At fremkalde stoffets fortællinger

Susanne Schmidt-Nielsen har destilleret sit udtryk frem til et unikt,
frit formsprog, der går lige i huden på publikum

Portrætsamtale til Kunstavisen 01/2018
af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Ved mødet med Susanne Schmidt-Nielsens kunstværker bliver jeg berørt af en dyb, meditativ følelse. Den mystik, der er i hendes sanselige udtryk, vækker min interesse. Selv de mindste forskydninger ændrer kompositionen, og det syn nyder jeg at fordybe mig i for en stille stund. Hvor kommer det fra? Hvad er det, hun gør?

Første møde er på den censurerede udstilling Kunstnernes Påskeudstilling i 2015, hvor Susanne Schmidt-Nielsen har værker med i Aarhus Kunsthal. Her ligger an assembly på gulvet og standser mit blik. En samling objekter af beton, tekstil, tråd og latex, hvor der synes at være spor af liv. De er ganske trygge at omgås. 

Senere oplever jeg ved 100 års jubilæet for KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund på Herlev Gammelgaard installationen occurrences, der meget velfortjent har fået en central placering i Ny Lade, hvor publikum kan bevæge sig rundt om værket og opleve dets forskellige skalaforhold på egen krop.

På en gruppeudstilling i Kongelejligheden i Bryggergården i Kastrup viser Susanne Schmidt-Nielsen en anderledes række objekter i polyester og tekstil, som fremkalder mere foruroligende sansninger – udtrykket har nærmest anatomiske træk. Her efterlader Susanne Schmidt-Nielsen os, helt bevidst, uden en klart aflæselig dramaturgi i installationen.
Men om det er den stille sansning, der vækkes, eller de voldsommere følelser, så er det svært ikke at blive berørt af hendes værker. Her er uomtvisteligt noget på færde.

Farver, rammer – hvorfor egentlig?
Susanne Schmidt-Nielsen, som har udstillet i ind- og udland og deltaget på flere censurerede udstillinger, kommer fra et kreativt ståsted. 

– Både min mor og mormor var dygtige til at sy, så det lærte jeg tidligt selv. Som teenager gik jeg til keramik, og kom jævnligt i et keramikværksted. Her så jeg kopper komme på rad og række, og erkendte, at det ikke lige var et produktionsmiljø, jeg ville. 

– Jeg kom ind på Billedskolen på Jagtvej hos Bjørn Bråten, hvor jeg hovedsageligt malede, men også blev undervist i arbejdet med skulptur. Her oplevede jeg, hvordan jeg relaterer mig kropsligt til skulpturen. 

– Jeg zoomede ind på strukturer, den matte maling, det blanke blæk og blyanten, og tog efterhånden farven ud af mine malerier. Jeg syede stiplede streger på lærredet, tilførte materiale for at gøre billedet mere fysisk. 

Det ledte frem til spørgsmålet: Hvorfor var det egentlig, jeg skulle arbejde med maleri? fortæller Susanne Schmidt-Nielsen.

– På Kunstskolen Spektrum arbejdede jeg med tekstil på selvbyggede rammer. Efter en tid voksede der en nysgerrighed frem på, hvordan det ville være at arbejde videre med materialet, men uden rammen.

Selvsyn og sansning
Eva Hesse (1936-1970), en tysk-amerikansk minimalistisk kunstner og Martin Erik Andersen, professor på Kunstakademiet åbnede endelig den side op for mig, at få fokus på selve skabelsesprocessen. Det blev afsættet til at arbejde videre i mit eget formsprog. Efter en opgave som assistent for kunstneren Eva Steen Christensen på Fabrikken for Kunst og Design, så tog det fart.

Susanne Schmidt-Nielsen viser rundt i sit værksted. Lige nu er hun rigtig glad for en ny boremaskine, der sætter hende i stand til at bygge egne konstruktioner i træ. I hjørnet står nogle lange pinde, omviklet med brugt, hvidt tekstil med et meget bøjeligt og feminint udtryk. Et nyt værk er på vej. 

På en reol viser kunstneren værket impact of presence. Det består af en række antropomorfe gipsobjekter, som ligner hinanden.
Tilsyneladende er de ens, men hver eneste har et lille spor, de andre ikke har.
– I arbejdet med materialerne fremkaldes det betydningsfulde. Det ligger i de spor, som mine håndteringer og bearbejdninger efterlader, og jeg oplever gang på gang, hvor central processen er for værkets fortælling og for den ordløse sansning af det.
– For mig bærer processer generelt en masse fortælling, hvor noget ses og andet sanses.

Stof og værk
Jeg er meget optaget af, hvorledes mine værker mødes af beskueren, krop til krop, ligesom jeg er meget optaget af værkets og installationens samspil med det rum, det udstilles i.
– Jeg går efter at invitere beskueren helt ind i sansningen og at fremkalde en kropslig genklang. Jeg er derfor åben om, hvad jeg har brugt af materialer f.eks. gips, beton, silikone, latex, tekstil, m.m. Det indgår i mine værkbeskrivelser. Langt det meste er noget, vi kender fra vores hverdag, og dertil kommer materialer, som er brugte, og som derved allerede bærer en fortælling. 

Alle de spor, livet sætter i os, hvor vi konstant formes – det er en proces, der aldrig slutter. Så med det blik kan min kunst ses som en billedliggørelse af livets proces. Men jeg er varsom med at definere værkets fortælling, for den har jeg ikke patent på.
– Derimod er det fantastisk at høre de meget forskellige og personlige fortolkninger, som folk deler med mig.
– At mærke at folk bliver berørt. Så kan det ikke blive bedre, slutter kunstneren.

Susanne Schmidt-Nielsen udstiller hos Kunstbiblioteket i København
25. januar – 17. februar 2018
www.susanneschmidt-nielsen.dk

Om værkerne:
occurences – udsnit // detalje med syning.
Foto // Ole Jørgensen 

occurences – tekstil, tråd, beton, latex,
50x465x310 cm, objekterne vejer fra 0,5-90kg, 2016. 

Kunstneren stående som nr. syv fra venstre ved KKS 100 års jubilæum på Gammelgaard i Herlev. Privatfoto.

impact of presence – detaljefoto – gips, træ, silicone,
Cobrarummet, Sophienholm, Lyngby.
foto // Susanne Schmidt-Nielsen

Tekstilt maleri. Træ, tekstil, 2013.
Foto // Erling Lykke Jeppesen