To gange tillykke – Bruno Nordensgaard

Bruno Nordensgaard, foto: Staffan Skov

Ildsjælen Bruno Nordensgaard i det nordvestjyske ønskes dobbelt Tillykke

“Mississippi er et kultur- og kunstcenter for den nysgerrige person og den udfordrende kunst og kultur,” hedder det i præsentationen, når man slår stedet op. Og uden ildsjælen Bruno Nordensgaard, som 22. marts kunne fejre 75 år, var kulturlivet på den nordvestjyske Thyholm et andet.

I februar i år modtog Bruno Nordensgaard på vegne af Mississippi, der holder til i en tidligere Odby Friskole ved Uglev, Kulturfondens Pris 2021 fra Struer Kommune. I indstillingen til prisen er det fremhævet, at kulturcentret har stået bag flere succesfulde udstillinger af høj kvalitet med både professionelle kunstnere og kunstnere, der er på vej – og det kan Kunstavisen kun bekræfte.

I sommeren 2019 fyldte en flok af Kunstskolen Spektrums elever rum og sale, kurateret af Tina Menore. Og modtageren af specialprisen ”PORTRÆT NU! 2019” på Frederiksborg Slot i Hillerød, Astrid Marie Storgaard fra Odense viste nogle af sine karakteristiske værker, malet på pap.

I 2020 kunne man opleve Kunsten at reparere – Reparation som kunst med international patchwork, tillige papirkunstneren Bit Vejle og den censurerede udstilling, som også er på programmet i maj i år med Külli Suitso, billedkunstner og underviser ved Aarhus Kunstakademi, Birthe Reinau, billedkunstner og underviser ved Aarhus Kunstakademi og Vinni Frederiksen, Keramiker og underviser samme sted som censorer.

Af Gonzalo Duport, Toulusse a trés

20. marts har Mississippi slået dørene op for to begivenheder, Forårsudstillingen med argentinskfødte Gonzalo Duport, Lone Ertbølle fra Fyn og keramiker Louise Gaarmann, Djursland, samt udstillingen ”Overflade” med syv kunstnere, der sidste år havde afgangsudstilling på Aarhus Kunstmuseum.

Takket være Bruno Nordensgaard hentes der således udfordrende dansk og international kunst og kultur til Mississippi, der, som bekendt ligger nogle hundrede kilometer vest for Louisiana. 
Læs mere om Mississippi her.

Vi ønsker Tillykke!

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisens facebookside, 22. marts 2021

Tjek Mississippi.dk

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar