Kulturpersoner hyldes i bronze

Billedhugger Stine Ring Hansen med Morten Grunwald

Teatermanden Morten Grunwald og forfatteren Benny Andersen æres i bronzer, skabt af billedhugger Stine Ring Hansen, Raadvad

Morten Grunwald er tilbage på Østre Gasværk nu i form af en bronzebuste. Busten, der blev afsløret 9. december 2019, er skabt af billedhuggeren Stine Ring Hansen, Raadvad, som også har foreviget journalist og matadormor Lise Nørgaard i bronze, og snart påbegynder hun en ny bestilling.

Det var Morten Grunwalds mangeårige ven og teaterkammerat Per Pallesen, som umiddelbart efter Grunwalds død i november 2018 tog initiativ til at sætte ham et minde, netop i Østre Gasværk Teater, som Morten Grunwald oprindeligt var initiativtager til, og selv var chef for i en årrække.

En stærk og visionær indsats for dansk teaterkunst, og en international succes, blandt andet som medvirkende skuespiller i Olsen Banden, det vil Morten Grunwald blive husket for. På Østre Gasværk er de stolte og glade for at byde ham velkommen igen i bronzens gyldne format.

Benny Andersens Snøvsen

Benny Andersen i støbeskeen
Den lige så folkekære digter og forfatter Benny Andersen mistede vi også i 2018.
På hans 90 års fødselsdag den 7. november 2019 skød Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune en indsamling i gang, for at sætte bysbarnet Benny Andersen et værdigt minde. Flere lokaliteter er i spil.

Benny Andersen boede mange år i og omkring Kgs. Lyngby, og i nogle af årene var det Portnerboligen ved kunsthal Sophienholm, der gav digteren tag over hovedet. Så det kan blive her, men også andre forslag er under overvejelse.

Billedhugger Stine Ring Hansen er blevet spurgt, om det er en opgave, hun vil forløse, og med god grund.
Dels har hun mere end 25 års erfaring, dels har hun allerede givet form til Benny Andersens kendte figur Snøvsen, der er blevet maskot for indsamlingen.

– Interesserede kan læse mere om indsamlingen på www.facebook.com/Bennyandersenindsamlingen.

Fra ælling til svane
Stine Ring Hansen har tidligere vist sit fine talent for at indfange personligheden hos den portrætterede, eksempelvis med busten af Lise Nørgaard, som i dag kan opleves i Portrætsamlingen på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Stine Ring Hansen med Lise Nørgaard

Oprindeligt var det etableringen af Korsbæk på Bakken, som satte Ring Hansen i gang med at portrættere Lise Nørgaard, men forfatteren endte lykkeligvis på slottet, og kunne selv afsløre busten i forbindelse med fejringen af hendes 100 års dag.

Tidligere har Stine Ring Hansen udført en buste af erhvervsmanden Haldor Topsøe.
Og i værkstedet står en model af eventyrdigteren H.C. Andersen klar, når der en dag viser sig en passende mulighed for at give ham en plads.

Billedhuggeren hylder helst livsgnisten, arbejder gerne tidsaktuelt og med indsigtsfuld inspiration i menneskelige karakterer.

Læs mere: www.stineringhansen.dk 

 

Stine Ring Hansen – model til H.C. Andersen

Af Inge Schjødt / inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online, december 2019

Illustrationer:
Bronzebuste af Morten Grunwald
– foto: SRH
Stine Ring Hansen – Snøvsen
– foto: SRH
Stine Ring Hansen – Lise Nørgaard
– foto: Arne Fribo 
Stine Ring Hansen – model til H.C. Andersen
– foto Inge Schjødt 

Haldor Topsøe – en til hver filial

Fantasiens fødselshjælper fylder 70 – Bente Olesen Nyström

Bente Olesen Nyström

Bente Olesen Nyström, fylder 70 år lørdag 11. januar 2020
Hun er født i Espergærde 1950, opvokset i Malmø, uddannet på Skolen for Brugskunst, København 1973, gift med maleren Håkan Nyström, bosat på Frederiksberg.
Medlem af BKF og Dansk Forfatterforening /Illustratorgruppen.

Billedkunstneren Bente Olesen Nyström gør en prisværdig indsats for at give os næring til fantasien, udsyn, sans, og noget at forundres ved.

Gennem mange timers arbejde med at illustrere utallige fisk til fagbøger for Gyldendal og andre forlag, har hun fået blik for de allerfineste farvekombinationer, strøg og nuancer i den fantastiske verden, som vi mennesker betræder. Hun har kigget kulturen i kortene og har brugt, hvad hun har set i sine maleriers galaktiske universer og naturinspirerede, surrealistiske scenerier. 

Sammen med kunstnergrupperne Cirrus og Figuration er det blevet til talrige udstillinger i ind- og udland, og hendes værker kan bl.a. ses på Halmstadgruppens Museum i Sverige og i Bredgade Kunsthandel i København.

Bente Olesen Nyströms talent som tegner og illustrator har lige siden uddannelsen på Skolen for Brugskunst i 1973 har givet hende en strøm af opgaver.

Bente Olesen Nyström – Aftenhavn. Gouache på papir, 30×40 cm.

I 1984 tegnede hun til Isabel Allendes Åndernes Hus, og i 1989 illustrerede hun Vita Andersens billedbog Petruskas Laksko. Hun har tegnet ca. 120 bogomslag, frimærker, og udarbejdet forlæg til restaurering af vægudsmykning i Landbohøjskolens Auditorium, samt udsmykket bogbus med mere.

Hun står bag prisbelønnede bogudgivelser med beretningen om Hr. Alting, Ø-rejsen, og Vejen til festen. – Og En tur med hunden, Velkommen hjem, og Mix & Bax på arbejde er de nyeste bogtitler.

Ni bøger er det blevet til, hvor den sprudlende, fabelagtige streg udfolder fortællende motiver, inspireret af stjernehimlen, skovens vækster, havenes dyb samt Bente Olesen Nyströms egen finurligt underfundige fantasi.

Prisbelønnet med legater og udmærkelser: 

Hr. Alting i Ørkenen – fra billedbogen “Hr. Alting”, Gyldendal, 2006

– blandt andet Stiftelsen Halmstadgruppens Stipendium 1983,
Kulturministeriets Illustratorpris, 1994.
IBBY’s (International Board on Books for Young People) ærescertifikat i 1992, i 1996, og i 2008 for Hr. Alting.
Rejse- og arbejdslegater – se
http://www.cirrus-kunstnergruppen.dk/

Fødselsdagen fejres med en reception på dagen
11. januar 2020 fra kl. 12-16
Bredgade Kunsthandel, Bredgade 69, 1260 København K

Af Inge Schjødt / inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 11//2019

Læs også portrætsamtalen fra KAV 10/2016
Kunsten kan man ikke stole på – her

 -> Klik ind på illustrationerne, og få oplevelsen i en bedre gengivelse

Som træet i vestenvinden – Ane Henriksen

Ane Henriksen – Urban Growth

Portræt af væveren Ane Henriksen – en sej fornyer af dansk gobelinkunst

Det er sæson for byløvfald – et rammende udtryk, som væveren Ane Henriksen har skabt for de tabte vanter, der daler ned på byens fortove og cykelstier på denne årstid. Dem har hun samlet op og brugt som fyrretoppe i stort tableau med titlen Urban Growth.

Vanteværket vakte herlig opsigt på jubilæumsudstillingen Dansk Gobelinkunst 20 år i Rundetaarn sidste sommer, og synet mindede mig om, at Ane Henriksen var værd at præsentere på denne plads.

Vækst
– Jeg elsker træer. De fortæller så meget. Træerne stemmer sindet, fortæller væveren over en varm kop the på en grå dag.
– Jeg ledte efter noget, som kunne udtrykke fyrretoppe, og en dag faldt blikket på de her fortabte vanter. Vanteværkets genbrug falder godt i tråd med hele recycle-tanken, som Ane Henriksen har arbejdet med fra den spæde start. I år er Urban Growth 2018 med på udstillingen 16th Textilbiennale i Lods i Polen og Urban Growth 2019Sustainable City i Madrid.

– I tæppet Min Vestenvindshimmel fra dobbeltudstillingen i dialog med maleren og thyboen Jens Søndergaard på Heltborg Museum i Thy, der lykkedes det at få vinden indfanget med de opviklede dunter, der er stukket løst ind sammen med det alt for pæne blå. 

AH – Jagtmark, Markens Skød

Ane Henriksen skabte her en drøm af en udstilling med en serie parafraser i uld, arbejdsskjorter, jagttøj og lidt af sit eget lingeri på en stor væv på Statens Værksteder, og matchede Søndergaards sanselige landskabsmalerier.
Et af denne udstillings billeder Jagtmark – Markens Skød var i år med på udstillingen Garden of Eden i Østrig. Businessky og Kontorlandskaber skabte hun af lyseblå business skjorter, indsamlet i Nykredit, Nationalbanken og Sparekassen Thy.

Beskæring
Sanselighed og intens kropslighed vistes på udstillingen Lady Sings The Blues på Kunstindustrimuseet i 2011, skabt bl.a. i slidt sengelinned. Her var streger af grafitti kombineret med allegorien over navneklude i to store lyserøde vævninger med til at pege frem med en ny overstadig insisteren.

Genresprængende var sproget i Ane Henriksens udstilling Natur U Natur på Skive Kunstmuseum 1997, hvor laboratoriesnit af den menneskelige anatomi blev omsat til en værkserie, som perspektiverede verdens tilstand, digitale indgreb og skrøbeligheden. Farveholdningen var – med en venindes ord – som at gå en tur ved stranden. Selv oplever hun, at det har mindelser til nylonstrømperne i fasterens strømpebutik i Skive. 

AH – En sort tråd snubler hen over fladen i Min Vestenvindshimmel

– Men jeg ønsker at få fortalt en historie, det har aldrig været nok at lave en lækkerbidsken, fortæller Ane Henriksen om sit udtryk.
– Det må gerne ligge på grænsen mellem det frastødende og appellerende, siger hun.
Og det var de fundne, oliesmurte fiskegarner og slingredugen, som hun i starten hentede på stranden da også. 

Slingredug er ikke navnet på en teknik, men navnet på de gummibehandlede net, som lægges under løse gulvtæpper – eller under servicet ombord på fiskekutteren.

– En variation af slingredug gav et præg af korssting i serien af Verdenstæpper – Ligklæder fra 1990’erne, hvor bl.a. krigen i Golfen gjorde indtryk, og fungerede også i Natur Lighed til Holstebro Kunstmuseum, hvor hun udstillede sammen med fotografen Per Bak Jensen. 

AH – Min Vestenvindshimmel

Udplantning
Det var i Hanstholm, på det yderste hjørne af den jyske vestkyst, Ane Henriksen slog sig ned i 1976 og senere fik familie og værksted efter uddannelsen på Kolding Kunsthåndværkerskoles Tekstillinje.

Mellem tyske bunkers og strandet fiskegarn var det, at hun modigt fandt elementerne til den første gobelin, der i 1983 kom med på Kunstnernes Efterårsudstilling – værket Bunker, skabt af fiskegarn, som blev præmieret med Georg Jensen Sølvsmedies Årspris.

Hun blev medlem af Thisted Udstillingens kreds, og deltog i den 4. Nordiske Textiltriennales udstilling i 1984. Ane Henriksen fik opgaver som censor ved Charlottenborgs Forårsudstillinger i 1987-88, og som leder af væveafdelingen på Det Jyske Kunstakademi 1989-91.
Hun har begivet sig ud på eventyr på rejser til bl.a. Leningrad, Kaukasus, Ægypten, Israel og Island. Siden 2002 har basen været København. 

AH – Stammen, Thy Kvadrater

Stammen
Ane Henriksen er vokset op i en familie af landmænd og tøj- og tricotagefolk, hvor forældre, faster og onkel havde med tekstiler at gøre.
– Det var en mosterlig ildsjæl, som førte Ane Henriksen i retning af Kunsthåndværkerskolen, og den dygtige, strenge, sønderjyske væverske Cis Fink, som i 2 år docerede vævehåndværkets teknikker.

Med den ballast har Ane Henriksen siden arbejdet både stringent og fabulerende i sit udtryk, gerne med fund i tidens diskurs og debat, hvor en verden af såvel fysisk som mentalt materiale er væltet ind, og aktuelle temaer er blevet vævet og vraget.

Ane Henriksen, f. 1951, står som en af de yppigste eksponenter for moderne dansk vævekunst, er præmieret med legater og udmærkelser fra Statens Kunstfond, Anne Marie Telmanyi, født Carl Nielsen’s Fond, Nationalbankens Jubilæumsfonds Hæderslegat m.fl.
Ane Henriksen har repræsenteret dansk samtidskunst på internationalt niveau: Skt. Petersborg, USA, Canada, Kina, Japan, Brasilien og vidt og bredt i Europa og Danmark.
Læs mere: www.anehenriksen.dk 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 11//2019

Klik ind på illustrationerne her på siden, og se værkerne i en bedre fotokvalitet.
Ane Henriksen – Urban Growth, 2018 – foto: Ole Akhøj
Ane Henriksen – Jagtmark, Markens Skød – kunstnerens eget foto
Ane Henriksen – Min Vestenvindshimmel – foto: Ole Akhøj
Ane Henriksen – Stamme – Thy kvadrater – foto: Gert Skærlund Andersen
Ane Henriksen – En sort tråd snubler hen over fladen, detalje, foto: Ane Henriksen