Hvor går vi hen? – Linda Sandbjerg

Linda Sandbjerg – Outside In

I en tid med krige og katastrofer peger Linda Sandbjerg på vigtigheden af at holde fast i værdierne, håbet og overbevisningen om at udveje venter på den anden side

Billedkunstner Linda Sandbjerg præsenterer en serie fornemme collageværker med udstillingen Entry to EXIT hos Galleri Norup, der ligger på et af Frederiksbergs mondæne gadehjørner – lige der, hvor Gammel Kongevej og Bülowsvej skærer hinanden.

Gennem de seneste par år har Linda Sandbjerg komponeret elegante collager ud fra egne fotos af de nære omgivelser, hvor værkstedsfællesskabet GANG i Københavns Nordvestkvarter har inspireret med et interiør af rå, industrielle betonsøjler, hvide døre og en belysning af kølige lysstofrør i fællesarealerne på Rentemestervej. Her deler Linda Sandbjerg og en gruppe af erfarne kunstnere et berigende atelier.

Mønstermageren
– Det er vist meget menneskeligt at gå efter at skabe mønstre og struktur, udtaler Linda Sandbjerg, der har skabt en serie grafisk flotte paneler i det anseelige format på 180 x 60 cm, som hun kalder Behind Patterns.

Ved at gentage, kopiere og vende op og ned på fotograferede elementer fra gangene er der ’vævet’ nogle skønne gobeliner til væggene – metaforisk set – alene gennem arbejdet med papircollage, lim og lak. De visuelt simple rum og rammer får nyt liv og ny mening i hænderne på Linda Sandbjerg.

Linda Sandbjerg – Entry to EXIT 2023

– At skabe en billedlig orden i det kaos, som vores tid byder på med krige og naturkatastrofer, flygtningestrømme og overforbrug, er blevet udvej til at være i verden, forklarer kunstneren.

– Jeg har ubevidst ledt efter udveje med en serie værker kaldet No Way Out, hvor der var en masse trapper med i motiverne.
– I en anden serie kaldet Hideaway har jeg skabt nogle ’gemmesteder’ med de tredimensionelle strukturer og ’gardiner’ af papirstrimler, der gjorde hele installationen uigennemsigtig, som en hule.

Udefrakommende
Forud for de serier kiggede hun sig omkring i den aktuelle diskurs, og fandt motiver og temaer i den eksterne påvirkning. Således har værkerne under titlen Outside In givet form til fortællinger om menneskeskæbner og flygtningestrømme, som pludseligt kom nærmere i overraskende grad. Også fotos af  plastik og flydende affald er blevet omdannet til floder og landskabsstrukturer til eftertanke.

Mens vi venter på det grønne lys ved udgangen
– Retrospekt kan jeg se, at meget af det, jeg har gået og moslet med er en bestandig søgen, hvor jeg ikke kender svaret på, hvad der er på den anden side af de ultimativt store bekymringer, som fylder horisonten rundt.

Linda Sandbjerg – EXIT 7

Hvor går vi hen? Hvad er der mon på den anden side af alle dørene, der er i mine nye billeder, spørger Linda Sandbjerg retorisk.

På et direkte spørgsmål, om hun har troen på, at der viser sig noget, der bringer opklaring og forløsning svarer hun uden tøven og med eftertryk:
– Jeg ved det er der, jeg kan bare ikke se det lige nu.

Og mens vi kan varme os ved styrken og overbevisningen hos denne kunstner, kan vi kun se til og fordybe os i det univers, hendes billeder lægger frem. For der er strejf af det livgivende blå fra himlen over os og havet under, og så formår hun at maximere værdien af de ressourcer, der ligger lige for – hverdagen og samtalen ikke mindst.

I Galleri Norup på Frederiksberg forenes en skøn atmosfære af rammeværksted og galleri bag den flotte facade, hvor Vibeke Norup for blot et par år siden overtog en virksomhed efter sin far. Her er der højt til loftet og plads til at eksperimentere, så der skubbes til fantasiens og kunstens rum med månedligt skiftende udstillinger.

Linda Sandbjergs collageværker klæder stedet – hvor kunsten absolut skal ses i virkeligheden.

Linda Sandbjerg – No Way Out

Galleri Norup
Gammel Kongevej 131
Frem til 8. november

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2023 

Klik på fotos og se bedre gengivelse.

Linda Sandbjerg – Unity 2023

 

Linda Sandbjerg – EXIT 3

 

 

 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar