Kan noget godt komme fra Nakskov

Det bobler i sukkerbyen Nakskov 

I et gammelt byhus midt i sukkerbyen Nakskov er hver kvadratcentimeter udnyttet i kunstens tjeneste, og ude i landskabet ser storslåede projekter dagens lys

Det er en glæde at komme en tur til Nakskov, og opleve kulturelle initiativer boble sammen med duften af de dampende sukkerroer, som sikrer byens eksistensgrundlag. Der er meget i kog i den lollandske købstad og omegn.

Billedkunstnerne Kit Kjærbye og Ole Holm er drivkræfterne bag Trappegalleriet, der året rundt præsenterer et levende program i et gammelt byhus i Kattesundet, centralt beliggende i sukkerbyen.

I 2022 har Trappegalleriet indtil videre præsenteret fem udstillinger, seks koncerter, workshops, artist talks, vinsmagning og kunstforeningsbesøg. I slutningen af november slås dørene op for konceptet Pay & Go’ ved den traditionelle juleudstilling med galleriets kunstnere.

Hertil kommer initiativtagernes engagement i de årlige begivenheder på Masnedø Fortet, samt begges kulturpolitiske arbejde indenfor regionale udvalg og de kunstneriske organisationer, Billedkunstnernes Forbund og Kvindelige Kunstneres Samfund.

Der er meget godt at se på Lolland

For nyligt har Kjærbye og Holm taget godt imod nytilflytteren, billedkunstner Evi Apostolou, der er rykket sydpå sammen med sin familie for at bo, undervise og arbejde kunstnerisk i provinsbyen.
-Umiddelbart et modigt træk, synes det – men Nakskov vinder ved nærmere bekendtskab, og spørgsmålet i overskriften kan besvares med et ja!

Matador Mix
Malone Dietrich og Åse Højer er to aktuelle udstillere i Trappegalleriet, som kan opleves frem til 12. november. Malone Dietrich har forholdt sig konkret til stedets rum, og viser en række fotos og tekstilcollager, hvor trapper indgår som centrale elementer i værkerne. Blandt dem er også tre kubebilleder, der leder tankerne hen på et fornemt malet tapet på Nyborg Slot fra midten af 1500-tallet med det genkendelige kube-flademønster, der leger med øjet og perspektivet. Åse Højer udfolder sig i en serie nyere malerier i en kontrastfuld farvepalet, hvor figurernes tilstedeværelse anes lag på lag i eftertænksomme rum.

Dodekalitten nu med otte steler

Flere attraktioner på vej
I Kunstavisen har vi tidligere omtalt det gigantiske skulpturprojekt Dodekalitten, hvor billedhugger Thomas Kadziola år for år føjer endnu en færdig granitstele til kredsen af de tonstunge tolvsten, som rejses i de lollandske alper, et stenkast fra færgen mod Femø og Fejø.

Blæsten fejer nu over otte færdige steler, og akkompagneres af elektronisk musik af Wayne Siegel. Tilsammen skabes en sakral oplevelse af mytisk format.

Senest har et nyt gigantprojekt set dagens lys – Art Barns Lolland, hvor en række store herregårdslader bliver omdannet til at huse international installationskunst i megaformat.

MatadorMix Af Malone Dietrich

De første kunstlader ventes at åbne i 2024, og flere kommer til frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen i 2029, kan man læse.

Som alle store ideer mødes projektet af både begejstring og modstand.
– Begejstring for det initiativ, der skal give nyt liv til de store bygninger på egnen, som er gået ud af brug i forhold til de landbrugsformål, de var bygget til.
– Og modstand, når det går ud over eksisterende muligheder for at vise kunst og kultur på de steder, hvor dette allerede foregår. Man kan håbe, at det nye gigantprojekt formår at åbne flere døre, så allerede kvalificerede initiativer ikke blot løbes over ende.

Opløftende er det at møde dygtige ildsjæle raden rundt, som formår at sætte egnens ressourcer i spil.

Læs mere:
Følg Trappegalleriet på facebook
www.dodekalit.dk
https://www.artbarnslolland.org

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2022

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar