Matvey Slavin – Kunstmix – Hat By Hat

Hat by Hat er titlen på den trappelignende installation med syv farvede stråhatte af Matvey Slavin, der for tiden tiltrækker sig opmærksomhed fra små og store forbipasserende ved udstillingsstedet Kunstmix på Østerbro i København.
Matvey Slavin har malet sine stråhatte i komplementærfarver, ordnet dem fint efter farvecirklen, og placeret de syv hatte trinvis i stigende højde, så de indbydende drager beskuerblikket indenfor på hans soloudstilling, Image Hunter, uanset om denne beskuer er fire eller firs.

I vindueskarmen ligger tilsvarende syv spejle, hvor vi opdager, at kunstneren også har placeret genkendelige symboler for de syv sanser inde i hattene. Syv igen? Ja. Her er noget at tale om – Kom, lad os gå ind! 

Et kunstnermix af virkemidler
Rundt på væggene hænger store, malede landskabsmotiver i varme farver med tegn og symboler centreret på lærrederne, som i virkeligheden udgøres af brandsikre presenninger med de karakteristiske hulbeslag.
Udtrykket er på én gang klassisk og moderne i såvel materiale som formsprog.
Selv kalder kunstneren stilretningen popdadaisme, hvor der jongleres med absurde kontraster og popkapitalismens ikonografi. 

Matvey Slavin – Image Hunter

Landskabsmaleriet har dannet grundlaget for Matvey Slavins tidlige kunstneriske uddannelse. Han er født i Sankt Petersborg og har malet og tegnet i timevis i naturen, studeret komposition og lært sig farvernes anvendelsesmuligheder med naturen som forbillede.
Siden har han på akademiet i Hamborg fordybet sig og dyrket kunstens udviklingsmuligheder, langt hen ad vejen med maleri og tegning som den foretrukne metode. 

I mødet med kunstnerkollegaen og partneren Nana Rosenørn Holland Bastrup har Matvey Slavin udviklet flere eventbaserede aktioner, hvor kunsthistoriens koryfæer, Niki de Saint Phalle, Louise Bourgeois, med flere, samt kulturpolitikken i såvel Tyskland som Danmark er taget under kærlig behandling af duoen Enfants Terribles, som de kalder sig, når de samarbejder, og grundigt dokumenterer, at kunst er fodarbejde.

Hat // Nøglehul // Sommerfugl // Bog
Den internationale kunstner byder ind til dialog på tværs af konventioner og sprog, når han placerer symbolske elementer, som er let genkendelige i sine landskabelige motiver. Eksempelvis en sommerfugl, der kilder i maven, en tung bog, og et fyldt timeglas får vi. 

Matvey Slavin – Natur aus der Tube

I et af motiverne får vi landskabet på tube.
Her funderer Slavin over vores anvendelse af naturen, som ressource, og som formel, når vi forsøger at pakke produkter ind i en tiltrækkende emballage.
I et andet danser en puslebrik i luften. Hvor passer den ind?
Passer du selv ind?

Om et tredje billede, billedet med nøglehullet, Enter Your Key And Discover A New World, fortæller han om sig selv, som voyeur, i en voksenverden.

Den rødlige baggrund i flere af billederne kommer dels af denne sommers brændende hede, der rådede over Europa, mens han malede ikke mindre end 50 billeder på sit residenceophold i den tyske by Schwerte, og dels af kunstnerens ønske om at skildre et indre landskab, som gerne må associeres til det legemlige, anatomiske landskab.
Vi må gerne komme helt tæt på.

Kreativ nysgerrighed driver ham til at opsøge, undersøge, filosofere og afprøve både mentale og fysiske stier og klatreredskaber, som også var tilstede i skoven omkring Schwerte, hvor han gik på jagt efter motiver med sin smartphone. Naturen var hans fitnesscenter, hvor han ladede op. 

Ipad skærmen blev ligeledes behandlet i motivkredsen, hvor virkelighedsbevidstheden var i fokus. Netop det forhold, hvor vi betragter verden i så vidt omfang parallelt, gennem et medie, som er beskåret i såvel indhold som format, har kunstneren fortolket i flere af billederne. Også skabeloner og filtre.

Lag på lag ligger farvemassen på lærreder og papirværker af Slavin, som således rækker os en mulighed for at standse op, og se nærmere efter, hvad her egentlig foregår, og hvor vi egentlig selv står og går.
Hvor har vi opmærksomheden? 

Matvey Slavin – The Landing, 2018

The Landing
Udstillingens mest centrale værk er, udover installationen Hat by Hat i vinduet, motivet The Landing, hvor kunstnerens egen hat lander som et rumfartøj i skoven. Hatten holder stille, mens tankerne svæver. 

Hatten er også for kunstneren selv en uundværlig accessory. Han bærer den blåsorte bør, som mangen en kunstner før ham.
– Der kunne udgives en hel bog med kunstnerhatte som tema, smiler han, her er rigtig mange referencemuligheder.
– Mange tænker nok på Van Gogh, når de ser Hat by Hat, stråhattene i vinduet.

Syv sanser
Symbolerne udfordrer, og kommunikerer. Mange tanker og følelser er vakt af den farveintense oplevelse. Syv sanser er der i hattene og i spejlene?
– Ja. Bevægelse og balance er føjet til de fem sanser, syn, smag, lugt, hørelse og følesans, som vi normalt siger os i besiddelse af. Begrebsverdenen udvides, bevidstheden stimuleres på udstillingen Image Hunter. 

Kunstneren letter på hatten, mens jeg smutter videre hen ad Odensegade i den vintergrå hovedstad.
– Tak for invitationen, Matvey Slavin, vi mødes igen. 

Matvey Slavin – Syv sanser – Hat by Hat, 2018 

Der er udgivet et katalog om værkserien Image Hunter,
som blev til på Katholische Akademie Schwerte, sommeren 2018.

Udstillingen Image Hunter af Matvey Slavin kan ses frem til 11. januar 2019
Kunstmix, Odensegade 26 B, 2100 København Ø 

Illustrationer:
Hat by Hat af Matvey Slavin, Kunstmix – foto: Inge Schjødt
Image Hunter Matvey Slavin, Kunstmix – foto: Inge Schjødt
Matvey Slavin – Natur aus der Tube, 2018
Matvey Slavin – The Landing, 2018
Matvey Slavin – Syv hatte, syv sanser – her Hørelsen, 2018
Matvey Slavin på udstillingen Image Hunter, 2018
Foto: Inge Schjødt – og kunstnerens egne værkfotos. 

Matvey Slavin – the Image Hunter, 2018

Agnete Brinch – Sigrid Undset Portrait Abstraction

Under huden hos malerinden Agnete Brinch

Kunstnerens selvportræt! Det glæder jeg mig til at se! Om det bliver i hel figur? Hvordan farvefacetterne fordeler sig mellem kolde og varme farver? Hvordan linjer møder flader? Øjnene, og de karakteristiske beskæringer? Det skal blive rigtig interessant. 

Det, og meget mere taler vi om i det rummelige atelier hos malerinden Agnete Brinch i Esbjerg. Her er jeg i godt selskab med Anna Ancher, Karen Blixen, Die Asta Nielsen, piloten Amilia Earhart, forfatterne Virginia Woolf, Sigrid Undset, Thit Jensen, og med Vilhelm Hammershøjs tyste søster, som blandt flere andre gennem de seneste år er blevet gengivet på lærred og på tryk af billedkunstner Agnete Brinch.

Kvinder, der forandrer verden
Malerinden mødte jeg i oktober ved åbningen af hendes soloudstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Her var vores egen EU-kommissær Margrethe Vestager spændt på at se, hvordan hun var blevet fremstillet, som endnu en i rækken af Agnete Brinchs markante kvinder, der forandrer verden. 

Agnete Brinch – portræt Margrethe Vestager, 2018

Nøje udvalgte var farverne i den dybblå kjole, i den glødende, rødorange baggrund, og i portrættets mere afdæmpede kulører, både symbolske og fint formidlende portrættets hovedfigur. Hun træder roligt frem og bliver hørt, Vestager, som internationalt har vundet respekt for sin indsats, der kræver såvel mod, som integritet og hjerteblod.

De stærke kvinder, vi kan se, og spejle os i som rollemodeller, de står stærkt i fokus hos Agnete Brinch. Hun finder dem i litteraturen, i kunsten, og som foregangskvinder i andre fag, hvor politik blot er ét af dem, mændene traditionelt har domineret.  

Ballast
Agnete Brinch er vokset op i Vestjylland i en storfamilie. Hun er selv mor for fem. Fra barnsben fandt hun stor glæde i sin bedstefars træværksted, og i at tegne. Det blev til en del, også sarte akvareller, men det var først i maleriet på lærred, hun for alvor fandt ræson og resonans. 

Og, så må en kunstner jo have noget at male af, som også malerinden Tonie Plougmann har udtrykt det i forbindelse med sit karrierevalg. 

Det fandt Agnete Brinch i stor stil i fotografier af kvindelige kunstnere, forfattere og andre pionerer, som er gået forud for hende. Det fandt hun også igennem sine erfaringer, dels i familien, hun voksede op i, hvor der stod museumsbesøg på feriekalenderen. Og dels i de menneskemøder, hvor hun deltager, fx i business netværk for selvstændige og iværksættere. Her kan humoren til tider være karsk, og rådene både konkrete og realiserbare for Brinchs kunstneriske virksomhed. 

Agnete Brinch – Amelia Earhart Aviator

Legekammerater
Malerisk er Agnete Brinch primært selvlært. Gennem nære samspil med andre kunstnere, bl.a. Tina Hille, som arbejder i en helt anden boldgade, motivmæssigt, og lokale kolleger som René Holm, Margit Enggaard, Gitte Degnemark og Hans Tyrrestrup finder hun sparring og arbejdsglæde. 

I 2011 vandt Agnete Brinch Publikumsprisen ved en gruppe udstilling i Janusbygningen i Tistrup. Her knyttede hun bånd til maleren Bjarke Regn Svendsen, der, som en erfaren portrætmaler, blev en solid inspirator og sparringspartner. 

I 2015 sendte Brinch billedet af Pigen uden perleørering ind til Portræt Nu – den censurerede udstilling af portrætter på Frederiksborgmuseet, hvor hun siden blev inviteret til at udstille solo, og i 2017 har hun fået udgivet en bog om sin værkserie, Kvinder, der forandrer verden.

Kvinde er kvinde bedst
– Vi kan i høj grad inspirere hinanden, siger Agnete Brinch, og det er min ambition at være med til at understøtte det femte af FN’s sytten verdensmål, som handler om at fremme kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder. For mig selv har malerkunsten betydet en uvurderlig frihed og mulighed. 

Agnete Brinch – Kvinde på vej – bogforside

– Når jeg kommer rundt og holder oplæg eller foredrag, da møder jeg ivrige kvinder, som er gode til at dele ideer og råd, eksempelvis politikere, som tager sig af hinanden, uanset partifarve.
– Når jeg fortæller om, hvordan kvinderne i mine motiver har skabt deres egen vej, og hvad de enkelte har betydet for mig, så kan andre forhåbentlig få livsmod af at møde de historier. 

– Et par af mine forbilleder er norske Sigrid Undset, der så levende beskriver fattige kvinders vilkår, og prisen for at bryde med tidens traditionelle kønsroller, og danske Johanne Louise Heiberg, som selv kom fra fattige kår, men brød den sociale arv og blev skuespiller og forfatter.

Karen Blixens skæbne følger jeg også i mine billeder fra hendes ungdom, hvor hun var underlagt normer fra adelige onkler og ægtemænd, til hendes modne år og alderdom som feteret diva i forskellige forklædninger. Thit Jensen har jeg skildret i en solgul baggrund, for at hylde den urkraft, hun brugte i ligestillingskampen. 

– Kvinde er kvinde bedst, når vi vil det, mener malerinden, der har mange flere kvindehistorier på tegnebrættet for de kommende år. 

Agnete Brinch – Karen Blixen Pjerrot II

Læs mere: www.agnetebrinch.dk
I Tyskland er kunstneren Agnete Brinch repræsenteret af Gallerie Rieck Hamborg og Gallery CrossOver München. Herhjemme finder vi hende på Fyn hos Galleri Rasmus, og på Sjælland hos Galerie Knud Grothe.

Soloudstilling med Agnete Brinch
Galerie Knud Grothe, Charlottenlund
Fra 12. januar 2019

Illustrationer:
Agnete Brinch – Sigrid Undset, Portrait abstraction.  
Agnete Brinch – Margrethe Vestager, 2018, 120×110
Agnete Brinch – Amelia Earhart, Aviator of Eternity and Victory, 80×80
Agnete Brinch – Kvinde på vej – Hammershøj pastiche, 2017
Agnete Brinch – Karen Blixen Pjerrot, 50×50

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 11 – 2018

Matvey Slavin med kataloget Image Hunter, 2018. Foto: Nana Bastrup

Som en rockstar rejser billedkunstneren Matvey Slavin mellem forskellige byer, hjemlande og forskellige modersmål. Han er født i Skt. Petersborg, opvokset og uddannet i Hamborg, arbejder dels i Berlin og dels i København.

Hen over sommeren 2018 arbejdede Matvey Slavin tre måneder i Tyskland, og udførte op mod 50 værker under et ophold på det katolske akademi i Schwerte. Det er der kommet et fint katalog ud af med titlen Image Hunter. Fra 22. november til 11. januar viser Matvey Slavin under samme titel – Image Hunter – et udsnit af værkerne på en udstilling i Kunstmix på Østerbro i København.

Nøglehul til en anden verden
Slavin ser sig selv som billedjæger, og ser nærmere på, hvad medierne gør ved os. I værkerne ses gerne en skærm, eksempelvis en smartphone, en ipad. 

– Vi lever i parallelle verdener, vi er konstant andetsteds distraheret.
– Sommetider virker den digitale verden mere reel for os, end den fysiske, som vi ser med egne øjne, pointerer kunstneren. De digitale verdener maler Slavin i sort-hvide nuancer, og giver dermed rum for refleksion i forhold til farvernes mere følelsesvækkende repræsentation i billedfladen. 

Matvey Slavin – Enter Your Key and Discover a New World, 2018

Vital jagt i tegn og landskab
Netop de mange skift og livet som globetrotter har fået kunstneren til at sætte fokus på det fælles, på symboler, der bygger bro og fungerer på tværs af sprog, nationalitet og kultur, samtidig med, at han inviterer os med ind i sit eget vitale univers. Slavin har videretænkt det maleriske, og kombinerer træk fra dadaisme, popkunst samt landskabstraditioner i en ny popdadaistisk retning.

– Jeg har i min kunstneriske praksis altid arbejdet en del med tekst, enten synligt på billedfladen i mine tegninger eller malerier eller som udgangspunkt til et nyt værk i form af en titel. Men tekst er vanskeligt. Skal det stå på dansk, tysk, engelsk eller russisk? Hvilket publikum skal værket appellere til, spørger den internationale kunstner. 

– I en farverig og levende verden fyldt med fake news er behovet for forståelse og et simpelt sprog blandt mennesker vigtigt. Symboler er prægnante, enkle og gængse for alle. Pictogrammerne i vores allesammens hverdag, de leder os på rette vej, de er universelle tegn, fortæller Matvey Slavin.

– Landskabet og mine omgivelser spiller i mine værker en stor rolle, og er i serien her en baggrund for de symboler, der bruges som en kompakt invitation ind i billedet.
– Naturen står for det oprindelige, det på mange måder uberørte, der har sin egen gang, sit eget liv, men som samtidig er det, vi mennesker af i dag skal passe så meget på og ikke rode for meget ved.
– Forsvinder naturen, da forsvinder vi også som mennesker, slutter Matvey Slavin. 

Velkommen til udstillingen Image Hunter – Matvey Slavin 22. nov-11. jan.

Værker af Matvey Slavin:
Where It All Began, akryl på presenning, 2018
The Flying Idea, akryl på presenning, 2018
Contact With Nature, akryl på presenning, 2018
Enter Your Key And Discover A New World, akryl på presenning, 2018. 
The Landing, akryl på presenning, 2018
The Interview, akryl på presenning, 2018

Matvey Slavin – Image Hunter, katalog 90 sider.
Kunstmix, Odensegade 26B, Kbh. Ø
Udstilling fra 22.11. – 11.01.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 10 / 2018 

Atelierbesøg hos Christian Finne – 6. nov 2018
foto: Inge Schjødt

Det ligner lysene på en landingsbane, det kæmpestore maleri, der ligger på arbejdsbordet hos billedkunstneren Christian Finne. Forberedelserne til kunstnerens soloudstilling AMULET hos københavnergalleriet Christoffer Egelund er i fuld gang

Måske forestiller billedet et blinkende motherboard med hundredevis af dioder, der kontrollerer et eller andet datasystem, eller måske en landingsbane, fortæller billedkunstner Christian Finne, som snart er udstillingsaktuel hos Galleri Christoffer Egelund i København. 

– Det er ikke altid, jeg ved, hvad det er jeg arbejder med, før der er gået et par måneder. Men motivkredsen her er en videre bearbejdelse af inspirationen fra min udsmykning på Rosborg Gymnasium i Vejle, der blev afleveret tidligere på året.
– Der var noget der, jeg bare ikke var færdig med, fortæller Finne, mens han sidder bøjet over bordet i atelieret i København NV. Lige det her værk skiller sig nu noget ud fra de elleve andre, der står klar i lokalet. Måske bliver det indgangen til noget nyt? 

Udsmykning Rosborg Gymnasium Vejle af Christian Finne – Stjernegaard Fotografi

Gennem et par år er nysgerrigheden vokset. Hvem er han, denne mønstrenes mester? Første gang jeg støder på Finne er i 2017 på udstillingen Dobbeltsyn på Sydhavn Station, hvor han deltager sammen med Thorgej Steen Hansen, og præsenterer tegninger og video.

Dernæst udstiller han hos Tom Christoffersen, i Nikolaj Kunsthal, og hen over sommeren i år er han med på Richardt Winther mindeudstillingen på Kastrupgård. Han deltager på gruppeudstillingen Remix 4 hos Kunstmix og har flere tegninger med i Space C, en pop-up på græs i Nordhavnens Aarhusgade-kvarter, initieret af Christoffer Egelund. Her hører jeg om den forestående solo AMULET, der snart løber af stablen i Bredgade 75.

Rapport
Christian Finnes repetetive figurer rummer en stor skønhed. På én gang kraftfulde og meditative. Finnes smagsprøver til Amulet viser fine, rette linjer, side om side, changerende i stærke farver på hvid eller sort baggrund, der forskyder sig hen over fladen.

Christian Finne – The Ground is Heavy with Dirt, 2018

Farverne nærmest blinker ud af baggrunden og danser, bølgende i mønstre som nordlys, der fluktuerer over himmelrummet, eller de skinner kontrastfuldt som tråde i en kompliceret vævning fra KVADRAT.
Kunstneren Niels Nedergaard, der i 1980’erne designede tekstiler på baggrund af ægyptiske og mauriske mønstre, og dertil konstruktivisterne blandt akademiets professorer, Albert Mertz og Poul Gernes, anerkender Finne som sine referencer.

Ved arbejdsbordet får vi en snak om indflydelsen fra såvel politiske, filosofiske som religiøse perspektiver. Finne er berejst, både rent fysisk i bl.a. den indiske kultur, men også i den transcendentale sfære, hvor en betydelig del af hans inspiration kommer fra.

Psykedelisk ungdom
Christian Finne er født i 1974, først uddannet som kok, og har arbejdet en årrække i kokkefaget. Han gik på Holbæk Kunsthøjskole, før han kom ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1999 hos Peter Bonde og Claus Carstensen. Dimitterede i 2005.
I tilbageblikket er han godt tilfreds med, at han ikke kom ind som 16-årig, hvor han første gang søgte institutionen. 

Christian Finne – tegninger i SpaceC, 2018

Med en far der holdt meget af sci-fi, og en venneflok, der dyrkede musikken, lå vejen åben for mange dimensioner.
– Vi var en flok teenagevenner, som mødtes om musikken, lyttede og læste bag på de forskellige pladecovers. Her optrådte LSD så mange gange, at vi tænkte, det psykedeliske skulle prøves, fortæller Finne. 

Han beskriver nogle træk fra forskellige trip, hvor synerne kan manifestere sig som genkendelige fænomener, som krystallinske klarheder, og som oplevelser udenfor sprogets rækkevidde. Adskillige af disse visioner har efterhånden fundet vej til Finnes værker. Farverige, rytmiske, frekvensielle mønstre, nogle på sart papir, nogle på træ, og andre i lyd og video. Tegningerne på sort baggrund indekseres som CEV Closed Eyed Visuals, hallucinationer med lukkede øjne. 

Vi drøfter et prædikat, der har hængt ved hans kunst, og jeg deler min forundring over, hvor bastant en kategorisering kan blive. Jeg sammenligner det med den evindelige reference til hesteslagtningen, hver gang billedhugger Bjørn Nørgaard omtales.
– Hesteslagtningen, den er en af de tre vigtigste værker i nyere dansk kunst, mener Finne. Hesteslagtningen, og dekapiteringen af Den Lille Havfrue, og så tunnelen ud af bz-huset Allotria i 1982. Det sidste står jeg måske alene med at opfatte som en kunstnerisk handling, men det ser jeg nu i det, fastslår Finne.

Under amulettens beskyttelse
Blandt hans egne større manifestationer er den prisvindende soloudstilling Flipper Danica på Bornholms Kunstmuseum i 2016-2017, medvirken i filmen Hr. Finnes Virkelighedstunnel af Henrik Edelbo, Cph Dox, 2018, samt opgaven som underviser på kunstskolen Vera i København. Som musiker og DJ på Byens Kro har Finne også i en årrække udfoldet sit talent, men det er lagt lidt på hylden pt., hvor bl.a. amerikanske medier og politik har optaget ham en hel del.

Dagen for vores samtale markerer en ganske speciel overgang for Christian Finne, idet han på nogle skanningsbilleder netop har set ansigtstrækkene på en lille søn, der er på vej. Det initierer en helt ny og anderledes form for verdensbevidsthed hos kunstneren Christian Finne. En ny port. 

Christian Finne – Amulet, 2018

Amulet – soloudstilling med Christian Finne
Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75, 1260 Kbh. K
16. november til 8. december

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Online Kunstavisen.dk 

Illustrationer:
Christian Finne – Atelierbesøg 6. november – foto: Inge Schjødt
Christian Finne – The Ground is Heavy with Dirt, 2018
Christian Finne – Udsmykning Rosborg Gymnasium Vejle – Stjernegaard Fotografi
Christian Finne – Amulet, detalje, 2018.
Christian Finne – Tegninger på Space C, 2018 – foto: Inge Schjødt
Inspirationer – atelierbesøg hos Christian Finne, foto: Inge Schjødt 

Inspirationer – Atelierbesøg hos Christian Finne, 6. nov 2018

Gonzalo Duport – Et Menneskebad
foto: Inge Schjødt, 2018

Det er et stort privilegium at opleve en ung kunstners udvikling gennem gensyn år for år. Levevilkårene afspejler sig, om der har været udfoldelsesrum, drama eller harmoni? Om der har været gode menneskemøder. Argentinskfødte Gonzalo Duport er på sit 15. besøg, og arbejder og udstiller flere steder i landet dette efterår

”Er det ikke smukt? Ser det ikke spændende ud?” Ordene kommer fra den 32-årige argentinskfødte kunstner Gonzalo Duport, som bor og arbejder i mit hus, mens han for 15. gang gæster Danmark.

Hver gang han lander her, er det en fornøjelse at se, når han dækker stuegulvet med den seneste tids produktion, hvor de nye skridt skinner igennem.

Der er kommet nye farvekombinationer til, nye elementer i billederne. Senest er det vegetation, spor af de palmer, der vajer udenfor hans vinduer i det lejede værelse i hjembyen Tres Arroyos, og så værtindens potteplanter, som har sneget sig ind. Billederne er denne gang blevet mere abstraherende, og der er kommet meget mere rum i kompositionerne. Men ellers handler det altid om menneskene og om mødet mellem dem.

Gonzalo Duport – Retratos de gente sin nombre

Mit kvarter – Mi barrio
Menneskene i hans kvarter. De rare og de skumle, fodboldspilleren, politimanden, de skønne kvinder. Men ind imellem dukker også hans hund og bevæbnede skurke op på lærredet, hvor tanker og drømme vrimler frem. Dertil kommer La Chicas – Pigerne. 

Pigerne i hans kvarter stjæler gerne billedet. Deres øjne, deres hår. Figurerne vokser på en måde af sig selv ud af hans penne og pensler, og formes i selve arbejdsprocessen med farver og linjer. 
– Mange spørger, hvem pigerne er i mine billeder, om de er portrætter. Det er de ikke, men det jeg ser, det gemmer jeg i mine tanker, og så kommer de en dag ud på papiret, eller på lærredet, forklarer han.
– Er hun ikke smuk? spørger Gonzalo, med forundring og glæde i stemmen.

Recycling
– Jeg går hver dag ud. Jeg får meget inspiration i kvarteret og på gaden, fortæller Gonzalo Duport. Jeg siger aldrig nej til en middagsinvitation. Der møder jeg forskellige grupper, forskellige socioniveauer. Det interesserer mig at opleve mennesker, understreger den unge kunstner, som har set og rejst ganske meget, og som også har hentet sig forskellige former for menneskemøder gennem sin anden erhvervserfaring, bl.a. fra servicefagene, som rejseguide og til en mere strategisk rolle som kommunikatør for en lokal politiker.

Gonzalo Duport – Maria, 2018

Kunstnerens levevilkår har skiftet mange gange gennem de seneste 15 år og Gonzalo Duport er derfor vant til at gøre brug af materialer af vidt forskellig slags. Et centralt værk er eksempelvis malet på en gammel skjorte, som er omdannet til lærred. Andre billeder er malet på pap eller papir, fx det stykke raviolipapir, hans søndagsfrokost var pakket ind i. Eller papiret fra hans arkitekt vens skitseprojekter, eller på siderne fra en gammel telefonbog, der gøres til baggrunde i en serie kvindebilleder. Metoderne rummer også elementer af recycling, når tidligere monotypier lægges til grund for nye figurbilleder.

I 2017 udførte han en stor udsmykning på virksomheden DIS – Dansk Ingeniør Service A/S ved Skanderborg. Der blev også afdækningsmaterialerne bagefter taget i anvendelse. Og det kunne virkelig ses, at han havde haft udfoldelsesmuligheder på mange kvadratmeter af både væg og pap. Fra at sidde med bittesmå puslespilsmennesker, så fik han nu trukket nye perspektiver frem, og et helt andet udtryk fandt form i fladen.

Arbejder sig frem
Gonzalo Duport har gennem årene udført en del vægudsmykninger, såvel i Danmark, som under rejser i Indien og Nepal og naturligt nok også i hjemlandet Argentina.

Gonzalo Duport – Alicia, 2018

Kort inden afrejsen til Danmark, blev han inviteret til at udsmykke en skole for udsatte unge. De unge blev involveret i projektet med at male skolens teaterfoyer, og det satte tanker og perspektiver i gang hos nogle af dem, som hidtil ikke havde kunnet se muligheder i tilværelsen. Her blev den 32-årige og allerede berejste kunstner en øjenåbner og rollemodel. Kunsten gjorde en forskel.

Hvorfor her i DK?
Det gjorde kunsten også for Gonzalo Duport selv i en ret ung alder. Forbindelsen til Danmark blev skabt i 2000 gennem en Dansk-Argentinsk skoleudveksling, støttet af Rotary. Gonzalo Duport kom derefter på GHF i Varde i 2001, og her mødte han sin billedkunstlærer P.P. Pedersen, som delte ud af inspiration og fik afgørende indflydelse på det unge menneskes livsbane.

Senere kom Gonzalo tilbage til Danmark på højskole og arbejdsophold i Haslev 2006 og 2007, hvor han også fik mulighed for at male og udstille.

År efter år er det lykkes at få nye aftaler i kalenderen hos forskellige kunstforeninger – i år hos Codan i Aarhus og Kolding Sygehus’ Kunstforening. Gonzalo Duports store danske netværk efterspørger ham gerne til undervisning af skoleelever, foredrag i kunstklubber med mere.

I sommeren 2013 udstillede han serien “Buenos Aires” i Valby og Hellerup. Undervejs er det blevet til flere gallerikontakter og udstillinger i Odense, Slagelse, Esbjerg, Aarhus, Kunsthal VARTE, Æglageret i Holbæk og i København hos bl.a. Galleriet 1. tv. på Østerbro, hvor han åbnede sin anden udstilling i starten af november 2018.

Gonzalo Duport – Fanny Gautier.
foto: Inge Schjødt, 2018 

Det er ren fornøjelse at følge kunstneren Gonzalo Duport. Jeg lægger gerne residens til.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på www.kunstavisen.dk 

Gonzalo Duport – Bianca, 2018 

Gonzalo Duport 2018

Simon Bang åbner udstillingen Den Gyldne By. foto: Inge Schjødt

Billedkunstneren Simon Bang kan her i efteråret opleves i en stramt komponeret soloudstilling i København i det kunstnerdrevne galleri Kunstmix på Østerbro. Udstillingen Den Gyldne By er Simon Bangs første store maleriudstilling i mange år.

Udstillingen følges af et rigt illustreret katalog med introduktion af Torben Sangild. I en række billedtekster af Bang selv kommer læseren ganske tæt på kunstnerens proces og tanker bag. Billedteksterne er bl.a. hentet fra dialoger med følgere på facebook, som har spurgt ind og fået svar. Således også en dialog med jazzmusiker Thomas Blachman, der skrev:

Simon, jeg har gloet længe nok nu. I en lige linje af uopnåelig kvalitet ryster du dine værker af dig nu mester, Simon – friske / falmende / foruroligende / farvelsigelser til en virkelighed, der aldrig helt fandtes i virkeligheden. Heimat???
Dine billeder gør dobbelt ondt, og det er dobbelt godt – smukke som ind i helvede – Må jeg se dem i virkeligheden”
– Thomas Blachman.

Virkeligheden er her – eller er den?
Vi følger Simon Bang på en nattevandring gennem Den Gyldne By, der har antaget såvel himlens som helvedes farver. Motiverne er fortrinsvis malt i blåt, violet og orange, komplementærfarver, som vi ser dem i solnedgangen på en skøn efterårshimmel, eller i et dramatisk brandskær. 

Simon Bang – Den Moderne By, 2018 

Der er ingen mennesker, for vores nysgerrighed efter at afkode vores artsfæller stjæler det billede, Bang ønsker at arbejde frem. I stedet får vi en stribe af gode Københavnermotiver, ikoniske bygninger og broer, som Vesterport Station, Knippelsbro og Langebro.

Sindelagsbilleder
Simon Bang komponerer sin egen verden, hvor lysfald og skygger ikke automatisk følger naturens love, men netop maleriets. Eksempelvis farves SAS Royal Hotel helt lysende blåt, for at skabe det rette rum i maleriet.
– Jeg maler byen, som jeg vil have den, fortæller Simon Bang.
– Jeg maler den by, jeg længes imod. Jeg sætter mine farver og kontraster op i maleriet og renser motivet for detaljer og forstyrrende elementer for at fastholde en grafisk enkelhed.

Vi ser ind under Bangs sitrende lygter, og følger strømmen ud forbi Bellevue Teateret efter lukketid. Hans gyldne by byder på længselsfulde, stemningsmættede klange, fyldt af erindringers mulighed. 

Simon Bang – Eftermiddagsfarve, 2018

I dybden
I mange motiver finder vi en nedgang, en niche, en viadukt eller en bro, som danner et kontrastfuldt rum i billedet, hvor Bang lader centrale felter stå hen i det uvisse, i mørke, hvor beskueren selv kan digte videre. Et greb, som mange klassiske kunstnere før Bang har brugt, og netop dét er typisk for kunstneren. Han kigger folk over skulderen på den gode måde, og lærer konstant.

Simon Bang samler på viden, som den, der altid er spændt ud mellem historien, hjemmet og jagten.

Af ler er han kommet
I årevis har Simon Bang tegnet og tegnet. Ja, faktisk siden 11-års alderen, hvor hans moder gav ham valget mellem at vaske op eller at gå ud og tegne. Ret hurtigt opdagede Simon Bang, at tegninger og malerier kunne sælges, og sådan blev hans livsbane lagt. Han tegnede og malede, landskabet og byen Fensmark, hvor han voksede op tæt på Holmegaards Glasværk, som femte generation af kunstnere i Bang-slægten. 

Simon Bang – Undergrunden 1, 2018

En skæbne som kunstnerbarn ses hos flere, som et maraton mellem tung pligt og et særdeles stærkt, selvstændigt drive. Det er nærmest et tveægget sværd. Det mærkes også hos Simon Bang, hvor farfar, billedhugger Arne Bang, og faderen, keramiker Jacob Bang til stadighed giver sønnen opgaver i at forvalte deres eftermæle, samtidigt med, at han stræber efter at danne sit eget.

Simon Bang uddannede sig på Skolen for Brugskunst 1978-1981, udstillede op gennem 70’erne og 80’erne og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1990.  I 1990erne malede og udstillede kunstneren bl.a. den satiriske suite De Sammensvorne frit efter Otto Baches maleri fra 1882 af kongemordet i Finderup Lade.

Blandt inspirationskilder finder vi canadiske The Group of Seven, danske Oluf Høst, Hockney, og maleren Harald Engman med besættelsens natbelyste København. Inden for grafik, tegning og design til pladeomslag og plakater er Bang repræsenteret på Designmuseum Danmark og tildelt Carlsbergs Mindelegat, 1990.

Veldokumenteret er han godt på vej til at blive, idet hans egne børnetegninger fra Fensmark er udgivet i bogform, udvalgt af kunsthistoriker Naja Pedersen, der forsker i børnekunst. I tegningerne fra denne periode har han tydeligt lagt sporet til det registrerende blik, der er med til at bevare og forvalte den verden, han ser, elsker og drømmer om. 

Simon Bang – Bellevuenat, 2018

Bang som filmkunstner
Periodevis har Simon Bang arbejdet med film og storyboards i ganske betydelig skala. I tusindvis af frames er det blevet til i samarbejde med de største danske filminstruktører.
I sine egne filmproduktioner kombinerer han, ligesom i malerierne, visuelle iscenesættelser med det dokumentariske. Det ses i hans  kommende film Kaptajnens Hjerte, der bygger på morfarderens skæbne i det 20. århundrede, og til dels også i filmen om Angrebet på Shellhuset, skabt i samarbejde med Martin Sundstrøm, hvor det visuelle sprog viser Bangs mangesidede talent.

Udstillingen Den Gyldne By
Kunstmix
Odensegade 26B, 2100 Kbh Ø

Simon Bang ved Kunstmix, oktober 2018
foto: Ole Haupt

Frem til 9. november.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 9 // 2018.

Afsløring – Dodekalitten L’Nir.
foto: Carsten Krogstrup

Tolvstenscirklen – et visionært stykke landskabskunst tager form i de lollandske alper

Et monument for den kommende tid, Dodekalitten på Lolland, har nyligt fejret halvvejen med afsløring af endnu to af de tolv monumentale stenfigurer, som er ved at indtage deres plads i det bløde istidslandskab, kaldt De Lollandske Alper ved Kragenæs, hvor færgerne sejler til Femø og Fejø i Smålandshavet.

Nogle københavnske trafikanter vil måske huske forløberen Baldur, et højt og mørkt granithoved skabt af billedhugger Thomas Kadziola, som en tid var posteret ved Søpavillonen i København? Det ganger vi lige op til 12 styk, og placerer dem i en cirkel på 40 meter i diameter, stående frit på en bakke i det smukkeste, lollandske agerlandskab. Hver stenfigur måler 7-9 meter og vejer 25-45 tons.

I de øverste to meter er der hugget et ansigt, som vender ind mod cirklens midte. Fra en indre cirkel af tolv siddesten strømmer musik ud i figurkredsen, hvor nuet og evigheden således mødes i lyd og granit*.

Uvægerligt går tankerne til det sydengelske Stonehenge. Og hvem ved, om det i virkeligheden også er skabt af nogle visionære kunstnere i samarbejde med fem lokale godsejere, med støtte fra egnens befolkning, kommunale myndigheder, fonde og erhvervsliv? – Og engang indviet af rigets dronning?

Dodekalitten – et monument for den kommende tid
foto: Carsten Krogstrup

Sagnet og musikken
Siden 1988 har Thomas Kadziola været bosat på Lolland, og sammen med filmkomponist Gunnar Møller Pedersen har han slået an til et af nordens mest monumentale stykker landskabskunst. Ideen blev født efter en udstilling på Søllestedgård i 1995, projektet tog form den 9.9.2009, og de første sten blev indviet i 2014. Nu står der ti af de tolv sten, hvoraf fem har fået ansigter. Fremover ventes én stenfigur færdiggjort om året frem til 2025.

Fortællingen bag figurerne, sagnet om Lolerne, L’nir, Baldur, Ydis og Lodir, der er nedskrevet af Gunner Møller Pedersen, tog udgangspunkt i Syndfloden, som i bibelsk tid overskyllede datidens agerbrugskultur.
Katastrofen igangsatte en folkevandring, der nåede helt til Lolland, og sagnet mindes fortiden og dens vandringsmænd.

Visionerne er vokset videre, og Dodekalitten har efterhånden skabt sin egen identitet. Komponisten Wayne Siegel har i 2017 påtaget sig opgaven med at skabe computerstyret elektronlyd til stedet. 

Afsløring af sten nr 5 ud af 12.
foto: Carsten Krogstrup

Som seværdighed er Dodekalitten kommet med på den internationale rejseguide Lonely Planet, markeret som dansk Top Choice Attraktion, og besøgende valfarter i tusindvis.

Lejlighedsvis afholdes her kammerkoncerter, solhvervsfest, bryllup, og andre begivenheder. Der er ingen tvivl om, at Dodekalitten allerede har sat et markant spor i landet, et cirkelslag i nutiden for eftertiden. 

Find vej til Dodekalitten
Kør til P-plads på Kragenæs Havn, 4943 Torrig, Lolland.
Følg skiltene, gå ad Glentehøjstien gennem skoven. Åbent altid.
Læs mere på www.dodekalit.dk og Lonely Planet. 

* Citat fra kunsthistoriker Trine Ross’ indvielsestale ved afsløringen den 30. september 2018.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 9 / 2018 

Dodekalitten er en udflugt værd!
foto: Inge Schjødt

Guidet besøg ved Dodekalitten i august 2018

Stålgrossist S.C. Sørensens hovedsæde 1938

Mette Rishøj maler portræt af Randers by- og erhvervshistorie

Efterkommere af stålgrossist S.C. Sørensen var samlet i Bagsværd nord for København for at modtage Randerskunstneren Mette Rishøjs seneste maleri – et bestillingsværk med virksomhedens hovedsæde, der frem til 1990’erne lå centralt for enden af Randersbro, som motiv. Her arbejdede slægtens medlemmer gennem generationer, og mange randersborgere med dem.

Mette Rishøjs nye værk kaldte ved ferniseringen i sidste uge mange følelser frem, og en broget palet af familie- by- og erhvervshistorier blev delt i spisestuen. 
– Det er sjældent, man som kunstner får en sådan opgave med at skabe noget, der virkeligt, i den grad, taler til modtagerne personligt, udtaler maleren Mette Rishøj. 

Mette Rishøj – bestillingsværket S.C. Sørensen, Randers

Kendt Randers ikon forpligter
Virksomheden S.C. Sørensen eksisterer ikke længere, den gik konkurs efter fejlslagen valutaspekulation. Der blev tabt 1,6 mia. kr. på en uge, og der måtte ulykkeligvis afskediges 1.600 medarbejdere, internationalt og på landsplan.
Men byarkitekturen, historien og slægten lever videre, nu med et ganske specielt maleri for enden af spisebordet hos et af S.C. Sørensens oldebørn. 

Randerskunstner
Billedkunstner Mette Rishøj er født og opvokset i Randers, mens der blev produceret tog og Dronningborg mejetærskere, og i gymnasietiden skålet i Thor på Café Von Hatten.

I Mette Rishøjs kraftfulde malerier ses en begejstring for industrihistorie, koblet med spørgsmål til klodens fremtid, gerne afspejlet i ikoniske bygninger, rygende fabriksmotiver, boreplatforme, gravemaskiner med mere. Denne malestil faldt S.C. Sørensens oldebarn helt for, da han efter et jubilæumsgensyn googlede Mette Rishøjs kunst. Hun blev derfor i efteråret 2017 opfordret til at male et billede med S.C. Sørensen-virksomheden som tema, med kun et specifikt mål at gå ud fra. 

Kalejdoskopisk proces
Målet passede i første omgang ikke til motivet af S.C. Sørensens hovedsæde med det karakteristiske runde hjørne på bygningen, der er opført i 1938.

S.C. Sørensen – Lille Amalienborg fra 1907

Men i sin research fandt Mette Rishøj frem til hovedsædets forløber, en klassicistisk bygning, kaldt Lille Amalienborg med balustrader og søjlebalkon fra 1907, som blev malet ind og fik kompositionen til at falde på plads.

Igennem Rishøjs særlige arbejdsproces med at projicere linjer og lægge farver lag på lag nåede hun efter måneders arbejde frem til det færdige resultat. Randersbroen ses i forgrunden, og derunder flyder Randers Fjords urolige vande. Mette Rishøj renser nemlig overskydende maling af penslerne direkte på lærredet frem for at skylle farve ud i vasken. – Et træk, der bidrager til Rishøjs udtryk.

Randersborgere vil kunne genkende det fra facaden på Spar Nord på Østervold, og fra hendes udstilling i Sct. Mortens Kirke i 2015, ligesom elever på Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Randers Realskole også har glæde af hendes kunst i hverdagen. I København har hun for nyligt afsluttet en udsmykning til Kræftens Bekæmpelse. 

Historien om maleriet i Randers Amtsavis 26.9.2018

Et kuriosum til byhistorien, der dukkede op undervejs er, at dele af Sven Dalsgaards byport Søjledans, som kan ses ved Randers Havn, faktisk stammer fra S.C. Sørensens palæ, Lille Amalienborg, hvorfra ellers kun den gamle spisestue blev bevaret, indkapslet i bygningen i Søndergade.  

Læs mere om Randersambassadøren og Randers kunstneren på www.metterishoj.dk

Af Inge Schjødt // komkunst.dk
Publiceret i Randers Amtsavis – 26. september 2018

Foto: Mireille Flygenring Basset, 2018

Peter Ravn – Supplies, 2017 – foto Dorte Krogh

Peter Ravn blotlægger mandedrømme i stor solo på Munkeruphus

Et lille oliebillede viser et menneske på sit yderste, kun holdt i gang med maske og slanger. Det er en stærkt koncentreret situation, som de fleste af os frygter at havne i.

Med værktitlen Supplies har Peter Ravn understreget en rigid objektgørelse, som fjerner ethvert gran af menneskelighed og værdighed hos figuren. Mon vi en dag ender som bedøvede organdonorer? Et ganske skræmmende perspektiv, som har rod i tidens hypereffektive tendenser, hvor magten løber løbsk.

Vi besøger kunstnerens soloudstilling Når mænd sover i Munkeruphus i Nordsjælland. Vi får Peter Ravns malerier, forestillende mænd i jakkesæt med blanke sko, med røde ekstremiteter, liggende, kravlende eller faldende gennem øde landskaber.

Dertil fotos af habitmænd på knæ i symbolladet iscenesættelse, samt taktile skulpturer og objekter, installeret ude og inde, hvori der eksperimenteres med maskuline artefakter. 
– Det, der interesserer mig, er det, jeg er bange for, udtaler Peter Ravn i portrætfilmen på udstillingen.
– Som barn er det som regel manden, den stærke og farlige, man er mest bange for, forklarer Ravn om sit valg af akse for sit kunstneriske udtryk. 

Peter Ravn – Between Lands.
Foto: David Stjernholm

Subliminale klange
I haven finder vi et slipsetræ. På gårdspladsen et telt af hvide skjorter og sorte habitbukser, og øverst oppe under atelierloftet hænger grønne Lodenfrakker på rad. De svæver over en serie af Human Landscapes, skabt af det klassiske overtøj.

I en serie objekter ses spadserestok og barbermaskine, delikat monteret som trofæer på væggen, side om side med et anegalleri og et raritetskabinet, som i et rigtigt herreværelse. Og i trapperummet illuderes bjergvandrerens nøgterne køjerum. Alt i alt en visuel lystrejse med eksistentielt dystopiske undertoner, eksponeret et sted mellem legen og mareridtet.

I stuen findes eksempler på kunstnerens tilknytning til den danske musikscene, hvortil han har produceret  ikoniske cd- og lp-covers, reklamefilm, m.m. Ravn har også rundet modebranchen inden kunsten fra omkring år 2000 blev hans frirum. 

Han er uddannet på Afdelingen for Industriel Design på Kunstakademiets Arkitektskole samt på designskoler i New York. Har udstillet på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling 2004, Forårsudstillingen på Charlottenborg 2005, 2009, deltaget på Portræt.nu udstilling på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum, samt i ind- og udland bl.a. på biennalen i Brescia, gallerier i Rom, Napoli, Wroclaw, Hanoi, Oslo. Repræsenteres af Galleri Kant  Fanø/København. 

Peter Ravn – Sovende Iphone, 2018

Peter Ravn – Installation, Munkeruphus 2018 

Det er en tætpakket, seværdig udstilling, Peter Ravn
og Munkeruphus præsenterer.

Munkeruphus
3120 Dronningmølle
Frem til 28. oktober 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 8 – 2018.

Tina Hille – Peace – akryl på lærred, 100×100 cm.

Billedkunstner Tina Hille finder inspiration til malerierne i sine nære omgivelser, men det er tidens aktuelle temaer, der trænger sig vej til værkernes yderste lag hos den vestjyske kunstner, som er udstillingsaktuel på Østerbro i København

Frihed er Alfa og livskvaliteten Omega hos den vestjyske kunstner, Tina Hille, som udstiller i Galleriet 1. tv. på Østerbro i København.

– Hvad er det for en verden, vores børn vokser op i? Hvad sker der med Moder Jord? Hvad er det for et menneskesyn, vi får fremstillet gennem terror på tv og burkadebat? Det er sådanne overvejelser, der brænder igennem på Tine Hilles lærreder.

Værket Peace kom til verden i forbindelse med den megen terror, der har fyldt i medierne de senere år. Tidens store spørgsmål trænger igennem og kommer ud gennem huden, ud gennem lærrederne.

Vi er, hvad vi viser
Om sin maleriske proces fortæller Tina Hille:
– Billederne bliver til lag for lag. Ved at forlænge mine redskaber får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren. Jeg bruger, hvad mine øjne ser. Fra omgivelserne udenfor og indenfor taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. Her dukker der så strukturer op, som gennemarbejdes i ét maleri og lægger kimen til det næste, fortæller Tina Hille. 

Tina Hille – Kvinde, 2018.

– Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Det er ikke alt, jeg kan planlægge.
– Kvinden her, så jeg dukke frem, mens maskeringsforbuddet blev diskuteret. Jeg ved ikke, om hun har tørklæde på. Det er op til øjnene, der betragter mit billede, fortæller Tina Hille.

Friheden frem for alt
Tina Hille har tegnet altid. Hun har undervist, og ofte brugt kunstneriske indgangsvinkler, fx gennem kreative værksteder, forum-teater og andre eksperimenterende veje i sin vejledning af andre.

Efter en kunstpædagogisk uddannelse og års erfaringer med udsatte borgere blev det et must for kunstneren at gøre plads til livskvalitet, ressourcer og ro. Med tre børn på stribe valgte Hille en dagligdag med nærhed og plads til udfoldelse i egne rammer. Der blev vejen klar til et kunstnerliv i frihed.

– Jeg har altid selv sat frihed og udfoldelsesmuligheder meget højt. Det har jeg haft i min egen barndom. I de frirum, jeg har i mit familieliv, er jeg fortsat jeg med at tegne, skabe collager, og frem for alt – male. 

Tina Hille – Moderjord, akryl på lærred 100×100 cm

Tina Hilles livslystne streg har været med flere gange på Art Herning, repræsenteret fra Galleriet Elise Toft i  Kolding. Nu er muligheden der for hovedstadens kunstpublikum. Udstillingen Frihed kan opleves i det intime Galleriet 1. tv., hvor lejlighedens beboere Søren og Mireille Flygenring Basset byder indenfor. 

Galleriet 1. tv
Willemoesgade 44, 2100 Kbh Ø
Finnisage søndag 23. september kl. 13-16

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk