kroppen husker, og hænder husker det, der havde betydning engang.

Det taktile udtryk gør Marie Høi-Hansens værk særligt appellerende. Det er svært at holde fingrene fra den bløde overflade.

ET ØJEBLIK AF NÆRHED 

DER GEMMES I MØRKET

Inger Odgaard kobler nogle jomfruelige, lyserøde former i ubehandlet hæklegarn til den bærende, stivede, arkitektur i tekstil og ler, hvorved hun byder på et møde mellem før og nu, gammelt og nyt i værkserien New Skin. Vi er vidne til en transformation – et eksperiment, der pibler fra det kendte ud i det åbne. Mon det holder?

Lotte Lemor viser små, keramiske, antropomorfe organismer, der popper ud af væggens farvede flade og lever deres eget, sitrende liv.

Christine Lyhnes taktile, skrøbelige værker, syet af udstandset papir er som åndehuller med deres meditative gentagelse af form og farve. De elegante, abstrakte former virker i rummet som rolige oaser.

NÅR SOLEN GÅR NED

VIRKER VERDEN SÅ STILLE

Line Højmanns malede fantasilandskaber er som et favntag mellem lærred og pensler.
Bølgende flader og organiske, landskabelige former påføres skiftevis med helt rene farver og med våde farveblandinger.

I denne udstilling er farveskalaen naturligt som temaet – en afspejling af solnedgangens glødende farveskala fra orange til violet med enkelte komplementære kontraster. I enkelheden møder vi naturens poesi.

De farvede vægge i udstillingens rum fuldender temaet Solen er så rød, som himlen selv gjorde det til sidst ved den stemningsfulde åbning den 5. september.

De taktile værker bør opleves i virkeligheden, og måske er solnedgangs stemningen atter til stede, når udstillingen lukker med finissage fredag d. 26/9 kl. 17-19.

KBH Kunst
Øster Søgade 34 – København K
Frem til 26. september

…

Af Inge Schjødt, komkunst.dk – september 2025
Fotos: Line Højmann, Inge Schjødt og Galleri KBH KUNST

…