En anden GANG flot til vægs – Birkerød

En Anden GANG -2022

Tolv kunstnere fra Atelierfællesskabet GANG gør det godt hos Birkerød Kunstforening

Det er en privilegeret udstilling, Birkerød Kunstforening præsenterer i Den Gl. Præstegård. Hele tolv kunstnere fra Atelierfællesskabet GANG bidrager sammen til en livfuld og forskelligartet udstilling under titlen En Anden Gang.

For kunstnerne, der til daglig arbejder side om side på Rentemestervej i Københavns NV-kvarter, er det en fornøjelse at bringe værkerne ud til de elegante rammer i Birkerød.

For kunstforeningens medlemmer og gæster er det interessant at opleve de mange eksperimenterende kunstneriske udtryk, godt blandet, side om side, på én og samme udstilling.
– Som oftest er der jo blot en enkelt kunstner eller ret få på husets vægge ad gangen. Men denne noget anderledes præsentation vækker begejstring, og indbyder til et mere engagerende blik på kunsten generelt, på de enkelte kunstværker og på den enkelte kunstner, som beskueren nu selv må separere ud af flokken og lære at kende.

Et privilegeret besøg fra Rentemestervej til Birkerød

Det glædede kunstforeningens formand Nils Bjervig sig over ved åbningen, 5. marts hvor han kunne byde velkommen til kunstnerne Rikke Bjørn, Holger Bak, Linda Falkesgaard, Isabelle Geoffroy, Lars Hilfling, Tina Kallehave, Heidi Stibæk Kaiser, Christine Lyhne, Janne Mikkelsen, Ulla Pedersen, Louise Simony og Linda Sandbjerg fra Atelierfællesskabet GANG.

En godt blandet buket
Udstillingen er sat sammen af Rikke Bjørn og Linda Sandbjerg. De har fordelt de mere end ethundrede værker i præstegårdens to etager. Nok et højt antal, ja, men ikke for mange. På førstesalens grå vægge er det en dæmpet farvepalet, der gør sig gældende, mens der er skruet godt op for kulørerne i stueetagens hvide saloner.

Mikkelsen, Sandbjerg, Kallehave og Bjørn

Ophængningen er respektfuldt gjort. Kuratorernes indgående kendskab til kollegernes arbejde skinner igennem, og alle kommer til deres ret, både i kombinationer og i mindre klynger af den enkelte kunstners værker.

Hos konstruktivisten Rikke Bjørn ser man de fineste farvesammenstillinger i enkle, rumvirkende kompositioner. Man skulle tro, at hun arbejdede planmæssigt, skematisk, måske med en specifik farveteori på programmet, men sådan er det ikke. Lærreder og epoxyforme fyldes intuitivt med farvefelt efter farvefelt, og resultatet fremkommer ved brugen af kontrastfulde kulører, hun selv blander og eksperimenterer sig frem til, eller erfaringsmæssigt ved, fungerer sammen.

Holger Bak har arkitektens blik for lysvirkninger, inkorporeret i sine sanselige malerier.

Linda Falkesgaard maler moderne stilleben, hvor blomsterne i opstillingerne vækker erindringer eller endnu kan have supermarkedets cellofan omkring sig, for at spejle det kommercielle forbrug i tiden.
Vi sanser kontrasterne og mindes om nærværet.

Heidi Stibæk Kaiser – Untitled no 64

Natur og abstraktion
Hvor Isabelle Geoffroy fabulerer over smukke strukturer i naturen i sine stregkompositioner, der henter Tina Kallehave naturens materialer ind, og skaber skulpturer af rosenrødder, træstykker, tråd og gips, med mere. Christine Lyhne former tredimensionelle relieffer i origamipapir, aviser, gamle dokumenter og sytråd, og Janne Mikkelsen skaber tekstile formationer, lag på lag.

Heidi Stibæk Kaiser perspektiver maleglæden, klart og fornemt i præsentationen.
– Mine værker indtager et fuldstændig abstrakt territorium. Jeg er ikke interesseret i illusion eller specifikt  budskab. Jeg er optaget af maleriet som objekt. Eksperimentet og den direkte kropslige interaktion med lærredet er en stor del af processen, skriver hun i sit opslag på den røde væg i forhallen.

Abstrakt er også Ulla Pedersens strengt konstruktivistiske blik, hvormed hun udfolder og reducerer flade, form og farve i et renfærdigt maleri.

Louise Simony arbejder med portrætter af levet liv, ofte med melankolske udtryk hos mennesker på flugt eller fra mindre privilegerede samfund. Modellernes historier finder hun i gamle bøger og fotografier.

Louise Simony – Lille Blå

Foto er også Lars Hilflings materiale, hvorfra han sampler digitalt og præsenterer figurer på tværs af tid og kultur med et syret twist, der udfordrer beskuerens position.

Endelig har vi Linda Sandbjerg, som helt konkret har taget fotografiske detaljer af den atelierfællesskabets gang på Rentemestervej under behandling med saks og lim i små og store kompositioner.
– Jeg forsøger at udfordre beskuerens opfattelse af virkeligheden ved at danne rum, hvor logikken opløses, fortæller hun om sine collager, der ind imellem antager tredimensionelle former, og alle er skabt i hånden.

Alle tolv medlemmer af atelierfællesskabet GANG har fået en del af deres kunstneriske uddannelse på Kunstskolen Spektrum, hvor Ingela og Thomas Skytte har medvirket til at destillere kunstnernes egenart frem. Det er rigtig mange fine og forskelligartede udtryk, her er at udforske på udstillingen i Birkerød Kunstforening.

Præsentation af de 12 fra GANG Galleri

God fornøjelse – frem til 27. marts.

Birkerød Gl. Præstegård
Stationsvej 32 – Birkerød
Frem til 27. marts

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2022
Klik på illustrationerne for bedre version 

Linda Sandbjerg – Rentemestervej 69B – detaille af collage

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar