De Udvalgte i glas og stentøj

Et stærkt talent for komposition og materialeforståelse gennemsyrer Louise Hindsgavls indlevende  fortolkninger af seks sydsjællandske herregårdsfortællinger.

På Holmegaard Værk er to store drømme gået i opfyldelse med udstillingen De Udvalgte: Dels at kunne præsentere en udstilling i samarbejde med Louise Hindsgavl, en af landets fremmeste kunstnere udi håndformede porcelæns- og stentøjsfigurer. Og dels at kunne formidle den omfattende kulturarv, der findes på egnens herregårde, og dermed få åbnet nogle af disses skatkister for et større publikum.

For Louise Hindsgavl selv blev det en mulighed for i højere grad at prøve kræfter med materialer som glas og stentøj, foruden det elegante, hvide porcelæn, som hun mestrer til perfektion. I udfordringen var der også dèt stof til nutidig refleksion, hvormed hun forlener sit figurative arbejde.

Det nydelige porcelæn, det substantielt porøse stentøj og det transparente glas kan nemlig i Hindsgavls hænder meget mere end det nysselige. Kunstneren vækker betragteren af Tornerosesøvnen med værker, der kradser under den glatte overflade fra sine besøg på Nysø, Petersgaard, Gavnø, Gisselfeld, Broksø og Holmegaard, og udfolder fortællingerne i overdådige formater på udstillingen på Holmegaard Værk.

Et rygte i porcelæn

Et bånd og Et rygte
Godset Nysø opførte et atelier til Danmarks berømte søn, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, da denne flyttede hjem fra Rom til København i 1838. Med sig i bagagen var der nogle komplicerede familiebånd, som Louise Hindsgavl har taget frem til fortolkning i skulpturen med hunden og barneansigtet, formet i glaseret stentøj og inspireret af en skitse fra Thorvaldsens hånd. Barnet, under pres, gør sig vældig umage for at blive set.

På Petersgaard blev den driftige arving Ida Marie Suhr aldrig gift, og den mulige forklaring på dette kunne nok holde en hel hønsegård beskæftiget. I vore dage ville den stærke kvinde forhåbentlig få den respekt, der tilkom hende, uanset krop og køn, men i datiden levnedes kun et begrænset råderum. Louise Hindsgavl har med inspiration i en loftdekoration skabt sine skulpturelle replikker, hvor konflikterne ikke går stille af.

Udsendinge og En Forestilling
På Gavnø, syd for Næstved, ligger det elegante rokokoslot med parken fuld af blomster. Indenfor trivedes dannelse, udsyn og velstand særligt med herremanden, lensgreve Otto Thott (1703-1785), som udover rollen som finansmand også var en flittig bog- og kunstsamler.

Rokokoinspirationer

I et skønt skrivebord, dekoreret med fornem intarsia af elfenben, fandt Louise Hindsgavl en resonans mellem rokokoens finurlige formsprog og fantasivæsner og hendes eget udtryk, som hun har omsat i porcelænsinstallationen Udsendinge, der danser i lyset mellem loft og gulv.

Ja! Porcelænet svæver yndefuldt, og udfordrer tyngdekraft og statik og den enkeltes forestillingskraft.

Fra Gisselfeld får vi installationen En Forestilling. Den består af tre monumentalt ornamenterede vaser i overstørrelse, som hver især fortæller om Nye Drømme, Chaos på vej og Gamle Nyheder inkorporeret i ideen om en vase, iscenesat med en sværm af porcelænssplinter omkring sig.

Her var det en antik kinesisk vase, ombygget til kandelaber, der fangede Louise Hindsgavls interesse ud af Gavnøs betydelige samling af porcelænsgenstande. Om sammensatheden i konstruktionen fortælles, at den fremmedartede vase lettere kunne inkorporeres i salonen ved at få et praktisk formål, hvorfor den omformedes til kandelaber med gyldent geswung, og selve vasen trådte noget tilbage i rummet.

Et portræt og En Essens
En markant bygherre på Broksø Gods var også en kvinde, købmandsdatteren Margrete Post, som formåede at sætte sig spor og eftermæle ved dygtighed og beslutsomhed og et smukt hovedhus i to stokværk, opført i 1916.

En forestilling om en vase

En af Broksøs senere ejere, som havde tjent i Østasiatisk Kompagni, tilførte en bestand af Påfugle, der siden har haft deres gang omkring godset. I eftertiden er desuden tilføjet nye avlsbygninger i et noget bastant format, som rokker lidt ved den romantiske atmosfære omkring det samlede anlæg.

Det var et karakterfuldt portræt af Margrete Post over kaminen, som fik Louise Hindsgavl til at standse op, og gå i gang med at modellere figuren op i menneskestørrelse, så vi i dag kan se hende i øjnene med påfugle i håret og betonkuber i skørtet, og måske fundere en stund over nuets æstetiske prioriteringer.

Sidst når vi frem til værket En Essens, som fortæller om stemningen på det gamle Holmegaard Gods. Her trivedes bukkejagten i stor stil, og det var jagtkniven Hirschfänger, der fik sluppet Hindsgavls kreativitet løs i visionen om endnu en installation til udstillingen. Denne gang i glas – naturligvis, udført i samarbejde med Værkets glasmagere.

I Parforcejagten indgår et ritual, hvor den trætløbne kronhjort endeligt slagtes med et nådestød, som oftest udført af den fornemmeste gæst i selskabet. Engang var det Kongen, der kunne nedlægge skovens konge.

I dag er denne jagtform forbudt, og overalt stilles der spørgsmål ved menneskets rolle i forhold til naturen. Det samme spørgsmål kan betragteren passende tage med sig efter en tur under det transparente glas, hvor fældede hjortehoveder svæver højt mellem abstrakt-æteriske former.

Hvad er civilisation?

Hvad er civilisation
Louise Hindsgavl rækker stafetten videre fra kulturens højborge med udstillingen De Udvalgte.

Udover hovedværkerne vises flere arbejder i porcelæn og i stentøj, blandt andet maskerne med titlen: An Encounter with Modern Management, som fint kan relateres til den stress, som alt for mange løber ind i.

Her ses også stykker af serierne Misplacement, Becoming Undone og Face the Music and Dance, udlånt af Hans Alf Gallery i København.

Louise Hindsgavl vil gerne lægge op til samtaler om de lidt uklædelige ting med sit værk, siger hun selv. Som besøgende får vi i indblik i, hvordan værdier tidligere forvaltedes, og anspores til at sanse, røres og alt hvad kunsten ellers endnu vil os.

Et besøg på udstillingen kan varmt anbefales.

Holmegaard Værk
Glasværksvej 55, Holmegaard
Frem til 22. oktober

Fakta: Louise Hindsgavl er født i Glostrup, 1973, og opvokset i Ribe.
Uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1999. Har udstillet på museer i ind- og udland og er repræsenteret hos prominente institutioner som Ny Carlsberg Fondet og Statens Kunstfond. Hun har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Prins Eugens medalje og et hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi, født Carl-Nielsens Fond.

Stories of Eve for Kähler

På Holmegaard Værk ses Louise Hindsgavl ses repræsenteret blandt de godt 6.000 keramiske genstande, med Stories of Eve, som Hindsgavl udviklede til Kähler i 2012.
Flere i det sydsjællandske vil også huske kunstnerens pragtudstilling Power, Porcelæn, Poesi på Rønnebæksholm i 2014. 

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst.

. . . . . . . 

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – februar 2023 

Et Bånd på Nysø

Skovens ånd formidles i glas på Holmegaard Værk

JP – Who Is the Fairest of Them All

Jonna Pedersen maler til eftertanke, når Amy Winehouse’s, Helle Thorning-Schmidts og Jacqueline Kennedys gevandter indtager billedfladen i udforskning af den menneskelige eksistens

Hvad vil det sige at være menneske?
– Det grundspørgsmål får mange – måske især mange kunstnere – stillet sig selv gennem tiden.

I vore dage er det de færreste, som tyer til de klassiske fortællinger fra den græsk-romerske mytologi – eller kristendommen, for den sags skyld, når de eksistentielle spørgsmål skal udredes.

I LegeHuset i Rødovre hos billedkunstner Jonna Pedersen er det vore dages helte, der finder vej til lærrederne. Lige fra de fiktive karakterer i tegneseriestriber og tegnefilm, som fx Snehvide, til de helt konkrete rollemodeller fra den nyeste verdenshistorie, hvor der i dag er kommet meget mere fokus på fatale femmes som Helle Thorning-Schmidt, Madonna og Amy Winehouse.

JP – Bowie Starduzt

Det begyndte med sko
Al begyndelse er svær. Vi rejser os fra kravlestadiet på alle fire, og hvad så? Op at stå, op at nå, op at se! – Og derpå sendes måske også et blik indad.

Jonna Pedersen har tegnet og malet sko med tanke på det personlige ståsted, og derfra er hendes inspiration gået i retning af barndommens påklædningsdukker.

Påklædningsdukkens mulighed for at skildre et Alter-Ego har vist sig at bære en vedvarende kilde til inspiration. Fra Prinsesse Margrethe med muffedisse over rockhistoriens Elvis Presley, Freddy Mercury og frem til David Bowies Stardusty støvleben.

Her træder så Robin Hood med bue og pil ind på scenen, sammen med Madonnas brilliante corsage, og musikidolet Amy Winehouse’s kjole, hårpragt, ballarinasko og tatoveringer af hestesko, der fandt ind i billedkunstnerens malede collager. 

Ikke mere vold
Da krigen brød ud i Ukraine vendte Jonna Pedersen sig mod et andet af historiens voldsomme scenerier, der har fæstnet sig hos de fleste, som husker det, eller har set billeder og film efterfølgende: Mordet på J.F. Kennedy, hvor Jacqueline Kennedy i et helt døgns tid beholdt spadseredragten på, som var oversmurt med præsidentens blod.

JP – I Had a Dream

Præsidentfruens stoiske værdighed har fæstnet sig i hukommelsen til heltestatus.
For Jonna Pedersen blev den ikoniske dragt og Jackies store solbriller et symbol til eftertanke, mens Radisserne i kanten af billedet stirrer ind i en gul-blå nyhedsstrøm. Er vi virkelig ikke kommet videre? Skal krig og vold virkelig have lov at fylde opmærksomheden?

Kunne hun virkelig tillade sig det
En helt eller antihelt blev forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt for nyligt, da hun gjorde sin entré til HM Dronningens Jubilæumstaffel i en underskøn kreation af Søren Le Schmidt, som mildt sagt vakte opsigt på grund af den flotte udskæring og udsigt til et stk nøgen kavalergang.

– Den kjole var jeg simpelthen nødt til at reagere på, fortalte Jonna Pedersen for nyligt ved en artist talk i DRs Kunstforening.
– Debatten, den vakte, forundrede og foruroligede mig, for i min optik må man bære præcis det tøj, man har lyst til, forklarede Jonna Pedersen
– Her må kvinderne gerne gøre et oprør igen-igen, for den personlige frihed, derfor billedtitlen Emmef RIOT.

Jonna Pedersen har ret i, at der er sket noget med vores snæversyn, som desværre optræder temmelig indskrænket, når helte og heltinder træder an og træder op i overraskende påklædninger.

JP – Emmef RIOT

– Tænk blot på Vejrværternes udfordringer med at stå i fred foran de rullende tv-kameraer.

– Ved din maske skal jeg kende dig, enten du præsenterer dig som dig selv med din selvfølelse i behold, eller du skrøbeligt, ungdommeligt spejler dig i alle veninderne på Tik-Tok og Instagram, og låner andres mening.

Jonna Pedersen formår med sine malerier at tolke tiden, vores omgangsformer, nærvær og kommunikation med hinanden, og sætter sin palet ind på at bibringe noget væsentligt til din og min eksistentielle bevidsthed.

Læs mere på www.jonnapedersen.dk 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – januar 2023

Efterskrift: Værkerne må være oplagte for Museet Køn,
Statens Kunstfond, Christiansborgs gange, m.m.fl.

Illustrationer:
Jonna Pedersen – Who Is the Fairest of Them All, 2022 
pr-foto, (privateje – har ikke været udstillet). 

Jonna Pedersen – Bowie – Starduzt, pr-foto
Jonna Pedersen – I Had a Dream, pr-foto
Jonna Pedersen – Emmef RIOT, pr-foto
Præsentation i DR Kunst, DR Byen, Emil Holms Kanal, Cph.
– foto: Inge Schjødt 

Jonna Pedersen i DR Byen

JP Eksistensens Helte

Conny Walther – keramisk skulptur

– takket være arvingerne efter Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg – og et tip i Kunstavisen

I de glade tressere var der tryk på staffelier og keramikovne, modernistisk arkitektur og Danish Design. I Birkerød dannede keramiker Conny Walther (1931-2019) og maler og sprogforsker Bent Stubbe Teglbjærg (1926-2004) et dynamisk par fra 1957-82 i et åbent kunstnerhjem og værksted.
– I dag dukker deres værker frem igen i Galleri Salshus i Thy og hos Johs Schmidt i Københavns Kunsthandel.

Københavns Kunsthandel har skabt fornyet interesse for estates af nogle anerkendte navne – bl.a. Herold G. Kristensen, Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg. Foruden K.E og Charlottenborgs Forårsudstillinger i flere år udstillede de i sammenslutningen M59 og senere i en gruppe med Viggo Bentzon, Buster Brun og Anne Tholstrup-Lyneborg i Den Frie Udstillingsbygning i København.

Walthers abstrakte keramik
Conny Walther var opfyldt af at lade sin kunst materialisere sig i det formsprog, kun hun rådede over.
– Trods tingenes materielle eksistens opstår der tvivl om deres virkelighed, udtaler hun i 1965.

Conny Walther – keramisk skulptur

Frimodigt skaber hun markante skulpturer i enkle, organiske former i uglaseret, hvidligt porcelænsler, monteret i kontraktfuldt samspil på kuber af sortmalet træ.

Hendes karakteristiske kuglevaser med slank hals og andre brugsgenstande i stentøj var glaseret med ekspressionistiske penselstrøg på den rå skærv.
– Hver ovn har været fyldt af varierede udtryk. Disse stykker kan jævnligt genfindes på netauktioner.

Sin kunstneriske uddannelse modtog Walther hos Natalie Krebs hos Saxbo 1948-49 og på Kunsthåndværkerskolen i 1949-51. Hun arbejdede hos Kählers i Næstved 1951- 52, og åbnede eget værksted i 1953. På sine ældre dage holdt hun ved maleriet til hun var godt op i 90’erne.

Stubbe Teglbjærgs lyriske landskaber
Bent Stubbe Teglbjærg studerede på Kunstakademiets Arkitektskole 1944-45, læste derefter sprogvidenskab ved Kbh. Universitet fra 1946-53, og modtog sideløbende undervisning på P. Rostrup Bøyesens malerskole 1948-50.

Han rejste ud og samlede viden og inspiration fra hele verden, og omsatte det til antydninger i et lyrisk udtryk i talrige akvareller og oliebilleder. 

Bent Stubbe Teglbjærg – Komposition 1963

Han skriver fra sine oplevelser i Rom:
– Jeg anvender de umådelige murmassers forløb og vekslende farver som katalysatorer i billedernes tilblivelsesproces. Formerne rummer en vekselvirkning mellem noget menneskeskabt og tilfældighedernes spil, der i nogen grad afspejles i dialogen mellem maleren og hans billede. Processens lag af improvisationer spiller en væsentlig rolle, ifølge Teglbjærg.

60’ernes og 70’ernes abstrakt-udforskende tidsånd lyser ud af Walther og Teglbjærgs værker på Sdr. Boulevard. Aktuelt fylder også Herold G. Kristensen kunsthandlerens vægge.

– Det er meget meningsfuldt at formidle og finde nye hjem til noget af den kunst, som har bestået historiens filtrering, bekræfter kunsthandler Johs Schmidt, som efter Kunstavisens portræt kom i forbindelse med arvingerne efter Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg.

Persisk landskab af Bent Stubbe Teglbjærg

Et godt gensyn.

Københavns Kunsthandel
Sdr. Boulevard 81, Kbh. V

Galleri Salshus, Nors
Døjholtvej 15, Thisted

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 1 / 2023 – januar 2023

Illustrationer:
Conny Walther – keramisk skulptur, Composition 1960’erne.
Foto: Københavns Kunsthandel / Inge Schjødt

Særudstilling – Herold G. Kristensen

Bent Stubbe Teglbjærg – Composition, 1963.
Foto: Københavns Kunsthandel

Herold G. Kristensen – kompositioner
Foto: Inge Schjødt / Københavns Kunsthandel 

Tjek ind: 

Besøg Galleri Salshus i Thy
Besøg Københavns Kunsthandel

Laronimus – Mellem Himmel og Jord, 2014

Gennem 50 år har maleren Lars Rasmussen insisteret på æstetikkens forrang som værn mod chaos

Roskilde Kunstforening fejrer bysbarnet Lars Rasmussens 50-års kunstnerjubilæum i Palæfløjen med udstillingen Deja-Vu, der også markerer kunstnerens 70 år. Her ses malerier af blændende roser og dramatiske iris i magiske indramninger. Her er nøgne skønheder iscenesat i den magiske realismes drømmeverden samt seriøse portrætter.

Rodfæstet i Roskilde
– Lars Rasmussen begyndte sin kunstneriske karriere i København i 1973, men er født og opvokset i Roskilde, hvor han også har bidraget med en betydelig del af sit værk, og høstet fornem anerkendelse.
– På Roskilde Museum findes hans portræt af forfatter Lise Nørgaard, på Roskilde Rådhus ses hans portrætter af borgmestrene Jette Kristensen og Poul Lindor, og samme sted kan det spektakulære værk Den Blå Tourist opleves. Maleriet var en gave til byen fra Bikuben ved Roskildes 800-års jubilæum.

Lars Rasmussen – Deja-Vu

– Mest kendt er nok Lars Rasmussens portræt af biskop Jan Lindhardt i Roskilde Domkirke, fortæller vennen og samarbejdspartneren, rosengartner og billedkunstner Torben Thim fra Løve.
Sammen har de medvirket til en omfattende restaurering af pragtvillaen Tusculum ved Kgs. Lyngby i 1994-1996, hvor Lars Rasmussen fik til opgave at udsmykke salonvægge og lofter i klassicistisk stil med blomsterranker, påfugle og trompe l’oeil partier.

Portrætter, blomster og nøgne piger
Tidligt lagde Lars Rasmussen afstand til tendenser, som indeholdt en afsøgning af det spontane, det abstrakt ekspressive, det vilde og måske ligefrem grimme, som sås på kunstscenen i efterkrigstiden og langt ind i 1980’erne. I stedet vendte han sig imod den absolut kontrollerede æstetik, som bl.a. Prærafaellitterne i de forrige århundreder var eksponenter for.

Rasmussen skaber både etos og pathos i sine udsøgt detaljerede kompositioner, hvor det centrale i motivet står skarpt i højlys, medens noget vokser frem af det kontrastfuldt dunkle – som i Paradis og Helvede på samme tid.

– Lars Rasmussen mestrer sit medie, men står ikke stille, uddyber vennen.

– Han udfordrer til stadighed sit talent. I arbejdet med floramotivet oplever man, at her noget mere på spil, end blot at gengive en yndig rose. Her skabes et dynamisk drama ved lysets betydning i blomstens væld af fine nuancer og formernes barokke dans, som tilsammen danner et nærmest foruroligende sceneri. En skildring af et hemmelighedsfuldt væsen, der vil os noget.

Laronimus – Roskildes biskop –  Jan Lindhardt

– Hans portrætkunst afslører en sjælden evne til at skildre individet.
– Med virtuos sans for lysets og detaljens betydning formår han at trænge dybt ind bag en vellignende overflade.
– Med stor kærlighed til malerkunstens tonebund gengiver han et menneske eller en plante, og tryller motivets egen psykologi frem. Vi ser naturens skabninger i dialog med kunstnerens stræben efter det sublime, udtaler Torben Thim.

Til udstillingen hører et retrospektivt katalog med glødende farvebilleder og tekst af journalist og kunstskribent Torben Weirup, der fremhæver kunstnerens insisterende forædling af det sete.

Roskilde Kunstforening                                                                    
Palæfløjen, Stændertorvet 3c, Roskilde
Frem til 26. februar   

Illustrationer:
Lars Rasmussen – Mellem Himmel og Jord – til Kronprinsparret 2014
Lars Rasmussen – Nude, foto fra udstillingen DEJA-VU 2023
Lars Rasmussen – Portræt af Jan Lindhardt, 1999, foto: Sven Berggren
Lars Rasmussen – Bogomslag for Torben Thim, Løve

Bogomslag efter motiv af Lars Rasmussen

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 1 – 2023, januar 2023

Klik på billederne for bedre visning af detaljer.

Egeværk hos Sarah Myerscough Gallery

Hvis ikke amerikanernes hjerter for længst var smeltet over det hæderkronede Danish Design, så var anledningen der på hele to gallerier på 2022-udgaven af Design Miami, som fandt sted fra 30. november til 4. december, som en af verdens højst rangerende Art Fairs for det såkaldte Collectible Design.

Snedkerkunstner Mette Bentzen og hendes partner Lasse Kristensen fra Egeværk i Helsingør præsenterede Ice Fragments på standen hos det London-baserede Sarah Myerscough Gallery, som de har samarbejdet med i en årrække. Lige inden åbningen modtog Myerscough-holdet udstillingens pris for smukkeste contemporary stand.

På den prisbelønnede stand havde Egeværk et helt rum til at vise en installation af smeltende is, der var skabt specielt til Sarah Myerscough og Design Miami. Installationen Ice Fragments bestod af en hylde formet i asketræ og fem skamler med en mere eller mindre fremskreden tilstand af smeltning, symboliseret i forarbejdningen af træskulpturerne.

Et par af skamlerne kunne man sidde på, andre lå som pytter henad gulvet.

Lasse Kristensen, der havde forarbejdet hvert et hjørne af Ice Fragments fortalte forud for Design Miami:
– Vi lever i en underlig tid, og vi har skabt en installation til 2022. Det betyder, at vi har lagt hele vores hjerte i at indfange den stemning, der er i verden lige nu.
– Jeg kan bedst beskrive værket som melankoli, man kan røre ved – og vi er rigtig spændte på at se, hvordan kunstsamlerne tager imod den tanke.

Siden den første præsentation af is-skamler på udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset Frederiksværk i 2019 er dristigheden og formaterne øget i en mere og mere skulpturel retning.

Stolen FLUID hos Hostler Bowers

Et tyst symbol
Ydermere vistes Egeværks skulpturelle stol FLUID på standen hos en ny samarbejdspartner, Hostler Burrows, som har flere store gallerier i New York og Los Angeles, og som har udstillet på Design Miami i mange år.

Skabelsen af FLUID begyndte med en tur på Helsingør Akvarium sidste efterår under optagelserne til DR-programmet Danmarks Næste Klassiker. Stolen vandt ikke dommernes gunst i tv-programmet, men er siden blevet efterspurgt af en række internationale gallerier – magisk som den er, yndefuld og fyldt af en tyst symbolik på naturens skrøbelighed og selektionens ældgamle kraftfuldhed.

Det er ikke kun de amerikanske samlere i Miami, New York og Los Angeles, der nu fik chancen for at opleve en FLUID. Stolen blev lanceret i Paris i forbindelse med åbning af et helt nyt galleri i centrum af Paris; GLD Art Consulting, og udstillet sammen med en MÅNE-lampe og et par andre værker fra Egeværk ugen inden turen gik til Design Miami. 

Folkeeje i Danmark
Egeværk blev folkeeje herhjemme i forbindelse med DR-udsendelserne Danmarks Næste Klassiker, der løb over tv-skærmene ved årsskiftet. 

Egeværk er blevet folkeeje

Her lagde Mette Bentzen fra land med sine exceptionelle naturinspirede møbler, først gæstesengen på granit sten, siden hjemmearbejdspladsen med indlagt boblemeditation – og ikke mindst den gopleinspirerede FLUID-stol, støbt i lakmaterialet Resin, som Lasse Kristensen var med til at banke ud af den store træform.
– Trods alle eksperternes hovedrysten lykkedes støbning af stolen, den fik navnet FLUID, den vandt hverken program eller kategori, men har til gengæld vakt interesse lige siden, og er støbt i flere udsøgte farver med havet som reference.

Møbler og Vikingeskibe
Egeværk har flere gange gjort sig gældende på den danske scene for design- og møbelkunst.
To gange har de udsmykket Den internationale FN-Klimakonference – første gang med globen Orbit på COP 24 i polske Katowice og anden gang med Suspended Forest i Glasgow på COP26.

Glasskib fra Egeværk og BB

Tilbage i maj 2019 traf Kunstavisens udsendte dem første gang, da de vandt Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug 2019. Her blev de præmieret for deres kompromisløshed og kunstneriske tilgang til det udsøgte håndværk i serien VOID og stole som A Touch of Mack, udført sammen med arkitekt Hannes Stephensen, samt deres unikke samarbejde med naboerne i glassmedjen Backhaus-Brown i Hundested, med hvem de har skabt en flåde af smukke Glasskibe, der for længst har krydset Atlanten og charmeret amerikanerne.

Begge snedkermestre Mette Bentzen og Lasse Kristensen er udlært hos PP Møbler i Allerød, som gennem generationer har stået for fornem kvalitet og fremstillingen af bl.a. Wegners stole, samt for serien af nye taffelstole til Hoffet, som HM Dronningen modtog i år 2020 i anledning af sin 80-års fødselsdag, kort før stifteren af PP Møbler, læremesteren Ejnar Pedersens bortgang.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd – med stærkest anstrøg af frimodigt eksperimenterende fornyelse hos de to snedkerkunstnere på Egeværk.
– Dem kan vi godt være bekendt at sende i byen for dansk møbelkunst og design.

Kunstavisen ønsker held og lykke og fortsat God Vind.

Godt Nytår!

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – januar 2023

Illustrationer:
– Egeværk, ICE Shape no 17 Shelf and ICE Installation of 5 stools, hand carved Ash wood, Sarah Myerscough, pr-foto 2022
Design_Miami_Hostler_Burrows-051_LR.jpg – FLUID på Design Miami. Foto: Joe Kramm
Mette Bentzen og Lasse Kristensen modtog Snedkerprisen i 2019. Foto: Inge Schjødt
Glasskib fra Egeværk og Backhaus-Brown. Foto: Inge Schjødt

Logo af Bodil Damgaard

Sanseligheden – det er det, det handler om – siger billedkunstner, maler og tegner Bodil Damgaard. 

I Kgs. Lyngby nedenfor kirken ligger Damhuset og Den Gule Længe med kunstnerværksteder i gården. Her møder jeg tegneren Bodil Damgaard, som netop har rundet 80 år. Bodil Damgaard har en årrække været med i udstillingsudvalg og bestyrelse for Lyngby Kunstforening, og har medvirket som billedredaktør ved Kunstforeningens 70-års Jubilæumsskrift.
– Der blev jeg interesseret i at lære denne begavede kunstner og kunstlærer nærmere at kende.

Hende, der kunne tegne
Bodil Damgaard er vokset op i provinsbyen Grenå, og blev student fra Viborg Katedralskole. Begge steder var der en levende politisk interesse og et livligt miljø at tage afsæt fra. Der var lærere i både Barneskolen og ved Aftenskolen i Viborg, som udfordrede eleverne til at se og arbejde kunstnerisk, bl.a. Lasse Winsløv (1911-2006).
– Man skal aldrig opfordre nogen til at blive kunstner, siger Bodil Damgaard.
– Min lærer sagde til os: Hvis I kan lade være, så la’ være. Hvis I ikke kan, så vil jeg gerne hjælpe.
– Det har jeg selv sagt sidenhen til mine elever.
Bodil Damgaard har undervist på Billedskolen på Jagtvej fra 1982-89.

Bodil Damgaard – Klopstocks Eg 

Som nyslået student rejste hun til Frankrig og lærte sprog, og studerede ved La Section d’Or, Paris 1961-62. Hjemme igen kom hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København, gik hos Robert Askou-Jensens Tegneskole ved Glyptoteket 1963-64, og blev optaget på Kunstakademiet. Først gik hun på Egill Jacobsens skole og derefter på Dan Sterup Hansens skole frem til 1969.
I et par år studerede hun på arkitektskolen hos Henning Larsen, 1969-71.
Det førte til et job på Louis Weisdorfs arkitekttegnestue.

Undervejs traf hun kunsthistorikeren Poul Gammelbo, med hvem hun dels fik sønnen Peter og dels fik travlt som medudgiver af kunsttidsskriftet CRAS, der opstod i 1973.

– Der var nogen der gerne ville læse, så der blev gjort et stort arbejde med at skrive artikler, redigere og trykke det, pakke post og sætte frimærker på.
– Bladproduktionen fyldte meget, men det føltes vigtigt at gøre det.
– Ligesom det at skabe billeder. Jeg blev tegner af pladsmangel, smiler hun med sin lune jyske underfundighed.

At sanse det nærværende
– Da jeg var 25 år malede jeg mest mørkt og pastost, opstillinger, stilleben. Mine tegninger nu er også en form for stilleben, siger kunstneren og viser rundt i atelieret, hvor der står indrammede tegninger i legemsstore formater.

Bodil Damgaard med døren i aterlieret

En flot serie viser et markant træ i forskelligt udtryk, opkaldt efter den tyske 1700-talsdigter Klopstock. Ved Prinsessestien findes Klopstocks Eg, som Bodil Damgaard fik øje på, da hun flyttede fra Dragør til Lyngby, og udforskede egnen.
– Der stod et træ og ventede på at blive tegnet. Og da man skal gå til kilderne, som jeg plejer at sige, så måtte jeg i gang med at læse ham på tysk.
Træernes grene rækker ud og op, nogle steder med en næsten menneskelig bevægelse.
– Der er en stærk symbolik i træerne, væksten, rødderne, som det er op til den enkelte at spejle sig i.

I atelierets baglokale er der højt oppe en dør ind til naboen. Derinde må engang have været et høloft ved siden af hestestalden. Også denne dør har hun tegnet øverst på et ark, og fundet essensen af.

I en serie af værker ser hun direkte på det forhåndenværende, sommerkjolen, hun har på, eller håndens skygge over papiret. Hun former motiver med skraveringer, så de nærmest bliver skulpturelle.
I en anden serie viser hun sin Rembrandtske palet i forskellige udgaver. En med et øje, som Sven Dalsgaard måske har efterladt på sin vej. Han fik udgivet sin billigbog om Værker til salg hos deres forlag Anagram.

Bodil Damgaard – Den Sårede Filoktet

– Jeg tegner, hvad jeg ser. Ind imellem sker det efter hukommelsen, som med motivet Den Sårede Filoktet.
– Her er det interessant at bemærke, hvad hjernen kan drille med.
I Bodil Damgaards tegning spiller Slangen en betydelig rolle omkring den nøgne, sårede sagnhelt. I N. Abildgaards motiv er der ingen slange, men et pilekogger og et leopardskind under figuren, der hyler over sit slangebid.

Udstillingslivet
Motivet blev udstillet på Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup tidligere i år. Her var hun i 2016 med til at kuratere udstillingen Tegn, der sidenhen blev vist i Lyngby Kunstforenings regi på Sophienholm.

Bodil Damgaard debuterede selv på KE i 1967 og på Charlottenborgs Forårsudstilling 1968.

I 1975 deltog hun med broderede bannere på Kvindeudstillingen på Charlottenborg, som fik en pendant i Nordiska Kvinnor i Malmö Konsthall 1980. En årrække samarbejdede hun med Valborg Nørby i Galleri Skt. Agnes i Roskilde, og udstillede med ZEBRA, en gruppe af grafikere på Den Frie.
Fra en stribe markante solo- og gruppe udstillinger kan nævnes totalinstallationen Fodboldkampen på Charlottenborg 1967, Billeder fra Almindeligheden på Tranegården 1974, En ægte kopi i Vendsyssel 2006 og Tankestreger på Himmerlands Kunstmuseum Aars 2015.

Bodil Damgaard – Klopstocks Eg

For DSB har hun udsmykket IC3-toget Kristine Svendsdatter, opkaldt efter kniplersken med Guldhornene med typiske træk fra historiens artefakter.

For nyligt har hun for Lyngby Kunstforening tilrettelagt jubilæumsudstillingen Seelings i Cobra-rummet med seks unge studerende fra billedhuggerskolerne i København og Aarhus.

– Kunsten er en anden vej til erkendelsen. Værket er ikke i tjeneste eller har en egentlig mission, det skal ikke være andet end kunst, runder Bodil Damgaard samtalen af.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 11 / 2022

Illustrationer:
Bodil Damgaards logo for udstillingen – tegn –
Bodil Damgaard – Den sårede Filoktet, kul og gouache på papir. Foto: Inge Schjødt
Portrætfoto af Bodil Damgaard med døren i baglokalet. Foto: Inge Schjødt
Bodil Damgaard – Klopstocks Eg. Egne PR-fotos af tegningerne

Steen Hvass – direktør 1996-2002

Direktørgalleriet er malet up-to-date af Lars Physant

Med en fornem donation fra Civilingeniør Knud Nørgaard og Hustru Grethe Nørgaards Fond kunne Nationalmuseet 16. november afsløre tre nye portrætter af tre afgåede museumsdirektører, og dermed ajourføre en tradition for at afbillede Nationalmuseets ansigter. Denne gang ikke i form af portrætbuster i marmor eller bronze, men i en serie kompositorisk forbundne malerier, hvori museets DNA er indlejret motivisk sammen med gengivelsen af hovedpersonerne.

Nørgaardfonden har ligeledes foranlediget et fint bogværk, forfattet af Mette Skougaard og Thomas Lyngby, som giver en velskrevet indføring i Nationalmuseets historie, fortalt gennem rækken af direktører.

De tre direktører
Vi ser Steen Hvass (1996-2002) med tingfinderens entusiastiske glimt i øjet og en stenøkse i hånden, som han selv har fundet på et loppemarked nær Helsingør.

Carsten Ulrick Larsen (2002-2008) ses stående foran Lundbyes Hankehøj med ligeledes Lundbyeske ansigter dansende i skyer, og en computerskærm, der viser hen til den digitalisering, som Carsten Ulrick Larsen har forestået på museet.

Den senest afgåede, Per Kristian Madsen (2008-2017) ses omgivet af kirkearkitektoniske tagkonstruktioner med et fund fra Roskildes Sankt Hans Kilde i hænderne. Alle tre er de således billedligt fortalt med relation til deres forskningsfelter og individuelle indsats.

Carsten Ulrick Larsen – dir. 2002-2008

Kunstneren bag er Lars Physant. Efterhånden har han skabt en flot række af officielle portrætter i sit unikke flerdimensionelle formsprog, hvor det er kendetegnende, at den portrætterede, billedets øvrige artefakter og symbolladede baggrunde spiller kompositorisk sammen i en æstetisk smuk helhed. Den såkaldt multiversale realisme med sin flerhed af baggrunde, tolv til hvert motiv, er skabt i samarbejde Physants hustru Silvia Magrinyà-Constàn.

Portrætter i det 21. århundrede
Der fordres en simultan perception fra betragterens side på linje med den spændvidde, vi mestrer, når et moderne nyhedsprogram vises på tv, hvor flere elementer flyder sammen i kombinationen af lyd, billeder og det løbende tekstbånd. Sammenligningen er Physants egen. Han perspektiverer til J.S. Bachs musiske kontrapunkt, vennen Peter Greenaways filmkunst, og ser fremgangsmåden som værende med til at give relevans til portrætmaleriet anno 2022.

Både billedligt og sprogligt er kunstnerens indsats kendetegnet af detallierede, partikulære præciseringer. Titlerne på billederne er ganske indholdsrige og i malerierne er hver skægstub og hårstrå med centralt, hvor det giver mening.

Per Kristian Madsen – dir. 2008-2017

I andre felter danner en pointillistisk penselføring en sværm af farvet lys, som udvirker perceptionen af maleriets mere tilbagetrukne områder.

En kraftpræstation af rang.

Royalt bånd til arkæologiens højborg
I 2015 fejredes monarkens 75-års fødselsdag med en portrætdonation fra Nationalmuseet til HM Dronningen. Lars Physant skabte dengang motivet At skabe billeder af billeder, og knyttede samtidig forbindelsen til Nationalmuseets Venner og den Nørgaardske Fond, som også stod bag denne gaves finansiering.

Kunstavisen ønsker Tillykke med gaven – og fortsættelsen af historien

Portrætter og buster kan ses i Nationalmuseets Festsal.

Bogen: Nationalmuseets ansigter – Lars Physants direktørportrætter
Af Mette Skougaard og Thomas Lyngby, Nationalmuseets forlag – 84 sider.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 11 / 2022

Illustrationer:
Lars Physant – Opdagelsens epifani, portræt af Steen Hvass (1996-2002). PR-foto ved Silvia Magrinyà-Constàn

Lars Physant – Det mimetiske og det evige, portræt af Carsten Ulrick Larsen (2002-2008). PR-foto ved Silvia Magrinyà-Constàn

Lars Physant – Perspektivets tro og troen på perspektivet, portræt af Per Kristian Madsen (2008-2017) PR-foto ved Silvia Magrinyà-Constàn

Den unge Niels W Bagge

Kunstsamleren Niels Wessel Bagges legat på 100.000 er uddelt til tretten samtidskunstnere: Torben Ebbesen, Kirsten Dufour, Dorthe Dahlin, Hannibal Andersen, Magnus Andersen, Maiken Bent, Sara Sjölin, Julie Stavad, Lise Harlev, Line Lyhne, Hartmut Stockter, Larissa Sansour og Katrine Bobek.

Niels Wessel Bagges Kunstfond ønsker at hædre både kunstnere, som har en lang karriere bag sig, og støtte unge, nyuddannede kunstnere i deres fortsatte udvikling.

– I år har vi blandt andet udvalgt nogle yngre kunstnere, som er uddannet og udstiller i udlandet, fortæller Nina Wedell-Wedellsborg, som er forperson i Niels Wessel Bagges Kunstfond. Hun glæder sig over, at der i år kunne tilgodeses hele 13 kunstnere.
– Gennem årene har vi talt med en del tidligere legatmodtagere, som fortæller, at legatet har haft en afgørende betydning for deres karriere og kunstneriske udvikling. Vi håber, at legatet her – ud over den rene anerkendelse af deres fortjeneste, som det er et udtryk for – også kan være med til at synliggøre dem overfor det danske kunstpublikum.

Niels Wessel Bagge var ud af to velstående familier, nemlig Wessel bag Magasin og Bagge, der var direktør i Gyldendal. Han levede sine sidste år i USA, men bevarede heldigvis sin tilknytning til Danmark.
Læs mere om fonden og dens interessante ophavsmand her https://nwbk.dk/  

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 11 / 2022

EKM – Modviljer – Triptychon

Erland Knudssøn Madsen kradser hul til marv og ben

Højt oppe i det smukke og blæsende Thy bor og arbejder han, den godt 80-årige kunstner Erland Knudssøn Madsen. Titlen på hans aktuelle udstilling er Træerne er der, og den kan opleves frem til 17. december hos Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel i lejligheden på 1. sal i Studiestræde 14 i København.

Naturen og landskabet i Thy lejrer sig i den, der lægger vejen forbi, og ligger dybt i den, som bor eller har boet her. Havet, himlen, klitterne, skovene, markerne, fjord og sø, og ikke mindst vinden, der bestandigt former vækst og vækster.

Erland Knudssøn Madsen har boet her længe – siden midten af 1960’erne, hvor han har malet i akvarel, raderet i grafikkens overflader og skabt en lang række skulpturer, fortrinsvis i finér og bemalet træ. Et markant udvalg af værker kan ses på Heltborg Museum, ikke så langt fra det kommende SMK Thy i Doverodde. Plakatkunst, udsmykninger af skoler, kirker og offentlige bygninger har kunstneren også på samvittigheden.

EKM Vækstmåler – Dvale

Træerne er der
På udstillingen i København vises både grafiske arbejder, relieffer i træ, fritstående skulpturer og miniaturer af en serie Vækstmålere i varierende materialer.

I det midterste rum ses fem mandshøje bemalede relieffer under titlen Træerne er der med overflader som sitrer de mellem træstammer eller klippegrund. Vi konfronteres med den vertikale natur, beskåret i mere end én forstand.

Midt i rummet mødes vi af skulpturen Vækstmåler – Dvale i bemalet finér. Set fra den ene side står den som en mørk form med reminiscenser fra den store Jellingesten, og bevæger du dig rundt, da løfter der sig en stregbemalet vinge. Forvandlingen er medrivende.

Mennesket er en vulkan
Siden 2019 har kunstneren arbejdet med en serie grafiske værker under titlen “Etna. Mennesket er en vulkan”. Vulkanske strukturer ses også i to markante kvadratiske relieffer, hvor kraftfulde jordvæsner anes i overfladen og fremhvisker en styrkeprøve.

Her uddyber Erland Knudssøn Madsen sit eget syn på mennesket i naturen:

Natursyn:
– Mennesket er en del af naturen, altså er det, mennesket foretager sig, også en del af naturen. New York er natur, som en myretue er det, etc.
– Mennesket indeholder derfor naturkræfter, som andre dele af naturen.

EKM – Etna. Mennesket er en vulkan

– Mennesket er en vulkan, der kan eksplodere og ødelægge sine omgivelser.
– Mennesket kan ganske langsomt nedbryde sine omgivelser eller ændre dem til ukendelighed.
– Mennesket kan formere sig under ekstreme forhold og er gennem de sidste halvandet hundrede år desuden blevet så god til at opretholde livet, at mængden af mennesker øges eksplosivt.

– Menneskets aktiviteter på jorden er langt mere synlige end andre dyrs, så synlige at resultaterne kan sammenlignes med bjerge og floder og den slags.
– Mennesket er foruroligende uberegneligt, idet det hele tiden finder på noget nyt, som revolutionerer samfundet, som dermed nærmest aldrig er stabilt og derfor næsten ikke er til at finde ro i. 

– Mennesket skal vænne sig til, at en ny tid er begyndt og dermed helt anderledes levevilkår fra nu af. ” 

Der er en særlig klang over det storladne, som spejles i det mindste, du ser.

Lader du øjet hvile en stund i Erland Knudssøn Madsens værker, så lægger du uundgåeligt øre til universets tunge skridt, og lige der kan du svæve med ud på målerens vinge.

EKM Vækstmålere – miniaturer

Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel
Studiestræde 14 – København K
Frem til 17. december 2022

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – december 2022

Læs mere om kunstneren her:
https://trap.lex.dk/Erland_Knudss%C3%B8n_Madsen

EKM Vækstmåler – Dvale

Hæderspris til Stine Ring Hansen flankeret af fmd Steen Læssøe og stifter Kai Dige Bach

Det var noget af en bombe, der sprang over Raadvad Fabrik i sommeren 2018, da Staten meldte ud, at Raadvad-området skulle sælges.
– Med en utrættelig indsats blev det afværget, og stedet er nu overdraget til Fonden Raadvad Fabrik. Lejemål for restaureringsværksteder, kunstnere og håndværkere kan fortsætte, og boligerne er omdannet til en andelsboligforening.

Den 23. november i år blev kampen belønnet med en fornem Hæderspris, tildelt Stine Ring Hansen.

”Hun har modtaget Hædersprisen 2022 for hendes mere end 30 årige virke som billedhugger i Bronzeværkstedet i Raadvad Fabrik, hvor Stine Ring Hansen har skabt en produktion af værker, og stålsat taget kampen op for bevarelsen af Raadvad som et levende miljø for håndværkets fag.
– Som en påskønnelse heraf og en tak for sin indsats belønnes Stine Ring Hansen med Eva og Kai Dige Bachs lille fonds Hæderspris 2022 på 100.000 kr.” Beløbet er skattefrit, lød ordene fra fondens formand Steen Læssøe.

Eva og Kai Dige Bachs lille fond – der ikke kan søges – blev stiftet i 2019, og har til formål at yde støtte til lokale fællesskaber, videnskabelige formål, stille eksistenser i økonomisk trang, initiativer der har til hensigt at fremme iværksætteri samt at uddele priser til komponister, musikere, forfattere og formidlere. – Tidligere er violinisten Kim Sjøgren blevet hædret af fonden, og han tilsatte begivenheden en smuk musikalsk tone.

Prisoverrækkelse i Kai Dige Bachs Bibliotek.
Foto: Arne Fribo, 2022

Det lange seje træk
Steen Læssøe, der er formand for Eva og Kai Dige Bachs lille fond, holdt onsdag 23. november talen ved prisoverrækkelsen i Kai Dige Bachs Bibliotek i Hjortespring. Her hædrede han Stine Ring Hansen for særligt tre indsatser.
– Dels hendes tilgang til billedhuggerhvervet med lyst, vilje, ihærdighed og flid – samt en vis portion talent –  dels kvaliteten – også når hun afleverede bestillingsopgaver, som fx en lang række prisstatuetter til Dansk Markedsføringsforbunds Rambukpriser, og dels hendes utrættelige indsat for at forhindre, at værkstedsfaciliteterne i Raadvad faldt i forkerte hænder, da Staten i 2018 uventet fandt på at sælge ud af disse ejendomme.

Med stålsathed har Stine Ring Hansen spillet en helt væsentlig rolle for, at det er lykkedes at overdrage området til Fonden Raadvad Fabrik.
– En lang, sej kamp, som kostede megen energi og arbejdstid fra både familien og bronzestøberiet lykkedes, og fortjener i særdeleshed denne hæderspris.

Stine Ring Hansen ved Raadvad Fabrik

Det man MÅ gøre
Stine Ring Hansen takkede for Hædersprisen, som havde givet hende anledning til at reflektere over sin foreløbige livsindsats, og hvor meget, der havde måttet investeres deri.
– I et splitsekund gik det op for mig, hvordan livet var blevet brugt, hvad jeg havde opnået, og også hvad jeg havde sat til side: SÅ meget.
– Man skaber ud af Jeg’et, og man føler, at man MÅ gøre det i håb om at kunne løfte andre og give stof til eftertanke og rykke lidt på ståsteder og synsvinkler.

Kultur og kunst er overraskende langt nede på listen over samtaleemner, også i en valgkamp.
– Nogen gør det alligevel, sætter alt på ét bræt – uden aftale med Økonomiafdelingen – for ellers bliver det uægte, det der kommer ud af det, sagde Stine Ring Hansen.
NB. Inden begivenheden løb af stablen kendte modtageren kun til, at den skulle finde sted, men ikke hvad prisen indebar.

– Jeg har været heldig at have modtagere, sagde Stine Ring Hansen, og fortalte historien om, hvordan busten af Matadors skaber, Lise Nørgaard, så fornemt endte i Portrætsamlingen på Det Nationalhistoriske Museum frem for, som oprindeligt tænkt i Korsbæk på Dyrehavsbakken. Hun skabte den på eget initiativ og uden forudgående bestilling.

Her havde hendes henvendelser til netværket båret den smukke bronzebuste et bedre sted hen, da der kom et Nej tak fra Bakkens Torben Træsko. Busten af Lise Nørgaard blev afsløret i Hillerød på Frederiksborg Slot i forbindelse med Lise Nørgaards 100-års fødselsdag.

Hæderspris med fondens smukke forgrenede træ og guldæbler.
Foto: Arne Fribo

Fondens stifter – en sand iværksætter
Både Steen Læssøe og Stine Ring Hansen fremhævede også fondens stifter, købmand, brændselshandler og tidligere konservativ politiker MF Kai Dige Bach.
– Den lille fond udspringer af en stor mand med en indre beskedenhed, sagde Steen Læssøe.

– Kai udstråler den samme nerve og kraft, som en kunstens iværksætter, nævnte Stine Ring Hansen.

Den nu 87-årige Kai Dige Bach har stiftet fonden, der har et smukt træ som symbol med fire grene og elleve guldæbler i kronen – til minde om sin hustru Eva, deres fire børn og elleve børnebørn. Virksomheden Kai Dige Bach startede med salg af gas og brændstof ved Gammelgaard i Herlev, der i dag er kommunens kunst- og kulturcenter. Her erstattede Bach for en del år siden laden, der var brændt ned i virksomhedens første år med en smuk udstillingsbygning, ligesom Hjortespring-kvarteret på flere måder bærer vidnesbyrd om entreprenørens virkelyst.

Fornemt er det, at energien gennem Eva og Kai Dige Bachs lille fond flyder videre, og kommer tidens ildsjæle til gode. Hjerteligt Tillykke med Hædersprisen til Stine Ring Hansen.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Stine Ring Hansens buste af Benny Andersen, 2021.

Billedhugger, model og busten af Lise Nørgaard.  Foto: Arne Fribo