Tibor Dieters – Untitled 1 Patricide

Martin Asbæk Gallery har netop præsenteret vinderne af instagram konkurrencen #RuinartStudios og åbnet udstillingen ”A Celebration of Life through Light – censureret af en dansk fagjury og lanceret i samarbejde med Champagnehuset Ruinart og Kunstcentret CCA Andratx.

Publikumsprisen med de fleste likes på Instagram gik til portrætmaler Rasmus Aagaard, som havde uploaded en rødkridtstegning, der viser et portræt af en af eleverne på TegneskoleKBH.

Sammen med 300-400 andre håbefulde kunstnere fra ind- og udland havde han grebet muligheden for at komme gennem nåleøjet til en censureret udstilling i Martin Asbæk Gallery, hvor vinderen af konkurrencen præmieres med et tre-ugers arbejdsophold på Mallorca i kunstcentret CCA Andratx, drevet af tidl. gallerist, direktør Patricia Asbæk.

Vinderen af den censurerede udvælgelsesproces blev dog den hollandske kunststuderende Tibor Dieters, der havde sendt papæsker med pinholes og et optisk materiale på tur med PostNord, og deri fået kortlagt spor af lysindfald, som æskerne fik af håndtering og opbevaringssteder undervejs. 

Ruinart Champagne og et arbejdsophold på Mallorca var præmierne

Fagjuryen – bestående af gallerist og direktør for CCA Andratx Patricia Asbæk, kunstner Erik A. Frandsen, kunstkritiker og kunsthistoriker Bente Scavenius, direktør for Kunsthal Charlottenborg Michael Thouber, Christian Mortensen, brand manager for Ruinart, samt gallerist Martin Asbæk – havde ellers haft ganske svært ved at skære ned og indstille de øvrige 8 vindere. 

Feltet af indsendte værker spændte, takket være den digitale platform på Instagram, fra det dybt professionelle til det entusiastiske amatørarbejde, fortalte kunstkritiker Bente Scavenius ved præsentationen.

Liv gennem lys
Vinderfeltet, som nu hver får vist et antal værker i Martin Asbæk Gallery udgøres af Jacob Juhl med værket #Tilblivelsen, som består af i alt 29 dobbeltsidigt uv-printede plader med fotos af diffuse naturfænomener, hvor lyriske tekster eksponeres i billedrummet. 

Anneline Schjødt Pedersen deltager med sit grafiske værk NEO, en stregætset bevægelses- og blindtegning raderet i mørke/blinde under fremvisning af science-fiction filmen ‘The Matrix’. Hver enkelt streg i raderingen relaterer direkte til et af filmens skærende lysstrejf, til en flydende eller opbremset bevægelse eller til et af de lysende computerspor med krypteringskoder, som bombarderer beskueren. I den vellykkede ophængning er der blevet plads til yderligere fire af grafikerens delikate tryk, Landskabselement, Tankens Himmelhvælv, Nimbus VII og En Liden Stund.

En Liden Stund (nærmest) grafik af Anneline Schjødt Pedersen, 2018

Linnea Frandsen deltager med et organisk fotoværk, Regitze Engelsborg Karlsen med skulptur af kalk og grus på lærred i menneskelignende storformater, Jesus Herrera Martiniz med en installation af malede kakler på en hylde i en eksperimentel opstilling.
Mathilde Duus’ Envejsspejl, hvor fjerblade er brændt på glas, samt glasætsningerne Man må risikere at gå lidt i stykker og Ny begyndelse, er monteret som gadespejle. Glaskunstneren Maria Koshenkova viser værket Follow Me, sammenslyngede reb i krystalglas, og Julie Falk deltager med installationen Parabola, hvor 12 bronzeparaboler fanger lyset.

… Og champagne til
For Champagnehuset Ruinart og Ruinart Studios er det ikke første gang, der samarbejdes med kunstnere, men det er første gang begivenheden finder sted i Danmark. Huset i Reims, der er et af de ældste champagnehuse i verden, lægger vægt på såvel tradition som fornyelse, og finder stor fornøjelse af samarbejdet med kunstscenen.

De skønneste bobler, skænket af gamle flasker i nye glas fulgte afsløringen af de to vindere. 

Martin Asbæk Gallery ved præsentation

Lyset spillede i jubelen fra publikum og i øjnene hos de, der her ad de digitale mediers veje får den livsnødvendige opmærksomhed i galleriverdenen og den eftertragtede gunst fra publikum.

Martin Asbæk Gallery
Bredgade 23, København K
Frem til 16. juni 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 

Rasmus Aagaard – Portrait of a Isak, 2018 – Publikumsprisen

June Jin Engelharth – Newton, Koch, Goethe – “… and deadly decor” 2018

GRØN er en svær farve, som jeg virkelig skulle arbejde meget med, for at få den ind i mit maleri, fortæller den dansk-koreanske malerinde June Jin Engelharth, som for nylig har åbnet soloudstillingen ”… & deadly decor” i Gallery Hjorth i Horsens

At GRØN er vanskelig, det udsagn har jeg hørt andre kunstnere sige, bl.a. maleren Peter Martensen, som også har taget sin tørn med den grønne. Hvorfor det ER sådan, det sendte June Jin Engelharth på et sandt stykke feltarbejde, og på den baggrund præsenterer kunstneren nu en serie helt nye værker på soloudstillingen ”…& deadly decor” i Grønnegade i Horsens.

– Jeg startede med at Google GRØNT, og blev hurtigt ført ind i farvens grusomme og dystre historie, fortæller June Jin Engelharth, som er født i 1977, har en treårig uddannelse i Billedkunst & Formgivning, og er bosat i København. Kunstneren trækker desuden på 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Og så har hun en god række af udstillinger på cv’et – solo og gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth har præsenteret June Jin Engelharth på flere internationale kunstmesser. 

June Jin Engelharth … & the whistle

Giftiggrønt
– For et moderne menneske er det svært at forestille sig, at en grøn farve skulle være decideret farlig at få på væggene. Men harmløst var det ikke i 17-1800 tallet, hvor der gik mode i det grønne. Hvidt arsenik pulver blev nemlig efter 1775 anvendt i fremstillingen af grøn farve – til brug i bl.a. sæbe, stearinlys, tekstiler, legetøj, fødevarer, papir og tapeter, fortæller June Jin Engelharth.
I 1875 blev det muligt at fremstille tapeter maskinelt og dermed gjort tilgængelig for det victoriansk inspirerede borgerskab, hvis stuer i stor stil blev dekoreret med stormønstrede, arsenikholdige grønne tapeter. Tapeterne kunne indeholde op til 1g arsenik pr. m2, nok til at slå hundredvis af mennesker ihjel, når beboerne kom i kontakt dermed og det førte til forgiftninger og stigende tilfælde af spædbørnsdød, beretter kunstneren, som også tidligere har sat fokus på moralske dilemmaer i sin kunst.

De ansvarlige
– Jeg fandt, sammen med farvens historie, et helt persongalleri af involverede, både forskere og producenter, og dertil whistleblowers, som gjorde opmærksom på risikoen. Og samtidigt med, at jeg undersøgte farvehistorien, kom jeg til at stå overfor et andet persongalleri, som fangede min opmærksomhed ved et besøg på Horsens Statsskole, hvortil jeg har en bestillingsopgave, fortæller kunstneren.
– Jeg fik her en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på. Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin.
– Så jeg er dykket ned i materien, og har håndplukket en stribe nøglepersoner, der er kommet med på mine nye billeder. En af dem var whistlebloweren Gmelin, en anden Andrew Taylor, som efter en forgiftning fra noget grønt, arsenikholdigt indpakningspapir, opfordrede til, at der blev stemplet et dødningehoved og korslagte knogler til skræk og advarsel. Det symbol kan derfor ses i billedernes baggrund, sammen med kemiske formler i stedet for nydelige blomstermønstre. 

June Jin Engelharth … & arsen

Forskydningens filter
June Jin Engelharth monterer sine oliemalerier med grønt plexiglas, som skaber forskydninger i gengivelsen. De underliggende motiver korresponderer med bemalingen udenpå plexiglasset, og baggrundenes farvetoner og farvetemperaturer forandrer sig med dagens gang – fra det klare morgenlys til aftenens mosesorte grund. Lysets farveskift og lysets brydning betyder en stadig forvandling i motiverne.
– Det hårdføre, spejlblanke plexiglas reflekterer også selve rummet, det hænger i. Det er koldt, men i kombination med håndens arbejde og de fodspor af passion, lidelser og kampe penslen og malerkniven efterlader, ændrer det karakter. Det skaber et møde mellem fortid og nutid, industri, ånd, design og kunst, har kunstneren tidligere sagt. Med den flermediale tilgang tager June Jin selve maleriet som medium ind i en ny tidslig dimension.

– Der har været tid til at filosofere over de udvalgte personers handlemåde og motiver under kompositionernes tilblivelse. Goethe med farvelæren, Newton med lysets brydning og farvespekteret, og Robert Koch med bakteriologien. Den dødsens giftige, og vanskeligt sporbare arsen, som kendes tilbage fra Antikkens grækere, er gentolket i tre kraniemotiver med giftig gulgrønne lag i baggrunden.
– Sattler, en tysk producent af farver og tapeter, er også blandt de portrætterede. Han fortsatte med at bruge arsenik, trods Gmelins advarsler. 

June Jin Engelharth …& Paris Green

Resultatet af konkurrencemenneskenes forretningsambitioner er forblevet de samme. I dag er producenterne ikke meget bedre. Der hældes stadigt phthalater i legetøj.
– Gad vide, om man selv ville turde stoppe et løbsk lokomotiv? Hvem kan man egentlig stole på? spørger kunstneren.

Frem til 27. juni 2018
Udstillingen ”…& deadly decor” hos Gallery Hjorth
Grønnegade 25, 8700 Horsens

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på Kunstavisen.dk – maj 2018

Rasmus Aagaard portrætterer Ghita Nørby på DR1

For mig er Danmarks bedste portrætmaler både professionel, talentfuld, ekspressiv og malerisk, sagde dommer Bente Scavenius ved afgørelsen på DR1

Og det er han, 30-årige Rasmus Aagaard, som vandt portræt konkurrencen på DR1 her i foråret. Kunstavisens udsendte mødte Rasmus Aagaard på Glyptoteket, hvor vinderportrættet af Ghita Nørby kan ses frem til 26. maj. Vi fik en snak om det malede portræt, talent og klassisk dannelse.

Rasmus Aagaard kan godt lide at male og tegne efter levende model. Mange af konkurrenterne på DR brugte i udpræget grad at fotografere deres model, og arbejde fokuseret ud fra materialet på deres tablet. Rasmus Aagaard stod derimod og arbejdede direkte, energisk og frit i kraftfulde strøg på lærredet. 

– I maleprocessen foran den levende model skal man nødvendigvis træffe nogle valg om det vigtige og mindre vigtige, forklarer han, og heri ligger kunstnerens bevægelse. At arbejde efter et foto er som sådan ikke snyd, det bliver bare mindre interessant, mener Rasmus Aagaard, der åbenlyst udgår fra en mere klassisk metode.
– Fotorealisme tenderer for mig i retning af dårligt håndværk, siger Rasmus Aagaard, og det risikerer at være bare håndværk, når det tredimensionelle på forhånd er gjort todimensionelt, og dermed til noget der ikke kræver at blive fortolket, men kan kopieres 1:1. Fraværet af et kunstnerisk udtryk er et symptom på manglende kunnen. Man skal kunne se kunstnerens arbejde med billedet, udtaler Rasmus Aagaard. 

Rasmus Aagaard – Selvportræt, 2017 for DR1

Dansen med billedet
På Østerbro i København har han dannet sin egen skole, TegneskoleKBH. Her opdyrker han talent. Begrebet talent stammer fra Bibelen, hvor det er en møntfod.
– Talent svarer til en arbejders årsløn, det er altså noget, som kræver tid.
– Teknik er bare et middel, og man kan se, når eleverne får styr på det, fortæller Aagaard.
– Jeg lærer mine elever at konstruere det, de ser, i stedet for at kopiere. Har de en mørk opstilling foran sig, så er de ikke derfor tvunget til at tegne mørket. Sådan er det ikke. Man tager det, man har brug for til sit billede, fastslår han.
– Motivet ser jeg som en inspiration, lige som når man danser til musik. Dansen tager udgangspunkt i musikken, og må nødvendigvis forholde sig til den, men ikke for at kopiere den. Det er umuligt. Man kan tage nogle rytmer fra motivet med ind i sine streger, og arbejde med kompositionen. Klassisk kunst har meget mere tilfælles med musik og dans, end f.eks. med fotografi.

– I maleriet er lærredet som et optageapparat, som fastfryser en tidslig handling. Video og scenekunst opfattes pr. tradition som tidslige kunstarter i modsætning til malerkunsten, men tiden er også en faktor i maleriet. Jeg ser det malede portræt som en sammenpresning af tid, hvor der kommer forskellige facetter til syne. Også ubeviste og underbevidste, forklarer Aagaard. 

Ghita Nørby – portræt malet af Rasmus Aagaard på DR1

Det må siges at være lykkedes i billedet af Ghita Nørby. Ved kåringen af vinderen udtrykte galleristen og dommeren Jesper Elg følgende begrundelse: – Vi har valgt en meget talentfuld kunstner, som har leveret et meget intenst og ekspressivt portræt, der giver den portrætterede den styrke, hun fortjener. 

Optakten
I Guldalderen fjerner man penselstrøgene, men dem står man ved i Impressionismen, som jeg finder betydeligt mere inspirerende, som kunstner. Interessen for at tegne og male fik Rasmus Aagaard først gennem nogle kurser på Københavns Kommunes Ungdomsskole, hvor underviseren Iben Aagaard, som han deler efternavn, men ikke slægtskab med, præsenterede en lang række muligheder. Hun udfordrede talentet f.eks. med hurtige skitser, som også genererer en kropslig bevidsthed. Rasmus Aagaard, der har en bachelorgrad i Filosofi, er kunstnerisk uddannet fra The Drawing Akademy i Viborg, og har bl.a. studeret figurmaleri i Sct. Petersborg.
– Her lærte jeg virkelig at bruge lang tid på et billede. I klassen stod vi om formiddagen og tegnede, og så malede vi om eftermiddagen. Den slags klassisk grundighed savner jeg virkelig herhjemme, og derfor har jeg oprettet TegneskoleKBH, fortæller Aagaard. 

Rasmus Aagaard på Glyptoteket i Kbh, 2018

Udfoldelse
Blandt sine forbilleder nævner han kunstneren Søren Behncke, også kendt som Papfar, og begrunder, at Behncke er en dygtig håndværker, som fortolker vilde ideer i forskellige stilarter, både når han arbejder med pap og ligeledes i malerier på lærred.
-Tyskeren Ruprecht Von Kaufmann er også vild og sej med sine figurative, halvt skulpturelle værker. Her er også en solid teknik bag, og så kan man gøre hvad man vil, siger Rasmus Aagaard.  
– Danmarks bedste portrætmaler har været i stand til at tage hele vejen fra antikken, at lande her på Glyptoteket, få Ægget i spil med Danmarks største karakterskuespiller og få det helt frem i hovedet på os, så vi lander lige præcis i nutiden og får et suverænt, helstøbt maleri og portræt, sagde udsendelsens tredje dommer i sin begrundelse for at tildele Aagaard vindertitlen. Han har en suveræn, elegant malemåde, som i den grad rydder bordet, mente Simone Aaberg Kern. Det bliver interessant at følge ham videre frem.
www.rasmusaagaard.com. 

Rasmus Aagaard med portrættet af Ghita Nørby på Glyptoteket, 2018

Fakta:
Vinderportrættet af Rasmus Aagaard kan ses på Glyptoteket,
frem til 26. maj 2018.

Fra 26. maj – 10. juni 2018 kan værker fra konkurrencen opleves i Langes Magasin i Frederikssund, hvor konkurrencedeltager og kunstner Xenia Michaelsen har inviteret Amanda Schwarz-Nielsen, Cecilie Lund-Rasmussen, Anne Elisabeth Sanddal Koldsø, Tine Møller, Jørgen Bitsch, Helle Flindt-Rasmussen og Rasmus Aagaard til at udstille deres værker. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen no 04/2018

Nana Bastrup – Die Aufrüstung, 140×180 cm 2018

Nana R. H. Bastrup omplanter udstillingen Art, Love & War fra Jylland til Sjælland og udstiller sine markante sejldugsværker i det kunstnerdrevne galleri Kunstmix på Østerbro i København

Billedkunstner Nana Rosenørn Holland Bastrup har hentet en stribe værker hjem til København fra Art, Love & War-udstillingen, som i årets første måneder fandt sted hos Galleri NB i Viborg, og hun har glædet sig til at præsentere de imponerende sejldugsværker for endnu et publikum.

Nana Bastrup bruger løs af kunsthistorien, udfolder kunstscenens mangefacetterede spændingsfelter, og sætter sit liv som kunstner i spil i motivrækken, der fra 12. april til 25. maj eksponeres under eget dørskilt i udstillingsstedet Kunstmix på Østerbro.

Stedet driver hun sammen med sin kunstnerkollega og partner Matvey Slavin, med hvem hun siden studietiden har udført en række kunstneriske aktioner under navnet Duo Enfants Terribles i både Danmark og Tyskland. Begge er uddannede på Hochschule für bildende Künste i Hamburg, og har i syv år boet og arbejdet i Tyskland med enkelte afstikkere. På det seneste har de søgt nye vinde og har drejet kursen mod de nordiske himmelstrøg. Velgørende er det, for os, der bor her. Kaster du en snøre ud i samtalen med Bastrup og Slavin, så kan du være sikker på gevinst. Mod og generøsitet er et gennemgående tema som tilbydes den, der standser op og tager del. 

Nana Bastrup – DER KÜNSTLER UND SEINE MUSE 90×120 cm2018

Dialogiske motiver som (kunst)livet selv

Kaster du et blik – eller flere – på Nana Bastrups kunst, så flyder du fluks med ind i en kalejdoskopisk verden af fortællinger og flermedialitet, af performance og perspektiv, af billeder med bid, som hager sig fast i kunst- og samtidshistorien med næb og kulør.
Det bliver vedkommende, pirrende at undersøge, hvad det er, der foregår i de eksplosive kompositioner, hvor kunstneren skaber forbindelser til den konkrete nutid ved eksplicit at lade sig selv indgå i værkerne. Kunstneren bygger i hvert værk videre på underliggende, ældre værker, der således bliver en substantiel og bærbar bagage.

Fotos af forudgående referencer, dels til kunstnerens egne værker og dels til kunsthistoriens ikoniske symboler, printes og pyntes med bemaling på store duge, som opspændes som trampolinpresenninger, der er gennembrudt med ringe til snor og træk langs kantmarginen. Billederne viser os livet som kunstner gennem fortolkninger af ideer og stereotyper, vi kender, f.eks. myten om kunstneren og hans muse. Men det bliver ikke ved Absinthflasken og modellen med den livgivende fantasi, som Bastrup har for hånden. Leg og alvor mødes, og fortid og nutid mødes, så ny musik opstår på de spændstige trampolinduge. 

Nana Rosenørn Holland Bastrup – MEIN KLEINER GRÜNER KAKTUS, DER STICHT, STICHT, STICHT | 180 x 140 cm

International ballast
Nana Rosenørn Holland Bastrup, født 1987, har søgt den kunstneriske vej via Holbæk Kunsthøjskole, Krabbesholm Højskole og Kunstskolen Spektrum. Er uddannet på kunstakademier i Tyskland og Østrig 2010-2015, debuterede på KP Kunstnernes Påskeudstilling 2010-2011 og på KP Spring 2012. Har deltaget på KS – Kunstnernes Sommerudstilling, Janusbygningen Tistrup, på KE, Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie, København, og har udstillet på gallerier i ind- og udland. Med duoen Enfants Terribles har Bastrup og Slavin skabt markante aktioner og performances, dels i Hamborg, dels i Cuxhaven og Berlin. Særligt i samarbejdet er kunstnerparrets Laufbilder, hvor de konkrete værker skabes af begge kunstnere. Dem kommer vi helt sikkert tilbage til.

Udstillingen Art, Love & War
Kunstmix, Odensegade 26B
2100 København Ø
12. april – 25. maj

ASMC – Happy Fifties, Sad Sixties, 2017

DAZZLE CAMOUFLAGE er titlen på en elegant udstilling, billedkunstner Astrid Marie Christiansen udfolder i Østerbrogalleriet Boulevard156.

Tolv malede og installatoriske værker smyger sig gennem rummene.
Nærhed og alligevel afstand signalerer materialer, konstruktioner, farver og kompositioner, der er skulpturelt udformet og behandlet med akrylmaling, akvarel, farveblyant, pastelblyant og lak på lærred. 

DAZZLE CAMOUFLAGE-begrebet stammer fra det militære univers og fra naturen, hvor f.eks. zebraer i flok er svære for rovdyrene at nedlægge, når individernes striber flimrer for øjnene i farten. I militært regi bruges denne form for beskyttende camouflage på eksempelvis fly, kampvogne og flådefartøjer.

På udstillingen her udfordrer kunstneren rumfornemmelse og tyngdekraft, samt galleriets arkitektoniske elementer i den vellykkede præsentation.

Astrid Marie Christiansen, f. 1981 er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006-2012. 

Til Komkunst.dk har kunstneren tidligere fortalt følgende om sin fremgangsmåde:

View – Dazzled Camouflage by ASMC, 2018

– Jeg startede figurativt med at gengive ting, der var i mit hjem.
På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg gik mere op i baggrunde udenom tingene, tapeterne, referencerne, og så kom baggrundene i forgrunden.
Derudover stod jeg med en problematik, som alle andre malere vist også står overfor: Hvad gør man ved siderne på lærrederne? Kanterne? 

Så begyndte jeg at bygge mine egne rammer, og billederne blev mere og mere enkle, rent malerisk. Rammerne skiftede form, så kanterne blev mere fremtrædende, og formerne skiftede på lærrederne og blev til forløb med fejl, jeg søger at rette op på i maleriet.

– Jeg har kigget rigtigt meget på 5-døgnsprognoser og matematik, på illustrationerne i en bog om kemiske opstillinger, det fascineres jeg af. Tydeligvis indeholder det viden, noget potentiale…
– De graduerede farveskalaer handler helt klart om noget med TID – den tid, det tager at male dem, og den fortælling, der ligger i hver enkelt, fortalte Astrid Marie Christiansen.
Læs hele artiklen her: Laboratoriet for potentiel viden 

Opening – Dazzled Camouflage, 2018

Kunstneren har for nylig afleveret en større udsmykning til Børne- og Ungdomspsykiatriske Afsnit på Bispebjerg Hospital.

Dazzle Camouflage kan ses hos Boulevard156
Strandboulevarden 156, 2100 Østerbro
Frem til 29. april

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Maleri af Rayna Cunningham, 2018, 100×100 cm

Rayna Cunningham lyttede i årevis ikke på andres forslag om at udøve sit talent som billedkunstner

– Det er SANDT! Endelig!
– Det giver mening nu, fortæller Rayna Cunningham, som i en alder af 45 år for alvor debuterer som billedkunstner. Opvokset i Glasriket i de svenske skove som datter af to kunsthåndværkere, så var FINE ARTIST det sidste, hun skulle være.

Rayna Cunningham blev født 1972 i Danmark, og er opvokset i Sverige. I hjemmet hos glaskunstner Maja Cunningham og skulptør og keramiker Carl Cunningham-Cole blev der som sådan ikke talt så meget om kunst, men der var jo masser af billeder på væggene og forældrenes kreds rummede flere kunsthåndværkere. Der var et implicit summende, kunstnerisk skabende miljø omkring hende, og hun malede altid, har faktisk altid malet.

Ud og hjem, som Peer Gynt 
Som helt ung var Rayna Cunningham ganske søgende, besøgte BZ-miljøet i København en tid og uddannede sig i England en tid. Her oplevede hun flere gange, at undervisere og andre ville dreje hendes bane i retning af den frie kunst. Men kunstlivet forbandt hun med en livsform, som ikke tiltalte hende, så hun gik en anden vej.

Rayna Cunningham uddannede sig fra Blake College, Cavendish College og begyndte uddannelsen som fashiondesigner på Middlesex University i England. Hun arbejdede en årrække, dels som designer af fashionable tasker, dels som producent og værkstedsleder i Stockholm.
Efter en lang livsrejse omkring København, Australien, Indien og London har hun nu fundet hjem i bogstaveligste forstand. Kunstneren er atter bosat i barndomshjemmet i de svenske skove og har fået masser at male af.
– Jeg gjorde modstand langt hen ad vejen, men så kommer universet, og skubber dig derhen. Nu er jeg endelig klar, siger kunstneren, som ser frem til at dele sin kunst med et større publikum. 

Maleri af Rayna Cunningham, 2018.

Sindets natur
Inspirationen udfolder hun gerne i store, bevægende formater i olie på lærred, når der er tid nok, og i akryl, blyant og mixed media, når det skal gå stærkt. Rayna Cunninghams motiver er sælsomt tvetydige. Her er en stor skrøbelighed og en stor styrke. 

– Ligesom skoven ved solskin og skoven ved nat er mennesket selv et rimeligt komplekst univers, hvor det til tider ser pænt ud, og til tider ser ubehageligt ud. Det er spændende for mig at dykke ned i, siger Rayna Cunningham.
– Jeg kan også lide fejl. Jeg elsker, når der kommer noget fantastisk ud af en fejltagelse, og tænker, at det er nok det, vi er mest bange for og det, der egentlig er det vigtigste og bedste, der findes, raisonnerer Rayna Cunningham.

Kilderne på vejen
Spørgsmålet om, hvem der i dag inspirerer hende, besvarer hun således:
– Kunstnere, der er så enormt mange dygtige, gamle som nye.

Jeg bliver overvældet og lykkelig, når jeg ser noget, der går lige igennem!! Jeg kan for eksempel virkelig godt lide en marokkansk kunstner, der hedder Abdella El Haitout, for ikke at nævne japanernes smukke enkelhed i det meste, de foretager sig. Også Bacons absurde forvredenhed. Og jeg er skør med Michel Kecks vidunderlige malerier. Jeg kan næsten ikke tænke og se dem uden at føle, hvordan cellerne i mig deler sig! Det nok min absolutte favorit.
– Så er der de gamle, vi alle kender, hvor jeg til tider drømmer mere om den tid, de levede i, og hvad de havde at udgå fra og hvad de ville synes om det kæmpe udbud, der findes i dag. Om de nu ville have været så tossede i dag eller bare være endnu en i mængde? – Og der hentyder jeg ikke til Picasso, og hvad han malede som barn, nærmest umenneskeligt! beretter Rayna Cunningham. 

Debut i København
Debutudstillingen finder sted i København Galleriet 1. tv. på Østerbro, drevet af samlerparret Mireille og Søren Flygenring Basset, som byder indenfor i deres private lejlighed 15. og 22. april – kun de to søndage. Om oplevelserne med kunstnerens værker fortæller den ene af indehaverne fra Galleriet 1. tv., Søren Flygenring Basset.
– Figurer kommer og går, når man flytter sit fokus. Det er som om, der er mange forskellige erindringer, som folder sig delvist ud i hvert billede. Men de folder sig ikke helt ud. Jeg må selv digte videre på hvert af de anelsesfulde motiver, siger Søren Flygenring Basset.
For kunstneren er det en forløsning at opleve værkerne, fløjet ud af atelieret i skoven og ind på de fine, rene vægge i Galleriet. En forløsning at se og at genfinde i nyt lys.

Maleri af Rayna Cunningham, 2017, 120c90

Rayna Cunningham ∙ SOLO UDSTILLING ∙ DEBUT UDSTILLING
15. april + 22. april – kun de to søndage.

Galleriet 1. tv. – Willemoesgade 44, 1. sal, 2100 København Ø
Fernisering:   15. april kl. 13 – 16. //   Finissage:  22. april kl. 13 – 16.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Jes Fomsgaard – Rose, 2017.

Tegner, grafiker, musiker, filmskaber, underviser, rektor, billedkunstner, modtager af Eckersberg Medaillen, adskillige legater samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse: 70-årige Jes Fomsgaard fejres med en fornem retrospektiv udstilling og bogudgivelse på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

View Jes Fomsgaard er udstillingstitlen, og sammen med den delikate bogudgivelse får vi den fynske mester serveret i en fornem indramning. Johannes Larsen Museet rummer ud over kunstnerhjem og atelier også en velfungerende fløj til særudstillinger. Her præsenteres nedslag af Jes Fomsgaards omfattende livsværk, opdelt i temaerne COAST, MAP, PARK, PAPER, CITY og CATHEDRAL, som følger udstillingsrummenes arkitektoniske forløb. Værkerne varierer i formater fra store malerier til skitsemateriale og installationer. 

Jes Fomsgaard – Museum for Imperfection 2015

Kridt og stift
Jes Fomsgaards udtryk fangede for år tilbage min opmærksomhed med sin kombination af klassisk tegnede søjlekapitæler, labyrintiske sort-hvide babelstårne og grafiske, mættede farveflader, påført kridtstreger og blyantsskriblede notater. Kombinationen med dyrehoveder, torsoer, figurer fra folkelig italiensk Commedia dell’ Arte, imaginære landkort og arketypisk arkitektur skabte en stærk resonans. Det var monumentalt og demokratisk på samme tid. Her var spor, det var værd at forfølge, værd at lade sig gribe af.

Turen gik over fremtidslandskaber med rum- og computerlignende universer, ind i dunkle parklandskaber med skarptskårne cypresser, trapper og haverum frem til barokke katedralers grundplaner og fascinerende ruiner, hvor det efterladte, overlevende sitrer i skygge og streg, af og til gengivet på en tavlesort baggrund.

Skarp og elegant er kontrasten i Jes Fomsgaards æstetik, hvor paletten af virkemidler forskydes og udvides fra værk til værk. Dette skal naturligvis helst opleves ved selvsyn, ved at besøge udstillingen i Kerteminde, men herom fortælles også i det rigt illustrerede bogværk, hvor Jes Fomsgaards kunst ses retrospekt af kunsthistoriker Lene Burkard, og uddybes i en samtale mellem kunstneren og kurator Christian Kortegaard Madsen. 

Jes Fomsgaard – White River 2010

– For Jes Fomsgaard er arbejdet som billedkunstner som en forskningsproces, hvori han inddrager tanker og værker helt fra antikken, renaissancen og barokken til vor tids arkitektur, rum-, krigs- og medieforskning, fortæller kunsthistoriker Lene Burkard. Selv siger han, at det for ham handler om kompleksiteten i verden.

I perioden fra 1981 til 1992 blev indtryk fra rejser og udlandsophold i Spanien og Italien omsat i en serie på 119 grafiske blade, dybtryk, som i 2002 blev erhvervet af Kulturarvsstyrelsen til Vejle Kunstmuseum.
– Denne sorte farve er utrolig vigtig for mine billeder. Den betyder død for mig. Men det er også i mørket – i skyggen – inde i portene, at livet eksisterer. Det er der, man sidder med sin kølige vin; det er der fødslerne sker. Det er der, man kastrerer tyren. Det er der, det er. Det er skyggen, der er vigtig. Det er den, som markerer formen, og det er i skyggen, lyset har sin resonansbund, har Jes Fomsgaard udtrykt det.

Nogle af stregerne ligner kridt på en tavle. Det er kridt på oliebasis, som fikseres.
– Det ser meget overbevisende ud, og folk forsøger altid at viske det ud, hvilket også er en pointe med at bruge det. Der sker noget med et billede, når man føler, at stregerne kan viskes ud. Der er en fortrolighed over kridt. Kridttegningen bliver på en måde en offentlig skitse. En kridttegning lægger op til debat, og den henviser til en evig korrespondance, hvor billedet konstant skifter. Det er her, at min streg virkelig kan gøre noget, forklarer Fomsgaard.

Mennesket som kode
Menneskekroppen har været et forlæg for en betydelig del af Fomsgaards arbejder. Studiet af anatomiens proportioner har ledt hans interesse mod arkitekturen, som spiller en stor rolle i motivserierne CITY, PARK, COAST og CATHEDRAL.
– Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville vise et størrelsesforhold, så kunne jeg lave en trappe, for der er nogle normer for, hvordan en trappe er konstrueret. Et trin svarer til et skridt, så hvis jeg bare lavede en trappe et eller andet sted i billedet, så var der en form, som viste størrelsesforholdet. Da jeg først fandt ud af at bruge anatomien på den måde, blev arkitekturen enormt interessant, siger Fomsgaard i samtalen med udstillingens kurator, Christian Kortegaard Madsen. 

Jes Fomsgaard – Red Treetop 2016

Skole og vækst
Om betydningen af arbejdet som rektor og underviser med tæt kontakt til såvel studerende som kunstnerisk forskningsmiljø fortæller Fomsgaard:
– Jeg kom til Fyn i en spændende tid. Fyns Grafiske Værksted var netop blevet etableret, og så kom billedhuggerværkstederne på Hollufgaard. Der herskede en visionær stemning i Odense. Man ønskede kunstlivet ind i en ny tid. Man ville ikke kun have et kunstmuseum, men nu også en Kunsthal. Det blev så klædefabrikken Brandts, som blev indviet i 1984. Det Fynske Kunstakademi skulle ligeledes have til huse på Klædefabrikken. Jes Fomsgaard blev ansat på akademiet, først som leder af den grafiske skole, og fra 1990 som rektor med indflydelse på ansættelser og samarbejde med kunstakademierne i Aarhus og København. I forhold til Fomsgaards egen kunst har dialogen med de studerende og med professorkollegerne været med til at skærpe nysgerrigheden og hans eget kunstsyn. 

Jes Fomsgaard – Night Vision 2010

Bogen til udstillingen er udformet i et velvalgt layout af Louise Harbo Bendixen, og rummer foruden de her citerede artikler en katalogdel og et informativt, biografisk afsnit. Jes Fomsgaard har stribevis af udstillinger bag sig i ind- og udland, og repræsenteres herhjemme af Galerie MøllerWitt, Aarhus. Han har udført adskillige udsmykningsopgaver rundt om på landets læreanstalter, f.eks. Københavns Universitet, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, !Nano, auditorium Aarhus Universitet, flere gymnasier, Holstebro Musikskoles Koncertsal, Odense Musikkonservatorium, samt for både private og i offentligt tilgængelige bygninger.

Forhåbentlig bliver der også plads til en udsmykning på en af Københavns nye metrostationer en dag, hvor såvel den monumentale styrke som den enkeltes skrøbelighed skildres eminent i Jes Fomsgaards streg. 

View – Jes Fomsgaard
Johannes Larsen Museet
Kerteminde
Frem til 13. maj 2018 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Artiklen er publiceret på Kunstavisen.dk
3. april 2018

Peter Rothmeier Ravn – Galleri Kant – installationsview 2018
foto: David Stjernholm

Hvor kommer lysten fra? Og prægningen? Inspirationens arnesteder spørger jeg gerne ind til, når jeg skriver en af de samtaleartikler, som bl.a. Kunstavisens læsere kan se fra min hånd.

Kunstnerne fortæller gerne, at de er startet med at tegne, og måske har tegnet altid. Men den lige vej fra prinsessekjole til malerkunst er sjældent så lige endda.
Nogle gange er det en farmor, der har haft en særlig rolle, som f.eks. hos kunstneren Peter Ravn, jeg skrev om for nylig. På siden her og på Kunstavisen online kan du læse, hvordan fru Rothmeier Ravn kunne noget, som drengen Peter tog ved lære af. 

Andre gange er det f.eks. en højskolelærer, måske selv billedkunstner, som kommer til at gøre udslaget for den, der vælger at gå kunstnervejen. Ofte skal der et par friske øjne til at se talentet hos det menneske, der som barn, ung eller voksen bruger den kunstneriske metode i sin gøren og laden. De øjne kan blive livsafgørende for den anden. 

Anneline Schjødt Pedersen, One Inch Tall – KP 2017.

Essentiel er den tid, det tager at opdage, at dvæle ved og samtale med den, som måske har et talent.

Essentiel er den tid, der bliver brugt på rosen, sagt med et citat fra Den lille Prins.

Essentiel er også den ballast, som læreren, inspiratoren kommer med.

Bliver der tale om en skoling, hvor der bliver pushet rigid teknisk kunnen ind? Eller bliver der lagt en grund til lyst, til længsel efter mere, gerne i forlængelse af en tillidsskabende anerkendelse af den enkelte, som et værdifuldt væsen i sig selv?

Det er utroligt, hvad ros og tiltro kan gøre.
Men ros skal være ægte, og komme fra et menneske, ikke fra en måling.

Modstand skal der også til, så landets keramikovne ikke brænder ethvert spinkelt askebægerforsøg.
– Skån vores voldgrav for de værste prøveeksemplarer. Det er ikke alting, som fortjener at leve i tusind år, sagde min højskolelærer Tove Andresen på Engelsholm. Her blev givet værktøjer til kreativ idéudvikling og der blev givet kulturhistoriske rammer, så pennen ikke løb ud i alt for tynde amøbeformer. 

En hyldest skal her derfor lyde til den lærer, der ser den enkelte, og finder tid til den reflekterende samtale, vi hver især kan huske i resten af vores levetid.

Inge Schjødt – Dråben 1980 – keramisk figur

Et krav skal her også lyde til de, der sætter betingelserne for lærernes uddannelses- og arbejdsbetingelser. Overenskomstforhandlingerne har i de første faser haft fokus på læreres arbejdstid og vilkår.

Lærerne er grundpiller, som fortjener vores største respekt. Lærernes muligheder og skolens rum for det unyttige, for fordybelsens eksperimenter med og uden ipad skal styrkes. 

Danmarks fremtid er på spil!

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Lederartikel i Kunstavisen 03//2018

Peter Ravn – It Was His Own Fall, 2018
foto Dorte Krogh

Kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn, som er udstillingsaktuel hos Galleri Kant i København og Kirk Gallery i Aalborg

Udenfor skifter omgivelserne farve med det dalende sollys over Københavns Botaniske Have. Peter Ravn tørrer penslerne af efter en travl dag i atelieret. Nye billeder står til tørre på staffelierne. I skrivende stund er Peter Ravn udstillingsaktuel hos Galleri Kant i St. Kongensgade i København, og lørdag 3. marts åbner han en soloudstilling hos Kirk Gallery i Aalborg.

Motiver med habitklædte mænd med blanke sko, som ligger, kryber, falder – alene eller flere sammen – har igennem nogle år optaget Peter Ravns optik. En kreds af modne, maskuline, nøgterne og til tider neurotiske figurer befolker hans overbelyste, usentimentale, blankpolerede verden. Mændene er eksponenter for både magt og skrøbelighed i tilværelsen. Autoritetssymboler udfordres. I Ravns såvel afslørende som forsonende penselstrøg spores en rastløs energi, som bryder figurernes nedkølede isolation, og de sanser lige akkurat med det yderste af de rødsprængte næser, ører og fingerspidser, at livet sker for dem.
Rummet omkring mændene er langsomt under forvandling. Fra næsten tomme universer løber der linjer i landskabet. Som regel set i et overvåget Googlemaps perspektiv. Linjerne synes menneskeskabte, veje og landingsbaner, og enkelte bygningskroppe ligger som markerede fixpunkter, targets, måske. Men, her gives ikke nogen alt for håndfaste definitioner. Det er op til øjnene, der ser.
På de allernyeste motiver har linjerne nu ændret sig, og her antydes mere organiske elementer, ligesom figurernes beskæring i kompositionen går mere til kanten, og billedfladens autoritet brydes op på ny. 

Galleri Kant – installationsview 2018
foto: David Stjernholm

Alpine inspirationer
Til udstillingen His Own Fall hos Galleri Kant er der fremkommet en helt ny værkserie i 3D. Human Landscapes, hedder de. Skulpturerne er skabt af smukke, klassiske østrigske Lodenfrakker i jagtgrønne nuancer, fastgjort på en base af polystyren og gips, formet med de autentiske kantbesætninger og knapperne, så de nærmest illuderer øjne, der popper ud af den bølgende, på én gang kropslige og landskabslignende form.
Men, hvor kommer den inspiration fra?

Fornemmelsen for kvalitet ligger i blodet hos Peter Ravn – Peter Rothmeier Ravn, som er det fulde navn efter den sønderjyske slægt på farmoderens side.
– Hun var god til at sy, virkelig god, fortæller han. Jeg husker, at hun syede frakker til os af min oldefars gamle uldfrakke fra 1. verdenskrig. Og jeg så hende ofte sy om og skære til. Engang syede hun en ruskindsjakke med frynser til mig, hvor nålene på hendes gamle Pfaff-maskine knækkede hele tiden.
– Jeg har altid tegnet, fortæller Ravn og beretter om en opvækst med klaverspil og kunstinteresse i familien. – Den nonfigurative, modernistiske kunst virkede, da jeg var ung i 1970’erne som en lukket verden for mig. Så uddannelsesmæssigt gik jeg på Design instituttet på Kunstakademiets Arkitektskole, et år på designskolerne Syracuse University og Parsons School of Design i New York, og tog så afgang fra Afdelingen for Industriel Design herhjemme. 

Peter Ravn – Right Hand over Human Landscape #2

Musik og marketing
– Men for mig var det i rockmusikken, at kilden sprang! Jeg spillede selv musik og havde venner, der var musikere, og dem begyndte jeg at lave pladecovers for. På det tidspunkt var coveret et kunstnerisk udtryksmiddel, som gennemgik en eksplosiv udvikling fra før at have være et foto af nogle musikere, siger Peter Ravn, og fortæller om en tid med en musikbranche i en rivende udvikling, hvor tidens filosofiske og politiske tanker for ham primært gik gennem musikken. Her var et både kreativt og kunstnerisk spillerum.
Et pladeselskab spurgte, om han ville sætte nogle billeder på musikken, og sådan kom Ravn i gang med at skabe musikvideoer til en række legendariske navne på den danske musikscene.
– Men der gik for meget marketing i musikbranchen, og så forsvandt magien for mig, forklarer Peter Ravn, som derpå virkede i en kreativ del af tøjbranchen, primært med mærket Democrats, hvor der bl.a. blev skabt T-shirts med ikoniske tekster, men også for nogle velkendte brands, indtil konceptualiseringens lyserøde lasur også indhentede dem.
– Jeg fandt da, at jeg havde lyst til at fordybe mig et andet sted, og kunsten er den sidste bastion, hvor du er herre i din egen kreativitet, fastslår maleren Peter Ravn.

Fart og frigear
Omkring årtusindskiftet går Peter Ravn til billedkunsten. I 2004 får han optaget værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling. I 2005 og 2009 er hans billeder med på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Fra 2009 udstiller han bl.a. på Gallery Poulsen i Kødbyen og deltager på Portræt.nu udstillinger på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Siden har han udstillet i både ind- og udland, bl.a. på biennalen i Brescia, i Rom, Napoli, samt Wroclaw i Polen, Hanoi i Vietnam og Oslo, Norge.

Ind imellem er der blevet tid til at skabe bl.a. bogværker for Gyldendal, eksempelvis den fotodokumentariske  København Con Amore sammen med Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen. Et værk, som har haft direkte indflydelse på andre billedkunstnere som f.eks. maleren Jonna Pedersen, der har taget byens rå og poetiske puls til sig og skabt sine egne værker ud fra nogle af gadernes kulturperler, som fremstilles i bogen. Der er også skabt en serie plakater fra bogen af Peter Ravn. 

Peter Ravn – The perfect Storm, 2018

Cirkler sluttes
Tilbage til Galleri Kant, til udstillingen His Own Fall og skulpturerne Human Landscapes. Udstillingen hos Galleri Kant er en både dramatisk og harmonisk symbiose. Ravns malerier og de mosgrønne skulpturer spiller så rent sammen med rummenes overflader og lyssætning, at det, på den vinterkolde søndagseftermiddag, klinger klart, som et klaverstykke af estiske Arvo Pärt.

– Det blev en voldsomt stærk oplevelse, da udstillingen hos Galleri Kant skulle installeres. Jeg har arbejdet meget med mine mænd, fortæller Peter Ravn. De bærer de her jakkesæt, men har slet ikke styr på deres gøren og laden. I værket The Perfect Storm står manden foran et inferno af røg, hvor hans store hånd i forgrunden kaster en skygge på hans skaldede hovede. Vegetationen, ressourcerne er forsvundet. Brænder vi det hele ned, har vi kun vores egen hånd at søge skygge under.

– Jeg har arbejdet med landskabet i flere motiver i mine malerier, og nu er jeg også gået ombord i det tredimensionelle, for at få kroppen og landskabet til at smelte sammen. Til skulpturerne har jeg kun haft de allerførste prøver i mit atelier i form af bunker af tøj. Jeg er egentlig ikke vild med Lodenfrakken som traditionel identitetsmarkør – i hvert fald ikke i den danske kontekst, som har noget irriterende Holte-agtigt over sig – men i de opsplittede, dekonstruerede genbrugs Lodenfrakker finder jeg noget af Alperne, og dem elsker jeg. Jeg skal altid ind i områdets elegante specialbutikker med den gedigne lokale beklædning, når jeg rejser dernede. De har de her grå og grønne farver, som nogen forbinder med militær, men som jo egentlig er naturens egne farver. Det er bjergsidernes græs og græssende får indlejret i klæde. 

Peter Ravn – Human Landscape #3
foto: Dorte Krogh, 2018

– Det her valkede materiale, hvor lanolinen bevares, selvom filtningsprocessen er med kogende sæbe, det er fascinerende. Også de små farvevariationer, der bevares i uldens overflade.
Selve formen under skulpturernes overflade blev skabt på et værksted et andet sted i byen, så mine malerier og skulpturerne mødte først hinanden, da vi fik tingene ind til Galleri Kant. Det var en kæmpeoplevelse!
– Den syntese, den samtale, som værkerne her har indledt, har fået mig til at se på det hele på en ny måde, og det kommer helt sikkert til at afføde noget nyt.
Til september udstiller Peter Ravn på Munkeruphus i Nordsjælland. 

Peter Ravn – The Stop over Human Landscape #3

Frem til 4. marts // Galleri Kant, St. Kongensgade 3, 1264 København K
Fra 3. marts // KIRK Gallery, Danmarksgade 8, 9000 Aalborg 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Peter Martensen – Dansen om Sorte Scene, 2003

Hvad maleren Peter Martensen fortalte ved et besøg Huset i Asnæs i sommeren 2017 

Peter Martensen voksede op på Stadionvej i Odense i 1950’erne, og lyden af stadion var som et trofast bagtæppe. Faderen var reklamemand. En dag, da Peter var omkring 5-6 år gammel så han et hæfte, et katalog, som faderen havde med hjem. Her var fotos fra MoMa-udstillingen ’The Family of Man’ – en international fotoudstilling, kurateret af Edward Steichen, som besøgte Charlottenborg i 1957.
Motiverne heri viste andre sider af tilværelsen end det kendte kvarter, og det gjorde et stærkt indtryk.

Peter Martensen tegnede fra sine tidligste år, og i gymnasiet foreslog en lærer ham at søge på Kunstakademiet. På Det Fynske Kunstakademi fik han sin grundlæggende kunstneriske uddannelse, og snart derefter fik han atelier i Bredgade i København. Med et almen voksenpædagogisk grundkursus i baglommen kom han i gang med at undervise.
– Jeg blev klar over, at jeg skulle dygtiggøre mig for at frigøre mig. Jeg malede derfor studier, klassiske opstillinger, portrætter og senere motivkredsen Tilskuere. Det var i årene omkring udstillingen ’’Kniven på hovedet ’’med De Unge Vilde på Tranegården i Gentofte (1982), hvor eleverne fra Kunstakademiet i København rejste ud, studerede transavantgardismen og blev inspireret til at udtrykke sig voldsomt, gestikulerende og fabulerende.

Peter Martensen – Fokuseringen, bemalet bronze, 2017

Maleriet først
Peter Martensen spurgte dengang sig selv, om han var født i en forkert tid, for selv om de vildes maleri påvirkede ham stærkt, kunne han ikke finde sig selv i det, og tilmed var der den opfattelse, at psykologi, indlevelse og følelse ikke længere kunne bruges i maleriet.
– Med mediernes øgede indflydelse på vores hverdag og den overvældende informationsmængde ude fra verden, man ikke kan reagere aktivt på, gøres vi ufrivilligt mere og mere til tilskuere, udtaler kunstneren. Denne erkendelse var en del af det stof, mine tilskuerbilleder fra starten af 1990erne udsprang af.
– Jeg opfandt derefter en skabelon, Hr. Hvem-som-helst, en person uden egenskaber. Dog lignede han lidt min far, som han så ud da jeg var barn, i hvid skjorte, mørke benklæder og sideskilning i det mørke hår.
– Jeg undersøgte, hvad jeg kunne gøre med ham. Jeg løftede hans arm. Jeg løftede hans finger. Hvis jeg nu drejer ham? Gentager ham og putter flere ind? Ser ham oppefra?                                                

Motivet sås som fra et Guds Øje, og billedudtrykket fik en abstrakt, mønsterlignende kvalitet, som på en måde fik maleriet til at ånde frit, uden tyngende fortællinger. Hvert område af billedet skulle have samme gyldighed – skulle være lige gyldigt – og samtidig rumme en spænding.
– Senere begynder jeg at eksperimentere med at lade figurerne optræde i miljøer, i landskaber og sådan indgår de i en undersøgelse af rumlige og billedmæssige forhold, hvor jeg prøver at konstruere nogle visuelle udtryk for den tilstand, jeg aktuelt oplever.

– Jeg ser maleriet i en art helhedssyn, hvor kunsthistorien er en del af det, jeg gør. Jeg opdagede, at når jeg malede billeder, tømt for psykologisk indhold, puttede publikum indhold i. Billederne rummer det generelle, det fælles, det almene, forklarer Peter Martensen.

– Et maleri er et mentalt rum. Et rum for opdagelse, eftertanke, et rum, man kan tilbringe mental tid i. Det skal være organisk, dvs i højere grad udsprunget af mit sind og min krops processer, end ud fra et kunstteoretisk standpunkt.
– Jeg maler først, og reflekterer bagefter. Jeg lever i nuer – i nuheder. Som en gammel hippie oplever jeg det i dybder af sindet, at jeg lever i et bad af ånd, af lys.

Martensens farver
Jeg har en kamp med farver. For stærke farver skubber mig ud af billedet, fortæller Peter Martensen, og nævner at han har været meget glad for maleren Vilhelm Hammershøi, som han forbindes med, siden teenageårene.
– For godt 6 år siden flyttede jeg atelier. Vi fandt et fantastisk sted på landet i Nordsjælland, som ligger helt ugenert. Verdens bedste atelier.
– Da vi flyttede herop var der en diskrepans. Der var noget galt. Landskabet er jo fantastisk, og giver sådan en Guldalderfølelse, det er næsten også lidt Morten Korch’sk. Men grønt er en farve, jeg ikke har brugt rigtigt før. Den er svær. Den er krævende. Man tænker på Dankvart Dreyer og på Købke. Jeg malede grønt, men det var røvkedeligt, kitsch, smiler Peter Martensen. 

Peter Martensen – The Fertilization, olie på lærred.

Magt og afmagt
Så jeg puttede mennesker med hvide kitler ind i landskaberne. Jeg tror, at de repræsenterer videnskabsmænd, dem, der skal redde os fra naturkatastrofer, global opvarmning og epidemier.
A4-arket dukkede op i mine billeder. Det ikoniske papirformat fra det 20. århundrede, som har haft så stor betydning , og som er på vej bort. A4 arket har været brugt til kommunikation i form af breve – tænk på al den længsel og kærlighed dette format har viderebragt – skræmmende meddelelser – men også som dokument, kontrakter, skøder, lovsamlinger. A4 arket kan også være tegnepapir, og således et frirum til at skabe værker på. Der knytter sig en masse forskellige modsatrettede betydninger til det, og det er et fantastisk element at komponere billeder med, selvom det også er meget banalt, forklarer Martensen.

Portrætter og opgaver
Peter Martensen begyndte at få portrætbestillinger i begyndelsen af 1980erne. Han malede politikerportrætter af bl.a. Flygtningehøjkommissær Poul Hartling, og senere Folketingsformændene Christian Mejdahl og Erling Olsen.

Af filminstruktøren Bille August fik han til opgave at male ufærdige Krøyerværker til filmen Marie Krøyer, hvor Birgitte Hjort Sørensen spillede titelrollen. Hertil malede han også live en badende dreng i Krøyerstil. 

View med helfirgurs portrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard

I foråret 2017 udstillede han 10 kunstnerportrætter på Frederiksborg Slot, hvoraf et par stykker er med på udstillingen i Huset i Asnæs, som danner rammen for kunstnersamtalen. Bl.a. helfigursportrætter af Lone Hørslev og Morten Søndergaard. Martensen fortæller om processen, opstillingen, og modellerne.
Morten Søndergaard er omgivet af papirer, de to skriver nemlig breve til hinanden. Gammeldags, håndskrevne, langsomme breve. Peter Martensen fortæller om mødet og portrætmaleriet af afdøde musiker Peter Bastian, der spillede på sugerøret. Peter Martensen nævner, at han også selv spiller musik, i en stilart, som ligger på kanten mellem musik og lyd. Der kom en naturlig genklang mellem maleren og modellen. Frederiksborgs Nationalhistoriske Museum købte portrættet af Peter Bastian.

Refleksioner her og derovre
Martensen malede billeder til en udstilling i BDG Gallery i Brooklyn, New York, 2014. Blandt andet et ganske stort portræt, hvor ansigtet næsten blev et landskab undervejs i processen. Galleristen solgte 10 billeder allerede før åbningen, og så omkom galleristen kort tid efter ved en ulykke. Vinden kan så pludseligt vende. 

Homeland, 176×241, Maleri af Peter Martensen. Foto: Henrik Petit

På udstillingen i Huset i Asnæs kigger publikum sig omkring og stiller spørgsmål til kunstneren.
– Hvem er manden ovre under træet? Der gemmer sig en figur i skyggen, lidt utydelig, men harmonisk.
– Han skal bare være der. Det virker for mig som en basklang i billedet, svarer Peter Martensen, og fortsætter: Der er nogle skalaforhold med nogle små mennesker ude i naturen. Vi orienterer os ud fra vores egen krop, men der er også en stor bevidsthed i naturen, i alle levende væsener.
– Jeg er overbevist om, at alle levende væsner har en bevidsthed. Det er en del af det at være menneske, at vi har en bevidsthed. Man kan spørge, om det er bevidstheden, der krystalliserer sig i partiklerne, i lyset? 

Universet er i bevægelse. Vi selv farer omkring i universet på denne klode på den mest snørklede måde. Cirkelbevægelsen omkring jordens akse, som vi kender som nat og dag, er også en spiralbevægelse omkring solen. Men solen er en del af en større bevægelse, galaxens, hvor stjernerne drejer med kolossal hastighed omkring et sort hul i centrum af galaxen – og samtlige galaxer i universet er samtidig på vej bort fra hinanden til alle sider. Så hvis vi skulle tegne vores bevægelse i rummet i 3D, foretager vi de vildeste bevægelser i kosmos hele tiden. – Jeg mediterer, og under meditationen har jeg målet at nå ind til det nul, som er i den store, komplicerede kosmiske bevægelse, fortæller Martensen.

Krav og ambitioner
– Jeg arbejder på at blive mere spontan. Nogen gange går der strikkekone i den, smiler kunstneren. Hvert billede kræver sit, det skal føles organisk, der skal være noget, der tricker mig, og så må det gerne være smukt malet!
De her mennesker på malerierne. De er måske Aliens?
– Jeg elsker Twin Peaks, David Lynchs’ værker. Jeg har altid selv følt mig mærkelig i verden, svarer Peter Martensen. 

En af deltagerne bemærker, at der ikke er særligt mange kvinder på Martensens billeder, hvortil han svarer:
– Kvinderne giver ikke den anonyme følelse. Kvinder er meget mere mangefacetterede. Det er en anden historie. Der kommer man et andet sted hen, understreger kunstneren. Det figurative, det er svært, men man skal ikke være så bange for det banale. Når billederne er skabt må de leve deres eget liv, slutter Peter Martensen. 

En af deltagerne spørger ud i lokalet, hvor mange af de ca. 40 gæster, der har et værk af Peter Martensen?
Det har de tolv. Nogle har mere end ét. 

Peter Martensen, X-lab, olie på lærred, 140 x 110, 2017

Efterskrift:
Peter Martensen havde en stor udstilling på et af Frankrigs største museer for moderne kunst i 2017, Musée d’Art Moderne Saint-Etienne, som købte et værk til samlingen, der bl.a. rummer værker af Gerhardt Richter, Andy Warhol, Picasso og Giacometti.
Peter Martensen er tillige repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Statens Kunstfond, Kunstmuseet i Rostock, (DE), Göteborg Kunstmuseum, (SE), Kastrupgårdsamlingen, Fuglsang Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, Centre Culturel du Hainaut, (BE), Victoria & Albert Museum, London, (GB), Skovgårdmuseet, Viborg, Frederikshavn Museum, Portrætgalleriet, Frederiksborg Slot, Folketinget, Christiansborg, Sønderjyllands Kunstmuseum, samt i privatsamlinger i Danmark, Frankrig, England, Schweiz, Brasilien, Amerika og Japan.

Udstilling foråret 2018
Kunstneren er i foråret 2018 udstillingsaktuel hos Galerie MøllerWitt i Aarhus med udstillingen Planet X. Her behandler han en følelse af fremmedgørelse, af fake news og skiftende perspektiver, udtrykt gennem en række nye figurbilleder. Her er også en skulpturserie i bronze af den pegende mand.
Udstillingen hos Galerie MøllerWitt varer frem til 10. marts. 

  Artist Talk med Peter Martensen, sommeren 2017

The Family of Man – kataloget fra MoMa, 1955

Peter Martensen har tidligere skabt bronzefigurer, bl.a. Waterman, omkring ti forskellige i alt. 
Politiken har udgivet en af skulpturerne, ’’Blue Zero’’.
– Læs mere, bl.a. detaljeret CV hos www.gmw.dk. 

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk