Normalitetens tynde hinde visualiseret – Christine Bechameil

Christine Bechameil – Homewhere – videoklip

Christine Bechameil rammer en almenmenneskelig klang med sit udfoldede dukkehus

Christine Bechameil er et relativt nyt navn på kunstscenen, men hun er fagligt rutineret i det kunstneriske felt fra filmsets på Zentropa, scenografier til TV og assistentjobs for flere kunstnere. På udstillingen har hun udfoldet et installatorisk set-up, som går rent ind.

I dukkehuset Homewhere fører kunstneren os igennem et dunkelt univers, hvor det konforme sættes under pres med filmiske sekvenser, stærke stillbilleder og beskuerens indre tolkende meddigtning.
– Et værk, helt perfekt at opleve i rammerne af Filmstationens udstillingsrum Canteen 29 på den tidligere Flyvestation Værløse, hvor der ude og inde er en stemning af opbrud og forandring. 

Christine Bechameil – stillfoto af Homewhere

Ud og hjem
Dukkehuset har været med kunstneren på en tur i skoven. Her har Christine Bechameil gennemfotograferet de forskudte proportioner med naturen som baggrund, kombineret med tilsyneladende ret almindelige indretninger. Men, noget er ikke helt, som det ser ud, når lysekronen gynger, når det sner ned over flygelet og et hvidt fluidum langsomt bevæger sig ned ad køkkentrappen – og op igen.

Udtrykket bliver lettere nostalgisk med tapeter fra 70’erne i dukkehuset. Her er sofagruppe, og malerier på væggene. Her er kongeligt porcelæn, og så pludselig et dramatisk trappefald. Stemmer høres fjernt, som under vand, mens skygger danser på væggene. – Det tyske udtryk unheimlich beskriver bedst det borgerlige dukkehjem, vi ser i opløsning foran os.

Christine Bechameil bruger forhåndenværende materialer, som mel og ymer, hun filmer gennem gamle lysbilleder, gennem kighuller og nede fra badekarret. Det meget polerede udtryk interesserer hende ikke, men enkelheden er hendes styrke.

Christine Bechameil – Homewhere – videoklip

Klaustrofobi og befrielse
– Sammenbruddet kan være frydefuldt, en åbning mod noget andet, mod verden udenfor, det virker som en befrielse.

– Jeg er interesseret i at skildre den tynde hinde, der ligger mellem det normale og velkendte og eksponerer i det kaotiske, hvor skrøbelig balancen kan være, fortæller Christine Bechameil.

– De fleste har nok oplevet deres del af tankevækkende erfaringer, hvor virkeligheden i normaliteten bliver udfordret, svarer kunstneren, da jeg spørger til hendes baggrund.

Hvad kongeligt porcelæn kan gøre

Christine Bechameil – videoklip

Det er sjældent, at et videoværk rigtig fanger og fastholder min opmærksomhed. Men Christine Bechamels værk formår det med sin kombination af det udfoldede dukkehus, det dunkle rum med videoskærmen og den musikalske lydside, samt de syrede stillbilleder af dukkehusets skovtur.

De genkendelige elementer byder op til en dans med erindringen, som drejes rundt og ind og ud af mørke kroge. Der er noget ved den porcelænsdreng, som får mit hjerte til at slå et par ekstra slag. Sårbarheden, ensomheden, det kaotiske omkring ham, det er stærkt fortalt.

Naturen, som fristed, deler Christine Bechameil helt sikkert med mange andre.

Christine Bechameil – Homewhere i Canteen 29

Udstillingen i Canteen 29 er overstået, men video installationen kan opleves efter aftale – send en sms til 24 27 27 17.

På tv dukker nogle af Christine Bechameils andre værker op i Netflix-serien Reservatet, hvor hun også har været med på scenografien.

– Jeg vil tro, at vi inden længe får flere af kunstnerens intense værker at se, når hun bliver inviteret ind i relevante sammenhænge. Hun er i hvert fald værd at holde øje med.

Læs mere:
Instagram – https://www.instagram.com/christinebechameil/
Facebook https://www.facebook.com/christine.bechameil

Studio Filmstationen
Filmtorvet 53
3500 Værløse

Christine Bechameil – Homewhere – stillfoto

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – juni 2025
Klik og se illustrationerne i en bedre gengivelse.

… … …

Christine Bechameil – Homewhere Unfolded

Unboxing evolution – Nadine Meinicke-Kleint

Nadine Meinicke-Kleint med nyt værk i serien af Crystal Mutations

Nadine Meinicke-Kleint spidder i keramiske skulpturer traditionens fejlslagne verdenssyn

Herboende, tyskfødte Nadine Meinicke-Kleint byder indenfor i sit nyindrettede atelierfællesskab på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. Her deler hun ovn og etage med kolleger fra OK Corral, og kan komme videre med sine markante, eksperimenterende keramiske skulpturer.

De har fanget mit blik, efter Nadine Meinicke-Kleint i sommeren 2024 deltog med Tide på SAK i Svendborg, hvor kolleger hyldede billedhugger Kai Nielsen. Her viste hun i sin skulpturelle vandkunst et fornemt overskud og format, en unik formsans og et blik for glasurernes magi, det er værd at se nærmere på.

Nadine Meinicke-Kleint er født i Østberlin i 1974, uddannet som billedkunstner indenfor skulptur og maleri fra Universität der Künste i Berlin, og har studeret sprog og litteratur. Hun debuterede i DK på Den Frie på Kunstnerens Efterårsudstilling KE17 og KE18, og har siden udstillet flere gange i København, på Art Herning og i Horsens.

I tidlige værker har hun arbejdet med sociale perspektiver, fx i serierne Bagage 2020, Nightmare 2019 og Echo 2018.

På det seneste er interessen for naturvidenskab taget under lup.

Crystal mutation

Evolution, etik og traditionens vanemæssige kategoriseringer stiller Nadine Meinicke-Kleint skarpt på, og hun udfordrer menneskets forestilling om dets rolle og placering i naturens hierarki med sine karakterfulde værker.

Nadine Meinicke-Kleint Crystal Mutations

På væggen i hendes studio ses et kraftfuldt relief, en løves maske, hvorfra kolonier af krystaller breder sig over dyrets kinder og pande. Maskens form er helt arkaisk – arketypisk og klassisk, som vi kender det fra århundreders kunsthistorie. Kattedyret, et selvstændigt væsen med stor frihedstrang, ser direkte på os.

Krystallerne er som taget ud af et nutidigt laboratorium, hvorfra de prikker til vores forestilling om løvepels og mulehår.
– Hvad er det dog for en skabning?

Naturens forældede rangorden
Klassificeringen, som vi kender den, og separationen af naturens kategorier i dyreriget, planteriget, mineralriget er ikke så entydige, som mennesket op gennem tiden har holdt fast på.

– Tag fx en vandmand, den er næsten mere plante end dyr. Fotosyntese, som vi normalt tilskriver planteriget, ses også hos nogle småbitte dyr i havet.
– Kamæleonen har krystaller på skindet, der medvirker til dyrets farveskift, og metaller vokser i krystalformationer.
– Sådan er virkeligheden ikke så simpel, som den er blevet fremstillet.

Nadine Meinicke-Kleint
Canidae

– Ved at visualisere nogle kontrastfyldte sammenstød ønsker jeg at gøre op med de nydelige små æsker, vi gerne sorterer verdens udvikling op i, fortæller Nadine Meinicke-Kleint.

Diaspora
Opgøret med vanetænkning og alt for skematiske kategoriseringer resonerer fra kunstnerens dyrekøbte livserfaringer, blandt andet som tilflytter af udenlandsk oprindelse.

Den første betydelige omstilling kom, da Nadine Meinicke-Kleint, som 7-årig i 1981, flyttede fra Øst- til Vestberlin, og fik et kulturchok alene af farverne på børnenes legetøj. Med et Rotary-scolarship rejste hun derpå til USA og studerede, og senere kom hun til Danmark, hvor sprogforskellen en lang tid er en barriere. Også for, hvordan andre vurderer hende.

De forskellige sceneskift ligger der som en præmis, Nadine Meinicke-Kleint italesætter gennem sine værker, der i sine overraskende udtryk stiller spørgsmål til vores automatiserede separationstendens.

Kærlighed til leret
På arbejdsbordet står to store ægformede værker, dækket af dyrerelieffer og planteformer, og venter på næste fase. Ved siden af ligger et mellemstort fabeldyr, delt op i elementer, som skal samles, brændes, glaseres og brændes igen. På tegnebordet ligger skitser til næste projekt.

Nadine Meinicke-Kleint
TIDE – detailfoto

– Som regel har jeg en overordnet idé om, hvad der er interessant før skabelsen af et nyt værk. Det første billede i mit hoved får undervejs i processen et helt anderledes udtryk.
– Jeg har en plan om opbygningen, hvilket er helt nødvendigt i de komplekse skulpturer, og det, jeg elsker ved leret er, at der er mange muligheder for at improvisere og intervenere, smiler Nadine.

I kassen med eksperimenter ligger nogle ufærdige stykker, og noget, der ikke helt er blevet, som det var tænkt.
– Hvis du aldrig laver fejl, er der noget galt, understreger kunstneren, der gerne rækker en idé videre til andre, for efter hendes opfattelse er de ikke hendes ejendom, men en del af et reservoir, hun har adgang til.

Under overfladen
Glasurerne transformerer formen til slut.
I Tide er vandfornemmelsen fastholdt i blågrønne hvirvler.
I serien EXO ses moslignende struktur sammen med den blanke glasur.

Senest har kunstneren arbejdet med montering af mere uortodokse accenter, som de helt matte lag af filt på figuren CANIDAE, ulveflokken med flere hoveder.

TIDE – vist på SAK som hyldest til Kai Nielsen

– Kontrasterne i mine sammenstillinger håber jeg kan skubbe til opfattelsen af tingene i verden. At de stiller spørgsmål, og åbner for en stærkere grad af artikulering i et større perspektiv.

Det ser ud til at kunne lykkes.

Fakta: Nadine Meinicke-Kleint (1974) billedkunstner fra Universität der Künste Berlin hos Dieter Appelt og Ursula Neugebauer. Repr. af Gallery Hjorth. Bor i København.
Læs mere om Nadine Meinicke-Kleint – her

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2025 – juni/juli

Portrætter – se flere portrætartikler – her

Illustrationer:
Nadine Meinicke-Kleint – Portræt med Fresh Mutation. PR-Foto
Nadine Meinicke-Kleint – Crystal Mutation. PR-Foto
Nadine Meinicke-Kleint – Canidae. PR-Foto
Nadine Meinicke-Kleint – Tide. PR-Foto

Klokkeklange, Sammenhold og Sort Sol – Kunsttårnene på Langeland

Bjørn Eriksen – Dreambed

Bjørn Eriksen, Jonna Pedersen og Per Buk har givet tre af De Langelandske Kunsttårne ny indmad

Fjerne, drømmeagtige stemmer og klokketoner lyder, så snart du træder indenfor i Klokketårnet, tæt ved Bagenkop på Langeland.

Billedkunstner og komponist Bjørn Eriksen har installeret en musikalsk oplevelse, du selv kan videreføre på Eriksens unikke instrumenter i det nedlagte transformatortårn. Her er hans Dreambed med talrige klokker og forskellige dimser, der kan afgive lyd, installeret i det 8 x 1,5 x 1,5 meter trange rum med højt til loftet.

Helt opslugt af musikken og klangene bliver du hurtigt med en trommestik i hånden og Bjørn Eriksens toner i ørerne.

Kunsttårne / Art Towers
Klokketårnet indgår i øens længste kunstprojekt – De Langelandske Kunsttårne, hvor tre af de tolv tårne for nyligt har fået installeret ny indmad i form af nye kunstværker.

Kunsttårn på Langeland

Billedkunstner Hans Kjær fik i 2003 den fremragende idé at redde øens transformatortårne fra nedrivning, og forhindrede den specielle bygningsarv i at gå tabt, da øens elkabler blev lagt under jorden.

Heldigvis lykkedes det at overbevise Fyns Elforsyning om ideens bæredygtighed, hvor udsmykningerne i starten var baseret på lokale kunstneres frivillige indsats. Siden har visionen bredt sig, og nu inviteres kunstnere fra hele landet til at medvirke.

En rollemodel for sammenhold
Margrethe den Førstes Guldkjole, som svenskerne stjal med til Uppsala som krigsbytte, har kunstneren Jonna Pedersen kopieret ganske fantasifuldt med tilhørende guldsko og våbenskjold og installeret i Tårn 7 til tidsaktuel eftertanke.

Dronning Margrethe den 1. forenede de nordiske riger ved diplomatisk dialog, og i vores tid er der om noget brug for diplomati, stamina og sammenhold, også i hverdagen.

Jonna Pedersen – Sammenhold, 2025

Jonna Pedersen udforsker eksistens gennem fortolkninger af tidens rollemodeller og deres klædedragter, fx Helle Thorning-Schmidts pink gallakjole og Jacqueline Kennedy i sin lyserøde Chanel-dragt i timer efter attentatet på JFK.
– Tøjet kan tale, når kunstneren giver historierne en stemme.

Sort sol og lærkesang
Langelands egen Per Buk har fugle som sit kendemærke, og i Tårn 11 har han malet en sværm af sorte fugle hele vejen rundt og op-op-op. Du bliver næsten svimmel – og det er faktisk meningen, for Buk deler drømmen om at se sort sol over Langeland med gæsten, der gerne må snurre helt rundt om sig selv, og så se, hvad der sker, mens lærkerne letter udenfor i sommerhimlen.

På åbningsdagen i maj blev de allerfineste klange slået an af mezzosopranen Andrea Pellegrini, der nøje havde udvalgt en sang til hvert kunstværk, og således forbandt fortid og nutid.

www.kunsttaarne.dk findes tårnenes fakta.
Absolut en sommerudflugt værd. 

De Langelandske Kunsttårne
12 transformatortårne – Langeland
Frem til maj 2027

Per Buk – Sort Sol i Tårn 11

… … … 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2025 – juni 2025

… … …

Jonna Pedersen – Margrethe d. I. med nyt rigsæble

Tillykke med de 85 år – Ole Bach Sørensen

Ole Bach Sørensen runder 85 år 3. juli 2025

Ole Bach Sørensen er født på Amager 3. juli 1940. Som 14-årig fik han opmuntrende respons på sine tegninger og valgte kunstnervejen, inspireret af kollektivets ildsjæle i Ballonparken på Amager og tre måneders studier i Paris. Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling som 21-årig, og snart optages han på de øvrige censurerede udstillinger.

OBS følger Eks-Skolen et års tid inden Kunstakademiet 1962-69, hvor han udforsker grafik, maleri og alternative udtryk. Som kunstner inspireres han af Fluxus, Arthur Køpcke, Eks-Skolen, Dada, Munch, Picasso og Rembrandt.

I 1962 udstiller han med M59 og er medstifter af PRO. Udstiller separat i Janusbygningen Tistrup, Politikens Galleri, Museumsbygningen Kbh. Ø., hos Clausen og Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel. Studieophold i Vallauris i huset La Galloise, hvor Picasso og kæresten, Francoise Gilot boede.

Fra 2023 udstiller han parafraser med PRO på Heerup Museet, skaber nye og udstiller igen med PRO i efteråret 2025 på Ovartaci Museet Aarhus.

– I virkeligheden arbejder man på erindringen – det er ikke det jeg ser, men det jeg , og lysten til at gøre noget med det, der er det vigtige, har Ole Bach Sørensen sagt til Kunstavisen i 2022. 

Fødselsdagen 3. juli 2025 fejres privat i Kunstnerhuset, Gothersgade, København.
Læs mere: www.olebachsorensen.dk

– Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2025 – juni

Forsiden oktober 2022 – et snapshot, der blev til et pletskud…

Illustrationer:
Portræt af Ole Bach Sørensen, foto: Inge Schjødt

Kunstavisens forside 9 / 2022 – foto: Inge Schjødt
Portrætartikel – læs her 
Kunsten som modvægt – Ole Bach Sørensen

 

Klangfuldt Øjeblik i Kapellet – GESTALT

GESTALT i Kapellet, foto Lasse Hansen

Ni billedkunstnere supplerer hinandens forskelligt udtryksfulde stemmer

Et klangfuldt blandet kor af kunstnere har indtaget Kapellet i Holbæk. Med udstillingen ØJEBLIK byder Kunstnergruppen GESTALT på deres tredje udstilling. I kraft af de medvirkendes forskellighed, sat op mod rummets betingelser, opleves fremførelsen som en intens sonet, hvor alle ni kunstnere har en distinkt stemme.

På udstillingen, der kun har åbent ganske kort tid, medvirker: fra venstre Karen Villia Jensen, Grete Kyed Hvam, Vibeke Jensen, Heidi Dacke, forrest Katka Arentsen, Inger Odgaard, Nina Kathrin Schlemm, Alina Shevchenko, samt Eva Hvelplund. Sidstnævnte var fraværende ved fotograferingen på åbningsdagen, men spiller ganske flot med i den samlede udstilling i det hvidkalkede rum, karakteriseret af det unikke lys fra kapellets høje, buede vinduer.

Optakt med alvor // video, maleri og fotokunst
Verden udenfor med krig og kvindelig værnepligt adresseres af Grete Kyed Hvams malerier og Nina Kathrin Schlemm i videokunst og collage.

Øjeblik – udstillingsview

Eva Hvelplund stemmer i med kontrastfyldte, digitale værker af stor dramatisk dybde, pænt pakket ind i kendte sangtitler, nogle endda på fløjlsblødt tekstil.

Improvisationer i maleri
Vibeke Jensens maler pointillistiske, æteriske, semifigurative stemninger på lærred, opbygget med laseret lethed og mættet tyngde i maleriets definerende rum. Billederne klinger velgørende og særdeles relevant, som improviserede, poetisk-meditative pauser for såvel udøver som publikum.

Alina Shevchenko og Katka Arentsen udforsker moderne, abstrakte malede forløb på papir med gentagelser og forskelligartede rytmiske, rumlige formstrukturer i penslernes dans. Hos Arentsen kombineres strøgene med forrevne accenter af vokskridt, stofligt og sansemættet gjort.

Karen Villia Jensen, Inger Odgaard og Nina K Schlemm

Karen Villia Jensens figurative malericollager kommer fra en illustrators undergrund, og står i mættede farver som rolige basklange med sine mytologiske dyremotiver, nordisk-okkulte symboler og udfoldede ravnevinger, der rækker omfavnende ud.

Fantasifulde relieffer
Heidi Dacke sætter ind med dristigt farvesatte relieffer i udskårne genbrugsmaterialer, hvoraf nogle kombineres med tekstil. Her bliver kjolens bortløbne prinsesse til et fabulerende fantasifuldt crescendo, hvor strutskørtets underside med de modererende sikkerhedsnåle får tiden til at stå stille i et ekstra refleksivt sekund.

Elastisk Finale // strik, beton og ready-made
Inger Odgaard får her den afsluttende kadances plads. Med helt nye installatoriske ready-mades af elastiske, maskinfremstillede striktrøjer, tynget ned af socialrealistisk beton, ekstemporerer kunstneren fortsat sine nyskabende værker frem med garn som primært materiale for grundige undersøgelser.

Inger Odgaard – Attractor, ready-made. Foto: Lasse Hansen

Odgaard har de senere år forædlet det skulpturelt-tekstile format, og går her endnu et skridt op i skala med sine kompositioner, fremstillet af kunststofgarner, primer, beton og nervøs velour. Ikke mange slipper afsted med den kombination af materiale og udtryk, men kunstneren Inger Odgaard vover det, og det er inciterende interessant at følge med i hendes vekslende temaer.

Som sonettens strofer er de vidt forskellige, de ni kunstnere, men den velkuraterede samklang gør udstillingen til noget særligt.

God tur til Holbæk.

GESTALT i Kapellet
Anders Larsensvej 4 – Holbæk
Frem til 1. juni

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2025

Grete Kyed Hvam – War Pieces til relieffer af Heidi Dacke. PR Foto

Vibeke Jensen – Med et blidt strejf, akryl på lærred

Et solstrejf i en bølge – Daniel Goldenberg

Daniel Goldenberg – Wave, 2025

Maleren Daniel Goldenberg fornyer det klassiske havbillede på soloudstillingen Into the Light i København

Daniel Goldenberg er en af de få malere, der mestrer hyperrealismen til perfektion. Han kendes på sine tavse bymotiver og dramatiske fortove close-ups, men på det seneste har Daniel Goldenberg kastet sig over en fornyelse af de klassiske havbilleder, og det kan opleves på den aktuelle soloudstilling hos Davis Gallery Contemporary Art i København.

– De havbilleder og motiver med vand, der er malet i gamle dage, de er skabt før kameraet, forklarer Daniel Goldenberg. Så, hvordan kan det afbilledes og fremstilles troværdigt i dag? spørger han med sine nyeste malerier.

Goldenberg er rejst fra byen ud i naturen, og har genbesøgt strandene på Bornholm, hvor han har fordybet sig i lysets spil, i farvernes spil, i bølgestrømmene ind over klipperne.

Daniel Goldenberg – Residing Wave, 2025

Her har han nærstuderet det på én gang meditative og dramatiske i brændingens evigt skiftende sceneri.
– Klipperne og bølgerne er vanskeligere at indfange end byen, fortæller Daniel Goldenberg, og henviser til sine motiver fra byens regnvåde gader, de klassiske bygninger, lysfyldte himle med subtile genskin i facaderne, samt den helt særlige tyste atmosfære, som i mere end 15 år har optaget hans pensler og palet.
– Vind og vejr spiller her en større rolle, og vandet bevæger sig. Bølgen er der kun et splitsekund.

Den Goldenbergske atmosfære
En vis træning har Goldenberg i at analysere splitsekundet og lysets skiften. Som ung interesserede han sig for meteorologi og fulgte lyset og vejret i alle dets udtryk. Noget, som er kommet ham til gode i den særlige, udefinerbare atmosfæriske lethed, der er et af Daniel Goldenbergs fremmeste kendetegn.

Uanset hvor lidt lys, der synes at være i motivet, så er det alligevel lyset, der er den afgørende faktor i Goldenbergs hyperrealistiske malerier, hvor kunsten er ikke at gøre tingene helt knivskarpe.
– Der skal være et atmosfærisk lag, så man ikke kan se hele vejen ind i billedet, fortæller Goldenberg.

Daniel Goldenberg – A New Moon

Blandt sine forbilleder nævner han amerikaneren Edward Hopper (1882-1967), som kendes for motivernes tomhed, og den melankolske ensomhed, når der er figurer til stede. Oplagt er det også at referere til danske Vilhelm Hammershøi (1864-1916), som kaldes en af de første danske modernister, og kendes for sine elegante rum og solstrejf.

Perfect Imperfection
Daniel Goldenberg har malet betydningsfulde steder i både ind- og udland, bl.a. i London og New York. Kombinationer af bygninger, veje og pladser fra Empire State Building til Trianglen med BT-reklamen på toppen af Bien – den gamle sporvognsterminal – over vejkrydset ved Oslo Plads og Nyboder, forbi Christiansborg Slotskirke, hvor en enlig cyklist er på vej hjem i morgenlyset. Kort sagt, rundt i det gamle, klassiske København, hvor Goldenberg oplever en forbundethed med bygningernes kunstneriske sjæl.

Daniel Goldenberg – The First Light

– Jeg drages generelt af billedsproglige ting, elementer som lys og skygge på en flade. Om jeg kigger på havet, på brosten eller på en vandpyt, så er det det samme blik, jeg har.

– Jeg ser efter linjer, der skærer hinanden, så der bliver den nødvendige spænding i billedet. Beskæringen af kompositionen sker helt intuitivt, men justeres til med centimeters nøjagtighed, indtil det er der, fortæller Daniel Goldenberg.

Et solstrejf i en vandpyt

I arbejdet med bybillederne blev Daniel Goldenberg optaget af at raffinere forgrundene.
– Kunne man nøjes med at male en fodgængerovergang?

Asfalt med striber, kantsten og fortove, hvor de på en gang realistiske og abstrakte linjer skærer hinanden. Det har gerne været regnvådt, for det fremhæver strukturerne i overfladen. Vandpytterne, der fanger lyset og gengiver spejlinger af omgivelserne, kalder kontrasterne frem. Ind imellem fanges opmærksomheden af et fremmed element, et fikspunkt, en accent, der lader billedet stå åbent i tid og rum. Her er zoomet helt ind, men det handler også om verden omkring.

– Det, at søge lyset, er en tilgang til livet og et fokus på at søge det, der er konstruktivt og givende, frem for at give fokus til det, man synes er galt eller forkert.

Daniel Goldenberg – Rain Yellow

– Titlen Into the Light peger på flere måder på, hvad jeg vil med min kunst, og hvad kunst kan, udtaler Daniel Goldenberg.

De Bornholmske klipper og brusende bølger kan opleves sammen med fortovene og enkelte bybilleder på denne soloudstilling, hvor især de nye havbilleder imponerer.

Modigt og aktuelt at rette fokus på havet, hvor livet kommer fra.

Davis Gallery
Bredgade 69, København K
Frem til 14. juni

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2025 

 

Renate Borgen – udforsker farve, form og tilfældighed

Renate Borgen – Fibonacci inspirationer, foto Steen Rasmussen

De farvestærke værker af Renate Borgen springer lige i øjnene og de kalder på et ønske om at vide mere, når jeg rundt på udstillinger møder kunstnerens geometrisk-systematiske maleri.

Senest mødte jeg hendes værker på en knaldrød væg, præsenteret på udstillingen GETAWAY i Kofoeds Skoles Galleri Underkant på Amager i 2024, hvor værkerne lyste velgørende i klare farver, inspireret af Ittens farvelære. Der var på én gang ro og en hel særlig dynamik tilstede.

Renate Borgen har tegnet og malet det meste af sit liv, og fandt virkeligt hjem, da hun valgte kunsten som sin levevej. Kunstnerisk skoling har hun modtaget i flere forløb, bl.a. på Holbæk Kunsthøjskole og hos kunstskolen Spektrum, hvor hun sammenlagt har fulgt undervisningen i otte år.
Kunstskolen Spektrum er i dag at finde online og kommer dermed hele landet til gode. Fra skolen på Amager er der dannet flere kunstner/netværksgrupper, værksteds- og kuratorfællesskaber, som aktivt bakker hinanden op i den ellers stærkt individualiserede branche.

Intuitivt abstrakt

– På Spektrum ca. 1995-2000 blev der eksperimenteret meget med form og farve, fortæller Renate Borgen. – Jeg rettede blikket mod Poul Gernes, den norske maler Olav Christoffer Jensen, samt amerikansk Color Field Painting med Mark Rothko, Barnet Newman, Agnes Martin, Ellsworth Kelly m.fl. I det hele taget de kunstnere, der beskæftigede sig med farven, som en kunstart i sig selv.

– I starten af 2000-erne udstillede jeg i et intuitivt formsprog med udgangspunkt i de rene farver. En serie malerier i akryl på lærred blev præsenteret hos Illums Bolighus, der har tradition for at vise original kunst i møbeludstillingerne. Herefter fulgte en separatudstilling i Møstings Hus på Frederiksberg, og kuratering af gruppeudstillinger sammen med kolleger, bl.a. udstillingen Havfruer og Frøkner i H.C. Andersens Hus i Odense.

Med Bauhaus som ballast

Renate Borgen – Partitura, foto Steen Rasmussen

Farverne blev ved at fascinere. Derfor blev det relevant at udforske, hvad farver kan i sig selv og som kunstart i sin egen ret.

Borgen rettede opmærksomheden mod den tyske kunst- og designskole Bauhaus, der opstod i mellemkrigstiden i 1919 i Weimar og som revolutionerede formgivningen indenfor en række faglige områder. Bauhaus fusionerede alle kunstneriske arbejdsformer indenfor arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk og industrielt design og fik, trods sin skæbne – skolen måtte flytte fra Weimar til Dessau til Berlin og blev lukket af nazisterne flere gange – en udstrakt betydning for eftertiden med den arkitektonisk stramme, funktionalistiske stil og malerisk- konstruktivistiske kunstretning.

Blandt de avantgardistisk fremsynede lærerkræfter skal nævnes malerne Johannes Itten, Josef og Annie Albers, Paul Klee, Wassily Kandinsky.

– For at forstå farverne, følte jeg, at jeg blev nødt til at gå tilbage i farvelæren. Jeg begyndte at studere farvernes DNA efter Ittens farvehjul. Jeg besluttede mig for at blande mine farver selv ud fra rød, gul, blå og hvid, strengt og systematisk, et arbejde jeg tidligere havde anset som både unødvendigt og kedeligt.
– Det viste sig nu at blive en spændende og lærerig proces, som med tiden udviklede sig til en egentlig lidenskab.

Primært komplementært
– Siden 2013 har jeg mere systematisk udforsket farven med Bauhaus-sætningen Less is more, i Goethes farveteorier og Johannes Ittens farvehjul. Jeg har rendyrket Ittens system af komplementærfarver i en række af værkserier.

– Jeg vælger nogle få primærfarver og en given form, hvorefter jeg metodisk komponerer mønsterlignende variationer over det snævre udgangspunkt.
– Et vist mål af tilfældighed overlader jeg til et slag med en terning, som bliver bestemmende for farvevalget til felt efter felt i de minutiøst disponerede værker på papir.

Af Renate Borgen, foto Steen Rasmussen

Til udstillingen [ree-fleks] i Kunstpakhuset Ikast i 2018 udvikledes geometriske stramme værker i et kvadratisk yndlingsformat under titlen Partitura, hvor smalle farvefelters skiften kunne minde om tangenterne på et klaver. På udstillingen ECHO i Gjethuset i Frederiksværk samt Mirror – Pakhusgalleriet Nykøbing Sjælland i 2020 fik felterne mere fylde. På GETAWAY-udstillingen i 2024 havde kunstneren fundet et formsprog med baggrund i Fibonaccis talrække, hvor felterne vokser i størrelse ud fra den logaritmiske spiral, der genfindes som princip mange steder i naturen.

– Farvelæren har guidet mig tilbage til Bauhaus og de store mestre, som mange kunstnere står på skuldrene af. Herudover har farvelæren hjulpet mig ind i kunsthistorien på forskellig vis, og på en måde hjulpet mig til at få en større forståelse af flere kunstretninger.

Geometrisk revival
Den geometrisk-konstruktivistiske kunst har overlevet mere end et hundrede år og finder til stadighed nye fællesskaber og udstillingssteder. Renate Borgen glæder sig over til september 2025 at skulle medvirke i den internationale kunstnerforening DGAA –  Discursive Geometry Art Association, organiseret af professor Mark Starel i den polske storby Łódź.

– I den tilsyneladende enkle geometri finder jeg fortsat ro og udfordring ved at udforske farver i uendelige variationer, slutter Renate Borgen.

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2025 – april 2015

 

 

Samlingspunkt for tekstilkunst savnes – LEDER til Kunstavisen 4 / 2025

Ane Henriksen – Urban Growth, foto Ole Akhøj

Overalt ser vi en opblomstring af taktile aktiviteter, der stimulerer hænderne og befordrer en tryghed, som ikke længere findes i den omverden, vi får fortalt på de allestedsnærværende devices. Heldigvis kender mennesket til at finde ro og fordybelse ved at skabe noget, sørge for tøj til kroppen, designe afdækninger mod kulde og indkig, og ved at dyrke fantasien og kunsten, som et reservoir af energi til mental overlevelse.

Når Ane Henriksen finder på at bruge tabt ’byløvfald’ – det vil sige tabte vanter – til at illudere fyrretoppe i en stor gobelin, og genanvende brugt jagt- og marktøj i en udstilling med maleren Jens Søndergaards landskabsbilleder som pendant, så bobler signalstofferne hos den, der har øjne at se med.

Når Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så husker vi udsigter over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som åbenbarer sig i mødet med den genuine tekstilkunst, som vi har så fine traditioner for at skabe.
Nu mangler vi blot at passe bedre på det, og at vise og tolke det, så nye generationer finder glimt af fortidens indhøstede lærdomme, og bærer dem videre med den samme stolthed, som vi nyligen har set ved kongeparrets besøg på det navnkundige franske værksted La Manufacture des Gobelins i Paris.

Kirsten Nissen – Hans Nissens Mark og Iben Høi

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes  – men som der ikke findes noget museum for i dag. Der mangler i den grad et sted med samlingsansvar for tekstilkunst herhjemme.

– Beklædningskulturen og tekstilindustrien præsenteres i lokale samlinger landet over. På Danmarks Designmuseum går tendenserne i retning af møblerne og det industrielle design med fortegnet Danish frem for den taktile og tekstile skat, der er deponeret her.

Ildsjælene i Ebeltoft fik museet GLAS op at stå ved utraditionelle, men virksomme greb. Porcelænet og keramikken har fået fans og fodfæste på museet CLAY i Middelfart. Men tekstilkunsten er endnu hjemløs.
Det kan ikke blive ved.

– Måske kan der udskrives en konkurrence om at overtage Svanemølleværket i stedet for helt at overlade det til Teknisk Museum fra Helsingør? Måske kunne museumsaktiviteterne fusionere, så der bliver plads til både det maskuline og det feminine interessefelt, der ved indfaldsvejen til hovedstaden?

Terningerne er hermed kastet – snart bliver det Kulturministerens tur!   

… … … 

Birgitte Boesgaard – Dobbelt udfald med accessories

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2025 – Lederartikel

Læs anmeldelse af Lundsgaard udstillingen – Overvejende tekstil – her

Læs mere om planerne for Teknisk Museum på Svanemølleværket – her

Michael Ernst Pedersen – Om at se LANGT FRA ∙ TÆT PÅ

MEP – Langt fra Tæt på

Maleren Michael Ernst Pedersen har helt sin egen måde at se verden på. Med kunstnerens skarpe blik samler han på elementer, der en dag kan bruges i et billede. Et indtryk af en færge ved Amaliekaj, nogle brogede køer på en mark eller blot nogle møbler i et rum – det gemmer han i hukommelsen.

– Det er rummet på fladen, som optager mig, fortæller maleren Michael Ernst Pedersen.
– Perspektivet er én metode, men ikke den eneste. Der kan være størrelsesforskelle, overlapninger og farver, hvor f.eks. nogle farver træder frem, mens andre er mere stille og nogle neutrale, forklarer kunstneren om sin arbejdsform. Malerierne er ikke bundet strengt til perspektivet, og netop derfor rækker de en buket af overraskelser til publikum.

Michael Ernst Pedersen debuterede på Charlottenborg 1981. Han er medlem af Foreningen af 18. November, Maj 93 samt Åbne-Atelierdøre Stevns/Faxe. Han har arbejdet som kunstkonsulent i Gladsaxe Kommune og har bl.a. undervist på Søllerød Kunstdaghøjskole, Skolen for Brugskunst og Frederiksberg Husholdningsskole.

På Kulturstedet Lindegaarden bliver der travlt med mange nye besøgende, mens udstillingen af Michael Ernst Pedersen finder sted. Og det er udstillingen LANGT FRA ∙ TÆT PÅ valgt efter. Lokalerne er udlejet til flere familiefester, konfirmationer, kursusforløb med mere i maj og juni, og der venter gæsterne en humoristisk oplevelse.

Udstillingen er arrangeret af Lindegaardens Venner
i samarbejde med komkunst.dk.

Fernisering – mød kunstneren fredag 2. maj kl. 13 – 15

Udstillingen kan ses 2. maj til 21. juni
Åbent tirsdage kl. 13 –  16. Gratis adgang

Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, 2800 Kgs. Lyngby – læs mere her

 

Samtid, fortid, fremtid // TID ∙ MULD ∙ STJERNE

Fem af otte kunstnere foran Karen Gabel Madsens galakse

Otte velgjorte, kunstneriske manifestationer genlyder af omsorg, indsigt og politisk forargelse

Det er helt på eget initiativ og der er gået over to år siden kunstnerne bag udstillingen TID ∙ MULD ∙ STJERNE lagde billet ind på at udforske klimakrisen og undersøge, hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten i det flotte rum, Bibliotekssalen i Rundetaarn i København.
På den kunstnerkuraterede udstilling medvirker Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen. Otte kvinder med samvittighed.
Ved den første af flere Tower Talks introduceredes de besøgende af kunstnerne selv i denne helt rigtige ramme for den tværæstetiske, historisk- og vidensbaserede begivenhed, hvor der er ganske meget at stille skarpt på.

Karen Gabel Madsen – Sommerfulgetæppet

Det hele handler om de alvorlige konsekvenser, den antropocæne levevis har for naturen, mulden, jorden, planetstjernen og for os selv.

For at komme indenfor i udstillingens areal skal man helt bogstaveligt træde sommerfugle under fode! Karen Gabel Madsen har malet et bånd af truede sommerfuglearter, som kun kan passeres på denne måde: ved at du træder på dem. Så er tonen slået an.

Tidens lære
En kvindelig kriger i en dragt inspireret af tv-serien Star Trek tager imod. Nina Maria Kleivan beretter om en opvækst i Norge med traumatiske familiehistorier, der tidligt i livet i den grad mobiliserede kunstnerens vrede og modstandskraft. 

Nina Maria Kleivan – Klædt til invasion//Dine tårer, mine tårer

Heling har hun fundet gennem arbejdet med tekstilkunsten, der er et af Kleivans fine kendetegn. På udstillingen står otte faner i kreds, sorte udadtil og med stærke ord vendt indad mod midten. Desuden ser vi et lysbord med noget, der ser ud til at være kryptiske levn fra en civilisation, der til sidst har ødelagt sig selv. Tidens forvitrede former er abstraheret og igen koncentreret til et magtfuldt kunstnerisk udsagn.   

Vicky Steptoe fortæller med blomsternes kraftfulde poesi i filmen Pastva om skrøbelig sameksistens mellem blomster, bier og mennesker. Et billedtæppe viser Aztekernes blomst, Dahlia, som de både spiste og brugte medicinsk. Stjerneforskeren Tychos næse, hugget af i en duel, får vi at se, som en advarsel og en hilsen fra eksillandet, og på et bord ses de tegnede dagbøger, der har fulgt kunstneren gennem projektets tilblivelse. Kunstneren viser os i de fire glimt forbundetheden i historien, i nuet og relationen til magtens forvaltning.

Pernelle Maegaard har broderet Jordens remse på genbrugsduge. Dels er det ordspil Fra den skønne jord til Jorden i en anden forstand, dels er det den nonsens, vi kan opleve, når det hele løber løbsk. Med keramiske jordvæsner har hun kreeret en stop-motion video, hvor spørgsmålet er, om de kommer frem af mulden for at kommunikere med os? Er en ny tid i anmarch?

Skam og forargelse i spejlet til Jordens børn

Jeanette Land Schou – Teknofossile Fælledfund

Jeanette Land Schou viser en serie detektorfund, såkaldt technofossile materialer, som kunstnergruppen har gravet op på Amager Fælled. Hun får fundene fortalt i flere versioner, og den ene er betydeligt smukkere, end den anden.

På tre plancher viser hun den praktiske indsats med udgravningen, i et raritetskabinet vises stumperne, og så har hun heldigvis givet nogle af fundene en mere kunstnerisk fortolkning i en serie sort-hvide stillebenfotos af æstetisk karakter. Amager Fælled er blevet mishandlet gennem generationer, kan vi se, som losseplads og som byggeplads.

Nanna Gro Henningsen fortæller med udgangspunkt i planterne muskatnød og valmue på blodig baggrund en skamfuld historie fra det 18. århundrede, hvor grådigheden blandt koloniale handelsfolk tog overhånd, og hele øers befolkning blev udryddet, for at købmændene kunne skaffe sig monopol på de værdifulde krydderier – ren og skær Brutalized Botany.

Nanna Gro Henningsen – Brutalized Botany

I installationen fornemmer vi kolonitiden gennem skibsinventar og orientalsk inspirerede genstande, der fandt vej som dekorative elementer i den vestlige borgerlighed – den lysende globus, skærmvæggen med fint tegnede prospekter og smukke genstande i tropiske træsorter, stablet som symbol på Grådighedens umådeholdne dødssynd.

– Det var dengang. Men, vi kan vist ikke helt sige os fri af den hvide, europæiske overlegenhed, der martrede den vestlige civilisation. ¨

– Så, hvordan tager vi det ind i dag? Hvad tager vi med fra tragedien? Det er dilemmafyldt at håndtere den skyld, der implicit hænger ved skulpturerne.

Fremtiden er fremmed
Henriette C. Hansen har set roerne begynde. Hun er vokset op med landbrugets rytme, og kerer sig om, hvordan vi påvirker og påvirkes af det kulturelle landskab, når naturen omformes og forvrides af menneskelige interventioner.

Henriette C. Hansen har modelleret den genetisk simple Arabidopis, også kaldet Gåsemad, som en dag formodentlig skal vokse videre på Mars, Hun undersøger begrebet terraforming, det at modificere en planet til en mere beboelig atmosfære, her lagt an med termiske folieskærme og symbolske jordprøver i et kig ind i en nær fremtid.

Henriette C. Hansen – Arabidopis Gåsemad 

Bodil Brems har placeret Café Oblivion et sted i verdensrummet, og derude sælger den små erindringsbokse og kapsler med feromoner, halogener, lyde og fortællinger til at nyde på stedet. Caféen er udsmykket med malerier med motiver fra Jorden, der forestiller caféer i en ukendt tid, hvor horisonten er forsvundet.

Hug din højre arm af, hvis den forarger dig
Der er ingen tvivl om, at de medvirkende har gjort sig umage, og individuelt har dybe intentioner. Men, der hvor udstillingen bærer præg af en voldsom kollektiv forargelse, bliver det svært. Netop forargelsen er en særdeles ambivalent og uproduktiv følelse, der går over i vrede, og en oplevelse af uretfærdig frustration.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den skam og skyld, jeg bliver eksponeret for.
– Det er politiske manifestationer i slowmotion.

Forargelse er blevet lokkemad i den hvirvlende nyhedsstrøm, fordi den følges op af andre, lige så stærke følelser, og holder seeren fast. Forargelse misbruges som ’klickbate’. Men det er sjældent rigtig befordrende, især nu, hvor det er mere end rigeligt at forarges over, og det er blevet en folkesygdom at give udtryk for det på den mest hensynsløse måde, bl.a. på de såkaldte sociale medier. Hvordan dæmper vi dog den adfærd?

En rum tid går der, fra en god idé opstår til den kan realiseres i udstillingssammenhæng. Så, når det hele endelig løber af stablen, da er det et godt spørgsmål, om verden vil tage imod visionen? – Holder ideen hele vejen til stjernerne?

Kleivan og Maegaard – Still Dreaming

Epilog: En formildende fortælling
I en verden, der accelererer, insisterer værket Still Dreaming på en anden bevægelse – en, hvor vi lytter, hviler og genforbinder os med drømmens langsommelighed, fortalt af 70 år gamle mennesker på en drømmeseng. Sengens tæppe og pude med masser af stjerner broderer Nina Maria Kleivan og Pernelle Maegaard, mens de våger over de sovende – ude og inde, i forskellige landskaber. Det fortælles på udstillingen i videoen, mens drømmesengen står indbydende med det milde stjernetæppe.

Den blå seng bliver et transitrum mellem det nære og det kosmiske, fortidens hukommelse og en endnu uvis fremtid, udtaler Kleivan og Maegaard.

Tak for den brændende dedikation!

Der må lyttes til tiden, mulden og stjernerne. Udstillingens, kunstens sensitive omsorg er værd at kopiere i den hverdag, der leves udenfor Rundetaarn.

Rundetaarn ∙ Bibliotekssalen
Købmagergade 52 A
Frem til 9. juni

… … …

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

Bodil Brems – Café Oblivion

… … … 

Vicky Steptoe – Dahlia til erindring