En keramiker – Nina Møller Kristensen

Nina Møller Kristensen – En keramiker, 2022

Mindebogen og udstillingen burde være forbudt for folk med et samler-gen, så smukke er Nina Møller Kristensens keramiske arbejder

På Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads traf det sig for nogle år siden, at jeg blev præsenteret for Nina Møller Kristensen og hendes ting. Elegante keramiske vaser, krus, kander og skåle, som det var umuligt ikke at blive charmerede af. Her var både unik form- og farvesans, et selvstændigt teknisk format – og en subtil livsgnist.

Kort efter besøgte jeg hendes værksted på Østerbro i selskab med en samler-kollega, og mens kollegaen valgte sin vase, fik jeg øje på en lille buttet krukke på nederste hylde med grønlandsk inspireret ornamentik.
– Den var hun ikke selv helt tilfreds med, så den ville hun godt forære mig – men ikke sælge mig.
– Der var noget, hun håbede at kunne forbedre.
Rørte gik vi derfra med hver sin vase, og en klar hensigt om at komme igen.

Inden vi forlod værkstedet, spurgte jeg lidt ind til, om hun fik vist og solgt sine ting via gallerier i hovedstaden, men det rystede hun beskedent på hovedet af.
– Jeg mente bestemt, at her var potentiale i hendes unikke og meget stilfulde arbejder. Keramikken var atter på vej op i både galleristers og kunstinteresseredes bevidsthed, og hendes indsats burde kunne få en plads på de hylder.

Nina Møller Kristensen – Kander. 

Glædeligt var det, da jeg senere fandt Nina Møller Kristensens arbejder hos galleriet og sølvværkstedet Argentum på Birkedommervej i København Nordvest, hvor jeg kunne erhverve en ny vase. Og særdeles vemodigt var det, da jeg siden kom igen, og fik beskeden om, at Nina Møller Kristensen var gået bort i efteråret 2021.

Blandt genstandene i galleriet var flere midlertidigt båndlagt med henblik på fotografering til en mindebog om kunsthåndværkeren med de fine kvaliteter.
– Nu er den her, bogen om keramiker Nina Møller Kristensen efter idé og tilrettelæggelse af veninde og kollega, Kirsten Christensen, samt tekst af kunsthistoriker og mangeårig museumsleder i Aalborg, Nina Hobolth.

Frem til 24. september kan man tilmed se et udvalg af NMK’s arbejder på udstillingen “Ukraine – To dødsfald – Et brev” hvor Kirsten Christensen ønsker at hædre to kunstnere og tætte veninder, Pia Juul og Nina Møller Kristensen.
Udstillingen foregår hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i København.

Nina Møller Kristensen – En Keramiker, 2022

En bog – Et skatkammer
Ved mødet med bogen blades siderne med de fine fotos af Ole Akhøj igennem, forfra og bagfra. Her vækkes genkendelsens glæde, suppleret med overraskelser over tidligere arbejder, jeg ikke kendte.

Midt i bogen er det vellykkede tekstafsnit med introduktion til NMKs uddannelsesmæssige baggrund fra Kunsthåndværkerskolen i København over Kunstakademiets afdeling for Mur og Rum, samt Kunstakademiets Kunstpædagogiske Skole, kaldet Bertrams Skole, som hver især fik stor indflydelse på kunstnerens lange virke.

Sidstnævnte, hvorfra hun dimitterede i 1974, inspirerede NMK til at undgå giftige kemikalier og arbejde med flouridglasurer, samt valget af det lavbrændte keramik, det røde lertøj, der blev hendes foretrukne.

I 1990 bygges værkstedet på Olufsvej på Østerbro, hvor Nina Møller Kristensen arbejder støt i op- og nedgangstider de næste 30 år.

To Keramiske Dagbøger

To keramiske dagbøger
Christensen og Hobolth introducerer Nina Møller Kristensens to vægtige, keramiske dagbøger, påbegyndt i 1982, som indeholder udførlige skitser, grundige forskningsbetonede beskrivelser af arbejdsmåde og idé, samt små tidsaktuelle notater. Gennem dagbøgernes akkurate beskrivelser kan vi følge kunstnerens udvikling af vekslende serier og udtryk fra det organisk inspirerede med plantedele, blækspruttearme og træstubstrukturer til det stramt geometriske, ja, krystallinske, der blev det fremtrædende udtryk de senere år.

– I 2015-16 sker der noget nyt. I kander og krukker arbejdes der stadig med lodrette linjer og reliefvirkninger, men de lodrette striber opbygges af firkanter: små og store kvadrater løber i diagonaler over korpus og glasuren pålægges i stærke kontraster.
– En inspiration fra modernismen, og ikke mindst Piet Mondrians serie af Boogie-Woogie kompositioner fra New York i 40’erne ligger lige for: livsbekræftende og perfektionistiske på samme tid, skriver Hobolth, og fortsætter: 

Nina Møller Kristensen – En keramiker.

– Piet Mondrians (1872-1944) kunstnerskab må have været en stor inspirationskilde for NMK. Hans udvikling fra naturalistisk til abstrakt maler er en af de mest fascinerende i kunsthistorien; NMK var selv udfordret af balancen mellem naturalisme og abstraktion. (…)

– NMK havde dagligt et citat af Mondrian for øje: Naturen er fuldkommen. Men i kunsten tilstræber mennesket ikke den fuldendte natur, netop fordi den er fuldendt. Kunstneren har derimod brug for en forståelse for, hvilken dybere betydning der gemmer sig i naturen. Den oprindelige fremtrædelsesform skal transformeres for at opnå dybere indsigt i naturen” citerer Hobolth.

Form og funktion
– NMKs arbejder er altid keramiske unika og tanken om funktion spiller en stor rolle, eksempelvis i den serie af eddikekander, som hun udfærdigede med stor akkuratesse ind i sin ’plat-de-ménage’-idé. (…)

Nina Møller Kristensen – Vaser. 

– Familien fortæller, at NMK lagde vægt på, at det var kunsthåndværk og også til brugskunst som krukker, vaser, fade; men ikke egentlig skulptur, selvom hun godt kunne sige, at noget var mere skulpturelt end andet.
Familien beretter også om NMKs vedvarende glæde ved naturen som inspirationskilde, sommerhusophold og rejsernes mangfoldige indflydelse på kunstneren, der sugede til sig lige fra Alhambra, Firenze og norske stavkirker. Det lyder som et berigende familieliv og livsforløb.

Om motivationen for bogen hedder det afslutningsvis:
– Det kunstneriske talent og den tekniske suverænitet, hvormed hun fra de tidligste år til det sidste skabte sit livsværk, giver Nina Møller Kristensen en fremtrædende plads i sin samtids værkstedskeramik. Selv var hun for beskeden til at forstå sin egen originalitet og berettigede position i dansk keramiks lange traditionsrige historie. Derfor denne bog.”

Derfor også denne anmeldelse af en absolut se- og læseværdig bog om et betydeligt talent.
Nina Møller Kristensen blev født 29. april 1946 og sov stille ind 17. oktober 2021.
Af Hjertet Tak – Æret være hendes minde.

Bogen forhandles hos boghandlere samt hos nedennævnte gallerier, hvor også Nina Møller Kristensens keramiske arbejder er at finde.  

Argentum – Galleri og værksted
Birkedommervej 68 – Kbh NV

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel
Studiestræde 14 – København K
Frem til 24. september

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Fotos: Keramikken er fotograferet til bogen af Ole Akhøj
Fotos af bogens sider – Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – september 2022

Metamorfose – Niels Corfitzen

Niels Corfitzen – Metamorfose 2022
olie på lærred, 190×190 cm

Det er en stærk, maskulin energi, som sanses i det umiddelbare møde med kunsten af Niels Corfitzen.
– Store lærreder. Dramatiske kompositioner. En stringent palet. Kraftfulde strøg.

Man genkender Niels Corfitzens billeder, de skiller sig ud i tidens strøm. Figurative er de, men med en udførelse, der kontrastfyldt tillige trækker på det abstrakt-ekspressionistiske.

Kunstneren behersker til fulde den realistiske gengivelse. Det ses tydeligst i rækken af bestillingsportrætter med socialdemokraten Svend Auken og H.K.H. Kronprins Frederik fra henholdsvis 2008 og 2018 som de mest prominente eksempler.
– I de to ret forskellige fremstillinger ses samtidig, hvordan formsprog og udtryk over tid har undergået en betydelig forvandling. Såvel det grimme som det smukke rummes i et mere åbent og mindre kontrolleret billedsprog.

I dag sanses en dybere tilknytning til naturen, som allerede fra en tidlig alder spillede en integreret rolle i Niels Corfitzens tilværelse.
– Med muligheder for at rejse ud og opleve, med muligheden for at anlægge en smuk have og med nærværende fællesoplevelser i den allertætteste familie vokser et roligere åndedrag frem, sammen med en grundfæstet
videnskabelig-filosofisk tilgang til universet.

Niels Corfitzen – Oscilliating Carpet, 2022

EN PENSEL MØDER ET LÆRRED
Motiverne dannes af en collage af indtryk. Naturen er bagtæppet i dag. Kulturen står centralt som forgrund, solistisk, men kun tilsyneladende sat i scene.

Mennesker, Corfitzen har mødt, som har gjort indtryk ved deres fordybelse og åbenlyse bemestring af deres fag, glider ind i motiverne. Ikke som narrativer, men som elementer i kompositionen, der vokser frem af den maleriske proces.
– Der er noget ægte over det menneske, som bare hviler i sig selv i processen, og ikke gør sig til som en påfugl. Som kokken, der står og finsnitter, som balletdanseren, der øver en position, en bevægelse. Som kaptajnen, der kender skibets kurs.

Rekvisitter i form af steder, huse, gader og facader eksempelvis fra Japan og New York dukker frem som erfaringer, registreret og gemt i kunstnerens mentale billedbibliotek. Historisk-symbolske elementer som sejlskibene og jollen, rejsetasken og bogen hentes frem. Dels fra filmens verden, dels fra mange timer i selskab med mennesker, der har arbejdet med handel, søfart og håndværk – og dels fra kære slægtninges ydmygt kunstfærdige tegninger og tolkninger af forgangne tiders eventyr i litteraturen
– til lands, til vands og i luften.

EN PROCES OPSTÅR I TID OG RUM
Livslysten vokser med kunsten som mulighed og ståsted, hvor Corfitzen dels kan arbejde med kroppen og kombinere det sanselige nærvær med de intellektuelt-filosofiske puslespil, der rumsterer: Hvad vil det sige at være menneske.

Niels Corfitzen – He was standing on the platform – watching her go…

I motiverne sanses menneskets sårbarhed i de til tider melankolsk indadvendte figurer. Omvendt møder vi det ultimative livsmod i nogle af billederne, hvor tyngdekraften synes ophævet, og følelsen af frihed lyser som det bedste guld ud af skikkelsen, der svæver på superkræfter.
– Det feminine element, kvinderne, er ofte i fokus. De har ikke altid fået den plads, ligeværdighed og respekt, som de har krav på. Kvinden kan nok leve uden manden, men det omvendte kan ikke lade sig gøre.

Fra den realistiske gengivelse hentes grundrids til basale billedkomponenter. Med pensler og palet bygges op, hvorefter der sorteres, tages fra og stilles til skue – måske i signalfarven rød.

– Det er sjældent, du ser den røde i naturen. Den er der som en valmue, som en rose, men i små mængder. Kunstneren vælger den ikke som en eyecatching signalfarve, i hvert fald ikke bevidst. Men den spiller uomtvisteligt en aktiv rolle, når den optræder i den røde kjole, i de røde sko, i gulvtæppet under kaptajnen og i personernes påklædning i øvrigt.
Den indfanger opmærksomheden.

Corfitzen mener ikke, at han har en favoritfarve, men flere yndlingsfarver. Nogle med fortællende navne, fx de italienske jordfarver fra Siena og Umbrien, og den Preussiske blå, der gemmer på et helt reservoir af referencer.

– Maleriet er en snørklet sti. Du kan fare vild i det, og her får man noget forærende, når man glemmer, at man leder efter noget. Jeg går efter en proces, hvor jeg kan overraske mig selv i værkerne. Jeg har derfor både en plan, og ikke nogen plan.
– I Zen buddhismen er der et mål, der drejer sig om at aflære begæret og aflære forventningerne til livet. Rejsen er målet i sig selv.  

TRANSISTOR
Bag værkernes tilblivelse ligger lysten til at udforske rammerne for det fælles sammen med lysten til at skabe og udtrykke sig. Kunstneren opfanger signaler, selekterer, transformerer, sender.

– Virkeligheden er det, du oplever. Det kan ikke beskrives dækkende. Når du bruger ord og navne, så har du bevæget dig væk.
– Et blad er ikke grønt. Kun i vores fiktive verden er det grønt, kun symbolsk er et blad noget grønt og hjerteformet. Det hjælper os med at kommunikere og komme steder hen, når vi reducerer det flertydige. Men så har vi bevæget os væk fra virkeligheden.
– En lyd i et splitsekund består af bølger af energi, og den energi fordeler sig i universet.

Titlen “METAMORFOSE” er et generelt udtryk for et af de aspekter og mysterier som i høj grad betager Niels Corfitzen. Nemlig den forvandling, forandring eller transformation som naturen og dermed også mennesket gennemgår kontinuerligt, uden ophør.
På trods af, at tilværelsen er gennemsyret af dette kosmiske kaos af forandringer, hersker der alligevel en konstant mængde energi, som binder universet sammen i et forunderligt mønster af ro og orden. Der råder en slags ustabil ligevægt.

Den forplanter sig til betragteren gennem kunstnerens maleriske indsats.

SOM VAND … LÆNGSEL …  LYST…  UDLÆNGSEL …  HJEMLÆNGSEL … TRØST

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Publiceret: Katalogtekst til udstilling
Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75 – København K
23. september – 22. oktober 2022

Abstrakte klange stemmer sindet – Grazyna Gotz

Grazyna Gotz – At Blomstre, 2022

I Portnerboligen ved Sophienholm viser Lyngby Kunstforening udstillingen At Blomstre med eftertænksomt abstrakte værker af Grazyna Gotz

Som at høre lyrisk musik er det at møde udstillingen At blomstre, skabt af kunstneren Grazyna Gotz.

I to små elegante stuer i Portnerboligen ved Sophienholm er det sanseligheden, der er i fokus frem for det logisk-narrative, som i hverdagen fylder sind og tanke.
Fornemme farveklange strømmer betragteren i møde fra en serie større og mindre oliebilleder, der byder ind til et eftertænksomt nærvær.

Malemåden hos Gotz er karakteristiske, transparente og laserede lag-på-lag. Man animeres til at gå ind og forholde sig til, hvad der mon ligger i baggrund og forgrund, og sanse vandret og lodret.

-Billedernes farveskala kan minde om Edvard Weies farver, fremhæver kunsthistoriker Alice Fanøe ved præsentationen. Her er det formodentlig værket Faun og Nymphe, 1940-1941, der tilhører Statens Museum for Kunst, de fleste vil relatere til.

At blomstre
Grazyna Gotz har ved valget af motiver forholdt sig udstillingsstedets smukke placering i de grønne omgivelser, den klassiske arkitektur og de fine lysforhold.

Grazyna Gotz, TWINs 2022

Kunstneren har ladet sig betage af blomstringen i naturen, af processen fra spæd knop til fuldt udfoldet vækst, kombineret med en abstrakt udforskning af maleriets billedsprog.
– Hun er overbevist om, at netop abstrakt kunst kan have en væsentlig indvirkning på det moderne menneske og samfundets udvikling.

Grazyna Gotz er født i Polen i 1959 og flyttede til Danmark i 1984. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i Krakow og fra Universität für Angewandte Kunst i Wien. Debuterede i Wien i 1983, og på Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus i 1984, og siden har hun deltaget på separate udstillinger og gruppeudstillinger på gallerier i Danmark.

Udstillingen kan opleves frem til 18. september.

Lyngby Kunstforening i Portnerboligen
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 18. september

Grazyna Gotz – Bildraum,
olie på lærred, 200×140 cm

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – august 2022

Grazyna Gotz – Inside Out, 130×150 cm, 2022

REFINE udstillingen – en oase i verden

REFINE – seks kunstnere i Gjethuset

Udstillingen REFINE byder ind til fordybelse og forløser det monumentale rum i Gjethuset i Frederiksværk

Det er en meget vellykket udstilling under titlen REFINE, som seks udvalgte kunstnere viser i Gjethuset i Frederiksværk.

Bygningens monumentale rum med de bastante, gråpudsede vægge, høje vinduer, dybe vinduesnicher og betongulv kræver modspil, og det er præcis, hvad de seks kunstnere leverer på fornem vis med deres enkle, abstrakte og nonfigurative formater i en afstemt farvepalet.

Astrid Espenhain viser tekstil, foto og video, Bjørn Colstrup viser maleri og skulptur, Christine Lyhne 3D-collager i papir, Gitte Mørk maleri, Henriette Dan Bonde foto, og Janne Mikkelsen markerer sig ligeledes med tekstil.

Colour Garden
Der er på én gang en rolig samhørighed, og livfuld variation i kunstnernes bidrag, udvalgt og kurateret af Gitte Mørk og Bjørn Colstrup.

Astrid Espenhain byder indenfor i et syret og festligt univers i værket Colour Garden, skabt som en mobile, hvor beskueren bevæger sig rundt mellem de roterende, abstrakt-organiske elementer.

Her er syntetiske plastmaterialer, der reflekterer lyset, kombineret med stykker af mønstrede genbrugsbluser, nylonstrømper, skum og organza, syet op i hånden og iscenesat i dynamisk harmoni, som i en farverig have. Kunstnerens fotos står stærkt, nærmest som undervandsfotografier, og video mestrer hun også i det abstrakte rum.

Janne Mikkelsen tekstilt ankerpunkt

Christine Lyhne skaber sine objekter ved at komponere cirkulære skiver af origamipapir, syet sammen på symaskine. På udstillingen her får kunstneren særligt fine resultater i en bagbelyst komposition, og i to store gobeliner af papir.

Sans for proportioner
Et arkitektonisk ankerpunkt midt i det højloftede rum, er Janne Mikkelsens transparente, tekstile installation, som hænger frit, nærmest svævende fra gulv til loft, der, hvor lyset elsker at danse.
Værket består af lodrette, lette stofbaner, sammensat af punktsyede felter i vekslende versioner af gult, grønt og violet. Ved at kombinere materialer med forskellige tæthed og påføre et skær af malede strukturer skabes et sammenhængende, rumligt udtryk. Placeringen midt i rummet giver hele udstillingen krop.

Ej verden larmer mer’
Henriette Dan Bonde fotograferer elementer i byen, og overfører essensen til overflader af børstet metal, der giver et delikat, nærmest velouragtigt udtryk. Motiverne på udstillingen er hentet fra tre af hendes serier – Metropolitan Fragments, Exploring Solitude og Behind Consealments.

På to store stofbaner skaber byens lyspunkter bevægelse, mens fotostaterne sænker pulsen hos beskueren. Motivernes enkelhed og størrelse skaber en rolig atmosfære, hvor noget nok alligevel dølger sig i de dunkle udkanter, bag facaderne og de foldede gardiner. Værkerne fastholder opmærksomheden ved den tavse fordybelse, de inviterer til. Det er elegant gjort.

Gitte Mørk – Fractured Matter

Ulmende overflader og åbne rum
Gitte Mørk bygger selv sine billedrammer, limbehandler sejldugens overflade og blander selv sine farver for at fremkalde den ulmende dybdevirkning, hun ønsker i sine malede abstraktioner.

Motiverne i hendes tre billedserier er destillater af en fortløbende proces. I Twisted Matter danner krøllede tekstiler udgangspunkt for foto- og skitseproces. I Fractured Matter zoomes der helt ind i tekstilernes cirkelmønster, før den abstraherende udvælgelse og kompositionen af motiverne overføres til det to-dimensionelle lærred.

Senest, i serien Hidden Matter, slippes formerne fri og fortsætter ud over kanterne, efter det indledningsvist kondenserende skitseforløb. Resultatet er fortryllende i sin enkelhed, ikke mindst i kraft af de sikre farvevalg undervejs.

Hvor Gitte Mørk primært dyrker lærredernes overfladerum, bevæger Bjørn Colstrup sig omvendt noget længere i ind i billedernes dybdevirkninger med sine hard-edge, konstruktivistiske kompositioner, inspireret af Ellsworth Kelly og Frank Stella.

I de monokrome flader, lige linjer og symmetriske former inviteres beskueren i perceptionen til selv at færdiggøre de åbne former. En stimulerende proces opstår der ved det.

Bjørn Colstrup – Colour Complex

Colstrup udfylder Gjethusets ene endevæg med seks store kompositioner, flankeret af spinkle, rumlige skulpturelle objekter, der går fornemt i dialog med malerierne.

Kuratoriske refleksioner
Gjethusets modtående endevæg skiller sig ud ved at være en antrasitgråsort fremskudt skærmvæg ind til et garderobeområde. Her har kuratorerne placeret eksempler på de seks kunstners udtryk i mindre skala, efter, forstår man nogen overvejelse.
– Måske skulle den venstre halvdel af væggen blot have stået blank og tom. Derved kunne den mørke baggrund danne en roligere afgrænsning for Espenhains Colour Garden. Men, man kender det fra arbejdet med ethvert billede og fra enhver have: der er gerne et lidt rodet område i selv den smukkeste oase.

Den grå væg med værker i mindre skala

Den fragmenterede afslutning til trods, så er det en skøn vandring i en imponerende flot udstilling i Gjethuset. En meditativ vandring, der snildt kunne komme gæster på større museer som Heart i Herning og Kunsten i Aalborg til gode, hvor der er en passende majestætisk loftshøjde. Det tackler de seks kunstnere ganske udmærket.

REFINE udstillingen var hele køreturen værd, ca. 45 minutter fra hovedstaden, og får fem af seks store stjerner!

Gjethuset
Frederiksværk
Frem til 29. juli

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
til Kunstavisen.dk 

REFINE – en oase i Gjethuset

Kuratoriske overvejelser

Et yndigt land i prikket og gult

TSH – Start Zonen i Strandgade, Vejle

Tour de France kalder kunstneriske initiativer frem

Landet over summer det med forberedelser til Grand Départ, starten på årets Tour de France. Begivenheden kalder kreativiteten frem i vidt forskelligt tilsnit.

I Vejle kommer der kulør på et ellers noget betongråt kvarter ved havnen, hvor billedkunstner Thorgej Steen Hansen realiserer en udsmykning i startområdet. Der er tale om farvesætning af udvalgte facadepartier på i alt fem industribygninger samt opsætning af nogle store ‘trafikskilte’ på den 150 meter lange startstrækning til den 3. etape af årets Tour de France, der skydes afsted fra Vejle søndag 3. juli.

”Min idé er at skabe en dynamisk startzone, der kan vække tanker om fart og rytmisk bevægelse til live. Det sker via farvesætninger af udvalgte facadepartier på strækningen, som har afsæt i mit eget abstrakt-konkrete udtryk, som jeg til lejligheden har valgt at mikse sammen med inspiration hentet fra et lille, men eksklusivt udvalg af cykeltrøjer.

TSH – Start Zonen 5 – Joop Zoetemelk, 2022

Hollandske Joop Zoetemelk var en af mine store helte i 1980’erne. 

– Det er Vejle Kommune i samarbejde med Statens Kunstfond der er initiativtager til projektet, og værket realiseres med støtte fra Statens Kunstfond samt en gruppe af private aktører i byen.
– Efter Tour de France vil værket blive stående i minimum et år, fortæller Thorgej Steen Hansen.

Ender på maven – ikke på muren
Billedkunstner Jonna Pedersen er én anden af de kunstnere, som har givet forslag til en gavludsmykning i Vejle.

Hendes motiv blev i første omgang ikke valgt til at pryde muren, men nu ender det så på maven af tourglade mennesker, for det er i stedet udkommet på lækre t-shirts i kunstnerens webshop. 

Motiv til gavlmaleri af Jonna Pedersen

– I værket har jeg inkorporeret elementer, der refererer til Tour de France, fx. teksten Grand Départ, Den prikkede bjergtrøje, Den gule førertrøje, og tourens grafiske etapeprofil, der viser stigninger, højdemeter osv., fortæller Jonna Pedersen om sit motiv.

– Selve Cyklen er formet som en transformation af det velkendte cykelsymbol, der ses malet på landets cykelstier og færdselstavler. Her med forskelligt farvede eger, der giver en oplevelse af bevægelse.
– På cyklens stel står årstallet 2022 i en runelignende skrift, ligesom der er runer øverst til venstre i motivet for at skabe en reference til Danmark.

Roskilde i gult
I Spinderihallerne i Vejle står den på Tour de France Art & Design Exhibition med 20 kunstnere og designere fra Spinderihallerne og Fabrikanterne, der ønsker at fejre den historiske cykel-begivenhed med en kunstudstilling.

Og i Roskilde omskabes gult skrald til gul udsmykning i Byens Hus, som skal lyse op på 2. etape.

Strandgadeudsmykningen
Art Vejle i Spinderihallerne
Frem til 26. juli 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 6 / 2022 – juni 2022

https://www.thorgejsteenhansen.info/news.html

https://www.jonnapedersen.dk/webshop

 

Motivet omsat til t-shirts med mere

 

Bliv klar til Tour-start i Danmark med Grand Départ – design Jonna Pedersen

Dressed for Grand Départ 2022

Billedkunstner Jonna Pedersen har malet motivet Grand Départ, som forslag i en konkurrence om en gavludsmykning til en af de jyske værtsbyer for Tour de France.
Byen valgte et andet forlæg.

Men Jonna Pedersens motiv er så meget spot on, at det ikke bare skal gå i glemmebogen. Nu kan Jonna Pedersens flotte motiv bestilles som t-shirt eller som taske/mulepose – klik ind på webshoppen for Playhouse Artwear, og find den størrelse, som passer.
– Se her https://www.jonnapedersen.dk/webshop

Tanker bag værket
– I værket har jeg inkorporeret elementer, der refererer til Tour de France, fx. Grand Départ, Den prikkede bjergtrøje, Den gule førertrøje, og tourens grafiske etapeprofil, der viser stigninger, og højdemeter osv., fortæller Jonna Pedersen om sit motiv.

Selve Cyklen er formet som en transformation af det velkendte cykelsymbol, der ses malet på landets cykelstier og færdselstavler. Her med forskelligt farvede eger, der giver en oplevelse af bevægelse.

På cyklens stel er påsat årstallet 2022 i en runelignende skrift, ligesom der er runer øverst til venstre i motivet for at skabe en reference til Danmark.

Motiv til gavlmaleri af Jonna Pedersen

De grønne trekantsymboler nederst til venstre er lig ”start/kør” – som i Play.

Vi håber, at du har lyst til at blive Dressed Up for Le Grand Départ med det flotte motiv af Jonna Pedersen.
Det kunne jeg selv slet ikke stå for… 🙂

Priser
Herre og dame t-shirt: 399,- kr. + forsendelse
Taske/Mulepose: 250 kr. + forsendelse

Alle produkterne er print-on-demand
– det vil sige, de produceres først, når du laver en bestilling, så derfor må du forvente en 8-15 dages leveringstid.

Du kan se kollektionen her i webshoppen fra PlayHouse ARTwear.

https://www.jonnapedersen.dk/webshop

Rigtig god Tour! 

Vælg størrelse og dame- eller herremodel – eller tasken til sommerens begivenhed

 

 

Stjernerne på loftet – Kassandras Søstre

Bolatta Silis-Høegh – en af Kassandras 15 Søstre

Gå en tur i Rundetaarn og se Kassandras femten energiske Søstre

Femten kunstnere har sat hinanden stævne i Bibliotekssalen over kirkeloftet ved Rundetaarn til udstillingen Kassandras Søstre – med undertitlen Fremtidens malere hæver forbandelsen.

Frustrerede over den manglende lydhørhed og kønsmæssigt skæve repræsentation på gallerier og museer begyndte arbejdet med udstillingen for to-et-halvt år siden, hvor netværksdannelsen de femten kunstnere imellem blev en gave undervejs, mens de udviklede planerne for en fælles maleriudstilling.

Holdet blev sat af de to billedkunstnere Henriette Hellstern og Anna Walther, som sidenhen sparrede med kunstrådgiver Helle Moalem. Deltagerne er en god blanding af de nye, de midtvejs og de mere rutinerede – som Agnete Bertram, Ditte Marie Frost, Emily Gernild, Henriette Hellstern, Mie Olise Kjærgaard, Coline Marotta, Mie Mørkeberg, Tanja Nis-Hansen, Marie Rud Rosenzweig, Bolatta Silis-Høegh, Ida Sønder Thorhauge, Anne Torpe, Helene Vestergaard, Anna Walther og Maria Wæhrens.

Anne Torpe – This Is Not Happening

Den oversete seer
Udstillingens tema er baseret på den græske mytefortælling om Kassandra, som Apollon kastede en forbandelse over, da hun ikke ville give sig hen til ham. Hun havde klarsyn og forudseenhed, men blev bremset af forbandelsen, som betød, at ingen troede på eller lyttede til hende. I billedgengivelser ser vi hende rive sig i håret over den manglende tiltro.

– Den oversete Kassandra-figur med så meget på hjerte fortjente at komme frem i lyset, fortæller den ene af kuratorerne, Henriette Hellstern.

Mangfoldige tilgange til maleri
Ud over forskelle i karriereposition adskiller kunstnerne sig også metode- og udtryksmæssigt.

Inderlige fortællinger er der i malerierne af Bolatta Silis-Høegh, Emily Gernild, Anne Torpe og Coline Marotta.

Det mytologiske er stærkt hos Mie Mørkeberg, Ida Sønder Thorhauge, Tanja Nis-Hansen, Henriette Hellstern og Maria Wæhrens, hvor Mie Olise Kjærgaard viser en malerisk satirisk tolkning af søsterskab med en tekstreference til den mistænkeliggjorte kvindelige seksualitet.

Biblioteksloftet ved Rundetaarn

Agnete Bertram, Ditte Marie Frost, Marie Rud Rosenzweig og Helene Vestergaard eksperimenterer med taktile materialer som silkemalet og tuftet tekstil, oxyderede kobberplader, montage på hønsenet og digitalprintede tapeter. Hertil kan føjes medkurator Anna Walters fortællinger på brændt birkefinér med papmaché.

I udstillingens disponering er der taget fint hensyn til de enkelte værkers individuelle samspil og til rummets arkitektur.

Til salgsudstillingen er produceret videointerviews og et fornemt, lærredsindbundet katalog, der uddyber den uendelige fortælling om de kompetente kvinder.

Bibliotekssalen Rundetaarn
Købmagergade
Frem til 16. juni

Et smukt katalog, trykt forsvarligt hos Narayana Press

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 5 / 2022

 

Emily Gernild, Afmægtighedens Rus

Kvinden ved Havet – Sóley Ragnarsdóttir

Sóley Ragnarsdóttir – Cherrystone

Billedkunstneren, dansk-islandske Sóley Ragnarsdóttir har indsamlet vestkystens plastfarvede kulturarv og træder frem med en overbevisende udstilling hos Formation Gallery på københavnske Vesterbro

Jeg ser hende for mig, stående i sandet med det lange, rødblonde hår blæsende om hovedet, inden hun får krøllerne puttet ind under hætten på svømmedragten på vej mod en tur i havets bølger ved Nr. Vorupør i Thy. Ved hendes side sidder den smukke collie, og iagttager hende, beredt på at holde vagt, mens dens herskerinde står ud på sit paddelboard i Vesterhavsbrændingen få kilometer fra nabobyen Klitmøller, hvor en naturlig bugt på nogle år har opnået kultstatus som Cold Hawaii, og tiltrækker vovehalse og havturister i hobetal.

Sóley Ragnarsdóttir – Untitled, 225×122 cm.

Hele kysten mellem Agger Tange og Hanstholm har fået fornyet opmærksomhed, dels via Nationalpark Thy og dels med de populære vandsportsmuligheder, der tiltrækker turister i autocampere alle mulige steder fra. De kommer belæsset med surfboards og sejl – og børnene og de mindre professionelle har tossede badedyr med store øjne i favnen til brug i swimmingpoolen.

Indenfjords ved Vildsundbroen og i vest ved Krik Vig er der opsat skilte med den lokkende titel, Cold Hawaii Indland, som skal få de mindre dumdristige eller mindre rutinerede til at begive sig ud på Kite-surfing i frisk vind på Limfjordens knap så lumske bølger, grundigt instrueret af de lokale, som kender vind og vejr.

– Som tidligere beboer på egnen glæder det mig at se, at så mange muligheder vokser frem, og at så mange mennesker kommer til egnen, og sætter pris på en af de smukkeste landsdele, vi har. Nye generationer bosætter sig, og skaber aktivitet. SMK Thy, en kommende filial af Statens Museum for Kunst, er et af flagskibene, som langsomt, men sikkert tager form i en tidligere købmandsgård i Doverodde i Sydthy.

En kunstner slår rod
En af tilflytterne er dansk-islanske Sóley Ragnarsdóttir, som jeg for sent læste om, da hun udstillede Organizing Principles på Overgaden ved årsskiftet. Her viste hun bl.a. kombinationer af fiskerierhvervets artefakter og tovværk, sat sammen med surfernes ferieglade udtryk i store, oppustelige badedyrsfigurer.

Sóley Ragnarsdóttir – Untitled 2022, 200×270 cm

Glædeligt er det, at hun så snarligt er kommet tilbage til hovedstaden med en ny udstilling, Cherrystones, opkaldt efter en muslingeart der vokser i klaser, står der i præsentationen hos Formation Gallery på Gasværksvej ved Vesterbros Torv.

Sóley Ragnarsdóttir viser netop klaser af værker, inspireret af traditioner og samlinger af folkekultur, som var kendetegnende for livet i landsbyerne for en generation eller to siden.

– Der samlede pigerne på servietter for sjov og på theskeer af sølv for alvor. Og alle samlede rav, muslingeskaller og havslebet glas.

Hendes mor har overladt hende sin samling af servietter fra 1970’erne, og kunstneren opkøber også via nettet, så hun får fat i både de sjældne, runde servietter og dem med de mest poppede motiver på.

SR – Napkins from the end of my world, 2022

I udstillingen ser vi eksempelvis Bambi i en collage af servietter, epoxy, muslingeskaller og småstykker af rav fra serien Napkins at the end of my world, 2022, som opsamler en pastelfarvet tidslomme og en aura af tryghed. Et stærkt modstykke til pandemi og krigsrummel i Europa, det er livet ved havet, hvis man blot kan fordybe sig her mellem bølger og blæst, og holde nyhedsstrømmens larm på afstand.

Klaser af malerier med sirligt gentagne linjer, prikker og mønstre, som kunne være taget ud af servietternes mønsterlandskaber, er grupperet på galleriets mørke vægge. Her er noget stærkt meditativt i gentagelserne, der er i tråd med håndens arbejde med broderier, batikmalerier, strik og bødning af fiskegarner, som hører livet ved havet til, ofte kvindelivet – med mindre overtro holdt kvinder væk, fx fra arbejdet med fiskenettene.

Stærke medsøstre
Ragnarsdóttirs kunst er, trods de åbenlyse forskelle i det visuelle udtryk, i slægt med kunstfotografen Trine Søndergaards motiver med unge kvinder, der bærer traditionelt hovedtøj fra Fanø eller Skiveegnen, hvor historiens vingesus går lige i marven.

En anden kunstner, som maler meditativt med et stærkt feminint islæt, er Christina Mosegaard, der af mange vil være kendt for sine smukke tulipanbilleder, og af andre for sine klædebilleder af draperet linned eller brokadestof.
– Gennem en årrække har Mosegaard også tegnet og malet ikonlignende portrætter af nogle af vore formødre, som for længst er gået ud af tiden efter endt gerning. Repetetivt har de været her, som vi nu kan se os selv træde vore skridt i rækken.

Sóley Ragnarsdóttir – Detail, Untitled, 200 x 270 cm

Selv nævner Sóley Ragnarsdóttir kunstnere som Amy Sillman og Monika Baer, hendes undervisere på Städelschule i Frankfurt, hvor hun også blev bekendt med abstrakt-ekspressionistiske kunstnere som Lee Krasner, Elaine de Kooning og Joan Mitchell blandt sine inspirationskilder og forbilleder. Desuden Rochelle Feinstein, Charline von Heyl, Julia Chiang og Vivian Suter. På den danske kunstscene er Jeannette Ehlers, Sif Itona Westerberg og Ursula Reuter Christiansen tre vidt forskellige, men vildt spændende kunstnere, hun har bidt mærke i.

Det skal blive interessant at følge Sóley Ragnarsdóttirs videre kunstneriske færd, ikke mindst blandt thyboerne, der har så smukt et landskab omkring sig, at de mest fremtrædende interesser traditionelt går i retning af friluftsliv, korsang og sport.

Når det kommer til billedkunsten er det derfor fint, at Sóley Ragnarsdóttir forstår at møde sine naboer midt i deres brogede hverdag mellem voksduge, landbrug, håndværk og fiskeri, og servicering af de mange turister, der kommer forbi.
– Godt er det at vide, at Sóley Ragnarsdóttir bor og arbejder i Thy.

Sóley Ragnarsdóttir – Untitled, 220 x 135 cm

Sóley Ragnarsdóttir, født 1991 DK/IS, er uddannet fra Städelschule, Frankfurt Tyskland 2014-2019, og har udstillet her på Städel Museum og Historisches Museum, samt hos Jean Claude Maier Galerie. Desuden på Kunstforum i Darmstadt og Overgaden i København.
PS. Beskrivelsen i starten af artiklen er forfatterens egen visualisering af livet ved Cold Hawaii.

Formation Gallery
Gasværksvej 9
Frem til 4. juni

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2022

Klik på billederne, og se dem i bedre kvalitet

Mellem fred og krig – Külli Suitso smerteligt aktuel

Külli Suito – Helmet with Clouds, 2016

Kunstneren Külli Suitso har med sine billeder fortalt om den absurde trussels anatomi, og bedst som hun er ved at bevæge sig videre, kommer krigen i Ukraine – igen  

– ’Where Have All The Flowers Gone? Gone to Graveyards, Everyone…?’
Krigen i Ukraine er ubærlig! Alle de menneskeliv! – Og alle de fysiske og mentale traumer, det giver generationer frem! Krig er ubærlig og barbarisk, simpelthen.

I 2014 besatte Rusland en bid af Europæisk jord, da de indtog halvøen Krim, som de mente sig berettigede til at kontrollere. I Danmark reagerede den herboende, estiskfødte billedkunstner Külli Suitso på besættelsen og på løgnens underminerende retorik.

En billedsuite med hjelme som den gennemgående figur tog form, og serien voksede og voksede og udfordrede hende konstant de efterfølgende år.
Det kom der mere end 37 motiver ud af, det blev til en bog  – Hellmet between Peace and War, 2017, og flere udstillinger i både Estland og Danmark.
Bl.a. Table for Two – Estonia 100 i København i 2018.

Külli Suitso – Helmet between Blue and Yellow, 2014

For de fleste af os var Krim alligevel langt væk dengang i 2014, og den såkaldte russiske ’bjørn’ havde vi måske en vis respekt for, så vi holdt os tilbage.  

Desværre er krigen igen blevet virkelighed, og hjelmeserien kan fortælle dens anatomi, så aktuelt – smerteligt aktuelt.
– Billederne dukker frem på nethinden, bl.a. Külli Suitsos Pink Pilot, der kunne være enhver moders søn. Og hjelmene med æbler, samlet op fra marken, nogle friske, nogle allerede rådne…

Kunstnerens første hjelmebilleder havde meget kontrastfyldte symboler på liv og død. De viste vandfyldte, isbelagte hjelme, som man kunne finde dem i skoven efter 2. verdenskrig og langt op i tiden, hvor de rundt på gårdene i Baltikum blev brugt til at samle frugt i, eller som en hunds madskål. Hjelme lå der, kort sagt, rundt omkring.

De kom i olie på lærred, og kunstneren arbejdede videre med dem, dels som grafik, dels som video og dels som installation, da hun fik en stor portion hjelme foræret. 
– Virkelig stærke sager, når man lagde dem op i formation.

Helmet Vol 3 i Tartu 2017

Hellmet between Peace and War
Bogen indeholder fine tekstbidrag, bl.a. af Estlands tidligere præsident, m.fl. Skrivemåden i bogens titel og rækkefølgen på krig og fred – Hellmet between Peace and War fanger opmærksomheden. Den er bevidst tilrettelagt i samarbejde med grafikeren Hille Jääger og redaktøren, filmskaberen Imbi Paju.

– Bogen blev jeg inviteret til at bidrage til, og fattede der en personlig interesse for den estiske folkesjæl, mens jeg fik kunstnerens særdeles tankevækkende historie bid for bid.

Külli Suitso har fra sin opvækst i Tartu i Estland følt den sovjetiske undertrykkelse på egen krop, bl.a. med obligatoriske skydeøvelser i skoletiden. Det kan de færreste forestille sig at bære med i bagagen. – Og så den bekymring, som krigslarmen østfra nu vækker, mens Nato opruster i Estland?

Külli Suitso – Hjelm og det ægte kranie, 2016

I motiverne kom en sort humor til udtryk, og en test af, hvor tæt på det kitchede, kunstneren kunne gå med sine symboler, som fx blomster, dukke og kat, der fortæller om vores allesammens barndom. I slutningen af 2016 malede hun motivet Hjelm og det ægte Kranie – i håb om at hun kunne lukke munden på hjelmene. Sådan kom det dog ikke til at gå.

En serie af hjelme i en abstraheret og næsten gennemsigtig form blev et mellemspil, hvor hun fik skabt først én, så en anden hjelm i et transparent materiale, hun kunne bruge at male ud fra. Hun ville videre, men hjelmene blandede sig hver gang, mens hun bar rollen som frontsoldat i sit eget univers.

I 2019 kom MISSA serien til, hvor kunstneren fabulerede over stadierne i den katolske messe, Kyrie, Gloria Credo, Sanktus, Benediktus, Agnus Dei og dertil den ekstra sats, som fremkaldte det fantastiske billede med de lysegrønne gummihandsker,  Libera Me! – FRI mig! Det motiv satte endelig punktum i 2020.

Det skrøbelige liv – revisited
Med besættelsen og krigen i Ukraine nu er vores respekt forvitret, som det russiske militære apparat selv, og er erstattet af modstandsvilje.
– Sådan er det heldigvis også gået, skridt for skridt i Külli Suitsos motivverden.
Den bevæger sig ud i lyset.

Külli Suitso – SECRET GARDEN, Second Life, 2022

Allermest livsbekræftende er for mig at se hendes videoværk Helmet fra 2015 – hvor der bages brød i en omvendt hjelm. Den er også fæstnet på lærred – i fortløbende versioner.

Mens naturen overvinder krigen og bekymringen i kunstnerens allernyeste værker, hvor dels østers og dels havens og skovens frugter dukker frem på lærredet, kan vi håbe det bedste.

Og et eller andet sted går der en høne og lægger tvillingeæg.

WE SHALL OVERCOME
– Den tro har vi brug for i modvind og medgang. 

Tak, Külli Suitso, for dit hjerteblod i billederne.
De er mere relevante for os, end vi havde set komme…

Bogen kan købes hos gallerier og kunsthaller
og hos kunstneren – se Website for Külli Suitso

Külli Suitso – SECRET GARDEN, Rubin Zoisit, 2021

BEMÆRK: 6. – 8. maj 2022

Külli Suitso kan opleves på Art Herning 2022

Repræsenteret af Galleri Progress
Læs mere her Website for Galleri Progress 

I København er kunstneren repræsenteret af
Davis Gallery, Contemporary Art,
Bredgade 69, 1260 København K

…………………….

Af Inge Schjødt, komkunst.dk – april 2022

…………………….

Klik på billederne og se dem i bedre versioner. 

Bogen Hellmet between Peace and War, 2017

Külli Suitso – Den Fynske Forårsudstilling, SAK Svendborg, 2022

 

 

 

Kunstnerisk krydsbestøvning efter De Otte Morgener

Ilden sætter Ild til sig selv i RUM 21

Kunsthal Vejle viser ny parafrase over digt af Inger Christensen

Digte af Inger Christensen får mennesker til at gnistre, til at sanse og koge erfaringer ind til nye erkendelser. Modernistiske, og til tider vanskelige at begribe er Inger Christensens tekster, hvor sproget er forfatterens pensel til sanserig tolkning.

Prisværdigt er det, at Vejles verdensberømte bysbarn får eksponering i hjembyen i en ny kunstnerisk parafrase, hvor litteraturen og billedkunsten krydsbestøver hinanden.

Efter De Otte Morgener er titlen på årets Inger Christensen parafrase hos Kunsthal Vejle, skabt af billedkunstneren Simon Grimm til den Blå Automat på Banegårdspladsen og til RUM 21 på Borgvold i Vejle.

Hvad du gav mig – Del og helhed
I Den Blå Automat giver Simon Grimm os digtet strofe for strofe, lodret fordelt bag otte ud af de tyve luger. I andre otte fortolkes digtet som en Kærlighedens Skabelsesberetning i fotografiske motiver. En kvindes hånd holder, som urpodiet, små symbolske figurer i lommestørrelse frem for vore øjne.

Her er et hjerte, men ikke et smagløst rødt plastikhjerte. Simon Grimm har fisket en lille hjerteformet strandsten op, som de fleste af os genkender fra et poetisk møde med naturens kræfter ved havet og måske bærer med os for en stund.

Hvad du gav mig…i Den Blå Automat

Her er et skib, som symboliserer den rejse, det er, at gå ombord i livet sammen med et andet menneske. Her en ring, en Amorfigur og her er en håndfuld bittesmå bogstaver, som vi kan forsøge at få mening ud af, derfra, hvor vi står.
Værkerne er helt selvstændige udtryk, og skal ikke ses som illustrationer af digtet.

En strofe forstørret
Til Rum 21 på Borgvold har kunstneren ladet sig inspirere af sætningen Ilden sætter Ild til sig selv, som kan læses i tredje vers af De Otte Morgener, der stammer fra Inger Christensens digteriske gennembrud, DET fra 1969.

Her har Simon Grimm forstørret ilden op i et scenografisk udformet maleri, man kan gå ind i, betragte og blive delagtiggjort i – i bogstaveligste forstand. Tre bemalede sætstykker udgør forgrund, mellemgrund og baggrund, sat i en stramt udvalgt farvepalet, hvor kunstneren først har indlæst en kodning for ild i sine farvevalg, og derpå gjort sine egne. Sætstykkerne er perforerede, og udformningen refererer til kunstnerens praksis med hulbilleder og papirklip.

To af Fem – mere på vej
De fangede blikket hos kunstnerisk leder af Kunsthal Vejle, Sanne Juhler Hansen, der har været en aktiv dialogpartner undervejs.
– Vi satte nogle dogmer op, og det har jeg det fint med, siger Simon Grimm.
Jo flere ting, man ikke må, jo enklere blev det.

Simon Grimm – Efter De Otte Morgener

Næste år byder Kunsthal Vejle på en ny parafrase over digte af Inger Christensen, som 6. maj i år får sin egen Forfattersti i Vejle.

Kunsthal Vejle
Banegårdspladsen – Rum 21
Frem til 26. maj

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2022 

Inger Christensen – DET