TRANSIT – Halil Altinderes billboard på Spor 11, Kbh H

Menneskestrømme i TRANSIT er et af denne generations varmeste temaer, som KØS – Museet for kunst i det offentlige rum – netop har sendt ud på tur med S-togslinje E mellem Køge og København. Inge Schjødt var med, og gjorde sig nogle tanker undervejs.

Kunstavisens udsendte mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere, som er inviteret til Danmark med to værker – det ene et fotobillboard, som kan opleves på Københavns Hovedbanegård, spor 11, hvorfra S-togslinje E kører til Køge. Og det andet er videoværket Homeland, som vises på selve udstillingen TRANSIT på KØS – Museet for kunst i det offentlige rum.

Kunstneren Halil Altindere er internationalt anerkendt for sine værker, som sætter fokus på flygtninge og migrantsituationen. Allerede kort efter han dimitterede fra sin akademiske kunstuddannelse blev han i 1997 inviteret på Venedig Biennalen, og derfra gik turen over Sao Paolo til Berlin og London. MoMa Museum of Modern Art i New York har lige købt videoværket Homeland. Foreløbig behøver du nu kun at tage turen mellem København og Køge. 

Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul

Halil Altinderes billboard med titlen Köfte Airlines viser et fly, der letter med taget fyldt af mennesker, som vi genkender det fra orientens passagertog, eller som vi også alt for ofte ser det i overfyldte gummibåde på Middelhavet.
Motivet kan ikke undgå at røre noget i os, medfølelse og bekymring på samme tid.

”Jeg kommer med fred” – råber robotten Buzz Lightyear, som i animationsfilmen Toy Story dumper ned i børneværelset og skaber ufred og ravage blandt legetøjets faste indbyggere. Hvorfor denne reference?
– Jo, jeg tror ikke, at ret mange migranter og flygtninge gør sig begreb om, hvor de lander, og hvad det medfører, når de løber over hals og hoved fra krigens rædsler afsted til en tryg destination, hvor der er FRIHED, DEMOKRATI, YTRINGSFRIHED og gode muligheder for at give børnene en ordentlig opvækst og uddannelse. De kender ikke nødvendigvis ret meget mere end de fem forventninger til deres destination. 

Tina Hille – Kvinde, akryl på papir. Venligst udlånt af kunstneren til artiklen her.

Frejas sal
Men i den anden ende af rejsen, der bor der jo nogen i forvejen.
Vi danere plejer at se os selv som humanister, der gerne står med en fremstrakt hånd, når nogen er i nød. Men, når der kommer myriader, og der tales sprog som slet ikke lyder som de europæiske, nordiske, ja måske er flokken endda temmelig urolig og højtråbende? Så synker hånden ned langs siden, og smilet glider over i andre grimasser. Især, når den ankommende ikke selv ønsker at give hånd! Men måske ønsker at være adskilt fra os her med et tørklæde. 

– Jeg kommer uden våben, er den ældgamle, symbolske betydning bag håndtrykket. Og her behandler vi hinanden ligeværdigt og de svage ordentligt, så kvinden er ikke nødt til at pakke sig ind for at skærme sig for uartige blikke og henvendelser, som var hun et bytte, en vare, og en del af klanens avlsprogram.

Forskellene er til at tage at føle på. Men, ingen af os er herrer over, hvor vi er født, eller hvad vi har fået givet af forfædrene som grundlæggende antagelser. Vi står til gengæld til ansvar for, hvor vi har vores værdier og hvordan vi handler på dem. Altså også i forhold til, hvordan vi omgås i det offentlige rum.

Du skal elske din næste som dig selv
Der er enorme forskelle på de kollektive kulturers familiebånd og ære, og på retorikken i kulturen, sat overfor den selvstændige og individuelt frie borger, der taler sandt, og som enkeltperson står inde for, hvad han/hun gør, siger og må. Der er en kæmpestor forskel på at skulle frygte myndighedspersoner, uniformer, autoriteter og så at samarbejde med de samme i ligeværd, ret og pligt. Uanset om det er personer i de nære relationer eller i offentligt regi. Der er trygheden til forskel – og menneskesynet.
Vi må erkende, at viljen og hensigterne i den enkelte tæller, når menneskestrømme skal flettes sammen, som følge af krig og ufred i folkerige dele af verden. Det gælder om at udveksle viden og få indsigt, om at give tegn undervejs, og om at få trafikstrømmene til at glide i denne nye bølge af folkevandring. 

Halil Altindere – Homeland – vidostill foto Inge Schjødt

Homeland
– Eller gør det? For, hvad kæmper vi for? Jeg mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere ved ankomsten til udstillingen TRANSIT på KØS Museet for kunst i det offentlige rum, og så det andet værk,  videoen Homeland,.
Begge værker har migrantens vanskelige vej og drømme og håb som omdrejningspunkt. Videoværket Homeland viser indledningsvis, hvordan en gruppe yogaturister på en badebro pludselig konfronteres med en gruppe flygtninge, som gør klar med redningsveste til at begive sig ud over det smukke, blå Middelhav, nærmest fra den samme badebro. Derfra følger man flygtningenes strabadser på Balkanruten op gennem Europa med Berlins aflagte Tempelhof som trøstesløs og desillusionerende endestation.

Lydsporet udføres af rapperen Mohammad Abu Hajar, som sætter ordkraft på scenerierne, der dels bygger på dokumentarisk materiale og dels på genindspillede sekvenser. De optrædende er her en gruppe af migranter, som fik mulighed for at medvirke, og som også optræder på den nævnte billboard. Vi lades ikke i tvivl om flygtningenes strabadser, som Mohammad Abu Hajar beskriver, og som videobillederne viser. 

Halil Altindere – Homeland – video still foto Inge Schjødt

Köfte Airlines på Spor 11
På billboard billedet af Köfte Airlines flokkes unge mennesker forventningsfuldt på taget af flyet.
– Jeg spørger, hvor meget de flygtende egentlig ved om de samfund, de rejser til, og Halil Altindere giver som svar de fem forhåbninger, jeg nævnte ovenfor – Frihed, Demokrati, Ytringsfrihed, tryghed og god uddannelse til børnene, og trækker lidt på skuldrene.
Jeg er ikke overrasket, for jeg har før oplevet det samme svar. 

– Jeg spørger, om han er bekendt med, at der er indført en ny lov i Danmark, som forbyder maskering, også kaldet burkaforbuddet?
Halil Altindere har ikke hørt om det, men vil læse nærmere om det.
– Jeg fortæller, at det faktisk bryder med nogle af vore grundlæggende principper, og at det er vedtaget med stor ulyst, for vi ønsker ikke at gribe så meget ind i, hvordan den enkelte går klædt. Og at sætte regler op for en fysisk håndtrykshilsen giver os også en dårlig smag i munden.
– Han kan nu godt forstå, at vi gerne vil se, hvem vi har overfor os, og han mimer forstående en undvigende person, som ikke ønsker at give hånd til hilsen. Med et undvigende smil, for han kan godt se dilemmaet mellem de traditioner, man kommer med, og det nye, man møder. 
Halil Altindere kan ikke nødvendigvis vide, hvor meget og hvor lidt migranterne ved om det land, de rejser hen til. Han henviser, dels til fortællingen af rapperen Mohammad Abu Hajar, og dels til de bagmænd, der står bag at instruere og at sende flygtningene af sted. Det handler meget om penge, indrømmer han, for nogle af redningsvestene er kun attrapper, har det vist sig. 

Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporeanea 2007

I Danmark er jeg født
Halil Altindere citerer et tyrkisk ordsprog: Det er ikke hvor du er født, men hvor du spiser, som bestemmer, hvor dit hjem er, siger kunstneren. Jeg nikker, og forstår, at det helt basalt handler om adgangen til kilden, til pladsen i oasen, hvor nomader kommer og går.
Vi taler lidt om forfatteren bag bogen Nomaden, somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, som nu er bosat i USA, og som med sine bøger har åbnet vestens øjne for nye indsigter i de kollektive klankulturer.

Hun fortæller, hvordan der er en masse strid om klanernes indbyrdes rang og status. Det forklarer, hvorfor der er så stor skepsis overfor mennesker, flygtningene møder, hvor de kommer frem, men også i forhold til deres egne landsmænd. Halil Altindere får lidt mere information om forfatteren, som i sin tid skrev manus til filmen Submission. 

– Jeg spørger Halil Altindere, om han får plads til at afspejle synsvinkler og problematikker hos den anden side, modtagerlandet, i sit næste projekt? Han har dog planer om at studere indenrigs dilemmaer, bl.a. den gamle ottomanske historie, de tyrkiske forfædre. Han har selv kurdisk baggrund, så der er noget at sætte sig ind i.
Som bonusinfo får han at vide, at vi i København har en fin samling islamisk kunst på Davids Samling i Kronprinsessegade. Den vil han forsøge at nå, inden turen går tilbage til menneskemylderet i Istanbul.
Der bor godt 4 mio. mennesker nu. Det er svært at være der. Når man ser billederne fra det udbombede Aleppo, så forstår man godt, at alle transportmidler tages i brug for at bringe sig selv og familien i sikkerhed andetsteds. 

Runo Largomarsino – event i S-toget og på KØS

Foran os står et stort arbejde med at dele viden og kultur, at opbygge mellemmenneskelig respekt og tillid, og at lære at omgås hinanden i en tid med folkevandringer. TRANSIT – projektet er en dør til gensidig forståelse.
– 17. november udkommer en særavis i samarbejde med dagbladet Information og til foråret afleveres et postdoc projekt.
– Følg med på itransit.dk, hvor du kan læse mere om udstillingens danske og internationale bidrag. KØS projektet får fire stjerner.

København H – Køge
KØS, Nørregade 29, 4600 Køge
Frem til 10. februar 2018

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret på Kunstavisen.dk – september 2018

Illustrationer:
Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul
Tina Hille – Kvinde – akryl på papir, 2018 – med tilladelse til at bringe motivet sammen med artiklen
Runo Lagomarsino, Every day people follow signs pointing to places which is not their own, 2018, foto KØS
Friheden – foto Inge Schjødt
Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporanea, 2007, Video Still, Courtesy the artist, Galerie Peter Kilchmann, Zurich and kaufmann repetto, Milan 

FRIHEDEN – findes
foto: Inge Schjødt

Tina Hille – Fri, 2015

I anledning af at billedkunstner Tina Hille snart udstiller hos Galleriet 1. tv. på Østerbro i København, bringes her et interview med kunstneren, tidligere publiceret i Kunstavisen nr 1, 2016

Udstillingen finder sted 16. september og 23. september 2018 

Det er sådan en herlig streg, Tina Hille præsenterer i sine billeder!

– Jeg kommer til at tænke på surrealisten Juan Miró, første gang, jeg ser den. Og på en stærk følelse af livsvilje, som ramte direkte i solar plexus ved mit oprindelige møde med den spanske mester. Det er det rene, stærke udtryk hos dem begge, som fascinerer. 

Farverne i Tina Hilles værker tilhører nutiden. Der er en sart mintgrøn, en sart rosa og en nærmest neon orange sammen med citrongult og masser af havblåt. Så det er måske ikke lige Miró, de fleste vil sammenligne med, for han holdt sig typisk til sort, rødt, gult, og tilhører en helt anden epoke. Men den moderne, grafiske rumlighed i kompositionen og den tilsyneladende spontane streg har de to til fælles sammen med den legende livskraft.

– Jeg synes, hun er modig, Tina Hille. Der er meget på spil, mærker jeg. Så efter de første facebook indtryk må det komme an på en prøve, på et besøg i kunstnerens værksted i det vestjyske. 

Tina Hille – Den grimme ælling, 2015

Vinterkulden fordufter fluks, som kunstneren tager imod mig ved det røde hus i Esbjerg, hvor hun bor småt men godt med mand og børn. Indenfor i stuen, der også fungerer som atelier, er langbordet dækket op til samtale.

Først må vi dog lige pakke ud, for Tina Hille har fået billeder hjem fra indramning, og den jomfruelige glæde deles med begejstring, mens bobleplasten bliver åbnet. Der gøres klar til Art Herning, og en del værker er derfor afleveret til Kolding galleriet Elise Toft, som repræsenterer kunstneren på kunstmessen. Det er fine blå stregtegninger på papir, der er kommet hjem bag museumsglas og ramme.

Beginners mind
I stuen har Tina Hille stillet værker frem, og fortæller koncentreret om sin arbejdsproces.
– Billedbaggrundene præpareres, sommetider ved collage, somme tider i laserende farvetoner lag på lag. Og ved at forlænge mine redskaber, får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren.

Jeg bruger, hvad mine øjne ser. I legeredskaberne udenfor, i rummet her taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. I starten blev jeg inspireret af croquis og af mine børns tegninger. Nu dukker der strukturer op, som gennemarbejdes i ét maleri og lægger kimen til det næste, viser Tina Hille. Men det er ikke alt, jeg kan planlægge. Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Fremgangsmåden fra Paul Klee og Cobra er en nærliggende reference til Hilles karakteristiske streg, men den er helt hendes egen. 

Tina Hille – Hamsterhjul, 100×100, 2015.

I den diskurs, som præger hverdagene, finder kunstneren mere inspiration, og føjer gennem sine billedtitler en accent til realiteterne. – Titlen Pas på, Spidsnæserne kommer udsprang af debatten om de fremmede, som blev lige lovlig skinger i mine ører, siger hun. I På flugt har hun indfanget mere af det aktuelle flygtningetema og fortæller en historie, som rører. Men det er ikke det politiske, der er det bærende for kunstneren. – Det er det, som sker mellem mennesker, jeg prøver at skildre, understreger Tina Hille. I værket Hamsterhjul har hun arbejdet rytmisk med travlhedens gentagelser og den livsform, der slet ikke tiltaler hende selv.

Letting go
Hun har tegnet altid, men til trods for at farveglæde og et kunstnerisk udtryk altid har været en del af hende, så har hun først for nylig set den kunstneriske levevej som den rette mulighed for at være den, hun er.

Som uddannet billedkunstlærer har Tina Hille elsket at fremdyrke talenter hos sine elever, der ikke alle var udstyret med de bedste chancer i tilværelsen. Ret kort tid efter sin læreruddannelse fra Ribe Seminarium greb hun muligheden for at arbejde med specialundervisning, og netop de lidt ekstra facetter har hver gang fascineret og udfordret Tina Hille. Hun har elsket at undervise, og har ofte brugt kunstneriske indgangsvinkler, fx gennem kreative værksteder, forum-teater og andre eksperimenterende veje. Men, da hun selv blev mor, skiftede perspektivet, og det blev vigtigt for Tina Hille at lytte til nogle nye toner i tilværelsen. 

Tina Hille – Uden titel, 2015

Tålmodighed
Med tre børn på stribe udviklede hun en dagligdag med plads til nære oplevelser i frie rammer.
– Det blev umuligt for mig at aflevere mine børn til daginstitution. Der var for mange begrænsninger for dem, for pladsen og voksenressourcerne var ikke, som de burde være på grund af nedskæringer osv.
– Jeg har altid selv sat frihed og udfoldelsesmuligheder meget højt, det har jeg haft i min egen barndom. I de frirum, jeg har i mit familieliv, er jeg fortsat jeg med at tegne, skabe collager, og jeg deltog bl.a. på Kunstskolen Annes Atelier hos Anne Juul Christophersen i Bredebro, på Fyn hos Ann-Lisbeth Albek Sandvig og flere andre.

Accept
En særlig betydning har en mentor, som jeg har mødt her i Esbjerg. Hun har været god til at kommentere mine arbejder, og har på baggrund af mange års kunstinteresse vist tiltro og opmuntret mig undervejs.
– Hvis jeg skal lave nogle rigtig gode billeder, så er jeg nødt til at give dem den ro, der skal til, for at de kan lykkes. Jeg vælger friheden frem for pensionen, og satser på livsgejsten. Tina Hille har fundet et udtryk, og en platform, som giver hende glæde og ro til at tage de næste modige tigerspring. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen 01 /2016. 

Udstillingen FRIHED kan ses i Galleriet 1.tv, 
Willemoesgade 44, 2100 København Ø :
søndag den 16. september kl. 13-16 – eller –
søndag den 23. september kl. 13-16.
Kunsteren vil være til stede begge dage.

Galleriet 1. tv,   Willemoesgade 44, 1. tv, DK 2100 København Ø
 // www.1tv.dk // galleriet@1tv.dk  // Kun åbent søndage 13-16

PS. Det er en fornøjelse, at Tina Hilles arbejde nu kan præsenteres i hovedstadsområdet. Udstillingen hos Galleriet 1. tv., er kommet i stand på opfordring, gennem netværket mellem komkunst.dk og galleriets indehavere. 
Det københavnske publikum ønskes GOD FORNØJELSE på udstillingen.

Billedhugger Stine Ring Hansen ved arbejdet med busten af Lise Nørgaard

Udstillingen fortsatte: Bronzeudstillingen af billedhugger Stine Ring Hansen blev så stort et tilløbsstykke, at den blev forlænget med tre uger. Over 1.600 gæster besøgte  udstillingen på Fortunfortet 18. august – 30. september. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk 

Til hverdag passeres Stine Ring Hansens værker landet over fra Skagen til Rødbyhavn af et stort publikum. Kunstavisen mødte hende i Raadvad Bronzeværksted op til fejringen af hendes 25 års jubilæum.

Billedhugger Stine Ring Hansen har netop rundet de 50, og fejrer nu sit 25 års kunstnerjubilæum med en stor retrospektiv udstilling. Udstillingen har hun fundet en ganske unik ramme til. Den finder sted et stenkast fra hendes værksted, nemlig i det gamle, militærhistoriske bygningsværk Fortunfortet, hvor de rå mure og tidens tand skaber en helt særlig stemning omkring kunstnerens bronzeskulpturer.

Historien om de 100 mænd
Fortunfortet er opført i 1892 som en del af Københavns Befæstning, der folder sine beskyttende vinger om Hovedstaden med Vestvolden som rygrad og moser, kanaler og batterier fordelt til lands og til vands fra Taarbæk i nord til Mosede Fort i syd. Her lå under 1. Verdenskrig 100 mand, som var med til at grave og udbygge befæstningslinjen, og dem hylder kunstneren på jubilæumsudstillingen med et stedsspecifikt værk. 

Hvad hænder skabte // Hvor går vi hen? De 100 Mænd af Stine Ring Hansen, 2018

– Med skulpturen 100 Mand, der refererer til Fortunfortet, vil jeg fremkalde erindring om de soldater, som dengang gravede forsvarslinjerne.
– Vi har brug for at sanse, at vi er forbundet med fortiden og fremtiden, og er en del af fællesskabets nødvendighed. Med de her historiske rammer ledes tankerne videre end det aktuelle NU-rum i den enkelte, fortæller Stine Ring Hansen. Udstillingens titel, som også er overskriften på denne samtale, sætter således ikke kunstnerens egne, talentfulde hænder eller karrierevej i fokus. Der er mere, der er mening og sammenhæng, som Stine Ring Hansen gerne vil åbne hjertet for og øjne på hos dem, der træder nærmere.

Livet er en morgengave
Stine Ring Hansen bor midt i det eventyrlige Raadvad nord for København og fremstiller sine store og små bronzearbejder i den gamle knivfabriks kulturhistoriske rammer. Som barn har Stine Ring Hansen tegnet og malet under vejledning af sin far, konservator og maler Erik Ring Hansen. Nogle år arbejdede hun som faderens assistent ved restaurering af kirker for Nationalmuseet, lærte forskelligt håndværk, og malede. Men det var i bronzeværkstedet, at hun fandt sin metier. Eventyret slog ud i lys lue, da hun for godt 25 år siden traf kunstneren Steffen Lüttge, grundlægger af Raadvad Bronzeværksted, der blev hendes inspirator, læremester og partner. De fandt et fælles fodslag. Mange kunstnere vil kende Lüttge som en energisk formand for BKF – Billedkunstnernes Forbund, hvor han ihærdigt arbejdede for ordentlige vilkår.

De mange fuglesving, der sker
På Skagen står en stolt svane til minde om kunstneren Axel Lind, der stiftede Grenens Museum. I Rødbyhavn står skulpturrækken Fugleflugt på fem granitsteler ned gennem hovedgaden og regulerer trafikken i byen. Rundt på landets reklamebureauer står eftertragtede Rambuk-priser, og internationalt står 15 buster af ingeniøren Haldor Topsøe, for det var Stine Ring Hansen, der blev kaldet til at udføre dem.

– Af mærkelige grunde, sker der nye ting, når man tror på det! Jeg har ofte fulgt min intuition. Og det virker! Vandet flyder derhen, hvor det skal, fastslår Stine Ring Hansen. Og flere af historierne bag hendes værker bekræfter det. F.eks. fortællingen bag busten af forfatteren og journalisten Lise Nørgaard. Ideen til busten af Matadors mor opstod med nyheden om, at der var et Korsbæk kvarter på vej til Bakken. Der endte skulpturen nu ikke. Den kom på Det Nationalhistoriske Museums portrætsamling på Frederiksborg Slot til stor ære og glæde. 

Den Grimme Ælling – af Stine Ring Hansen

Eventyrene af H.C. Andersen har været en levende inspiration, og billedhuggeren har udført flere værker ud fra denne næsten uudtømmelige kilde, bl.a. Kærestefolkene, Konen med Æggene, Tommelise og for nyligt også en buste af forfatteren. 

Til Odenses internationale satsning, den fornemme H.C. Andersen Literature Award er det Stine Ring Hansen, som har udført prisstatuetten Den Grimme Ælling, som bl.a. er blevet overrakt til J.K. Rowling, Isabel Allende, Salman Rushdie, og i år går til A.S. Byatt. Der kommer helt sikkert flere eventyr fra kunstnerens hånd.

Ta’ nye øjne på
– Jeg ville ønske, at folk ville nyde livet lidt mere. Alt det måleri, vi oplever i samfundet og i skolen, det resulterer i, at mennesker ikke får lov til at bruge de evner de har, hvis de som pligtmennesker bøjer sig for strømlining og krav.

Ta’ dine nye øje på – workshop ved Stine Ring Hansen

– Det ligger mig meget på sinde at byde på sanselige oplevelser, både til voksne og til børn. Børn hungrer efter at udtrykke sig kropsligt og formmæssigt.
– Derfor er der på udstillingen også værkstedsaktivitet, hvor de besøgende får mulighed for at skabe deres egen skulptur i ler eller voks.
Vi har inviteret kommunens skoleklasser. Her er masser af inspiration til både billedkunst, matematik, dansk og historie, fortæller Stine Ring Hansen. 

[ Fantasi er at forestille sig noget som enten kunne findes eller slet ikke findes. Fantasi er en væsentlig del af al kreativ skaben indenfor både kunst og videnskab. Det er kun mennesker (og måske nogle chimpanser) der har fantasi. Fantasi fordrer evnen til at se ting for sig, der ikke findes og evnen til at opstille hypoteser om, hvad der kunne ske, hvis man foretog sig noget anderledes end man har gjort før
– lyder definitionen i den Store Gyldendalske Encyklopædi. ]

Selv udnytter bronzestøber og billedhugger Stine Ring Hansen sin fantasi, når hun inspireres af livets mange facetter, og kunstneren kan takket være sin enorme energi, sit stilfærdige drive, og sin snilde igen iværksætte noget så ganske anderledes: Denne gang har jubilaren slået porten op til en kanon udstilling på Fortunfortet, som kan ses frem til 9. september. UDSTILLINGEN ER FORLÆNGET TRE WEEKENDER – lø-sø FREM TIL 30. sept.

Af Inge Schjødt // Publiceret i Kunstavisen nr 7 // 2018 

PS. Fortunfortet hører under Lyngby-Taarbæk Kommune. 
Det drives af Fortunfortets Venner, som kan kontaktes her for evt. medlemsskab eller hvis der er interesse for at udstille: Fortunfortets Venner.

Fortunfortets Venner og Stine Ring Hansen tager imod besøg på Fortunfortet frem til og med 30. september 2018.

Superflex viser udstillingen One Two Three Swing på CC.

Kunst, man kan gå ind i og sanse med hele kroppen tiltrækker et ungt publikum hos CC – Copenhagen Contemporary på Refshaleøen

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Det første jeg hører, er glade børnestemmer i hallerne hos Copenhagen Contemporary – Københavns nye kunstcenter, der viser dansk og international installationskunst i den tidligere B&W Støberihal på Refshaleøen overfor Langelinie. Det sidste jeg hører, er unge stemmer, der ivrigt debatterer, hvad de lige har oplevet på egen krop ved at manøvrere, gyngende, liggende, siddende, gående igennem den 7.000 kvadratmeter store udstilling. Ind imellem svøber sig en rolig, melankolsk jazz-standard – I Only Have Eyes for You – i en popversion, der lægger et dybt, meditativt pulsslag.

Copenhagen Contemporary har slået portene op i nye rammer efter halvandet års vellykket pilotprojekt på Papirøen i København. Ved genåbningen præsenteres Superflex-installationen One Two Three Swing! der er omplantet fra Tate Modern i London, og videoværket Song 1 af californiske Doug Aitken, som oprindeligt skabte værket til projektion udenpå Hirshhorn Museum på The Mall i Washington. Installationskunsten har fået en ny, funktionel scene med Refshaleøens superkreative miljø af start-up virksomheder, kunstnerværksteder, teater, gourmet- og streetfood samt skiftende musikfestivaler som bagtæppe.

Gynger for flere og for fællesskabet på CC

Smagsprøver på fællesskab
Allerede på skranken ligger der en serie kort med bløde runde hjørner, og en overskuelig folder, som skal øge tilgængeligheden for publikum. Dem stikker jeg nu i første omgang i tasken, og går efter lydene.
I den første, rå, lyse fabrikshal træder man varsomt ind i et Superflex legelandskab, fyldt med gyngestativer i forskellige højder. Gulvet er lavet af et blødt korklignende materiale, der tager godt imod den vovehals, der måtte kaste sig for vildt over de orange gyngestativer. Her er plads til tre personer side om side på gyngerne, som publikum gladelig tager i brug. Et par tvillinger løber fra gynge til gynge, og hjælper hinanden med at få højde på, da de først har valgt en. De får sus i kasketterne, og inviterer deres mor til at deltage. Længere nede i rummet gynger et ungt par, hun med en flot mave på, så legen varer ikke så længe. Ind træder tre unge piger, hvor de to giver sig til at gynge sammen, og den tredje filmer det. Ingen er uberørt af legens mulighed, men havde gyngen nu været konstrueret, så deltagerne gyngede vis-á-vis, overfor hinanden, som i en estisk landsbygynge, så var der kommet mere substans i oplevelsen.
Superflex har før sat legen og fællesskabet i højsædet, idet trioen sammen med tegnestuen BIG og TOPOTEKET 1 står bag design af Superkilen med Den Røde Plads, Det Sorte Marked og Byparkens grønne område på Nørrebro, etableret 2012.

Pendulet svinger
Jeg går ind i den næste hal, hvor gulvtæppet er stribet i orange, grønne, grå og violette farvetoner, angiveligt inspireret af farverne på eurosedler. I loftet svinger en stor, blank kugle adstadigt frem og tilbage, og spejler både publikum og stribemønster. Proportionerne i spejlingen forvrænges efter kuglens position. Kuglens leg med tyngdekraften giver et dramatisk gys, indtil jeg sanser, hvor bundet den er i sin pendulerende bevægelse, på én gang nærværende og fraværende, som det EU, der har lagt farver til. Jeg overvejer, hvordan tæppet ville have virket på mig, havde det nu haft farver fra de nordiske flag, jeg kender bedre end eurosedler, og løsriver mig og går mod mørket og melodien i det tredje rum.

Video og lydbilleder går i smuk symbiose hos Doug Aitken på CC.

Kunst som kommunikation
Song 1 er en 35 minutter lang lyd- og videoinstallation af Doug Aitken, der består af et rytmisk flow af klip, som projiceres op på en åben, cirkulær skærm til melodien I Only Have Eyes for You, sunget og udført af forskellige performere. Billedsiden er ’Made in America – en Noir’ med sine industrilandskaber, fabrikkers samlebånd, diners, kvinden på gaden, mørk mand tiltrækkes af hvid kvinde, lysglimt fra motorveje, lysreklamer og tv-stjerner.
Publikum træder ind i et repetetivt værk, vi både kan gå rundt om og sidde på gulvet og se på. Også her er kroppen med i oplevelsen, for koreografien er særdeles vellykket. Lyd og billede klæder hinanden, det er nærmest som en dans.

Doug Aitken, født 1968, bor og arbejder i Los Angeles, hvorfra han siden 1990’erne har produceret eksperimenterende video, arkitektur, performance- og installationsværker, som afsæt for kunstens egenartede kommunikation ind i en kontekst af samtidens kommercialisme, Hollywood som nabo, racespørgsmål, natur, miljø og musik. Kort sagt det psykologiske landskab i et for ham nonlineært univers. Tilbage i 1999 deltog han på Venedig Biennalen. Han har optrådt på førende museer og gallerier i USA, Paris, Wien, London og nu i København. Fra CC Shoppen kan varmt anbefales Doug Aitken Electric Earth, et retrospektivt katalog fra The Museum of Contemporary Art, L.A. for nærmere præsentation af kunstneren, som får mig til at tænke på den nordiske og jævnaldrende Olafur Eliasson.

Prøv Tænk Snak – veludført intro til publikum på CC

Prøv, tænk, snak, opfordrer de pædagogiske kort fra skranken, som gør sit til at introducere samtidens installationskunst med forslag og spørgsmål til videre refleksion. Copenhagen Contemporary tager pænt imod publikum. Æstetikken får fem stjerner.

Copenhagen Contemporary
Refshalevej 173 A,  1432 Kbh. K

Frem til 30.12.2018 

Af Inge Schjødt // Publiceret i Kunstavisen nr 7 // 2018

Billedhugger Stine Ring Hansen med busten af Lise Nørgaard – Frederiksborg Slot – foto: Arne Fribo

Billedhugger Stine Ring Hansen fejrer 50 års fødselsdag
– og 25 års kunstnerjubilæum

En kunstner med et særligt drive og en enorm energi, billedhugger og bronzestøber Stine Ring Hansen runder de 50 år lørdag 4. august. Snart fejrer hun også sit 25 års jubilæum med en stor retrospektiv udstilling i Fortunfortet ved Kgs. Lyngby, en militærhistorisk bastion, der ikke almindeligvis fungerer som udstillingssted. Så, der støbes uanset vindstød og sommervarme.

Billedhugger Stine Ring Hansen bor midt i det eventyrlige Raadvad nord for København og fremstiller sine store og små bronzearbejder i Raadvad Bronzeværksted i Raadvad Gl. Knivfabriks kulturhistoriske rammer. Som barn har Stine Ring Hansen tegnet og malet under vejledning af sin far, konservator og maler Erik Ring Hansen. Nogle år arbejdede hun som faderens assistent ved restaurering af kirker for Nationalmuseet, og lærte forskelligt håndværk. Men det var i bronzeværkstedet, at hun fandt sin metier. Eventyret slog ud i lys lue, da hun for godt 25 år siden traf sin inspirator, læremester og partner, kunstneren Steffen Lüttge, grundlægger af Raadvad Bronzeværksted. 

Jubilæumsskulptur af billedhugger Stine Ring Hansen

Værker af billedhuggeren Stine Ring Hansen kan ses fra Rødbyhavn til Skagen, ved Søfartsskolen i Svendborg, i Reerslev Landsby, i Herlev, i Taastrup, rundt på landets reklamebureauer, virksomheder og i private samlinger, og ligeså i udlandet i såvel større som mindre format. Her står bl.a. Rambuk-priser, litteraturpriser, statuetter, portrætbuster og skulpturer, skabt af Stine Ring Hansen. 

Hovedværker
Hendes individuelle karriere for alvor fik luft under vingerne med udførelsen af en stor udsmykningsopgave til Rødbyhavn i 1998, hvortil hun har skabt Fugleflugt – fem store bronzefugle, placeret på granitsteler ned gennem Havnegade. I 2017 udførte hun på eget initiativ en buste af journalist og forfatter Lise Nørgaard, som har fået plads i Portrætsamlingen i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. En buste af erhvervsmanden Haldor Topsøe har siden 2014 prydet femten af virksomhedens internationale afdelinger. 

Den grimme ælling – HCA Literature Award, Odense

Et andet hovedværk er figuren Den Grimme Ælling, skabt til den internationale Hans Christian Andersen Literature Award, der er givet til forfatterne Haruki Murakami, Salman Rushdie, Isabel Allende, J. K. Rowling og til efteråret 2018 uddeles den til forfatteren A.S. Byatt. 

Gennem flere år har Stine Ring Hansen arbejdet med motiver fra eventyrene af H.C. Andersen. Kunstnerens udtryk er, som forfatterens, gerne spirende, livsbekræftende, men også mere politiske emner som klima- og flygtningekrise finder form og vej i kunstnerens univers. Her er plads til fantasi og forskellighed. Formidling af sanselige oplevelser til både voksne og børn ligger kunstneren særligt på sinde, og på jubilæumsudstillingen tilbyder hun de besøgende at få ler og voks i hænderne, og mærke den skabende proces på egen krop.

Lokalt i Raadvad er Stine Ring Hansen en trofast drivkraft ved årligt tilbagevendende begivenheder som Åbne Værksteder, og i nogle år også Åben Have. I Lyngby-Taarbæk deltager hun i kunstnersamfundet LTkunst, og hos gourmetrestauranten Raadvad Kro vises kunstnerens værker som permanent udsmykning.

Et vindstød, der ramte
Midt i forberedelserne til den runde fødselsdag og jubilæumsudstilling er mørke skyer trukket op over Raadvad, idet Naturstyrelsen hos Miljø- og Fødevareministeriet ved udgangen af juni lagde en uventet bombe i sommerferiebagagen.
– Ministeriet har besluttet at sælge ud af arvesølvet og forvandle kulturperlen Raadvad til ussel mammon, til andelsboliger og erhvervslejemål. Området skal sælges for at få finansieret nogle naturprojekter, som ’kommer alle danskere til gode’, som det så prosaisk hedder i ministeriets begrundelse.
– Om man må have lov at sige det, så kommer et område og et rekreativt miljø, som Raadvad Gl. Knivfabrik med de mange kunstnerværksteder og fredede boliger lige så vel alle danskere til gode. Se blot alene på værkerne fra Raadvad Bronzeværksted, som gennem mere end 25 år er kommet ud af støbeskeen her og vidt omkring. Må der dog, når hedebølgen letter, vise sig besindelse og en sensibel løsning, som kan sikre Raadvads unikke livsbetingelser mange år frem.

Indtil da, så støbes der trods vindstød og sommervarme i Raadvad Bronzeværksted. 50 år snart rundet, 25 år som billedhugger vel erfaret. Det er ganske godt klaret.

Flere eventyr er uomtvisteligt på vej hos billedhugger Stine Ring Hansen, der slår dørene op for jubilæumsudstilling i Fortunfortet, Kgs. Lyngby, fra den 18. august til 9. september. 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Foto: Arne Fribo 

[Show slideshow]

In is the only way out – Jeppe Hein, Cisternerne 2018

Cisternerne i Søndermarken er et anbefalelsesværdigt sted at gå ned, hvis du har brug for at komme dig fra sommervarmen eller måske fra livets tungere tildragelser. En time hen mod aften er her godt at gå.

De rå industrielle rums stilhed og kølighed er kærkommen, mens dit syn indstiller sig i mørket, og de nærmest sakrale buegange åbenbarer sine søjler og drypsten. Naturen er i gang med at overtage det gamle vandreservoir under Valby Bakke og det fortæller os enkelt og direkte, at vi menneskebørn kun er her en liden stund – at der er kræfter, vi ikke behersker.

Ild ∙ vand
Vi forsøger alligevel.  
Som i filmen ’Lokkeduen’, hvor Sean Connery træner sin tyvekollega Catherine Zeta-Jones i behændigt at bevæge sig udenom alarmer og følere for at få grebet om skatten, der brydes usynlige laserstråler foran en gylden port ved mine skridt, og et sværd af ild blusser imod mig og spejles i vandpytterne på gulvet. 

– Jeg stopper op, bakker, og går lidt frem, indtil ilden er tæmmet.
Smukt er synet. Længslen mod mere af den voldsomt larmende energi er vakt. 

Blikket søger videre. Bag tykke, sedimentfarvede mure findes femten runde spejlmobiler i tavs bevægelse. Her kan man se sig selv og sine nærmeste fra flere vinkler. De forsvinder et sted i mørket, og dukker glimtvis frem på ny.

Sandt er det, at stykkevis erkender vi, som i et spejl, i en gåde. Det dilemma stiller kunstneren Jeppe Hein os overfor med installationen i Cisternerne, som bærer navnet IN IS THE ONLY WAY OUT. 

Rummet mellem spejlene drager, og de forskellige spejlformer afprøves i et labyrintisk forløb, indtil endnu en muråbning skal forceres, og et nyt univers åbenbarer sig. Her med fjerne klange.

Gammelt ∙ Nyt
På en trebenet piedestal står en tibetansk syngeskål i hamret messing og lyser i sit spotlight. En hvid trækugle kommer farende i luften, rammer skålen i farten, og suser videre. Dooong, lyder det fra skålen. Både lyden og kuglen bevæger sig væk i mørket. Under loftet hænger en moderne skinne, hvis snoretrækkende motorer summer over hovedet og ved siden af én, så jeg føres fremad efter lyden og lyset. 

Flere messingskåle står og lyser op, som stationer i nattemørket. Et nyt møde mellem skål og kugle høres. Uvilkårligt følger jeg skinnerne gennem rummet, og træder undvigende til siden, da endnu en kugle kommer susende i sin snor, strejfer mig og rammer en skål, jeg endnu ikke havde set.
Flere kugler fletter sig pludseligt ind i hinanden, eller slår sving, så det næste rene Dooong udebliver. Hvilken uorden i det ellers så renfærdige univers.

Der er noget ved mødet mellem mørket og den lysende ild, tavsheden og sangene fra syngeskålene, som på én gang er meditativt, andagtsfuldt. På samme tid sker dog et clash mellem rituel urform og teknologisk ny form, som ophæver en del af fortryllelsen, når koden i installationerne knækkes.
Med mig op og ud kan jeg dog tage endnu en rensende lyd, idet jeg på vejen forbi ildsværdet passerer en gylden Gong-Gong, og mærker hvordan det er mit eget slag, der lader lydbølger følge mig tilbage til jordens overflade.

Jeppe Hein (f. 1974) bor og arbejder i Berlin. Han er udlært tømrer og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1997) og Städelschule – State Academy of Fine Arts in Frankfurt am Main (1999). Jeppe Hein er særligt kendt for sine aktiverende og legende kunstinstallationer og skulpturer, heriblandt hans spejllabyrinter (Ordrupgaard), vandpavilloner og de såkaldte serier af Modified Social Benches, der udfordrer vores måde at være sammen på i det offentlige rum. Kendetegnende for Heins værker er, at de først fuldendes i mødet med sit publikum, der altid inviteres til at deltage, skriver Cisternerne i udstillingens præsentation.

IN IS THE ONLY WAY OUT – udstillingen i Cisternerne under Søndermarken kan opleves frem til 30. november.

The Bird Collector – Moronoa – Marie Bjerre

Når man går helt tæt på og betragter gengivelsen af blonder, blomster, guldfisk og ædle perler, så dukker der overraskende, bizarre indslag op i hårpynt og påklædning hos de fire forunderlige, digitale kvindeportrætter, som fanger blikket på udstillingen Summertime’18 hos Galleri Christoffer Egelund i København. De fire runde kompositioner, skabt af kunstneren Marie Bjerre, leder et øjeblik tankerne hen på latinamerikanske Frida Kahlo, men universet er magisk og moderne på en helt anden facon.

Marie Bjerre løfter sløret for sin interesse for identitet, traditionelle ritualer, kunstfærdigt kvindepynt, og for sin fremgangsmåde, der delvist er digital, da vi træffes ved ferniseringen på Summertime’18. Billedernes form og kunstnerens kilder kalder på et nærmere indblik.

Rum // Tid // Proces
Marie Bjerre beretter, hvordan hun fik et benspænd, som betød, at hendes kunstneriske praksis flyttede ind i et fortrinsvis digitalt univers, da hun blev mor til et barn med nogle særlige udfordringer. Her var der ikke længere tid og plads til at male og tegne, som hun altid har gjort, men behovet for at skabe er intakt.

Det vilkår har hun derfor udviklet gennem de seneste fire år ved at kombinere håndværk, fotografi og digitale platforme til et unikt kunstnerisk udtryk. 

Little Kisses – Moronoa – Marie Bjerre, 2018

– Jeg har altid godt kunnet lide at pusle med små ting, at brodere, at læse gamle naturbøger og at fotografere, så jeg har et ret stort fotobibliotek med egne motiver. Eksempelvis er hjorten i håret på Little Kisses en, jeg fotograferede i haven for en del år siden.
– Andre elementer, som smykkerne i mine billeder, har slet ikke set sådan ud. Det er typisk dele af smykkerne, jeg har taget billeder af, og så har jeg malet og tegnet motivdele til. Stoffet med de farverige pailletter er også mit eget forarbejde til billedet Unnatural Habitat.

– Jeg holder meget af at brodere, og af hele processen i sig selv. Billederne bygger jeg op af mange lag i en collageteknik på Ipad, hvor jeg manipulerer og tegner motivet sammen. Det tager virkelig lang tid at komponere hver enkelt værk.
– Heldigvis opdagede jeg programmerne her, da det ikke længere var muligt at stå og male, og det så jeg som en mulig vej frem.

Den pæne pige
Der er noget foruroligende over ansigterne på udstillingen. Trods alt det lyserøde, pynten og den smukke overflade, så emmer de af intensitet, af gedulgte fortællinger, af noget, man ikke sådan lige bliver færdig med, hvis man ellers tør lade blikket blive ved motiverne.

I billedet The Bird Collector holder kvinden en sart lille fugl i hånden indenfor en glasfacade, der sætter skel mellem natur og unatur. Med sin røde mund, hvide blonder og det sorte hår ser kvinden eventyrlig ud, og hun har et hjertesmykke, som ellers skulle borge for det blide og velgørende. Men munden og øjnenes farver afslører, at ikke alt måske er så yndigt her. 

Unnatural Habitat – Moronoa – Marie Bjerre

Kvinden i Little Kisses har også en fugl i hånden, som hun løfter for at kysse. Men dragten er sort, i håret vokser den giftige Fluesvamp og omgivelserne består af kødædende planter, så her er heller ikke helt rart at være. Modellen med den pailletbroderede silkedragt på Unnatural Habitat er ligeledes sat ind – måske endda spærret inde et tvetydigt sted, hvorfra hun kigger mod os gennem en stime af Guldfisk.

– Jeg kender selv følelsen af, at være forkert placeret, så motiverne er som sådan ikke koblet væk fra mig selv, fortæller kunstneren. Ansigterne ser kønne ud, ja, men samtidigt er der et eller andet bagved. Noget mærkeligt, mystisk, ubehageligt under overfladen. Hos den Pæne Pige er der mere end det, man umiddelbart ser, siger Marie Bjerre.

– Jeg er fascineret af, hvordan piger pakkes ind i forskellige kulturer, bl.a. også i rituelle sammenhænge. Her er en skønhed i det okkulte, her er masser af symboler, fortællinger og vandrehistorier, og jeg bygger stille og roligt min egen symbolik ind i mine motiver, fortæller hun.

Marie Bjerre er født 1975, har været elev på Holbæk Kunsthøjskole, og har i årevis malet, tegnet croquis med mere. Med i sin bagage har Marie Bjerre en familie, som gennem generationer har samlet på fine ting, og flere arbejder inden for musik og performance. Hun bor i Horsens, og arbejder i dag som sygeplejerske. Men det må siges, at hun gennem sin kunst elsker at udfordre myten om Florence Nightingale. 

Hideaway – Moronoa – Marie Bjerre, 2018.

Det digitale galleri
– I lang tid var mine arbejder reserveret for mig selv, indtil jeg opdagede Instagram, og hvad det kan. Det var også ad den vej, gallerist Christoffer Egelund fandt mig og kontaktede mig, og det er nu tredje gang, jeg er med på en udstilling i galleriet.
– Via Instagram har jeg fået ganske meget respons på mine motiver. Fortrinsvis fra USA, hvor jeg har mange følgere på min profil @moronoa. Jeg har haft 6 sider i Basic Magazine fra Los Angeles, som er et trykt magasin, der forhandles i hele verden og beskæftiger sig med kunst, fotografi og mode, samt billeder i et argentinsk magasin.

Jeg har også samarbejdet med danske Enfants Terribles Magazine alias Celina Hallas og Søs Ulldal-Ekman på deres magasin, målrettet moderne mødre, fortæller Marie Bjerre. 

Flere har spurgt, om de må reproducere kunstnerens motiver i forskellige sammenhænge, med det er Marie Bjerre ikke glad for. Hun ønsker ikke at masseproducere.
– Jeg ønsker kvalitet i mit arbejde, så jeg får trykt motiverne i ganske få, nummererede eksemplarer. Det er jo dejligt og spændende at være med på udstilling og at få dialogen med publikum, når drømmen om at kunne leve som kunstner er til stede, slutter Marie Bjerre. 

Summertime 18 – fire kvindeportrætter af Moronoa – Marie Bjerre. Privatfoto.

Udstillingen Summertime’18 varer frem til 25. august.
Galleri Christoffer Egelund, Bredgade 75, 1260 København K 

Marie Bjerre kan følges på Instagram her: http://instagram.com/moronoa
NB Klik! på billederne i artiklen for bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // for Kunstavisen.dk 

NEKROLOG – Jens Olof Hegnhøj – 21. juli 2018 

Jens Hegnhøj, 2018

Tiden går helt i stå ved det triste budskab om, at kunstelsker, mæcen og læge Jens Olof Hegnhøj er omkommet i en tragisk trafikulykke under en ferietur med familien i Spanien. Tankerne går omgående til hans kære hustru Anne og hele familien dernede og herhjemme.
– Og til den store kreds af mennesker, i hvis liv han satte spor.

Jens havde sans for kvalitet, var en livsnyder af rang og delte generøst ud af sig selv – både i sin internationale lægegerning, hvor han gjorde tjeneste i SOS International, som vagtlæge i 1813, m.m. Og som mæcen, kunstelsker og kunstsamler. Ofte dukkede han op på gallerier og udstillinger, eller lagde vejen forbi kunstnernes atelieer med en dyb og ægte interesse.

Jens Hegnhøj åbnede sit private hjem for en perlerække af udstillinger og pop-up events, og sammen med kunstneren Morten Blyme åbnede han i 2013 galleriet Hegnhøj & Blyme i gamle Asbæk-lokaler i Gothersgade 97.

Galleriet Hegnhøj & Blyme fik en festlig premiere sommeren 2013

Hurtigt blev udstillingsrum og kalender fyldt af kunstnernavne som Allan Bestle, Christina Mosegaard, Marck Fink, Morten Blyme, Paul Neale, Sys Svinding, Frederik Næblerød, Dorte Naomi, Caroline Heje Thon, Bjørn Eriksen, Jonna Pedersen, Magnus Cederlund, Nour Fog, John McKie, Carl Christian Tofte, Maria Dubin, Mette Rishøj, Gonzalo Duport, Nina Nørgaard, m.fl.

Hertil blev føjet jazz optræden, digtoplæsning, performances og designpræsentationer. Den Permanente udstilling i kælderetagen var alt andet end permanent, når Morten Blyme her viste egne og andres værker i skiftende ophængninger.

Ferniseringerne trak fulde huse, hvor Jens’ kære Anne både til fest og til hverdag var galleriets værtinde, når ikke en af galleristerne selv var i huset. Efter nogen tid blev galleriet for meget en binding for parret, og lukkede permanent i november 2014, men de fine kunstnermøder fortsatte, og lysten til at danne ramme og skabe springbræt fortsatte. En ny aftalerække var netop i støbeskeen, beretter kunstneren Peter Max-Jacobsen i sit mindeord. 

Altid var Jens åben for ideer og eventyr. Han har været på et utal rejser – tjenstligt i forbindelse med lægegerningen, såvel som privat. I 2016 besteg han bjerget Kilimanjaro sammen med en af sine døtre. Familien var omdrejningspunktet med hvem han også delte ferier i sommerhuset i Sverige.

– Altid svarede Jens telefonen med sit karakteristiske, rolige, omsorgsfulde og professionelle gemyt. 
Det er for mange ubærligt, at han er borte. Ikke mindst for Anne og den nærmeste familie. Men kunstnere og kunstscenen har mistet et sandt fyrtårn, et menneske af sjældent format.

Æret være hans minde. 

Besøg og udstilling af samlerens masker og malerier hos Charlotte Thon, Lille Lottenborg, 2014

Hegnhøj & Blyme – internationale gæster  

Jens & Anne Hegnhøj

– Inge Schjødt // komkunst.dk

Gallerist Christoffer Egelund 40 år 15. juni.
Foto: Kristine Fryd, 2018

Gallerist Christoffer Egelund, København, fejrer 40 års fødselsdag – fredag 15. juni.

Det begyndte i Æblegården i Søllerød, hvorfra forældrene Egelund i starten drev galleri. I hjemmet kom en række af de koryfæer, som i dag figurerer på landets kunstmuseer. Kurt Trampedach, Jens Birkemose, Carl Henning Pedersen, Per Arnoldi, m.fl.
Nogle af dem boede der ligefrem i perioder, og sammen med dem sad Egelund Junior og tegnede ved morgenkaffen. Det kreative talent blev næret, men derfor valgte Christoffer Egelund nu ikke selv at gå kunstnervejen. 

Siden 2003 har Christoffer Egelund været optaget af at bane vej for talenter, skabe platformen, og formidle unikke kunstoplevelser. Gennem årene er Christoffer Egelund i stedet gået igennem de arbejdende kunstneres værksteder på bl.a. Kunstakademierne, på messer i New York, Miami, Palm Beach, Chicago, London, Paris, Köln, Berlin, Basel, Barcelona, Bruxelles, Madrid, og har spottet kunstnerisk potentiale.

Gerne talenter med modet til at gå ind i det eksperimenterende, som fx ved udstillingen i 2011 med Theis Wendt, hvor hele galleriet i Bredgade blev malet kulsort, og hvor kunstneren kom ind med en serie banebrydende værker, der gik i en helt anden retning, end man tidligere havde set fra Wendts hånd. 

Udstillingsview – Theis Wendt hos Galleri Christoffer Egelund.
Foto: Anders Sune Berg

Her var der ridset abstrakt ind i store glasplader, og glasstøvet hang endnu på de sarte overflader. Når publikum så uafvendeligt rørte derved, blev de fortællingens medskabere og puffede værket videre.
– Det er sådanne ideer, der kalder engagementet frem hos Christoffer Egelund. I essensen driver det meget af synergien frem, alene det at komponere udstillinger. Sideløbende med de første udstillinger skabte Christoffer Egelund ShopEditions, en platform, der formidler original grafik af udvalgte kunstnere.

I en årrække var der et makkerskab mellem junior og senior i Galleri Egelund og Galleri Christoffer Egelund, hvor arvefølgen lå lige for. Men, somme generationsskift sker ikke uden sværdslag, og for et par år valgte Christoffer Egelund at trække sig og virke som selvstændig konsulent og kunstformidler.

Generationsskiftet er siden indtrådt, og Christoffer Egelund er tilbage i Bredgade 75, hvor han bl.a. samarbejder med exclusive designvirksomheder som italienske FLOS, B&O, Louis Vuitton, modemagasinet Vouge og eksperimenterende talenter indenfor møbelformgivning med mere. Det sidste har affødt etableringen af Designshoppen The Station i Humlebæk i samarbejde med David Ritter. 

Christoffer Egelund har en passion for design og mod til at kombinere begge dele i galleriet i Bredgade 75.
Foto: Kristine Fryd, 2018

– Skulle han have valgt at tage ud ad andre tangenter, var det nok blevet indretning og design, som udover mode og mad er endnu en passion hos Christoffer Egelund, beretter kæresten gennem 17 år, Kristina Kusk Egelund, mor til deres tre piger på 6 + 6 og 10 år. Når fødselsdagen indtræffer er hun netop blevet hans ægteviede hustru. De valgte at fejre livet og kærligheden og holdt bryllup den 2. juni.

Privatlivet værnes der ellers om. Galleristen nyder at kunne trække sig tilbage og være noget for sine nærmeste, når de udadvendte, engagerende og ofte festlige arbejdsdage er ovre i galleriet, som har været hans platform igennem 15 år. 

Når Christoffer Egelund i anledning af fødselsdagen skuer ned over den liste af kunstnere, han hidtil har samarbejdet med, så kommer der et på én gang beskedent og begejstret SE! Lige! Og listen er imponerende, og lang – men, ingen nævnt, ingen glemt. Listens fortsættelse bliver givetvis en inciterende og eksperimenterende indsats på kunstens scene. 

TILLYKKE!

Af INGE SCHJØDT
inge@komkunst.dk // tel 29 64 92 21

Sarah Rathje – værk på vej, 2018

På udstillingen Tell a Friend i Bredgade Kunsthandel går jeg i stå foran et værk af billedkunstner Sarah Rathje. 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt, hedder det. Til højre hænger en gul indkøbsseddel, indrammet. En post-it lap med fem ting, der skal handles ind i Irma – mælk, æg, fiskefilet, rugbrødsbl. og leverpostej. Kunstneren Sarah Rathje samler på indkøbssedler. Og en af dem er blevet broderet. Den gule her, med 169.361 små korssting på et 75 x 75 cm stykke fintvævet hørlærred. Det udløser et møde i kaffeen på SMK.

Aftryk og spor
Ved ferniseringen når Sarah Rathje lige at fortælle, at hun faktisk har en samling på godt 600 indkøbssedler. Det får mit hjerte til at hoppe igen engang, for af og til stikker der også noget af en Pippi-sjæl, en tingfinder frem hos mig selv. Bl.a. gemmer jeg selv på diverse papirlapper. Netop i de arkæologiske lag af kassebonner, stykker af emballage, pap og papir, der er min historie gemt. Om de en dag bliver omsat til collager er endnu uvist. Men, jeg forstår omgående passionen hos Sarah Rathje, og er helt solgt til hendes udtryk.

Sarah Rathje – Unknown Family – Found, 2012

Forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt
– Der indgår forskellige ting i min samling, fortæller Sarah Rathje over en kop isthe. Mest indkøbssedler, men også forskelligt affald. Det, folk overser, det får jeg øje på.

Deri ligger for mig at se et indirekte portræt af mennesket. Det er spor efter en anonym person, jeg ikke ved, hvem er, men det træder ligesom frem af meddelelsen, fortæller Sarah Rathje.
– Jeg er vild med at være sammen med mine indkøbssedler, fortsætter hun. Der er en tryghed. Et behov for ro, og de tillader, at jeg kan være i fascinationen.

Tidligere har jeg bl.a. skabt en fotobog, der har titlen Hjemfalden med fotos af ting, der var tabt på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor jeg bor. Tingene gav en oplevelse af tilstedeværelse. Jeg fotograferede dem, men tog dem ikke med mig. De hørte ligesom til der. Og titlen – eller ordet i sig selv, Hjemfalden, er en af perlerne fra det danske sprog, som jeg holder meget af. 

Sarah Rathje – Med evigheden for øje, Afgang 2014

Med evigheden for øje
Mit afgangsværk fra Det Kgl. Danske Kunstakademi – Sub Specie Aeternitatis – Med evigheden for øje – det handlede også om en form for tilstedeværelse. På et studieophold i Tyskland tilbragte jeg en del tid på en gammel skovkirkegård. Her fotograferede jeg de bænke, der var der. Bænkene var forskellige, og de blev på en måde personlige. Jeg tilbragte en del tid sammen med dem, fortæller kunstneren. 

– Det med at give sig tid. Tid til at føre nogle samtaler med sig selv.
– Det er vigtigt for mig. Der sker der noget, siger Sarah Rathje, som også holder af at fotografere, og at fremkalde analogt, i mørkekammer, på gammeldags manér.
– Jeg finder det skræmmende i vores tid, at mennesker ikke har lyst til at være i ro, eller lyst til at være sammen med sig selv. 

Sarah Rathje – 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt

Broderiet – 169.361 korssting
– Jeg har altid været meget til at sysle, med puslespil, f.eks. Det er en slags mentalhygiejne. Og jeg har altid syet, men det er nyt, at jeg tager det ind i min kunst. Broderiet er på sin vis kommet op i tiden, så nu tør jeg godt.

– Det tog omtrent fire måneder at brodere værket på udstillingen, og jeg er selvfølgelig meget glad for, at det fik dig til at stoppe op. At jeg kunne invitere dig ind. 

– Jeg forestiller mig, at der skal blive en serie på fem broderede indkøbssedler. Der er stof til at arbejde endnu mere med emner fra samlingen. Det næste værk er jeg i gang med, beretter kunstneren.

Warhol og Helle Helle
På mit spørgsmål om inspirationskilder og forbilleder svarer Sarah Rathje, at hun som sådan ikke har forbilleder, men at der er noget i popkunstneren Warhols mindset, som hun godt kan uddrage noget fra. 
– Warhol, han kigger ind på mennesker og på tiden, og det føler jeg mig hjemme i. Men mit eget blik er mere indirekte. Jeg skaber ikke portrætter. Det interesserer mig ikke. Ikke endnu, i hvert fald, raisonnerer Rathje.
– Fotograferne Lee Miller og Vivian Maier, der virkede omkring 1900-tallet, er jeg ret begejstret for.
– Forfatteren Helle Helle finder jeg interessant, her er der ro på, i gentagelsen blandt andet. Også Virginia Woolf, for hendes tekst bliver til et værk i sig selv. Og Merete Lindstrøms bog Dage i stilhedens historie er virkelig værd at beskæftige sig med, fortæller Sarah Rathje. 
– Jeg så en udstilling med kunstneren Lasse Krog Møller i Aarhus Kunsthal. Han opsamler indkøbssedler og cigaretskod og tyggegummi etc., men jeg fornemmer, at der her er noget andet på spil, idet han katalogiserer tingene, gør dem museale ved blandt andet at notere findested. Det gør jeg ikke, selvom jeg holder meget af opskrifter på flere niveauer. Det metodiske. Heri er der også en ro, og en tryghed. 

Sarah Rathjes afgangsværk 2014 – Med evigheden for øje, fotos

Et stykke med selvrespekt
Sarah Rathje er uddannet laborant og har arbejdet på Forsøgsstationen Risø. Hun har læst Kunsthistorie og Filosofi på Københavns Universitet, og er kandidat fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2014.

Rathje debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 2007 på Den Frie i København. Hun har medvirket på DCK 08, Odense, udstillet hos HANS ALF Gallery i København, 2009. Udstillet på Galleri Slugen, Esbjerg, Galleri Wolfsen, Aalborg, samt Anstrøg – Unge kunstnere på spring i Galleri Christina Wilson, København, 2010, samt på udstillingsstedet Q i Det Kongelige Danske Kunstakademi sammen med Ana Pavlovic, 2012. Hun udstillede på Fotografisk Center, København, 2013 og på Afgang 2014 på Charlottenborg.

– Oprindeligt uddannede jeg mig som laborant, men, jeg valgte at stoppe, og gav mig selv fem år til at gå 100 pct. ind i kunsten, som var det, jeg virkelig ville. Så blev jeg først elev på Kunstskolen Spektrum København.
Sideløbende med studierne og derefter har jeg arbejdet godt ti år for Irma – forretningskæden.
– Nu er det atter tid til at fokusere på kunsten. Og, jeg tør godt sætte mig ned og være i det. Tør godt sidde, og være stille. 

De 169.361 korssting – forsøg på at gøre det ubetydelige betydeligt fortjener at komme på museum.

Sarah Rathje – den post-it – en af fem af 600 – måske en del af et museumsværk? 

– Spændende bliver det at se, hvem, der bider på! Arken? Trapholt? Kunstneren nævner selv Øregaard, og jeg tænker på Rønnebæksholm, men de to sidstnævnte har så vidt vides ikke egne samlinger af samtidskunst.
– Det er der heldigvis andre, der har.

Fakta: Sarah Rathje, født 1978. Medlem af BKF. Bor og arbejder i København. 

Kunstneren er aktuel på gruppeudstillingen Tell a Friend i Bredgade Kunsthandel, København – sammen med Eva Toft, Louise Hedegaard Madsen, Camille Yvert, Søren Hüttel, Morten Hemmingsen Sørup, Jonas Hvid Søndergaard og Frodo Mikkelsen – Frem til 23. juni 2018. 

Sarah Rathje – Hjemfalden, fotobog