Eva Toft tager livtag med kropslige grænser og tingenes overflade i Cobrarummet ved Sophienholm
Midt på endevæggen i Cobrarummet hænger et stort gyldent værk, skabt af billedkunstner Eva Toft i plasticdug, bladguld, ståltråd, papmaché og lærred, spændt op og draperet i dybe bølger.
– Det bærer titlen ”Self-referential Thoughts” 2021.
Det er et kendt fænomen, at billedkunstnere viger tilbage for at sætte titler på. Ofte er det for ikke at låse fast, andre gange er det drevet af et ønske, en søgen efter dialog med beskueren.
– Og som det er med børn, vi sætter i verden, så ved vi ikke altid fra begyndelsen, hvad de hedder, hvem de er.
På soloudstillingen SØ er der en blanding af før og nu. Af værker uden titel, og nogle mere fortalte i sprog og tegn. Titlen, som passer godt til lokationen, indikerer, at her er en undersøgelse i gang, at der er noget under overfladen, som må udlægges.
Hos Eva Toft har der heller ikke altid været titler på. Det har været noget, hun nødigt gjorde. Denne gang er det tid at dukke frem, og stå ved de ord og tanker, der alligevel kom før værket, og som kom undervejs fra idé til proces.
– Identiteten er det grundliggende tema.
Selvskabelse – Autopoiesis
Den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann har, med cellebiologien som inspirationskilde, nøje beskrevet, hvordan forskellige systemer, organismer, samtaler og kommunikationsforløb teoretisk set åbner sig og lukker sig for omverdenen. Det er et led i processen med det, han beskriver som selvskabelse, og som han bruger et smukt, græsk udtryk for = autopoiesis. Auto = Selv + Poiesis = Skabelse.
Som individ åbner og lukker man sig tilsvarende i sin egen selvdannelse. Man funderer over, hvem man er i verden, typisk i forbindelse med forskellige sceneskift, flytninger, livsfaser og perioder, hvor nye visioner folder sig ud.
I tankerne graver vi i styrker og svagheder, i andres signaler og opfattelser, og vores forventninger til andres opfattelser. Meget ofte er de andre mest optaget af at referere til sig selv. En del af dialogen bliver gennemskuelig, andet bliver forlorent – måske som plastikdug, der skåner det egentlige, det gyldne, som vi ser det i udstillingens helt centrale værk.
Der lukkes, der åbnes. For andre, og for én selv. Hvad er kerne, hvad er ren overflade.
Hvad er skrøbeligt, hvad er stærkt nok til at holde?
Genskabelse
– Det er ofte et begreb, nogle ord, en tankerække, der sætter en skabende proces i gang, fortæller Eva Toft på vejen mod Cobrarummet. Det spændende er, når materialerne blander sig.
– Jeg arbejder med det jeg har, og det jeg får. Ting, jeg finder, ting jeg for foræret. Et gammelt fransk gulvtæppe, eksempelvis, som her er blevet skåret op.
– Jeg kan godt bruge nogle gamle, malerplettede møbelstumper, der ikke slutter helt tæt som ramme. Det efterlader åbninger og rum, siger hun og viser et par værker, hvor styrke og skrøbelighed symboliseres af bøjeligt papir, monteret med stålsøm på lærred, indsat i recyclede rammer.
Et andet værk er skabt af bladguldbelagt sengelinned. Det er draperet, eller nærmere bunket sammen, og guldet holder facaden.
Grænser
Indre og ydre grænser har været en del af kunstnerens proces op til udstillingen. Det fik hende bl.a. til at fundere over flagenes betydning, og heraf kommer værket The Validity.
Flag er faktisk en markør med betydelig magt. Det tegner et territorium, et landområde, et felt for inde og ude, begyndelse og slutning. Grænse.
– I værket The Validity peger alle flagene samme vej. Der er kontraster og forskel. Så her er alvor på spil, selvom farverne i tankerne måske tager os med ud i et gadebillede, dressed-up-for-party.
Hvor er vi? Hvor er du?
De 25 værker hænger her frem til 12. september i en intim og intens soloudstilling, som netop dette rum er en eminent ramme for, med lyset, med CoBrA loftets rå indspark, med de gamle vægge som baggrund og det smukke gulv.
– Lyngby Kunstforening inviterer indenfor, for næstsidste gang i Cobrarummet.
Fakta: Eva Toft, født 1974, Kunsthistorie på KUA, kunstnerisk uddannet via Ærø Kunsthøjskole og Kunstskolen Spektrum 2010-2012. Har deltaget på Kunstnernes Sommerudstilling Tistrup 2008, Forårsudstillingen Charlottenborg 2009, Kunstnernes Efterårsudstilling 2009 og 2015, Kunstnernes Påskeudstilling 2016. Galleriudstillinger hos Jytte Arntzen 2010 og 2011, Galleri BLAA, Galleri VESS, Bredgade Kunsthandel, samt Æglageret Holbæk, og på Kirsten Kjærs Museum i Thy 2014 og 2020.
Udstillingen SØ
Cobrarummet – Sophienholm
Nybrovej 401, Kgs. Lyngby
Frem til 12. september
Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021
Klik på billederne, og få en bedre oplevelse.