Se, min kjole, den er grøn som alt andet

Roland Schneidereit – Samtalen, 2020

Replik til samtidens algoritmer: Er det sundt, når der lægges ensrettende filtre ned over nærmest alt, politisk såvel som kunstnerisk?

Det er nyhedsbrevet med Skovhusets nye vision, der slår hovedet på sømmet. Men det er ekkoet fra Folketingsvalget 2019, og der imellem en stribe begivenheder på kunstscenen og i debatten hen over efteråret 2020, der har fået klokkerne til at bimle. Hvad er det, der sker med samfundets diskurs? Er det sundt?

Det er som om, der bliver lagt nogle filtre ind, og vi lader os styre af moderigtige algoritmer, så det, der er i tidsåndens her-og-nu-fokus forstærkes. Det ensretter, og stiller krav i et tempo, der lader én stå rystende tilbage, som en novice udi vinterbadning.

Klimavalget, kom det til at hedde, det Folketingsvalg, der Gud-ske-tak-og-lov bragte et systemskifte i 2019. Her stod valget ikke mellem rød eller blå blok, nej, der blev valgt GRØNT, for kursen skulle lægges om.

Men, klima har det hele endnu ikke handlet om. Der kom en Coronaslæde i vejen. På samme måde, som der landede en Finanskrise i armene på en håbefuld præsident Obama og på statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin tid, der gjorde det vanskeligt at indfri de løfter og visioner, de var gået til valg på. Virkeligheden overhalede indenom.

Men, mens regeringen anno 2021 og sundhedsmyndighederne, og alle samfundsbevidste borgere bekæmper Corona, så spirer den grønne dagsorden, og formerer sig ved knopskydning i alle retninger. Det samme gør enkelte andre temaer, der drejer fokus 180 grader, og fornyer en outdated dagsorden indenfor #herredømme, #ligestilling, #køn og #kolonistyre.

Lars Heiberg – Camouflage, 2020

Men, det virker ikke lige sundt, alt det der foregår. Der er en redundans, en ekkoeffekt, en ensretning af præmisser, som udstrækkes, næsten til kvalmegrænsen.

Her-og-nu med tilbagevirkende kraft
En journalist ringede og spurgte, hvordan det mon går med Falloskunsten, her efter #MeToo vækkelsen? Som om kunstscenen skifter g-streng i samme tempo som Side 9-pigen, og omredigerer indhold efter formiddagsbladenes spisesedler?

Ros fortjener Sophie Lindes tale, og ros fortjener IDOART, som i årevis har rejst debatten om ligestilling. Terningerne er kastet i Sexismespillet på udstillingen Testimony i Kunsthal Vejle, og i Aarhus skifter Kvindemuseet navn. Debatten har fået momentum, og der er et tiltrængt generationsskifte i gang på herretoiletterne.

Carsten Krogstrup – view fra Den Vågne Drøm

En anmelder besøgte en udstilling med nysurrealisme, og kritiserede stramt en serie værker i lyset af #MeToo, selvom værkerne var blevet til i en ganske anden kontekst.
En museumsdirektør må stå på mål for en udstilling med to giganter, to (uha!) mandlige kunstnere, der er arrangeret med en helt anden vinkel end alt det, der presses ind under ligestillingsdebatten på museerne.

Vi må være opmærksomme, når kikkerterne efterhånden reduceres til soloprismer!

Ind med bæredygtigheden
Jeg kan ikke svare entydigt på, om det er sundt, med de omsiggribende grønne temaer og trends. Der er ingen tvivl om, at naturen og klimaet fortjener bevågenheden, at ændringen i machokulturerne er på høje tid, og at alle har gavn af bevidstgørelsen. Men, der må spidses penne og hovedpuden må rystes. Ellers bliver vi forført, og bliver blot handlingslamme, døvstumme tilskuere.

Personligt handler det for mig om, at nakkehårene kommer til at rejse sig og smagsløgene slappes, hvis der står #klima og #natur, #MeToo, #krænkelse, og lignende overalt, hvor jeg vender blikket hen. Jeg skal overbevises om, at der vitterligt er substans i brødteksterne, og at der er nuancer at blive klogere på gennem den kunstneriske praksis.  

Jeg venter i spænding på Skovhusets kommende udstillinger under ledetråden kunst og natur, på Arkens Blomsten i kunsten, på Trapholts Tæt på Træer, og på kommende galleriudstillinger i grønne klæder. Må de blive nærende fiberrige, og gerne meget mere end et kommercielt filter, der lægges over alt i forventning om opmærksomhed.

Jeppe Lauge – Portrait of a Tree, 2020
foto: Annegrethe Davis

Håbet er lysegrønt!

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, februar 2021

Klik på illustrationerne, og få en bedre gengivelse.

Den største opfindelse siden flyvningen – Internettet

Viden søges – foto Gonzalo Duport

Fra hylderne i internettets uendelige rum hentes perler af viden og inspiration, og gælder det viden om kunst, er der masser at finde hos Boggalleriet i Rønde

Via Internettet er det muligt at tilgå viden og udføre handlinger i et fuldstændigt abstrakt omfang, som var utænkeligt for et par generationer siden. Overskriften er et citat, et udsagn fra læge og politiker, Ruth Schjødt-Pedersen, født 2. februar 1929, som hun kom med, da hun i 1996 mødte internettet for første gang.

– Hun holdt af viden, af bøger, og det har jeg arvet. Jeg elsker bøger, og at gå ind i en bog- og papirhandel er for mig som at besøge den lækreste slikbutik, hvor det er vanskeligt at holde igen. Sammen med emner og indhold gælder det, at bøgernes design taler til mig, og får de smukkeste til at springe mig i hænderne.

For tiden er det nu virtuelle boghandlere, jeg besøger, og at søge ned over nyhederne fra eksempelvis Boggalleriet i Rønde er en herlig zig-zag tur i kunsthistorien.

Boggalleriet i Rønde

Alene ved at læse foromtalerne på bøgerne er der guldkorn at hente – og rigeligt med fristelser at lægge i kurv. Blandt nye bøger er bl.a. Berørt – Om dansk kunst i det nye årtusinde af Maria Kjær Themsen, og KLUGE – en stor præsentation af portrætmaleren Thomas Kluges omdiskuterede oeuvre.

Blandt tidligere udgivelser er der endnu mere at fordybe sig i. Her får du et par bidder fra mine favoritter, hvor forsiderne var det, der først fangede mig, begejstret som jeg er for eksempelvis readymades, collage kunsten og art-deco / art-nouveau designs. Efter bedste evne har jeg oversat nogle udsnit af de engelsksprogede introduktionstekster.

Marcel Duchamp – The Barbara and Aaron Levine Collection (engelsk)
”- Denne bog dokumenterer Barbara og Aaron Levines ekstraordinære samling af Duchamps kunst, en af verdens mest betydningsfulde samlinger af kunstneren, der står for at blive doneret til Hirshhorn Museum og Skulpturpark.
Værkerne, der er indkøbt over en årrække, repræsenterer hele Duchamps karriere, og viser hans afgørende rolle i udviklingen af det 20. århundredes kunst, og hans betydning for kunstnere i dag. Samlingen indeholder en exceptionel gruppe readymades, som fx Hat Rack, Comb, og With Hidden Noise, som viser hvorledes Duchamp prioriterer ideen over håndværk og æstetik. (…) ” – Klik ind og læs selv videre om bogen her.

Om Marcel Duchamp

Kurt Schwitters – Merz Art

      Kurt Schwitters – Merz Art
Den næste bog, hvor der er collagekunst på forsiden, er skrevet af Isabel Schulz og handler om kunstneren Kurt Schwitters (1887–1948), der opfandt sit eget kunstbegreb med Merz og Merzbau. ”Schwitters er en af de mest indflydelsesrige hovedpersoner i avantgarden, både som kunstner og som forfatter. Med sin utopi – Merz visionen – sigtede han mod en forening af kunst og non-kunst. Brugen af assemblage og lignende nåede sit første højdepunkt med hans værker; hans Merzbau ses som forløber for nutidens installationskunst. (…) Bogen trækker på en mængde af materiale, fundet i kunstnerens hjem, som har dannet grundlag for ny forskning”, hedder det. 

Om Art Deco – Mackintosh

Og her er endnu en favorit, Charles Rennie Mackintosh (1868 – 1928), skotsk arkitekt og designer, som jeg hørte om, mens jeg selv i midten af 80’erne studerede Indretning og møbeldesign på Skolen for Boligindretning. (Skolen fusionerede med Danmarks Designskole i 1989, og senere Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.)

Jeg har selv besøgt Glasgow og oplevet et af Charles Rennie Mackintosh’ navnkundige Tearooms med de elegante, højryggede stole samt totalindretningen i The Hill House, hvor der var en sans for skønhed og detaljer, man godt kan savne i dagens arkitektur og design. Via internettet kan jeg glæde mig over at se, at der er et imponerende restaureringsprojekt i gang for at bevare The Hill House. Kig med – her.
Bogen Charles Rennie Mackintosh and the Glasgow Style kan du finde mere om her.

Blandt Mackintosh’ samtidige kunstneriske arkitekter og designere kender de fleste nok Antoni Gaudí (1852-1926) som var bygmester i Barcelona, og maleren Gustav Klimt (1862-1918), der var medlem af Wiener Secessesion, og især berømt for Beethovenfrisen, portrætterne af Adele Bloch-Bauer, samt maleriet Kysset.
Og sådan kan jeg sagtens fortsætte, med stor hjælp fra nettet.

Boggalleriet i Rønde – med krukke af Peter Brandes

Den største opfindelse siden flyvningen
Det var internettets uendelige rum med tilgængelig viden, der fik min mor til at udbryde: Det er den største opfindelse siden flyvningen. Hun forstod at værdsætte den uendeligt meget lettere tilgængelighed af information, og det glædede hende, at uddannelse blev mulig, for mange flere, verden over, også kvinder.
– At hun selv blev læge skyldtes en god portion vovemod og vedholdenhed, og en tur omkring Rønde Studenterkursus.
– I dag er det muligt for en læge at befinde sig fysisk et helt andet sted, end patienten, og udføre en kikkertoperation over nettet, har jeg ladet mig fortælle. Du milde kineser!

– God tur rundt i det uendelige, virtuelle univers, som det er op til os at bruge, udvikle kritisk sans overfor, og gå på opdagelse i. God læselyst!

PS. Når coronarestriktionerne lægger sig, så kig endelig ind hos Boggalleriet i Rønde, og se bl.a. granitstelen af Erland Knudssøn Madsen og den aktuelle udstilling.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, februar 2021

 

Det næste rum – Martin Burridge

Martin Burridge -Brave New World – Abandoned by God. Science Takes Over

Gådefulde værker af den moderne, ironiske surrealist Martin Burridge

Velkommen, byder Martin Burridge, grafisk designer og billedkunstner, da vi mødes uden håndtryk og med passende afstand i herreværelset på Bispebjerg i København.

På tegnebordet ligger skitser til kommende malerier, og på langvæggen er pladsen fyldt op af oliemalerier i proces. Et af dem viser et dystopisk, historisk sceneri, hvor hovedfiguren bærer Pestlægens karakteristiske, middelalderlige mundbind, mens rotterne svinser og svanser i mørke kroge.

I november oplevede jeg et udvalg af Martin Burridge’s værker på udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm, bl.a. motivet Brave New World – Abandoned by God. Science takes over.

I flere billeder er Dystopia et gennemgående fænomen med rygende, røde skorstene og smoggen som bagtæppe. I værket Brave New World – Better Safe than Sorry ses en figur, formummet bag en apokalyptisk hjelm og gasmaske med en kanariefugl dinglende foran hjelmen på vej ind i et underjordisk tunnelsystem.

– Nu er det uhyggeligt at opleve, hvordan fantasien indhentes af virkeligheden, fastslår kunstneren med en kommentar til restriktioner og coronalockdown.

Martin Burridge er uddannet fra Grafisk Højskole, og porteføljen rummer erfaringer fra bl.a. bogforlag, reklamebranchen og kommunikation i offentlige organisationer.

Gennem en årrække har han tegnet en del pladecovers for metalmusikgenren, hvori det ses, at han er søn af tiden, uden at fantasy-genren dog får ret meget tag i det figurative plan i hans malerier. Siden 2007 har han dyrket oliemaleriet med surrealisten Håkan Nyström som underviser og sparringspartner.
Og i årevis har Burridge selv fordybet sig i kunstens store bagkatalog.

Martin Burridge – Better Safe than Sorry

Vidunderligt blik for absurditet
Italienernes voluminøse barokinteriører med draperinger blandes med sci-fi i motivet Viva la Muerte: The Last Rose. 2020, som vi diskuterer en stund. Der er ikke noget at stille op imod metalfascinationen og kraniets dragen hos den evige dreng, men motivet er ekvilibristisk gengivet i clair-obscure.

Nederlandske Rembrandt og tyske Albrecht Dürer er blandt forbillederne, men især spaniernes store dramaer og den religiøse tyngde inspirerer kunstneren.
– Renaissancen og barokken er mine foretrukne tidsaldre, fortæller Martin Burridge, og udpeger motivet Hommage á Zurbarán (1598-1664), hvor en bleg, pietetsfuld munk på en rustrød grund ser længselsfuldt mod himmelrummet.
Malet, så man et øjeblik tror, at billedet har sin oprindelse i Sydeuropa, indtil man ser et robotkranie i hånden på figuren.
Burridge studerer sine forbilleders arbejdsmetoder gennem sit eget eksperiment, og han skaber referencer og udveje med en glimtende humor midt i motivets dunkelhed.

– Jeg elsker museer, men ret tidligt undrede jeg mig over, at man skød et dyr, udstoppede det, og satte det ind i et tableau på et museum, for at vise det vilde dyr, analyserer Burridge, og ironiserer over de menneskelige mistakes ved at skrive Fox på den udstoppede grævling og Badger på ræven, der gerne optræder i hans billeder.

Martin Burridge – Dimension, The Crooked Tree

Elefanten i rummet
Der er en evig kamp mellem mennesket og naturen, og teknologien forårsager en både fascinerende og foruroligende indkapsling af livet, mens kulturhistoriske ikoner som Frihedsgudinden, samt ægyptiske og græske statuer forvandles til ruiner.

På et af staffelierne kommer vi ind i et klassisk jagtværelse med trofæer på væggene og Jagtens gudinde i marmor.
Ved den tomme lænestol står jagtgeværet. Menneskets spor skræmmer. Martin Burridge fortæller om det med indirekte, ironiske meddelelser i symbolladede tableauer.

– Fuglene og dyrene er håbssymboler, som helst skal være der.
– Dog er de tit udstoppede eller forbundet med ledninger, påpeger Martin Burridge, der gerne provokerer uden at propagandere.
– Jeg maler ikke politisk, siger han tidligt i samtalen, men reviderer senere udsagnet.
– Jeg maler det, jeg føler.

Martin Burridge – Dimensions – What the…II

En vandring i flere dimensioner
Datteren minder ham en dag om de fortællinger, han digtede til hende som Godnathistorier, for hun genkender nogle af temaerne og fremgangsmåden i værkerne, hvor naturelementer og symbolske elementer går igen fra billede til billede i en helt surrealistisk verden.

Sammen med Lænestolen og Bogen er de udstoppede dyr faste ingredienser i serien Dimensions, hvor tyngdekraften er ophævet og alt kan ske.

Vi går igennem labyrintiske museumsgange og skumle sale en-suite.
En astronaut dumper ind fra himmelrummet og forsvinder ud igen.
I loftets vandspejl ses undersiden af en båd.
Der er kig gennem døre og åbninger, hvor det nogle steder er maleriet på væggen, der forvandles til et natursceneri med rindende kildevæld, andre steder er det tapetet, der står som en Tsunami af vand, mens ilden kontrastfuldt brænder inde i det næste rum.

Hvor er vi, og hvor går vi hen? Beskueren føres hele tiden på nye veje.
– Det interessante er det, du selv skal arbejde videre på, slutter kunstneren.

Martin Burridge kerer sig om sin tid og omverden med sin kunst, og nyder den langsomme fordybelse i lærrederne i herreværelset på Bispebjerg. Dog ikke uden en vis skepsis over menneskenes ageren og naturens svar.

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Trendshots
Publiceret: Kunstavisen nr. 1 / 2021 

Hængt ud – Kunsthal Vejle

Kunsthal Vejle – kunst, der kan opleves udendørs

Sexismedebatten er forvandlet til 20 kunstværker i det offentlige rum hos Kunsthal Vejle

Med kunstudstillingen ”20 x Testimony” trækkes sexismediskussionen ud i det offentlige rum i et anderledes format, nemlig via den blå smørrebrødsautomat, der udgør Kunsthal Vejle på Banegårdspladsen i Vejles bycentrum.

14 aktuelle kunstnere deltager. Med små værker på 15,5 x 10 x 20 cm undersøges og kommenteres den aktuelle diskurs omkring sexisme, der har præget medierne hen over vinteren, siden Sophie Linde modigt løftede sløret i tv-branchen og dermed afdækkede adskillige buler i gardinerne rundt i kultur- og erhvervsliv, samt ikke mindst i en række politiske organisationer.

– Når overskrifterne i medierne lægger sig, træder samtidskunsten til som et tidsaktuelt spejl, hvor vi får nye måder at se aktuelle tematikker på.

– Det er det kunst kan, udtaler Sanne Juhler Hansen, der er projektleder for Kunsthal Vejle og for udstillingen, hvor Anna Skov Hassing, Marie Thams, Peter Brandt, Stine Ofelia Kildevang, Matvey Slavin, Britta Egebjerg, Ditte Lyngkær Pedersen, Søren Hüttel, Helle Koch, Jonna Pedersen, Simon Grimm, Anna Sofie Bank, Faranak Sohi og Marie-Louise Exner medvirker.

På udstillingen blandes medier og metoder, tekster og billeder, materialer og udtryk.

Jonna Pedersen – Sexismespillet

Kast terningen og tag snakken
Billedkunstner Jonna Pedersen bidrager med ”Sexismespillet” i form af en terning
med seks rappe udsagn, sakset fra nettet med mænds og kvinders testimonies.

– Smil noget mere!
– Er den korte kjole et tegn på, at du gerne vil kneppes senere?
– Raget på uden at ha’ lyst.
– Hun har spredt ben for at komme til tops.
– Næste gang du laver den fejl voldtager jeg dig.
– Overbegloet på klokkeværket, står der på siderne af terningen.

Med værket ønsker Jonna Pedersen at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at kvinder og mænd har en dialog omkring sexisme, vores egne oplevelser, vores respektive grænser, og hvordan vi behandler hinanden og ønsker at blive behandlet, fortæller kunstneren.

Søren Hüttel – I know what you did

Søren Hüttel har valgt at fokusere på magtforhold og magtmisbrug med udsagnet
”I know what you did last summer”.
Kunstneren gør også opmærksom på den tilstand af retsløshed, der rulles ud, når folkedomstolen kører, eksempelvis på sociale medier.

Matvey Slavin illustrerer sladderens grumme ansigter med sit minimaleri Krænkelsesblomster.

Det er planen at udstillingen foldes ud i løbet af foråret med en begivenhed i Vejles butikscenter Bryggen, hvor publikum kan deltage i debatten.
– Men nu må vi se, hvad coronatallene siger.

Foreløbig kan de i alt tyve små kunstværker opleves og give anledning til diskussion døgnet rundt på Banegårdspladsen i Vejle.

Matvey Slavin – Krænkelsesblomster

20 x Testimony – Vejle Kunsthal
Banegårdspladsen – Vejle
Frem til 11. marts

Af Inge Schjødt, inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 1 / 2021

 

Corner udstiller digitalt på din skærm

Martin Askholm – Washed Up, 2020

Coronanød lærer én at nyde Corner kunsten digitalt via et besøg i Corner Shop, idet åbning af udstillingen er udsat på ubestemt tid

Corners udstilling er blot én blandt mange, som publikum for tiden er forhindret i at besøge fysisk. Men der findes en digital vej, idet udstillingens værker også i år præsenteres i Corner SHOP på sammenslutningens hjemmeside. Kom med på Corner – https://corner.dk/shop/

Her er det en noget anderledes oplevelse, der venter, når man klikker ind på kunstnernes profiler en for en, og ser de enkeltes bidrag og værkerne på stribe på skærmen. Anderledes i forhold til tidligere års tætpakkede udstillinger på Sophienholm, hvor både Staldloftet, Cobrarummet, Norske Hus og Orangeriet var taget i brug for de godt 400 værker.

Der er fordele og ulemper i det digitale format, idet nogle værker har godt af at blive set isoleret og kondenseret på skærmen, ovenikøbet med den lysende baggrund, hvor andre værker ikke klarer denne eksponering helt så godt.

Lars Heiberg, Athene

Scener fra et kunstnerhjem
Kunstnerne er, som de fleste andre bundet af restriktioner og ændrede arbejdsvilkår, og nogle må undvære værksteder og muligheder for at lave tryk i samme kvalitet, som tidligere år. Andre har taget de hjemlige scener under kærlig behandling, både nu og i naturlig forlængelse af tidligere temaer og studier.

Martin Askholm præsenterer en serie akvareller og enkelte tryk, og de gør sig godt på skærmen. Man fornemmer akvarellens taktilitet, og genkender den japanske indflydelse på Martin Askholms kunst, eksempelvis i de boblende skyer. Hans motiv Washed Up henleder tankerne på det monster, der er dukket op i vores verdensbillede.

Claus Handbergs malerier har ligeledes noget taktilt over sig, malet som de er på MDF plader af træspån og finerede overflader. Men de får desværre ikke de forløb og det rum, de kræver for at komme rigtigt til deres ret. Her er skærmens format slet ikke nok til at begribe den stemning, der ligger i Handbergs sanselige skildringer af hjemlige scenerier og af mytologiske motiver. Her går det lidt bedre for Finn Heibergs studier fra køkken- og arbejdsbordet.

Lars Heiberg arbejder med digitale tegninger, og hans hjemstavnsinspirationer fra pudestramaj og fra hylden med kitsch gør sig godt på den lysende baggrund, som eksempelvis motivet med den kloge Ugle.

Linda Bjørnskov – Morgener på Mozarts Plads

Linda Bjørnskov materialiserer i ekspressive strøg på træ og på lærred, hvordan familiehistorier rummer meget andet end blød idyl, eksempelvis i værket med spørgsmålstegnet, Morgener på Mozarts Plads. Tjek hende ud, hun fortæller råt for usødet, så man får hjertebanken.

Camilla Thorup er med som gæst sammen med Anne Torpe, Anne Marie Ploug og Ivan Andersen.
Camilla Thorup præsenterer en række bemærkelsesværdige skulpturer i keramisk stentøj. Mere og mere ikoniske fremtræder hendes forenklede dobbeltfigurer, som her i Det ene hoved og kattene, fotograferet af Mathias Andersson. Det er klart et værk, hvortil man får lyst til at klikke Tilføj til kurv.

Snart kommer vi i øvrigt til at se mere til Thorups værker i det offentlige rum, idet kunstneren har netop fået til opgave at skabe en række skulpturer til Kastrupgårdsamlingens udendørsareal.

Grøn profil
Det er, som nævnt, ved at klikke ind på kunstnernes kontrafejer enkeltvis, at man får et digitalt indtryk af årets Cornerudstilling. På oversigten finder man så lidt overraskende en profil under navnet GRØN, og her er der 46 grønne bidrag fra de medvirkende kunstnere.

Merete Hansens modernistiske frugtskål springer særligt i øjnene sammen med Leif Madsens akvareller fra planteriget. Endvidere bemærkes træsnit fra Lars Ravn, Egon Bjerg Nielsens Collage, og Lars Heibergs Camouflage, som flabet pirrer fantasien. 

Egon Bjerg Nielsen – Collage

Værkerne i det grønne tema er tiltænkt en selvstændig præsentation i Norske Hus på Sophienholm, og i kataloget bidrager Mogens Gissel med sine tanker om GRØN, både som farve, kunsthistorisk, og som tidsaktuelt ord.

Håbet er lysegrønt
Det digitale format er bedre end ingenting. – For de mange dedikerede kunstnere fortjener vores indsats og vores opmærksomhed.

Her er godt 400 værker fra mere end 30 kunstnere at gå på opdagelse i. Men både de og vi kan kun se frem til, at vi må komme og opleve kunsten fuldt udfoldet for vore øjne på Sophienholms vægge.

Bedre sent end aldrig – måske lykkes det at åbne i februar.

Corner udstillingen 2021
Corner.dk/shop og Sophienholm
Frem til 14. februar

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, januar 2021

Merete Hansen –
Grønt frugtfad

Camilla Thorup – Det ene hoved og kattene

 

 

 

 

 

Lars Heiberg – Camouflage

 

Materiens Mysterier II – nytårsstatus

Martin Burridge – Better Safe than Sorry

Sidste år ved denne tid vovede undertegnede at se frem i det nye år på kunstscenen, og spåede blandt andet, at vi ville komme til at se flere variationer over temaer med Materiens Mysterier i fokus

Men at det skulle blive en bittelille bid af materien, der skulle komme til at ramme os alle i nakken, og kaste det bestående samfund i Baljen for Storvask, det stod dog ikke klart i Krystalkuglen i uge 1/2020. Temmelig koldt, vådt, mørkt og mudret blev det fra de allertidligste forårsuger med coronaudbrud og lock-down.

Den forholdsvis nyvalgte kulturminister ”No”-Joy Mogensen overså i første runde, hvad der rent faktisk var ansvaret på hendes ministerbord. Hun overså, at hun havde kolleger i såvel Sundheds- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Statsministeriet til at tage sig af de hertil hørende,
evidente store opgaver, som epidemien forårsagede, og at hun måtte se til
at passe på sit eget resort i den alvorlige stund.

Aleksander Kosmala – Nearby

– Tilsyneladende havde Joy Mogensen heller ikke et ministerium, der var bemandet efter det kulturliv, som vitterligt havde brug for ministerens bevågenhed og aktionsevne. Men hendes tur i spinatbedet gav genlyd,
og … hvad skete der så…?

Bid for bid stod det både klart og uklart, hvor omfangsrigt det kulturelle felt faktisk er i vores land.
– Hurtigt hørtes røster fra musikbranchen, teaterbranchen, filmbranchen, festivalbranchen, turistbranchen, med mere.

Der blev talt meget om kunstnernes vilkår i radioen – men her var det 99,9 pct af gangene kunstnerne i musik- og teaterbranchen, speakerne kerede sig om, og de mange aflyste events, så der blev spillet dansk og sunget fællessang.
– Musikkulturen overlevede bag skærme og højttalere, og her er en stor
TAK til Fabers Førstehjælp og hurtige udrykning helt på sin plads.

– Men hvor blev billedkunstnerne, galleristerne, museerne, kunsthallerne, kunsthåndværkermarkederne, ja hele den visuelle side af kunst- og kulturlivet af? – Udstillingerne, præsentationen, kunsten, kulturhistorien og videreudviklingen af materiens mysterier, hvor blev opfølgningen af?

– På Munkeruphus i Nordsjælland åbnedes parken for udeskole for kommunens elever. Og rundt i mange kunstneres værksteder blev der vitterligt arbejdet, udforsket og kreeret i stor stil. Udstillinger blev udsat. Aflyste aftaler gav arbejdsro for en stund, så længe bekymringer om brød og smør og løn og husleje ikke fuldstændigt undergravede nattesøvnen, som det var vilkåret i starten.

Gert Brasque – Opgørets Time, 2020

Kulturministeriet stod uden pakketeam
Regeringens hjælpepakker måtte pakkes om nogle gange, før de kunne varme en smule hos den oftest flermedialt beskæftigede, delvis selvstændige og delvist ansatte kunst- og kulturmedarbejder.

Krisen åbenbarede livsvilkårene for mange sektorer, også i kulturbranchens rodnet, vækstlag og lianer af berørte underleverandører. Der blev talt om at etablere et kulturens analyseinstitut og dannelse af stærkere erhvervsfaglige fora. For kunst og kultur er som bekendt ikke nogen holdsport.

Museerne fik mulighed for ekstraordinær fondsstøtte, og der blev uddelt aktivitetspuljer til at støtte kunstneriske begivenheder hen over sensommeren. Rundt i sommerlandet steg besøgstallene hos kunsthåndværkere og museer, hvor man fint kunne færdes med afstand. Men her i 2. og 3. bølge af pandemien skrives besøgstal og regnskaber atter i røde tal sammen med kurverne over smittetrykket. 

Og her på vej ind i årets første måneder går vi glip af den ene udstilling og kulturbegivenhed efter den anden. 

Spirer i Kulturministeriets urtebed
Noget må gøres, for der er længe til den frie bevægelighed atter gælder med åbne døre til kulturlivet, og længe til vaccinerne er nået rundt i hele samfundet. Seneste spire er Kulturministeriets Genstartteam.
Her kilder det i maven – ikke kun på den gode måde – når man ser det brede felt, som teamets forslag skal spænde over, og ligeså oplægget til arbejdsform.

Bjørn Eriksen – Familiemiddag

Idrætslivet, der generelt er meget bedre organiseret, og meget bedre politisk repræsenteret lokalt, har formandsskabet, med Jakob Jensen, adm. direktør DBU i førertrøjen. Næstformand er Signe Lopdrup, adm. direktør, Roskilde Festival-Gruppen.
Medlemmer er i øvrigt Peter Mark Lundberg, direktør Dansk Teater, Tine Fischer, direktør CPH:Dox, Esben Marcher, sekretariatschef Dansk Live, Christine Buhl Andersen, forkvinde Ny Carlsbergfondet, Anne-Mette Trier, leder DIF Innovation Lab, Georg Sørensen, adm. direktør MCH (Messecenter Herning, Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen), Mikael Fock, chef og kunstnerisk leder Kulturværftet Helsingør, Sara Indrio, musiker og formand for Dansk Artist Forbund og Claus Jensen, direktør Varde Museerne.

Sekretariatsfunktionen ligger i Kulturministeriet, så vi må håbe, at her er blevet gødet og personaleplejet betydeligt siden kickstarten i foråret 2020.

Planen er, at Genstartteamet skal hurtigt ud af starthullerne, og komme med anbefalinger til politikerne. Genstartsteamet skal aflevere et idékatalog og anbefalinger til kulturministeren i februar 2021. Herefter vil der være forhandlinger med de øvrige partier, hvorefter kulturministeren vil lancere de endelige initiativer i foråret 2021, som der er reserveret 50 mio. kr. til. – Interessant skal det blive at se de blomster, der kommer til syne.

Külli Suitso – Glashoved med appelsin

Hvad ellers …
Rundt i landet klargøres udsatte udstillingsprojekter. I skrivende stund er det meget usikkert, hvad der kan gennemføres. KP20 skal afholdes i Aarhus Kunsthal med et års fremskrivning, suppleret med KP21 i digital form.

Enkelte udstillinger gennemføres for lukkede døre, dvs. helt uden at publikum får adgang, men alene nogle få kulturformidlere lukkes ind, så herlighederne kan dokumenteres.
-> Her kunne det være ønskeligt at få de store medier på banen, DR, TV2 og lokalstationerne, så flere fik kunsten at se digitalt i deres egen stue. Man kunne snildt udskifte nogle situationsrapporter fra Bilka med samtaler med kulturarbejdere på museerne.

-> Der skal herfra også lyde en opfordring til gallerier og kunstnere om at gøre meget mere ud af deres digitale præsentationer og hjemmesider.
Kom, lad os se og høre, hvad I har på programmet ad digitale kanaler, når vi ikke kan komme til jer, og se kunsten i virkeligheden.

Vi har brug for, at den visuelle kultur beriger os og udfolder materiens mysterier, undergivet tidens og pandemiens betingelser, men frit i tema og emnevalg – og synligt for hele folket.
Vi har brug for så levende alternativer som muligt, ellers drukner vi under tæpperne i sofaen, mens tiden slåes ihjel med sport og fiktion i netflixformat.

Sidst på året skal der være kommunalvalg, og her har vi atter en demokratisk mulighed for at påvirke vores fremtid, også på kulturområdet.
Nu har vi mærket, hvad kulturen kan og skal i et samfund.

Bjørn Eriksen – Offside

Godt Nytår – På gensyn derude – og på skærmen, foreløbig…

Af Inge Schjødt
Blogindlæg fra Komkunst.dk, 2021

Klik på kunstværkerne og få bedre billedkvalitet

Se også: 
Materiens mysterier – Hvor går kunsten hen?

Besøg i portrætmalerens værksted – Anne Koldsø

Anne Koldsø – privat bestilt portræt

Hvordan er det at sidde levende model?
Det får vi at se hos maleren Anne Koldsø

En grå vinterdag møder jeg op hos portrætmaleren, billedkunstneren Anne Koldsø i hendes atelier på Aldersrogade i Københavns nordøstlige industrikvarter. Det kilder lidt i maven, for vi har aftalt, at jeg skal sidde model i forbindelse med det interview, jeg skal skrive til Kunstavisens januarudgave.

Indenfor er der skruet op for varmen, kaffen er klar, og Anne Koldsø rumsterer lidt rundt med gardinerne, tjekker lysindfald og -retning, og flytter på sit staffeli. En skøn retro lænestol bliver løftet op på en form for podie. Der skal jeg sidde. Jeg retter på krøllerne og sætter mig op på plads. Jeg fornemmer, at her er en passende afstand og en god synsvinkel – ikke for højt, ikke for lavt – mellem maleren, der står op, og hendes model.

Væggene er nærmest tapetseret med skønne malerier og tegninger.
Der er en del arbejder fra kunstnerens akademitid i Firenze, blandt andet nogle virkeligt smukke kultegninger, lavet efter levende model i forbindelse med undervisningen på det klassisk orienterede akademi, som Anne Koldsø fandt frem til, da hun efter mere end ti års arbejde som industriel designer vendte tilbage til billedkunsten.

På væggene hænger også mange værker i olie, nogle er forstudier, andre er mere detaljerede. Og der står det første udkast til et markant mandsportræt, et bestillingsarbejde, arrangeret med nogle printede fotos af hovedpersonen.
I dag beskæftiger Anne Koldsø sig med at male portrætter, og derforuden maler hun nogle fine opstillinger, stilleben, hvor genstande og frugter i kunstnerens hænder får liv og en egen indre fortælling.

Anne Koldsø, Blomster og Vin

Fokusering i cirka 20 minutter
– Har du lyst at høre en podcast, mens jeg maler nogle 20-minutters olieskitser? spørger Anne Koldsø.
– Det har jeg god erfaring med, for så kan jeg fornemme tiden, mens jeg maler. Som regel kan jeg høre, når udsendelsen er ved at slutte, og det passer som regel meget godt med sådan en skitse.

Det lyder som en fin idé, og Anne Koldsø finder en fortælling og går i gang med at male.
Jeg finder et punkt på et maleri i vindueskarmen, som jeg fokuserer mit blik på, mens hun maler den første skitse. Det skal blive spændende at se, hvad hun kan finde frem af karakteristika i løbet af de første 20 minutter.

Hun maler på en tynd træfinérplade, som hun har præpareret med en gessogrunder og et let lag farve i en sandfarvet kulør.
– Det giver et meget bedre udgangspunkt for at kunne arbejde både imod lyst og mørkt, og at finde formerne i de første lag af farvestrøg med nogle få varierede valeurer samt nogle få dybdekontraster, når det ikke er et blændende hvidt lærred, jeg står ved, fortæller kunstneren, da vi holder en kort pause efter første skitse.

Anne Koldsø – portrætstudie af ung pige

Her har Anne Koldsø fanget min holdning og silhouet i en trekvart profil. Proportionerne er også ret godt ramt, ligesom de overordnede ansigtstræk er det. Hun har brugt nogle neutrale okkerfarver, hårgrænsen og halsens drejning er markeret, og jeg kan godt genkende mig selv i billedet. Øjnene er kun skitseret, der er ikke gjort så meget ved udtrykket her endnu. Det kræver mere tid.  

Vi tager fat på en ny podcastfortælling og Anne Koldsø går i gang med at male den næste skitse på en ny plade. Her finder jeg et fokuspunkt tæt bagved hende, så jeg ind imellem kan skæve lidt mere til hendes arbejdsproces.
Hun er ikke helt tilfreds med resultatet, da de næste etparogtyve minutter er gået. Der er noget med panden og kindbenets placering, der ikke virker helt rigtigt. Vi tager en skitse mere. Den er til gengæld rigtig fin, også med lidt mere udtryk i øjnene.

Model for en dag
– Mange har dårlig tid til at sidde model til et rigtigt portræt i de dage, det kræver, fortæller Anne Koldsø, og går omkring og udpeger nogle malerier højt oppe bag mig, hvor modellerne bare har været én dag i atelieret.
– De her er malet som studier, hvor de fleste kan være med, nemlig hvor de kommer her en enkelt dag, forklarer hun.

Der er brugt flere kulører i værkerne, flere elementer træder frem, der er mere krop, end i de tre hurtige skitser hun har malet af mig. Ansigterne er ret uddybede, mens omgivelserne er ikke særligt detaljeret bearbejdet. Det er blot antydet, hvordan modellerne er placeret i et rum med lysindfaldet. For portrætmaleren er det vigtigt at være tro mod det, hun ser, og det er vitterligt en evne, hun mestrer, kan man se i atelieret.

Et helstøbt familieportræt
Medlemmer af Koldsøs familie er gengivet på nogle af malerierne. Der hænger et portræt af en helt ung pige, som er malet i løbet af et par sessioner. Til at begynde med var pigen lidt mør efter en sygdomsperiode, og når man hører det, så forstår man lidt mere af den alvor, billedet udstråler. Man kommer til at tænke på nogle af Edvard Munchs skildringer af samme situation.

En niece på omkring 30 år sidder i lænestolen og strikker på et andet maleri. Der er en dyb udstråling af ro og fordybelse i værket, som Anne Koldsø har malet efter flere møder i atelieret. En svigerinde på Annes egen alder stråler i lyset.
Og så er der det utroligt fine portræt af kunstnerens mor. 

Anne Koldsø – Min Moder

– Portrættet af min mor malede jeg det første år, jeg var tilbage fra Firenze. Jeg boede i Aarhus et enkelt år, og min mor kom forbi cirka en gang om ugen og sad model hen over nogle måneder.
– Hun er en meget sangvinsk dame og har altid smilet kærligt til alle. Så for hende var det ikke en udfordring at sidde model med et smil på læben, og for os begge to var det en god tid, hvor vi fik rige samtaler.
– Det bedste, jeg vidste som barn, var at høre min mor fortælle historier fra sin egen barndom, eller fra da mine tre ældre søskende var små. Jeg fulgte hende rundt i hus og have, hvor alle hendes gøremål nu tog hende, og bad om flere historier og flere endnu.

– Med hende godt placeret i modelstolen, var jeg heldig at få mange gode historier fortalt undervejs, som maleriet skred frem.
– Min mors evner som historiefortæller, kender jeg ikke kun verbalt. Hun holder også meget af at skrive, og jeg ved, at hun er i gang med at nedskrive sin livshistorie, som jeg glæder mig til at læse en dag.
– Alle min mors historier har jeg illustreret i dette maleri med pen og papir i hænderne på hende, smiler Anne Koldsø.

Model efter foto
Tilbage til mandsportrættet og de udprintede fotos, hvor der er ret meget forskel på de forskellige print.

– De fleste har erfaret, at fotografier kan komme til at se ret forskellige ud, afhængig af foto- og printkvaliteten. Der er simpelthen forskel på printere og på de computerprogrammer, der anvendes. Og det smitter af på de materialer, som jeg får til rådighed, fortæller Anne Koldsø, der må uddrage forskellige informationer af de varierede print.
Det giver maleren en ekstra udfordring ved paletten, når hun skal finde frem til den portrætterede. Hun analyserer de farvespil, der vil gøre portrættet levende og hvorledes ansigtskuløren bliver karakteristisk for hovedpersonen. Anne Koldsø kender sine farver, som få andre malere, jeg har mødt. Hun mestrer kulører, dybdevirkninger, og formår at gengive ligheden ganske strålende.

Portrættraditioner i dag
Hvordan det ligger med at få opgaver som portrætmaler? Det må jeg høre lidt om.
– Jeg får bestillinger på både offentlige og private portrætter, fortæller kunstneren, – fx. i forbindelse med runde fødselsdage, hvor gaven skal være noget helt særligt. Eller én ønsker at blive levendegjort i et portræt til eftertiden, måske til familien.

– Jeg nyder selv at have min familie levendegjort i portrætterne, specielt nu under corona nedlukningen har det været særligt skønt med portrætterne af alle de nærmeste, som jeg ikke får set nær nok. Det har næsten været som at have dem til stede her i rummet.

Der findes organisationer som bl.a. Frimurere, der bestiller portrætter af udvalgte personer i deres kreds. Blandt kirkelige og politiske institutioner er der også interessante personligheder, der får malet et portræt. De offentlige portrætter skal som regel hænge i organisationen eller på rådhuset efter endt embedsperiode.

I sommer har Anne Koldsø malet portræt af en sortbroget dansk malkeko.
Men det får I mere at høre om i januar.
Tak for nu.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2020
Kunstnerens egne fotos – klik på billederne og se dem i en bedre kvalitet.

Se, det er for børn – MJ Engelsvold

Marie J Engelsvold – Træø med sø

Marie J. Engelsvolds udsmykning puster liv i trappegangen hos Børnehuset Vingesus i Værløse

Omkring den tidligere Flyvestation Værløse vokser et boligkvarter frem, de militære bygninger ændrer funktion og området civiliseres. For nylig har billedkunstneren Marie J. Engelsvold udsmykket Børnehuset Vingesus, der har indtaget Flyvevåbnets tidligere Specialskole, og det vækker stor glæde hos børn og voksne.

En strikket stork kigger op mellem ugler og regnorme, og på de organisk udformede træplader klatrer keramikdyr, fugle, insekter, planter, og der ses spor af kat og hjort afsat i keramikken.

Træplader indrammer et trappeløb og skaber en hule under trappen med runde kighuller, der nok skal befordre til leg og kommunikation mellem 150 børnestemmer fra vuggestue og børnehave.

Ned fra loftet hænger en pladeuro med forskellige elementer, lidt mere abstrakte,
så der også er noget til at udfordre de voksnes fantasi og perception.

Marie J Engelsvold – Hulen med Grøftekanten

Natur i børnehøjde
Naturen omkring Flyvestationen spiller en grundtone i områdets udviklingsplan, og gør det også i  udsmykningen, hvor Marie J. Engelsvold har arbejdet med en materialekombination af keramik, træ, perler og strik.

– Jeg har taget udgangspunkt i grøftekanten, og det der ligger på jorden, som noget, der er tæt på de små børns univers, fortæller Marie J. Engelsvold. Pejlemærker fra området, som fx kontroltårnet, hangarens form, storkereden og søens blå flade bidrager til at skabe genkendelige referencer, fortsætter kunstneren.

– Selve bygningen er smukt restaureret. Det har passet mig meget godt, at der var sat en ramme, og det har været interessant at indgå i processen, hvor nye materialer også kom mig i hænde, fx akustikpladerne af perforeret træ, som jeg fik nogle stumper af. Jeg har valgt at føre træet videre i felterne ved vinduerne og i uroen i loftet, så der blev en sammenhæng i rummet.

Marie J Engelsvold – på væggen ses Landingsbanen

– Den gule farve, den mørkegrønne, den rosa og den dueblå var givet på forhånd af arkitekterne, ligesom hulen under trappen også var bygget. Jeg har koncentreret mig om at skabe noget at dekorere pladerne med, der har en vis holdbarhed, for børnene skal kunne røre ved det.
– Keramikken har den gode holdbarhed, og så har jeg valgt at strikke nogle af figurerne for at bibeholde mit eget udtryk, hvor det legende er vigtigt for mig, fortæller hun.

Sanselighed i fokus
Marie J. Engelsvold er en dybt original billedkunstner med et helt særligt udtryk og et eksperimenterende materialevalg. Hendes værker, også dem ud over udsmykningen her, har en helt særlig abstrakt eventyrlighed og et Pippi’sk vovemod over sig.

Længe har hun været forud med sine bløde, sanselige tekstile objekter og lagvise, viltre, abstrakte og skulpturelle installationer, samt farverige tuschtegninger.

Marie J Engelsvolds værksted

Blandt hendes egne forbilleder er Ellen Hyllemose og amerikanske Rachel Hayes, Arlene Shechet, Eva LeWitt, Damien Hoar De Galvan, m.fl.  der har det legende, en snert af noget mærkeligt og dermed noget kant over sig.

Efterhånden ser vi flere kunstnere dukke frem på udstillinger med et lignende interessefelt. Her kan jeg i farten nævne Gitte Svendsen, Eva Toft, Inger Odgaard, Marianne Johnstad-Møller, Stine Leth og Susanne Schmidt-Nielsen, som hver især udforsker, hvad materialerne kan, deres overflade, stofligheden og kontrasterne. Der er et stærkt og kærligt fokus på sanseligheden hos dem alle.

Tillykke til børn og voksne på Flyvestation Værløse, hvor nogle af de gamle militærbygninger også lægger kvadratmeter til omkring 25 atelierer og værksteder for billedkunstnere, bl.a. Marie J. Engelsvold, som vandt udbuddet om udsmykningsopgaven, og har arbejdet intenst med den de seneste par måneder.
 
Læs mere her – https://www.mariejengelsvold.me/  

Børnehuset Vingesus
Perimetervejen 16
3500 Værløse 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online, december 2020

Marie J Engelsvold – Naked Heart

 

Marie J Engelsvold – Kontroltårn

 

Marie J Engelsvold – Stork i strik

 

 

Den ægte vare – Børge Christiansen

Børge Christiansen – se Havet i marmorpladen

Surrealisten Børge Christiansen er en af fantasiens frydefulde apostle

På udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm ved Kgs. Lyngby medvirker tolv kunstnere, hvoraf flere i lige linje viderefører det kunstneriske slægtskab med de tidligste, internationale surrealister. En af dem er den nu 75-årige Børge Christiansen fra Nørrebro i København.

Børge Christiansen har fra sin tidligste ungdom haft såvel surrealisternes som CoBrA-kunstnernes eksperimenterende arbejdsform som kontekst. Paralleller i hans udtryk kan drages til Henry Heerup, der deltog i CoBrA-kunstnernes forløb, og som ligesom Christiansen selv fandt en guldmine i godt og gammelt.

På udstillingen viser Børge Christiansen alene op mod 60 værker fordelt i to rum. Malerier, malericollager og skulpturcollager, skabt i overkommelige størrelser af alverdens former for materialer, som kunstneren sammensætter med en umiddelbar fantasi og fuldstændig gennemtænkt bevidsthed.

En gravdue fra Marskandiseren
Værkernes enkelte dele er nøje udvalgt. Nogle af dem har han arbejdet på og ledt efter i flere år, for det kan tage tid at få fundet nøjagtig de elementer, der fra starten er tænkt ind. Derfor har hans bolig efter sigende efterhånden fået karakter af et charmerende raritetskabinet, som han dog har helt styr på. Ligesom han har styr på form og funktion og genstandenes herkomst.

BC – Ham, der søger på bunden af Samvittigheden

Et gennemgående træk er monteringen af elementerne. Der har Børge Christiansen udviklet en metode, hvor han kan sy omkring genstande med en form for voksbehandlet garn, der kendes fra lædersyning af fx bælter og skoletasker. Dermed holder han sammen på sindrige konstruktioner, som let kunne knække, hvis de blot var limet. Andre elementer kan hænge frit i snorene, der snor sig, når det er det, kunstneren ønsker i sit udtryk.

Og så er der farverne. Det er oftest grundfarverne, rød, blå, gul, hvid, sort og grøn, og kombinationer af mønstre, striber og tern, masser af tern. Dertil lægges elementernes egne naturlige farver, som fx i den smørebrik af gråhvidt marmor, der er med i billedet om Havet under titlen NATUR VISIONER – GRØN FORM = VED HAVET SES DEN SORTE FULDMÅNE. Titlerne rummer flere fingerpeg i retning af kunstnerens visioner. 

Akademisk ballast
Allerede som 19-årig blev han: ”Optaget på Det Kongelige Akademi for skønne Kunster 1964-71. Gik her 7 år hos professor Richard Mortensen. Tegnede model hos professor Hjort Nielsen. Arbejdede på Grafisk Skole hos professor Palle Nielsen og hos professor Dan Sterup Hansens skole for mur- og rumkunst samt på billedhugger skolen hos professor Ejkof.
Studietur til Max Ernst. Boede hos kunstneren i Tyskland 14 dage i 1968.
Uddannet som silketrykker 1960-64”.

Børge Christiansen – Broen

– Sådan kan man læse på hjemmesiden for Kunstnergruppen Cirrus, hvor flere af deltagerne på udstillingen Den Vågne Drøm på Sophienholm kommer fra.

Det med lærlingeuddannelsen som silketrykker, det var nu lige ved at gå galt, for den unge kunstnerspire havde tidligt travlt med tusind ting, bl.a. med at udstille, og med at forberede sit oplæg, sin ansøgning til Kunstakademiet. Men med gode hjælpere, dels i hans Mor og dels i venner og familie, og i lydhøre professorer, så nåede han det hele.

Og han har siden nået ganske meget, fremgår det af den lange liste over udstillinger, der udgør hans cv. Han optrådte som gæst på Surrealisternes udstilling på Charlottenborg i København 1966-70, 1972; Deltog på Forårsudstillingen Charlottenborg 1966, 1967, 1970, 1971; og har udført en række udsmykninger. Børge Christiansen har udstillet sammen med Kunstnergruppen Cirrus siden 1989.

Surrealisten Børge Christiansen er i sandhed en af fantasiens frydefulde apostle, og hans kunst er den ægte vare. Tag endelig en tur omkring Sophienholm, og lad fornøjelsen og forundringen gribe dig. Der er udsigt til smil og indre varme i selskab med Børge Christiansen.

På Kunstavisens facebookside kan du se en billedserie med flere af kunstnerens værker. Læs mere om kunstneren her – Kunstnergruppen Cirrus.

Lyngby Kunstforening – Den Vågne Drøm
Sophienholm Nybrovej – Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

BC – Psyken der forvandler sig til en fugl

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, december 2020

Børge Christiansen – foto Carsten Krogstrup

 

Taktil differens – Dietrich, Højer, Kjærbye

Dietrich, Højer og Kjærbye i Farum

Tre billedkunstnere udforsker skønheden i det trivielle i Farum Kulturhus

I udstillingen ”REPETITIONER” tager Malone Dietrich, Åse Højer og Kit Kjærbye afsæt i vidt forskellige materialer med ret forskellig taktilitet, og udforsker skønheden i gentagelsen. Her bliver skarpe industriprodukter og blødere natur- og hverdagsobjekter forvandlet til æstetiske udtryk med en ny fortælling.

Tiden tæller
Åse Højer har blik for ydmyge elementer fra hverdagen. Nogle af værkerne består af brugte og tørrede teposer og kaffefiltre. Med titler som Samtaletid og Tidsblomst konserverer hun de mange samtaler og betroelser, vi har med hinanden henover te- og kaffe pauserne.

I tre forundringsæsker ses sæbestykker i forskellige farver sat på nåle, som sommerfuglevinger. Sæberne bliver transformeret til bjergkrystaller i tre andre skulpturelle objekter. Her er det atter elementer af tid, kunstneren fastholder og forvandler.

Åse Højer – Tidsblomst

I malerierne er det den gentagende, ret lille og simple bevægelse med hånden, der er det centrale for kunstneren. I stregens ensformighed og monotoni bliver udtrykket til abstrakte landskaber i værkerne skabt af Åse Højer til udstillingen Repetition.

Koldt, hårdt, blødt, varmt
I Malone Dietrichs grafiske værker afbilleder hun stålkølige indkøbsvogne i lange rækker, og her fornemmer man hverdagslivets hårde trivialitet.

Til gengæld springer der en varm, poetisk sanselighed ud af hendes installation af ålegræs. Her henfører formen overordnet til et juletræ, men dernæst ledes tankerne til hverdagen ved havet og fiskernes net, der tørres i vinden. Malone Dietrich viser også en installation med flyvende ståltrådsnet, som får os til at længes mod fugleflugt på en blå himmel.

Et liv i plast
Med Kit Kjærbyes konstruktioner af praktiske plastikstrips og kabelbindere får vi en ironisk kommentar til modeindustriens mere og mere dekadente outfits, som fortrinsvis passer til kvinder med perfekte, slanke og plastikopererede kroppe. De udstillede designs, en bluse, en poncho, en kjole, en jakke, kan således på satirisk vis repræsentere modens krav om perfektion bragt til det ultimative niveau: beklædning, som ingen kan bære.

Kit Kjærbye – Repetition bluse

Også den skulpturelle LED-pære er skabt af strips.
Den udstråler en tør humor og lyser op i en mørk tid.

Gensynet i Farum Kulturhus
De tre kunstnere har tidligere udstillet sammen ved KKS 100 års fejring på Gammelgård Kunst- og Kulturcenter i Herlev. Til dette gensyn i Farum Kulturhus har de valgt at mødes om det fælles i gentagelsen.
– Gentagelse skaber en tryghed og forudsigelighed, som kan tilføre skønhed til det trivielle, fortæller Åse Højer.

Her er dog ingen tung trivialitet i udstillingens værker, tvært imod er det opløftende at se, hvad de tre kunstnere finder frem til i materialer, vi kender fra helt andre sammenhænge.
Udstillingen kan varmt anbefales.

På Kunstavisens facebookside kan du se en billedserie med flere af udstillingens værker.

Udstillingen ”REPETITIONER”
Farum Kulturhus – Stavnsholtvej 3, 3520 Farum
Frem til 3. januar 2021

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2020

Af M.Dietrich og Å.Højer

 

Af Å.Højer og M.Dietrich

 

 

 

M. Dietrich – Indkøbsvogne