Ane Henriksen – Urban Growth, foto Ole Akhøj

Overalt ser vi en opblomstring af taktile aktiviteter, der stimulerer hænderne og befordrer en tryghed, som ikke længere findes i den omverden, vi får fortalt på de allestedsnærværende devices. Heldigvis kender mennesket til at finde ro og fordybelse ved at skabe noget, sørge for tøj til kroppen, designe afdækninger mod kulde og indkig, og ved at dyrke fantasien og kunsten, som et reservoir af energi til mental overlevelse.

Når Ane Henriksen finder på at bruge tabt ’byløvfald’ – det vil sige tabte vanter – til at illudere fyrretoppe i en stor gobelin, og genanvende brugt jagt- og marktøj i en udstilling med maleren Jens Søndergaards landskabsbilleder som pendant, så bobler signalstofferne hos den, der har øjne at se med.

Når Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så husker vi udsigter over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som åbenbarer sig i mødet med den genuine tekstilkunst, som vi har så fine traditioner for at skabe.
Nu mangler vi blot at passe bedre på det, og at vise og tolke det, så nye generationer finder glimt af fortidens indhøstede lærdomme, og bærer dem videre med den samme stolthed, som vi nyligen har set ved kongeparrets besøg på det navnkundige franske værksted La Manufacture des Gobelins i Paris.

Kirsten Nissen – Hans Nissens Mark og Iben Høi

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes  – men som der ikke findes noget museum for i dag. Der mangler i den grad et sted med samlingsansvar for tekstilkunst herhjemme.

– Beklædningskulturen og tekstilindustrien præsenteres i lokale samlinger landet over. På Danmarks Designmuseum går tendenserne i retning af møblerne og det industrielle design med fortegnet Danish frem for den taktile og tekstile skat, der er deponeret her.

Ildsjælene i Ebeltoft fik museet GLAS op at stå ved utraditionelle, men virksomme greb. Porcelænet og keramikken har fået fans og fodfæste på museet CLAY i Middelfart. Men tekstilkunsten er endnu hjemløs.
Det kan ikke blive ved.

– Måske kan der udskrives en konkurrence om at overtage Svanemølleværket i stedet for helt at overlade det til Teknisk Museum fra Helsingør? Måske kunne museumsaktiviteterne fusionere, så der bliver plads til både det maskuline og det feminine interessefelt, der ved indfaldsvejen til hovedstaden?

Terningerne er hermed kastet – snart bliver det Kulturministerens tur!   

… … … 

Birgitte Boesgaard – Dobbelt udfald med accessories

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2025 – Lederartikel

Læs anmeldelse af Lundsgaard udstillingen – Overvejende tekstil – her

Læs mere om planerne for Teknisk Museum på Svanemølleværket – her

MEP – Langt fra Tæt på

Maleren Michael Ernst Pedersen har helt sin egen måde at se verden på. Med kunstnerens skarpe blik samler han på elementer, der en dag kan bruges i et billede. Et indtryk af en færge ved Amaliekaj, nogle brogede køer på en mark eller blot nogle møbler i et rum – det gemmer han i hukommelsen.

– Det er rummet på fladen, som optager mig, fortæller maleren Michael Ernst Pedersen.
– Perspektivet er én metode, men ikke den eneste. Der kan være størrelsesforskelle, overlapninger og farver, hvor f.eks. nogle farver træder frem, mens andre er mere stille og nogle neutrale, forklarer kunstneren om sin arbejdsform. Malerierne er ikke bundet strengt til perspektivet, og netop derfor rækker de en buket af overraskelser til publikum.

Michael Ernst Pedersen debuterede på Charlottenborg 1981. Han er medlem af Foreningen af 18. November, Maj 93 samt Åbne-Atelierdøre Stevns/Faxe. Han har arbejdet som kunstkonsulent i Gladsaxe Kommune og har bl.a. undervist på Søllerød Kunstdaghøjskole, Skolen for Brugskunst og Frederiksberg Husholdningsskole.

På Kulturstedet Lindegaarden bliver der travlt med mange nye besøgende, mens udstillingen af Michael Ernst Pedersen finder sted. Og det er udstillingen LANGT FRA ∙ TÆT PÅ valgt efter. Lokalerne er udlejet til flere familiefester, konfirmationer, kursusforløb med mere i maj og juni, og der venter gæsterne en humoristisk oplevelse.

Udstillingen er arrangeret af Lindegaardens Venner
i samarbejde med komkunst.dk.

Fernisering – mød kunstneren fredag 2. maj kl. 13 – 15

Udstillingen kan ses 2. maj til 21. juni
Åbent tirsdage kl. 13 –  16. Gratis adgang

Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, 2800 Kgs. Lyngby – læs mere her

Fem af otte kunstnere foran Karen Gabel Madsens galakse

Otte velgjorte, kunstneriske manifestationer genlyder af omsorg, indsigt og politisk forargelse

Det er helt på eget initiativ og der er gået over to år siden kunstnerne bag udstillingen TID ∙ MULD ∙ STJERNE lagde billet ind på at udforske klimakrisen og undersøge, hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten i det flotte rum, Bibliotekssalen i Rundetaarn i København.
På den kunstnerkuraterede udstilling medvirker Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen. Otte kvinder med samvittighed.
Ved den første af flere Tower Talks introduceredes de besøgende af kunstnerne selv i denne helt rigtige ramme for den tværæstetiske, historisk- og vidensbaserede begivenhed, hvor der er ganske meget at stille skarpt på.

Karen Gabel Madsen – Sommerfulgetæppet

Det hele handler om de alvorlige konsekvenser, den antropocæne levevis har for naturen, mulden, jorden, planetstjernen og for os selv.

For at komme indenfor i udstillingens areal skal man helt bogstaveligt træde sommerfugle under fode! Karen Gabel Madsen har malet et bånd af truede sommerfuglearter, som kun kan passeres på denne måde: ved at du træder på dem. Så er tonen slået an.

Tidens lære
En kvindelig kriger i en dragt inspireret af tv-serien Star Trek tager imod. Nina Maria Kleivan beretter om en opvækst i Norge med traumatiske familiehistorier, der tidligt i livet i den grad mobiliserede kunstnerens vrede og modstandskraft. 

Nina Maria Kleivan – Klædt til invasion//Dine tårer, mine tårer

Heling har hun fundet gennem arbejdet med tekstilkunsten, der er et af Kleivans fine kendetegn. På udstillingen står otte faner i kreds, sorte udadtil og med stærke ord vendt indad mod midten. Desuden ser vi et lysbord med noget, der ser ud til at være kryptiske levn fra en civilisation, der til sidst har ødelagt sig selv. Tidens forvitrede former er abstraheret og igen koncentreret til et magtfuldt kunstnerisk udsagn.   

Vicky Steptoe fortæller med blomsternes kraftfulde poesi i filmen Pastva om skrøbelig sameksistens mellem blomster, bier og mennesker. Et billedtæppe viser Aztekernes blomst, Dahlia, som de både spiste og brugte medicinsk. Stjerneforskeren Tychos næse, hugget af i en duel, får vi at se, som en advarsel og en hilsen fra eksillandet, og på et bord ses de tegnede dagbøger, der har fulgt kunstneren gennem projektets tilblivelse. Kunstneren viser os i de fire glimt forbundetheden i historien, i nuet og relationen til magtens forvaltning.

Pernelle Maegaard har broderet Jordens remse på genbrugsduge. Dels er det ordspil Fra den skønne jord til Jorden i en anden forstand, dels er det den nonsens, vi kan opleve, når det hele løber løbsk. Med keramiske jordvæsner har hun kreeret en stop-motion video, hvor spørgsmålet er, om de kommer frem af mulden for at kommunikere med os? Er en ny tid i anmarch?

Skam og forargelse i spejlet til Jordens børn

Jeanette Land Schou – Teknofossile Fælledfund

Jeanette Land Schou viser en serie detektorfund, såkaldt technofossile materialer, som kunstnergruppen har gravet op på Amager Fælled. Hun får fundene fortalt i flere versioner, og den ene er betydeligt smukkere, end den anden.

På tre plancher viser hun den praktiske indsats med udgravningen, i et raritetskabinet vises stumperne, og så har hun heldigvis givet nogle af fundene en mere kunstnerisk fortolkning i en serie sort-hvide stillebenfotos af æstetisk karakter. Amager Fælled er blevet mishandlet gennem generationer, kan vi se, som losseplads og som byggeplads.

Nanna Gro Henningsen fortæller med udgangspunkt i planterne muskatnød og valmue på blodig baggrund en skamfuld historie fra det 18. århundrede, hvor grådigheden blandt koloniale handelsfolk tog overhånd, og hele øers befolkning blev udryddet, for at købmændene kunne skaffe sig monopol på de værdifulde krydderier – ren og skær Brutalized Botany.

Nanna Gro Henningsen – Brutalized Botany

I installationen fornemmer vi kolonitiden gennem skibsinventar og orientalsk inspirerede genstande, der fandt vej som dekorative elementer i den vestlige borgerlighed – den lysende globus, skærmvæggen med fint tegnede prospekter og smukke genstande i tropiske træsorter, stablet som symbol på Grådighedens umådeholdne dødssynd.

– Det var dengang. Men, vi kan vist ikke helt sige os fri af den hvide, europæiske overlegenhed, der martrede den vestlige civilisation. ¨

– Så, hvordan tager vi det ind i dag? Hvad tager vi med fra tragedien? Det er dilemmafyldt at håndtere den skyld, der implicit hænger ved skulpturerne.

Fremtiden er fremmed
Henriette C. Hansen har set roerne begynde. Hun er vokset op med landbrugets rytme, og kerer sig om, hvordan vi påvirker og påvirkes af det kulturelle landskab, når naturen omformes og forvrides af menneskelige interventioner.

Henriette C. Hansen har modelleret den genetisk simple Arabidopis, også kaldet Gåsemad, som en dag formodentlig skal vokse videre på Mars, Hun undersøger begrebet terraforming, det at modificere en planet til en mere beboelig atmosfære, her lagt an med termiske folieskærme og symbolske jordprøver i et kig ind i en nær fremtid.

Henriette C. Hansen – Arabidopis Gåsemad 

Bodil Brems har placeret Café Oblivion et sted i verdensrummet, og derude sælger den små erindringsbokse og kapsler med feromoner, halogener, lyde og fortællinger til at nyde på stedet. Caféen er udsmykket med malerier med motiver fra Jorden, der forestiller caféer i en ukendt tid, hvor horisonten er forsvundet.

Hug din højre arm af, hvis den forarger dig
Der er ingen tvivl om, at de medvirkende har gjort sig umage, og individuelt har dybe intentioner. Men, der hvor udstillingen bærer præg af en voldsom kollektiv forargelse, bliver det svært. Netop forargelsen er en særdeles ambivalent og uproduktiv følelse, der går over i vrede, og en oplevelse af uretfærdig frustration.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den skam og skyld, jeg bliver eksponeret for.
– Det er politiske manifestationer i slowmotion.

Forargelse er blevet lokkemad i den hvirvlende nyhedsstrøm, fordi den følges op af andre, lige så stærke følelser, og holder seeren fast. Forargelse misbruges som ’klickbate’. Men det er sjældent rigtig befordrende, især nu, hvor det er mere end rigeligt at forarges over, og det er blevet en folkesygdom at give udtryk for det på den mest hensynsløse måde, bl.a. på de såkaldte sociale medier. Hvordan dæmper vi dog den adfærd?

En rum tid går der, fra en god idé opstår til den kan realiseres i udstillingssammenhæng. Så, når det hele endelig løber af stablen, da er det et godt spørgsmål, om verden vil tage imod visionen? – Holder ideen hele vejen til stjernerne?

Kleivan og Maegaard – Still Dreaming

Epilog: En formildende fortælling
I en verden, der accelererer, insisterer værket Still Dreaming på en anden bevægelse – en, hvor vi lytter, hviler og genforbinder os med drømmens langsommelighed, fortalt af 70 år gamle mennesker på en drømmeseng. Sengens tæppe og pude med masser af stjerner broderer Nina Maria Kleivan og Pernelle Maegaard, mens de våger over de sovende – ude og inde, i forskellige landskaber. Det fortælles på udstillingen i videoen, mens drømmesengen står indbydende med det milde stjernetæppe.

– Den blå seng bliver et transitrum mellem det nære og det kosmiske, fortidens hukommelse og en endnu uvis fremtid, udtaler Kleivan og Maegaard.

Tak for den brændende dedikation!

Der må lyttes til tiden, mulden og stjernerne. Udstillingens, kunstens sensitive omsorg er værd at kopiere i den hverdag, der leves udenfor Rundetaarn.

Rundetaarn ∙ Bibliotekssalen
Købmagergade 52 A
Frem til 9. juni

… … …

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

Bodil Brems – Café Oblivion

… … … 

Vicky Steptoe – Dahlia til erindring

Overvejende tekstil 2025

Bare se og sans udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil på Lundsgaard Gods på Fyn

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes herhjemme.

Udstillingen er den tredje i rækken på stedet, kurateret af Torgny Wilcke – og denne gang i samarbejde med Anne Fabricius Møller og Ingrid Kæseler, som har udvalgt omkring 30 kolleger og samarbejdspartnere til et storslået show i Lundsgaard Anexet – Rustikken, der på ferniseringsdagen blev indviet efter en større renovering.

Tekstiler og tryghed // Kroppens fortællinger
På udstillingen er der lagt vægt på den tætte forbundethed til tekstiler, vi alle har i vores daglige liv. Først og fremmest den kropslige relation, der genkendes af den enkelte i mødet med transformerede former for påklædning. Med tøjet som udgangspunkt ses råt bearbejdede gobeliner og fornemme enkeltværker af eksperimenterende karakter.

På gårdspladsen mødes vi af Birgitte Boesgaards skønne røde bluse, der blafrer fra kvisten. Indenfor hænger Ane Henriksens flotte Jagtmark – Markens Skød i dialog med Jens Søndergaard, vævet af brugt arbejdstøj.

Ane Henriksen – Jagtmark – Markens Skød

Også Mette Ussing i fotostatformat med Kjole fra 1967 og Hannah Heilmanns installation My Laura Ashley Dresses viser tøjets betydning. Kristine Mandsbergs blødt skulpturelle værker i serien BIG BLOP går ligeledes i dialog med kroppen i kraft af de organisk-puffede former.

Udstillingen fortsætter op ad paradetrappen til 1. sal, og mellem den flot, fritlagte bjælkekonstruktion hænger og ligger der tøjstykker, formgivet som forskellige spor – Søren Nielsens Paint, akryl på beklædning, FOS’ Wardrobe, Adam Christensens Green Gloves og Lace, samt Birgitte Boesgaards Dobbelt udfald med accessories i endnu flere versioner.

Husets fortrolige fortællinger
På udstillingens anden tematiske hovedlinje fremhæves fortrolige relationer til de taktile materialer i menneskets hjemlige domicil. Mette Winkelmanns Pavillon på plænen giver helt bogstaveligt tag over hovedet. Indenfor til højre i Rustikken falder et hvidt, blødt, tyndt og semitransparant gardinstof ned fra det klinkbyggede træloft – et samskabt tekstil af vietnamesisk-danske Danh Vo og virksomheden Kvadrat med spor af skrifttegn fra tidligere generationer. Bølgende gardinfornemmelser er der også i Iben Højs blondetynde Web, not Waste, og tørresnoren finder vi fyldt af Begitte Lynge Andersens HOMELAND I-IIX, Golden Edition – forgyldte viskestykker.

Claus Egemose – Untitled og Mette Ussing

Et helt sofahjørne er der med gulvtæppe af Caroline Freja Langdahl og Henrik Vibskovs muntert broderede FREDERICIA-møbel.

Torgny Wilckes gerigtindrammede stofbilleder fornemmes som døre, man ikke uden videre kan passere, hvor Claus Egemoses luftkastel Untitled i rødt og stål giver lyst til at blive stående en rum tid.
Den stramme symmetri og regelbundethed i Ingrid Kæselers japansk inspirerede ’pavilloner’ skaber ligeledes en følelse af stedfæstet, åndbar ligevægt, som også kan opleves i Ellen Bangsbos fibernet, flettet af brændenælder.

Landskabets fortællinger
Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så vi husker en udsigt over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som vi også møder i Anne Fabricius Møllers Brændte, Spirende og Pløjede Marker fra 1990, og abstrakt trykte stofbaner med Traktorgangens grå og gule spor fra 1993.

Fortællinger om Sindsro
Fornemmelse for tekstilmaterialets sindsro udviser kunstneren Signe Emdal, som har haft hænderne i jordsnavsede, rå hamme på Island. Forsigtigt inviterer hun den kun sparsomt skyllede råuld ind i sin verden af lysende, pastelfarvede tråde, så natur og kultur favner hinanden i værket Mqruldr.

Signe Emdal – Mqrueldr

En vis ro er der også i Charlotte Østergaards frithængende tæppeduet ComPleat, i AVPDs monocrome Fabric af farvet tovværk, samt i Grethe Sørensens to markante jaquardvævninger, der illuderer fotografiske nærbilleder af vævede billeder under titlen Tokyo Nights Close Up. Her er der både afstand og nærvær, når du kommer helt tæt på, og fornemmer de faktiske tråde.

Mette Ussings tidlige vævninger i hør og uld, og motivet Skovbund vidner om tekstilkunstens engang mere naturbundne univers fra 1960’erne og 70’erne. I en noget mere løssluppen kategori har vi Cecilie Bendixen og Laura Bruëls Forvildede interiører fra 2025, som kan opleves både inde og ude.

Værket Drivebillede, Dirigeret Tachisme fra 1960 af Gunnar Aagaard Andersen, samskabt med Ege Tæpper, ligger centralt lige ovenfor trappen på første sal og vidner om datidens udsyn og muligheder for samarbejde, hvor malerens motiv er omsat til tekstil.

Et sådant samarbejde med visionære sponsorer kunne gøre det muligt at tage hånd om de tekstile kulturperler og sikre dem for fremtiden. Foreløbigt gør Lundsgaard det smukt ved at lægge fabelagtige kvadratmeter til udstillingen med Overvejende tekstil i den nyistandsatte verden.

Men faktum er det, at tekstilkunsten herhjemme i realiteten er hjemløs.
– Det kan ikke blive ved.

Grethe Sørensen – Tokyo Nights – Close Up

– Tænk, hvis der nu var et blivende sted for et gensyn, et samlingssted, et museum for tekstilkunst med samlingsansvar. Da kunne vi opleve tekstilkunsten med endnu mere sindsro og tryghed i forvisning om, at tekstilkunsten får sin berettigede anerkendelse og kulturperlerne bevares.

Lundsgaard Gods ∙ Anexet 
Lundsgårdsvej 15 – Kerteminde
Frem til 1. juni

… … …
Læs mere om Lundsgaard Gods – Anexet her
… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

… … …

Kirsten Nissen – Hans Nissens Mark og bagest Iben Høi

Af Ingrid Kæseler og AVPD

Classeværelset – What’s the Plan, Again?

Hedeby, Dahl, Nyhus, Krogstrup, Søeborg og Lundsgart serverer jysk-akademisk cocktail af livskraftig karat

Billedkunstner Bent Hedeby Sørensen har sat en flok studiekammerater stævne i Classeværelset på Østerbro i København til udstillingen What’s the Plan, Again?
De seks medvirkende, Inge Dahl, Morten Nyhus, Carsten Krogstrup, Lena Søeborg, Ulla Lundsgart og Bent Hedeby Sørensen har en fælles uddannelsesmæssig baggrund fra Det Jyske Kunstakademi, hvor de studerede i årene omkring 1988. På udstillingen vises malerier, mixed media, video, fotokunst, installationer og performative værker, der inddrager den besøgende.

Vælg dig selv
– Hvordan har vi forholdt os til det, skolen stod for dengang? Hvad kom vi fra, hvordan påvirkede akademiet os og hvor går vi hen – hver især? spørger Hedeby i introduktionen.
– Hvad var egentlig planen, og hvad er planen nu?

Carsten Krogstrup – Demons & Passions

Det er ikke for tøsedrenge at komme i gang på en akademisk uddannelse; undervisningsformen kommer bag på mange 20-årige, når de overlades meget til sig selv i dage og uger ad gangen.

Med et Kierkegaardsk udtryk handler det om ’at vælge sig selv’ – I dag ville man sige ’at finde sig selv,’ men at vælge er en betydeligt mere aktiv handling, og den er på ingen måde egoistisk, som meget af den usunde markedsføring, der raserer omkring os.

Processen indebærer adskillige over- og undersøgelser og svinkeærinder undervejs.
Blandt kunstnere er der tradition for dannelsesrejser, og dem havde gruppen et par stykker af i slut-80’erne, hvor Muren stod endnu, og der ikke skulle grines af de øst-tyske skrankepaver i Berlin. I vore dage er der bestemt heller ikke meget at grine af.

Nej! Ja…
Inge Dahl undersøger livsrejsens bagage, og viser et tableau af røde genstande samt maleriet The Dance. Kunstneren har udsmykket Nationalmuseet i København og Juridisk Institut Aarhus.

Ulla Lundsgart maler ikke blomster, men viser i video og maleri den nostalgisk-melankolske stemning, der opstår, når forældre dør og efterlader en hob af minderige genstande.

Morten Nyhus – Nej! Ja…

Lene Søeborg giver den besøgende medansvar, når strikketøjet i hænderne på gæsten samtidig trevler et tilsvarende arbejde op – hvad har vi gang i? Hvad er ret og vrang?

Carsten Krogstrup viser fotoserien Demons and Passions, der er en forløber til hans malerier af modellen Natasha. Vi kommer helt tæt på.

Bent Hedeby maler med computergenererede billeder nogle surrealistiske scenerier. Perspektiverne gør menneskene små og forgængelige i de drømmeagtige sekvenser.

Morten Nyhus råber Nej! Ja… og æder dokumentationen foran sin Guernicaparafrase – en sindsoprivende mavepuster.

– Hvad var lige planen, igen?
Det er en stærkt seværdig cocktail, de seks serverer i Classeværelset.

Classeværelset
Classensgade 7D – København Ø
Frem til 29. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2025 – marts 2025

… … … 

Lena Søeborg – Ret og vrang

Illustrationer:
Udstillingsview med billeder af Bent Hedeby Sørensen tv. og Ulla Lundsgart th.
Foto: Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – Natasha Demons and Passions.
Foto: Carsten Krogstrup

Morten Nyhus performance ved maleri af Inge Dahl.
Foto: Carsten Krogstrup

Lene Søeborg – Ret og vrang, stol og strik.
Foto: Inge Schjødt

Inge Dahl – Rødt Tableau.
Foto: Inge Schjødt

Inge Dahl – Rødt Tableau

Wiliam Skotte Olsen – Fuglens Vindfang

Ingen kan være i tvivl om Wiliam Skotte Olsens talent trods vanvidskørslen på syre og farve

Mange kender Wiliam Skotte Olsens kunst, og bidder af hans skæbne. I sin levetid blev han en københavnerpersonlighed, tidligt forgudet og siden begrædt. I Bispegården i Kalundborg markeres hans livsværk.

Wiliam Skotte Olsen blev født på Amager i 1945, han kom på Kunstakademiet som 20-årig i 1965, debuterer hos gallerist Henning Larsen i Bredgade i København i 1966, og anses omgående for et særligt begavet kunstnertalent i kraft af sine intense farver, motiver og malemåden, hvor han virtuost lægger lag på lag, og fra dybden af det pastose får lyset til at spille.

Skotte har et lifligt musisk talent, spiller violin, basun og guitar. Musikaliteten har han hjemmefra, hvor familien er tilknyttet Frelsens Hær. Omkring 1967 optræder han med syrerockbandet Steppeulvene, og danner gruppen Green Grass Group sammen med vennen Hasse Levy.
Man kan gisne om, at det spirituelle er indlejret som en faktor fra starten. Christianshavnerens udsigt til spir og kirketårne, ansigterne i de hollandsk inspirerede kanalhuse og byens rum genopstår, destilleret i hans billeder.

Wiliam Skotte Olsen – 1960’erne. Fotograferet af Teit Jørgensen

Det københavnske hippiemiljø med stoffer og eksperimenterende livsstil får ham til tælling i midten af 1970’erne, men på Sankt Hans Hospital er der omsorg for kunstnersjælen, og han kommer tilbage. Dog ikke så feteret, som i begyndelsen.

Fra engang i 1980’erne og til sin død bor han i en skurvogn på Christiania og udfolder sit talent på alskens overflader, trods skiftende energiniveau i et anseeligt antal værker. Umiskendelig er han i sin originalitet. Hans form og farvesans brænder igennem og fanger publikum. Nye samlere kommer til.

En sand slikskål for Skotte-fans
Den dedikerede færing Cem á Hólum og gallerist Annegrethe Davis har i samarbejde med Kalundborg Kunstforening valgt at markere 80-året for kunstnerens fødsel 4. april med en udstilling og en bogudgivelse, hvor samlerne deler begejstringen for værkerne – hvoraf flere ikke har været vist før – og samlernes personlige anekdoter om Skotte.

Wiliam Skotte Olsen – Åben mand med rød prik

Kunsthistoriker Mikael Wivel har fulgt og kendt Wiliam Skotte Olsen, og står bag bogens introduktion. Han bruger udtrykket: vanvidskørsel om Skottes forvaltning af talentet, som han beskriver farvemæssigt på højde med Asger Jorn.

– Der er tale om overdådige billeder, malet i højt humør og med en frodig fylde i penslen. Storbybilleder af episk karakter. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund, men det virker, som om det hele er set i et troldspejl eller gennem et prisme, hvor centrifugale kræfter er sat i spil, skriver Wivel.

Udstillingen er et rørende møde. Skotte Mania betegner således både kunstneren og myten.

Kalundborg Kunstforening – Bispegården
Adelgade – Kalundborg
Frem til 27. april

Foredrag og fejring
Wiliam Skotte Olsens 80-års fødselsdag markeres med et foredrag 
ved Mikael Wivel 4. april kl. 15 i Bispegården, Kalundborg. Entré 75,- kr.
Bestil billet her

Bogudgivelse: Skotte Mania
Introduktion ved Mikael Wivel og tekstbidrag fra private samlere
Idé og projekt: Cem À Hólum og Annegrethe Davis, www.davisgallery.dk
Layout og grafisk tilrettelæggelse: Aleksander Kosmala, www.kosmala.dk
ISBN: 978-87-90882-13-6
Kontakt: info@davisgallery.dk

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2025 – marts 2025

Portræt af Wiliam Skotte Olsen, foto: Teit Jørgensen
Wiliam Skotte Olsen – Fuglens Vingefang, 1982. Foto: Annegrethe Davis
Wiliam Skotte Olsen – Åben mand med den røde prik. Foto: Annegrethe Davis

Rasmus Myrup – Gerd og Misteltenen på Frederiksborg 2025

Gefion, Svantevit og Mosekonen i nye klæder på Frederiksborg, hvor Rasmus Myrups mytologiske skulpturer mingler muntert med gæsterne midt i museets rige kulturhistorie

Fra kælder til kvist myldrer det med fortællinger, når man som besøgende går rundt i salene på Frederiksborg ∙ Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Med den nyåbnede særudstilling Rasmus Myrup på Frederiksborg er det blevet muligt at følge et særligt spor, og sætte fokus på 16 myter, vi hver især måske har set symboler på og hørt brudstykker af engang. Nogle af fortællingerne husker vi, nogle er gået vores næse forbi, men her får vi chancen for at finde den røde tråd i godt selskab.

De store fortællinger lejres bevidst og ubevidst i vores sprog, og forsyner os med ord og billeder på det halvfarlige, det uhyggelige og det uforklarlige i naturens og psykens fænomener, som også er med til at modne os og danne vores almene erfaringer. For at disse teleporte mellem fortid og fremtid kan leve videre i nye generationer, må de kaldes frem og genfortælles i tidens toneart.

Rasmus Myrup – Mor Grib og Nissen, Nøkken og Gerd

Allerede velkendt på den danske og internationale kunstscene træder Rasmus Myrup til med fortolkninger af kendte mytologiske figurer i nye klæder – bogstaveligt talt.

Af tøjstykker og naturelementer, som strå og grene, bark og jord, har han formet otte figurpar, vi nærmest render ind i, som er de andre besøgende, der lige har valgt at hvile sig i en niche, på en bænk ved vinduet eller stående i samtale under en af de store lysekroner. De skiller sig ud ved deres særdeles symbolladede outfit, mens de mingler med os i øjenhøjde.

Den halvsmarte snylter
Misteltenen er ham kammeraten i den brogede jakke, der ofte lige skal bomme en smøg, men aldrig leverer det lånte retur. Se ham, undermåleren, i de grønne plateausko, der forsøger at hæve og hævde sig i kraft af andres energi.

Gerd – den skønne mønsterbryder
Gerd møder vi i bjergene og i skoven i et krydsfelt mellem jætternes og asernes verden. Skabt af ren kærlighed går hun selv efter kærligheden, den stille, modige Gerd, på trods af slægternes regler og kotumer for, hvem man gifter sig med, og hvem man ikke kan omgås.
– Så smuk er hun, at hun også får skylden for den udkårnes ulykke den dag, den rammer ham – Frej, da han står i kamp og mangler styrken i sværdet.

Rasmus Myrups Gefion møder Frølich, 2025

Åmanden, også kaldet Nøkken, ses hun sammen med. Han er skabt af tagrør, ham, der bor ved åer og vandløb og trakterer violinen, så han på magisk vis forlokker sarte sjæle.

Gefion, der er mor til fire raske svende, som kan forvandles til okser, møder vi i en noget udmattet udgave. Den enlige mor med babyliften har umiddelbart ikke meget til fælles med Frølichs udgave i loftet, men det afhænger nok af øjnene, der ser.

Og så er der Maren, hestepigen, der får os til at sætte os op i sengen med sved på panden. En kraftfuld femkantet stjerne har hun på hætten. Således har Rasmus Myrup inkorporeret symboler og tegn, det er værd at dykke nærmere ned i, hvis man nu bliver bidt af de brogede fortællinger, som han selv engang er blevet det.

Og gid, det må fortsætte, dette engagement hos kunstneren. Ud af mange iscenesættelser ser det ud til, at Rasmus Myrup netop med dette stof har fundet en særlig synergi, der passer godt for ham, når han ønsker at udforske fortællinger om identitet, tilhørsforhold og magt i et nutidigt perspektiv.

Præsentationen af Rasmus Myrup på Frederiksborg er et scoop for Det Nationalhistoriske Museum.

Rasmus Myrup – Hestepigen Maren

Til udstillingen har museet indlånt flertallet af værker og kun specifikt ønsket at få to nyfortolkninger i dialog med samlingens hovedværker – nemlig den fire-hovedede Svantevit, kendt fra Frølichs motiv af togtet mod Venderne, og Gefion, der pløjede Sjælland ud af Sverige.

I vores tid er det nok ellers oftest i computerspillene, at de mytologiske figurer og deres egenskaber bringes på bane overfor et ungdommeligt publikum. Tak til kunstneren for at give dem fysisk form og bringe dem i øjenhøjde på Frederiksborg.

♥♥♥♥♥ Fem stjernehjerter fra Kunstavisen.

Rasmus Myrup er født 1991, opvokset i Odsherred og dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi 2018. Han har bl.a. udstillet på Tønder Kunstmuseum, MSJ 2024, i Overgaden – Institut for Contemporary Art 2023, Sorø Kunstmuseum 2022, SMK 2020, og vist Homo Homo hos Tranen Contemporary Art Center i 2018 for blot at nævne nogle få udvalgte.

Desuden har han udstillet i flere internationale sammenhænge, bl.a. på Salon de Refusees 2024 i Rennes Frankrig og Haag NL 2024, GIBCA – Göteborgs Internationale Biennale Contemporary Art 2023, samt gallerivisninger hos Jack Barrett (US) 2024, og 2022.
Siden 2021 har han været repræsenteret hos Nicolai Wallner (DK), hvor flere udstillinger og projekter er nævnt.

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg ∙ Hillerød
Frem til 31. august

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2025
Fotos: Anders Sune Berg for Frederiksborg

Greti Hansen – Allegorisk selvportræt

Fire kunstnere bringer PAPIR TIL SKUE

Mindeudstillingen med Greti Hansens eventyrmotiver, Christine Lyhnes abstrakte relieffer, Linda Sandbjergs optiske rum og Simon Væths fusionsklip bringer papirkunsten i fokus, set fra fire forskellige kunstneriske vinkler
 
Med udstillingen Papir Til Skue mindes kunstneren Greti Hansen fra Maribo (1936-2017), som var kendt og elsket for sine elegante papirklip.

Den klassiske naturglæde, de lollandske roe-piger og de eventyrlige fortællinger i polske folkloreinspirerede motiver blev skabt gennem en menneskealder med den fineste broderesaks. Her er humor og muntre historier, næsten som H.C. Andersen kunne have lavet dem!

Christine Lyhne arbejder med farvet eller fundet papir, som hun former til abstrakte relieffer, skabt af  hundredevis af smalle papirlapper eller udstansede papircirkler, som syes sammen på symaskine.

Linda Sandbjerg – 3D

– Det sarte bliver stærkt, og her leges med optiske virkninger i farve og flade.

De flankeres af Linda Sandbjergs to- og tredimensionelle værker, klippet ud af fotos, og skabt som blandform mellem collage og maleri. Ved mønstre og spejlinger manipulerer kunstneren med det realistiske rum, og udfordrer beskuerens opfattelse af virkeligheden.

Simon Væth fusionerer papirkunstens muligheder. 

Udtrykket er poetisk, semi-naivistisk og legende. De håndskårne klip gengiver fiktive mytologier som små mikrokosmos, opdelt i adskilte sfærer med planterødder, sivende vand eller tværgående klipper.

Der er udsigt til et godt møde mellem fire fascinerende udtryksmåder med papiret som grundstof.

Udstillingen er arrangeret af Lindegaardens Venner i samarbejde med komkunst.dk.

Mød kunstnerne lørdag 15. marts kl. 14 – 16

KOM OG KLIP – Papirværksted for børn og voksne,
hvor der kan tegnes, klippes og foldes.

Simon Væth – Over & Under

Udstillingen kan ses 15. marts – 27. april.
Åbent tirsdage kl. 13 –  16. Gratis adgang.

Kulturstedet Lindegaarden
Peter Lunds Vej 8
2800 Kgs. Lyngby

Udstillingen er arrangeret af
Kulturstedet Lindegaardens venner
i samarbejde med komkunst.dk

Af Christine Lyhne

PAPIR TIL SKUE – plakatdesign Simon Væth

Bizzie Høyer – Skitse fra Frederiksberg Svømmehal

I Paris kunne mænd og kvinder male og uddanne sig side om side, men ikke i den danske kunstverden. Københavns Kunsthandel præsenterer to modernister Astrid Holm og Bizzie Høyer, som denne forskelsbehandling gik ud over i det 20. århundrede

Det er lykkedes kunsthandler Johs Schmidt i Københavns Kunsthandel at sammensætte en sjælden udstilling med malerier og tegninger af to kvindelige modernister Astrid Holm (1876-1937) – maler, væver og bl.a. elev af Henri Matisse, og Bizzie Høyer (1888 – 1971) – maler, tegner og en skattet kunstpædagog.

Begge er de fra 1904 elever på Akademiets Kunstskole for Kvinder, og uddannet fra Emilie Mundt og Marie Luplaus Malerskole.
– De debuterer samtidig i 1908 på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling.
– De studerer side om side på Parisiske studieskoler i 1911 – 1912, og begge forbliver de ugifte og aktive i indsatsen for kunstnerisk ligestilling. Begge er de kun sparsomt repræsenteret på danske museer.

Astrid Holm – Collioure, Sydfrankrig 1913

Afsted til Paris og Vestindien

Astrid Holm forlader Kunstakademiet, rejser, bor og arbejder fra 1907 frem til udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 dels i Italien og dels i Paris, hvor hun har en central position på den kosmopolitiske kunstscene. Holm er elev hos Matisse omkring 1910 og tilegner sig en fauvistisk malemåde med konturstreger og en stærk kolorit.

Både kritikere og malerkolleger taler i disse år om Astrid Holm. Hun udstiller solo på Den Frie i København i 1913, og besøger Dansk Vestindien i 1914 – herfra kendes værket Rose dækker bord. Holm udstiller bl.a. sammen med Jais Nielsen på Den Frie i København.

Astrid Holm driver croquis- og atelierskole 1916-1919 og engagerer sig derpå i gobelinvævning. Hun uddannes i 1920 i Paris og bliver fra 1921 underviser på Kunstakademiets Væveskole – ikke uden kritik, da hun ikke har de lange håndværksmæssige læreår bag sig, men vævekunsten kaldes frem ved hendes engagement.

På udstillingen i Københavns Kunsthandel på Vesterbro vises motiver fra Bretagne, fra hendes ophold i det sydfranske Collioure ved Middelhavskysten, fra kunstnerkolonien i Horneby, samt elegante nature morte.

Bizzie Høyer – Mastekranen og skibet Peder Skram

Høyer lærte kendte modernister at male

Af Bizzie Høyer findes kun få malerier samt en del tegninger. Hun udstillede sjældent.

Bizzie Høyer rejser til Paris og studerer sammen med Astrid Holm i 1911-1912, anbefalet af sin underviser på Akademiets Kunstskole for kvinder, Viggo Johansen – ’for sit talent, sin naturlighed og sundhed’, som han skriver i anbefalingen.

I 1915 udstiller hun i Kunstforeningen sammen med fire kvindelige kolleger, og samme år også på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling.

Størst anerkendelse høster hun for sit mangeårige kunstpædagogiske virke. Hun driver en længere årrække selvstændig tegne- og malerskole på Frederiksberg, og har som underviser forberedt en hel generation af elever til Kunstakademiet.
Kendte navne som fx Richard Mortensen i 1930, Sonja Ferlov Mancoba 1931, færøske Ingálvur av Reyni og Gunnar Aagaard Andersen er på listen over dem, der har nydt godt af Høyers pædagogik.

I 1944 er hun i spil til et professorat på Kunstakademiet, der dog går til Vilhelm Lundstrøm, som har et reaktionært kvindesyn. Bizzie Høyer modtager Eckersberg Medaillen 1947.

På udstillingen vises bybilleder fra Holmen, fornemme blomsterbilleder, skitser fra Frederiksberg Svømmehal og tegninger fra malerskolen på Rathsacksvej.

Astrid Holm – Udsigt over Lemvig 1916

Periodevis har kvindelige kunstnere som Holm og Høyer ganske trange kår qua misogyn kritik og fraværet af kvinder i kunstnersammenslutninger, som fx Grønningen, hvor de holdes ude af væsentlige udstillinger, samt muligheder for udsmykningsopgaver og salg. Det giver et stort efterslæb, som vi ser på museerne i dag.
Kunstakademiets årelange kønsadskilte undervisning betyder fra starten i deres karriereforløb en begrænset mulighed for dannelse af kollegiale netværk.

I Paris gik kunstnerne, både mænd og kvinder til den samme undervisning og deltog frit i diskussionerne i atelierer og cafeer. Første Verdenskrig sætter derfor et trist præg på kvindelige kunstneres karrieremuligheder, hvor de må rejse hjem til den gråbrune danskhed.

Kunsthistoriker Hanne Abildgaard, Øregaard, har i 2019 med bogværket Astrid Holm & Co. belyst de kvindelige kunstneres snoede karriereveje og vilkår på særdeles læseværdig vis.
Bogen har dannet baggrund for denne artikel.

I dag kan de to kun opleves få steder rundt i landet – bl.a. på Øregaard Museum, Fuglsang Kunstmuseum, SMK – og her i marts 2025 på Sdr. Boulevard i København.

Holm & Høyer – udstilles hos Københavns Kunsthandel 2015

Københavns Kunsthandel
Sdr. Boulevard 81
Frem til 22. marts

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2025

Malte Fisker – Portrait Albert Mertz

Malte Fisker viser Abstrakte Portrætter hos Davis Gallery i København

Klangen af et menneske er et citat fra en bogtitel, der fortsætter således: Om at spørge godt, lytte rigtigt og finde sit eget sprog”.
Det er dét, jeg ser billedkunstneren Malte Fisker gøre i sine malede portrætter på udstillingen Abstracts Portraits, som kan opleves hos Davis Gallery i København.
– Bogen er skrevet af journalist Nils Thorsen, der er berømt for sine markante portrætartikler i Politiken.

Malte Fisker maler intense, konstruktivistiske motiver med enkle former, der ikke har ret meget med figurmaleri at gøre. Billederne er nok inspirerede af fotografier af de portrætterede, men de gengiver ikke personerne 1:1. Tværtimod er det uddrag, det er essenser og genklange, som de opfattes af kunstnerens blik og bevægelser undervejs i maleriet, som vi får at se.

Stilen er konkret med geometriske figurer i højsædet. Værkerne har tydelige spor af den udvalgte hovedperson, enkelte med formmæssige referencer til en kollegas malemåde, som i eksemplerne Portræt af Malevitj og Portræt af Jackson Pollock.

Malte Fisker – Portrait of Albert Mertz

I farvevalget refererer maleren ligeledes til den portrætterede. Paletten er som regel ganske nedtonet med et islæt af kontraster. Malte Fisker sætter farven både pastost og udstrøget i fladen med blide, rytmiske bevægelser. Der er en særligt poetisk nænsomhed tilstede. 

Kunsthistoriens koryfæer
På udstillingen møder vi Malte Fiskers forbilleder og inspirationskilder, eksempelvis et portræt tilegnet Albert Mertz (1920-1990), som givetvis har haft betydning i Fiskers tid på Det Kgl. Kunstakademi fra 2006-2013.
Professoren Albert Mertz starter naturalistisk og slutter med det absolut enkle; geometriske felter i rødt og blåt. Malte Fisker vælger en blå baggrund og en kantet, lys profil med et blåt cirkeløje. Sådan. Mere behøves der ikke i denne hilsen til forgængeren.

Til portrættet af den amerikanske action-painter Jackson Pollock vælger Malte Fisker at sætte pastose farveklatter, dryppet ned over fladen omkring den konkrete, dobbelte trekantform.
– Så ved vi godt, hvor vi er.

Også hjemlige koryfæer møder vi på udstillingen.

Her er et strålende rødt værk med grønne islæt med titlen Portræt af Rita Houmann. Kunstsamleren, tidligere lektor Rita Houmann er kendt for sin varme passion for kunsten, for opmærksomheden overfor de yngre udøvere, for sin interesse for skulptur og videokunst, og vi ser hende gerne gengivet, skarpt klædt i rødt, når hun er på kunstmesse eller har erhvervet noget nyt til samlingen i Randers.

Malte Fisker – Portrait of Malevich

Det sprudlende røde maleri med hendes navn er godt ramt.

Optakt og efterklange

Til udstillingen er udgivet et katalog i bogform med artikler af kunstneren selv og af kunsthistoriker Karen Elsebeth Jensen. Layoutet er håndteret af grafisk designer Aleksander Kosmala, som på bedste vis kompletterer kunstnerens blik. Forsiden er tilegnet portrættet af gallerist Annegrethe Davis i Bredgade, som har samarbejdet med Malte Fisker i nogle år.

Om sine motiver pointerer Malte Fisker det intuitive, det instinktive, kalder han det også:

– Hvordan kommer man fra et figurativt udgangspunkt frem til et maleri, der fungerer 100% på sine egne præmisser og er så abstrakt, som overhovedet muligt? Her er tiden vigtig. Ikke kun den lange tid, det tager at male billedet, men også den tid, der er forbundet med et minde, der måske ligger langt tilbage (…). Det vigtigste er at indfange essensen.

– Mine værker starter og slutter med farve. Jeg har aldrig en plan for, hvordan et færdigt maleri skal se ud.
– Det kan tage dage, uger, sågar måneder, før jeg kan forstå et maleri, hvordan lyset og farverne opererer i rummet, fortæller han.
– Nogle er malet efter hukommelsen, hvordan husker jeg hudfarve, hårfarve, øjenfarve, påklædning, etc.

Malte Fisker – Portrait of Annegrethe Davis

I andre malerier finder jeg inspiration ved at kigge på portrætfotografier eller portrætmalerier.
– Selvom malerierne ser konstruerede ud, er de det ikke. De er instinktive, forklarer Malte Fisker.

Malte Fisker fortæller klangfuldt i sit eget sprog. Kunstneren formår at få os til at lytte indad, og lader os spørgende reflektere i det abstrakte format. Det er interessant. God fornøjelse med udstillingen.

Davis Gallery, Contemporary Art
Bredgade 69 – København K
Frem til 22. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – februar 2024
…
Læs mere:
Se katalog og udstilling hos Davis Gallery
Layout af kunstner og grafisk designer Aleksander Kosmala
Læs mere hos Malte Fisker

Malte Fisker – Portrait of Rita Houmann

Malte Fisker – Abstract Portraits