Peter Ravn – It Was His Own Fall, 2018
foto Dorte Krogh

Kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn, som er udstillingsaktuel hos Galleri Kant i København og Kirk Gallery i Aalborg

Udenfor skifter omgivelserne farve med det dalende sollys over Københavns Botaniske Have. Peter Ravn tørrer penslerne af efter en travl dag i atelieret. Nye billeder står til tørre på staffelierne. I skrivende stund er Peter Ravn udstillingsaktuel hos Galleri Kant i St. Kongensgade i København, og lørdag 3. marts åbner han en soloudstilling hos Kirk Gallery i Aalborg.

Motiver med habitklædte mænd med blanke sko, som ligger, kryber, falder – alene eller flere sammen – har igennem nogle år optaget Peter Ravns optik. En kreds af modne, maskuline, nøgterne og til tider neurotiske figurer befolker hans overbelyste, usentimentale, blankpolerede verden. Mændene er eksponenter for både magt og skrøbelighed i tilværelsen. Autoritetssymboler udfordres. I Ravns såvel afslørende som forsonende penselstrøg spores en rastløs energi, som bryder figurernes nedkølede isolation, og de sanser lige akkurat med det yderste af de rødsprængte næser, ører og fingerspidser, at livet sker for dem.
Rummet omkring mændene er langsomt under forvandling. Fra næsten tomme universer løber der linjer i landskabet. Som regel set i et overvåget Googlemaps perspektiv. Linjerne synes menneskeskabte, veje og landingsbaner, og enkelte bygningskroppe ligger som markerede fixpunkter, targets, måske. Men, her gives ikke nogen alt for håndfaste definitioner. Det er op til øjnene, der ser.
På de allernyeste motiver har linjerne nu ændret sig, og her antydes mere organiske elementer, ligesom figurernes beskæring i kompositionen går mere til kanten, og billedfladens autoritet brydes op på ny. 

Galleri Kant – installationsview 2018
foto: David Stjernholm

Alpine inspirationer
Til udstillingen His Own Fall hos Galleri Kant er der fremkommet en helt ny værkserie i 3D. Human Landscapes, hedder de. Skulpturerne er skabt af smukke, klassiske østrigske Lodenfrakker i jagtgrønne nuancer, fastgjort på en base af polystyren og gips, formet med de autentiske kantbesætninger og knapperne, så de nærmest illuderer øjne, der popper ud af den bølgende, på én gang kropslige og landskabslignende form.
Men, hvor kommer den inspiration fra?

Fornemmelsen for kvalitet ligger i blodet hos Peter Ravn – Peter Rothmeier Ravn, som er det fulde navn efter den sønderjyske slægt på farmoderens side.
– Hun var god til at sy, virkelig god, fortæller han. Jeg husker, at hun syede frakker til os af min oldefars gamle uldfrakke fra 1. verdenskrig. Og jeg så hende ofte sy om og skære til. Engang syede hun en ruskindsjakke med frynser til mig, hvor nålene på hendes gamle Pfaff-maskine knækkede hele tiden.
– Jeg har altid tegnet, fortæller Ravn og beretter om en opvækst med klaverspil og kunstinteresse i familien. – Den nonfigurative, modernistiske kunst virkede, da jeg var ung i 1970’erne som en lukket verden for mig. Så uddannelsesmæssigt gik jeg på Design instituttet på Kunstakademiets Arkitektskole, et år på designskolerne Syracuse University og Parsons School of Design i New York, og tog så afgang fra Afdelingen for Industriel Design herhjemme. 

Peter Ravn – Right Hand over Human Landscape #2

Musik og marketing
– Men for mig var det i rockmusikken, at kilden sprang! Jeg spillede selv musik og havde venner, der var musikere, og dem begyndte jeg at lave pladecovers for. På det tidspunkt var coveret et kunstnerisk udtryksmiddel, som gennemgik en eksplosiv udvikling fra før at have være et foto af nogle musikere, siger Peter Ravn, og fortæller om en tid med en musikbranche i en rivende udvikling, hvor tidens filosofiske og politiske tanker for ham primært gik gennem musikken. Her var et både kreativt og kunstnerisk spillerum.
Et pladeselskab spurgte, om han ville sætte nogle billeder på musikken, og sådan kom Ravn i gang med at skabe musikvideoer til en række legendariske navne på den danske musikscene.
– Men der gik for meget marketing i musikbranchen, og så forsvandt magien for mig, forklarer Peter Ravn, som derpå virkede i en kreativ del af tøjbranchen, primært med mærket Democrats, hvor der bl.a. blev skabt T-shirts med ikoniske tekster, men også for nogle velkendte brands, indtil konceptualiseringens lyserøde lasur også indhentede dem.
– Jeg fandt da, at jeg havde lyst til at fordybe mig et andet sted, og kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn.

Fart og frigear
Omkring årtusindskiftet går Peter Ravn til billedkunsten. I 2004 får han optaget værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling. I 2005 og 2009 er hans billeder med på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Fra 2009 udstiller han bl.a. på Gallery Poulsen i Kødbyen og deltager på Portræt.nu udstillinger på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Siden har han udstillet i både ind- og udland, bl.a. på biennalen i Brescia, i Rom, Napoli, samt Wroclaw i Polen, Hanoi i Vietnam og Oslo, Norge.

Ind imellem er der blevet tid til at skabe bl.a. bogværker for Gyldendal, eksempelvis den fotodokumentariske  København Con Amore sammen med Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen. Et værk, som har haft direkte indflydelse på andre billedkunstnere som f.eks. maleren Jonna Pedersen, der har taget byens rå og poetiske puls til sig og skabt sine egne værker ud fra nogle af gadernes kulturperler, som fremstilles i bogen. Der er også skabt en serie plakater fra bogen af Peter Ravn. 

Peter Ravn – The perfect Storm, 2018

Cirkler sluttes
Tilbage til Galleri Kant, til udstillingen His Own Fall og skulpturerne Human Landscapes. Udstillingen hos Galleri Kant er en både dramatisk og harmonisk symbiose. Ravns malerier og de mosgrønne skulpturer spiller så rent sammen med rummenes overflader og lyssætning, at det, på den vinterkolde søndagseftermiddag, klinger klart, som et klaverstykke af estiske Arvo Pärt.

– Det blev en voldsomt stærk oplevelse, da udstillingen hos Galleri Kant skulle installeres. Jeg har arbejdet meget med mine mænd, fortæller Peter Ravn. De bærer de her jakkesæt, men har slet ikke styr på deres gøren og laden. I værket The Perfect Storm står manden foran et inferno af røg, hvor hans store hånd i forgrunden kaster en skygge på hans skaldede hovede. Vegetationen, ressourcerne er forsvundet. Brænder vi det hele ned, har vi kun vores egen hånd at søge skygge under.

– Jeg har arbejdet med landskabet i flere motiver i mine malerier, og nu er jeg også gået ombord i det tredimensionelle, for at få kroppen og landskabet til at smelte sammen. Til skulpturerne har jeg kun haft de allerførste prøver i mit atelier i form af bunker af tøj. Jeg er egentlig ikke vild med Lodenfrakken som traditionel identitetsmarkør – i hvert fald ikke i den danske kontekst, som har noget irriterende Holte-agtigt over sig – men i de opsplittede, dekonstruerede genbrugs Lodenfrakker finder jeg noget af Alperne, og dem elsker jeg. Jeg skal altid ind i områdets elegante specialbutikker med den gedigne lokale beklædning, når jeg rejser dernede. De har de her grå og grønne farver, som nogen forbinder med militær, men som jo egentlig er naturens egne farver. Det er bjergsidernes græs og græssende får indlejret i klæde. 

Peter Ravn – Human Landscape #3
foto: Dorte Krogh, 2018

– Det her valkede materiale, hvor lanolinen bevares, selvom filtningsprocessen er med kogende sæbe, det er fascinerende. Også de små farvevariationer, der bevares i uldens overflade.
Selve formen under skulpturernes overflade blev skabt på et værksted et andet sted i byen, så mine malerier og skulpturerne mødte først hinanden, da vi fik tingene ind til Galleri Kant. Det var en kæmpeoplevelse!
– Den syntese, den samtale, som værkerne her har indledt, har fået mig til at se på det hele på en ny måde, og det kommer helt sikkert til at afføde noget nyt.
Til september udstiller Peter Ravn på Munkeruphus i Nordsjælland. 

Peter Ravn – The Stop over Human Landscape #3

Frem til 4. marts // Galleri Kant, St. Kongensgade 3, 1264 København K
Fra 3. marts // KIRK Gallery, Danmarksgade 8, 9000 Aalborg 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Peter Martensen – Dansen om Sorte Scene, 2003

Hvad maleren Peter Martensen fortalte ved et besøg Huset i Asnæs i sommeren 2017 

Peter Martensen voksede op på Stadionvej i Odense i 1950’erne, og lyden af stadion var som et trofast bagtæppe. Faderen var reklamemand. En dag, da Peter var omkring 5-6 år gammel så han et hæfte, et katalog, som faderen havde med hjem. Her var fotos fra MoMa-udstillingen ’The Family of Man’ – en international fotoudstilling, kurateret af Edward Steichen, som besøgte Charlottenborg i 1957.
Motiverne heri viste andre sider af tilværelsen end det kendte kvarter, og det gjorde et stærkt indtryk.

Peter Martensen tegnede fra sine tidligste år, og i gymnasiet foreslog en lærer ham at søge på Kunstakademiet. På Det Fynske Kunstakademi fik han sin grundlæggende kunstneriske uddannelse, og snart derefter fik han atelier i Bredgade i København. Med et almen voksenpædagogisk grundkursus i baglommen kom han i gang med at undervise.
– Jeg blev klar over, at jeg skulle dygtiggøre mig for at frigøre mig. Jeg malede derfor studier, klassiske opstillinger, portrætter og senere motivkredsen Tilskuere. Det var i årene omkring udstillingen ’’Kniven på hovedet ’’med De Unge Vilde på Tranegården i Gentofte (1982), hvor eleverne fra Kunstakademiet i København rejste ud, studerede transavantgardismen og blev inspireret til at udtrykke sig voldsomt, gestikulerende og fabulerende.

Peter Martensen – Fokuseringen, bemalet bronze, 2017

Maleriet først
Peter Martensen spurgte dengang sig selv, om han var født i en forkert tid, for selv om de vildes maleri påvirkede ham stærkt, kunne han ikke finde sig selv i det, og tilmed var der den opfattelse, at psykologi, indlevelse og følelse ikke længere kunne bruges i maleriet.
– Med mediernes øgede indflydelse på vores hverdag og den overvældende informationsmængde ude fra verden, man ikke kan reagere aktivt på, gøres vi ufrivilligt mere og mere til tilskuere, udtaler kunstneren. Denne erkendelse var en del af det stof, mine tilskuerbilleder fra starten af 1990erne udsprang af.
– Jeg opfandt derefter en skabelon, Hr. Hvem-som-helst, en person uden egenskaber. Dog lignede han lidt min far, som han så ud da jeg var barn, i hvid skjorte, mørke benklæder og sideskilning i det mørke hår.
– Jeg undersøgte, hvad jeg kunne gøre med ham. Jeg løftede hans arm. Jeg løftede hans finger. Hvis jeg nu drejer ham? Gentager ham og putter flere ind? Ser ham oppefra?                                                

Motivet sås som fra et Guds Øje, og billedudtrykket fik en abstrakt, mønsterlignende kvalitet, som på en måde fik maleriet til at ånde frit, uden tyngende fortællinger. Hvert område af billedet skulle have samme gyldighed – skulle være lige gyldigt – og samtidig rumme en spænding.
– Senere begynder jeg at eksperimentere med at lade figurerne optræde i miljøer, i landskaber og sådan indgår de i en undersøgelse af rumlige og billedmæssige forhold, hvor jeg prøver at konstruere nogle visuelle udtryk for den tilstand, jeg aktuelt oplever.

– Jeg ser maleriet i en art helhedssyn, hvor kunsthistorien er en del af det, jeg gør. Jeg opdagede, at når jeg malede billeder, tømt for psykologisk indhold, puttede publikum indhold i. Billederne rummer det generelle, det fælles, det almene, forklarer Peter Martensen.

– Et maleri er et mentalt rum. Et rum for opdagelse, eftertanke, et rum, man kan tilbringe mental tid i. Det skal være organisk, dvs i højere grad udsprunget af mit sind og min krops processer, end ud fra et kunstteoretisk standpunkt.
– Jeg maler først, og reflekterer bagefter. Jeg lever i nuer – i nuheder. Som en gammel hippie oplever jeg det i dybder af sindet, at jeg lever i et bad af ånd, af lys.

Martensens farver
Jeg har en kamp med farver. For stærke farver skubber mig ud af billedet, fortæller Peter Martensen, og nævner at han har været meget glad for maleren Vilhelm Hammershøi, som han forbindes med, siden teenageårene.
– For godt 6 år siden flyttede jeg atelier. Vi fandt et fantastisk sted på landet i Nordsjælland, som ligger helt ugenert. Verdens bedste atelier.
– Da vi flyttede herop var der en diskrepans. Der var noget galt. Landskabet er jo fantastisk, og giver sådan en Guldalderfølelse, det er næsten også lidt Morten Korch’sk. Men grønt er en farve, jeg ikke har brugt rigtigt før. Den er svær. Den er krævende. Man tænker på Dankvart Dreyer og på Købke. Jeg malede grønt, men det var røvkedeligt, kitsch, smiler Peter Martensen. 

Peter Martensen – The Fertilization, olie på lærred.

Magt og afmagt
Så jeg puttede mennesker med hvide kitler ind i landskaberne. Jeg tror, at de repræsenterer videnskabsmænd, dem, der skal redde os fra naturkatastrofer, global opvarmning og epidemier.
A4-arket dukkede op i mine billeder. Det ikoniske papirformat fra det 20. århundrede, som har haft så stor betydning , og som er på vej bort. A4 arket har været brugt til kommunikation i form af breve – tænk på al den længsel og kærlighed dette format har viderebragt – skræmmende meddelelser – men også som dokument, kontrakter, skøder, lovsamlinger. A4 arket kan også være tegnepapir, og således et frirum til at skabe værker på. Der knytter sig en masse forskellige modsatrettede betydninger til det, og det er et fantastisk element at komponere billeder med, selvom det også er meget banalt, forklarer Martensen.

Portrætter og opgaver
Peter Martensen begyndte at få portrætbestillinger i begyndelsen af 1980erne. Han malede politikerportrætter af bl.a. Flygtningehøjkommissær Poul Hartling, og senere Folketingsformændene Christian Mejdahl og Erling Olsen.

Af filminstruktøren Bille August fik han til opgave at male ufærdige Krøyerværker til filmen Marie Krøyer, hvor Birgitte Hjort Sørensen spillede titelrollen. Hertil malede han også live en badende dreng i Krøyerstil. 

View med helfirgurs portrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard

I foråret 2017 udstillede han 10 kunstnerportrætter på Frederiksborg Slot, hvoraf et par stykker er med på udstillingen i Huset i Asnæs, som danner rammen for kunstnersamtalen. Bl.a. helfigursportrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard. Martensen fortæller om processen, opstillingen, og modellerne.
Morten Søndergaard er omgivet af papirer, de to skriver nemlig breve til hinanden. Gammeldags, håndskrevne, langsomme breve. Peter Martensen fortæller om mødet og portrætmaleriet af afdøde musiker Peter Bastian, der spillede på sugerøret. Peter Martensen nævner, at han også selv spiller musik, i en stilart, som ligger på kanten mellem musik og lyd. Der kom en naturlig genklang mellem maleren og modellen. Frederiksborgs Nationalhistoriske Museum købte portrættet af Peter Bastian.

Refleksioner her og derovre
Martensen malede billeder til en udstilling i BDG Gallery i Brooklyn, New York, 2014. Blandt andet et ganske stort portræt, hvor ansigtet næsten blev et landskab undervejs i processen. Galleristen solgte 10 billeder allerede før åbningen, og så omkom galleristen kort tid efter ved en ulykke. Vinden kan så pludseligt vende. 

Homeland, 176×241, Maleri af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

På udstillingen i Huset i Asnæs kigger publikum sig omkring og stiller spørgsmål til kunstneren.
– Hvem er manden ovre under træet? Der gemmer sig en figur i skyggen, lidt utydelig, men harmonisk.
– Han skal bare være der. Det virker for mig som en basklang i billedet, svarer Peter Martensen, og fortsætter: Der er nogle skalaforhold med nogle små mennesker ude i naturen. Vi orienterer os ud fra vores egen krop, men der er også en stor bevidsthed i naturen, i alle levende væsener.
– Jeg er overbevist om, at alle levende væsner har en bevidsthed. Det er en del af det at være menneske, at vi har en bevidsthed. Man kan spørge, om det er bevidstheden, der krystalliserer sig i partiklerne, i lyset? 

Universet er i bevægelse. Vi selv farer omkring i universet på denne klode på den mest snørklede måde. Cirkelbevægelsen omkring jordens akse, som vi kender som nat og dag, er også en spiralbevægelse omkring solen. Men solen er en del af en større bevægelse, galaxens, hvor stjernerne drejer med kolossal hastighed omkring et sort hul i centrum af galaxen – og samtlige galaxer i universet er samtidig på vej bort fra hinanden til alle sider. Så hvis vi skulle tegne vores bevægelse i rummet i 3D, foretager vi de vildeste bevægelser i kosmos hele tiden. – Jeg mediterer, og under meditationen har jeg målet at nå ind til det nul, som er i den store, komplicerede kosmiske bevægelse, fortæller Martensen.

Krav og ambitioner
– Jeg arbejder på at blive mere spontan. Nogen gange går der strikkekone i den, smiler kunstneren. Hvert billede kræver sit, det skal føles organisk, der skal være noget, der tricker mig, og så må det gerne være smukt malet!
De her mennesker på malerierne. De er måske Aliens?
– Jeg elsker Twin Peaks, David Lynchs’ værker. Jeg har altid selv følt mig mærkelig i verden, svarer Peter Martensen. 

En af deltagerne bemærker, at der ikke er særligt mange kvinder på Martensens billeder, hvortil han svarer:
– Kvinderne giver ikke den anonyme følelse. Kvinder er meget mere mangefacetterede. Det er en anden historie. Der kommer man et andet sted hen, understreger kunstneren. Det figurative, det er svært, men man skal ikke være så bange for det banale. Når billederne er skabt må de leve deres eget liv, slutter Peter Martensen. 

En af deltagerne spørger ud i lokalet, hvor mange af de ca. 40 gæster, der har et værk af Peter Martensen?
Det har de tolv. Nogle har mere end ét. 

Peter Martensen, X-lab, olie på lærred, 140 x 110, 2017

Efterskrift:
Peter Martensen havde en stor udstilling på et af Frankrigs største museer for moderne kunst i 2017, Musée d’Art Moderne Saint-Etienne, som købte et værk til samlingen, der bl.a. rummer værker af Gerhardt Richter, Andy Warhol, Picasso og Giacometti.
Peter Martensen er tillige repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond, Kunstmuseet i Rostock, (DE), Göteborg Kunstmuseum, (SE), Kastrupgårdsamlingen, Fuglsang Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Centre Culturel du Hainaut, (BE), Victoria & Albert Museum, London, (GB), Skovgårdmuseet, Viborg, Frederikshavn Museum, Portrætgalleriet, Frederiksborg Slot, Folketinget, Christiansborg, Sønderjyllands Kunstmuseum, samt i privatsamlinger i Danmark, Frankrig, England, Schweiz, Brasilien, Amerika og Japan.

Udstilling foråret 2018
Kunstneren er i foråret 2018 udstillingsaktuel hos Galerie MøllerWitt i Aarhus med udstillingen Planet X. Her behandler han en følelse af fremmedgørelse, af fake news og skiftende perspektiver, udtrykt gennem en række nye figurbilleder. Her er også en skulpturserie i bronze af den pegende mand.
Udstillingen hos Galerie MøllerWitt varer frem til 10. marts. 

  Artist Talk med Peter Martensen, sommeren 2017

The Family of Man – kataloget fra MoMa, 1955

Peter Martensen har tidligere skabt bronzefigurer, bl.a. Waterman, omkring ti forskellige i alt. 
Politiken har udgivet en af skulpturerne, ’’Blue Zero’’.
– Læs mere, bl.a. detaljeret CV hos www.gmw.dk. 

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

J. L. Jensen – Hyacinter, tulipaner og aurikler, olie på lærred 37×28 cm,1829

Hver tid har sine myter og vandrehistorier. Det gælder også fortællingen om guldalderens danske blomstermaler J.L. Jensen, som kan opleves på Nivaagaard og studeres i et nyligt publiceret forskningsværk 

Genren hedder Nature-morte, men der er intet dødsdrevent, forgængeligt memento-mori i Blomster-Jensens motivverden. Den står levende, hver stilk og hvert blad hører til et sted, og kunstnerens ærinde er en hyldest til naturen, til det ideelle i skaberværket.
– Det fastslår de to kunsthistorikere Marie-Louise Berner og Mette Thelle, som har publiceret en diger forskningspublikation og pragtbog om den danske guldalders blomstermaler, J.L. Jensen. 

Få dage efter ferniseringen af udstillingen En duft af evighed på Nivaagaard møder jeg de to kunsthistorikere, som står bag, og som har inspireret Nivaagaard Malerisamling til udstillingen. Herhjemme er blomstermaleren J.L. Jensen nok kendt, men han har siden sin død i 1856 og frem til nu ikke været særlig anerkendt eller grundigt, kunsthistorisk behandlet, fortæller de. Berner og Thelle er kolleger fra studietiden i Aarhus. I 2000 beslutter de at iværksætte et fælles forskningsprojekt om J.L. Jensen, og går i gang med deres research.

Først i 2014 kommer det på tale at sætte en udstilling op, men det kunsthistoriske, videnskabelige arbejde har da stået på gennem ca. 12 år. Og nu ligger så Jensens livsværk veldokumenteret på engelsk og dansk, takket være de to kunsthistorikeres mangeårige, ihærdige indsats. 

Tilbage til kilderne
Berner og Thelle har kigget dybt i bl.a. Fotografisamlingen på Danmarks Kunstbibliotek, og har været i udlandet for at finde stof, bl.a. på dokumentationssamlingerne på Witt Library i London og dokumentationsarkivet på Louvre i Paris. 

Herhjemme er der løbende solgt værker af J.L. Jensen videre til udlandet. I internationale auktionshuse går J.L. Jensens billeder fra 1980’erne og frem for betydelige summer. Derfor er det bl.a. de internationale auktionskataloger, en del af bogens illustrationer stammer fra. Men det er langt fra alle værker, som har kunnet opspores. 

J.L. Jensen – Blomster på et marmorbord, 1833.
Montpellier, Musée Fabre

Kunstneren må have haft et omfattende arkiv af blomsterstudier, som han brugte til at udføre sit betydelige antal værker. Gang på gang ser man motiver og dele af motiver gå igen i senere billeder. Men langt størstedelen af kunstnerens skitser og breve mangler, og endnu er hans eget arkiv ikke opsporet. 

Frihed til fortolkning
– Hvor mon det er? Det kunne være spændende, hvis der dukker noget op, nu bogen er udkommet og udstillingen tiltrækker opmærksomhed, siger Berner og fortæller, at J.L. Jensen og hans hustru havde en plejedatter, hans brors datter Laura, som blev gift Hein og fik syv børn. Med en del efterkommere kan der stadig dukke ting op. 

Der er heller ikke skrevet alverden om kunstneren.
– Men det gør nu ikke noget, at der ikke har ligget en større litteratur om ham, siger Berner, derved har vi fået mere frie hænder til at konkludere på det stof, der var.

Vejen og tiden
J.L. Jensen, født 1800 i Gentofte, bliver tidligt uddannet på Kunstakademiet i København. Han er samtidig med romantikkens store, H.C. Andersen, Grundtvig, Thorvaldsen og Eckersberg. Som 22-årig drager han på studierejse gennem Tyskland og Holland til Paris, hvor han også uddannes som porcelænsmaler på opfordring fra tronfølgeren, den senere Christian 8. 

J.L. Jensen – Opstilling med en rododendron, valmue, pæon i græsk vase, 1841

J.L. Jensen inspireres af de store internationale blomstermalerier, han ser, og han oplever, hvordan et købestærkt borgerskab og eliten søger skønheden ovenpå Den Franske Revolution og Napoleonskrigene. 

I Danmark, hvor sårene slikkes ovenpå Slaget på Reden, Københavns Brand, statsbankerotten og tabet af Norge er et borgerligt publikum er ikke så interesseret i helte og store figurscenerier, som de enevældige konger før havde dyrket, men som kongen, Frederik 6., er de ivrige aftagere af blomster- og frugtmotiver, af køkkentemaer og jagtbilleder, og Jensen former den motivverden i en nordisk enkelhed og ro.

Egen og Vinen
Mette Thelle behandler bl.a. skæbnen for Jensens royale rumudsmykninger, skabt til Frederik d. 6’s. to døtre Vilhelmine og Caroline.
I dag er to vægmalerier placeret i palæet hos Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary på Amalienborg, mens den udsmykning, som Jensen udførte til prinsesse Caroline og prins Ferdinand til det Bernstorffske Palæ, kan ses på udstillingen, men er ellers taget ned og arkiveret på ubestemt tid.

Marie-Louise Berner fortæller om de to Kgl. porcelænsservicer, som prinsesserne også fik i medgift. Prøverne findes i dag på CLAY i Middelfart. 

J-L- Jensen – Kurv med blomster ved foden af et træ, 1840

En god del af Jensens produktion udgøres af såkaldte mindebilleder dvs. blomster og frugtbilleder, der males på bestilling for at fejre en bestemt mindeværdig begivenhed, en barnedåb, en forlovelse, et bryllup, en krigsindsats, et jubilæum. Motiverne understreger tidens strømning, den nære tilknytning til naturen.

– Blomstermaleriet udøves på professionelt niveau såvel af mænd som af kvinder i guldalderen, og er hverken mere eller mindre maskulint end de øvrige genrer i tiden, udtaler Mette Thelle.

– Mens de alle udstillede og solgte deres billeder på Charlottenborg, er det kun Jensen, der virkelig løfter sig op på et internationalt niveau.

J.L. Jensen valgte sit arbejdsfelt med et klart sigte, med et gudhengivent sind, og fik kommerciel succes.
– Der var intet petit over det.

Mellem kunst og natur i guldalderen af Marie-Louise Berner og Mette Thelle

Blomstermaleren J.L. Jensen
Mellem kunst og natur i guldalderen
Marie-Louise Berner & Mette Thelle
Strandberg Publishing / Nivaagaard
316 sider, rigt illustreret, indb. 2018.

Udstillingen – Frem til 12.8.2018 
En duft af evighed, Blomstermaleren J.l.Jensen
Nivaagaards Malerisamling
Gammel Strandvej 2
2990 Nivå 

Prinsesse Carolines spisesal i Bernstorffs Palæ. Endevæg mod syd,
Rumudsmykning af J.L. Jensen, 1829.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Du skal leve // Han skal leve
Samtale publiceret i Kunstavisen no 2 – 2018

Table for Two – Art Meal 2018

Maden bygger bro, når modsætninger mødes.
Det gælder også de to billedkunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen, som har inviteret hinanden til bords på udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal i Bredgade Kunsthandel fra 1. marts – 7. april.

Ud fra hver sin samtidige, men forskellige kulturbaggrund har de to kunstnere brugt madelementer, som refleksionsrum i de malerier, collager, grafik, video og installationer, de har arbejdet med siden 2014. 

Brændende Kærlighed
Mad fylder meget af vores tid, og rummer meget mere end det, der kommer ind på tallerkenen, som vi får det at se på udstillingen her. Enkelt og ligetil ser det ud, når Külli Suitso og Jonna Pedersen spejler forskellige genstande fra hverdagen. 

Som Vor Mor lavede det – Af Jonna Pedersen

Genren er nok stilleben, men der er intet tavst over de to billedkunstnere, når man observerer motiver, farver, den udsøgte tekniske kunnen, kompleksiteten og kvaliteterne i deres værker.

Det er en modsætningsfyldt virkelighed og intens inspiration fra to billedkunstneres kulturelle baggrunde, der møder os ved dette Art Meal. Mens estiskfødte Külli Suitso i sin opvækst oplevede knaphed, kø-kultur og skydeøvelser i skolens træningsrum, så var der rigeligt på tallerkenen, og betydeligt mere fredeligt i Jonna Pedersens fynske have med Farmors bedste kiksekage og en lun cremelinse til theen. 

Hellmet between peace and war
I året 2014 skabte den forfærdelige larm af krig i Ukraine genklang hos Külli Suitso, da Rusland annekterede Krimhalvøen, og hun malede sin Hjelm i Blåt og Gult. Det igangsatte en ny suite af eksistentielle billeder.

Samme år iværksatte en dansk minister en million kroner kostbar debat i offentligheden om danskernes foretrukne nationalret, mens Jonna Pedersen malede billedet af Stegt flæsk med persillesovs – Som vor mor lavede det.
– Madtraditioner er forbundet med stærke følelser, og både hjelme og tallerkner kan ses som en form for beskyttelse i en politisk kontekst. Men de to kunstnere inviterer os til at lytte til vore egne fortællinger, genkalde minder, mærke sansninger og skabe vore egne fortolkninger, idet vi interagerer med deres kunst. 

Külli Suitso at Tartu Art House – Preparations, Helmet Vol 3. Solo, 2017.

– Som livets frontsoldat må enhver tage sine egne kampe, siger billedkunstner Külli Suitso, og understreger, at hendes billeder ikke skal ses som propagandakunst. Også Jonna Pedersen skærper vores perception af den omgivende verden, og forærer os nærværet, her givet i måltidets pausestund. – Lyt engang, de giver os ‘The sound of silence’.

Külli Suitso er født 1974 i Tartu og uddannet fra Tartu Universitet, Fakultetet for maleri. Har udstillet siden 1993 i bl.a. Estland, Letland, Finland, Sverige, Østrig, Komi, Slovenien, Mexico og Danmark. I DK bl.a. på Charlottenborg Forårsudstilling 2005, 2012, Kunstnernes Efterårsudstilling 2005, 2009, 2010, Kunstnernes Sommerudstilling 2010, Viborg International Billboard Painting Festival i 2012. Suitso har været bosat i Danmark siden 2004, og underviser på Aarhus Kunstakademi og er medlem af BKF. 

Jonna Pedersen er født 1971 på Fyn, er kunstnerisk uddannet fra Billedkunstskolen Ignatius.dk, Ealing Art College, London, og som elev af Håkon Nyström, og er cand. negot fra Syddansk Universitet. Hun har udstillet i bl.a. New York, Boston, Berlin, München, London, Amsterdam, Avignon, Barcelona, Cape Town, Venedig, Jerusalem og Tel Aviv. I DK på Charlottenborgs Forårsudstilling 2005, 2006, Den Frie, Gammelgaard, Heerup Museum, Frederikshavn Kunstmuseum, Kirsten Kjærs Museum m.fl.  Deltog på International Billboard Painting Festival i 2014. Er tildelt arbejdslegater af Statens Kunstfond og Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Hun repræsenteres internationalt af Mika Contemporary Art, Tel Aviv, Israel. Medlem af BKF og KKS. 

Jonna Pedersen, Pirring af sanserne, akryl på lærred, 60 x 80 cm.

Danske soldater i Estland lige nu
Her er både sødt og surt på menuen ved udstillingen Estonia 100 – Table for Two – Art Meal. Udstillingen er arrangeret i samarbejde med Estlands ambassade i anledning af at Estland i år kan fejre 100 år som stat.

Kulturmødet med Estland aktualiseres af, at danske soldater netop er blevet udstationeret i landet som del af den britisk ledede Nato styrke. Estlands befolkning lever dagligt med et højt beredskab og med en sort humor, afledt af folkets og landets skæbne, som ét af kun fire grænselande, der støder op til Rusland i Europa.

Danmark var meget hurtig til at anerkende den baltisk-nordiske søsternation, da Estland genvandt selvstændigheden i 1991 efter generationers besættelse, dels fra Tyskland under 2. verdenskrig og siden Sovjetunionen.

Katalog med bidrag fra bl.a. Uffe Ellemann Jensen
Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, som siden 1990’erne har haft nær tilknytning til Estland, har bidraget til udstillingens katalog, sammen med madhistoriker Svend Skafte Overgaard som uddyber Sovsens Epoke. Udstillingen åbnes af ambassadør for Estland i Danmark, Märt Volmer. 

Jonna Pedersen – Naar kaffen er klar, akryl på lærred, 60 x 80 cm.

Brændende Kærlighed // Hellmet between peace and war
Begge kunstnere har i 2017 publiceret deres værksuiter i bogform. Det skal fejres og bøgerne præsenteres ved en Artists talk 7. marts i Bredgade Kunsthandel.

Det er en stor fornøjelse for Komkunst.dk at kuratere denne udstilling, idet jeg det seneste års tid haft  fornøjelsen af at samarbejde med begge de to kunstnere Külli Suitso og Jonna Pedersen. Stor Tak til dem, og til Annegrete Davis i Bredgade Kunsthandel for at gribe ideen, da den opstod.

Welcome ∙ Tere tulemast ∙ Velkommen

Læs mere
www.kylli.dk
www.jonnapedersen.dk

Følg på facebook – Estonia 100 – Table for Two – Art Meal 

Külli Suitso – Hjelmen efter der er bagt brød i den, olie på lærred, 60 x 80 cm.

Külli Suitso – Hjelm med slik, olie på lærred, 60 x 80 cm.

Susanne Schmidt-Nielsen – occurrences – detalje – foto Ole Jørgensen

Susanne Schmidt-Nielsen har destilleret sit udtryk frem til et unikt,
frit formsprog, der går lige i huden på publikum

Portrætsamtale til Kunstavisen 01/2018
af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Ved mødet med Susanne Schmidt-Nielsens kunstværker bliver jeg berørt af en dyb, meditativ følelse. Den mystik, der er i hendes sanselige udtryk, vækker min interesse. Selv de mindste forskydninger ændrer kompositionen, og det syn nyder jeg at fordybe mig i for en stille stund. Hvor kommer det fra? Hvad er det, hun gør?

Første møde er på den censurerede udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2015, hvor Susanne Schmidt-Nielsen har værker med i Aarhus Kunsthal. Her ligger an assembly på gulvet og standser mit blik. En samling objekter af beton, tekstil, tråd og latex, hvor der synes at være spor af liv. De er ganske trygge at omgås. 

Susanne Schmidt-Nielsen – occurrences installations view Gammelgård Herlev

Senere oplever jeg ved 100 års jubilæet for KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund på Herlev Gammelgaard installationen occurrences, der meget velfortjent har fået en central placering i Ny Lade, hvor publikum kan bevæge sig rundt om værket og opleve dets forskellige skalaforhold på egen krop.

På en gruppeudstilling i Kongelejligheden i Bryggergården i Kastrup viser Susanne Schmidt-Nielsen en anderledes række objekter i polyester og tekstil, som fremkalder mere foruroligende sansninger – udtrykket har nærmest anatomiske træk. Her efterlader Susanne Schmidt-Nielsen os, helt bevidst, uden en klart aflæselig dramaturgi i installationen.
Men om det er den stille sansning, der vækkes, eller de voldsommere følelser, så er det svært ikke at blive berørt af hendes værker. Her er uomtvisteligt noget på færde.

Farver, rammer – hvorfor egentlig?
Susanne Schmidt-Nielsen, som har udstillet i ind- og udland og deltaget på flere censurerede udstillinger, kommer fra et kreativt ståsted. 

Susanne Schmidt-Nielsen – tekstilt maleri – træ, tekstil, 2013 – Foto Erling Lykke Jeppesen

– Både min mor og mormor var dygtige til at sy, så det lærte jeg tidligt selv. Som teenager gik jeg til keramik, og kom jævnligt i et keramikværksted. Her så jeg kopper komme på rad og række, og erkendte, at det ikke lige var et produktionsmiljø, jeg ville. 

– Jeg kom ind på Billedskolen på Jagtvej hos Bjørn Bråten, hvor jeg hovedsageligt malede, men også blev undervist i arbejdet med skulptur. Her oplevede jeg, hvordan jeg relaterer mig kropsligt til skulpturen. 

– Jeg zoomede ind på strukturer, den matte maling, det blanke blæk og blyanten, og tog efterhånden farven ud af mine malerier. Jeg syede stiplede streger på lærredet, tilførte materiale for at gøre billedet mere fysisk. 

Det ledte frem til spørgsmålet: Hvorfor var det egentlig, jeg skulle arbejde med maleri? fortæller Susanne Schmidt-Nielsen.

– På Kunstskolen Spektrum arbejdede jeg med tekstil på selvbyggede rammer. Efter en tid voksede der en nysgerrighed frem på, hvordan det ville være at arbejde videre med materialet, men uden rammen.

Selvsyn og sansning
Eva Hesse (1936-1970), en tysk-amerikansk minimalistisk kunstner og Martin Erik Andersen, professor på Kunstakademiet åbnede endelig den side op for mig, at få fokus på selve skabelsesprocessen. Det blev afsættet til at arbejde videre i mit eget formsprog. Efter en opgave som assistent for kunstneren Eva Steen Christensen på Fabrikken for Kunst og Design, så tog det fart.

Susanne Schmidt-Nielsen viser rundt i sit værksted. Lige nu er hun rigtig glad for en ny boremaskine, der sætter hende i stand til at bygge egne konstruktioner i træ. I hjørnet står nogle lange pinde, omviklet med brugt, hvidt tekstil med et meget bøjeligt og feminint udtryk. Et nyt værk er på vej. 

Susanne Schmidt-Nielsen – impact of presence – detail

På en reol viser kunstneren værket impact of presence. Det består af en række antropomorfe gipsobjekter, som ligner hinanden.
Tilsyneladende er de ens, men hver eneste har et lille spor, de andre ikke har.
– I arbejdet med materialerne fremkaldes det betydningsfulde. Det ligger i de spor, som mine håndteringer og bearbejdninger efterlader, og jeg oplever gang på gang, hvor central processen er for værkets fortælling og for den ordløse sansning af det.
– For mig bærer processer generelt en masse fortælling, hvor noget ses og andet sanses.

Stof og værk
Jeg er meget optaget af, hvorledes mine værker mødes af beskueren, krop til krop, ligesom jeg er meget optaget af værkets og installationens samspil med det rum, det udstilles i.
– Jeg går efter at invitere beskueren helt ind i sansningen og at fremkalde en kropslig genklang. Jeg er derfor åben om, hvad jeg har brugt af materialer f.eks. gips, beton, silikone, latex, tekstil, m.m. Det indgår i mine værkbeskrivelser. Langt det meste er noget, vi kender fra vores hverdag, og dertil kommer materialer, som er brugte, og som derved allerede bærer en fortælling. 

Susanne Schmidt-Nielsen – occurences – foto Inge Schjødt

Alle de spor, livet sætter i os, hvor vi konstant formes – det er en proces, der aldrig slutter. Så med det blik kan min kunst ses som en billedliggørelse af livets proces. Men jeg er varsom med at definere værkets fortælling, for den har jeg ikke patent på.
– Derimod er det fantastisk at høre de meget forskellige og personlige fortolkninger, som folk deler med mig.
– At mærke at folk bliver berørt. Så kan det ikke blive bedre, slutter kunstneren.

Susanne Schmidt-Nielsen udstiller hos Kunstbiblioteket i København
25. januar – 17. februar 2018
www.susanneschmidt-nielsen.dk

Susanne Schmidt-Nielsen -occurrences – detail

Om værkerne:
occurences – udsnit // detalje med syning.
Foto // Ole Jørgensen 

occurences – tekstil, tråd, beton, latex,
50x465x310 cm, objekterne vejer fra 0,5-90kg, 2016. 

Kunstneren stående som nr. syv fra venstre ved KKS 100 års jubilæum på Gammelgaard i Herlev. Privatfoto.

impact of presence – detaljefoto – gips, træ, silicone,
Cobrarummet, Sophienholm, Lyngby.
foto // Susanne Schmidt-Nielsen

Tekstilt maleri. Træ, tekstil, 2013.
Foto // Erling Lykke Jeppesen

Camilla West – Forår, olie på lærred, 2015.

Maleren Camilla West er kendt for sine landskabsbilleder, karakteristisk malet i fede strøg, kontrastfyldte, farvemættede, og samtidigt meditative.

West indfanger sansninger af himmellys og landskabsrum, og fæstner det i olie på lærred. Oplevelser, hentet fra hjemstavnen omkring Vindeby på Tåsinge, udsigter over det sydfynske øhav eller rejseindtryk fra fjernere himmelstrøg, dem reducerer hun, koger ind, og lader kun essensen tilbage i penslen.  

Camilla Wests landskabsabstraktioner appellerer, de inviterer beskueren til at se efter, og blive medskaber. Blikket løftes mod horisonten, ind i kimningen eller helt ind i nattemørket mod lysspor i det fjerne, og fremkalder erindringer, aftrykt i den enkeltes sind. Ind imellem buldrer et bål, og sender gnister mod himlen, hvor ellers natten er så stille, som en lille fugl, der tier*.
Billederne står åbne, de er som vinduer for udlængsel og hjemlængsel, tørst og trøst.

For kunstneren gælder det, at hun altid har været der selv, for at kunne male det enkelte motiv. 
– Jeg skal se det, før jeg maler det. Jeg forholder mig meget til oplevelsen. Jeg henter ikke mine motiver i det, som jeg så for fjorten dage siden, eller fra fotos. Når jeg løber en tur og kigger ud over landskabet, så må jeg ofte vende om på stedet, og tage hjem og male det, jeg har set. Sådan fortalte West, da vi mødtes i Vindeby på Tåsinge i foråret 2015, hvor hun fortalte om sin tour-de-force frem til det kunstneriske udtryk og den kunstneriske karriere, som de seneste år har ført hende vidt omkring, både i Danmark og i udlandet. North Art Magazine bragte dengang min portrætartikel om kunstneren under titlen Landskabet // Genfortryllet – en titel inspireret af kunsthistoriker Lisbeth Bonde.

Camilla West – Sct. Hans Blus, olie på lærred 150×120 cm, 2015.

Med sine billeder deler Camilla West den livsalighed, som maleriet er for hende selv. Maleren her deler skæbne med så mange andre af de helt store kunstnere, som har været bundet til et sygeleje. Hvor malegrej, pensler og lærred bliver den virkningsfulde healing, der fører til at talentet endeligt rejser sig og bryder frem fra de tunge dages hængedynd. Det tema kendes alt for godt fra Frida Kahlo, Munch og Van Gogh – alle kunstnere, som i den grad fandt frem til deres egen udtryksform på den hårde måde. Camilla West brød igennem og har fået et godt tag i et stort publikum, som gribes af farvestrøgenes kraftfuldhed, enkelhed.

I dag er hun medlem af kunstnergruppen Visuel, der udsprang af inspirerede kunstnermøder i galleriet Nordahl & Nissen, som i 2015 havde til huse i Indre København. 

Camilla West er uddannet fra det Fynske Kunstakademi 1997, og har en række udstillinger bag sig i ind- og udland, bl.a. Sverige, Tyskland og USA. Hun har udført udsmykninger, bl.a. af den nye retsbygning i Svendborg. 

Camilla West deltager i januar – februar 2018 på gruppeudstillingen Remix#3 – Vinter – i Kunstmix
Odensegade, København Ø.

* Natten er så stille er et citat fra Halfdan Rasmussens sangdigt, Noget om stjernefangst. 

Camilla West – træer, olie på lærred.

Camilla West – Landscape Snow last Night December Winther 2017

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk 

Camilla West – Road – olie på lærred, 40×60 cm

Søren Flygenring Basset – All Hail the Queen, 2018.

Søren Flygenring Basset maler og tegner med en salig livsappetit. After Dark er kemiingeniørens frie stunder affileret til en juice af jazzmusik, argentinsk tango og tilværelsen sammen med hans muse, Flygenrings ægteviede viv, hans hjertes udvalgte, den skønne Mireille Flygenring Basset, som læser og fortæller, mens Flygenring maler – og hvis feminine attributter er en ganske sandsynlig, sanselig inspiration i kunstnerens udtryk og motiver. – Præcis, som vi kender det fra visen om ”Svantes Lykkelige Dag”, hvor Nina går i bad og reder sit smukke hår.
Flygenring traf sin Venus, sin Afrodite i 2013, og dermed indtraf en lykkelig forvandling af kunstnerens palet.

I Flygenrings værker promenerer fantasifulde kvindefigurer i høje hæle og delikate strømpeben mellem sabelkatte, narrehatte og absurde gesandter fra et surrealistisk univers, der leder tankerne fra teatralske, middelalderlige cirkusoptog til nutidens Disneyfilm – festligt, farverigt, finurligt og fornøjeligt. Billederne befolkes af figurer, som kunne være taget ud af Skønheden og Udyret, godt hjulpet af Lampens Ånd fra Aladdin og Avatarer med Dalí-inspireret anatomi. Sære øjne og skønne kostumer fortæller os, om processionen kommer i venligt eller i uvenligt ærinde.

Søren Flygenring Basset –
The Kings Parade

Hos Flygenring befolker paraderne sommetider motiver, vi kender, når et trommesalsmaleri af Marmorbroen, Frederiksberg Have eller en ukendt landlig idyl får besøg af kunstnerens pensler og forvandles gennem kunstnerens karakterfulde iscenesættelse. Gerne med islæt fra en dagsaktuel debat, men ligeså gerne uden.

– Jeg maler for oplevelsens skyld og for at dele min glæde ved livet med publikum, siger Søren Flygenring Basset om sin proces.
– Når jeg sætter penslen til lærredet ved jeg aldrig helt præcist, hvad der vil ske. Min hånd begynder straks at bevæge sig, som om den har en egen vilje, og jeg sidder og ser livet på lærredet udfolde sig for mit blik. Når billedets konturer er faldet på plads, starter den bevidste proces, hvor jeg selv fortolker, hvad jeg ser foran mig på lærredet, hvorefter jeg går i gang med at vælge farver, lægge lys og skygger og laver detaljerne, for på den måde at give tredimensionelt liv til de nyfødte figurer, fortæller Søren Flygenring Basset.
Blandt de kunstneriske forbilleder nævnes Salvador Dalí, M.C. Escher og Hergé. 

– At udtrykke mig på lærredet giver mig indsigt i min egen underbevidsthed, og giver mig mulighed for at dele den med publikum. Jeg holder meget af at sparre med publikum både undervejs, mens et billede bliver til, og bagefter, når jeg viser det frem, fordi publikum altid ser nogle ting i billederne, som giver mig anledning til at lære både publikum og mig selv bedre at kende, svarer Søren Flygenring Basset. 

CV: Søren Flygenring Basset, f. 1969, er Ph.D. i kemi fra DTU. Ansat hos Novo Nordisk og driver Galleriet 1. tv, Willemoesgade 44 på Østerbro sammen med sin viv, franskfødte Mireille Flygenring Basset. Senest har hans kunst fundet et interesseret publikum på dobbeltudstillingen To X Flygenring, hvor Søren Flygenring Basset i efteråret 2017 udstillede sammen med sin far, Erik Flygenring Christensen.
I 2018 deltager Søren Flygenring Basset i gruppeudstillingen Remix#3 hos Kunstmix i Odensegade på Østerbro.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
// Januar, 2018. 

Søren Flygenring Basset – LOVE Parade, 2017.

Søren Flygenring Basset –
Coffee is Served, 2017.

Jonas Pihl – Livstræer, 2017

Jonas Pihl bidrager godt til kunstinteressen for Danmarks ungdom. Science fiction, film og bøger, bl.a. ’Et Bestiarium over Tolkien’ ligger i hans mentale arkiv sammen med kendskabet til akvarelmaling, opera og systemarkitektur.

Han forstår at bygge broer mellem kunst og videnskab med sin helt personlige stil, hvor han inddrager både natur og arkitektur elementer i sit fantastiske univers.

De seneste par år har budt på en række udsmykningsopgaver på større uddannelsesinstitutioner. Senest har Roskilde Katedralskole modtaget en stor udsmykning. Sidste år var det VUC Syd i Haderslev. 

Ved et interview til Kunstavisen har Jonas Pihl tidligere fortalt noget om sine temaer, inspirationskilder og teknik: 
– Princippet med ’Selfsimilarity’, hvor noget kopierer sig selv, igen og igen. Ligesom træernes stammer og grene, og naturelementer, som jordens svampemycelier, havets tentaklede radiolarier med svampelignende skeletstrukturer gør det, det interesserer mig. Universets største mysterier og mindste dele bliver tegnet, klippet, bygget og bearbejdet på alle mulige måder. Og matematikgeniet Benoit Mandelbrots computerskabte fraktaler og spiralstrukturer – alle disse fantastiske former spejles i ornamentale kompositioner. 

Jonas Pihl arbejder bl.a. med teknikken decalcomania.

– Der opstår nogle strukturer på lærredet i decalcomania-teknikken, som jeg er blevet inspireret til at arbejde med af blandt andre surrealisterne Oscar Domínguez og Max Ernst, fortæller Pihl. Sporene i overfladen minder om monotypiens efterladte farvetråde.

Han har altid tegnet og bygget. Et møde på vejen med et par kunstneriske ildsjæle i Thy var med til at asfaltere kunstnerens vej til  Kunstakademiet i København. Siden 1999 har han deltaget i en lang række udstillinger og flere udsmykninger, bl.a. til Metroen i Kastrup Lufthavn, Novo Nordisk og som nævnt, VUC SYD i Haderslev og Roskilde Katedralskole.

Jonas Pihl er medlem af kunstnergruppen Visuel, som udstiller i ind- og udland. VISUEL & venner har fernisering d. 23. februar og herefter åbent d. 24. og 25. februar på adressen Kattesundet 10 i København K.
Allerede i januar kan han opleves på gruppeudstillingen Remix # 3 – Vinter hos Kunstmix, Odensegade 26B, 2100 København Ø. 

Jonas Pihls Univers

Fakta: Jonas Pihl, f. 1978, dimitteret fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2008, Det Fynske Kunstakademi 2002, Holbæk Kunsthøjskole 2001. Siden 1999 udstillinger på museer og gallerier i ind- og udland. Charlottenborgs Forårsudstilling 2002 og Kunstnernes Efterårsudstilling 2003 og 2004, repræsenteret på bl.a. Frederikshavn Kunstmuseum og Kunsten i Aalborg.
www.jonaspihl.com.

Gruppeudstillingen Remix # 3 – Vinter
Kunstmix, Odensegade 26B, 2100 København Ø
Fernisering: torsdag d. 18. januar 2018 kl. 17 – 20 // Finissage: fredag d. 2. marts 2018 kl. 17 – 20
Udstilling: 19. januar – 01. marts 2018 //
Åbent: tirsdag + torsdag kl. 12 – 16 eller efter aftale

Af Inge Schjødt // inge@komkunst
Publiceret på Kunstavisen.dk

Skulpturen Manhattan er kommet på auktion i 2017

En dansk-svensk design klassiker er kommet frem af gemmerne. Hos auktionshuset Bruun Rasmussen sælges her i efteråret 2017 værker af Torsten Johansson.  Mest kendt er Tivolaj – legepladsen i Tivoli, som han skabte i samarbejde med bl.a. PH, men han har efterladt sig en perlerække af værker. 
– Jeg har besøgt hans søn.

Det er som at træde ind i et skatkammer. I entreen møder mit blik et elegant, lysende lakrødt, væghængt stykke inventar – en snild hylde med indbygget opbevaringsmulighed. I arbejdsværelset står elegante skulpturer af metal side om side, og i stuen er der flere eksempler på kunst, møbler og designgenstande af høj karat, nogle i en meget moderigtig, retroagtig stil.
Jeg besøger en tidligere kollega i København, som venligt viser rundt og fortæller om arven efter sin far, som var en af de hotte og eksperimenterende formgivere tilbage i de glade tressere. På LinkedIn er jeg faldet over kollegaens opslag om den hjemmeside, han har produceret om sin fars oeuvre, og så er videbegærligheden vakt. Det talent, de værker bør da komme nutiden til gode! Men hvordan?

TIVOLAJ – design by Torsten Johansson

Torsten Johanssons navn er nyt for mig, men en af hans væsentligste udsmykninger i det offentlige rum sidder dybt i min krop: TIVOLIs smukke, skulpturelle legeplads – TIVOLAJ: her gjorde jeg i begyndelsen af 1960’erne mine første susende rutjebaneerfaring på Torsten Johanssons flotte rutsjebane. Også det udfordrende, glatte klatretræ og tegnetavlerne kommer frem fra erindringen, da jeg ser fotos fra dette fantasifulde sted, som blev opført i 1958 og nedtaget så sent som i 2009.

Heldigvis har Køge Skitsesamling fået overdraget modellen og et pænt antal skitser, og kunstneren er optaget i både Weilbachs Kunstnerleksikon og Kunst Indeks Danmark. 

Men der er så meget mere end det!

– Egentlig startede han som kunstmaler, fortæller Jesper Johansson om sin far, men han blev utilfreds med sin egen kunnen, og brændte hele baduljen og startede om igen. Forfra! – dels som billedhugger, dels som industriel designer. Han flyttede familien og atelieret til en moderne villa i Vedbæk, og kom til at samarbejdede med kapaciteter som arkitekten Ole Helweg, møbeldesigner Nanna Ditzel og Poul Henningsen, der i en periode faktisk var arkitekt i Tivoli.

Sammen med kredsen omkring P.H. blev Torsten Johansson involveret i udviklingen af Forum-udstillingen ’Huset i Overmorgen’ og flere funktionalistiske møbeltyper, som blev produceret af blandt andre Bo-Ex og den navnkundige snedkermester A.J. Iversen. Johanssons eksempler er super enkle, nærmest arkitektonisk-skulpturelle. I dag ville vi kalde dem minimalistiske.
Han arbejdede med tidens materialer, stål og formbøjet træ, og en serie tableware i træ så også dagens lys. Den runde bakke og eksempelvis en vinreol, ses ind imellem på auktion.

Efter TIVOLAJ fik han flere udsmykningsopgaver, hvor nogle står endnu – bl.a. i Tårnby, og i Japan gennemførtes et eksperimenterende undervisningsforløb, Paperroom, som findes gennemfotograferet i arkivet. 

Johanssons personskitser og hans erotiske tegninger er en genre for sig selv. Frivole, i hvert fald i datiden, og skraverede – som netop en designer kan gøre det – sådan står de originalt i fortrinsvis sort og rødt. En helt unik serie af tegninger fra sønnens fødsel var en anden milepæl. Og sådan kan vi blive ved. 

TIVOLAJ – klatretræ af Torsten Johansson

På hylderne er der mapper med tegninger og dokumentation af Torsten Johanssons vidtspændende produktion. Et sted i København står en hel container fyldt med de af kunstnerens markante skulpturer, små og store, som kom med fra kunstnerens hjem, da han faldt bort.
– Hvad skal der dog ske med dette fantastiske materiale? Hvor går arven hen, når tidens tand tager sin uomgængelige rutsjebanetur med os, efterkommere? Torsten Johansson blev født i 1917 og døde i 1996. Måske bliver 2017 et godt år for hans eftermæle? Det kan vi håbe! 

Danske kunstsamlere og museer er forhåbentligt vågne, nu nogle af skulpturerne er kommet på auktion.

Se website: johansson.byethost7.com 

Af Inge Schjødt
Artiklen er publiceret i North Art Magasine 158. 

Poul Henningsen visit hos Torsten Johansson Studio

Simon Fensholm – Offline Romance, 2017

Ind imellem får man den fornøjelse at opdage en kunstners talent, og blive så ganske revet med. Simon Fensholm maler livet bag skærmene, og får Vanitas til at smile.

Via det sociale medie Instagram får jeg øje på værker af billedkunstner Simon Fensholm. Allerede samme dag besøger jeg udstillingen Xmas Show 17 hos Galleri Oxholm på Frederiksberg, og kan ved selvsyn opleve kunstnerens værker.

Oplevelsen blæser mig gennem et kalejdoskop af kunstneriske indtryk fra en stor skare af samtidens aktuelle navne. Blandt tunge drenge, som Arne Haugen Sørensen, Martin Bigum, Michael Kvium, Bjørn Eriksen, og dertil Louise Hindsgavls stærke porcelæn.
Her træder Simon Fensholm ind på scenen.
Han er vokset frem af autodidakt graffiti, tegneserier og illustration, via Kunstakademiets Designskole for Visuelt Design. Han blander sig med kunstnere som Allan Bestle, Dorte Naomi, Frederik Næblerød, Osv Cph, Papi Chulo, Jonas Pihl og hertil Lene Winters satiriske, keramiske skulpturer.

Simon Fensholm får kalejdoskopet til at krystallisere i en sjælden syntese på samtidens kunstscene.

Simon Fensholm – Skull, 2017

Allergisk overfor kranier
Ind imellem har jeg været allergisk overfor kranier, men her må jeg overgive mig! Simon Fensholm sætter en stribet Adidas trøje på det udmagrede Skull-væsen bag skærmen, og sætter lyset på denne trøje, så jeg kan se, at han har noget på hjerte. Det er ikke ren kranieautomatik, der her er tale om. I værket Offline Romance virker lyssætningen også særdeles overbevisende på den kvindelige, halvnøgne model, som ser søgende efter likes og ligesindede. Vanitas er hendes navn.
Paletten er den syrede, negative palet, som opstår af mørklagte rum, hvor nøgne elpærer eller blege tablets og computere oplyser ansigter og de brugte glas på bordet. Men der er mere end det. Der er også en livgivende, orange rød-rød, når det skal til, og himle blå.

Himmelske vingefang
Netop Fensholms borde fanger mit blik. Han spænder rummet ud og vipper billedplanet. Når jeg nævner Haugen Sørensen, svarer Fensholm, at de dækkede borde kommer af arketypen på bordets fællesskab, der svinger mellem sorrig og glæde – både nadver og fest – præcis, som jeg ser det.
Når jeg nævner Næblerød, opdager jeg en tydelig forskel i tempo. Næblerød og Fensholm har været kolleger i en tid med graffiti, men kunstnerisk træder de hver sin sti i hver sin takt.

Simon Fensholm – The Day After, 2017.

Fensholm dyrker sine historier. Her er indlevelse i figurerne. Her er himle over, og mudder på skoene. Her er et før og et nu, her er levet liv, her er gnister og masser af fortællinger, gengivet med en frit sansende pensel eller pen, og et interessant filter af tanker bag. Fensholm kan male, han kan udtrykke sig rumligt i både billeder og små skulpturer, og han kan tegne, så tårerne triller.

På nettet finder jeg flere værker, og Connie Boe Boss fra Cobobobloggen sender mig et interview fra 2016. Måske har mine sanser været sløve i forhold til Fensholm. Men fra nu vil jeg meget gerne følge med og se mere.

CV: Simon Fensholm er født 1985, uddannet fra Det Kongelige Kunstakademis Designskole for Visuelt Design. Han har udstillet på Charlottenborg Forårsudstillingen 2016, Kunstnernes Efterårsudstilling 2015,  Æglageret Holbæk 2015, og er her i december 2017 aktuel hos Galleri Oxholm Frederiksberg, hos VÆG Gallery Aalborg, Galerie Contour Skagen, og på gruppeudstillingen Remix2 hos Kunstmix på Østerbro i København.

Illustrationer:
Simon Fensholm: Offline Romance, akryl på lærred, 30 x 24 cm, 2017
Simon Fensholm: Skull, akryl på lærred, 30 x 24 cm, 2017
Simon Fensholm: Waiting for nothing to happen, 100 x 80 cm, 2017
Simon Fensholm: Self Portrait (revisited) 24 x 18 cm, 2017

Fensholm Pieces – Oxholm Xmas Show, 2017

Xmas Show 2017
Galleri Oxholm
Pile Allé – Frederiksberg
Frem til 7. januar 2018 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst
Publiceret: Kunstavisen Online, 2017.