Gullivers Ravels

Gullivers Ravels af Plenge og Kleivan er en rørende oplevelse, du skal unde dig selv

Dybt nede i kælderetagen under Den Frie Udstilling gemmer sig den mest rørende kunstoplevelse, jeg længe har set. Alene navnet Nina Maria Kleivan gjorde mig spændt på, hvad der ventede den besøgende – og vi fandt her en vemodigt smuk totaloplevelse i halvmørket under navnet Gullivers Ravels.

Niels Plenge og Nina Maria Kleivans stumfilmslignende video og omgivende installation er bygget over Jonathan Swifts klassiske samfundssatire Gulliver’s Rejser fra 1727, men kan sagtens opleves uden at kende denne til bunds. Med lyden af bølgeslag og duften af Randers Reb guides vi til at tage plads på dækket og følge med på filmlærredet foran os.

– Værket citerer en berømt scene fra fortællingens første kapitel, hvor vi møder Gulliver, bundet i en lilleputverden under jorden. Gulliver er landet midt i minibyen, og holdes fast af snore, som gør ham til en form for menneskelig maskine. Hans bevægelser igangsætter i kraft af snorene forskellige handlinger.

Ud på alverdens scener

Via filmiske sceneskift føres vi igennem den egentlige historie, opført ved hjælp af fornemt ydmygt udformede små trædukker, der påvirkes af Gullivers snoretræk. I historien forlader en musiker – en kunstner, sin kone, som efterfølgende dør, og vi ser derpå deres fælles barns skridt ud i de voksnes verden.

Du drejer på andres livshjul
Det centrale omdrejningspunkt i værket er, hvordan enhver handling, vi foretager, får indflydelse på andres liv. Det giver sig selv undervejs på en rørende musikalsk og subtil måde, der går lige ind. Gennem filmens sceneskift opstår refleksionerne over magtforhold, forbundethed og selvrealisering.

Ravel på engelsk betyder at sammenfiltre eller komplicere – og er det mon noget nogle af os er lidt for gode til i forholdet til vores familie og andre nære omgivelser? Her gives en chance for at stoppe op, og lytte til livets knirkende hjul, og tidens gang i bølgeslaget, der ruller af sted.

Den sort-hvide enkelhed klæder fortællingen. Man går bevæget derfra – også med beundring for indsatsen, der er medgået i skabelsen af denne totaloplevelse.

Kleivans rulletekst

Nina Maria Kleivan og Niels Plenge er inviteret af Den Frie Udstilling og deres værk indgår som del af udstillingen Frie Hænder – Den Frie Udstilling 2023, men man kan snildt smutte indenfor via cafeen i kælderen. 

Gullivers Ravels – Frie Hænder
Den Frie – Oslo Plads, København
Frem til 29. maj

Filmkoncert torsdag d. 18. maj 2023 kl. 17:00 – 19:00

Kuno Kjærbye: violin, Kirstine Elise Pedersen: cello.
George Friedrich Händel: Sarabande (1706).
Niels Plenge: Lilliputting Duo (2023) – uropførelse  
Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2023

Glimt af totalinstallationen

Gullivers Ravels stillfoto

Strayfield Gallery byder indenfor på Colombusvej 1, 2860 Søborg til soloudstillingen ENDLESS med Awang Behartawan
– lørdag 3. juni kl. 17.00

Billedkunstner Awang Behartawan er født i Indonesien i 1970, uddannet på Java, og har boet i DK siden 1997, hvor kærlighed til en dansk pige bragte ham hertil.

Han arbejder med maleri, skulptur, 3D-objekter samt med stedsspecifikke installationsværker.
– Malerierne har så mange præcise detaljer, at mange sikkert vil tro, at de er tegnet på computer – men det er ikke tilfældet.
– Det er alt sammen håndens værk.

Awang er optaget af repetitionen i livets kredsløb, set i det nære og i det helt store perspektiv, og af geometriske mønstres samspil med det organiske.
– En vedvarende kilde til inspiration er de matematiske, computerskabte fraktaler, og den såkaldte Fibonacci-formel, som genkendes fx i sneglehusenes spiral, i solsikkens fascinerende blomst, i kål- og blomsterblades struktur, når de folder sig ud – blandt meget mere.

– Fraktalen fortæller om cirkulær gentagelse, om det endeløse univers.
– Det er den basale livsfilosofi for kunstneren.

Awang Behartawan tager en dans med natur og civilisation, med livet og døden, med begrebet TID og fortolker verdens tilstand i et worldwide perspektiv.

– Inge Schjødt, komkunst.dk

Awang Behartawan – Java 2. studio

Læs mere om kunstneren her:
Livskunstens geometri – Awang Behartawan

Paul Neale C b 910, Acrylic on paper

Paul Laurence Neale spidder nænsomt tilværelsens absurditet

Billedkunstneren Paul Laurence Neale poster værker på Instagram. Motivernes seismografiske nærvær, humoristiske absurditeter og en understrøm af melankoli rammer mig. Kunstneren har et rørende og fintfølende blik for mennesket i tiden og forstadslivets særegenheder.  

Med stregen og penselføringen får han fortalt en stemning, der bliver hos én længe efter mødet med billedet. For snart ti år siden oplevede jeg Paul Neale’s udstilling i galleriet Hegnhøj & Blyme i Gothersgade i København, hvor en fin happening flyttede ferniseringsgæsternes fokus fra vin og snak til kunstens aktualitet, og herefter har navnet Neale lejret sig hos mig. Nysgerrigt har jeg fulgt med, når han har udstillet, fx hos Galleri Pi i Borgergade i København. Det er på tide at komme kunstnerens indsats lidt nærmere, da vi mødes i atelierkøkkenet på Prags Boulevard på Amager.

The Gentleman
Paul Laurence Neale er født i England i 1958, og er uddannet illustrator fra Harrow School of Art i London. Med sig har han en sort og absurd engelsk humor, som nogle vil genkende fra tegninger og illustrationer som Jyllands Posten bragte gennem 8 år fra 1998-2006.

Paul Neale – Tree of Pals

– Opgaverne dengang havde tit en social eller politisk vinkel, men jeg søger at undgå klichéer, og prøver hellere at gøre det underspillet. Her kommer humoren til hjælp, men ikke altid, siger Paul Neale.

– Nogle situationer er humoristiske, nogle er melankolske, og jeg elsker at vise den lidt trashy kultur, men ønsker ikke at pege fingre eller såre.

– Jeg mener, man må være fri til at gøre, hvad man vil, og prøve det af, som man vil, understreger Paul Neale. Udsagnet gælder både for personerne bag motiverne, og for kunstnerens egen stærke trang til at udforske.

Kunstnerisk frihed
– Mit udtryk er eksperimenterende og afvekslende med vilje. Nogle vil kalde det et kommercielt selvmord, og måske var det nemmere med en mere bestemt stil. Men, de færreste kan gentage sig selv, uden også at risikere at kopiere sig selv.
– På Harrow lærte man virkeligt at tegne og male. Man fyldte sin værktøjskasse med standardiserede færdigheder og teknikker. Så kunne man gå ud fra det.

Paul Neale – Albino 3

– Principperne troede jeg på i starten, men det gik op for mig, at kreativiteten gik tabt undervejs, fortæller Paul Neale.
– Jeg kom til at vende tilbage til det tillærte, det ordentlige, når jeg skabte mine egne ting, for sådan er hjernen opbygget, men jeg måtte kæmpe imod den ensretning, siger kunstneren. Det vigtige er ikke at kunne – det er udtrykket og ideen, det handler om.

– I mine malerier og tegninger tilstræber jeg en enkel, naivistisk stil. Jeg får inspiration mange steder fra, bl.a. fra german expressionism, postexpressionism og den abstrakte kunst.

Vi taler om Neale’s forskellige inspirationskilder til det maleriske mod, den psykologiske indføling, med mere. Den engelske kunstner Stanley Spencer og canadisk-amerikanske Philip Guston bliver nævnt og det får mig til at dykke ned i deres udtryk. Guston med den absurde humor og anstrøg af det naivistiske, og Spencers fine personskildringer er interessante.

Internettets store logbog
Paul Neale studerer forskellige kunstneriske udtryksformer ved at følge sine kolleger på instagram. Hvor det tidligere var bøgernes verden og museernes udstillinger, der var kildematerialet, så udvides perspektivet nu med kunstnere fra helt forskellige himmelstrøg gennem instagram. Her er kunstnere fra eksempelvis Østeuropa og Latinamerika blevet let tilgængelige.

Paul Neale – Menage

Neale viser nogle eksempler, og resumerer, hvad han lægger mærke til hos de enkelte, hvad der i hans optik gør udtrykket til kunst. Det gør han igen med en gentleman’s fornemmelse for den enkeltes rum og personlige udfoldelsesmuligheder. Retten til frihed skinner igennem som et princip i hver eneste kommentar.

En fejl kan bruges
Vi går ind og kigger på værkerne. Her er store malerier på lærred, mindre ting i akryl, og en skøn kasse fuld af tegninger.
– Akryl anvender jeg gerne til store farveflader, hvor man kan lege og dække over med maling og vand, når der skal ændres undervejs.
– Oliemalingen er fantastisk i sin plasticitet, og her kan der formes, så det kommer til at se lækkert ud. Men bordet fanger.
– Jeg bruger ikke at skitsere eller tegne op på forhånd. Det gælder om at komme i gang og at få det ned, så autentisk og enkelt som muligt. Og fungerer billedet ikke, så lægger jeg det væk.
– Når jeg henter det frem efter en tid, får jeg et nyt startpunkt.
– Et startpunkt, der kan noget andet, end når jeg starter forfra.
– Der er altid et potentiale, siger Paul Neale.

Paul Neale – Up Against It

Skribenten får lov at blade igennem bunken af tegninger og mindre malerier. Figurerne i motiverne er gerne unge mennesker, der søger sammen med smøger og tatoverede overarme foran fjernsynet eller på en bænk i et dystopisk landskab. En fyr sidder i badekarret med en øl og mobilen indenfor rækkevidde, og sin omvendte kasket på hovedet, som værn mod verdens uvæsen.

– Melankolien siger mig mere end det muntre og det pæne, forklarer Paul Neale. Her er større dybder at trække på i det mørkere univers.

– Det har dog ikke noget med mit eget sindelag at gøre, jeg er som regel en glad mand, slutter kunstneren, der også gerne spiller en rustik og larmende basguitar i pauserne på atelieret.

Find flere værker af Paul Laurence Neale på – Instagram

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 4 / 2023

Illustrationer: KLIK ind og få en bedre kvalitet at se
Paul Neale – C B 910. Kunstnerens eget foto. [Med kasketten i badekarret]
Paul Neale – Tree of Pals, oil on canvas 150×150 cm, 2022. Kunstnerens eget foto
Paul Neale – Albino 2, oil on canvas 40×40 cm, 2022. Kunstnerens eget foto
Paul Neale – Shave, oil on canvas 62 x 62 cm, 2022. Kunstnerens eget foto.
Paul Neale – Up Against it, oil and acrylic on canvas, 116×97 cm, 2021. Kunstnerens eget foto
Paul Neale – Albino 3, oil and acrylic on canvas, 139×113 cm, 2021. Kunstnerens eget foto

Om at SE – med Jens Chr. Jensen

Med udstillingen Seriality understreger Jens Chr. Jensen sit generøse talent for at lade os se

Trådruller, Dominobrikker og rustne søm, tangenter, billetter og rester fra minkproduktion.
– Har sådanne genstande noget at gøre på en galleriudstilling? Svaret er et stort Ja! når genstandene har været i hænderne på Ikast-kunstneren Jens Chr. Jensen, der beskæftiger sig med relieffer, skulpturer og land art.

I Københavnske Borgergades Galerie Pi finder vi udstillingen Seriality med værker af Jens Chr. Jensen. Der kan man roligt gå hen, hvis man trænger til at få løsnet smilebåndet og fugtet øjenkrogen i overstadighed. Smukt, og med en befriende enkelhed viser den venlige kunstner, hvad han nu har indsamlet af emner og transformeret ind i kunstens rum.

Cirkel, kegle, kvadrat, spiral
Værkerne er sammensat af portioner af finurlige fund. Ofte giver tingene et kærkomment gensyn med kendte og oversete stumper, man engang selv har haft i hånden, eller set på livets landevej.

Jens Chr Jensen – Kobber

Herudover er opskriften baseret på simple former fra geometriens grundbog: de færdige værker holder sig som oftest stramt indenfor cirklen, keglen, kvadratet, cylinderen, spiralen osv. Flertallet af relieffer optræder monteret i hvide bokse – nu gerne uden glaslåg – så taktiliteten når helt frem til betragteren.

Tag dig tid til at gå i stå
Hvis man først åbner sindet er det de særeste ting, man kan blive rørt af. Eksempelvis sætter en samling klavertangenter, hvis blåsorte farver spiller i boksens rumdybde, sørgmuntre minder i gang. Trådruller af træ med gule mærkater på enderne, kalder ansigter frem på de kære, der kan og kunne sy.
Nogle kobbersøm i formation, som formodentlig har været brugt til at montere tagpap, patinerer med tiden i de fineste kobbergrønne farver – og ikke mindst det ene hovedværk, en stor cirkelformet struktur af foldet kobbertag, som stammer fra fyrtårnet på ens egen hjemegn, det rusker i et blygråt hjerte.
Denne Erindringens Energi er ganske enkelt opløftende.

Smittende visuel fantasi
På gulvet ligger en vifteform af ens fyrretræsbrædder med en slids. De let tilspidsede stykker træ kendte kunstneren ikke funktionen på, da han anskaffede sig en portion tørrestave til minkskind. Men det gør ikke skulpturen mindre relevant. Sådan er der en vis portion held med i spillet, når Jens Chr. Jensen finder ting.

Jens Chr Jensen – Jern og rust

De rustne skinnesøm stammer fra gode venner i Nordnorge, der har samlet dem ind på vandreture langs en privatbane, og undrede på, om det mon var noget for landart-kunstneren i det danske. Sådan kan man blive smittet af Jens Chr. Jensens blik for detaljer, overflader og kulører. Ja. Syn og sanser skærpes i mødet med Jens Chr. Jensens kunst – tak for det.

Galerie Pi
Borgergade 15 D – København
Frem til 13. maj

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2023 – april 2023

Illustrationer: KLIK på billederne og få en bedre oplevelse!
Jens Chr. Jensen – Seriality, udstillingsview. Foto: Inge Schjødt
Jens Chr. Jensen – To assemblager og rundt relief, kobber. Foto: Inge Schjødt
Jens Chr. Jensen – Assemblage, jern. Foto: Inge Schjødt … (rustne skinnesøm i flok)
Jens Chr. Jensen – Assemblage, træ, papir. Foto: Inge Schjødt  … (trådruller med gult papir)

JCJ – Assemblage i træ, papir

Jens Chr Jensen hos Galerie Pi

Louise Cambell – Havblik

Louise Cambell forvandler Støj på Linjen med naturgentagelsens meditative balanceakt

På en højhellig Skærtorsdag åbnede udstillingsleder Line Kjær og designkunstner Louise Cambell udstillingen Støj på Linjen i Kunsthal Munkeruphus, multikunstneren Gunnar Aagaard Andersens tidligere residens ved den nordsjællandske kyst.

I en tumultarisk tidsperiode i såvel den ydre som indre verden havde Cambell søgt stedet som refugium og fordybelsesrum, og fået frit spil til at eksperimentere sig udenom det krævende industrielle design af køkkentøj, stole og lamper, der ellers er hendes arbejdsfelt – når hun ikke lige medvirker som designdommer i tv-programmet Danmarks Næste Klassiker.

Havet i Huset
Indenfor går det i fisk, mange fisk – rigtig mange fisk, takket være en solid opbakning fra assistenter og frivillige, som sammen med Louise Cambell har skabt en forunderlig totalcollage, fortrinsvis i papir, der bølger og svæver og får hele huset til at sitre bag de grå trævægge.

Allerede i trappegangen ophæves tyngdekraften af beviklede snører og strittende bøjer, så man bliver i tvivl om, hvor man befinder sig?

Louise Cambell – Støj på Linjen

– Sandsynligvis under overfladen mellem havdyrs arme. Og, hvirvlet ind i elementer, følger man strømmen opad.
Her kan man gå i Baljen, en gyngende stol i stuen, og beundre et fabelagtigt smukt, bølgende Hav, skabt i et netværk af utallige cirkler i indfarvet papir, som, svævende i fiskesnører, fylder hele synsfeltet, når blikket vendes ud mod Kattegat.

Med en stor trang til fordybelse og erfaringens erkendelse af den meditative værdi af hænders arbejde knytter Louise Cambell her an til fiskerkonernes net og det velgørende i det repetitive arbejde.

Cirklens meditation
På gangen ses Cambells skulpturelle Veryround Chair, som består af et emaljeret metalnet af cirkler. Og cirkelmotivet fortsætter på væggene i det bageste rum, hvor en stime af røde papirfisk svømmer rundt over en serie af Cambells finérskamler på gulvet.

I Mindestuen står en ophobning af arvegods, som fra et skibbrud. På væggen Himmelflugt, en vertikal version af det skummende hav, som har ført mangen en slægtning ud og hjem. Louise Cambell mistede sin far undervejs i forberedelserne, så der kan godt være en hilsen til fædre i de tømte skuffemøbler.

Vægtløs på Munkeruphus

Af frodig jord
I Cafeen fanges blikket af en lodret have i form af en kulørt papirinstallation, og af organiske lamper med skærme af blomstrende tapeter. Smukke og nutidigt gjort i deres digitale bearbejdning af naturen.
Udenfor i haven kan gynger og stylter benyttes til at genfinde balancen.
– Var der støj på linjen ved ankomsten, så går man opløftet fra udstillingen ved mødet med syslerne, der blev til mellem alvor og helende leg i huset ved vandkanten.

Munkeruphus Dronningmølle
Munkerup Strandvej 78
Frem til 6. august

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2023 – april 2023

Illustrationer:
Louise Cambell – Et hav af papir. Foto: Inge Schjødt
Louise Cambell – Støj på Linjen, store og små fisk i trappegangen. Foto: Inge Schjødt
Louise Cambell – Balancegang mellem elementer. Foto: Inge Schjødt af Awang Behartawan
Louise Cambell – Cafeens havetapet og tapetlamper. Foto: David Stjernholm 
Louise Cambell – Veryround Chair, Munkeruphus. Foto: Inge Schjødt 

Louise Cambell – tapet og Very Round Chair

Cafeen dekoreret i papirkunst

Carsten Krogstrup – The Light, 2023

Maleren Carsten Krogstrup interesserer sig for det realistiske figurmaleri, som én af ret få samtidskunstnere i Danmark.

Her får vi figuren, lyset og fortællingen i klassisk clair obscur, som var det Vermeer i Holland (1632-1674) eller Rembrandt himself (1606-1669), men malet up-to-date med motiver i en samtidig kontekst.

Kvinden i billedet
Op gennem kunsthistorien er kvinden blevet afbilledet og fortolket. Moderen herliggjort, glorværdig som Madonna med barnet, er et klassisk motiv, som Carsten Krogstrups Natasha-billeder spiller op til.

Dukkerne er valgt til med tanke på det psykologiske narrativ omkring kvinden og barnet. Sammen med nøgenmodellen Natasha opnås en ganske stærk effekt, når hun holder de livløse dukker frem, når de er placeret på skødet eller de indtager pladsen omkring kvinden på sengen i en mandorlaform, som det ses i motivet Natasha as Venus. Substitutterne indeholder noget hemmelighedsfuldt, synes det.
– Se fx motivet The Light og motivet Childhood.

Demons and Passions, 2023

– Hvad er det der sker, eller ikke sker i relationen? Måske særligt det sidste?
Den sociale arv spiller en rolle, vi er i samfundets udkant, i baggården, men motiverne er ikke som sådan sat ind i en socialrealistisk kontekst.

Carsten Krogstrup formår at skildre en afstand, en eksistentiel ensomhed, der går gennem marv og ben.

Det er kunstnere som amerikaneren Andrew Wyeth (1917-2009) og svenske Ola Billgren (1940-2001), Carsten Krogstrup tidligt i karrieren har ladet sig inspirere af til det realistiske maleri.

Motiver har han fundet i storbyens spejlinger og fjerne randområder, i forladte biler i naturens favntag og marginaliserede subkulturer. I forfaldet og undergangen finder han det foruroligende indhold, som giver billederne kant.

Der er referencer til danske Michael Kvium (f. 1955), og hans markante menneskefigurer, samt input fra underviseren på det Jyske Kunstakademi, Anders Kirkegård og kollegaen Erik Mortensen, der undervejs er kunstnerens dialogpartnere i udviklingen af malerens distinkte sprog, eksempelvis serierne The Place I Left Behind, Obsession, Submission og Dream.

Krogstrup – The Childhood, 2023

Andre inspirationskilder ses hos Lucien Freud (1922 – 2011), hos Egon Schiele (1890-1918), som arbejdede ekspressionistisk i sine personfremstillinger og modelstudier, men med den samme dystopiske psykologi. Francis Bacon (1909 – 1992) har inspireret serien Racing, suiten med de højtelskede, men diabolsk udseende Greyhounds, hvorfra det dæmoniske anstrøg er videreført i figurfremstillingerne af Natasha.

Carsten Krogstrups motiver udfordrer betragteren med sin tvetydighed, sit flair for dæmoniske elementer, kombineret med den fremragende æstetik, som kendetegner kunstnerens passionerede arbejde, mens han undersøger tilværelsens eksistentielle lag. Krogstrup skubber til beskuerens komfort med de på én gang smukke og inderlige kompositioner, som viser sig dragende, overraskende – og ved nærmere eftersyn også dybt melankolske.

Hertil har modellen Natasha meget at byde på med sin interessante udstråling under det smukke, lange røde hår. Natashas personlige, individuelle karakteristika har netop det anstrøg af dæmoni og melankoli, som gør billederne af den sparsomt påklædte kvinde interessante og eksistentielt relevante.

Som en erfaring af den klassiske katharsis.
Hvad er der her på færde – af ondt og af godt?

*******
Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Publiceret: Tekstuddrag fra kataloget til udstillingen Demons & Passions
med værker af Carsten Krogstrup

Demons & Passions – katalog, 2023

Davis Gallery Contemporary Art 
Bredgade 69, København K
29. april – 3. juni 2023 

Fernisering 29. april kl. 12 – 17

Læs mere om Carsten Krogstrup – her

Grafisk værk af Karen Abell

Kunstnergruppen Cirklen med gæster mønstrer 14 gedigne folk, som har indtaget det smukke Helligåndshus på Strøget i København

De kommer hele vejen rundt i de kunstneriske discipliner, Kunstnergruppen Cirklen. Her er eksempelvis grafik, skønne gobelinvævninger, skulpturer i plasticstrips og nye oliemalerier i klassisk opstilling, skabt af i alt fjorten erfarne kunstnere – faste medlemmer og gæster.

Udstillingen har deltagelse af Birgitta Hallberg, Karen Abell, Bror Westman, Maria Bloch, Susanne Helweg, Bertine Knudsen, Christian Ulrik Schmidt, Grete Siegler og gæsterne Inga Vestergaard Sørensen, Nanna Bisp Büchert, Hanne Matthiesen, Karen Brandt, Anne Koldsø og Kit Kjærbye.

Karen Abell er en alsidig kunstner. I mange år var hun mest kendt for sine tekstiler, der også var hendes uddannelsesmæssige baggrund, men siden blev hun grebet af grafikkens mangfoldige processer. Endnu anes vævningens lag på lag i hendes grafik, og ind imellem også inspirationer fra bl.a. Matisse.

Spor af verdenslitteraturen
Grete Siegler har arbejdet med myten om Leda og Svanen i flere variationer. Skønne er de to collager med den frimodige Zeus i Svanens krop, som gør kur til den nøgne Leda.

Altså, Zeus! – af Grete Siegler

I et andet værk kombineres maleri og broderi, hvor den malede kvindefigur ser med skepsis imod den brodererede Svane, som har kurs imod hende.

Christian Ulrik Schmidt har ladet sig inspirere af William Blake og tanken om sprækker. Det har sågar udmøntet sig i parafraser over brevsprækker, men også i en serie relieffer og tegninger med sprækker mellem det under- og overjordiske, og flere mytiske referencer.

Kunstneren udfordrer sig selv i nye farvesammensætninger og materialeeksperimenter, som ligeledes har noget frivolt og mytologisk over sig.

Gavmilde gæster
Anne Koldsø kendes som en særdeles habil portrætmaler. Her viser hun dels landskabsmaleri, dels en serie portrætskitser fortrinsvis fra Foreningen 18. november, hvor deltagerne har siddet model for hinanden.

Desuden har hun en væg med fremragende eksempler på sine færdigheder indenfor genren Nature Morte, hvor hun levendegør æg i forskellige farver, grønsager som porrer og løg, sneglehuse og køkkentøj fra forskellige årtier.

Anne Koldsø – Portrætskitser i olie

Anne Koldsø har en klassisk uddannelse fra The Florence Academy of Art i bagagen, og formår med en sikker sans for farvespil, kontraster og lysvirkninger at få skabt rum af rang i de todimensionelle lærreder.
– Et navn, det virkelig er værd at følge, som borger for kvalitet. 

Inga Vestergaard Sørensen er endnu en velkommen gæst med sans for natur og kulturens små hjørner. Hendes grafiske gengivelser af Fuglehjem trækker uvægerligt i smilebåndet, når det fx er en mini-campingvogn, et kirketårn og en mindre etageejendom, fuglene er flyttet ind og ud af.

Sådan er der en herlig vekselvirkning på udstillingen, som varmt anbefales med god tid til fordybelse. Der er meget mere at finde inde i det smukke kirkekompleks bag gitterhegnet ved Strøget i København.

Hellighåndshuset
Amagertorv 22, København
Frem til 30. april 

* * * * * *

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: 

Læs også om besøget i portrætmaleren Anne Koldsøs værksted – her

Sprækker af Christian Ulrik Schmidt

Fuglehjem af Inga Vestergaard Sørensen

Marie Hald – foto Malene Nelting

Fotokunstner Marie Hald kalder skammens tavse stemmer frem på nethinden

– Åh, er det hende med portrætfotoet fra badekarret, lyder spørgsmålet, da jeg nævner navnet på kunstneren, jeg skal møde. Ja, Marie Halds fotoarbejde brænder sig fast på nethinden. Af flere grunde. I 2018 vandt hun portrætkategorien i Årets Pressefoto med billedet af den tykke Helene, der kalder sig selv for tykaktivist.

I efteråret 2022 udkom bogen FEMININ på Gyldendal med Helene på forsiden, og her med udgangen af marts 2023 åbner Marie Halds første museumsudstilling i Danmark. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot slår dørene op til Udstillet med motiver af tynde mennesker, tykke mennesker, kendte og ukendte, som en replik til konforme idealer.

På udstillingen kan man møde stor diversitet gennem en række af de temaer, Marie Hald er optaget af.

– Jeg vil gerne skabe rum for minoriteter, fortæller 35-årige Marie Hald.
– Give en stemme til dem, der bliver råbt ad på gaden. Jeg ønsker at vise forskelligheden, så vores berøringsangst og normalitetsbegreber flytter sig i takt med, at man bliver vant til at se en hvilken som helst menneskekrop, siger fotokunstneren.

Flyvende start
Allerede som 24-årig studerende på Journalisthøjskolen fik Marie Hald godt med priser for sit fotografiske arbejde. Modigt havde hun, som del af en reportageopgave, fulgt sex-arbejderen Bonnie gennem hele to år, og ihærdigheden bar frugt. Hun fik stærke billeder af de mest intime situationer og Årets Pressefoto og World Press Photo Awards tikkede ind på goodwill kontoen.

Marie Hald – Marte, 31 år, Norge

Siden har Marie Hald fotograferet flere andre marginaliserede, og hørt deres version af virkeligheden, som de færreste ønsker at tro den. Udskamningen af personer, der skiller sig ud ved deres blotte tilstedeværelse, foregår hyppigt omkring os, og ikke alene på de såkaldt sociale medier.
De skæbner har grebet fotografens hjerte. Det vækker en stærk retfærdighedsfølelse, ja, vrede, faktisk.
– At uskyldige bliver spyttet på og overbegloet, blot for at se anderledes ud end gennemsnittet. Det er oprørende, og dem vil jeg gerne kalde frem og fortælle om, forklarer Hald.

Interessen for at fotografere mennesker og at komme helt tæt på har hun udviklet ret tidligt.

– Jeg elskede at sidde i en krog og studere fotoalbums og familiebilleder, når jeg som barn kom på besøg hos venner.

– Min far lærte mig at fotografere og fremkalde billeder, helt old-school i mørkekammer og så videre. Dengang drømte jeg om at blive filmfotograf.

Allerede som 19-årig kom hun igennem nåleøjet på Journalisthøjskolen, hun bestod testen med de berømte 50 spørgsmål og havde også skrivefærdighederne på plads.

Marie Hald – Pernille Rosendal, sanger og filminstruktør Christina Rosendal

– På studiet blev der fokuseret på det autentiske i reportagebillederne, der blev jeg optaget af at lave fotos af mennesker helt tæt på. Gerne på en stram æstetisk måde, for det visuelle interesserer mig.

– Jeg søger en form for skønhed i fotografiet.
– Og med den baggrund kan man komme af sted med meget.
– Selv krigsfotografernes billeder rummer en vis form for skønhed. De viser ikke noget, der bliver alt for grimt, kommenterer Marie Hald.

I gode hænder
Fra udlandet fik bureauet Moment Agency øje på Marie Hald i 2016 og inviterede hende med i et fællesskab, som samskabte gruppeudstillingen Almost Perfect, hvor Halds billeder handlede om unge og alkohol.

Via Moment Agency blev hun bedt om at fotografere den finske statsminister Sanna Marin til forsiden af Time Magazine. Også Kronprinsesse Mary har Hald fotograferet, og det er selvfølgelig stort, men det er faktisk historier med mere almindelige mennesker, der fanger Halds fokus mest.

I 2018 skabte hun soloudstillingen A new Me om fat camps, der blev vist på det højtestimerede svenske fotomuseum, Fotografiska i Stockholm.

Og i en fin bog om brystkræftopererede kvinder får vi klassiske opstillinger med
Mor og Barn – overraskende, smukke og nænsomme fotografier med alvor og livsmod.

Marie Hald – Kaia, 19 år, Polen

Tankernes magt
Hvad der optager unge mennesker, rører Marie Hald.
I Polen har hun fotograferet unge med anorexi. Billederne er så stærke, at Instagram lægger et filter over pigernes udsultede rygrader.
– De oplever, at de har gjort en forbrydelse, når de har spist noget, fortæller hun. Det er en besættelse, det er utroligt svært at få bugt med.

Marie Hald kender selv til udfordringen med tvangstanker indefra. Noget, hun er ret åben om på sine egne profiler, for hun ser det som en opgave at bryde tabuer.

– Siden jeg var 13 år har jeg oplevet OCD. Tvangstanker, som fx kan handle om vidt forskellige ting, som  pludselig at gøre skade på andre mennesker. Lidelsen spænder meget videre end den typiske hygiegnefobi eller gentagelseshandlinger, man oftest forbinder med OCD.

– Hjernen danner nogle tankebaner, som skal bearbejdes ret koncentreret, hvis de skal brydes.
– Der skal tid og terapeutisk indsats til, for at der kan etableres en ny virkelighed, og en bevidsthed om, at der ikke er fare på færde.

– Min egen sårbarhed giver mig en styrke, jeg kan kanalisere ind i det kreative felt.
– Det tror jeg gælder for mange kunstnere, siger Marie Hald.

Snart har hun et nyt projekt på tegnebrættet, det har arbejdstitlen MASKULIN.

……………

Marie Hald – Helene, 31 år, tykaktivist

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot – Hillerød
Fra 31. marts til 17. september
…………..

Portrætsamtale – Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2023 – marts 2023

…
Billedtekster til fotografierne:
Portræt af Marie Hald i badekarret, fotograf Malene Nelting

Fotos af Marie Hald – billedtekster fra bogen FEMININ, 2022, Gyldendal A/S
Marie Hald – Marte, 31 år, audiologopæd, Oslo, Norge, 2018.
– Når jeg ser på fotografier af mig selv, stænker jeg nogle gange, at jeg har en skønhed, som ikke alle har opdaget – som et støvet guldaldermaleri, der står i en kælder og venter på at blive set.

Marie Hald – Pernille Rosendal, 46 år, sanger og Christina Rosendal, 45 år, filminstruktør, København, Danmark 2018.
– Christina Rosendal: Jeg kan ikke huske, at volden ikke har været der i vores barndom. Ingen af os husker et ’før’ volden. (…) Danner, 2018.

Marie Hald – Kaia, 19 år, Malawa, Polen, 2014.
– Kaia laver øvelser, hun har fået i dagens terapi.

Marie Hald – Helene, 31 år, tykaktivist, København, Danmark, 2017.
– I skolen plejede jeg at spise tidligt om morgenen og så sulte mig selv resten af dagen. Jeg var sikker på, at hvis mine klassekammerater så mig spise, ville de væmmes ved min krop.

UM – Lille Spejl på væggen der

Ulrikka Mokdad skaber samtidskunst ved den langsommelige gobelinvæv og fortolker nutidens dilemmaer i fornemt klassiske tapeter, som her i foråret kan opleves på Kulturloftet Stevns

Store kongelige jagtscener eller Bjørn Nørgaards Danmarkshistorie er det, de fleste forbinder med klassisk gobelinvævning. Men i Ulrikka Mokdads stilsikre arbejder ser vi en af landets fremragende tekstilkunstnere, der behersker såvel fortælleglæde som gobelinvævens formelle udtryksmuligheder i et nutidigt formsprog.

Morsomt må det gerne være
Kunstneren gik til vævning som barn fra 1980-86 hos Tove Herman på hendes væveskole for børn i Lyngby – tænk! At der fandtes en sådan! Fra 1991-96 var Ulrikka Mokdad i lære som håndvæver hos Birgit Olsen i København. 1997-98 blev hun elev hos Birthe Bo Sakurai, der lærte den franske gobelinteknik fra sig. Hun havde lært teknikken i Aubusson i Frankrig i 1960erne.

Ulrikka Mokdad er også uddannet kunsthistoriker, og studsede undervejs i det studie over, at der nærmest aldrig nævntes nogen form for arbejdsglæde eller humørrelaterede oplevelser i lærebøgerne om den ærværdige kunsthistorie. 

UM . Goodbye Kitty

– Et element af humor må der gerne være i kunstnerens arbejdsdag, men til min overraskelse figurerede det ikke nogen steder i stoffet, fortæller Ulrikka Mokdad.

Den tradition er kunstneren selv i gang med at ændre med sine narrativt udtryksfulde, gobelinvævede værker, som bliver til i en tidskrævende proces foran væven, hvor der ikke er nogen fortrydelsesret, når skuddet er lagt til rette. Til gengæld må der være en stor tilfredsstillelse, når tapetet klippes af væven efter måneders arbejde.

Fra tanke til tråd
Motiverne finder Ulrikka Mokdad i tidens strøm. Det kan være en radioudsendelse, en historie som kører i medierne eller en dagligdags oplevelse, som sætter tankerne i gang. Sådan har hun eksempelvis fundet inspiration i debatten om barnløshed og singlemødre, og i flygtningefortællinger, hvor mennesker lever i en gråzone, som natarbejderen i Sans-Papiers, der koger fond i restaurantkøkkenet, mens resten af byen sover.

I Goodbye Kitty betyder singlemoderens radikale beslutning, at manden i sidste ende kan ryge ud sammen med muligheden for den kunstige befrugtning, der sættes i værk for at få ønsket om et barn opfyldt, når det biologiske ur falder i slag.

I mødet med massageklinikkernes vinduer på Vesterbro i København har hun funderet over, hvad der mon sker – I mit, måske dit nabolag. Spillet mellem kvinde og mandehånd går igen i flere værker.

Ved væven

Tapeterne er flade og tætvævede i ensartede garner, som giver en jævn overflade, der samtidig taler til beskueren på en sansevækkende måde.

Kartonerne, der ligger som forlæg bag væven undervejs, skitseres op med motivets hovedlinjer, og så kommer farverne til undervejs – ligesom Dronningen praktiserer det i skabelsen af sine kunstfærdige broderier. Der skal være plads til det kreativt fabulerende undervejs.

UM – Han, Hun og HENDE

I motivet med titlen Svævende i lykkelig uvidenhed ser vi kunstnerens formsans og evne for det kompositoriske perspektiv i de forskellige farvegradueringer i uldgarn og islæt. I det svære kvadratiske format formår hun ligeledes at få billedfladen til at leve, som det ses i Lille Spejl på væggen der.

Tekstil samtidskunst
Det er Ulrikka Mokdads udtalte ambition at holde gobelintraditionen levende ved at insistere på at skabe aktuel og relevant samtidskunst i det ædle format.

Herhjemme udstiller hun hvert år på Masnedøfortets Sommerudstilling og har gjort det siden 2019.  Kunstneren er tilknyttet Trappegalleriet i Nakskov, og har atelier både i København og i Nakskov.

Hendes værker blevet vist på adskillige udstillinger i udlandet, hvor traditionen for tekstiludstillinger er noget stærkere, end herhjemme. Bl.a. har hun udstillet i Polen, flere steder i USA, Lausanne – Bejing, International Fiber Art Bienale (2010, 2012, 2014), og hun er repræsenteret med værker i samlingen på The Museum Collection of Ateljer 61, Serbien. Hun har desuden modtaget studielegater og stipendier fra bl.a. Anne Marie Telmányi født Carl Nielsens Fond, 2017.

Udover egen praksis på feltet har hun bidraget til bogen Tekstilkunst i Danmark 2008-2018, der er skrevet sammen med Gina Hedegaard Nielsen og Lisbet Tolstrup, udgivet af Forlaget på Tredje.

UM – Goodbye Kitty – udsnit

I disse år ses tekstilkunstens scene være i stærk vækst. Yngre kunstnere eksperimenterer især med tuftede skulpturelle værker, og på kunstmesser og gallerier ses alskens former for strikkede objekter. Broderi og patchwork i forskellige former dukker også frem. Som det tillige kan ses på flere af de store censurerede udstillinger, vokser og lever tekstilkunsten ufortrødent.

Selve vævetraditionen holdes i hævd af en fornem elite, der fortjener en meget bedre udstillingsplatform herhjemme. Derfor sendes en tak til foreningen Kulturloftet, der har til huse over Stevns Bibliotek, som netop har åbnet udstillingen Fra tanke til tråd med Ulrikka Mokdads vævekunst.

Kulturloftet Stevns
St. Heddinge
Frem til 22. april 

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2023

….

….

Ulrikka Mokdads gobeliner

Simon Grimm – Leaving it all behind

I Classeværelset i Classensgade viser billedkunstner Simon Grimm en soloudstilling af hulbilleder i anledning af udgivelsen af sit kunstneriske testamente – bogen med titlen Jeg efterlader alt

Simon Grimm har begået en tænksom bog om sine hulbilleder, og byder i den anledning på en intim og tankevækkende udstilling i Classensgade 7 i København.

Indenfor i det hvide rum mødes betragteren af en serie hvide lærreder med ’kommentarer’ og huller. Kommentarerne består af farveindslag, assemblerede stykker lærred eller pap, der går i dialog med lærredernes huller, som ind imellem er dækket bagtil, og andre gange taler direkte ind mod væggen og de tilfældige strukturer, som denne nu tilbyder.

Ved først øjekast ser det sparsomt ud, men giv dig nu endelig tid til mere end en wauw-oplevelse, der hurtigt overstås. Dem er der nok af derude.

Hullet i billedet på væggen
Gennem en årrække har Simon Grimm udforsket den særegne komposition med variationer over hultemaet, og om sin nye bog siger han:
– JEG EFTERLADER ALT forsøger gennem tekstfragmenter at indkredse, hvilke forudsætninger, valg og handlinger der har betydning, når en maler vil begå et maleri.

Simon Grimm – Jeg efterlader alt

Bogen er fyldt af betragtninger – såkaldte fragmenter – der, ligesom karameller, vokser og smelter efterhånden som de pakkes ud. Smelter om til næring og nysgerrighed.
– Målet med bogen er at isolere centrale dele i det at gøre et maleri og via skriften give disse informationer videre.

Grimm fortæller om farven hvid, om grå, om brun, om lys. Om flade, kanter og hjørner, som markeres og markerer – foruden hullerne, den visuelle motor, der får blikket til at pendulere og arbejde med forestillingen, med hukommelsen og en form for synsbedrag.
Han fortæller om tid før de fysiske handlinger, om de konceptuelle beslutninger, om afstande og beskuelsespunkt.

– Når maleriet samler sig under hændernes arbejde – samler sig efter en plan, i ekstase eller ved tilfældets hjælp – bliver billedet fysisk til, skriver han. Billedet selv gives videre. Kunstneren ejer det ikke alene.

Af format er det en lille bog, men den er intens og givende.

Det samme er udstillingen i Classeværelset i Classengade 7, der kan ses frem til 25. marts.

Simon Grimm i Classensgade

JEG EFTERLADER ALT, 48 sider

Bogen af Simon Grimm er redigeret af Gerd Laugesen
Foto: Bjørn Perri Enevoldsen
Grafisk tilrettelæggelse: Lasse Krog Møller
Udgivet af forlaget *[asterisk] 2023
ISBN 978-87-92733-73-3
Støttet af Statens Kunstfond

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2023

Preview – Artist Talk 

Udstillingsview

Simon Grimm – hulbilleder i serien Leaving It All Behind. Foto: Inge Schjødt