Det er et eventyr, du selv digter med på, som venter den besøgende i H.C. Andersens Hus

Vi må vente på Svanen en stund.
I år er det en forpjusket Ælling, der er klækket i H.C. Andersens have i Odense. Men den tegner til at blive Svane, når foråret kommer.

Det nye hus blev ikke færdigt, som håbet i år, hvor både indre og ydre elementer lagde forhindringer i vejen. Et lydsystem, som skal blive en betydelig del af fortællingen, kiksede.

– Men det hus, der er i vente, skal nok blive værd at møde, hvis man kommer med åbent sind.

På tæer for Andersen
En sommeraften faldt min vej forbi det nye H.C. Andersen Hus og byggepladsen i Odense, og der var ikke trængsel kl. 21-22 ved den såkaldte Soft Opening, hvor publikum lukkes indenfor med forbehold, og gavekort til næste besøg.

HC Andersens papirsaks

Det betød, at man kunne færdes i langsomhed, og skulle finde rundt, stort set på egen hånd. Her var ingen gåsegang, og der var ikke nogen at lure af, hvordan elementerne fungerede, der, hvor det måske ikke var helt oplagt.

Nogle af de udstillede museumsgenstande skulle man opdage, gemte, som de var i blanke montrer med et lille hul i toppen.
På nogle besøgende virkede det en tand for mystificerende, at man ligefrem skulle lede efter tingene.
– Hvorfor dog det?

”Det helt særlige ved det nye museum er, at det er en levende verden, hvor tingene giver deres besyv med, og at det er måden, du bevæger dig igennem museet på, som skaber fortællingen”, hedder det i museumsfolderen.

Når tingene så ikke havde fået stemmer til at give besyv, som der var tænkt, qua tekniske udfordringer, der blev det en udfordring. Især hvor Andersens personlige ejendele og historiske emner var talerør.
– Jeg ville eksempelvis gerne have haft mere at vide om Andersens collagebelagte foldevæg, som er kulturhistorie, skøn at skue.

Tommelises Svaler er skabt af danske Veronica Hodges

Eventyret findes
Efter en alternativ vandring gennem Andersens livshistorie kommer vi ned i husets centrale rum, hvor 12 eventyr foldes ud på en måde, hvor den besøgende kan få en rolle som Havfrue, som Skygge, som Tinsoldat.

Ovenover os lyder svalernes kalden fra eventyret om Tommelise med installationen af danske Veronica Hodges, kendt fra papirinstallationen Cherish i Marmorkirken i 2018, hvor 15.000 lyserøde kirsebærblomster svævede i rummet.

Selve huset er tegnet af japanske Kengo Kuma, i alt har 12 kunstnere bidraget.

Hvis man venter sig en tur i et H.C. Andersen’sk BONBON LAND med børnene sprintende fra forlystelse til forlystelse, så kan man godt tro om!
– Målet er at bevare en nysgerrighed for det, der ikke er som os selv.

H.C. Andersens nye Hus tegner til at blive en unik oplevelse. Eventyrlig, over imod det kunstneriske, som hovedpersonens egen fortælling.

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2021

Illustrationer:
Skyggen – H.C. Andersen fortæller, foto Inge Schjødt
Saksen, som tilhørte forfatteren, foto Inge Schjødt
Veronica Hodges – Svaler til Tommelise og andre eventyr, foto Inge Schjødt

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe PART 3

Kunsthal Vejle hylder digteren Inger Christensen med flerdimensionel kunstnerisk intervention

De stiger op, planetens sommerfugle. Det samme gør visionerne hos Kunsthal Vejle, som fra i år har taget hul på et femårigt kunstprojekt, En tilstand der venter, som en hyldest til byens store forfatter, digteren Inger Christensen, der blev født i byen i 1935.

Der er frodig interesse for at levendegøre Christensens arv, i år med flere tiltag, bl.a. udstillingssamarbejde for skolebørn på Vejle Bibliotek, og begivenheder inde og ude, frem til udgangen af oktober.

Admiral og Sørgekåbe PART 1-4
Fra Kunsthal Vejles Blå Automat på Banegårdspladsen udgår et flerdimensionelt kunstværk, Admiral og Sørgekåbe PART 1-4, en parafrase over Inger Christensens digt Sommerfugledalen, skabt af tekstil- og landskabskunstneren Kate Skjerning fra det vestjyske Oksbøl, støttet af Statens Kunstfond med flere.

Kate Skjerning Admiral og Sørgekåbe PART 1

Åer og dales industrispor i Grejs, og selve Spinderihallerne vidner om Vejles storhedstid som tekstil by.  Dette har, sammen med passionen for litteraturen af Inger Christensen, givet kunstneren inspiration til det firedelte værk, som har navn efter en almindelig og en sjælden sommerfugleart, der nævnes af Inger Christensen i digtet, der også kendes som en sonetkrans.  

Sommerfugle // Abstraktioner
Klogt nok går Kate Skjerning ikke efter at gengive de magiske sommerfuglevinger, men abstraherer i stedet synet af de sarte væsner med tekstile elementer, delvis skabt i garnet Mayflower, et gammelt Vejle-mærke. Herfra kan vi vælge at nærme os med samme varsomhed.

De fire dele fordeler sig i byen og i området i flere dimensioner.
I PART 1 zoomes ind med tyve studier af sommerfuglefarver fra æg til vinget væsen i automatens små rum. I PART 2 zoomes symbolsk op på forvandling og forpupning, der udfoldes i Rum 21 på Borgvold 16A. Vi bevæger os videre til Spinderihallerne, til PART 3, skabt i samarbejde med fotograf Niels Linneberg.

De flygtige sommerfugle lever i vore dage livet farligt, idet deres vilkår er under pres fra den ihærdige menneskeart. Kate Skjerning har det med i udtrykket, når hun i PART 3 viser billeder fra naturen med spor af sommerfugleflagren flettet ind i form af broderede vingefang og farveglimt, og med de billeddannende, ja metaforiske navne.

Er de der, eller er de der ikke, sommerfuglene, som vi gerne drages af?
Er de der næste gang i den middagshede luft?

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe – Part 4

PART 4 er lysende pop-up installationer som kommer til syne i Vejle og omegn i løbet af perioden.

Alt i alt et nytænkt, stedsspecifikt kunstprojekt, som drysser visionært sommerfuglestøv over Vejle.

Kunsthal Vejle/Rum 21
og Spinderihallerne
Frem til 31. oktober

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, Part 3,
foto: Niels Linneberg

Tekst og øvrige fotos: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2021

Inger Christensen fra Vejle hyldes med En tilstand der venter…

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 3

Rum401 – Spirestation Detalje2

Kirsten, Susanne, Jette og Janne skaber kunst sammen og byder nu publikum med i processen i Spirestation Rum401

På Vesterbro i København mosler fire billedkunstnere om at skabe kunst i et sjældent rum. Og her taler vi sjældent i vid forstand, og langt mere end det fysiske rum. Billedkunstnerne bag Rum401, Kirsten Schauser, Susanne Schmidt-Nielsen, Jette Dalsgaard og Janne Secher Frausing har taget jazzmusikkens improvisatoriske model til sig om at skabe billedkunst i samarbejde. De byder alle ind i komposition, i solo og i dialog frem mod fælles udtryk.

Det er der nu kommet en udstilling ud af, selvom det ikke oprindeligt var hensigten.

Kunstnerisk grundforskning
Processen med at udfolde kunstens muligheder i materiale og samarbejde har varet omkring halvandet år, og munder nu ud i en offentlig del.

I den forgangne uge mødtes Kirsten, Susanne, Jette og Janne i en butik i Kødbyen i København. Der handler det om at samskabe til rummet, og at blive klar til at invitere publikum med ind i selve skabelsesprocessens maskinrum, hvor de går et skridt videre i deres temmeligt usædvanlige forløb.

Rum401, Spirestation Detalje 3

Usædvanlig for mange, er de fires samskabte kunst, i den forstand, at de, så at sige, maler med ting. Kunsthistorisk er vi inde i et felt, hvor den overskuelige skulptur, det ordinære maleri, det gængse arbejde med collage og blandform breder sig ud i et videre eksperimenterende format. De komponerer materialer og genstande i processer, hvor en tilføjet del kan fungere som at lægge en accent, en skygge på et maleri, forklarer en af kunstnerne.

Kuverternes optakt
Det startede med fire A4-kuverter indeholdende et værk, der blev sendt fra værksted til værksted. Hver af kunstnerne fik her mulighed for at tilføje, omforme og påvirke, før kuverten med indhold sendtes videre til den næste i kredsen, som så kunne fortsætte arbejdet. Denne proces blev gentaget, så hver deltager på ny afsendte tre kuverter og de endte med en god samling objekter.

Værkerne – Spiringen
I begyndelsen var A4-arket. Men det varede ikke ret længe, før der kom mere ud af kuverterne. Qua kunstnernes individuelle medier og metoder føjedes flere dimensioner til, og fra det flade 2D kom værkerne hurtigt op at stå eller hænge.

– At åbne en kuvert, og tage indholdet ud.
– At mærke et værk og spørge: Hvem er du? Hvor vil det hen?
– Det var hver gang en forunderlig proces.

– At få oplægget i hånden, og måske vaske det eller snavse det til?
– At tilføje, hvis man kunne, eller blot sende det urørt videre, det var hver enkelts valg, fortæller kunstnerne.

Rum401 – Spirestation Detalje 1

Fascinationen ligger i nærværet, håndens arbejde med tingene, og i afprøvningen, der viser, om tingene får liv, måske identitet og, under alle omstændigheder, integritet. Undervejs tages tingene ud af sproget til et ordløst sted, hvor der opstår abstrakte fortællinger, fortsætter de samtalen.

Efter en tid med kuverter og pakker mødtes kunstnerne, og tog processen ud i et fælles rum. Her blev delt og sammenføjet, og ikke mindst eksploreret i en respektfuld dialog, bid for bid, stykke for stykke, værk for værk.

Først dér opstod ideen om, at der godt kunne komme en offentlig fase og en form for udstilling ud af kunstnernes samarbejde.

Samarbejdet – Den bedste tid
Samarbejdet om at skabe de enkelte værker, det ser man ikke så ofte. Det er yderst sjældent, at billedkunst er en holddisciplin, og netop den grundlæggende synergi fangede interessen og engagementet.

– Selve processen omkring samarbejdet rummer et overraskende og uventet felt for én selv.
– Det er lettere sagt end gjort, og kræver øvelse at give hinanden plads, at tage imod og give videre, fortæller de.
Her handler det om at sanse et værk, og den enkeltes standpunkter udvides undervejs i samtalen.
– At låne hinandens øjne, og få et andet blik på tingene, deres indhold og samspil, har været en særdeles værdsat erfaring, ja en gave, understreger kunstnerne.

Rum401 – Proces, foto Sofie Schauser

– Hvad målet er med at lave kunst? Vi vil gerne dele begejstringen og formidle den forunderlige og uventede oplevelse, det er at skabe sammen.
– Man skal næsten prøve det, for at få det fulde udbytte.

Det kan man få mulighed for med Spirestation Rum401, der byder indenfor på Flæsketorvet fra torsdag 16. september til søndag 19. september 2021 med Kirsten Schauser, Susanne Schmidt-Nielsen, Jette Dalsgaard og Janne Secher Frausing.

God forskningslyst.

Spirestation RUM401 er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen

Rum401 – Spirestation #07

Følg Rum401 – Spirestation og se åbningstiderne her:
https://www.facebook.com/Rum401
instagram.com/rum401

Spirestation RUM401
Flæsketorvet 38, Kødbyen, Vesterbro
Frem til 19. september

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Rum401 og Sofie Schauser
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021

Eva Toft – Self-referential Thoughts

Eva Toft tager livtag med kropslige grænser og tingenes overflade i Cobrarummet ved Sophienholm

Midt på endevæggen i Cobrarummet hænger et stort gyldent værk, skabt af billedkunstner Eva Toft i plasticdug, bladguld, ståltråd, papmaché og lærred, spændt op og draperet i dybe bølger.
– Det bærer titlen ”Self-referential Thoughts” 2021.

Det er et kendt fænomen, at billedkunstnere viger tilbage for at sætte titler på. Ofte er det for ikke at låse fast, andre gange er det drevet af et ønske, en søgen efter dialog med beskueren.
– Og som det er med børn, vi sætter i verden, så ved vi ikke altid fra begyndelsen, hvad de hedder, hvem de er.

På soloudstillingen SØ er der en blanding af før og nu. Af værker uden titel, og nogle mere fortalte i sprog og tegn. Titlen, som passer godt til lokationen, indikerer, at her er en undersøgelse i gang, at der er noget under overfladen, som må udlægges.

Hos Eva Toft har der heller ikke altid været titler på. Det har været noget, hun nødigt gjorde. Denne gang er det tid at dukke frem, og stå ved de ord og tanker, der alligevel kom før værket, og som kom undervejs fra idé til proces.
– Identiteten er det grundliggende tema.

Eva Toft – Ressonans 1, 2021

Selvskabelse – Autopoiesis
Den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann har, med cellebiologien som inspirationskilde, nøje beskrevet, hvordan forskellige systemer, organismer, samtaler og kommunikationsforløb teoretisk set åbner sig og lukker sig for omverdenen. Det er et led i processen med det, han beskriver som selvskabelse, og som han bruger et smukt, græsk udtryk for = autopoiesis. Auto = Selv + Poiesis = Skabelse.

Som individ åbner og lukker man sig tilsvarende i sin egen selvdannelse. Man funderer over, hvem man er i verden, typisk i forbindelse med forskellige sceneskift, flytninger, livsfaser og perioder, hvor nye visioner folder sig ud.

I tankerne graver vi i styrker og svagheder, i andres signaler og opfattelser, og vores forventninger til andres opfattelser. Meget ofte er de andre mest optaget af at referere til sig selv. En del af dialogen bliver gennemskuelig, andet bliver forlorent – måske som plastikdug, der skåner det egentlige, det gyldne, som vi ser det i udstillingens helt centrale værk.

Der lukkes, der åbnes. For andre, og for én selv. Hvad er kerne, hvad er ren overflade.
Hvad er skrøbeligt, hvad er stærkt nok til at holde?

Eva Toft – Dynebetræk 2020

Genskabelse
– Det er ofte et begreb, nogle ord, en tankerække, der sætter en skabende proces i gang, fortæller Eva Toft på vejen mod Cobrarummet. Det spændende er, når materialerne blander sig.
– Jeg arbejder med det jeg har, og det jeg får. Ting, jeg finder, ting jeg for foræret. Et gammelt fransk gulvtæppe, eksempelvis, som her er blevet skåret op.

– Jeg kan godt bruge nogle gamle, malerplettede møbelstumper, der ikke slutter helt tæt som ramme. Det efterlader åbninger og rum, siger hun og viser et par værker, hvor styrke og skrøbelighed symboliseres af bøjeligt papir, monteret med stålsøm på lærred, indsat i recyclede rammer.

Et andet værk er skabt af bladguldbelagt sengelinned. Det er draperet, eller nærmere bunket sammen, og guldet holder facaden.

Grænser
Indre og ydre grænser har været en del af kunstnerens proces op til udstillingen. Det fik hende bl.a. til at fundere over flagenes betydning, og heraf kommer værket The Validity.

Flag er faktisk en markør med betydelig magt. Det tegner et territorium, et landområde, et felt for inde og ude, begyndelse og slutning. Grænse.

Eva Toft – The Validity, 2021

– I værket The Validity peger alle flagene samme vej. Der er kontraster og forskel. Så her er alvor på spil, selvom farverne i tankerne måske tager os med ud i et gadebillede, dressed-up-for-party.

Hvor er vi? Hvor er du?

De 25 værker hænger her frem til 12. september i en intim og intens soloudstilling, som netop dette rum er en eminent ramme for, med lyset, med CoBrA loftets rå indspark, med de gamle vægge som baggrund og det smukke gulv.
– Lyngby Kunstforening inviterer indenfor, for næstsidste gang i Cobrarummet.

Fakta: Eva Toft, født 1974, Kunsthistorie på KUA, kunstnerisk uddannet via Ærø Kunsthøjskole og Kunstskolen Spektrum 2010-2012. Har deltaget på Kunstnernes Sommerudstilling Tistrup 2008, Forårsudstillingen Charlottenborg 2009, Kunstnernes Efterårsudstilling 2009 og 2015, Kunstnernes Påskeudstilling 2016. Galleriudstillinger hos Jytte Arntzen 2010 og 2011, Galleri BLAA, Galleri VESS, Bredgade Kunsthandel, samt Æglageret Holbæk, og på Kirsten Kjærs Museum i Thy 2014 og 2020.

Udstillingen SØ
Cobrarummet – Sophienholm
Nybrovej 401, Kgs. Lyngby
Frem til 12. september

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021
Klik på billederne, og få en bedre oplevelse.

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 3

Kate Skjerning kerer sig om kunstens kontekst og livets kredsløb

Velkommen til portræt af billedkunstner Kate Skjerning, som netop nu er udstillingsaktuel i Vejle, hvortil hun har skabt Admiral og Sørgekåbe PART 1-4, inspireret af digteren Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen samt Vejles natur, kultur- og industrihistorie.

Kate Skjernings kunst lægger jeg første gang mærke til i foråret 2020, da landet lukker ned. Der går hun imod modløsheden og det mørke Jyllands dårlige karma med nitten, Covid 19, lysinstallationer i det vestjyske landskab.

De bliver til i samarbejde med partneren, fotograf Niels Linneberg, som indfanger de lysende fuldmånekugler, så snart de hver aften i tusmørket er lagt til rette et nyt sted. Når billederne er kommet i kassen fjerner de to fluks installationen igen.

Kate Skjerning – Søen i Skoven

Det flygtige foreviget skaber forundringsfulde smil, og tegn på livskraft. Naturens ro lægger basstemme til kompositionerne fra skoven, stranden, plantagen og de hjelmede klitter. På sociale medier giver billederne genlyd.

Inden de får set sig om, har de skabt en fortløbende begivenhed, der følges af mange de 19 døgn igennem, og som rækker ud i tiden efter.

Co-founder Sanne Juhler Hansen fra Kunsthal Vejle berøres af den æteriske sanseoplevelse, som billederne af lysinstallationerne vækker, og hun inviterer Kate Skjerning til at udstille i Kunsthal Vejle. Sanne Juhler Hansen inviterer efterfølgende mig til at skrive katalogtekst, og således opstår en fin anledning til at besøge Kate Skjerning i det vestjyske.

Fuldmåner revisited
Vi mødes i Varde, hvor et stedspecifikt værk i glas af Kate Skjerning snart ser dagens lys over en af indgangene til den skulpturspækkede Varde Garten. 

Kate Skjerning – Wadden Tide, detail

Vi besøger Kate Skjerning og Niels Linnebergs udstilling Fuldmåner i Varde Kunstforenings rum på Museum Frello. Her indgår de nitten installationsfotos sammen med spor af The Colored Sea fra Wadden Tide Festivalen, hvor kunstneren i 2019 skabte en udtryksfuld, regnbuefarvet installation af recyclede fiskenet på stranden ved Blåvandshuk. Recycling er et af kunstnerens bærende principper.

Nærmest lysende er en installation af tekstilbeklædte kugler, der spiller op til Fuldmånerne.

Værkstedsbesøg
Over eftermiddagskaffen hos Kate Skjerning i Oksbøl er der tid til at høre kunstneren fortælle, hvordan litteraturen var med til at åbne sindet, at rejser og højskoleophold banede vejen for hendes uddannelser, først på Grafisk Skole i Aarhus, og dernæst på Linjen for tegning og grafik på Designskolen i Kolding.

Her gik hun eksperimenterende til værks, skubbede til opgavernes funktionelle rammer, og allerede i studietiden debuterede Kate Skjerning med værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling 1990.

En tid fulgte med jobs som underviser og med familiedannelse. Hun indrettede værksted hjemme, og brugte vestkystlandets varierede natur som fristed og inspiration. Som kustode og kulturformidler bl.a. på museerne Janus – Vestjyllands Kunstmuseum og Varde Museum har hun sat liv i fantasien hos gæsterne.

Kate Skjerning – Fandens Mælkebøtte, kuppel Tirpitz

Lokalt har interessen for egnens historie og ikke mindst Oksbøls fortid med en stor flygtningelejr efter 2. Verdenskrig givet afsæt, snart også for en Kunststi mellem Oksbøl by og Museet Flugt, der åbner 2022.

Flere udsmykninger og projekter i det offentlige rum er det blevet til, tillidsposter, legat- og fondsstøtte ligeså, samt talrige udstillinger.

Fandens Mælkebøtte
I 2008 kom et personligt yndlingsværk til verden med installationen af en majestætisk gennemsigtig kuppel, smykket med hvide mælkebøtteprint, placeret hen over Tirpitz kanonstillingens centrale rum, fulgt af den første af tre udstillinger i det rå bunkermuseum. Kontraster mellem det maskuline og det feminine blev trilogiens fortløbende tema.

Kuplen er der endnu, og sætter sit præg på klitlandskabet, hvor navnkundige BIG – Bjarke Ingels Group siden har opført en unik museumsbygning og nyindrettet bunkeren.
Den Fandens Mælkebøtte har fået lov at blive, foreløbigt.

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 1 og 3

Admiral og Sørgekåbe PART 1 – 4
Et nyt stedsspecifikt værk, skabt som en parafrase over Inger Christensens digtning, samt Vejles åer, dale og historie som tekstilby, er netop blevet til en flerdelt kunstnerisk intervention til Kunsthal Vejle, støttet af Statens Kunstfond.

Kate Skjerning arbejder med blandt andet Mayflower, et gammelt Vejle-garnmærke, i alle regnbuens farver.

Med garn har hun bearbejdet Niels Linnebergs fotografier fra landskabet omkring Vejle, og skabt tre udstillinger, som vises i Kunsthal Vejle Den Blå Automat, i Rum 21 og i Spinderihallerne i Vejle.

Dertil manifesteres forgængeligheden og historiens vingesus med events og nye lysinstallationer.

De metaforiske navne, Admiral og Sørgekåbe kalder følelser og fortællinger frem. Sommerfuglenes aktualitet, de skrøbelige, fascinerende og udsatte væsner, påmindes vi om. Det maskuline og det feminine, naturens mytiske spil, generationers kredsløb.
Vores væren mellem liv og død tolkes på ny.

Kate Skjerning er en af de mentorer hos BKF – Billedkunstnernes Forbund, hvor medlemmerne kan søge råd og sparring. Medlem af KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund. Medlem af Varde Kommunes Kunstudvalg. Læs mere på www.kateskjerning.dk

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Niels Linneberg og Poul Møller, Tirpitz
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2021 – portrætartikel 

Monica Ritterband i Bagsværd Kirke

I Bagsværd Kirkes guddommelige lys leger Ritterbands Noder under Paradistræer

Da Monica Ritterband blev inviteret til at udstille i Jørn Utzons ikoniske Bagsværd Kirke, begav hun sig på en rejse ind i husets univers. Samtidig fik hun til opgave at designe møbler til kirkens atriumgård, og herfra udviklede sig en fortælling, som har bragt hende omkring i Edens Have på flere planer.

Læsere af Kunstavisen kender Monica Ritterband fra hendes artikelserie Refleksioner. Flere kender hende som journalist, og rigtig mange kender hende som designer, hvor hun har produktive dialoger med førende designvirksomheder som Georg Jensen Damask, Royal Copenhagen, Morsø Brændeovne, og senest for serien Nature History med rustikke bænke og borde af dansk egetræ fra skovene ved Vallø Slot.

Bag sig har hun flere udsmykninger i det offentlige rum og en flot buket af kunstudstillinger, priser mv.

Den store Fristelse
Forestillingen om Havens begivenheder kom til at danne overskriften på hendes festlige udstilling i kirkens elegante, lyse gange.

– Slangen i Paradiset møder vi i forskellige forklædninger, livet igennem.
Den byder på uro, lokker os til at eksperimentere. Den sætter gang i tingene, som det ses i en serie fortløbende malerier under titlen Den Store Fristelse. Fristeren optræder meget menneskeligt, mener Monica Ritterband.

Monica Ritterband – portræt af arkitekt Jørn Utzon

Fyldige legekammerater
I Bagsværd Kirke faldt det kunstneren naturligt at gå i dialog med arkitekten Jørn Utzon, og male hans portræt. Datteren Lin Utzon, som har tegnet kirkens tekstiler samt bidraget ved kirkerummets udsmykning, er ligeledes portrætteret side om side med arkitekten Jan Utzon, der bl.a. har tegnet det særlige flygel, som er skabt til Bagsværd Kirkerum.

Monica Ritterband maler gerne portrætter af såkaldte fyrtårne, som fx Nelson Mandela, Frida Kahlo, Kim Larsen – alle personligheder med hvem hun er gået ind i en følsom dialog i løbet af maleprocessen. Personligheder, der giver fylde og stof til eftertanke. Udstillingen rummer i alt otte sådanne portrætter.

Noder og Unoder i Paradis
Med båndsav og pensel i hånden har hun skabt en serie Paradisets Træer, hvorunder hendes kendte Noder med fortællende navne udfolder sig. Noderne er små unikaværker med forskelligartede personligheder, hvor kunstneren er optaget af at spejle den menneskelige interageren, og at skabe liv i mødet.

Monica Ritterband – Edens Have

Kunstneren former et muntert, poetisk univers, men på en klangbund af livserfaring, som er alvorlig nok. Ritterband kender tyngdekraften, og det gør elementerne så meget stærkere.

Kom selv og se. Kirkens åbningstider er søndage kl. 12-16 og mandage kl. 14-16.

Bagsværd Kirke
Taxvej 14 – Bagsværd
Frem til 13. september

Tekst og foto: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2021

Monica Ritterband – Atrium Nature History

Monica Ritterband – Noder i Edens Have

Falkesgaard – Flowers More Flowers, Føtex Birkerød

Den menneskelige iscenesættelse af byen er ganske barok, set i moderne maleres optik – Hanne Nielsen Kjærsgaard og Linda Falkesgaard udstiller sammen i Birkerød Gl. Præstegård og skaber en fornem duet på byens flakkende lys

På Birkerød Kunstforenings udstilling Barokt med malerne Hanne Nielsen Kjærsgaard og Linda Falkesgaard
vises to maleriske iagttagelser og fortolkninger af den menneskelige iscenesættelse af byen; inde og ude, mikro og makro, med ledlyskæder og neonlys som strålende effekt bag blændede ruder.

Hanne Nielsen Kjærsgaards malerier handler om iscenesættelse af byen, hvor mennesket ved brug af belysning manipulerer både arkitektur, vand og beplantning til et nyt, forvrænget og dramatisk liv. Men samtidig overdøver byens stråleglans naturens eget lys som måneskin og stjerneskær. Byens lys kan være smukt og fascinerende, men måske også bedøvende og overvældende?
– hedder det i udstillingens optakt.

Falkesgaard – Still Life 46

Linda Falkesgaard viser bl.a. hvordan supermarkeder iscenesætter fødevarer i store udstillingsmontrer med kraftige clair obscure-agtige lyskilder, der skaber en dramatisk lys/mørke kontrast.

Et andet fokus er modsætningen mellem natur og kunstighed; hvordan mennesket forarbejder naturen og pakker det naturlige ind i plastik. Barokkens stilleben handler om liv og død; om livets forgængelighed og Memento Mori. Gør disse samtidsstilleben det samme?
– lyder spørgsmålet til os, de besøgende.

Giv dig tid med svarene, for det er en ganske bevægende udstilling.

Skarpt / Mildt og Mildt / Skarpt
Linda Falkesgaard holder af blomster generelt, og har et malerisk blik for farvernes leg, selv, når hun betragter en køledisk med kager, en anden disk med pålæg og bunkevis af roser.

En absurd sammenstilling? Måske, men de blomster, hun har foran sig for at male dem, står ikke i spandevis på sydlandske, pittoreske markeder, men her hos Irma, Føtex og i Brugsen.
– Hun bygger således bro mellem fortidens blomstermalerier og stilleben-genren, når hun tager et nutidigt og uhøjtideligt blik på vores hverdags opstillinger.

I bund og grund er det skønheden og dialogen med publikum, der er hendes ærinde. Og muligheden for – med en vis kant – at male blomster, og hvad inspirationens øjenlyst ellers falder på.

Kjærsgaard – City Glam The Pond

Det er et blidt flydende formsprog, som møder os i Hanne Nielsen Kjærsgaards billeder. Byens lysbeklædte træer strækker sig og gløder i mørket, indpakket i led-lyskæder. På udstillingen helt konkret i et flerdimensionelt og flermedialt træ. Ind imellem møder vi nattens figurer, og må stå lidt på tæer. Godt gengivet er de grøngysende skikkelser i motivet City Glam – The Pond, der får deres lysende ansigtskulører fra bassinet, som vi ser dem spejlet i.

Kjærsgaard – City Glam Atlas

– Godt set er også motivet fra en oplyst park med skulpturen Atlas i forgrunden, bærende på jordkloden under en syret himmel, der i sit hvirvlende kaos næsten tilspørger os, hvad det er, der foregår dernede?

Stjerner på flisen
Dybt rørende er Hanne Nielsen Kjærsgaards store billede Stargazers, der viser en kvindeskikkelse i mørket, en af byens skrøbelige eksistenser med en flaske i hånden, hvor hunden i snoren måske er det mest stabile i hendes liv? Bag hende lyser stjernerne på nattehimlen, men dem ser hun ikke. Tvært imod er det hunden, som snuser til stjernen på flisen foran dem, som giver os kontakt.

Motivet har et Madonna-lignende udtryk med sit betydelige format fra gulv til loft, med sin udstråling af forladthed og tiden, som er gået. Det er stærkt gjort.

Festlige er til gengæld Linda Falkesgaards store opsamling af solsikker tæt på, og en overdådighed af rosenbuketter indsat i et ovalt format, friske, frejdige, lige til kaminpladsen og spisestuen.

Mod solnedgangen
Det er kort sagt en fyldig udstilling, de to malere her spiller op med. De træder ind med relevante motiver og skaber elegant referencer til kunsthistorien ved at benytte nogle genrer og virkemidler, som gentolkes figurativt og tilgængeligt for den moderne beskuer.

Falkesgaard – Still Life

Samtidig får de stillet skarpt på netop vores tid, vores omgang med livet, som til tider kan synes temmelig barokt.

En tur forbi Birkerød Gl. Præstegård, hvor kunstforeningen har til huse, kan varmt anbefales.

Birkerød Kunstforening
Birkerød Gl. Præstegård – Stationsvej 2
Frem til 12. september

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – august 2021

Awang Behartawan, The Fall, 2020

Force Majeure! Sådan må det betegnes, når en håndboldlandskamp holder publikum hjemme ved tv-skærmene i stedet for at deltage i et samtidigt kulturarrangement

Jeg indrømmer, at jeg var næsten grædefærdig, da jeg blev klar over kampens timing og den umulige konkurrence, det ville medføre. Håndboldherrernes OL-finalekamp. Den ville de fleste gerne se.

Kunstværker var blevet bragt på tværs af landet, en aktuel installation var kommet op. Selv synes jeg, udstillingens forvandlings-nu af rum og sted var lykkes, og virkelig værd at komme efter.

Og, jo, de to, plus fire, plus seks, som fandt vej til åbningen – to endda ret langvejsfra, de fik en stund med nærhed og forvandling, der nok kan måle sig med kampens sølverblanke resultat den dag.

Vi kom over syv, så vi var mange. Efter en stjernestund engang, en artisttalk med Leif Sylvester, så holdt jeg op med at måle publikum i mængder. De ti, der kom af 800 inviterede i kunstforeningsregi, de fik et sjældent indblik i et kunstnersind, og noget med til minde og til eftertanke. – Jeg har aldrig glemt det, kunstnerens mod, mismod og konsekvente handling.

Du kan ikke standse en bølge. Når folk vil hjem til fyraften i stedet for at lytte, så må man glædes ved nærværet af de, der møder frem. Men det er sandt, at jeg havde drømt om flere gæster. Også på den aktuelle udstilling i det vestjyske, hvor jeg har bidraget som medarrangør, og som heldigvis nu har nogle uger foran sig.

Awang Behartawan – No End in Sight, 2021

Sport Versus Kultur – eller ej
Mandag aften i Deadline på DR2 satte journalisten Jacob Rosenkrands fokus på sportssommerens tidsforbrug i samtale med sognepræst, tidligere sportsjournalist Sørine Godtfredsen og filosof Anders Fogh Jensen.

Et skøn lød på 55 timer, halvanden arbejdsuge foran skærmen, for de, der havde set et udvalg af de mest markante begivenheder fra EM i fodbold, Tour de France cykelløb og Olympiske Lege i Japan. Det var dog et betydeligt timetal.
– Hvor meningsfuldt er det, og blev vi så åndeligt rigere, lød spørgsmålet.

Sørine Godtfredsen købte ikke den gængse modstilling af sport og kultur, men pegede på nogle træk ved begge dele, som det er værd at forholde sig til.

– Sporten er en drømmeverden, sagde hun, og pegede på den intense fokus på det enkelte individ, der kan kamme over i en overdreven heltedyrkelse. Sportsfolkenes hverdag under den målrettede træning er ikke lige attråværdig, og går tit ud over de nærmeste. Omvendt kan deres præstationer godt indgyde mod til at gøre sig umage på det personlige plan.

Men det er uomtvisteligt, at det er et indadrettet foretagende at træne sig op til en medalje.
– Sportsfolk er på banen for deres egen skyld. I kunsten er der en rækken ud til publikum for en samtale, lød det fra Sørine Godtfredsen.

Bente Kallehauge – Sommerglans

TV Sport som tidsrøver
Kunstnerne viser os eksistensen, dråbevis, er min erfaring. Men, har vi tid til det? Har vi lyst og energi til fordybelsen? Tør vi åbne os for de frø for sansning og nærvær, vi her tilbydes?

Filosoffen Anders Fogh Jensen nævnte som det første, at TID er en af vores knappeste ressourcer. Ind imellem smutter den fra os, fx når vi åbner fjernsynet for dels at blive opdaterede og dels slappe af en stund. Så går der tid med det, masser af tid.

Og her kommer den gode bog i klemme, den bliver udsat.
Han nævnte, at han gerne rejste med en bog i tasken, men at den ofte forblev lukket, når han landede på hotelværelset, og bare lige skulle tjekke, hvad der var på tv. Det var så let at blive hængende. Tit kan vi ikke huske ret meget af det bagefter. Måske kunne vi have trænet selv, eller været sammen om noget med nogle andre?

– De kollektive oplevelser, en stolthed ved EM holdånden, det har værdi, ikke mindst ovenpå en trængt tid. Men det omfang, hvormed sporten har tiltaget sig opmærksomheden og magten over sendefladen, nævnte Anders Fogh Jensen, det er problematisk. Man forventer snart også sportslignende præstationer fra politikerne, når de er på skærmen, påpegede han.

Det problematiske her er jeg helt enig i, og det generer mig voldsomt, når nyhedsmængden og Breaking News overskrifterne i vidt omfang optages af sportslige emner, for sporten er en niche med magt til en forførende proportionsforvrængning i min optik. Den æder sig ind i utålelig grad. Tv sporten larmer og den lammer.

Dadi Setiyadi – Broken Heart Forrest

– Det fællesskabsdannende ved sportsbegivenhederne KAN selvfølgelig noget, også række ud på tværs af etnisk herkomst, nævnte Sørine Godtfredsen, der havde glædet sig ved at se Dannebrog i brug i byens gader.
– Der går stammekultur i den, dem og os, og det er fint, at det kanaliseres ud gennem det sportslige, så længe sportsånd råder, og kræfterne ikke kammer over. Sporten er en form for leg. Men sport er ikke åndfuldt, det rækker ikke ud over noget, der er større end os selv, påpeger hun.

Og måske sidder der nogle af vores nærmeste, børn og ægtefæller, som bliver forsømt, når der råbes, skriges og skåles foran skærmen, mens vi indfanges af spændingen, dramaet, her og nu.

Debattørerne var enige om, at en vis bevidsthed om, hvordan vi bruger vores tid måske var meget godt, så ikke nærvær og relationer udkonkurreres i de nemmere stunder foran fjernsynet, der er det lette valg.

Foran fjernsynet holdes medmenneskene på afstand, og dermed den gensidige udveksling, handling og samtale om tilværelsens indhold.

Evi Apostolou – The Blue Egg

Mellem Himmel og Jord
Håndboldkampen er slut. Hos Mississippi Kunst og Kultur på Thyholm kan du svinge ind og gå på opdagelse i fem kunstneres tolkning af vores tid.

Indonesiskfødte Awang Behartawan har beskæftiget sig med vilkårene under pandemien, og med kulturtræk på tværs af verdensdele, med de store gentagelser i matematikkens fraktaler og naturens mønstre, som vi selv er en del af. Naturen og arternes indflydelse på hinanden rører også penslerne hos hans landsmand Dadi Setiyadi.

Hos græskfødte Evi Apostolou kommer vi ind under huden, ind i et sjæleligt spændingsfelt mellem krop og kunst, når hun viser tegninger og malerier bl.a. fra serierne My Precious Ones, Deception, og Eaten by the Birds.

Bente Kallehauge bor i Troldhede og arbejder med uld og filtekunst. På udstillingen viser hun et tværsnit af muligheder med dette materiale i både portrætter og abstrakte værker, samt i eksempler på fx lampedesign.

Fra det nordjyske Hirtshals er hentet værker i akryl og bronze, skabt af Morten Lykke, der også sætter tidens trends til debat.

Der er fire uger til at opleve den aktuelle udstilling.
God fordybelse. God fornøjelse.

Morten Lykke – Gople

Mississippi Kunst & Kultur
Jupitervej 26, Uglev, Thyholm
Frem til 5. september

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – august 2021
KLIK ind på illustrationerne, og se dem i bedre opløsning.

Awang Behartawan – One Way Ticket #3

Internationale kunstnere fra Indonesien og Grækenland udstiller sammen med danske kunstnere på Mississippi Kunst & Kultur fra 7. august til 5. september 2021.

Awang Behartawan – No End in Sight, 2021

De medvirkende er: Evi Apostolou (DK/GR), Bente Kallehauge (DK), Awang Behartawan (DK/IND), Dadi Setiyadi (IND), og Morten Lykke (DK)

Evi Apostolou – The Blue Egg

Det er en del af kunstnernes arbejde bestandigt at være søgende på mange planer. Udstillingens titel Mellem Himmel og Jord opstod i en samtale, hvor visioner og erfaringer var omdrejningspunktet, og kunstens plads og kunstnernes stræben var dialogens centrum.

– Det er i en metafysisk proces, det sker, det skabende øjeblik. Uafhængigt af religiøse tilhørsforhold på et spirituelt plan, aktuelt i tiden og rummet. Mellem himmel og jord.

Evi Apostolou er født i Grækenland, uddannet på Athens School of Fine Arts, og har dertil en bachelorgrad i religion. Hun har boet i Danmark siden 2014. Evi Apostolou er optaget af biomorfe former, det vil sige forbindelsen mellem kroppen og verden, mellem krop og ånd, mellem kroppen og videnskaben.
– Alt er som en organisme, eller er del af en større organisme, mener kunstneren, der bl.a. viser værker fra serien My Precious Ones.

Kallehauge – Integration, måske

Bente Kallehauge er bosat i Vestjylland og arbejder med billeder i tekstil og blandform. Kallehauge arbejder med uld i en lagvis filteproces, og formår hermed at skabe nuancerede, følsomme portrætter af kendte og ukendte profiler. Hun opbygger desuden fabulerende motiver med udgangspunkt i naturen og Skaberværket, og arbejder utraditionelt og frit med uldens vidtspændende muligheder.

Indonesiskfødte Awang Behartawan har boet i Danmark siden 1997, og han har skabt illustrationen til udstillingen. Han arbejder både i maleri og i 3D-objekter, samt med stedsspecifikke værker. Awang Behartawan belyser tidsaktuelle temaer som eksempelvis den globale pandemi og effekten på verden, på hverdagen, på mennesker.

Han er optaget af geometriske mønstres samspil med det organiske, af kulturelle overlap, og af gentagelsen i livets kredsløb. En vedvarende kilde til inspiration er de matematiske fraktalprincipper, som også findes vegetation som kål og blomsterhoveder, i kystlinjernes blondemønstre og i sneglehusene blandt meget andet. Awang Behartawan tager en dans med livet og døden og verdens sande tilstand.

Setiyadi – Broken Heart Forest

Dadi Setiyadi er ligeledes af indonesisk herkomst, uddannet på Kunstakademiet i universitetsbyen Yogyakarta og internationalt anerkendt. Han maler realistiske  temaer, der er aktuelle i tiden. Spejlet i myter og genkendelige motiver udfordrer han vores brogede værdier, og konfronterer os med fortidens og nutidens grundforståelser.

Morten Lykke arbejder med skulpturer i forskellige materialer, bl.a. i akryl og bronze. Skulpturerne i akryl er skabt af materialer fra akvariet i Hirtshals, som sprang læk i forbindelse med en brand.

Både bronze skulpturer og akryl installationerne bærer præg af Morten Lykkes – i ordets bedste forstand – friktionsfrie tilgang til det kunstneriske arbejde. En ide opstår, de praktiske udfordringer løses, og projektet gennemføres med de variabler og usikkerhedsmomenter, som måtte opstå undervejs. Nogle gange bliver værket, som det var tænkt, andre gange bliver det noget helt andet, men hver gang sker det på materialets og processens betingelser. 

Udstillingen er blevet til i samarbejde mellem Bruno Nordensgaard, Mississippi, og Inge Schjødt, komkunst.dk.

Bronze af Morten Lykke

Fernisering på Mississippi: Lørdag 7. august kl. 14.00-16.00.
Åbent tors-, fre-, lør- og søndage kl. 13.30-17.00.

Mississippi Kunst & Kultur
Jupitervej 26, Uglev, 7790 Thyholm
Frem til 5. september

Søren Meibom – Den Fysiske Bold

Søren Meibom forener passionen for fodbold, videnskab og kunst i elegant udstilling på Frederiksborg Slot

Samtidig med at Europamesterskaberne i fodbold for herrer afvikles i storbyer rundt om i Europa, viser Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød en udvalgt serie på otte billeder af Søren Meibom, der blandt andet virker som billedkunstner. Søren Meibom er fynbo, tidligere dansk fodboldspiller, og astronom fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i Cambridge, Massachusetts USA, hvor han løser opgaver for NASAs Kepler Mission som leder for det team, der ser nærmere på stjernehobe.

Søren Meibom arbejder kunstnerisk med en unikt redigeret kompilation, kaldet Sci-Art, hvor han fusionerer passionen for fodbold med elementer fra den videnskabelige sfære, fx tal, ligninger, grafer, diagrammer og noter. Dermed skaber han i tegning, maleri og collage sit særlige udtryk.

Fodbolden først
Søren Meibom spillede som ungt fodboldtalent for Odense KFUM, B 1913, OB og for Ungdomslandsholdet. Universitetsstudier førte ham til Niels Bohr Instituttet og København, hvor han spillede for B 93, indtil han valgte at stoppe som 26-årig for at færdiggøre sine studier som cand. Scient. i fysik og astrofysik. Incitamentet til at forene de forskellige interesser fodbold og billedkunst blev konkret, da Søren Meibom ledte efter noget fodboldinspireret til sine vægge, og stort set kun fandt motiver med fodboldspillere i aktion. Meibom havde lyst til at gå mere i dybden.

Søren Meibom – Stadion

Spillets kortlægning
Udstillingen Fodbold i 5 dimensioner kommer rundt om spillet via historiske, menneskelige, strategiske, matematiske, og videnskabelige dimensioner. I billederne af Den Fysiske Bold, Den Geometriske Bold og Den Historiske Bold fabulerer Meibom over boldens konstruktion, dens stabile og rotations-symmetriske geometri, som også findes i naturen og i det ydre rum, samt historiske kampe og begivenheder.

I værket Rivaler hentes linjer og fixpunkter fra statistikker over giganterne Messi og Ronaldos møder, og i billedet af Stadion eksemplificeres tilskuernes relation til deres ikoniske tilholdssteder. I trilogien Portræt af en kamp I, II, III danner kortlægning af spillet billedernes flader og former.

Om dette fortæller han:
– Det er en vidunderlig udfordring at skildre aspekter af fodboldspillet set gennem en kunstnerisk og videnskabelig linse.
– Jeg finder kunstnerisk skønhed i videnskaben, og jeg tror, at bevidst og betænksom brug af videnskab i kunst kan skabe en symbiose og harmoni,
der kan forstærke det kunstneriske udtryk og gøre det mere magtfuldt og fængslende.

Helt sikkert er det, at den elegante udstilling må tiltale kunst- videnskabs- og sportsinteresserede.

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot – Hillerød
Frem til 8. august

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2021

Illustration:
Søren Meibom – Den Fysiske Bold, pressefoto
Søren Meibom – Stadion, pressefoto