Om at være menneske – Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – Natasha II

Om at være menneske – det handler kunsten om hos maleren Carsten Krogstrup

Afsted til Sukkerfabrikken! En af sommerens store udstillinger blev Jubilæumsudgaven af Lys over Lolland i Sakskøbing i august.
Her viste billedkunstner Carsten Krogstrup malerier fra Natasha-serien. Nye værker, malet efter en ganske usædvanlig kvinde, Natasha Therese Davies, der selv præsenterer sig som pornomodel.

De billeder måtte opleves ved selvsyn, og jeg blev ikke skuffet.

Værkerne var placeret som en central del af udstillingen, hvor de spillede sammen med billedhugger Thomas Kadziolas serie af helgenmotiver i granit, og fotografiske portrætter af hjemløse fra Hus Forbi, skabt af Helga Theilgaard.

På Kunstavisen kender vi Carsten Krogstrup for den stærke forside, White Dog, der udkom i forbindelse med udstillingen Nordic Noir i Rundetaarn for et par år siden. Derefter har jeg fulgt ham på udstillingen Den Vågne Drøm, hvor han først udstillede på Sophienholm i 2020, og siden ved reprisen i Bredgade Kunsthandel i starten af året.

Han har også deltaget på Portræt NU! i 2013 og 2019 med udtryksfulde værker, og er kunstnerisk set et interessant sted. Natasha-begivenheden fremkalder denne portrætsamtale.

Carsten Krogstrup – Natasha Selvtredje

Det smukke i dæmonien  
Carsten Krogstrup fik kontakt med sin model i forbindelse med en masteruddannelse i portrætfotografi. Hendes usædvanlige profil og appeal, særligt når hun ifører sig arbejdstøjet, gav rigeligt at arbejde med, visuelt.

Det er ikke nogen oplagt erotisk udstråling, der kommer fra det 145 cm høje menneske, som man kan forvente fra hendes fag. Men der er en dæmonisk dobbelttydighed hos modellen, som kunstneren finder interessant.

I to portrætmalerier af Natasha I-II har Krogstrup skaleret figuren markant op i størrelse. Billederne måler 170 x 115 cm, og vi får syn for det på én gang skrøbelige og stærke menneske, hvilende under sit røde hår med en cigaret.

Udtrykket holder ligeledes, når modellen poserer mere indadvendt i billeder, der bærer titlen Natasha Selvanden I+II, og Natasha Selvtredje.
– Her skaber opstillingen med antikke dukker implicit religiøse referencer til Madonna-traditionen. Som igen lever sit eget liv, såvel i kunsthistorien, som i erotikken.

Filmiske fortællinger
Carsten Krogstrup forlener det smukke med det dramatiske gennem sin beherskelse af lys og setting.

I værkserierne Dream og Obsessions ser vi legetøjet inkorporeret, eksempelvis hos manden i det nålestribede jakkesæt med solbriller og blikmotorcyklen mellem hænderne, eller med en smart sportsvogn i modelstørrelse. I serien Submission leger smukke mennesker med hinanden.

Carsten Krogstrup – An Important Place

I serien The Caravan foregår det i en udkantskulisse, som på en forladt flyveplads eller hos autoophuggeren, nærmest som i en film.

Kompositionerne er fokuserede, ryddelige og næsten nydelige på en måde, indtil fortællingernes sublime undertoner vækker beskueren, og man finder sig selv som voyeur i et måske dunkelt psykodrama.

På æstetisk feltarbejde blandt subkulturer
I serien Posing lever de smukke mennesker deres eget isolerede, måske ensomme byliv blandt beton og spejlglas.

Langt ude i skoven findes på en gammel bilkirkegård, en historisk tidslomme gemt i Abanoned Cars.

Rundt om i Danmark og Sverige drives der Racing, hundevæddeløb med elegante Greyhounds, som på én gang er uhyggelige at se på, og samtidig kalder på beskuerens omsorg. 

White Dog – Cover KAV 9/16

– Når man ser hundene med deres mundkurve af metal over snuderne, mens de spurter afsted, så er det godt at høre kunstneren berette, at dyrene er elskede og bliver passet og plejet, som det allerkæreste af deres ejere.

Kunstnerens sprog
Carsten Krogstrups værker hører til genren nyrealisme, hvor billedernes indhold er mere fortællende og anderledes interessante end den præcise gengivelse, der fx ses i amerikansk fotorealisme.
– Det er ikke socialrealistiske skildringer, kunstneren søger, trods de ovennævnte motivkredse.
– Det er derimod kombinationen af lyst og mørkt, både konkret og i kunstnerisk forstand, der kalder Krogstrups pensler på arbejde. Sammen med melankolien, der altid ligger der.

Oprindeligt er Carsten Krogstrup uddannet fra det Jyske Kunstakademi 1988-1993 med Oda Knudsen, Jette Debois og Anders Kirkegaard, som undervisere. Krogstrup fandt god inspiration i nogle af Anders Kirkegårds markante holdninger og udsagn.
– Kunstneren skal fortælle den sande historie, og kunstens rolle er at fortælle om, hvordan det er at være menneske!

I perioden dominerede De Unge Vilde og det abstrakte, ekspressive maleri.
Men Carsten Krogstrup gik i en anden retning, malerisk. Han kiggede klassiske malere og symbolister over skuldrene, og lod sig inspirere af svenske Ola Billgrens hverdagsmotiver, hvor dramaet netop virker bedst i det underspillede.

Carsten Krogstrup – Natasha I

Krogstrup debuterede i 1993 på KE, samtidigt med Thomas Kluge. Året efter fulgte fynboen Ulrik Møller.

På det seneste har værkserien med Natasha skabt grobund for netop at arbejde med den ægte historie, frem for det mere iscenesatte.

– Natasha er sig selv i billederne, og vil gerne ses, som den hun er.
– Der er absolut basis for flere malerier af Natasha Therese Davies, slutter Carsten Krogstrup. 

 

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Kunstnerens egne fotos – klik ind og se dem i bedre kvalitet.

 

Den Grimme Ælling i Odense – H.C. Andersens Hus

Det er et eventyr, du selv digter med på, som venter den besøgende i H.C. Andersens Hus

Vi må vente på Svanen en stund.
I år er det en forpjusket Ælling, der er klækket i H.C. Andersens have i Odense. Men den tegner til at blive Svane, når foråret kommer.

Det nye hus blev ikke færdigt, som håbet i år, hvor både indre og ydre elementer lagde forhindringer i vejen. Et lydsystem, som skal blive en betydelig del af fortællingen, kiksede.

– Men det hus, der er i vente, skal nok blive værd at møde, hvis man kommer med åbent sind.

På tæer for Andersen
En sommeraften faldt min vej forbi det nye H.C. Andersen Hus og byggepladsen i Odense, og der var ikke trængsel kl. 21-22 ved den såkaldte Soft Opening, hvor publikum lukkes indenfor med forbehold, og gavekort til næste besøg.

HC Andersens papirsaks

Det betød, at man kunne færdes i langsomhed, og skulle finde rundt, stort set på egen hånd. Her var ingen gåsegang, og der var ikke nogen at lure af, hvordan elementerne fungerede, der, hvor det måske ikke var helt oplagt.

Nogle af de udstillede museumsgenstande skulle man opdage, gemte, som de var i blanke montrer med et lille hul i toppen.
På nogle besøgende virkede det en tand for mystificerende, at man ligefrem skulle lede efter tingene.
– Hvorfor dog det?

”Det helt særlige ved det nye museum er, at det er en levende verden, hvor tingene giver deres besyv med, og at det er måden, du bevæger dig igennem museet på, som skaber fortællingen”, hedder det i museumsfolderen.

Når tingene så ikke havde fået stemmer til at give besyv, som der var tænkt, qua tekniske udfordringer, der blev det en udfordring. Især hvor Andersens personlige ejendele og historiske emner var talerør.
– Jeg ville eksempelvis gerne have haft mere at vide om Andersens collagebelagte foldevæg, som er kulturhistorie, skøn at skue.

Tommelises Svaler er skabt af danske Veronica Hodges

Eventyret findes
Efter en alternativ vandring gennem Andersens livshistorie kommer vi ned i husets centrale rum, hvor 12 eventyr foldes ud på en måde, hvor den besøgende kan få en rolle som Havfrue, som Skygge, som Tinsoldat.

Ovenover os lyder svalernes kalden fra eventyret om Tommelise med installationen af danske Veronica Hodges, kendt fra papirinstallationen Cherish i Marmorkirken i 2018, hvor 15.000 lyserøde kirsebærblomster svævede i rummet.

Selve huset er tegnet af japanske Kengo Kuma, i alt har 12 kunstnere bidraget.

Hvis man venter sig en tur i et H.C. Andersen’sk BONBON LAND med børnene sprintende fra forlystelse til forlystelse, så kan man godt tro om!
– Målet er at bevare en nysgerrighed for det, der ikke er som os selv.

H.C. Andersens nye Hus tegner til at blive en unik oplevelse. Eventyrlig, over imod det kunstneriske, som hovedpersonens egen fortælling.

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2021

Illustrationer:
Skyggen – H.C. Andersen fortæller, foto Inge Schjødt
Saksen, som tilhørte forfatteren, foto Inge Schjødt
Veronica Hodges – Svaler til Tommelise og andre eventyr, foto Inge Schjødt

Visionært sommerfuglestøv til Vejle

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe PART 3

Kunsthal Vejle hylder digteren Inger Christensen med flerdimensionel kunstnerisk intervention

De stiger op, planetens sommerfugle. Det samme gør visionerne hos Kunsthal Vejle, som fra i år har taget hul på et femårigt kunstprojekt, En tilstand der venter, som en hyldest til byens store forfatter, digteren Inger Christensen, der blev født i byen i 1935.

Der er frodig interesse for at levendegøre Christensens arv, i år med flere tiltag, bl.a. udstillingssamarbejde for skolebørn på Vejle Bibliotek, og begivenheder inde og ude, frem til udgangen af oktober.

Admiral og Sørgekåbe PART 1-4
Fra Kunsthal Vejles Blå Automat på Banegårdspladsen udgår et flerdimensionelt kunstværk, Admiral og Sørgekåbe PART 1-4, en parafrase over Inger Christensens digt Sommerfugledalen, skabt af tekstil- og landskabskunstneren Kate Skjerning fra det vestjyske Oksbøl, støttet af Statens Kunstfond med flere.

Kate Skjerning Admiral og Sørgekåbe PART 1

Åer og dales industrispor i Grejs, og selve Spinderihallerne vidner om Vejles storhedstid som tekstil by.  Dette har, sammen med passionen for litteraturen af Inger Christensen, givet kunstneren inspiration til det firedelte værk, som har navn efter en almindelig og en sjælden sommerfugleart, der nævnes af Inger Christensen i digtet, der også kendes som en sonetkrans.  

Sommerfugle // Abstraktioner
Klogt nok går Kate Skjerning ikke efter at gengive de magiske sommerfuglevinger, men abstraherer i stedet synet af de sarte væsner med tekstile elementer, delvis skabt i garnet Mayflower, et gammelt Vejle-mærke. Herfra kan vi vælge at nærme os med samme varsomhed.

De fire dele fordeler sig i byen og i området i flere dimensioner.
I PART 1 zoomes ind med tyve studier af sommerfuglefarver fra æg til vinget væsen i automatens små rum. I PART 2 zoomes symbolsk op på forvandling og forpupning, der udfoldes i Rum 21 på Borgvold 16A. Vi bevæger os videre til Spinderihallerne, til PART 3, skabt i samarbejde med fotograf Niels Linneberg.

De flygtige sommerfugle lever i vore dage livet farligt, idet deres vilkår er under pres fra den ihærdige menneskeart. Kate Skjerning har det med i udtrykket, når hun i PART 3 viser billeder fra naturen med spor af sommerfugleflagren flettet ind i form af broderede vingefang og farveglimt, og med de billeddannende, ja metaforiske navne.

Er de der, eller er de der ikke, sommerfuglene, som vi gerne drages af?
Er de der næste gang i den middagshede luft?

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe – Part 4

PART 4 er lysende pop-up installationer som kommer til syne i Vejle og omegn i løbet af perioden.

Alt i alt et nytænkt, stedsspecifikt kunstprojekt, som drysser visionært sommerfuglestøv over Vejle.

Kunsthal Vejle/Rum 21
og Spinderihallerne
Frem til 31. oktober

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, Part 3,
foto: Niels Linneberg

Tekst og øvrige fotos: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2021

Inger Christensen fra Vejle hyldes med En tilstand der venter…

 

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 3

Rum401 // Samarbejdet // Den bedste tid

Rum401 – Spirestation Detalje2

Kirsten, Susanne, Jette og Janne skaber kunst sammen og byder nu publikum med i processen i Spirestation Rum401

På Vesterbro i København mosler fire billedkunstnere om at skabe kunst i et sjældent rum. Og her taler vi sjældent i vid forstand, og langt mere end det fysiske rum. Billedkunstnerne bag Rum401, Kirsten Schauser, Susanne Schmidt-Nielsen, Jette Dalsgaard og Janne Secher Frausing har taget jazzmusikkens improvisatoriske model til sig om at skabe billedkunst i samarbejde. De byder alle ind i komposition, i solo og i dialog frem mod fælles udtryk.

Det er der nu kommet en udstilling ud af, selvom det ikke oprindeligt var hensigten.

Kunstnerisk grundforskning
Processen med at udfolde kunstens muligheder i materiale og samarbejde har varet omkring halvandet år, og munder nu ud i en offentlig del.

I den forgangne uge mødtes Kirsten, Susanne, Jette og Janne i en butik i Kødbyen i København. Der handler det om at samskabe til rummet, og at blive klar til at invitere publikum med ind i selve skabelsesprocessens maskinrum, hvor de går et skridt videre i deres temmeligt usædvanlige forløb.

Rum401, Spirestation Detalje 3

Usædvanlig for mange, er de fires samskabte kunst, i den forstand, at de, så at sige, maler med ting. Kunsthistorisk er vi inde i et felt, hvor den overskuelige skulptur, det ordinære maleri, det gængse arbejde med collage og blandform breder sig ud i et videre eksperimenterende format. De komponerer materialer og genstande i processer, hvor en tilføjet del kan fungere som at lægge en accent, en skygge på et maleri, forklarer en af kunstnerne.

Kuverternes optakt
Det startede med fire A4-kuverter indeholdende et værk, der blev sendt fra værksted til værksted. Hver af kunstnerne fik her mulighed for at tilføje, omforme og påvirke, før kuverten med indhold sendtes videre til den næste i kredsen, som så kunne fortsætte arbejdet. Denne proces blev gentaget, så hver deltager på ny afsendte tre kuverter og de endte med en god samling objekter.

Værkerne – Spiringen
I begyndelsen var A4-arket. Men det varede ikke ret længe, før der kom mere ud af kuverterne. Qua kunstnernes individuelle medier og metoder føjedes flere dimensioner til, og fra det flade 2D kom værkerne hurtigt op at stå eller hænge.

– At åbne en kuvert, og tage indholdet ud.
– At mærke et værk og spørge: Hvem er du? Hvor vil det hen?
– Det var hver gang en forunderlig proces.

– At få oplægget i hånden, og måske vaske det eller snavse det til?
– At tilføje, hvis man kunne, eller blot sende det urørt videre, det var hver enkelts valg, fortæller kunstnerne.

Rum401 – Spirestation Detalje 1

Fascinationen ligger i nærværet, håndens arbejde med tingene, og i afprøvningen, der viser, om tingene får liv, måske identitet og, under alle omstændigheder, integritet. Undervejs tages tingene ud af sproget til et ordløst sted, hvor der opstår abstrakte fortællinger, fortsætter de samtalen.

Efter en tid med kuverter og pakker mødtes kunstnerne, og tog processen ud i et fælles rum. Her blev delt og sammenføjet, og ikke mindst eksploreret i en respektfuld dialog, bid for bid, stykke for stykke, værk for værk.

Først dér opstod ideen om, at der godt kunne komme en offentlig fase og en form for udstilling ud af kunstnernes samarbejde.

Samarbejdet – Den bedste tid
Samarbejdet om at skabe de enkelte værker, det ser man ikke så ofte. Det er yderst sjældent, at billedkunst er en holddisciplin, og netop den grundlæggende synergi fangede interessen og engagementet.

– Selve processen omkring samarbejdet rummer et overraskende og uventet felt for én selv.
– Det er lettere sagt end gjort, og kræver øvelse at give hinanden plads, at tage imod og give videre, fortæller de.
Her handler det om at sanse et værk, og den enkeltes standpunkter udvides undervejs i samtalen.
– At låne hinandens øjne, og få et andet blik på tingene, deres indhold og samspil, har været en særdeles værdsat erfaring, ja en gave, understreger kunstnerne.

Rum401 – Proces, foto Sofie Schauser

– Hvad målet er med at lave kunst? Vi vil gerne dele begejstringen og formidle den forunderlige og uventede oplevelse, det er at skabe sammen.
– Man skal næsten prøve det, for at få det fulde udbytte.

Det kan man få mulighed for med Spirestation Rum401, der byder indenfor på Flæsketorvet fra torsdag 16. september til søndag 19. september 2021 med Kirsten Schauser, Susanne Schmidt-Nielsen, Jette Dalsgaard og Janne Secher Frausing.

God forskningslyst.

Spirestation RUM401 er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen

Rum401 – Spirestation #07

Følg Rum401 – Spirestation og se åbningstiderne her:
https://www.facebook.com/Rum401
instagram.com/rum401

Spirestation RUM401
Flæsketorvet 38, Kødbyen, Vesterbro
Frem til 19. september

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Rum401 og Sofie Schauser
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021

 

Ud af dyb SØ – Eva Toft

Eva Toft – Self-referential Thoughts

Eva Toft tager livtag med kropslige grænser og tingenes overflade i Cobrarummet ved Sophienholm

Midt på endevæggen i Cobrarummet hænger et stort gyldent værk, skabt af billedkunstner Eva Toft i plasticdug, bladguld, ståltråd, papmaché og lærred, spændt op og draperet i dybe bølger.
– Det bærer titlen ”Self-referential Thoughts” 2021.

Det er et kendt fænomen, at billedkunstnere viger tilbage for at sætte titler på. Ofte er det for ikke at låse fast, andre gange er det drevet af et ønske, en søgen efter dialog med beskueren.
– Og som det er med børn, vi sætter i verden, så ved vi ikke altid fra begyndelsen, hvad de hedder, hvem de er.

På soloudstillingen er der en blanding af før og nu. Af værker uden titel, og nogle mere fortalte i sprog og tegn. Titlen, som passer godt til lokationen, indikerer, at her er en undersøgelse i gang, at der er noget under overfladen, som må udlægges.

Hos Eva Toft har der heller ikke altid været titler på. Det har været noget, hun nødigt gjorde. Denne gang er det tid at dukke frem, og stå ved de ord og tanker, der alligevel kom før værket, og som kom undervejs fra idé til proces.
– Identiteten er det grundliggende tema.

Eva Toft – Ressonans 1, 2021

Selvskabelse – Autopoiesis
Den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann har, med cellebiologien som inspirationskilde, nøje beskrevet, hvordan forskellige systemer, organismer, samtaler og kommunikationsforløb teoretisk set åbner sig og lukker sig for omverdenen. Det er et led i processen med det, han beskriver som selvskabelse, og som han bruger et smukt, græsk udtryk for = autopoiesis. Auto = Selv + Poiesis = Skabelse.

Som individ åbner og lukker man sig tilsvarende i sin egen selvdannelse. Man funderer over, hvem man er i verden, typisk i forbindelse med forskellige sceneskift, flytninger, livsfaser og perioder, hvor nye visioner folder sig ud.

I tankerne graver vi i styrker og svagheder, i andres signaler og opfattelser, og vores forventninger til andres opfattelser. Meget ofte er de andre mest optaget af at referere til sig selv. En del af dialogen bliver gennemskuelig, andet bliver forlorent – måske som plastikdug, der skåner det egentlige, det gyldne, som vi ser det i udstillingens helt centrale værk.

Der lukkes, der åbnes. For andre, og for én selv. Hvad er kerne, hvad er ren overflade.
Hvad er skrøbeligt, hvad er stærkt nok til at holde?

Eva Toft – Dynebetræk 2020

Genskabelse
– Det er ofte et begreb, nogle ord, en tankerække, der sætter en skabende proces i gang, fortæller Eva Toft på vejen mod Cobrarummet. Det spændende er, når materialerne blander sig.
– Jeg arbejder med det jeg har, og det jeg får. Ting, jeg finder, ting jeg for foræret. Et gammelt fransk gulvtæppe, eksempelvis, som her er blevet skåret op.

– Jeg kan godt bruge nogle gamle, malerplettede møbelstumper, der ikke slutter helt tæt som ramme. Det efterlader åbninger og rum, siger hun og viser et par værker, hvor styrke og skrøbelighed symboliseres af bøjeligt papir, monteret med stålsøm på lærred, indsat i recyclede rammer.

Et andet værk er skabt af bladguldbelagt sengelinned. Det er draperet, eller nærmere bunket sammen, og guldet holder facaden.

Grænser
Indre og ydre grænser har været en del af kunstnerens proces op til udstillingen. Det fik hende bl.a. til at fundere over flagenes betydning, og heraf kommer værket The Validity.

Flag er faktisk en markør med betydelig magt. Det tegner et territorium, et landområde, et felt for inde og ude, begyndelse og slutning. Grænse.

Eva Toft – The Validity, 2021

– I værket The Validity peger alle flagene samme vej. Der er kontraster og forskel. Så her er alvor på spil, selvom farverne i tankerne måske tager os med ud i et gadebillede, dressed-up-for-party.

Hvor er vi? Hvor er du?

De 25 værker hænger her frem til 12. september i en intim og intens soloudstilling, som netop dette rum er en eminent ramme for, med lyset, med CoBrA loftets rå indspark, med de gamle vægge som baggrund og det smukke gulv.
– Lyngby Kunstforening inviterer indenfor, for næstsidste gang i Cobrarummet.

 

Fakta: Eva Toft, født 1974, Kunsthistorie på KUA, kunstnerisk uddannet via Ærø Kunsthøjskole og Kunstskolen Spektrum 2010-2012. Har deltaget på Kunstnernes Sommerudstilling Tistrup 2008, Forårsudstillingen Charlottenborg 2009, Kunstnernes Efterårsudstilling 2009 og 2015, Kunstnernes Påskeudstilling 2016. Galleriudstillinger hos Jytte Arntzen 2010 og 2011, Galleri BLAA, Galleri VESS, Bredgade Kunsthandel, samt Æglageret Holbæk, og på Kirsten Kjærs Museum i Thy 2014 og 2020.

Udstillingen SØ
Cobrarummet – Sophienholm
Nybrovej 401, Kgs. Lyngby
Frem til 12. september

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021
Klik på billederne, og få en bedre oplevelse.