Heartbreaking news – Jens Olof Hegnhøj

NEKROLOG – Jens Olof Hegnhøj – 21. juli 2018 

Jens Hegnhøj, 2018

Jens Hegnhøj, 2018

Tiden går helt i stå ved det triste budskab om, at kunstelsker, mæcen og læge Jens Olof Hegnhøj er omkommet i en tragisk trafikulykke under en ferietur med familien i Spanien. Tankerne går omgående til hans kære hustru Anne og hele familien dernede og herhjemme.
– Og til den store kreds af mennesker, i hvis liv han satte spor.

Jens havde sans for kvalitet, var en livsnyder af rang og delte generøst ud af sig selv – både i sin internationale lægegerning, hvor han gjorde tjeneste i SOS International, som vagtlæge i 1813, m.m. Og som mæcen, kunstelsker og kunstsamler. Ofte dukkede han op på gallerier og udstillinger, eller lagde vejen forbi kunstnernes atelieer med en dyb og ægte interesse.

Jens Hegnhøj åbnede sit private hjem for en perlerække af udstillinger og pop-up events, og sammen med kunstneren Morten Blyme åbnede han i 2013 galleriet Hegnhøj & Blyme i gamle Asbæk-lokaler i Gothersgade 97.

Galleriet Hegnhøj & Blyme fik en festlig premiere sommeren 2013

Galleriet Hegnhøj & Blyme fik en festlig premiere sommeren 2013

Hurtigt blev udstillingsrum og kalender fyldt af kunstnernavne som Allan Bestle, Christina Mosegaard, Marck Fink, Morten Blyme, Paul Neale, Sys Svinding, Frederik Næblerød, Dorte Naomi, Caroline Heje Thon, Bjørn Eriksen, Jonna Pedersen, Magnus Cederlund, Nour Fog, John McKie, Carl Christian Tofte, Maria Dubin, Mette Rishøj, Gonzalo Duport, Nina Nørgaard, m.fl.

Hertil blev føjet jazz optræden, digtoplæsning, performances og designpræsentationer. Den Permanente udstilling i kælderetagen var alt andet end permanent, når Morten Blyme her viste egne og andres værker i skiftende ophængninger.

Ferniseringerne trak fulde huse, hvor Jens’ kære Anne både til fest og til hverdag var galleriets værtinde, når ikke en af galleristerne selv var i huset. Efter nogen tid blev galleriet for meget en binding for parret, og lukkede permanent i november 2014, men de fine kunstnermøder fortsatte, og lysten til at danne ramme og skabe springbræt fortsatte. En ny aftalerække var netop i støbeskeen, beretter kunstneren Peter Max-Jacobsen i sit mindeord. 

Altid var Jens åben for ideer og eventyr. Han har været på et utal rejser – tjenstligt i forbindelse med lægegerningen, såvel som privat. I 2016 besteg han bjerget Kilimanjaro sammen med en af sine døtre. Familien var omdrejningspunktet med hvem han også delte ferier i sommerhuset i Sverige.

– Altid svarede Jens telefonen med sit karakteristiske, rolige, omsorgsfulde og professionelle gemyt. 
Det er for mange ubærligt, at han er borte. Ikke mindst for Anne og den nærmeste familie. Men kunstnere og kunstscenen har mistet et sandt fyrtårn, et menneske af sjældent format.

Æret være hans minde. 

Besøg og udstilling af samlerens masker og malerier hos Charlotte Thon, Lille Lottenborg, 2014

Besøg og udstilling af samlerens masker og malerier hos Charlotte Thon, Lille Lottenborg, 2014

Hegnhøj & Blyme - internationale gæster

Hegnhøj & Blyme – internationale gæster  

Jens & Anne Hegnhøj

Jens & Anne Hegnhøj

– Inge Schjødt // komkunst.dk

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar