Fem af otte kunstnere foran Karen Gabel Madsens galakse
Otte velgjorte, kunstneriske manifestationer genlyder af omsorg, indsigt og politisk forargelse
Det er helt på eget initiativ og der er gået over to år siden kunstnerne bag udstillingen TID ∙ MULD ∙ STJERNE lagde billet ind på at udforske klimakrisen og undersøge, hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten i det flotte rum, Bibliotekssalen i Rundetaarn i København.
På den kunstnerkuraterede udstilling medvirker Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen. Otte kvinder med samvittighed.
Ved den første af flere Tower Talks introduceredes de besøgende af kunstnerne selv i denne helt rigtige ramme for den tværæstetiske, historisk- og vidensbaserede begivenhed, hvor der er ganske meget at stille skarpt på.
Karen Gabel Madsen – Sommerfulgetæppet
Det hele handler om de alvorlige konsekvenser, den antropocæne levevis har for naturen, mulden, jorden, planetstjernen og for os selv.
For at komme indenfor i udstillingens areal skal man helt bogstaveligt træde sommerfugle under fode! Karen Gabel Madsen har malet et bånd af truede sommerfuglearter, som kun kan passeres på denne måde: ved at du træder på dem. Så er tonen slået an.
Tidens lære
En kvindelig kriger i en dragt inspireret af tv-serien Star Trek tager imod. Nina Maria Kleivan beretter om en opvækst i Norge med traumatiske familiehistorier, der tidligt i livet i den grad mobiliserede kunstnerens vrede og modstandskraft.
Nina Maria Kleivan – Klædt til invasion//Dine tårer, mine tårer
Heling har hun fundet gennem arbejdet med tekstilkunsten, der er et af Kleivans fine kendetegn. På udstillingen står otte faner i kreds, sorte udadtil og med stærke ord vendt indad mod midten. Desuden ser vi et lysbord med noget, der ser ud til at være kryptiske levn fra en civilisation, der til sidst har ødelagt sig selv. Tidens forvitrede former er abstraheret og igen koncentreret til et magtfuldt kunstnerisk udsagn.
Vicky Steptoe fortæller med blomsternes kraftfulde poesi i filmen Pastva om skrøbelig sameksistens mellem blomster, bier og mennesker. Et billedtæppe viser Aztekernes blomst, Dahlia, som de både spiste og brugte medicinsk. Stjerneforskeren Tychos næse, hugget af i en duel, får vi at se, som en advarsel og en hilsen fra eksillandet, og på et bord ses de tegnede dagbøger, der har fulgt kunstneren gennem projektets tilblivelse. Kunstneren viser os i de fire glimt forbundetheden i historien, i nuet og relationen til magtens forvaltning.
Pernelle Maegaard har broderet Jordens remse på genbrugsduge. Dels er det ordspil Fra den skønne jord til Jorden i en anden forstand, dels er det den nonsens, vi kan opleve, når det hele løber løbsk. Med keramiske jordvæsner har hun kreeret en stop-motion video, hvor spørgsmålet er, om de kommer frem af mulden for at kommunikere med os? Er en ny tid i anmarch?
Skam og forargelse i spejlet til Jordens børn
Jeanette Land Schou – Teknofossile Fælledfund
Jeanette Land Schou viser en serie detektorfund, såkaldt technofossile materialer, som kunstnergruppen har gravet op på Amager Fælled. Hun får fundene fortalt i flere versioner, og den ene er betydeligt smukkere, end den anden.
På tre plancher viser hun den praktiske indsats med udgravningen, i et raritetskabinet vises stumperne, og så har hun heldigvis givet nogle af fundene en mere kunstnerisk fortolkning i en serie sort-hvide stillebenfotos af æstetisk karakter. Amager Fælled er blevet mishandlet gennem generationer, kan vi se, som losseplads og som byggeplads.
Nanna Gro Henningsen fortæller med udgangspunkt i planterne muskatnød og valmue på blodig baggrund en skamfuld historie fra det 18. århundrede, hvor grådigheden blandt koloniale handelsfolk tog overhånd, og hele øers befolkning blev udryddet, for at købmændene kunne skaffe sig monopol på de værdifulde krydderier – ren og skær Brutalized Botany.
Nanna Gro Henningsen – Brutalized Botany
I installationen fornemmer vi kolonitiden gennem skibsinventar og orientalsk inspirerede genstande, der fandt vej som dekorative elementer i den vestlige borgerlighed – den lysende globus, skærmvæggen med fint tegnede prospekter og smukke genstande i tropiske træsorter, stablet som symbol på Grådighedens umådeholdne dødssynd.
– Det var dengang. Men, vi kan vist ikke helt sige os fri af den hvide, europæiske overlegenhed, der martrede den vestlige civilisation. ¨
– Så, hvordan tager vi det ind i dag? Hvad tager vi med fra tragedien? Det er dilemmafyldt at håndtere den skyld, der implicit hænger ved skulpturerne.
Fremtiden er fremmed
Henriette C. Hansen har set roerne begynde. Hun er vokset op med landbrugets rytme, og kerer sig om, hvordan vi påvirker og påvirkes af det kulturelle landskab, når naturen omformes og forvrides af menneskelige interventioner.
Henriette C. Hansen har modelleret den genetisk simple Arabidopis, også kaldet Gåsemad, som en dag formodentlig skal vokse videre på Mars, Hun undersøger begrebet terraforming, det at modificere en planet til en mere beboelig atmosfære, her lagt an med termiske folieskærme og symbolske jordprøver i et kig ind i en nær fremtid.
Henriette C. Hansen – Arabidopis Gåsemad
Bodil Brems har placeret Café Oblivion et sted i verdensrummet, og derude sælger den små erindringsbokse og kapsler med feromoner, halogener, lyde og fortællinger til at nyde på stedet. Caféen er udsmykket med malerier med motiver fra Jorden, der forestiller caféer i en ukendt tid, hvor horisonten er forsvundet.
Hug din højre arm af, hvis den forarger dig
Der er ingen tvivl om, at de medvirkende har gjort sig umage, og individuelt har dybe intentioner. Men, der hvor udstillingen bærer præg af en voldsom kollektiv forargelse, bliver det svært. Netop forargelsen er en særdeles ambivalent og uproduktiv følelse, der går over i vrede, og en oplevelse af uretfærdig frustration.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den skam og skyld, jeg bliver eksponeret for.
– Det er politiske manifestationer i slowmotion.
Forargelse er blevet lokkemad i den hvirvlende nyhedsstrøm, fordi den følges op af andre, lige så stærke følelser, og holder seeren fast. Forargelse misbruges som ’klickbate’. Men det er sjældent rigtig befordrende, især nu, hvor det er mere end rigeligt at forarges over, og det er blevet en folkesygdom at give udtryk for det på den mest hensynsløse måde, bl.a. på de såkaldte sociale medier. Hvordan dæmper vi dog den adfærd?
En rum tid går der, fra en god idé opstår til den kan realiseres i udstillingssammenhæng. Så, når det hele endelig løber af stablen, da er det et godt spørgsmål, om verden vil tage imod visionen? – Holder ideen hele vejen til stjernerne?
Kleivan og Maegaard – Still Dreaming
Epilog: En formildende fortælling
I en verden, der accelererer, insisterer værket Still Dreaming på en anden bevægelse – en, hvor vi lytter, hviler og genforbinder os med drømmens langsommelighed, fortalt af 70 år gamle mennesker på en drømmeseng. Sengens tæppe og pude med masser af stjerner broderer Nina Maria Kleivan og Pernelle Maegaard, mens de våger over de sovende – ude og inde, i forskellige landskaber. Det fortælles på udstillingen i videoen, mens drømmesengen står indbydende med det milde stjernetæppe.
– Den blå seng bliver et transitrum mellem det nære og det kosmiske, fortidens hukommelse og en endnu uvis fremtid, udtaler Kleivan og Maegaard.
Tak for den brændende dedikation!
Der må lyttes til tiden, mulden og stjernerne. Udstillingens, kunstens sensitive omsorg er værd at kopiere i den hverdag, der leves udenfor Rundetaarn.
Rundetaarn ∙ Bibliotekssalen
Købmagergade 52 A
Frem til 9. juni
… … …
Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025
Bodil Brems – Café Oblivion
… … …
Vicky Steptoe – Dahlia til erindring
