Külli Suitso – Hjelm og det ægte kranie, 2016
Hver tid skal kende sit ansvar – for såvel den fysiske som for den mentale sundhed, og her spiller kulturen en betydelig rolle – ikke mindst i en krisetid, som vi og vores unge oplever i dag
Af Inge Schjødt, kunstformidler
”Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu.”
– Sådan lød de efterhånden berømte ord fra daværende kulturminister Joy Mogensen, da corona-pandemien ramte verden i 2020.
– I farten overså hun, at netop hun skulle passe og håndtere interesserne indenfor sit ministerium for kultur, mens andre kolleger i regeringen skulle varetage sundhed-, økonomi-, handel- og beskæftigelse, landbrug og fødevarer – og så videre.
– Corona-alvoren, taget i betragtning, fortjener den spontane reaktion en vis forståelse, men fra kultursektorens reaktion at dømme kunne ministeren efterfølgende ikke undgå at mærke alvoren og behovet i sit resort-område.
– Måske var det meget godt, at hun sagde, som hun gjorde, for så gik låget ellers af alle de lyddæmpede organisationer, og efterhånden kom der gang i corona-støtten til kulturlivet.
Kultur skraber bunden
Kulturen kalder igen! Denne gang er man alarmeret af den manglende opmærksomhed i valgkampen. Det er pinagtigt, at DR ikke engang magter at tage emnet med ind i kandidattesten og debatten.
Det er klart, at energiregninger, sundhedssektoren, og andre seriøse emner skal have fokus – men at kulturen tilsidesættes i så udtalt grad, det er dybt bekymrende.
Hvornår mon det var, at den enkelte borger seriøst mærkede sit eget værd i verden, og fik en form for respons at gå videre på?
– Var det ved de første ord? Den første tegning? Ved sang og optræden for de voksne?
– Var det i skolen ved medvirken i et teaterstykke, eller en fremragende dansk stil?
– Var det ved at kunne spille et instrument, eller danse? Eller spille fodbold, håndbold og computerspil?
Vi glemmer, at kulturen er en samlebetegnelse for et vidt spekter af ytringer, som fungerer som filter, spejl, tidsmarkør og destillator for den enkelte, netop i den tid, vi eksisterer i.
Vi rejser gerne verden tynd for at se Eiffeltårnet, Pyramiderne og Disney-Land, og græder, når Notre Dame brænder i Paris. Men vi har en tendens til at se kulturen herhjemme som en pengesluger, en dyr fornøjelse, og glemmer, at det er en livsvigtig del af tilværelsen, som skal finansieres af fællesskabet – det gælder også for kulturpolitik.
HNK – Where the Wild Roses Grow
Kultur skal støttes fra politisk side
Kulturen skal ikke hvile i sig selv økonomisk, det kan ikke lade sig gøre.
Kulturen skal bæres af fællesskabet på linje med skoler, uddannelse og sundhed.
– Det ekstreme fokus på økonomi og indtjening i vores liberalt-forståede tidsalder er med til at køre kultursektoren i sænk. Det må høre op.
Måske distraheres vi af vilde salgspriser på internationale auktioner, hvor kunstværker omsættes til astronomiske summer, så vi tror, der er mange penge i kunstneriske frembringelser?
Måske forblændes vi af dyre biler og bling-bling hos stjerner og kendisser på verdensscenen indenfor musik, film og sport?
– Det har dog ikke ret meget med den almindelige, levende kultursektor at gøre. Kun som en fjern drøm.
– Langt de fleste ildsjæle i kulturlivet kæmper en brav kamp for at kunne bidrage til formidlingen og bearbejdningen af den samtids vilkår, vi lever i. De kæmper for at gøre kunst og kultur til en stemme for eksistensen, et talerør for mange, som måske bedre kan arbejde kreativt under frie betingelser, end i et 8-16 job med uendelige krav og stressfyldte magtkampe.
Hvis man ser på besøgstal og kulturlivets omsætning på nationalt plan, så er det faktisk et felt af betydeligt omfang, men midlerne er smurt utroligt tyndt ud, og det bliver ikke bedre under en energikrise, hvor kommuner endog tillader sig at aflyse allerede indgåede aftaler med kunstnere med henvisning til andre udgifter.
I kommunale budgetter opleves det, hvordan lokale museer, udstillingssteder og foreninger bliver beskåret, så eksistensgrundlaget udhules. Det så vi i Frederikshavn, hvor 700.000 kr bliver til 200.000 kr – nu dog over to år. Det er dybt kritisabelt, og bør kalde på regeringens opvågnen!
SIIKU – Forma Glacies Versio Groenlandica
I statens egen finanslov tillader man sig at droppe noget så centralt som Karen Blixen-museet på Rungstedlund? Hvad er det, man forestiller sig ved en sådan disposition? At andre træder til? Så er der noget, Finansministeriet har misforstået.
Trylleordet er ikke fondsstøtte fra private
Når private fonde bevilger støtte, så er det ganske ofte en forudsætning, at formålet allerede har en form for offentlig støtte i ryggen. Det ses nemlig som en lokal forankring om et commitment, og er med til at skelne mellem de utallige formål, der søges støtte til.
– Her bliver kommuner og stat nødt til at holde fokus og forstå sit ansvar, inden arvesølvet sættes på tvangsauktion.
Hvis dansksproget, dansk-produceret kunst og kultur fortsat skal spille en rolle i vores samfund og i relation til den store vide (snart engelsksprogede) verden, så må skeen tages i en anden hånd, og vi må huske på, hvad det er, der giver mening og indhold i hverdag og festdag og feriedag og skoledag.
Ligesom de varme hænder og hjerner skal tales OP og har krav på respekt i Skolesektoren og på uddannelsesområdet, indenfor sundhed- psykiatri- og pleje, således gælder det også kunst- og kultursektoren, hvis vi fortsat ønsker, at Danmark skal være et af de mest velfungerende samfund i verden, der tager vare på sine borgere, og tilbyder et tidssvarende niveau af livskvalitet.
TÆNK på kulturen, også i svære tider.
– De fattige har I altid hos jer, blev der sagt, da et kunstfærdigt værk blev fremvist og brugt på en uventet måde for ca. 2000 år siden. Det gælder også i dag. Livet kræver både brød og skuespil og kvalitet i det, dagene fyldes med. Det må der tages ansvar for, også i en krisetid.
– Inge Schjødt
journalist og kunstformidler, komkunst.dk
Tak til billedkunstnerne Külli Suitso, Hanne Nielsen Kjærsgaard og kunstnerduoen SIIKU for lån af inspirerende værker til illustration af debatindlægget.