Naturen har båret hendes livsbane – Anita Houvenaeghel

Anita Houvenaeghel
foto: Anne-Mette Vinter

En sky af blade startede kunstnerkarrieren for Anita Houvenaeghel

Mørket fik ikke bugt med lyset og livskraften hos kunstneren Anita Houvenaeghel, da hun kom til verden som krigsbarn i 1945 på Bogholder Allé i Vanløse. I hjemmet var der råt og fattigt, men også eventyr og glimt af kunstens verden, når stedfaderen skaffede billetter til Det Kgl. Teater, hvor han arbejdede, eller Anita selv opsatte dukketeaterforestillinger for kvarterets børn.

Den nu 79-årige maler, grafiker, billedhugger og foredragsholder opdagede ganske tidligt naturens dybe grokraft og fascinerende skønhed i æbletræet og i den urtehave, hun anlagde i et forladt hjørne af haven. Som blot skolepige supplerede hun familiens husholdning med grønsager. En sommerferie i et omrejsende tivoli stimulerede også fantasien.

Som 14-årig meldte hun sig ud af skolen, og gik sine egne veje. Det meste af tiden havde hun brugt på at tegne. Nu lærte hun sig syning og husholdning, først som ung pige for velstående og kulturelt dannede familier, og snart som nygift og mor i sit eget hjem.

En dag, hvor hun satte sig og ammede sit første barn på en bænk i Søndermarken, oplevede hun vinden gribe fat og lege med træernes visne blade, og Anita blev klar over, at det skulle hun male!

Herefter tager kunstens udfoldelse for alvor fat. Anita Houvenaeghel maler naturen og det nære i et ekspressivt-lyrisk sprog, og maler så godt som hver dag.

For tiden er hun i gang med at forberede sin 12. kirkeudsmykning, og det er dybt interessant at følge de forskellige overvejelser, mens modeller og skitser nærmer sig de ønskede visioner om et åbent, imødekommende og tidssvarende kirkerum.

Fra Domus Vista til Charlottenborg

Kirkeudsmykning – forarbejde

De første kunder fandt hun i det nyopførte Domus Vista på Roskildevej. Om aftenen, når døtrene var lagt i seng, fyldte hun barnevognen med billeder, og gik i gang som dørsælger i den store ejendom.
– Her fik jeg mit eget kunstakademi, fortæller hun.
– Folk tog godt imod, og ville gerne høre mig fortælle, og kom selv med deres besyv.
– Alt dette noterede jeg ned, og tog ved lære af.

– Min første udstilling var i en HT-bus, hvor chaufføren venligt spurgte, hvad det dog var, jeg havde under armen på vej med billeder til en kunstforeningsudstilling.
– Det skal vi da se! Sagde han og kørte ind til siden og standsede. Så pakkede jeg billederne ud, folk kiggede og kommenterede, hvorefter bussen kørte videre ind mod byen.

Familien flyttede i kolonihavehus i Herlev, og motiverne ændrede karakter. Hendes flader blev tættere, mere intime med de legende børn og billedet af den røde dukkevogn i blomsterhaven. I 1970’erne åbnede disse motiver vejen til Charlottenborg-udstillingernes anerkendelse. Også Unicef og en Irma-pose var med til at gøre Anita Houvenaeghel til et kendt navn.

De spinkleste strå
Hun rykkede længere ud i naturen til Himmerland i det jyske. Her vandrede hun stierne tynde omkring sit sted. Det var et meget anderledes univers end storbyens oaser.

Anita Houvenaeghel – Langs Hegnet

Hun stod midt i frodige blomsterenge, og hun så, hvordan det vilde strå, et træ, en slyngning af åen greb fat i kompositionen. Deraf skabte hun serien Langs Hegnet og udstillede gentagne gange på Himmerlands Kunstmuseum. En god portion litografier skabte hun, som fandt vej til hendes kundekreds, banker, kunstforeninger og institutioner.

Høje fjelde og dybe dale i Norge
I 1991 får hun et nyt og voldsomt møde i naturen med de norske fjelde. De indtryk sætter en ny retning og en fysisk kraftfuldhed over hendes motiver, som bliver mere abstrakte. Farveskalaen ændres, penselføringen ændres og formaterne vokser.
På en udstilling i Berlin oplever hun en tilsvarende forvandling, da hun i 1996 ser ældre kunst, som skildrer storslåede rum, arkitekturelementer og figurer. Herfra vokser en ny billedserie frem med spor af indre og ydre rum. I samme epoke vinder Per Kirkeby frem som et af de helt store fyrtårne og tager stikkene hjem.

Kirker til mennesker
Anita Houvenaeghel indbydes i 1998 til at samarbejde med arkitekten MAA Poul Brøgger om restaurering af Brorstrup Kirke, en lille, romansk kvaderstenskirke. En ny altertavle, knæfald, og motiver til prædikestolen, samt farvesætning af bjælkeloft og inventar står hun for, og det giver et helt nyt lærings- og arbejdsfelt.

Kirkeudsmykning – Smerte

Elleve kirker er det foreløbigt blevet til af vidt forskellig karakter.

Hun lærer så meget håndværk, at hun i 2002 – knap 60 år gammel – køber en ruin af et husmandssted i Troldemosen og omdanner det til en drøm af en kunstnerbolig med to atelierer, have og urtehave og plads til gæster og foredrag.

Hun udfører bogillustrationer bl.a. til Paul Austers digtsamling for Per Kofods Forlag, og udgiver bogen Naturen og Lyset.

Laksen vender altid tilbage
Efter tolv år i Troldemosen flytter hun til Sjælland igen.

For nylig er en ny værkserie vokset frem, som i et næsten flydende formsprog afspejler Hvilken Verden, hvilken storhed, der er i og omkring os.

– Naturen har lært mig meget om at være menneske, om at være et agerende, skabende individ.
– Jeg var ikke ret gammel, da jeg forstod det, at se tingene i et perspektiv.
– Nysgerrigheden fik jeg i mødet med pælerod og kastanjeblade.
– Jeg lærte at skabe gennem legen.

…..

Anita Houvenaeghel – Hvilken Verden

Læs mere på Wikipedia om Anita Houvenaeghel – her

…..

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 2 / 2024 – februar 2024

…..

At se med hjertet og hånden – Tina Kallehave

Tina Kallehave i Kunstbiblioteket

Det mellemmenneskelige krystalliseret i ler, stof, bly og ord – Tina Kallehave i Kunstbiblioteket

I Kunstbiblioteket, henne om hjørnet, inderst i kælderen i Nikolajgade 22 i København, gemmer der sig et ret unikt udstillingsrum. Unikt, fordi rummet er det absolut modsatte af blanke, hvide vægflader og parketgulve, som de fleste gallerier tilbyder deres kunstnere. Tværtom har det sjæl og patina, rørføringer og terrazzogulv, som spiller med.

Her præsenterer kunstneren Tina Kallehave en sanselig rejse ind i menneskelige erfaringslag med udstillingen ”Det som var, er” – en installation, et såkaldt ’gesamtkunstverk’ med tre anslag.

Revner og sprækker er titlen på første anslag, Uden hud hedder det næste, og Skrift er titlen på det tredje anslag.

Undervejs
Der er ikke et menneske at se i værkerne, som sådan. Men, det handler alt sammen om os mennesker, og de spor, vi afsætter gennem generationer og gennem relationer.
– Udforsket og transformeret er det blevet gennem kunstnerens langsomme værkstedsproces i værker af to slags ler, hengemt sofabetræk, kondemneret bly – og sarte ord og tanker, nålefiltet mod baggrundsstoffet. 

Tina Kallehave – Revner og sprækker

Når Tina Kallehave går sig en tur i skoven eller ved stranden, så ser hun med sit indre blik på menneskelige relationer i de genstande, hun får taget op i hånden.

– Finder hun en Rombeporfyr, dukker der tanker om segregation og hierarkier frem ved synet af de forskelligartede bjergarter, der ses i den komprimerede, lavaskabte sten.

Undersøgelser af forskellige sten har ledt hende til at arbejde med værkserien Revner og sprækker, hvor hun kombinerer stentøjsler og porcelænsler, der agerer forskelligt i brændingsprocessen, og åbner et netværk af revner i overfladen på skulpturerne.

Ord som uønsket, forkert, overset og under pres dukker op i strømmen af associationer og erindringer. Ikke relateret til det private som sådan, men som erfaringer og fortællinger om levet liv på tværs af tiden og i forskellige samfundsmæssige sammenhænge, hun har et kendskab til.

Indefra og ud

I værkerne Uden Hud har Tina Kallehave kombineret porcelænsafstøbninger af hule barkrør, der minder om benstumper, med plantefarvet uld, monteret på bly fra nedrevne bygninger og skrøbelige papstykker, som ikke tidligere har fundet vej til hendes værktøjskasse.

Værktitlerne viser hen til et forløb med afsøgning af mål og midler: Bestræbelse på at hænge sammen, At finde tilbage, og Hvor er i morgen?

Her er en stor sårbarhed og tydelige kontraster mellem koldt og varmt, brugt og nyt.

Tina Kallehave – nålefiltet sart uro

På udstillingen her har Tina Kallehave sat ord på og arbejdet med Skrifter på hengemte tekstiler i en nyligt tillært filtemetode, nålefiltning. Med den har hun prentet ord om sorg og længsel og svigt hen over stumper og stykker af et gammelt sofabetræk, som hun har med fra sit barndomshjem.

Et lille værk bærer teksten Sart. På et andet står der Uro, og på et tredje står der Flugtvej.

Sofabetrækket danner også baggrund i værket Revner og sprækker 12 – Nu kommer foråret, hvor noget vælder ud af den hvide porcelænsskal, og sprænger sig vej – som livslyst, måske?

Udstillingens værker danner et eksplorativt perspektiv, som nok udspringer af naturglæde og håndgribelige sansninger, men som har meget mere på hjerte, end blot det programmatiske naturtema, der præsenteres i rigt mål på udstillinger landet over.

Vi er i den mere bevidsthedsudvidende sfære, hvor håndens og åndens parløb fører til erkendelser, frisættelse og en kunstnerisk erfaring, der lejrer sig i det inderste, hos den, der kan se med hjertet.

….

Tina Kallehave – Et upassende leje

CV: Tina Kallehave, født 1964, bor og arbejder i København. Som etnolog har hun skrevet Ph.D. afhandling om migration og velfærd, og forsket i mellemmenneskelige relationer.
Er kunstnerisk uddannet i tegning og skulptur med arbejdsophold på Statens Værksteder i København og residencies bl.a. på Kirsten Kjærs Museum i Thy.

Underviser på kunstskolerne hos Udrejsecenter Sjælsmark og Center Avnstrup, og har udstillet jævnligt siden 2012. Medlem af BKF og Dansk Billedhugger Samfund.

Læs mere her på http://tinakallehave.dk/cv/

….

Kunstbiblioteket
Nikolajgade 22, København K
Frem til 15. februar

….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – februar 2024

Klik ind og se en bedre billedgengivelse
….

Tina Kallehave – Nu kommer foråret

Tina Kallehave – Skrift

 

 

 

 

 

 

 

 

Pligten frem for alt – Ehrengard og H.M. Dronning Margrethe

Dronningens découpage saks på Rungstedlund

Dronningens découpager blæser nyt liv i Blixens fortælling om Ehrengard

Hvad føres og forføres vi af? – Pligten eller den personlige lykke? Magten og æren? Forfængelighed? Begær? Kærlighed? Retfærdighed? Råderum og kunstnerisk frihed? Inspiration og ambition? Selvopofrelse?
– Det er en række værdier og livsvalg, der kendetegner både den menneskelige eksistens – og – såvel de levende personer som de fiktive karakterer, vi her skal møde.

Lag for lag har et ensemble af stjernekunstnere komponeret og genskabt Karen Blixens fortælling om Ehrengard i billeder, som udstilling, i bogform, som dokumentarfilm og spillefilm, og ved indtaling af originalfortællingen.

Dronningens blik for historien
På Rungstedlund vises udstillingen Forførelsens Portræt – Dronningen sætter scenen til Ehrengard. Her ses mere end 40 découpager, skabt af Dronning Margrethe over en årrække som oplæg til en filmatisering af fortællingen.
– Disse découpager er den helt centrale optakt til gensynet med Ehrengard.

Babenhausen – Den store trappe. Découpage af H.M. Dronning Margrethe

Nøje har Dronningen sammensat og illustreret en tidsramme, forudset scenerierne samt malet kostumeskitser til dramatiseringen af Karen Blixens morsomme tekst om det aristokratiske fyrstendømme, der skal have sat skik på arvefølgen med en lystig kunstners hjælp.
– Lyder det som en operette? Det gør det næsten. Blixen selv kalder den for en sonate i tre satser.

Découpage er en gammel form for papirkunst, som først blev brugt til at dekorere genstande med. Hos Dronningen blev begejstringen for udtrykkets muligheder i begyndelsen til pynt på papirkurve, men snart efter til bogillustrationer og scenografi.
Dronning Margrethe nyder at stykke billeder sammen af billeder, der allerede findes. Hun udfolder sin store stilhistoriske viden og øjenlyst, og kombinerer med en uforfærdet fantasi og levende humor motiverne til et selvstændigt kunstnerisk format.

En god bunke britiske auktionskataloger er hendes primære materiale. Heraf skaber hun landskabsmotiver og interiører med et twist, så beskueren – ligesom lytter og læser af Karen Blixens litterære opfindsomhed i Ehrengard – må stille skarpt og følge godt med, for at få hold på perspektivet.

Havesalen – découpage af H.M. Dronning Margrethe

På udstillingen på Karen Blixen Museet følges vi på vej af en audioguide, hvor Dronningen selv fortæller om glæden ved at finde præcis den rosenranke, paradetrappe, lysekrone eller himmelseng, som vil gøre lykke og få motivet til at falde på plads.

– Persontegning er ikke min stærkeste side, udtaler hun. Men découpagen er klart et felt, der ligger godt for Dronning Margrethe, som kunstner.
Her mødes fornyelsen af traditionen med historien som materiale og kunstnerens mod til at eksperimentere i en klar og personlig stil.

Ehrengard – revisited
I en smuk bog gives et indblik i Dronningens arbejde, og i dokumentarfilmen Ehrengard – bag kulisserne gøres der fint rede for koblingen til spillefilmsudgaven Ehrengard – Forførelsens kunst, instrueret af Bille August.

Filmen er et samskabt værk, hvor Bille August og hans stab har arbejdet ud fra Dronningens découpager og ideer i tæt dialog med hende selv fra først til sidst.
– De ses ikke 1:1 som sceniske kulisser, som i De Vilde Svaner, men découpagerne har lagt hele grundstemningen.

Kostume til Ehrengard og kostumeskitser af H.M. Dronning Margrethe

Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard spiller to af de sørgmuntre hovedroller, Alice Bier Zandén spiller titelrollen, og balletikonet Alban Lendorf hendes bejler.

Ehrengard – pligten før lykken
Når man dykker ned i fortællingen, træder et åndeligt slægtskab mellem forfatteren, hovedpersonen Ehrengard og billedkunstneren Dronning Margrethe tydeligt frem.
– Alle tre er de kvinder, med sans for at organisere både sandheder og forførende variationer af samme.
– Alle tre er de begavede aristokrater, der kan se ud over konventionerne, når det er gavnligt, og som sætter deres individuelle talenter i spil til opløftelse for dem selv og publikum.
– Alle tre har de værdier og livsvalg på sinde, og pligten får, i hvert fald hovedparten af livet, første prioritet.

Men, så kommer lagkageafsnittet med plads til latter og friere udfoldelse heldigvis – både til en forfatter, til den stærke karakter Ehrengard med det tydelige navn – og til den lige så navnkundige billedende kunstner.

Slægt skal følge slægters gang
Karen Blixen arbejdede gennem ti år på fortællingen, der først udkom nogle måneder efter forfatterens død i 1962.

Ehrengard – kostume af H.M. Dronning Margrethe

Filmatiseringen opstod som idé tilbage i 2010, instruktør Bille August kom med i ensemblet i 2013.
– Så, her godt tres år efter klinger Ehrengards tragikomiske sonate atter for publikum, takket være Dronningens kunstneriske initiativ, vedholdende talent og vidtspændende indsigt.

Det anbefales at læse eller høre teksten, at se découpagerne med audioguide på Rungstedlund, og derpå fortsætte med dokumentarfilm og spillefilm på Netflix. Men det står enhver frit for.

Indtalingen af Ehrengard er fremragende gjort af skuespiller Birgitte Hjorth-Sørensen, og kan høres via eReolen, bibliotekernes lydbogsapp.

Lyst, det er, at se derpå
– Gæster bliver forundrede, når de ser Dronningens saks på museet, fordi det er ikke en guldsaks, men den almindelige, orange Fiskars saks, mange af os nok har i køkkenskuffen derhjemme, fortæller Blixen-omviseren.

Klingen holder sig selv skarp i brug.

Forførelsens portræt – Rungstedlund. Foto: David Stjernholm

Karen Blixen Museet
Rungsted Strandvej – Rungsted Kyst
Frem til 30. april

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 1 / 2024

TAK til kunsthistoriker Tina Bech Nørregaard for research og
omviser Marianne Leth for bistand ved artiklens udarbejdelse.

Klik på illustrationerne og se en bedre version!

H.M. Dronning Margrethe – Ehrengard, 2015.

Illustrationer:

HM Dronning Margrethe – Découpage Rosenbad – Havesalen 2015.
Foto: Kongehuset

HM Dronning Margrethe – Découpage Babenhausen den store Trappe, 2015.
Foto: Kongehuset

Udstillingen: Forførelsens Portræt Rungstedlund, arrangeret af Mentze & Ottenstein.
Foto af David Stjernholm

Øvrige fotos: Inge Schjødt, komkunst.dk, 2024.

 

Udstillingen EGET RUM – otte kunstnere

Susanne Luup – Recess, olie på lærred

Otte kunstnere åbner sæsonen i Portalen med et indblik i den kunstneriske proces

Det er maleriets dynamik, det drejer sig om for de 8 kunstnere på udstillingen EGET RUM. Ingen tvivl om det!

For nogle ligger det lige for, at finde ind til det punkt, det sted, hvor kunsten kan blive til. Men en krævende proces er det for de fleste, at tage eget rum, lærredets rum, værkets rum i besiddelse, og at give det fylde.

Det er tredje gang, de udstiller sammen, denne gang hos Køge Bugt Kunstforening. Fælles for kunstnerne her er det, at de har været i dialog med Kunstskolen Spektrum frem mod det ståsted, vi ser i dag.

Titlen på udstillingen EGET RUM blev til i samtale med denne artikels forfatter, og det følgende må derfor læses som en præsentation, frem for en egentlig anmeldelse af udstillingen.

Alfa og Omega
– At finde, og at beherske eget rum er en eksistentiel udfordring. Den engelske forfatterinde Virginia Wolf påpegede i 1900-tallet, hvor væsentligt det var med Eget værelse for overhovedet at kunne skabe noget!

Ulla Hauer – Ukendt kvinde, 2023

Til udstillingen har Ulla Hauer sat fokus på kunstneriske forgængere, som har været med til at bane vejen for ligestilling. Kunstneren udfolder en digitalt-pixeleret scenografi i klassisk-moderne opstillinger og figurbilleder.

Gitte Valentiner-Branth fascineres af farven, arkitekturens geometri, og skaber enkelhed og orden i de imaginære rum. Mette Brinch komponerer farveklange i konkrete formater, tredimensionelt på træ, som beskueren skal bevæge sig omkring og interagere med.
– De to komplementerer og balancerer kollegernes anderledes ekspressive værker.

Rosamynte Munch undersøger og gengiver menneskers almene øjeblikke med sanselige strøg. Hun ser lys og kontraster på Strøgturen og ved Markedsboden.
Stine Yde ser rejsen indefra og ud, og gribes af eftertanken bag bilrudens beskyttende filter på vejen mellem møder, som slider på nærværet og måske gør os fremmede i eget liv.

Inger Bennigsen tager afsæt i omsorgen for menneske og miljø med poetisk spirende flora. Susanne Bang Dahl maler figurens bevægelse på fladen i skyggekontrasters definerende rum. Susanne Luup skaber psykologiske portrætter af almengyldige erfaringer i et pigeliv, et ungdomsliv, et kvindeliv i et ekspressivt sprog.

Otte x otte ord
Udstillingens kunstnere blev bedt om at udpege otte nøgleord – udsagn, som beskriver, hvad de individuelt tager med sig ind i deres eget skabende rum. Både det fysiske rum og det imaginære, mentale rum.

Inger Bennigsen – Flora

– Der, hvor man får lov at passe sig selv, og fordybe sig – det fremhæver de fleste.

Efter fordybelsen kommer dialog, spørgsmål mellem maler og værk, kunstner og betragter, mellem rummet og omverden.

Køge Bugt Kunstforening
Portalen v/Hundige Stationscenter
Frem til 3. februar

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 1 / 2024

Rosamynte Munch – Dark Hours

Store ferniseringsdag – Tre udstillinger, du skal se

Fredag 12. januar er Store ferniseringsdag med åbning af en stribe kunstudstillinger rundt i København. Her er ekspertens tre steder, du ikke må gå glip af. Kulturjournalist Inge Schjødt anbefaler: Tjek det her!

Thorgej Steen Hansen – Alt på én hylde – åbner 12. januar

Alt på én hylde // Thorgej Steen Hansen
Studiestræde 14, København K
Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel
Åbent kl. 17 – 19

Thorgej Steen Hansens udstilling ”Alt på én hylde” er netop det – En udstilling på en hylde, men også en totalinstallation, der går i et med butikken hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel.
Bemalede vægflader i klare grønne, gule og røde farver omfavner rummet hele vejen rundt. – De virker måske bekendte for folk, der kommer i omklædningsrummene hos Boldklubben Skjold ved Parken? En udsmykning, som kunstneren har stået bag i 2020. Desuden præsenteres fotografier fra Thorgej Steen Hansens fortløbende serie ’Iphone-fotos’ af unikke steder i bybilledet, som begejstrer følgere af hans Facebook profil.
Frem til 17. februar.

Foto: Thorgej Steen Hansen, Alt på én hylde, 2024. PR-foto.
…..

Paul Neale, Tree op Pals, åbner 12. januar

Domestica // Paul Neale
Borgergade 15 D, København K
Galerie Pi
Åbent kl. 17-19

Paul Neale har et rørende og fintfølende blik for mennesket i tiden og forstadslivets særegenheder. Hjemmet skulle tænkes at fungere som et stabilt holdepunkt, men hvordan ser der egentlig ud?

Kunstnerens perspektiver danner et syret univers, naivt fortegnet, men på en herlig måde også lige-til.

Stilen er lidt trashy, men her er et seismografiske nærvær, humoristiske absurditeter og en understrøm af melankoli. Måske er det sådan virkeligheden egentlig er, når vi betragter den frit. – Frem til 10. februar.
– Der bliver først-til-mølle salg af mindre papirarbejder til en speciel åbningspris, hvor du kan tage værket med hjem direkte fra udstillingen. Den øvelse skærper blikket!

Foto:  Paul Neale, Tree of Pals, olie på lærred 150×150 cm. PR-foto.
…..

Kitt Buch – Time for Tea – Åbner 12. januar

NYTÅRFORSÆT // 24 KUNSTNERE
Øster Søgade 34, 1357 København K
Galleri KBH KUNST
Åbent kl. 16.30 – 19.00

Hvis du har lyst til at se et stort opbud af kunstnernes bud på, hvordan et nytårsforsæt kan se ud, så har Galleri KBH KUNST samlet et brag af et hold, som byder året velkommen med bobler i glasset.

Peter Birk / Linda Horn / Lasse Drevsholt / Vivian Høi Nielsen / Lena Malchau / Tina Hvid / Bella Ahlman / Iris Bendt-Hedal / Aske Hansen / Marie Schack / Kitt Buch / Thomas Plauborg / Maria Kleis / Line Højmann / Nina Leth / Mia Willaume / MATWAY / Johan Sonne Amhild / Lisbeth Thygesen / Line Holtegaard / Bettina Elbæk Pedersen / Nicholas Imms / Rene Tromborg / Morten Hemmingsen-Sørup.
Frem til 27. januar.

Foto: Kitt Buch – Time for Tea, 2023. Foto: PR-foto

Af kulturjournalist Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret af København.Liv – 11. januar – her

 

Mens vi venter på lysets komme – Jeppe Højholt

Jeppe Højholt – Natteskyer over Gubbalyckan

Kunstavisen deler på årets Adventssøndage forventningsstemninger fra Jeppe Højholts tegnebord

Tegner og illustrator Jeppe Højholt bor og arbejder på ødegården Gubbalyckan i de svenske skove udenfor Vittsjö. Herfra hans verden går denne vinter, mens hans hjertes skat er draget mod den jyske hovedstad for at få lidt mere civilisation indenfor rækkevidde, mens regndråberne falder og bliver til iskrystaller på denne årstids mørke, gråtunge himmel. Hun er også kunstner, Katherine Whitehouse, med et særligt talent.

Jeg fandt på at forstyrre tegneren i Skoven med en spontan idé:
– Jeg kom i tanke om en af de traditioner, jeg selv værdsætter i december – synet af min fint tegnede Julekrybbe, skabt af en svensk tegner, og udgivet af avisen Kristeligt Dagblad i 1985. Den lyser op hvert år i mit vindue. Måske kunne nogle af Jeppe Højholts fine, stemningsfulde tegninger bruges til at bringe lidt lys til Kunstavisens læsere her i Adventstiden? Jeg sender en forespørgsel til manden i Skoven.

Jeppe Højholt – 1. søndag i Advent

Fluks sender han svar og sender mig denne fine tegning af det enlige lys i køkkenet. Det er da en fin begyndelse til en Adventskalender, tænker jeg, og får lov at dele Jeppe Højholts tegninger på Kunstavisens facebookside.

Kunstneren har masser at lave her op til jul, men jeg får hurtigt endnu en tegning med et lys og to fine himmelrum over mørke fyrretræer i indbakken. De kan bestemt også fortælle noget om Advent, som betyder ’komme’.

Alle børn kender Jeppe Højholts streger
Vi kender ham alle sammen, uden at vi ved det. Jeppe Højholt har en flot karriere bag sig, med masser af produktioner for børn og voksne.
– Jeg har tegnet, skrevet og instrueret til Bamses Billedbog, Kaj og Andrea, Morgenthalers ‘Carsten & Gitte’ og til Folkekirken.
– Og jeg har illustreret et par Rasmus Klump-bøger. Det er vist de mest kendte ting, fortæller Jeppe Højholt via messengerbeskeder fra Skoven. Af de mere kommercielle ting nævner han en pladeproduktion, Dieters Lieder i 80’erne, og tegninger til forskellige magasiner – og så lige denne her opgave:
– Jeg tegnede Fætter BR i en årrække.

Jeppe Højholt – Legehuset på Gubbalyckan

Hvor kommer talentet og inspirationen fra, det er jeg som skribent altid interesseret i at høre. Hvor lå nøglen og omdrejningspunktet, som betød, at der kom en karriere ud af det? Det tror jeg, at læserne også gerne vil høre om. Vi ringer sammen og jeg får lidt mere at vide om Jeppe Højholt.

– Var dine forældre også kreative, musiske?
– Min mor Ruth Højholt udstillede på Den Frie, men da hun fik mig, lagde hun kunstnerkarrieren på hylden. Min onkel Per blev berømt med Gittes Monologer og har stadig en stor stjerne i litterære kredse. Han var sygt inspirerende at være sammen med. Og sjov. Jeg besøgte ham indimellem i ferierne, fortæller Jeppe Højholt.

– Hvor startede du selv med at tegne?
– Jeg begyndte ret tidligt med at tegne. Og har blandt andet lavet mange tegneserier. Også mens jeg gik på Skolen for Brugskunst i København, mens rektoren hed Peter Bysted.
– Mit speciale handlede om tegneserier.

Sammen med bureauet Savannah har jeg lavet en del animationer til computerspil, jeg har skrevet manus og instrueret skuespillere til Bamses Billedbog, Kaj og Andrea og flere andre serier. Jeg har arbejdet for Danmarks Kirkelige Mediecenter, hvor der blev skabt en særlig portal.
– Og så har jeg spillet en masse musik, fortæller Jeppe Højholt.
– I dag underviser jeg på Kulturskolan i Hässleholm i tegning, maleri og 3D. Det er fint, jeg holder meget af at undervise. Det gjorde jeg også i København, før jeg traf Katherine og vi flyttede herop.

Jeppe Højholt – Familien Offersens torp i Sverige

Skønheden i skoven
På egnen har Jeppe Højholt fået interesserede kunder, der bestiller fine skildringer af de typiske svenske rødmalede træhuse og gårde, der ligger pittoresk i landskabet. De bliver kaldt frem og foreviget på papiret med den fineste akkuratesse.

Ind imellem bliver der tid til den private tegneblok, hvor nye inspirationer tager form. Foreløbigt i små formater, som de, der blev vist på sommerens udstilling sammen med Katherine Whitehouse i Höörs Konsthal.
– Når jeg sætter mig på terrassen om aftenen, så kommer der noget ind i det, som ikke er entydigt. Det er jeg ret optaget af. Jeg er på vej et nyt sted hen, fortæller manden i Skoven, med spændt forventning i stemmen.

Sådan kommer vi omkring nogle lange, mørke timer, og en god bid livshistorie. Der er håb forude.

Tilbage til Advent
Gennem de fire adventssøndage dukker en hilsen til Kunstavisens læsere
op på facebook – Mens vi venter på lysets komme.

Jeppe Højholt – Tre Hyacinter

Kunstavisens facebookside
Fire søndage
Frem til 24. december

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – december 2023
Klik – og se tegningerne i en bedre version

Jeppe Højholt – Katherine under dyneskyer på Gubbalyckan

Vinden holder tyst sit vejr – Anita Viola Nielsen

Anita Viola – Blue Island

Stilhed og poesi går hånd i hånd på Anita Viola Nielsens tusmørkebilleder

Til soloudstillingen Twilight, som kan opleves hos Galleri Lars Borella i Ordrup nord for København, har billedkunstneren Anita Viola Nielsen blandt andet fundet inspirationen til sine stemningsfulde malerier i Villa Borgheses store park i Rom.
Vi følger hende villigt til Den Evige Stad endnu engang, for hun har mange gange før bevist sit blik for Villa Borgheseparkens sjæl og skønhed.

Her er hun kommet siden 2011, hvor hun blev grebet af stedets ånd, naturens vildskab og det tæmmede, samt former og farvespil. Ind imellem pinjer og cypresser møder man klassiske skulpturer, gadelygter, bænke og pavilloner, som befolker parken på en særlig måde i de stille natte- og morgentimer, hvor kunstneren nyder at færdes her. I tusmørket er der ro til at se med andre øjne – både indad og udad på omgivelserne.

Klangen af Den blå time

Anita Viola Nielsen – Spirit of Asklepios

Lydene og lyset i den blå time lægger sig blidt som et sjal om skuldrene, og stemmer sindet til lavmælthed, mens solsortene fra de højeste toppe synger solen ned. De sidste stråler får træernes kroner til at stå skarpt mod den blå himmel og sender farveglimt ind mellem stammer og bladværk. Når lygterne tændes over stierne, summer ildfluer op og lyser som gnister over bevoksningens mørke skygger. Sanserne skærpes, mens detaljerne svinder i synsfeltet.
Den blå time rummer sine egne muligheder, og netop her har kunstneren fundet nye motiver, og nye materialer også, fx stykker af emballagepap, der tilsammen fungerer som et åndehul. 

Anita Violas malerier er transparente, lag på lag, gjort i rytmiske strøg, som betragterens perception gives at mosle med.

Anita Viola Nielsen – Garden Meditation

Former og farver lever deres eget liv i forgrund og mellemgrund på en måde, der sætter blikket i gang i en afsøgende panorering. Her mødes det af blot nogle enkle tegn og spor af det genkendelige.

Vi får naturens natfarvede silhuetter, en fugl, et vandspejl, en bro, en tempelbygning, men kun antydet i det allermest nødvendige. Så vi selv kan meddigte på resten, og tak for det.

Evighedsblomster

På sine rejser gennem Italien og Frankrig har Anita Viola som så mange andre besøgt kirker og kirkegårde. Blomsterbuketterne i Sydeuropa har nogle steder karakter af evighedsblomster – sådan forstået, at de kan være fremstillet af forskellige materialer, der kan holde til både sol og varme.
Så strunke står de og lyser deres fred og kærlighed over minder og savn.

Blomsternes forgængelighed og naturens kraft bliver ved med at kalde energien frem i penslerne.

Tak for turen i tusmørket til Anita Viola Nielsen og galleriet.
Varme anbefalinger til denne intime udstilling, som stemmer sindet mod lys i en mørk tid.

Anita Viola Nielsen – Spirit

Galleri Lars Borella
Ordrupvej 98 – Ordrup
Frem til 16. december

. . . . . . . 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2023

. . . . . . . 

Anita Viola Nielsen – Fireflies

Anita Viola Nielsen – Two Flowers

En dans med frie strøg – Heidi Stibæk Kaiser

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

Det non-objektive maleri handler hos Heidi Stibæk Kaiser om farve, om komposition og gestik

Billedkunstner Heidi Stibæk Kaiser tager imod og viser rundt på udstillingen Perceptions, der fandt sted i sensommeren i værkstedsfællesskabets GANG galleri i Københavns Nordvestkvarter. I det centrale rum står en samling skulpturer i spraymalet PU-skum, som er skabt til udstillingen.

– Jeg har altid været fascineret af huler og spor, fortæller kunstneren, der er født i 1964, og arkitektuddannet i 1995 på Det Kgl. Kunstakademis Arkitektskole.
– På mine rejser har jeg opsøgt særlige rum, ruiner og spor efter tidligere civilisationer eller naturskabte stier og grotter.
– Til at flankere malerierne på udstillingen fik jeg ideen til disse hybrider mellem abstrakte, organiske former og konstruktioner, der har reminiscenser af noget menneskeskabt.
Skulpturerne går fint i dialog med Heidi Stibæk Kaisers store, non-figurative eller non-objektive malerier, som hun selv kalder dem. Begge dele har hun destilleret sig frem til gennem et forløb af ekspressive eksperimenter.

En god kombination
Heidi Stibæk Kaiser er ud af en håndværker- og arkitektslægt med interesse for musik, kunst og matematiske formler.
– Ikke nogen dårlig kombination for en arkitekt, kommenterede en af underviserne på akademiet.

Indenfor arkitektfaget har hun bl.a. tegnet metro, svømmehaller og institutioner i et fortrinsvis minimalistisk formsprog. I 2015 skiftede hun retning og helligede sig det billedkunstnerisk skabende. Hertil har hun modtaget undervisning i flere forløb, blandt andet på Holbæk Kunsthøjskole og på Kunstskolen Spektrum. I dag maler hun på fuld tid – om sommeren i Tisvilde og ellers i København, hvor hun er en af de drivende kræfter bag værkstedsfællesskabet GANG.

Heidi Stibæk Kaiser – Det nonobjektive i spi

Sammen med GANG-kolleger har Heidi Stibæk Kaiser deltaget i en række gruppeudstillinger, kurateret flere udstillinger, bl.a. med Louise Simony på cityhotellet SP34 i København, og hun har deltaget på censurerede udstillinger.

Indenfor rammen
Kaisers udtryk har skiftet nogle gange undervejs fra det abstrakte til det naturalistiske, til non-figurative farve-puslespil, som har optaget hende i flere værkserier. På det seneste har hun sat penslerne fri i et særegent, dynamisk, musikalsk-abstrakt formsprog.

– Malerierne har deres egen logik og væren, uden budskaber eller illusion. Det er her, det er indenfor fladen, det foregår, fastslår Heidi Stibæk Kaiser foran det første billede.
– Jeg har hørt en asiatisk kunstner citeret for at udtale, at i Vesten handler maleriet ofte om elementer udenfor fladen, uden for selve maleriet, mens det i Østen foregår indenfor fladen. Maleriet er meningen i sig selv. Det er sådan jeg selv arbejder med en kombination af erfaring og spontanitet.

Krydsfelter af action painting og colourfield
Flertallet af malerierne er i betydeligt store formater, som skiftevis er malet på gulvet og på en væg. Kunstneren har kraftfuldt påført lærrederne malede strøg i en tempereret farveskala, og vekslet mellem flydende eller helt detaljeret bearbejdede mellemgrunde, som er påført med største præcision og små pensler, så farveflade møder farveflade og penselstrøg møder baggrunden – helt bevidst.

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

Matte flader møder blanke. Mættede felter møder transparente. Klart afgrænsede strøg giver rummet karakter, ovenpå områder med spray.
– Ind imellem danner penslen en ’Bløp’ – en figur af abstrakt-organisk karakter, oftest sat i én farve, som får sit eget liv på fladen, fortæller kunstneren. Navnet er tydeligvis et lydord, der spejler figurens tilblivelsesproces, som det også kendes fra generationen af amerikanske ekspressionister og popkunstnere.

Det, som ved første øjekast kan se tilfældigt ud, giver mindelser om den amerikanske action-painting hos kunstnere som Jackson Pollock, Arshile Gorky, Franz Kline, og det krydses med colourfield traditionens mere styrede lag. Det minder om vores egen Per Kirkeby.

– I processen er alt tilladt, alle former for materialer kan sættes ind på lærrederne. I blandingerne mellem akryl og oliemaling opstår spor og krakeleringer, der tilfører en egen energi til overfladen. Og ved at lægge lag-på-lag af tekstile lapper og male hen over dem, så opstår der nye strukturer, nye elementer, som giver noget at arbejde videre med, udtaler Kaiser.

Farve, komposition og gestik
– Om sommeren, hvor jeg opholder mig i Tisvilde, ser jeg havets, himlens og skovenes farver veksle hen over døgnet. De fæstner sig bag nethinden som solnedgange med mørkegrønne kontraster, der underbevidst påvirker mit valg af palet.
Kaiser udfordrer fladen med eksempelvis passive, støvgrønne farver i forgrunden og aktive koralrøde bløps i mellemgrunden, så billedet kommer til at stå og sitre af energi ved den ukonventionelle komposition.

Heidi Stibæk Kaiser i GANG

– Jeg lytter til meget forskelligt musik, når jeg arbejder. I mit hjem var det mere Santana end Raquel Rastenni, men også jazzens improvisationer har en stor plads. Min musikersøn sammensatte en playliste til udstillingen, som fuldendte stemningerne i værkerne.

Den musikalske energi flyder over i maleriet, hvor bevægelserne sættes fri, og udfoldelsen af gestikken er medskabende i det non-objektive billede. Der dannes helt nye rum med og uden huler og tegn – frirum.

Atelierfællesskabet GANG
Rentemestervej
2400 København NV

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret: Kunstavisen 10 / 2023 – november 2023 

…………………..

Udstillingen Perceptions fandt sted i sommeren 2023.
Tjek aktuel udstilling hos GANG, Rentemestervej, 2400 Kbh NV.

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

Heidi Stibæk Kaiser – Perceptions 2023

 

Hvor går vi hen? – Linda Sandbjerg

Linda Sandbjerg – Outside In

I en tid med krige og katastrofer peger Linda Sandbjerg på vigtigheden af at holde fast i værdierne, håbet og overbevisningen om at udveje venter på den anden side

Billedkunstner Linda Sandbjerg præsenterer en serie fornemme collageværker med udstillingen Entry to EXIT hos Galleri Norup, der ligger på et af Frederiksbergs mondæne gadehjørner – lige der, hvor Gammel Kongevej og Bülowsvej skærer hinanden.

Gennem de seneste par år har Linda Sandbjerg komponeret elegante collager ud fra egne fotos af de nære omgivelser, hvor værkstedsfællesskabet GANG i Københavns Nordvestkvarter har inspireret med et interiør af rå, industrielle betonsøjler, hvide døre og en belysning af kølige lysstofrør i fællesarealerne på Rentemestervej. Her deler Linda Sandbjerg og en gruppe af erfarne kunstnere et berigende atelier.

Mønstermageren
– Det er vist meget menneskeligt at gå efter at skabe mønstre og struktur, udtaler Linda Sandbjerg, der har skabt en serie grafisk flotte paneler i det anseelige format på 180 x 60 cm, som hun kalder Behind Patterns.

Ved at gentage, kopiere og vende op og ned på fotograferede elementer fra gangene er der ’vævet’ nogle skønne gobeliner til væggene – metaforisk set – alene gennem arbejdet med papircollage, lim og lak. De visuelt simple rum og rammer får nyt liv og ny mening i hænderne på Linda Sandbjerg.

Linda Sandbjerg – Entry to EXIT 2023

– At skabe en billedlig orden i det kaos, som vores tid byder på med krige og naturkatastrofer, flygtningestrømme og overforbrug, er blevet udvej til at være i verden, forklarer kunstneren.

– Jeg har ubevidst ledt efter udveje med en serie værker kaldet No Way Out, hvor der var en masse trapper med i motiverne.
– I en anden serie kaldet Hideaway har jeg skabt nogle ’gemmesteder’ med de tredimensionelle strukturer og ’gardiner’ af papirstrimler, der gjorde hele installationen uigennemsigtig, som en hule.

Udefrakommende
Forud for de serier kiggede hun sig omkring i den aktuelle diskurs, og fandt motiver og temaer i den eksterne påvirkning. Således har værkerne under titlen Outside In givet form til fortællinger om menneskeskæbner og flygtningestrømme, som pludseligt kom nærmere i overraskende grad. Også fotos af  plastik og flydende affald er blevet omdannet til floder og landskabsstrukturer til eftertanke.

Mens vi venter på det grønne lys ved udgangen
– Retrospekt kan jeg se, at meget af det, jeg har gået og moslet med er en bestandig søgen, hvor jeg ikke kender svaret på, hvad der er på den anden side af de ultimativt store bekymringer, som fylder horisonten rundt.

Linda Sandbjerg – EXIT 7

Hvor går vi hen? Hvad er der mon på den anden side af alle dørene, der er i mine nye billeder, spørger Linda Sandbjerg retorisk.

På et direkte spørgsmål, om hun har troen på, at der viser sig noget, der bringer opklaring og forløsning svarer hun uden tøven og med eftertryk:
– Jeg ved det er der, jeg kan bare ikke se det lige nu.

Og mens vi kan varme os ved styrken og overbevisningen hos denne kunstner, kan vi kun se til og fordybe os i det univers, hendes billeder lægger frem. For der er strejf af det livgivende blå fra himlen over os og havet under, og så formår hun at maximere værdien af de ressourcer, der ligger lige for – hverdagen og samtalen ikke mindst.

I Galleri Norup på Frederiksberg forenes en skøn atmosfære af rammeværksted og galleri bag den flotte facade, hvor Vibeke Norup for blot et par år siden overtog en virksomhed efter sin far. Her er der højt til loftet og plads til at eksperimentere, så der skubbes til fantasiens og kunstens rum med månedligt skiftende udstillinger.

Linda Sandbjergs collageværker klæder stedet – hvor kunsten absolut skal ses i virkeligheden.

Linda Sandbjerg – No Way Out

Galleri Norup
Gammel Kongevej 131
Frem til 8. november

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2023 

Klik på fotos og se bedre gengivelse.

Linda Sandbjerg – Unity 2023

 

Linda Sandbjerg – EXIT 3

 

 

 

70 minutters overbevisende møde med Kvium ’Live’

Fools’ Paradise – et Kviumsk blik på mennesket

Teaterforestillingen Fools’ Paradise er en menuet i medfølelse

Tavst skrider processionen af fem gule olietønder ind på scenen, ført frem af hver sin blege, naragtige figur i Kviumsk antræk – grimt undertøj, bandager og tophue. Med det besvær, som synes naturligt for de fem akavede menneskevæsner, kravler de op af tønderne, og mimer med fagter og kropssprog en forestilling om social samhørighed, individualitet, udstødelse, inklusion, roller og autoritet, død og liv, baseret på maleren Michael Kviums groteske persongalleri.

De møder Den spidse Hat, individualitetens Limelight, Relationer i lyst og længsel, samt Døden og Barnet. Iført vekslende udgaver af Kviumhatte, strutskørt, dommerparyk, kasket og stortromme bevæger figurerne sig i en stringent scenografi af tekstile sætstykker, birketræer og lyssætning, ordløst, som i en dans.
– Stemmer har de, men ikke noget artikuleret sprog, og det er heller ikke nødvendigt.

Lige så snart gruppen har kæmpet, udfordret hinanden og fundet sig til rette, tæt sammenslyngede, forstyrres idyllen af lyde og lys udefra, og tilpasningen, afprøvningen, udfordringen sætter af i en ny retning.

Fools’ Paradise – Relationer, foto Gitte Valente

Relationer og individualitet

Fools’ Paradise er sat i scene af instruktør og scenograf Giacomo Ravicchio, der har skabt den vemodigt groteske fortælling om mennesket i dialog med Michael Kvium.
– Giacomo Ravicchio vækker figurerne til live og skaber en hudløst ærlig og tragikomisk karikatur af et samfund, hvor dybt ensomme mennesker hovmodigt fører sig frem med egoisme, selviscenesættelse, grådighed og magtbegær.
– Ligesom kunstværkerne ligner også denne forestilling selve livet. Hjulpet af latteren kan vi frit spejle os i de overdrevne skabninger og deres absurde handlinger, genkende os selv og hinanden i dem og forstå, hvordan deres vrede og ondskab gemmer på fortabthed og angst for at blive oversete og skubbet ud af fællesskabet”, skriver teateret i præsentationen.

Hvem er jeg nu? Fools’ Paradise – foto Gitte Valente

Italiensk inspireret iscenesættelse

Giaccomo Ravicchio er uddannet i Torino i Italien, og efter at have skabt over 40 forestillinger for teatre i bl.a. Paris, Madrid, Montreal og Tel Aviv kom han til Danmark i 1996 og blev sammen med skuespillerne Elise Müller og Lars Begtrup medstifter af Meridiano Teatret. Fools’ Paradise er en ny co-produktion mellem Meridiano Teatret, Operaen i Midten og ZeBU.

Forestillingen er akkompagneret af komponist og lyddesigner Jérôme Baurs lydkulisse. De medvirkende er danser Therese Glahn, operasanger Karin Norrinder samt de tre skuespillere Jan Overgaard Mogensen, Lars Begtrup og Serafín Ziquer Xavier.

Det er alt sammen gjort med stor medfølelse.
– Og uanset, om du kender maleren Michael Kviums univers eller ej, så er der en unik og ganske anderledes teater- og kunstoplevelse at få i mødet med forestillingen Fools’ Paradise i Teater ZeBU, der nabo til spillestedet Amager Bio på Øresundsvej i København.

Læs mere og find billetterne her:  https://www.zebu.nu/shows/fools-paradise/

Teater ZeBU
Øresundsvej 6 – København S
Frem til 5. november 

Fools’ Paradise 2023

Pressefotos: Gitte Valente
Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2023

Varm anbefaling!
Fem ♥ ♥ ♥ ♥ ♥