Rayna Cunningham lyttede i årevis ikke på andres forslag om at udøve sit talent som billedkunstner
– Det er SANDT! Endelig!
– Det giver mening nu, fortæller Rayna Cunningham, som i en alder af 45 år for alvor debuterer som billedkunstner. Opvokset i Glasriket i de svenske skove som datter af to kunsthåndværkere, så var FINE ARTIST det sidste, hun skulle være.
Rayna Cunningham blev født 1972 i Danmark, og er opvokset i Sverige. I hjemmet hos glaskunstner Maja Cunningham og skulptør og keramiker Carl Cunningham-Cole blev der som sådan ikke talt så meget om kunst, men der var jo masser af billeder på væggene og forældrenes kreds rummede flere kunsthåndværkere. Der var et implicit summende, kunstnerisk skabende miljø omkring hende, og hun malede altid, har faktisk altid malet.
Ud og hjem, som Peer Gynt
Som helt ung var Rayna Cunningham ganske søgende, besøgte BZ-miljøet i København en tid og uddannede sig i England en tid. Her oplevede hun flere gange, at undervisere og andre ville dreje hendes bane i retning af den frie kunst. Men kunstlivet forbandt hun med en livsform, som ikke tiltalte hende, så hun gik en anden vej.
Rayna Cunningham uddannede sig fra Blake College, Cavendish College og begyndte uddannelsen som fashiondesigner på Middlesex University i England. Hun arbejdede en årrække, dels som designer af fashionable tasker, dels som producent og værkstedsleder i Stockholm.
Efter en lang livsrejse omkring København, Australien, Indien og London har hun nu fundet hjem i bogstaveligste forstand. Kunstneren er atter bosat i barndomshjemmet i de svenske skove og har fået masser at male af.
– Jeg gjorde modstand langt hen ad vejen, men så kommer universet, og skubber dig derhen. Nu er jeg endelig klar, siger kunstneren, som ser frem til at dele sin kunst med et større publikum.
Sindets natur
Inspirationen udfolder hun gerne i store, bevægende formater i olie på lærred, når der er tid nok, og i akryl, blyant og mixed media, når det skal gå stærkt. Rayna Cunninghams motiver er sælsomt tvetydige. Her er en stor skrøbelighed og en stor styrke.
– Ligesom skoven ved solskin og skoven ved nat er mennesket selv et rimeligt komplekst univers, hvor det til tider ser pænt ud, og til tider ser ubehageligt ud. Det er spændende for mig at dykke ned i, siger Rayna Cunningham.
– Jeg kan også lide fejl. Jeg elsker, når der kommer noget fantastisk ud af en fejltagelse, og tænker, at det er nok det, vi er mest bange for og det, der egentlig er det vigtigste og bedste, der findes, raisonnerer Rayna Cunningham.
Kilderne på vejen
Spørgsmålet om, hvem der i dag inspirerer hende, besvarer hun således:
– Kunstnere, der er så enormt mange dygtige, gamle som nye.
Jeg bliver overvældet og lykkelig, når jeg ser noget, der går lige igennem!! Jeg kan for eksempel virkelig godt lide en marokkansk kunstner, der hedder Abdella El Haitout, for ikke at nævne japanernes smukke enkelhed i det meste, de foretager sig. Også Bacons absurde forvredenhed. Og jeg er skør med Michel Kecks vidunderlige malerier. Jeg kan næsten ikke tænke og se dem uden at føle, hvordan cellerne i mig deler sig! Det nok min absolutte favorit.
– Så er der de gamle, vi alle kender, hvor jeg til tider drømmer mere om den tid, de levede i, og hvad de havde at udgå fra og hvad de ville synes om det kæmpe udbud, der findes i dag. Om de nu ville have været så tossede i dag eller bare være endnu en i mængde? – Og der hentyder jeg ikke til Picasso, og hvad han malede som barn, nærmest umenneskeligt! beretter Rayna Cunningham.
Debut i København
Debutudstillingen finder sted i København Galleriet 1. tv. på Østerbro, drevet af samlerparret Mireille og Søren Flygenring Basset, som byder indenfor i deres private lejlighed 15. og 22. april – kun de to søndage. Om oplevelserne med kunstnerens værker fortæller den ene af indehaverne fra Galleriet 1. tv., Søren Flygenring Basset.
– Figurer kommer og går, når man flytter sit fokus. Det er som om, der er mange forskellige erindringer, som folder sig delvist ud i hvert billede. Men de folder sig ikke helt ud. Jeg må selv digte videre på hvert af de anelsesfulde motiver, siger Søren Flygenring Basset.
For kunstneren er det en forløsning at opleve værkerne, fløjet ud af atelieret i skoven og ind på de fine, rene vægge i Galleriet. En forløsning at se og at genfinde i nyt lys.
Rayna Cunningham ∙ SOLO UDSTILLING ∙ DEBUT UDSTILLING
15. april + 22. april – kun de to søndage.
Galleriet 1. tv. – Willemoesgade 44, 1. sal, 2100 København Ø
Fernisering: 15. april kl. 13 – 16. // Finissage: 22. april kl. 13 – 16.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Af Inge Schjødt, komkunst.dk