Crowdfunding til bronzeudstilling i Fortunfortet

Billedhugger Stine Ring Hansen planlægger en stor udstilling i Fortunfortet til sommer - Foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen planlægger en stor udstilling i Fortunfortet til sommer – Foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen fra Raadvad Bronzeværksted planlægger en stor 25 års jubilæumsudstilling af tidligere værker samt nye bronzeskulpturer, der skal finde sted i den underjordiske fæstning FORTUNFORTET ved Kgs. Lyngby fra 18. august til 9. september. 

Netop nu søges der midler hjem fra fonde og sponsorer, og de første midler er heldigvis bevilget, bl.a. fra Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturfond og fra Fog Fonden i Lyngby. 

Fundraisingen er godt i gang, nu også med en åben crowdfunding på Booomerang.dk, hvor håbet er at engagere virksomheder, kunder og venner som medsponsorer. 

Udstillingen, som bliver til i samarbejde med Fortunfortets Venner, kommer til at bestå af såvel nye, stedsspecifikke værker, skabt med inspiration fra Fortunfortets rum, samt skulpturer fra billedhuggerens vidtspændende virke. Skulpturer fra billedhugger Stine Ring Hansens hånd passeres dagligt af mange mennesker landet over. Fra Rødbyhavn til Skagen, fra Svendborg til Ballerup, i Taastrup og i Herlev m.fl. kan man finde eksempler på hendes værker, skabt på Raadvad Bronzeværksted.

I gang på Raadvad Bronzeværksted - billedhugger Stine Ring Hansen

I gang på Raadvad Bronzeværksted – billedhugger Stine Ring Hansen

– Jeg har fået en unik chance for at lave en større udstilling, som jeg virkelig glæder mig til at præsentere, udtaler Stine Ring Hansen om projektet. Fortunfortet har med sit forfald, en råhed og skønhed, der vil indhylle skulpturerne i en særlig stemning. At bringe en kunstnerisk oplevelse sammen med en historisk oplevelse kan give gæsterne en ekstra dimension i oplevelsen. 

– At formidle sanselige oplevelser til både voksne og børn ligger mig meget på sinde.
– Børn hungrer efter at udtrykke sig kropsligt og formmæssigt. Derfor bliver der på udstillingen også værkstedsaktivitet og workshops, hvor de de besøgende får mulighed for at skabe deres egen skulptur i ler, voks, m.m.
– Vi inviterer også skoleklasser til at kigge forbi.
– Her er masser af inspiration til både billedkunst, matematik, dansk og historie, siger Stine Ring Hansen.

Stine Ring Hansen på research i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby

Stine Ring Hansen på research i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby

På udstillingen kan man se film og fotos om arbejdsprocessen som bronzestøber og billedhugger, samt eksempler på udsmykninger og prisværker, som den fornemme ”H. C. Andersens Litteraturpris” Svanen, der er givet til J. K. Rowling, Isabel Allende, Salman Rushdie med flere.

Kunstneren har nyligt udført en buste af journalist og forfatter Lise Nørgaard til Portrætsamlingen i Frederiksborg Slots Nationalhistoriske Museum, samt en buste af industrimanden Haldor Topsøe, der er opstillet ude i virksomhedens internationale afdelinger.

Udstillingen, der tegner til at blive en fin sommerbegivenhed, tilrettelægges for et bredt publikum. For kunstinteresserede, for militærhistorisk interesserede, for børn og voksne.

– Den sker som en markering af kunstnerens 25 års jubilæum, og finder sted i forlængelse af, at Stine Ring Hansen den 4. august kan fejre 50 års fødselsdag.

Sponsorer inviteres via crowdfunding
Udstillingen finansieres bl.a. ved en netværksindsamling – en såkaldt crowdfunding – ligesom kunstneren søger støtte hos en række lokale virksomheder og nationale fonde, hvoraf nogle allerede har bevilget de første summer til virkeliggørelse af udstillingen. 
Stine Ring Hansen sætter en række fine incitamenter på højkant til gengæld – bl.a. er der Bronze Brunch for to på Raadvad Kro, undervisning i bronzestøbning for interesserede, mulighed for at bestille eksemplarer af kunstnerens jubilæumsskulptur – velegnet fx. til kunstforeninger, samlere, m.m. Læs mere om crowdfundingen her, og tjek ind på netværksnindsamlingen, hvor et bidrag til udstillingen modtages med en Hjerteligt TAK.

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Udstillingen åbner lørdag 18. august kl. 14
og varer frem til 9. september. 

Åbent hverdage kl. 16-20, lø –sø kl. 12-18, (ma lukket) – samt efter aftale.
På udstillingen vil man møde kunstneren selv samt frivillige fra Fortunfortets Venner.

FORTUNFORTET – v/Hjortekærvej / Dyrehavegårdsvej / Fortunfortvej 16 – 2800 Kgs. Lyngby

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Komkunst.dk samarbejder med billedhugger Stine Ring Hansen, og bistår med fundraising, pr og kommunikation.

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar