Et renaissancemenneske – Torben Thim 75 år

Rosengartneren Torben Thim

Tirsdag 25. maj fylder han 75 år, Torben Thim, rosengartner, arkitekt, maler, forfatter, filosof, sanselig mad- og musikelsker, kort sagt et renaissancemenneske med et vidtspændende talent, man ikke sådan lige sætter i bås.

I en alder af 33 år fandt han sit kald som rosengartner i Løve på Vestsjælland i 1979 som Valdemar Petersens Efterfølger, hvor rosens oprindelse og historiske perspektiv, dens mangfoldige arter og udtryk samt pasning og pleje for alvor indfangede den unge æstet.

Han blev født på Frederiksberg, voksede op i København og Birkerød. I skoletiden lyttede han hellere til engagerede kustoder på byens museer end til lærere i klaustrofobiske klasselokaler.

Efter et toårigt akademisk studenterkursus studerede han indretning på Arkitektskolen i København, dyreadfærd hos Konrad Lorenz på Max Planck Institut for Adfærdsfysiologi i Tyskland, filosofi på Københavns Universitet og billedkunst på Accademia di Belle Arti di Roma, portrætkunst i Spanien, Frankrig og Schweiz.

Han udstillede bl.a. på Kunsternes Efterårsudstilling 1973-1976. Charlottenborgs Forårsudstilling 1973-1975-1978 og 1983. Var medlem af BKF, indtil rosomanien tog endeligt over.

Det ledte til egen tegnestue med projektering af parker og slotshaver, blandt andet på Gråsten Slot i dialog med Dronning Ingrid.

Havevandring i Løve

Rådgivning blev ydet Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, anlæg for Odense ZOO, Valbyparken, Tusculum, Rosendal Slott Helsingborg i Sverige med mere.

Dertil dansk og international foredragsvirksomhed med rosen som omdrejningspunkt, hvor venskabet med skuespilleren Ghita Nørby har ført dem landet rundt på foredragsturné.
Torben Thim har som forfatter udgivet elleve bøger, bl.a. The History of the Rose in Denmark, Forlaget Centifolia 2018, Ghitas Roser – Smil til din skvalderkål, Lindhardt og Ringhof, 2011, og Christian IV og hans roser, Gyldendal, 2006, Historiske roser, Gyldendal, 1998.

Han rejser, og går gerne på rosenjagt efter nye arter med ligesindede i det franske bjerglandskab. Driver fortsat tegnestue som have- og bygningsarkitekt, skriver, maler og viderefører sammen med en håndfuld dedikerede medarbejdere den unikke planteskole med historiske roser i Løve.

Fødselsdagen fejres med de to sønner, bonusbørn og børnebørn.
– Tillykke!

Ghitas kjole i papir – detailfoto

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i forskellige versioner på navnesiderne
i Politiken 24.5., Berlingske 24.5., Kristeligt Dagblad 25.5., 
Et længere fødselsdagsportræt kan læses her på Kunstavisen.dk

Torben Thim – serien Jagttrofæ

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar