Tegner, grafiker, musiker, filmskaber, underviser, rektor, billedkunstner, modtager af Eckersberg Medaillen, adskillige legater samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse: 70-årige Jes Fomsgaard fejres med en fornem retrospektiv udstilling og bogudgivelse på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
View Jes Fomsgaard er udstillingstitlen, og sammen med den delikate bogudgivelse får vi den fynske mester serveret i en fornem indramning. Johannes Larsen Museet rummer ud over kunstnerhjem og atelier også en velfungerende fløj til særudstillinger. Her præsenteres nedslag af Jes Fomsgaards omfattende livsværk, opdelt i temaerne COAST, MAP, PARK, PAPER, CITY og CATHEDRAL, som følger udstillingsrummenes arkitektoniske forløb. Værkerne varierer i formater fra store malerier til skitsemateriale og installationer.
Kridt og stift
Jes Fomsgaards udtryk fangede for år tilbage min opmærksomhed med sin kombination af klassisk tegnede søjlekapitæler, labyrintiske sort-hvide babelstårne og grafiske, mættede farveflader, påført kridtstreger og blyantsskriblede notater. Kombinationen med dyrehoveder, torsoer, figurer fra folkelig italiensk Commedia dell’ Arte, imaginære landkort og arketypisk arkitektur skabte en stærk resonans. Det var monumentalt og demokratisk på samme tid. Her var spor, det var værd at forfølge, værd at lade sig gribe af.
Turen gik over fremtidslandskaber med rum- og computerlignende universer, ind i dunkle parklandskaber med skarptskårne cypresser, trapper og haverum frem til barokke katedralers grundplaner og fascinerende ruiner, hvor det efterladte, overlevende sitrer i skygge og streg, af og til gengivet på en tavlesort baggrund.
Skarp og elegant er kontrasten i Jes Fomsgaards æstetik, hvor paletten af virkemidler forskydes og udvides fra værk til værk. Dette skal naturligvis helst opleves ved selvsyn, ved at besøge udstillingen i Kerteminde, men herom fortælles også i det rigt illustrerede bogværk, hvor Jes Fomsgaards kunst ses retrospekt af kunsthistoriker Lene Burkard, og uddybes i en samtale mellem kunstneren og kurator Christian Kortegaard Madsen.
– For Jes Fomsgaard er arbejdet som billedkunstner som en forskningsproces, hvori han inddrager tanker og værker helt fra antikken, renaissancen og barokken til vor tids arkitektur, rum-, krigs- og medieforskning, fortæller kunsthistoriker Lene Burkard. Selv siger han, at det for ham handler om kompleksiteten i verden.
I perioden fra 1981 til 1992 blev indtryk fra rejser og udlandsophold i Spanien og Italien omsat i en serie på 119 grafiske blade, dybtryk, som i 2002 blev erhvervet af Kulturarvsstyrelsen til Vejle Kunstmuseum.
– Denne sorte farve er utrolig vigtig for mine billeder. Den betyder død for mig. Men det er også i mørket – i skyggen – inde i portene, at livet eksisterer. Det er der, man sidder med sin kølige vin; det er der fødslerne sker. Det er der, man kastrerer tyren. Det er der, det er. Det er skyggen, der er vigtig. Det er den, som markerer formen, og det er i skyggen, lyset har sin resonansbund, har Jes Fomsgaard udtrykt det.
Nogle af stregerne ligner kridt på en tavle. Det er kridt på oliebasis, som fikseres.
– Det ser meget overbevisende ud, og folk forsøger altid at viske det ud, hvilket også er en pointe med at bruge det. Der sker noget med et billede, når man føler, at stregerne kan viskes ud. Der er en fortrolighed over kridt. Kridttegningen bliver på en måde en offentlig skitse. En kridttegning lægger op til debat, og den henviser til en evig korrespondance, hvor billedet konstant skifter. Det er her, at min streg virkelig kan gøre noget, forklarer Fomsgaard.
Mennesket som kode
Menneskekroppen har været et forlæg for en betydelig del af Fomsgaards arbejder. Studiet af anatomiens proportioner har ledt hans interesse mod arkitekturen, som spiller en stor rolle i motivserierne CITY, PARK, COAST og CATHEDRAL.
– Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville vise et størrelsesforhold, så kunne jeg lave en trappe, for der er nogle normer for, hvordan en trappe er konstrueret. Et trin svarer til et skridt, så hvis jeg bare lavede en trappe et eller andet sted i billedet, så var der en form, som viste størrelsesforholdet. Da jeg først fandt ud af at bruge anatomien på den måde, blev arkitekturen enormt interessant, siger Fomsgaard i samtalen med udstillingens kurator, Christian Kortegaard Madsen.
Skole og vækst
Om betydningen af arbejdet som rektor og underviser med tæt kontakt til såvel studerende som kunstnerisk forskningsmiljø fortæller Fomsgaard:
– Jeg kom til Fyn i en spændende tid. Fyns Grafiske Værksted var netop blevet etableret, og så kom billedhuggerværkstederne på Hollufgaard. Der herskede en visionær stemning i Odense. Man ønskede kunstlivet ind i en ny tid. Man ville ikke kun have et kunstmuseum, men nu også en Kunsthal. Det blev så klædefabrikken Brandts, som blev indviet i 1984. Det Fynske Kunstakademi skulle ligeledes have til huse på Klædefabrikken. Jes Fomsgaard blev ansat på akademiet, først som leder af den grafiske skole, og fra 1990 som rektor med indflydelse på ansættelser og samarbejde med kunstakademierne i Aarhus og København. I forhold til Fomsgaards egen kunst har dialogen med de studerende og med professorkollegerne været med til at skærpe nysgerrigheden og hans eget kunstsyn.
Bogen til udstillingen er udformet i et velvalgt layout af Louise Harbo Bendixen, og rummer foruden de her citerede artikler en katalogdel og et informativt, biografisk afsnit. Jes Fomsgaard har stribevis af udstillinger bag sig i ind- og udland, og repræsenteres herhjemme af Galerie MøllerWitt, Aarhus. Han har udført adskillige udsmykningsopgaver rundt om på landets læreanstalter, f.eks. Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, !Nano, auditorium Aarhus Universitet, flere gymnasier, Holstebro Musikskoles Koncertsal, Odense Musikkonservatorium, samt for både private og i offentligt tilgængelige bygninger.
Forhåbentlig bliver der også plads til en udsmykning på en af Københavns nye metrostationer en dag, hvor såvel den monumentale styrke som den enkeltes skrøbelighed skildres eminent i Jes Fomsgaards streg.
View – Jes Fomsgaard
Johannes Larsen Museet
Kerteminde
Frem til 13. maj 2018
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Artiklen er publiceret på Kunstavisen.dk
3. april 2018