Nyt til Salonvæggen hos Kunstsalonen og Københavns Kunsthandel

Kunstalonen byder ind med samtidskunst

Det er moderne at indrette sig med klassisk salonophængning, og nye spillere har værkerne – med og uden glas og ramme

Vi holder af hyggen, og der indrettes i stor stil med original kunst, kombineret i tætte salonophængninger, suppleret med værker i skulpturelle formater. Ind imellem føjes et arvestykke, eller et ældre værk i en smuk ramme til samlingen, og forskellige kunstneriske epoker mødes på nyrenoverede vægge.

Til at præsentere den originale kunst er der kommet nye spillere på banen, som formår at servere såvel ny som ældre kunst i appetitlige formater.
To af spillerne er Kunstsalonen og Københavns Kunsthandel, der begge når ud til publikum via intens brug af sociale medier, som fx Instagram. Her fås samtidig et yngre kunstpublikum i tale.

Intime møder med samtidskunsten
De går som varmt brød, kunstværkerne, når Kunstsalonen slår dørene eller prislisten op, online. Siden 2017 har Anne Aarsland og Mette Helena Rasmussen formidlet kunstsalg ved PopUp-udstillinger i inspirerende private omgivelser, og via onlinesalg.

Kunstsalonen åbner fløjdørene for en trend

Netop præsentationen i private hjem giver en oplevelse af tryghed og fortrolighed i valgsituationen.

PræCorona var salonerne store tilløbsstykker med kø i trappegangene på Amagersalonen, Fuglebakkesalonen, Hellerupsalonen m.v., og nu er det opløftende at se, at der fortsat er tryk på, når en ny salon går i luften som onlineudgave. Her lægger de to initiativtagere egne vægge til ophængningerne.

Gennemgående er der en intrikat sanselighed, som appellerer og fremmer lysten til at eksperimentere på hjemmefronten.

Med sikker hånd udvælges og komponeres værker af ret forskelligt udtryk. Her er flere tredimensionelle, væghængte værker samt skulpturer til reolen, gulvet eller sofabordet, afstemte i farver og formater, så det går an at sætte rigtig mange værker ind side om side.  

Initiativtagerne og kuratorerne bag Kunstsalonen er Mette Helena Rasmussen, Master in Fine Arts fra Det kongelige Danske Kunstakademi, der også arbejder som stylist og designdommer på tv. Anne Aarsland er uddannet som billedkunstner, og er cand. mag i kunsthistorie og visuel kultur fra Københavns Universitet.

Solid tingfinder med smag for ældre kunst
En ret ny medspiller med sans for ældre kunst er Københavns Kunsthandel, der er startet i 2020 af kunsthandler Johs Schmidt.

Charlotte Oxholm, Portræt af en herre i lyst jakkesæt, 1921

– Efter 20 år i kunstbranchen, heraf 12 år som senior vurderingsmand i auktionsbranchen, ønskede jeg at være fuldt ansvarlig for hvilke objekter jeg sælger. Med Københavns Kunsthandel har jeg endelig mulighed for kun at omgive mig med den kunst jeg elsker, uafhængigt af hvem der har skabt det og hvornår,’
– udtaler Johs Schmidt, som lægger vægt på godt håndværk, originalitet og relevans.

Også han gør flittigt brug af instagram, og har fået såvel museer som de unge (førstegangs-)købere blandt sine kunder.

Det er glædeligt at se, at kvaliteten vælges til, og at den originale kunst kommer på nye søm og hylder i flere hjem og samlinger. Med indsatsen fra Kunstsalonen og Københavns Kunsthandel reduceres mængden af plakatfulde eller halvdøde skifterammer. Og forhåbentlig tages en del af galleriskrækken ud af nye generationer, så døre åbnes for yngre kunstelskere og -samlere.

Kunstsalonen
Se næste location/online
www.kunstalonen.com

Københavns Kunsthandel
Gl. Kongevej 167 B
Frederiksberg
www.koebenhavnskunsthandel.dk

Københavns Kunsthandel 2021 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, marts 2021              

Victor Brockdorff, Studie af et flygel, 1937 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar