Afterparty – Culture Clip from Corner 2017

Billedkunstner Lars Heiberg (f. 1969) er manden bag værket ’Afterparty’, der for tiden kan ses på Corner 2017 på Sophienholm ved Kgs. Lyngby. Motivet med den døende blomsterbuket i containeren fanger blikket til refleksion.

Afterparty af Lars Heiberg, digitaltegning på papir, 42x32 cm.

Afterparty af Lars Heiberg, digitaltegning på papir, 42×32 cm.

Æstetisk smuk er blomsterbukettens forfaldsproces, hvor former forvrides, hvor nogle farver træder stærkere frem, mens andre forsvinder. Motivets kontraster, kors-chaos, natur-plastik, liv-og-død, skærper sanserne. Billedets nutidige digitale udtryk, som, efter sigende fra Charlottenborgs forestående Forårsudstilling, vinder mere og mere frem, gør værket aktuelt. Men her kommer det digitale heldigvis i en hastighed, så beskueren kan være med, uden at komme i mentalt overload. Værket er pågående, pirrende, som flere af Lars Heibergs arbejder, og kunstneren er dermed en af de mest interessante på Cornerudstillingen 2017.

Ord om ord
Genren, den klassiske ’still life’, ’stilleben’ – den må vi se at finde et bedre ord for. Genren er evigt aktuel. Kunstnerne gengiver til stadighed de kulturspor, de ser – hverdagens, gadens, festens opstillinger, men det akademisk tyske stilleben får beskueren til at forstuve tungen, eller til at sende blikket ind ad en hjernevindings tangent, så værkets aflæsningsmuligheder fortabes.
– Kom på banen, Ord-smede, og bring noget brugbart til torvs. Hvad skal vi kalde denne genre?
Ord som snapshots, kulturklip eller culture chats melder sig fra den digitale, filmiske undergrund.
Flere muligheder modtages med TAK.

Good News + Buket af Lars Heiberg, digitaltegninger, 42x32 cm.  Corner 2017.

Good News + Buket af Lars Heiberg, digitaltegninger, 42×32 cm.
Corner 2017.

Lars Heiberg - Modeller. Corner 2017.

Lars Heiberg – Modeller.
Corner 2017.

Kulturelle kuldegys – INSIDE OUTSIDE

Inside Outside - an invitation, Emmanuel Martini, Senses - fragrances on paper, 2017.

Inside Outside – an invitation, Emmanuel Martini, Senses – fragrances on paper, 2017.

Genboerne går nøgne rundt i lejligheden overfor, som en selvfølge, uden gardiner, uden blufærdighed. Det ville aldrig forekomme i den by, kunstneren kommer fra… Som nyankommen til den danske kultur vælter indtrykkene ind, og det personlige, ubevidste grundlag synes sårbart, skrøbeligt. Som Bambi på glatis kommer man på prøve, og det opleves både overraskende hårdt og samtidig pirrende, udfordrende at skulle lære at omgås menneskene i den nye fremmede hverdag, når kommunikations mulighederne forvandles – eller helt udebliver i storbyens anonymitet.
For franskfødte Gilles Jeronymos gav det anledning til refleksioner, som samtidig med mødet med dansk sprog og kultur, satte en kunstnerisk proces i gang.

Inside Outside – an invitation
Gilles Jeronymos har omsat sine dyrebare erfaringer i egne værker, han har formet et udstillingskoncept og fået mulighed for at invitere en broget flok af andre kunstnere med indenfor. Det er blevet til en intim udstillingsvisit i Galleriet 1. tv. i Willemoesgade 44 på Østerbro, som finder sted kun to søndage i januar.
Hver for sig og sammen giver elleve kunstnere ti bud på en kunstnerisk fortolkning af kulturmødet og omkostningerne ved at skifte opholdssted – uanset om det er selvvalgt – af lykkelige tilfældigheder – eller fordi man er på flugt fra ulykker og fare.

Angelique Sanossian, Wake-up - Have you ever lost faith in humanity - photocollage, 2017.

Angelique Sanossian, Wake-up – Have you ever lost faith in humanity – photocollage, 2017.

La Maison de Verre, Gilles Jeronymos på udstillingen Inside Outside - an invitation

La Maison de Verre, Gilles Jeronymos på udstillingen Inside Outside – an invitation

I udstillingen indgår værker i forskellige formater. Her er grafik, maleri, illustration, skulptur, installationer med og uden lyd, og fotocollage af syriske Angelique Sanossian, franske Paule Ducourtial, danske Stine Rørbech, Kit Kjølhede, Jeppe Worning, Anja Agnethe Kure & Tim Grabæk, Emmanuel Martini fra Frankrig, Touraj Khosravi fra Iran, og Gilles Jeronymos selv, samt Søren Flygenring Basset – den ene af de to værter i Galleriet 1. tv. For Søren og Mireille Flygenring Basset er det netop det tætte møde og samtalen med kunstnerne, som er baggrunden for galleriets virke. Den ideelle ramme er sat for konceptet INSIDE OUTSIDE – an invitation.

Det er klart udstillingens styrke, at den afspejler det kulturelle kuldegys, oplevet fra flere vinkler. Der er tale om meget mere end det gængse flygtningetema. Værkerne rummer hver sin fortælling om mødet med dansk kultur og kommunikation, her formidlet igennem kunstens facetterede sprog.

Det er mit håb, at dette udstillingskoncept kan komme på tale flere steder i landet.
Den foreløbigt sidste chance er Finisagen på søndag 29. januar kl. 13-16 i Galleriet 1. tv., Willemoesgade 44, 2100 Østerbro.
– God fornøjelse.

Touraj Khosravi - Integration - illustration, coloured print - Limited edition, 2017.

Touraj Khosravi – Integration – illustration, coloured print – Limited edition, 2017.

Søren Flygenring Basset - Inside Outside Parade, olie på E.Dahl, 2017.

Søren Flygenring Basset – Inside Outside Parade, olie på E.Dahl, 2017.