Befriende vægtløs totalcollage – Louise Cambell på Munkeruphus

Louise Cambell – Havblik

Louise Cambell forvandler Støj på Linjen med naturgentagelsens meditative balanceakt

På en højhellig Skærtorsdag åbnede udstillingsleder Line Kjær og designkunstner Louise Cambell udstillingen Støj på Linjen i Kunsthal Munkeruphus, multikunstneren Gunnar Aagaard Andersens tidligere residens ved den nordsjællandske kyst.

I en tumultarisk tidsperiode i såvel den ydre som indre verden havde Cambell søgt stedet som refugium og fordybelsesrum, og fået frit spil til at eksperimentere sig udenom det krævende industrielle design af køkkentøj, stole og lamper, der ellers er hendes arbejdsfelt – når hun ikke lige medvirker som designdommer i tv-programmet Danmarks Næste Klassiker.

Havet i Huset
Indenfor går det i fisk, mange fisk – rigtig mange fisk, takket være en solid opbakning fra assistenter og frivillige, som sammen med Louise Cambell har skabt en forunderlig totalcollage, fortrinsvis i papir, der bølger og svæver og får hele huset til at sitre bag de grå trævægge.

Allerede i trappegangen ophæves tyngdekraften af beviklede snører og strittende bøjer, så man bliver i tvivl om, hvor man befinder sig?

Louise Cambell – Støj på Linjen

– Sandsynligvis under overfladen mellem havdyrs arme. Og, hvirvlet ind i elementer, følger man strømmen opad.
Her kan man gå i Baljen, en gyngende stol i stuen, og beundre et fabelagtigt smukt, bølgende Hav, skabt i et netværk af utallige cirkler i indfarvet papir, som, svævende i fiskesnører, fylder hele synsfeltet, når blikket vendes ud mod Kattegat.

Med en stor trang til fordybelse og erfaringens erkendelse af den meditative værdi af hænders arbejde knytter Louise Cambell her an til fiskerkonernes net og det velgørende i det repetitive arbejde.

Cirklens meditation
På gangen ses Cambells skulpturelle Veryround Chair, som består af et emaljeret metalnet af cirkler. Og cirkelmotivet fortsætter på væggene i det bageste rum, hvor en stime af røde papirfisk svømmer rundt over en serie af Cambells finérskamler på gulvet.

I Mindestuen står en ophobning af arvegods, som fra et skibbrud. På væggen Himmelflugt, en vertikal version af det skummende hav, som har ført mangen en slægtning ud og hjem. Louise Cambell mistede sin far undervejs i forberedelserne, så der kan godt være en hilsen til fædre i de tømte skuffemøbler.

Vægtløs på Munkeruphus

Af frodig jord
I Cafeen fanges blikket af en lodret have i form af en kulørt papirinstallation, og af organiske lamper med skærme af blomstrende tapeter. Smukke og nutidigt gjort i deres digitale bearbejdning af naturen.
Udenfor i haven kan gynger og stylter benyttes til at genfinde balancen.
– Var der støj på linjen ved ankomsten, så går man opløftet fra udstillingen ved mødet med syslerne, der blev til mellem alvor og helende leg i huset ved vandkanten.

Munkeruphus Dronningmølle
Munkerup Strandvej 78
Frem til 6. august

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2023 – april 2023

Illustrationer:
Louise Cambell – Et hav af papir. Foto: Inge Schjødt
Louise Cambell – Støj på Linjen, store og små fisk i trappegangen. Foto: Inge Schjødt
Louise Cambell – Balancegang mellem elementer. Foto: Inge Schjødt af Awang Behartawan
Louise Cambell – Cafeens havetapet og tapetlamper. Foto: David Stjernholm 
Louise Cambell – Veryround Chair, Munkeruphus. Foto: Inge Schjødt 

Louise Cambell – tapet og Very Round Chair

Cafeen dekoreret i papirkunst

 

Demons & Passions – Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – The Light, 2023

Maleren Carsten Krogstrup interesserer sig for det realistiske figurmaleri, som én af ret få samtidskunstnere i Danmark.

Her får vi figuren, lyset og fortællingen i klassisk clair obscur, som var det Vermeer i Holland (1632-1674) eller Rembrandt himself (1606-1669), men malet up-to-date med motiver i en samtidig kontekst.

Kvinden i billedet
Op gennem kunsthistorien er kvinden blevet afbilledet og fortolket. Moderen herliggjort, glorværdig som Madonna med barnet, er et klassisk motiv, som Carsten Krogstrups Natasha-billeder spiller op til.

Dukkerne er valgt til med tanke på det psykologiske narrativ omkring kvinden og barnet. Sammen med nøgenmodellen Natasha opnås en ganske stærk effekt, når hun holder de livløse dukker frem, når de er placeret på skødet eller de indtager pladsen omkring kvinden på sengen i en mandorlaform, som det ses i motivet Natasha as Venus. Substitutterne indeholder noget hemmelighedsfuldt, synes det.
– Se fx motivet The Light og motivet Childhood.

Demons and Passions, 2023

– Hvad er det der sker, eller ikke sker i relationen? Måske særligt det sidste?
Den sociale arv spiller en rolle, vi er i samfundets udkant, i baggården, men motiverne er ikke som sådan sat ind i en socialrealistisk kontekst.

Carsten Krogstrup formår at skildre en afstand, en eksistentiel ensomhed, der går gennem marv og ben.

Det er kunstnere som amerikaneren Andrew Wyeth (1917-2009) og svenske Ola Billgren (1940-2001), Carsten Krogstrup tidligt i karrieren har ladet sig inspirere af til det realistiske maleri.

Motiver har han fundet i storbyens spejlinger og fjerne randområder, i forladte biler i naturens favntag og marginaliserede subkulturer. I forfaldet og undergangen finder han det foruroligende indhold, som giver billederne kant.

Der er referencer til danske Michael Kvium (f. 1955), og hans markante menneskefigurer, samt input fra underviseren på det Jyske Kunstakademi, Anders Kirkegård og kollegaen Erik Mortensen, der undervejs er kunstnerens dialogpartnere i udviklingen af malerens distinkte sprog, eksempelvis serierne The Place I Left Behind, Obsession, Submission og Dream.

Krogstrup – The Childhood, 2023

Andre inspirationskilder ses hos Lucien Freud (1922 – 2011), hos Egon Schiele (1890-1918), som arbejdede ekspressionistisk i sine personfremstillinger og modelstudier, men med den samme dystopiske psykologi. Francis Bacon (1909 – 1992) har inspireret serien Racing, suiten med de højtelskede, men diabolsk udseende Greyhounds, hvorfra det dæmoniske anstrøg er videreført i figurfremstillingerne af Natasha.

Carsten Krogstrups motiver udfordrer betragteren med sin tvetydighed, sit flair for dæmoniske elementer, kombineret med den fremragende æstetik, som kendetegner kunstnerens passionerede arbejde, mens han undersøger tilværelsens eksistentielle lag. Krogstrup skubber til beskuerens komfort med de på én gang smukke og inderlige kompositioner, som viser sig dragende, overraskende – og ved nærmere eftersyn også dybt melankolske.

Hertil har modellen Natasha meget at byde på med sin interessante udstråling under det smukke, lange røde hår. Natashas personlige, individuelle karakteristika har netop det anstrøg af dæmoni og melankoli, som gør billederne af den sparsomt påklædte kvinde interessante og eksistentielt relevante.

Som en erfaring af den klassiske katharsis.
Hvad er der her på færde – af ondt og af godt?

*******
Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Publiceret: Tekstuddrag fra kataloget til udstillingen Demons & Passions
med værker af Carsten Krogstrup

Demons & Passions – katalog, 2023

Davis Gallery Contemporary Art 
Bredgade 69, København K
29. april – 3. juni 2023 

Fernisering 29. april kl. 12 – 17

Læs mere om Carsten Krogstrup – her

Cirklen i Helligåndshuset – 2023

Grafisk værk af Karen Abell

Kunstnergruppen Cirklen med gæster mønstrer 14 gedigne folk, som har indtaget det smukke Helligåndshus på Strøget i København

De kommer hele vejen rundt i de kunstneriske discipliner, Kunstnergruppen Cirklen. Her er eksempelvis grafik, skønne gobelinvævninger, skulpturer i plasticstrips og nye oliemalerier i klassisk opstilling, skabt af i alt fjorten erfarne kunstnere – faste medlemmer og gæster.

Udstillingen har deltagelse af Birgitta Hallberg, Karen Abell, Bror Westman, Maria Bloch, Susanne Helweg, Bertine Knudsen, Christian Ulrik Schmidt, Grete Siegler og gæsterne Inga Vestergaard Sørensen, Nanna Bisp Büchert, Hanne Matthiesen, Karen Brandt, Anne Koldsø og Kit Kjærbye.

Karen Abell er en alsidig kunstner. I mange år var hun mest kendt for sine tekstiler, der også var hendes uddannelsesmæssige baggrund, men siden blev hun grebet af grafikkens mangfoldige processer. Endnu anes vævningens lag på lag i hendes grafik, og ind imellem også inspirationer fra bl.a. Matisse.

Spor af verdenslitteraturen
Grete Siegler har arbejdet med myten om Leda og Svanen i flere variationer. Skønne er de to collager med den frimodige Zeus i Svanens krop, som gør kur til den nøgne Leda.

Altså, Zeus! – af Grete Siegler

I et andet værk kombineres maleri og broderi, hvor den malede kvindefigur ser med skepsis imod den brodererede Svane, som har kurs imod hende.

Christian Ulrik Schmidt har ladet sig inspirere af William Blake og tanken om sprækker. Det har sågar udmøntet sig i parafraser over brevsprækker, men også i en serie relieffer og tegninger med sprækker mellem det under- og overjordiske, og flere mytiske referencer.

Kunstneren udfordrer sig selv i nye farvesammensætninger og materialeeksperimenter, som ligeledes har noget frivolt og mytologisk over sig.

Gavmilde gæster
Anne Koldsø kendes som en særdeles habil portrætmaler. Her viser hun dels landskabsmaleri, dels en serie portrætskitser fortrinsvis fra Foreningen 18. november, hvor deltagerne har siddet model for hinanden.

Desuden har hun en væg med fremragende eksempler på sine færdigheder indenfor genren Nature Morte, hvor hun levendegør æg i forskellige farver, grønsager som porrer og løg, sneglehuse og køkkentøj fra forskellige årtier.

Anne Koldsø – Portrætskitser i olie

Anne Koldsø har en klassisk uddannelse fra The Florence Academy of Art i bagagen, og formår med en sikker sans for farvespil, kontraster og lysvirkninger at få skabt rum af rang i de todimensionelle lærreder.
– Et navn, det virkelig er værd at følge, som borger for kvalitet. 

Inga Vestergaard Sørensen er endnu en velkommen gæst med sans for natur og kulturens små hjørner. Hendes grafiske gengivelser af Fuglehjem trækker uvægerligt i smilebåndet, når det fx er en mini-campingvogn, et kirketårn og en mindre etageejendom, fuglene er flyttet ind og ud af.

Sådan er der en herlig vekselvirkning på udstillingen, som varmt anbefales med god tid til fordybelse. Der er meget mere at finde inde i det smukke kirkekompleks bag gitterhegnet ved Strøget i København.

Hellighåndshuset
Amagertorv 22, København
Frem til 30. april 

* * * * * *

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: 

Læs også om besøget i portrætmaleren Anne Koldsøs værksted – her

Sprækker af Christian Ulrik Schmidt

Fuglehjem af Inga Vestergaard Sørensen

 

 

Modig // Bange // Modig – Marie Hald

Marie Hald – foto Malene Nelting

Fotokunstner Marie Hald kalder skammens tavse stemmer frem på nethinden

– Åh, er det hende med portrætfotoet fra badekarret, lyder spørgsmålet, da jeg nævner navnet på kunstneren, jeg skal møde. Ja, Marie Halds fotoarbejde brænder sig fast på nethinden. Af flere grunde. I 2018 vandt hun portrætkategorien i Årets Pressefoto med billedet af den tykke Helene, der kalder sig selv for tykaktivist.

I efteråret 2022 udkom bogen FEMININ på Gyldendal med Helene på forsiden, og her med udgangen af marts 2023 åbner Marie Halds første museumsudstilling i Danmark. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot slår dørene op til Udstillet med motiver af tynde mennesker, tykke mennesker, kendte og ukendte, som en replik til konforme idealer.

På udstillingen kan man møde stor diversitet gennem en række af de temaer, Marie Hald er optaget af.

– Jeg vil gerne skabe rum for minoriteter, fortæller 35-årige Marie Hald.
– Give en stemme til dem, der bliver råbt ad på gaden. Jeg ønsker at vise forskelligheden, så vores berøringsangst og normalitetsbegreber flytter sig i takt med, at man bliver vant til at se en hvilken som helst menneskekrop, siger fotokunstneren.

Flyvende start
Allerede som 24-årig studerende på Journalisthøjskolen fik Marie Hald godt med priser for sit fotografiske arbejde. Modigt havde hun, som del af en reportageopgave, fulgt sex-arbejderen Bonnie gennem hele to år, og ihærdigheden bar frugt. Hun fik stærke billeder af de mest intime situationer og Årets Pressefoto og World Press Photo Awards tikkede ind på goodwill kontoen.

Marie Hald – Marte, 31 år, Norge

Siden har Marie Hald fotograferet flere andre marginaliserede, og hørt deres version af virkeligheden, som de færreste ønsker at tro den. Udskamningen af personer, der skiller sig ud ved deres blotte tilstedeværelse, foregår hyppigt omkring os, og ikke alene på de såkaldt sociale medier.
De skæbner har grebet fotografens hjerte. Det vækker en stærk retfærdighedsfølelse, ja, vrede, faktisk.
– At uskyldige bliver spyttet på og overbegloet, blot for at se anderledes ud end gennemsnittet. Det er oprørende, og dem vil jeg gerne kalde frem og fortælle om, forklarer Hald.

Interessen for at fotografere mennesker og at komme helt tæt på har hun udviklet ret tidligt.

– Jeg elskede at sidde i en krog og studere fotoalbums og familiebilleder, når jeg som barn kom på besøg hos venner.

– Min far lærte mig at fotografere og fremkalde billeder, helt old-school i mørkekammer og så videre. Dengang drømte jeg om at blive filmfotograf.

Allerede som 19-årig kom hun igennem nåleøjet på Journalisthøjskolen, hun bestod testen med de berømte 50 spørgsmål og havde også skrivefærdighederne på plads.

Marie Hald – Pernille Rosendal, sanger og filminstruktør Christina Rosendal

– På studiet blev der fokuseret på det autentiske i reportagebillederne, der blev jeg optaget af at lave fotos af mennesker helt tæt på. Gerne på en stram æstetisk måde, for det visuelle interesserer mig.

– Jeg søger en form for skønhed i fotografiet.
– Og med den baggrund kan man komme af sted med meget.
– Selv krigsfotografernes billeder rummer en vis form for skønhed. De viser ikke noget, der bliver alt for grimt, kommenterer Marie Hald.

I gode hænder
Fra udlandet fik bureauet Moment Agency øje på Marie Hald i 2016 og inviterede hende med i et fællesskab, som samskabte gruppeudstillingen Almost Perfect, hvor Halds billeder handlede om unge og alkohol.

Via Moment Agency blev hun bedt om at fotografere den finske statsminister Sanna Marin til forsiden af Time Magazine. Også Kronprinsesse Mary har Hald fotograferet, og det er selvfølgelig stort, men det er faktisk historier med mere almindelige mennesker, der fanger Halds fokus mest.

I 2018 skabte hun soloudstillingen A new Me om fat camps, der blev vist på det højtestimerede svenske fotomuseum, Fotografiska i Stockholm.

Og i en fin bog om brystkræftopererede kvinder får vi klassiske opstillinger med
Mor og Barn – overraskende, smukke og nænsomme fotografier med alvor og livsmod.

Marie Hald – Kaia, 19 år, Polen

Tankernes magt
Hvad der optager unge mennesker, rører Marie Hald.
I Polen har hun fotograferet unge med anorexi. Billederne er så stærke, at Instagram lægger et filter over pigernes udsultede rygrader.
– De oplever, at de har gjort en forbrydelse, når de har spist noget, fortæller hun. Det er en besættelse, det er utroligt svært at få bugt med.

Marie Hald kender selv til udfordringen med tvangstanker indefra. Noget, hun er ret åben om på sine egne profiler, for hun ser det som en opgave at bryde tabuer.

– Siden jeg var 13 år har jeg oplevet OCD. Tvangstanker, som fx kan handle om vidt forskellige ting, som  pludselig at gøre skade på andre mennesker. Lidelsen spænder meget videre end den typiske hygiegnefobi eller gentagelseshandlinger, man oftest forbinder med OCD.

– Hjernen danner nogle tankebaner, som skal bearbejdes ret koncentreret, hvis de skal brydes.
– Der skal tid og terapeutisk indsats til, for at der kan etableres en ny virkelighed, og en bevidsthed om, at der ikke er fare på færde.

– Min egen sårbarhed giver mig en styrke, jeg kan kanalisere ind i det kreative felt.
– Det tror jeg gælder for mange kunstnere, siger Marie Hald.

Snart har hun et nyt projekt på tegnebrættet, det har arbejdstitlen MASKULIN.

……………

Marie Hald – Helene, 31 år, tykaktivist

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot – Hillerød
Fra 31. marts til 17. september
…………..

Portrætsamtale – Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2023 – marts 2023


Billedtekster til fotografierne:
Portræt af Marie Hald i badekarret, fotograf Malene Nelting

Fotos af Marie Hald – billedtekster fra bogen FEMININ, 2022, Gyldendal A/S
Marie Hald – Marte, 31 år, audiologopæd, Oslo, Norge, 2018.
– Når jeg ser på fotografier af mig selv, stænker jeg nogle gange, at jeg har en skønhed, som ikke alle har opdaget – som et støvet guldaldermaleri, der står i en kælder og venter på at blive set.

Marie Hald – Pernille Rosendal, 46 år, sanger og Christina Rosendal, 45 år, filminstruktør, København, Danmark 2018.
– Christina Rosendal: Jeg kan ikke huske, at volden ikke har været der i vores barndom. Ingen af os husker et ’før’ volden. (…) Danner, 2018.

Marie Hald – Kaia, 19 år, Malawa, Polen, 2014.
– Kaia laver øvelser, hun har fået i dagens terapi.

Marie Hald – Helene, 31 år, tykaktivist, København, Danmark, 2017.
– I skolen plejede jeg at spise tidligt om morgenen og så sulte mig selv resten af dagen. Jeg var sikker på, at hvis mine klassekammerater så mig spise, ville de væmmes ved min krop.

Mere end et øjeblik – Ulrikka Mokdad

UM – Lille Spejl på væggen der

Ulrikka Mokdad skaber samtidskunst ved den langsommelige gobelinvæv og fortolker nutidens dilemmaer i fornemt klassiske tapeter, som her i foråret kan opleves på Kulturloftet Stevns

Store kongelige jagtscener eller Bjørn Nørgaards Danmarkshistorie er det, de fleste forbinder med klassisk gobelinvævning. Men i Ulrikka Mokdads stilsikre arbejder ser vi en af landets fremragende tekstilkunstnere, der behersker såvel fortælleglæde som gobelinvævens formelle udtryksmuligheder i et nutidigt formsprog.

Morsomt må det gerne være
Kunstneren gik til vævning som barn fra 1980-86 hos Tove Herman på hendes væveskole for børn i Lyngby – tænk! At der fandtes en sådan! Fra 1991-96 var Ulrikka Mokdad i lære som håndvæver hos Birgit Olsen i København. 1997-98 blev hun elev hos Birthe Bo Sakurai, der lærte den franske gobelinteknik fra sig. Hun havde lært teknikken i Aubusson i Frankrig i 1960erne.

Ulrikka Mokdad er også uddannet kunsthistoriker, og studsede undervejs i det studie over, at der nærmest aldrig nævntes nogen form for arbejdsglæde eller humørrelaterede oplevelser i lærebøgerne om den ærværdige kunsthistorie. 

UM . Goodbye Kitty

– Et element af humor må der gerne være i kunstnerens arbejdsdag, men til min overraskelse figurerede det ikke nogen steder i stoffet, fortæller Ulrikka Mokdad.

Den tradition er kunstneren selv i gang med at ændre med sine narrativt udtryksfulde, gobelinvævede værker, som bliver til i en tidskrævende proces foran væven, hvor der ikke er nogen fortrydelsesret, når skuddet er lagt til rette. Til gengæld må der være en stor tilfredsstillelse, når tapetet klippes af væven efter måneders arbejde.

Fra tanke til tråd
Motiverne finder Ulrikka Mokdad i tidens strøm. Det kan være en radioudsendelse, en historie som kører i medierne eller en dagligdags oplevelse, som sætter tankerne i gang. Sådan har hun eksempelvis fundet inspiration i debatten om barnløshed og singlemødre, og i flygtningefortællinger, hvor mennesker lever i en gråzone, som natarbejderen i Sans-Papiers, der koger fond i restaurantkøkkenet, mens resten af byen sover.

I Goodbye Kitty betyder singlemoderens radikale beslutning, at manden i sidste ende kan ryge ud sammen med muligheden for den kunstige befrugtning, der sættes i værk for at få ønsket om et barn opfyldt, når det biologiske ur falder i slag.

I mødet med massageklinikkernes vinduer på Vesterbro i København har hun funderet over, hvad der mon sker – I mit, måske dit nabolag. Spillet mellem kvinde og mandehånd går igen i flere værker.

Ved væven

Tapeterne er flade og tætvævede i ensartede garner, som giver en jævn overflade, der samtidig taler til beskueren på en sansevækkende måde.

Kartonerne, der ligger som forlæg bag væven undervejs, skitseres op med motivets hovedlinjer, og så kommer farverne til undervejs – ligesom Dronningen praktiserer det i skabelsen af sine kunstfærdige broderier. Der skal være plads til det kreativt fabulerende undervejs.

UM – Han, Hun og HENDE

I motivet med titlen Svævende i lykkelig uvidenhed ser vi kunstnerens formsans og evne for det kompositoriske perspektiv i de forskellige farvegradueringer i uldgarn og islæt. I det svære kvadratiske format formår hun ligeledes at få billedfladen til at leve, som det ses i Lille Spejl på væggen der.

Tekstil samtidskunst
Det er Ulrikka Mokdads udtalte ambition at holde gobelintraditionen levende ved at insistere på at skabe aktuel og relevant samtidskunst i det ædle format.

Herhjemme udstiller hun hvert år på Masnedøfortets Sommerudstilling og har gjort det siden 2019.  Kunstneren er tilknyttet Trappegalleriet i Nakskov, og har atelier både i København og i Nakskov.

Hendes værker blevet vist på adskillige udstillinger i udlandet, hvor traditionen for tekstiludstillinger er noget stærkere, end herhjemme. Bl.a. har hun udstillet i Polen, flere steder i USA, Lausanne – Bejing, International Fiber Art Bienale (2010, 2012, 2014), og hun er repræsenteret med værker i samlingen på The Museum Collection of Ateljer 61, Serbien. Hun har desuden modtaget studielegater og stipendier fra bl.a. Anne Marie Telmányi født Carl Nielsens Fond, 2017.

Udover egen praksis på feltet har hun bidraget til bogen Tekstilkunst i Danmark 2008-2018, der er skrevet sammen med Gina Hedegaard Nielsen og Lisbet Tolstrup, udgivet af Forlaget på Tredje.

UM – Goodbye Kitty – udsnit

I disse år ses tekstilkunstens scene være i stærk vækst. Yngre kunstnere eksperimenterer især med tuftede skulpturelle værker, og på kunstmesser og gallerier ses alskens former for strikkede objekter. Broderi og patchwork i forskellige former dukker også frem. Som det tillige kan ses på flere af de store censurerede udstillinger, vokser og lever tekstilkunsten ufortrødent.

Selve vævetraditionen holdes i hævd af en fornem elite, der fortjener en meget bedre udstillingsplatform herhjemme. Derfor sendes en tak til foreningen Kulturloftet, der har til huse over Stevns Bibliotek, som netop har åbnet udstillingen Fra tanke til tråd med Ulrikka Mokdads vævekunst.

Kulturloftet Stevns
St. Heddinge
Frem til 22. april 

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2023

….

….

Ulrikka Mokdads gobeliner

 

 

Om at begå et maleri – Simon Grimm

Simon Grimm – Leaving it all behind

I Classeværelset i Classensgade viser billedkunstner Simon Grimm en soloudstilling af hulbilleder i anledning af udgivelsen af sit kunstneriske testamente – bogen med titlen Jeg efterlader alt

Simon Grimm har begået en tænksom bog om sine hulbilleder, og byder i den anledning på en intim og tankevækkende udstilling i Classensgade 7 i København.

Indenfor i det hvide rum mødes betragteren af en serie hvide lærreder med ’kommentarer’ og huller. Kommentarerne består af farveindslag, assemblerede stykker lærred eller pap, der går i dialog med lærredernes huller, som ind imellem er dækket bagtil, og andre gange taler direkte ind mod væggen og de tilfældige strukturer, som denne nu tilbyder.

Ved først øjekast ser det sparsomt ud, men giv dig nu endelig tid til mere end en wauw-oplevelse, der hurtigt overstås. Dem er der nok af derude.

Hullet i billedet på væggen
Gennem en årrække har Simon Grimm udforsket den særegne komposition med variationer over hultemaet, og om sin nye bog siger han:
– JEG EFTERLADER ALT forsøger gennem tekstfragmenter at indkredse, hvilke forudsætninger, valg og handlinger der har betydning, når en maler vil begå et maleri.

Simon Grimm – Jeg efterlader alt

Bogen er fyldt af betragtninger – såkaldte fragmenter – der, ligesom karameller, vokser og smelter efterhånden som de pakkes ud. Smelter om til næring og nysgerrighed.
– Målet med bogen er at isolere centrale dele i det at gøre et maleri og via skriften give disse informationer videre.

Grimm fortæller om farven hvid, om grå, om brun, om lys. Om flade, kanter og hjørner, som markeres og markerer – foruden hullerne, den visuelle motor, der får blikket til at pendulere og arbejde med forestillingen, med hukommelsen og en form for synsbedrag.
Han fortæller om tid før de fysiske handlinger, om de konceptuelle beslutninger, om afstande og beskuelsespunkt.

– Når maleriet samler sig under hændernes arbejde – samler sig efter en plan, i ekstase eller ved tilfældets hjælp – bliver billedet fysisk til, skriver han. Billedet selv gives videre. Kunstneren ejer det ikke alene.

Af format er det en lille bog, men den er intens og givende.

Det samme er udstillingen i Classeværelset i Classengade 7, der kan ses frem til 25. marts.

Simon Grimm i Classensgade

JEG EFTERLADER ALT, 48 sider

Bogen af Simon Grimm er redigeret af Gerd Laugesen
Foto: Bjørn Perri Enevoldsen
Grafisk tilrettelæggelse: Lasse Krog Møller
Udgivet af forlaget *[asterisk] 2023
ISBN 978-87-92733-73-3
Støttet af Statens Kunstfond

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2023

Preview – Artist Talk 

 

 

 

 

 

 

Udstillingsview

Simon Grimm – hulbilleder i serien Leaving It All Behind. Foto: Inge Schjødt

 

 

 

 

 

Mindeord om Rasmus Stensgård Støvelbæk

Rasmus Stensgård Støvelbæk, 2022

Rasmus Stensgård Støvelbæk døde søndag 22. januar 2023 på Sankt Lukas Hospice.
– Kun 50 år gammel, men med et betydeligt eftermæle, som tusindvis af brugere af den kollektive trafik har gavn af på daglig basis.

For Rasmus Stensgård Støvelbæk opfandt sms-billetterne, som hurtigt fik 30.000 daglige kunder.
– Midt i den komplekse udvikling af Rejsekortet indså Rasmus Stensgård Støvelbæk mobiltelefonens mulighed som en personlig betalingsterminal, kunderne snart ville have ved hånden.
– Der skulle dog gå næsten syv år med at modne visionen og med at skabe sig de nødvendige alliancer til realisering af betalingsløsningen. 

Han førte ideen videre i DSB til etablering af den første, større salgskanal med mobilbetaling i DK, der kom til at omfatte abonnementskort/ månedskort/periodekort, med mere.
– Siden præsentationen i januar 2009 er det blevet til et højt, tocifret millionantal mobilkøb af rejser i den kollektive trafik, og flere betalende kunder.

Politiken, 31. januar 2023

Rasmus Stensgård Støvelbæk var uddannet cand. mag. i dansk og kommunikation fra Roskilde Universitetscenter. I forbindelse med en praktikperiode kom han i 1998 til DSB S-tog, og viste her sin udprægede forståelse for især hovedstadsområdets kollektive trafik, kundernes interesser og innovative perspektiver indenfor storbyens trafik og planlægning.
Han tiltrådte som kommunikationsmedarbejder i 2001, og forlod DSB som produktchef med 360 graders ansvar for alle pendlerprodukter i 2015. 

I kortere ansættelsesperioder fik også Realdania, Yoli og Erhvervsstyrelsen gavn af Rasmus Stensgård Støvelbæks talent for projektledelse og analytisk kommunikation. 

Der imellem bloggede han med Urbane Skriblerier om byliv, byudvikling, arkitektur og politik – og var glødende tilhænger af fodboldklubben FCK.

Bronzefiguren UDSYN 

Han var dertil en fremragende guide i andre storbyers trafiksystemer med særlig begejstring for bl.a. Berlins U-bahn og S-bahn, samt for Hamburg, London, Amsterdam og Stockholm, hvilket kollegerne fik mulighed for at opleve på både faglige studieture og private rejser.

Rasmus Stensgård Støvelbæk efterlader sig fire døtre af to ægteskaber, sin hustru Ditte Stensgård Støvelbæk – med hvem han fik den nu kun femårige Dyveke.
Han efterlader desuden et stort antal kolleger og samarbejdspartnere, primært fra de kollektive trafikselskaber i Hovedstadsområdet, hvor han lagde sit livsværk.

– I Rasmus Stensgård Støvelbæk fik vi en højt respekteret og værdsat kollega, der dedikeret satte kundernes interesser i fokus – både i forhold til forbedringer af S-togenes køreplaner og de nævnte billetkøbsmuligheder, men i stort set alt, han beskæftigede sig med. Han er et eksempel til efterfølgelse, qua sin tjeneste for det kollektives interesser.

Hædersgave til en hædersmand

– En kreds af kolleger forsøgte i 2022 at indstille ham til et Ridderkors, men initiativet stødte desværre på grund i bureaukrati, GDPR-regler og stivnede kotumer. 
I stedet modtog han bronzefiguren UDSYN,
doneret af Stine Ring Hansen, Raadvad.

. . . . .

For godt et år siden viste et pludseligt ildebefindende sig at skyldes en tumor i hjernen.
– Bravt fokuserede Rasmus på det positive i tilværelsen. Eksempelvis gennem al den musik, han ivrigt lyttede til.
– Dagligt, så længe evnerne rakte – delte han et musiknummer via sociale medier, og styrkede den kollektive hukommelse med musiknumre og navne, som hans netværk satte stor pris på.
– Også sygdommen formåede han at formidle.

Alt for tidligt kom afskedens stund med denne enestående, talentfulde personlighed.
Vore tanker går til hans piger, til familien og de nærmeste.

Æret være Rasmus Stensgård Støvelbæks minde. 

. . . . .

Dyveke ved sin fars side, 30. januar 2023

Rasmus Stensgård Støvelbæk
Født 26. oktober 1972 – døde 22. januar 2023.
Tidl. Rasmus Støvelbæk Olsen – Navneændring i 2017
ved ægteskabet med Ditte Stensgård – bosat i Valby.
Han er bisat på Bispebjerg Kirkegård.                           

De Udvalgte om køn, naturånd og rollemodeller – Louise Hindsgavl

De Udvalgte i glas og stentøj

Et stærkt talent for komposition og materialeforståelse gennemsyrer Louise Hindsgavls indlevende  fortolkninger af seks sydsjællandske herregårdsfortællinger.

På Holmegaard Værk er to store drømme gået i opfyldelse med udstillingen De Udvalgte: Dels at kunne præsentere en udstilling i samarbejde med Louise Hindsgavl, en af landets fremmeste kunstnere udi håndformede porcelæns- og stentøjsfigurer. Og dels at kunne formidle den omfattende kulturarv, der findes på egnens herregårde, og dermed få åbnet nogle af disses skatkister for et større publikum.

For Louise Hindsgavl selv blev det en mulighed for i højere grad at prøve kræfter med materialer som glas og stentøj, foruden det elegante, hvide porcelæn, som hun mestrer til perfektion. I udfordringen var der også dèt stof til nutidig refleksion, hvormed hun forlener sit figurative arbejde.

Det nydelige porcelæn, det substantielt porøse stentøj og det transparente glas kan nemlig i Hindsgavls hænder meget mere end det nysselige. Kunstneren vækker betragteren af Tornerosesøvnen med værker, der kradser under den glatte overflade fra sine besøg på Nysø, Petersgaard, Gavnø, Gisselfeld, Broksø og Holmegaard, og udfolder fortællingerne i overdådige formater på udstillingen på Holmegaard Værk.

Et rygte i porcelæn

Et bånd og Et rygte
Godset Nysø opførte et atelier til Danmarks berømte søn, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, da denne flyttede hjem fra Rom til København i 1838. Med sig i bagagen var der nogle komplicerede familiebånd, som Louise Hindsgavl har taget frem til fortolkning i skulpturen med hunden og barneansigtet, formet i glaseret stentøj og inspireret af en skitse fra Thorvaldsens hånd. Barnet, under pres, gør sig vældig umage for at blive set.

På Petersgaard blev den driftige arving Ida Marie Suhr aldrig gift, og den mulige forklaring på dette kunne nok holde en hel hønsegård beskæftiget. I vore dage ville den stærke kvinde forhåbentlig få den respekt, der tilkom hende, uanset krop og køn, men i datiden levnedes kun et begrænset råderum. Louise Hindsgavl har med inspiration i en loftdekoration skabt sine skulpturelle replikker, hvor konflikterne ikke går stille af.

Udsendinge og En Forestilling
På Gavnø, syd for Næstved, ligger det elegante rokokoslot med parken fuld af blomster. Indenfor trivedes dannelse, udsyn og velstand særligt med herremanden, lensgreve Otto Thott (1703-1785), som udover rollen som finansmand også var en flittig bog- og kunstsamler.

Rokokoinspirationer

I et skønt skrivebord, dekoreret med fornem intarsia af elfenben, fandt Louise Hindsgavl en resonans mellem rokokoens finurlige formsprog og fantasivæsner og hendes eget udtryk, som hun har omsat i porcelænsinstallationen Udsendinge, der danser i lyset mellem loft og gulv.

Ja! Porcelænet svæver yndefuldt, og udfordrer tyngdekraft og statik og den enkeltes forestillingskraft.

Fra Gisselfeld får vi installationen En Forestilling. Den består af tre monumentalt ornamenterede vaser i overstørrelse, som hver især fortæller om Nye Drømme, Chaos på vej og Gamle Nyheder inkorporeret i ideen om en vase, iscenesat med en sværm af porcelænssplinter omkring sig.

Her var det en antik kinesisk vase, ombygget til kandelaber, der fangede Louise Hindsgavls interesse ud af Gavnøs betydelige samling af porcelænsgenstande. Om sammensatheden i konstruktionen fortælles, at den fremmedartede vase lettere kunne inkorporeres i salonen ved at få et praktisk formål, hvorfor den omformedes til kandelaber med gyldent geswung, og selve vasen trådte noget tilbage i rummet.

Et portræt og En Essens
En markant bygherre på Broksø Gods var også en kvinde, købmandsdatteren Margrete Post, som formåede at sætte sig spor og eftermæle ved dygtighed og beslutsomhed og et smukt hovedhus i to stokværk, opført i 1916.

En forestilling om en vase

En af Broksøs senere ejere, som havde tjent i Østasiatisk Kompagni, tilførte en bestand af Påfugle, der siden har haft deres gang omkring godset. I eftertiden er desuden tilføjet nye avlsbygninger i et noget bastant format, som rokker lidt ved den romantiske atmosfære omkring det samlede anlæg.

Det var et karakterfuldt portræt af Margrete Post over kaminen, som fik Louise Hindsgavl til at standse op, og gå i gang med at modellere figuren op i menneskestørrelse, så vi i dag kan se hende i øjnene med påfugle i håret og betonkuber i skørtet, og måske fundere en stund over nuets æstetiske prioriteringer.

Sidst når vi frem til værket En Essens, som fortæller om stemningen på det gamle Holmegaard Gods. Her trivedes bukkejagten i stor stil, og det var jagtkniven Hirschfänger, der fik sluppet Hindsgavls kreativitet løs i visionen om endnu en installation til udstillingen. Denne gang i glas – naturligvis, udført i samarbejde med Værkets glasmagere.

I Parforcejagten indgår et ritual, hvor den trætløbne kronhjort endeligt slagtes med et nådestød, som oftest udført af den fornemmeste gæst i selskabet. Engang var det Kongen, der kunne nedlægge skovens konge.

I dag er denne jagtform forbudt, og overalt stilles der spørgsmål ved menneskets rolle i forhold til naturen. Det samme spørgsmål kan betragteren passende tage med sig efter en tur under det transparente glas, hvor fældede hjortehoveder svæver højt mellem abstrakt-æteriske former.

Hvad er civilisation?

Hvad er civilisation
Louise Hindsgavl rækker stafetten videre fra kulturens højborge med udstillingen De Udvalgte.

Udover hovedværkerne vises flere arbejder i porcelæn og i stentøj, blandt andet maskerne med titlen: An Encounter with Modern Management, som fint kan relateres til den stress, som alt for mange løber ind i.

Her ses også stykker af serierne Misplacement, Becoming Undone og Face the Music and Dance, udlånt af Hans Alf Gallery i København.

Louise Hindsgavl vil gerne lægge op til samtaler om de lidt uklædelige ting med sit værk, siger hun selv. Som besøgende får vi i indblik i, hvordan værdier tidligere forvaltedes, og anspores til at sanse, røres og alt hvad kunsten ellers endnu vil os.

Et besøg på udstillingen kan varmt anbefales.

Holmegaard Værk
Glasværksvej 55, Holmegaard
Frem til 22. oktober

Fakta: Louise Hindsgavl er født i Glostrup, 1973, og opvokset i Ribe.
Uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1999. Har udstillet på museer i ind- og udland og er repræsenteret hos prominente institutioner som Ny Carlsberg Fondet og Statens Kunstfond. Hun har modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Prins Eugens medalje og et hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi, født Carl-Nielsens Fond.

Stories of Eve for Kähler

På Holmegaard Værk ses Louise Hindsgavl ses repræsenteret blandt de godt 6.000 keramiske genstande, med Stories of Eve, som Hindsgavl udviklede til Kähler i 2012.
Flere i det sydsjællandske vil også huske kunstnerens pragtudstilling Power, Porcelæn, Poesi på Rønnebæksholm i 2014. 

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst.

. . . . . . . 

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – februar 2023 

 

Et Bånd på Nysø

 

Skovens ånd formidles i glas på Holmegaard Værk

 

Noget om Helte – Jonna Pedersen

JP – Who Is the Fairest of Them All

Jonna Pedersen maler til eftertanke, når Amy Winehouse’s, Helle Thorning-Schmidts og Jacqueline Kennedys gevandter indtager billedfladen i udforskning af den menneskelige eksistens

Hvad vil det sige at være menneske?
– Det grundspørgsmål får mange – måske især mange kunstnere – stillet sig selv gennem tiden.

I vore dage er det de færreste, som tyer til de klassiske fortællinger fra den græsk-romerske mytologi – eller kristendommen, for den sags skyld, når de eksistentielle spørgsmål skal udredes.

I LegeHuset i Rødovre hos billedkunstner Jonna Pedersen er det vore dages helte, der finder vej til lærrederne. Lige fra de fiktive karakterer i tegneseriestriber og tegnefilm, som fx Snehvide, til de helt konkrete rollemodeller fra den nyeste verdenshistorie, hvor der i dag er kommet meget mere fokus på fatale femmes som Helle Thorning-Schmidt, Madonna og Amy Winehouse.

JP – Bowie Starduzt

Det begyndte med sko
Al begyndelse er svær. Vi rejser os fra kravlestadiet på alle fire, og hvad så? Op at stå, op at nå, op at se! – Og derpå sendes måske også et blik indad.

Jonna Pedersen har tegnet og malet sko med tanke på det personlige ståsted, og derfra er hendes inspiration gået i retning af barndommens påklædningsdukker.

Påklædningsdukkens mulighed for at skildre et Alter-Ego har vist sig at bære en vedvarende kilde til inspiration. Fra Prinsesse Margrethe med muffedisse over rockhistoriens Elvis Presley, Freddy Mercury og frem til David Bowies Stardusty støvleben.

Her træder så Robin Hood med bue og pil ind på scenen, sammen med Madonnas brilliante corsage, og musikidolet Amy Winehouse’s kjole, hårpragt, ballarinasko og tatoveringer af hestesko, der fandt ind i billedkunstnerens malede collager. 

Ikke mere vold
Da krigen brød ud i Ukraine vendte Jonna Pedersen sig mod et andet af historiens voldsomme scenerier, der har fæstnet sig hos de fleste, som husker det, eller har set billeder og film efterfølgende: Mordet på J.F. Kennedy, hvor Jacqueline Kennedy i et helt døgns tid beholdt spadseredragten på, som var oversmurt med præsidentens blod.

JP – I Had a Dream

Præsidentfruens stoiske værdighed har fæstnet sig i hukommelsen til heltestatus.
For Jonna Pedersen blev den ikoniske dragt og Jackies store solbriller et symbol til eftertanke, mens Radisserne i kanten af billedet stirrer ind i en gul-blå nyhedsstrøm. Er vi virkelig ikke kommet videre? Skal krig og vold virkelig have lov at fylde opmærksomheden?

Kunne hun virkelig tillade sig det
En helt eller antihelt blev forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt for nyligt, da hun gjorde sin entré til HM Dronningens Jubilæumstaffel i en underskøn kreation af Søren Le Schmidt, som mildt sagt vakte opsigt på grund af den flotte udskæring og udsigt til et stk nøgen kavalergang.

– Den kjole var jeg simpelthen nødt til at reagere på, fortalte Jonna Pedersen for nyligt ved en artist talk i DRs Kunstforening.
– Debatten, den vakte, forundrede og foruroligede mig, for i min optik må man bære præcis det tøj, man har lyst til, forklarede Jonna Pedersen
– Her må kvinderne gerne gøre et oprør igen-igen, for den personlige frihed, derfor billedtitlen Emmef RIOT.

Jonna Pedersen har ret i, at der er sket noget med vores snæversyn, som desværre optræder temmelig indskrænket, når helte og heltinder træder an og træder op i overraskende påklædninger.

JP – Emmef RIOT

– Tænk blot på Vejrværternes udfordringer med at stå i fred foran de rullende tv-kameraer.

– Ved din maske skal jeg kende dig, enten du præsenterer dig som dig selv med din selvfølelse i behold, eller du skrøbeligt, ungdommeligt spejler dig i alle veninderne på Tik-Tok og Instagram, og låner andres mening.

Jonna Pedersen formår med sine malerier at tolke tiden, vores omgangsformer, nærvær og kommunikation med hinanden, og sætter sin palet ind på at bibringe noget væsentligt til din og min eksistentielle bevidsthed.

Læs mere på www.jonnapedersen.dk 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – januar 2023

Efterskrift: Værkerne må være oplagte for Museet Køn,
Statens Kunstfond, Christiansborgs gange, m.m.fl.

Illustrationer:
Jonna Pedersen – Who Is the Fairest of Them All, 2022 
pr-foto, (privateje – har ikke været udstillet). 

Jonna Pedersen – Bowie – Starduzt, pr-foto
Jonna Pedersen – I Had a Dream, pr-foto
Jonna Pedersen – Emmef RIOT, pr-foto
Præsentation i DR Kunst, DR Byen, Emil Holms Kanal, Cph.
– foto: Inge Schjødt 

Jonna Pedersen i DR Byen

JP Eksistensens Helte

Arvestykker fra 60’erne og 70’erne ser dagens lys – Walther og Teglbjærg

Conny Walther – keramisk skulptur

– takket være arvingerne efter Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg – og et tip i Kunstavisen

I de glade tressere var der tryk på staffelier og keramikovne, modernistisk arkitektur og Danish Design. I Birkerød dannede keramiker Conny Walther (1931-2019) og maler og sprogforsker Bent Stubbe Teglbjærg (1926-2004) et dynamisk par fra 1957-82 i et åbent kunstnerhjem og værksted.
– I dag dukker deres værker frem igen i Galleri Salshus i Thy og hos Johs Schmidt i Københavns Kunsthandel.

Københavns Kunsthandel har skabt fornyet interesse for estates af nogle anerkendte navne – bl.a. Herold G. Kristensen, Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg. Foruden K.E og Charlottenborgs Forårsudstillinger i flere år udstillede de i sammenslutningen M59 og senere i en gruppe med Viggo Bentzon, Buster Brun og Anne Tholstrup-Lyneborg i Den Frie Udstillingsbygning i København.

Walthers abstrakte keramik
Conny Walther var opfyldt af at lade sin kunst materialisere sig i det formsprog, kun hun rådede over.
– Trods tingenes materielle eksistens opstår der tvivl om deres virkelighed, udtaler hun i 1965.

Conny Walther – keramisk skulptur

Frimodigt skaber hun markante skulpturer i enkle, organiske former i uglaseret, hvidligt porcelænsler, monteret i kontraktfuldt samspil på kuber af sortmalet træ.

Hendes karakteristiske kuglevaser med slank hals og andre brugsgenstande i stentøj var glaseret med ekspressionistiske penselstrøg på den rå skærv.
– Hver ovn har været fyldt af varierede udtryk. Disse stykker kan jævnligt genfindes på netauktioner.

Sin kunstneriske uddannelse modtog Walther hos Natalie Krebs hos Saxbo 1948-49 og på Kunsthåndværkerskolen i 1949-51. Hun arbejdede hos Kählers i Næstved 1951- 52, og åbnede eget værksted i 1953. På sine ældre dage holdt hun ved maleriet til hun var godt op i 90’erne.

Stubbe Teglbjærgs lyriske landskaber
Bent Stubbe Teglbjærg studerede på Kunstakademiets Arkitektskole 1944-45, læste derefter sprogvidenskab ved Kbh. Universitet fra 1946-53, og modtog sideløbende undervisning på P. Rostrup Bøyesens malerskole 1948-50.

Han rejste ud og samlede viden og inspiration fra hele verden, og omsatte det til antydninger i et lyrisk udtryk i talrige akvareller og oliebilleder. 

Bent Stubbe Teglbjærg – Komposition 1963

Han skriver fra sine oplevelser i Rom:
– Jeg anvender de umådelige murmassers forløb og vekslende farver som katalysatorer i billedernes tilblivelsesproces. Formerne rummer en vekselvirkning mellem noget menneskeskabt og tilfældighedernes spil, der i nogen grad afspejles i dialogen mellem maleren og hans billede. Processens lag af improvisationer spiller en væsentlig rolle, ifølge Teglbjærg.

60’ernes og 70’ernes abstrakt-udforskende tidsånd lyser ud af Walther og Teglbjærgs værker på Sdr. Boulevard. Aktuelt fylder også Herold G. Kristensen kunsthandlerens vægge.

– Det er meget meningsfuldt at formidle og finde nye hjem til noget af den kunst, som har bestået historiens filtrering, bekræfter kunsthandler Johs Schmidt, som efter Kunstavisens portræt kom i forbindelse med arvingerne efter Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg.

Persisk landskab af Bent Stubbe Teglbjærg

Et godt gensyn.

Københavns Kunsthandel
Sdr. Boulevard 81, Kbh. V

Galleri Salshus, Nors
Døjholtvej 15, Thisted

 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 1 / 2023 – januar 2023


Illustrationer:
Conny Walther – keramisk skulptur, Composition 1960’erne.
Foto: Københavns Kunsthandel / Inge Schjødt

Særudstilling – Herold G. Kristensen

Bent Stubbe Teglbjærg – Composition, 1963.
Foto: Københavns Kunsthandel

Herold G. Kristensen – kompositioner
Foto: Inge Schjødt / Københavns Kunsthandel 

Tjek ind: 

Besøg Galleri Salshus i Thy
Besøg Københavns Kunsthandel