Overalt ser vi en opblomstring af taktile aktiviteter, der stimulerer hænderne og befordrer en tryghed, som ikke længere findes i den omverden, vi får fortalt på de allestedsnærværende devices. Heldigvis kender mennesket til at finde ro og fordybelse ved at skabe noget, sørge for tøj til kroppen, designe afdækninger mod kulde og indkig, og ved at dyrke fantasien og kunsten, som et reservoir af energi til mental overlevelse.

Når Ane Henriksen finder på at bruge tabt ’byløvfald’ – det vil sige tabte vanter – til at illudere fyrretoppe i en stor gobelin, og genanvende brugt jagt- og marktøj i en udstilling med maleren Jens Søndergaards landskabsbilleder som pendant, så bobler signalstofferne hos den, der har øjne at se med.

Når Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så husker vi udsigter over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som åbenbarer sig i mødet med den genuine tekstilkunst, som vi har så fine traditioner for at skabe.
Nu mangler vi blot at passe bedre på det, og at vise og tolke det, så nye generationer finder glimt af fortidens indhøstede lærdomme, og bærer dem videre med den samme stolthed, som vi nyligen har set ved kongeparrets besøg på det navnkundige franske værksted La Manufacture des Gobelins i Paris.

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes  – men som der ikke findes noget museum for i dag. Der mangler i den grad et sted med samlingsansvar for tekstilkunst herhjemme.

– Beklædningskulturen og tekstilindustrien præsenteres i lokale samlinger landet over. På Danmarks Designmuseum går tendenserne i retning af møblerne og det industrielle design med fortegnet Danish frem for den taktile og tekstile skat, der er deponeret her.

Ildsjælene i Ebeltoft fik museet GLAS op at stå ved utraditionelle, men virksomme greb. Porcelænet og keramikken har fået fans og fodfæste på museet CLAY i Middelfart. Men tekstilkunsten er endnu hjemløs.
Det kan ikke blive ved.

– Måske kan der udskrives en konkurrence om at overtage Svanemølleværket i stedet for helt at overlade det til Teknisk Museum fra Helsingør? Måske kunne museumsaktiviteterne fusionere, så der bliver plads til både det maskuline og det feminine interessefelt, der ved indfaldsvejen til hovedstaden?

Terningerne er hermed kastet – snart bliver det Kulturministerens tur!   

… … … 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2025 – Lederartikel

Læs anmeldelse af Lundsgaard udstillingen – Overvejende tekstil – her

Læs mere om planerne for Teknisk Museum på Svanemølleværket – her

Maleren Michael Ernst Pedersen har helt sin egen måde at se verden på. Med kunstnerens skarpe blik samler han på elementer, der en dag kan bruges i et billede. Et indtryk af en færge ved Amaliekaj, nogle brogede køer på en mark eller blot nogle møbler i et rum – det gemmer han i hukommelsen.

– Det er rummet på fladen, som optager mig, fortæller maleren Michael Ernst Pedersen.
– Perspektivet er én metode, men ikke den eneste. Der kan være størrelsesforskelle, overlapninger og farver, hvor f.eks. nogle farver træder frem, mens andre er mere stille og nogle neutrale, forklarer kunstneren om sin arbejdsform. Malerierne er ikke bundet strengt til perspektivet, og netop derfor rækker de en buket af overraskelser til publikum.

Michael Ernst Pedersen debuterede på Charlottenborg 1981. Han er medlem af Foreningen af 18. November, Maj 93 samt Åbne-Atelierdøre Stevns/Faxe. Han har arbejdet som kunstkonsulent i Gladsaxe Kommune og har bl.a. undervist på Søllerød Kunstdaghøjskole, Skolen for Brugskunst og Frederiksberg Husholdningsskole.

På Kulturstedet Lindegaarden bliver der travlt med mange nye besøgende, mens udstillingen af Michael Ernst Pedersen finder sted. Og det er udstillingen LANGT FRA ∙ TÆT PÅ valgt efter. Lokalerne er udlejet til flere familiefester, konfirmationer, kursusforløb med mere i maj og juni, og der venter gæsterne en humoristisk oplevelse.

Udstillingen er arrangeret af Lindegaardens Venner
i samarbejde med komkunst.dk.

Fernisering – mød kunstneren fredag 2. maj kl. 13 – 15

Udstillingen kan ses 2. maj til 21. juni
Åbent tirsdage kl. 13 –  16. Gratis adgang

Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, 2800 Kgs. Lyngby – læs mere her

 

Otte velgjorte, kunstneriske manifestationer genlyder af omsorg, indsigt og politisk forargelse

Det er helt på eget initiativ og der er gået over to år siden kunstnerne bag udstillingen TID ∙ MULD ∙ STJERNE lagde billet ind på at udforske klimakrisen og undersøge, hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten i det flotte rum, Bibliotekssalen i Rundetaarn i København.
På den kunstnerkuraterede udstilling medvirker Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen. Otte kvinder med samvittighed.
Ved den første af flere Tower Talks introduceredes de besøgende af kunstnerne selv i denne helt rigtige ramme for den tværæstetiske, historisk- og vidensbaserede begivenhed, hvor der er ganske meget at stille skarpt på.

Det hele handler om de alvorlige konsekvenser, den antropocæne levevis har for naturen, mulden, jorden, planetstjernen og for os selv.

For at komme indenfor i udstillingens areal skal man helt bogstaveligt træde sommerfugle under fode! Karen Gabel Madsen har malet et bånd af truede sommerfuglearter, som kun kan passeres på denne måde: ved at du træder på dem. Så er tonen slået an.

Tidens lære
En kvindelig kriger i en dragt inspireret af tv-serien Star Trek tager imod. Nina Maria Kleivan beretter om en opvækst i Norge med traumatiske familiehistorier, der tidligt i livet i den grad mobiliserede kunstnerens vrede og modstandskraft. 

Heling har hun fundet gennem arbejdet med tekstilkunsten, der er et af Kleivans fine kendetegn. På udstillingen står otte faner i kreds, sorte udadtil og med stærke ord vendt indad mod midten. Desuden ser vi et lysbord med noget, der ser ud til at være kryptiske levn fra en civilisation, der til sidst har ødelagt sig selv. Tidens forvitrede former er abstraheret og igen koncentreret til et magtfuldt kunstnerisk udsagn.   

Vicky Steptoe fortæller med blomsternes kraftfulde poesi i filmen Pastva om skrøbelig sameksistens mellem blomster, bier og mennesker. Et billedtæppe viser Aztekernes blomst, Dahlia, som de både spiste og brugte medicinsk. Stjerneforskeren Tychos næse, hugget af i en duel, får vi at se, som en advarsel og en hilsen fra eksillandet, og på et bord ses de tegnede dagbøger, der har fulgt kunstneren gennem projektets tilblivelse. Kunstneren viser os i de fire glimt forbundetheden i historien, i nuet og relationen til magtens forvaltning.

Pernelle Maegaard har broderet Jordens remse på genbrugsduge. Dels er det ordspil Fra den skønne jord til Jorden i en anden forstand, dels er det den nonsens, vi kan opleve, når det hele løber løbsk. Med keramiske jordvæsner har hun kreeret en stop-motion video, hvor spørgsmålet er, om de kommer frem af mulden for at kommunikere med os? Er en ny tid i anmarch?

Skam og forargelse i spejlet til Jordens børn

Jeanette Land Schou viser en serie detektorfund, såkaldt technofossile materialer, som kunstnergruppen har gravet op på Amager Fælled. Hun får fundene fortalt i flere versioner, og den ene er betydeligt smukkere, end den anden.

På tre plancher viser hun den praktiske indsats med udgravningen, i et raritetskabinet vises stumperne, og så har hun heldigvis givet nogle af fundene en mere kunstnerisk fortolkning i en serie sort-hvide stillebenfotos af æstetisk karakter. Amager Fælled er blevet mishandlet gennem generationer, kan vi se, som losseplads og som byggeplads.

Nanna Gro Henningsen fortæller med udgangspunkt i planterne muskatnød og valmue på blodig baggrund en skamfuld historie fra det 18. århundrede, hvor grådigheden blandt koloniale handelsfolk tog overhånd, og hele øers befolkning blev udryddet, for at købmændene kunne skaffe sig monopol på de værdifulde krydderier – ren og skær Brutalized Botany.

I installationen fornemmer vi kolonitiden gennem skibsinventar og orientalsk inspirerede genstande, der fandt vej som dekorative elementer i den vestlige borgerlighed – den lysende globus, skærmvæggen med fint tegnede prospekter og smukke genstande i tropiske træsorter, stablet som symbol på Grådighedens umådeholdne dødssynd.

– Det var dengang. Men, vi kan vist ikke helt sige os fri af den hvide, europæiske overlegenhed, der martrede den vestlige civilisation. ¨

– Så, hvordan tager vi det ind i dag? Hvad tager vi med fra tragedien? Det er dilemmafyldt at håndtere den skyld, der implicit hænger ved skulpturerne.

Fremtiden er fremmed
Henriette C. Hansen har set roerne begynde. Hun er vokset op med landbrugets rytme, og kerer sig om, hvordan vi påvirker og påvirkes af det kulturelle landskab, når naturen omformes og forvrides af menneskelige interventioner.

Henriette C. Hansen har modelleret den genetisk simple Arabidopis, også kaldet Gåsemad, som en dag formodentlig skal vokse videre på Mars, Hun undersøger begrebet terraforming, det at modificere en planet til en mere beboelig atmosfære, her lagt an med termiske folieskærme og symbolske jordprøver i et kig ind i en nær fremtid.

Bodil Brems har placeret Café Oblivion et sted i verdensrummet, og derude sælger den små erindringsbokse og kapsler med feromoner, halogener, lyde og fortællinger til at nyde på stedet. Caféen er udsmykket med malerier med motiver fra Jorden, der forestiller caféer i en ukendt tid, hvor horisonten er forsvundet.

Hug din højre arm af, hvis den forarger dig
Der er ingen tvivl om, at de medvirkende har gjort sig umage, og individuelt har dybe intentioner. Men, der hvor udstillingen bærer præg af en voldsom kollektiv forargelse, bliver det svært. Netop forargelsen er en særdeles ambivalent og uproduktiv følelse, der går over i vrede, og en oplevelse af uretfærdig frustration.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den skam og skyld, jeg bliver eksponeret for.
– Det er politiske manifestationer i slowmotion.

Forargelse er blevet lokkemad i den hvirvlende nyhedsstrøm, fordi den følges op af andre, lige så stærke følelser, og holder seeren fast. Forargelse misbruges som ’klickbate’. Men det er sjældent rigtig befordrende, især nu, hvor det er mere end rigeligt at forarges over, og det er blevet en folkesygdom at give udtryk for det på den mest hensynsløse måde, bl.a. på de såkaldte sociale medier. Hvordan dæmper vi dog den adfærd?

En rum tid går der, fra en god idé opstår til den kan realiseres i udstillingssammenhæng. Så, når det hele endelig løber af stablen, da er det et godt spørgsmål, om verden vil tage imod visionen? – Holder ideen hele vejen til stjernerne?

Epilog: En formildende fortælling
I en verden, der accelererer, insisterer værket Still Dreaming på en anden bevægelse – en, hvor vi lytter, hviler og genforbinder os med drømmens langsommelighed, fortalt af 70 år gamle mennesker på en drømmeseng. Sengens tæppe og pude med masser af stjerner broderer Nina Maria Kleivan og Pernelle Maegaard, mens de våger over de sovende – ude og inde, i forskellige landskaber. Det fortælles på udstillingen i videoen, mens drømmesengen står indbydende med det milde stjernetæppe.

– Den blå seng bliver et transitrum mellem det nære og det kosmiske, fortidens hukommelse og en endnu uvis fremtid, udtaler Kleivan og Maegaard.

Tak for den brændende dedikation!

Der må lyttes til tiden, mulden og stjernerne. Udstillingens, kunstens sensitive omsorg er værd at kopiere i den hverdag, der leves udenfor Rundetaarn.

Rundetaarn ∙ Bibliotekssalen
Købmagergade 52 A
Frem til 9. juni

… … …

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

… … … 

Bare se og sans udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil på Lundsgaard Gods på Fyn

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes herhjemme.

Udstillingen er den tredje i rækken på stedet, kurateret af Torgny Wilcke – og denne gang i samarbejde med Anne Fabricius Møller og Ingrid Kæseler, som har udvalgt omkring 30 kolleger og samarbejdspartnere til et storslået show i Lundsgaard Anexet – Rustikken, der på ferniseringsdagen blev indviet efter en større renovering.

Tekstiler og tryghed // Kroppens fortællinger
På udstillingen er der lagt vægt på den tætte forbundethed til tekstiler, vi alle har i vores daglige liv. Først og fremmest den kropslige relation, der genkendes af den enkelte i mødet med transformerede former for påklædning. Med tøjet som udgangspunkt ses råt bearbejdede gobeliner og fornemme enkeltværker af eksperimenterende karakter.

På gårdspladsen mødes vi af Birgitte Boesgaards skønne røde bluse, der blafrer fra kvisten. Indenfor hænger Ane Henriksens flotte Jagtmark – Markens Skød i dialog med Jens Søndergaard, vævet af brugt arbejdstøj.

Også Mette Ussing i fotostatformat med Kjole fra 1967 og Hannah Heilmanns installation My Laura Ashley Dresses viser tøjets betydning. Kristine Mandsbergs blødt skulpturelle værker i serien BIG BLOP går ligeledes i dialog med kroppen i kraft af de organisk-puffede former.

Udstillingen fortsætter op ad paradetrappen til 1. sal, og mellem den flot, fritlagte bjælkekonstruktion hænger og ligger der tøjstykker, formgivet som forskellige spor – Søren Nielsens Paint, akryl på beklædning, FOS’ Wardrobe, Adam Christensens Green Gloves og Lace, samt Birgitte Boesgaards Dobbelt udfald med accessories i endnu flere versioner.

Husets fortrolige fortællinger
På udstillingens anden tematiske hovedlinje fremhæves fortrolige relationer til de taktile materialer i menneskets hjemlige domicil. Mette Winkelmanns Pavillon på plænen giver helt bogstaveligt tag over hovedet. Indenfor til højre i Rustikken falder et hvidt, blødt, tyndt og semitransparant gardinstof ned fra det klinkbyggede træloft – et samskabt tekstil af vietnamesisk-danske Danh Vo og virksomheden Kvadrat med spor af skrifttegn fra tidligere generationer. Bølgende gardinfornemmelser er der også i Iben Højs blondetynde Web, not Waste, og tørresnoren finder vi fyldt af Begitte Lynge Andersens HOMELAND I-IIX, Golden Edition – forgyldte viskestykker.

Et helt sofahjørne er der med gulvtæppe af Caroline Freja Langdahl og Henrik Vibskovs muntert broderede FREDERICIA-møbel.

Torgny Wilckes gerigtindrammede stofbilleder fornemmes som døre, man ikke uden videre kan passere, hvor Claus Egemoses luftkastel Untitled i rødt og stål giver lyst til at blive stående en rum tid.
Den stramme symmetri og regelbundethed i Ingrid Kæselers japansk inspirerede ’pavilloner’ skaber ligeledes en følelse af stedfæstet, åndbar ligevægt, som også kan opleves i Ellen Bangsbos fibernet, flettet af brændenælder.

Landskabets fortællinger
Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så vi husker en udsigt over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som vi også møder i Anne Fabricius Møllers Brændte, Spirende og Pløjede Marker fra 1990, og abstrakt trykte stofbaner med Traktorgangens grå og gule spor fra 1993.

Fortællinger om Sindsro
Fornemmelse for tekstilmaterialets sindsro udviser kunstneren Signe Emdal, som har haft hænderne i jordsnavsede, rå hamme på Island. Forsigtigt inviterer hun den kun sparsomt skyllede råuld ind i sin verden af lysende, pastelfarvede tråde, så natur og kultur favner hinanden i værket Mqruldr.

En vis ro er der også i Charlotte Østergaards frithængende tæppeduet ComPleat, i AVPDs monocrome Fabric af farvet tovværk, samt i Grethe Sørensens to markante jaquardvævninger, der illuderer fotografiske nærbilleder af vævede billeder under titlen Tokyo Nights Close Up. Her er der både afstand og nærvær, når du kommer helt tæt på, og fornemmer de faktiske tråde.

Mette Ussings tidlige vævninger i hør og uld, og motivet Skovbund vidner om tekstilkunstens engang mere naturbundne univers fra 1960’erne og 70’erne. I en noget mere løssluppen kategori har vi Cecilie Bendixen og Laura Bruëls Forvildede interiører fra 2025, som kan opleves både inde og ude.

Værket Drivebillede, Dirigeret Tachisme fra 1960 af Gunnar Aagaard Andersen, samskabt med Ege Tæpper, ligger centralt lige ovenfor trappen på første sal og vidner om datidens udsyn og muligheder for samarbejde, hvor malerens motiv er omsat til tekstil.

Et sådant samarbejde med visionære sponsorer kunne gøre det muligt at tage hånd om de tekstile kulturperler og sikre dem for fremtiden. Foreløbigt gør Lundsgaard det smukt ved at lægge fabelagtige kvadratmeter til udstillingen med Overvejende tekstil i den nyistandsatte verden.

Men faktum er det, at tekstilkunsten herhjemme i realiteten er hjemløs.
– Det kan ikke blive ved.

– Tænk, hvis der nu var et blivende sted for et gensyn, et samlingssted, et museum for tekstilkunst med samlingsansvar. Da kunne vi opleve tekstilkunsten med endnu mere sindsro og tryghed i forvisning om, at tekstilkunsten får sin berettigede anerkendelse og kulturperlerne bevares.

Lundsgaard Gods ∙ Anexet 
Lundsgårdsvej 15 – Kerteminde
Frem til 1. juni

… … …
Læs mere om Lundsgaard Gods – Anexet her
… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

… … …