Refleksioner fra Kulturkabinettet – Aleksander Kosmala

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Aleksander Kosmala

Aleksander Kosmala – Nearby

Fra sit internationale kulturkabinet henter Aleksander Kosmala de klassiske krukker og gipsskulpturer frem, og sætter stemningen med moderne objekter og moderne mennesker i en tidsaktuel scenografi.

Kunstneren mestrer gengivelsen af alle slags overflader fra hud til ler, fra glaseret porcelæn til bløde hårstrå, endda i en stringent, monokrom gråtoneskala.
Med en udtalt beherskelse af clair-obscure teknikken forfiner Kosmala motivernes stærkt belyste områder og dybe skygger.

Billedernes kompositioner bygger bro mellem stilleben og et narrativt univers.
En serie har karakter af studioøvelser, når møbler, lamper og ukendte modeller spænder billedfeltet ud. En anden serie sitrer surrealistisk, når objekterne på mystisk vis får bevægelse og liv.

Andre motiver får en undertone af kulturkritik, når klassiske buster ligger slået til potteskår, mens tidens ungdom i kønsløs påklædning med opmærksomheden begravet i mobiltelefonen eller distancerende høretelefoner passerer forbi. Hvor tidligere generationer brugte digtningen, musikken og klassisk mytologi, der vender nutidsmennesket sig mod popmusikkens digitaliserede udtryk for at møde de samme grundfølelser, og kunstnerens blik følger med fra sidelinjen.

Maleren Aleksander Kosmala arbejder også som grafisk designer, og her slår han gækken løs, så kompositionerne får en tand mere udi det typisk surrealistiske.
Han er uddannet fra Kunstakademiet i Gdansk, Polen i 1979. Siden 1986 har han boet i DK og udstillet internationalt.

Aleksander Kosmala står bag det grafiske arbejde til udstillingens katalog.

Værker af Aleksander Kosmala – udstillingsview

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Aleksander Kosmala står bag den grafiske idé samt layout af udstillingens plakat, invitation, katalog og præsentationen af kunstnerne i forhallen på Sophienholm. 

Den Vågne Drøm – idé og layout Aleksander Kosmala

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar