Image Hunter – Matvey Slavin

Matvey Slavin med kataloget Image Hunter, 2018. Foto: Nana Bastrup

Som en rockstar rejser billedkunstneren Matvey Slavin mellem forskellige byer, hjemlande og forskellige modersmål. Han er født i Skt. Petersborg, opvokset og uddannet i Hamborg, arbejder dels i Berlin og dels i København.

Hen over sommeren 2018 arbejdede Matvey Slavin tre måneder i Tyskland, og udførte op mod 50 værker under et ophold på det katolske akademi i Schwerte. Det er der kommet et fint katalog ud af med titlen Image Hunter. Fra 22. november til 11. januar viser Matvey Slavin under samme titel – Image Hunter – et udsnit af værkerne på en udstilling i Kunstmix på Østerbro i København.

Nøglehul til en anden verden
Slavin ser sig selv som billedjæger, og ser nærmere på, hvad medierne gør ved os. I værkerne ses gerne en skærm, eksempelvis en smartphone, en ipad. 

– Vi lever i parallelle verdener, vi er konstant andetsteds distraheret.
– Sommetider virker den digitale verden mere reel for os, end den fysiske, som vi ser med egne øjne, pointerer kunstneren. De digitale verdener maler Slavin i sort-hvide nuancer, og giver dermed rum for refleksion i forhold til farvernes mere følelsesvækkende repræsentation i billedfladen. 

Matvey Slavin – Enter Your Key and Discover a New World, 2018

Vital jagt i tegn og landskab
Netop de mange skift og livet som globetrotter har fået kunstneren til at sætte fokus på det fælles, på symboler, der bygger bro og fungerer på tværs af sprog, nationalitet og kultur, samtidig med, at han inviterer os med ind i sit eget vitale univers. Slavin har videretænkt det maleriske, og kombinerer træk fra dadaisme, popkunst samt landskabstraditioner i en ny popdadaistisk retning.

– Jeg har i min kunstneriske praksis altid arbejdet en del med tekst, enten synligt på billedfladen i mine tegninger eller malerier eller som udgangspunkt til et nyt værk i form af en titel. Men tekst er vanskeligt. Skal det stå på dansk, tysk, engelsk eller russisk? Hvilket publikum skal værket appellere til, spørger den internationale kunstner. 

– I en farverig og levende verden fyldt med fake news er behovet for forståelse og et simpelt sprog blandt mennesker vigtigt. Symboler er prægnante, enkle og gængse for alle. Pictogrammerne i vores allesammens hverdag, de leder os på rette vej, de er universelle tegn, fortæller Matvey Slavin.

– Landskabet og mine omgivelser spiller i mine værker en stor rolle, og er i serien her en baggrund for de symboler, der bruges som en kompakt invitation ind i billedet.
– Naturen står for det oprindelige, det på mange måder uberørte, der har sin egen gang, sit eget liv, men som samtidig er det, vi mennesker af i dag skal passe så meget på og ikke rode for meget ved.
– Forsvinder naturen, da forsvinder vi også som mennesker, slutter Matvey Slavin. 

Velkommen til udstillingen Image Hunter – Matvey Slavin 22. nov-11. jan.

Værker af Matvey Slavin:
Where It All Began, akryl på presenning, 2018
The Flying Idea, akryl på presenning, 2018
Contact With Nature, akryl på presenning, 2018
Enter Your Key And Discover A New World, akryl på presenning, 2018. 
The Landing, akryl på presenning, 2018
The Interview, akryl på presenning, 2018

Matvey Slavin – Image Hunter, katalog 90 sider.
Kunstmix, Odensegade 26B, Kbh. Ø
Udstilling fra 22.11. – 11.01.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 10 / 2018 

 

AMULET PORT – Christian Finne

Atelierbesøg hos Christian Finne – 6. nov 2018
foto: Inge Schjødt

Det ligner lysene på en landingsbane, det kæmpestore maleri, der ligger på arbejdsbordet hos billedkunstneren Christian Finne. Forberedelserne til kunstnerens soloudstilling AMULET hos københavnergalleriet Christoffer Egelund er i fuld gang

Måske forestiller billedet et blinkende motherboard med hundredevis af dioder, der kontrollerer et eller andet datasystem, eller måske en landingsbane, fortæller billedkunstner Christian Finne, som snart er udstillingsaktuel hos Galleri Christoffer Egelund i København. 

– Det er ikke altid, jeg ved, hvad det er jeg arbejder med, før der er gået et par måneder. Men motivkredsen her er en videre bearbejdelse af inspirationen fra min udsmykning på Rosborg Gymnasium i Vejle, der blev afleveret tidligere på året.
– Der var noget der, jeg bare ikke var færdig med, fortæller Finne, mens han sidder bøjet over bordet i atelieret i København NV. Lige det her værk skiller sig nu noget ud fra de elleve andre, der står klar i lokalet. Måske bliver det indgangen til noget nyt? 

Udsmykning Rosborg Gymnasium Vejle af Christian Finne – Stjernegaard Fotografi

Gennem et par år er nysgerrigheden vokset. Hvem er han, denne mønstrenes mester? Første gang jeg støder på Finne er i 2017 på udstillingen Dobbeltsyn på Sydhavn Station, hvor han deltager sammen med Thorgej Steen Hansen, og præsenterer tegninger og video.

Dernæst udstiller han hos Tom Christoffersen, i Nikolaj Kunsthal, og hen over sommeren i år er han med på Richardt Winther mindeudstillingen på Kastrupgård. Han deltager på gruppeudstillingen Remix 4 hos Kunstmix og har flere tegninger med i Space C, en pop-up på græs i Nordhavnens Aarhusgade-kvarter, initieret af Christoffer Egelund. Her hører jeg om den forestående solo AMULET, der snart løber af stablen i Bredgade 75.

Rapport
Christian Finnes repetetive figurer rummer en stor skønhed. På én gang kraftfulde og meditative. Finnes smagsprøver til Amulet viser fine, rette linjer, side om side, changerende i stærke farver på hvid eller sort baggrund, der forskyder sig hen over fladen.

Christian Finne – The Ground is Heavy with Dirt, 2018

Farverne nærmest blinker ud af baggrunden og danser, bølgende i mønstre som nordlys, der fluktuerer over himmelrummet, eller de skinner kontrastfuldt som tråde i en kompliceret vævning fra KVADRAT.
Kunstneren Niels Nedergaard, der i 1980’erne designede tekstiler på baggrund af ægyptiske og mauriske mønstre, og dertil konstruktivisterne blandt akademiets professorer, Albert Mertz og Poul Gernes, anerkender Finne som sine referencer.

Ved arbejdsbordet får vi en snak om indflydelsen fra såvel politiske, filosofiske som religiøse perspektiver. Finne er berejst, både rent fysisk i bl.a. den indiske kultur, men også i den transcendentale sfære, hvor en betydelig del af hans inspiration kommer fra.

Psykedelisk ungdom
Christian Finne er født i 1974, først uddannet som kok, og har arbejdet en årrække i kokkefaget. Han gik på Holbæk Kunsthøjskole, før han kom ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1999 hos Peter Bonde og Claus Carstensen. Dimitterede i 2005.
I tilbageblikket er han godt tilfreds med, at han ikke kom ind som 16-årig, hvor han første gang søgte institutionen. 

Christian Finne – tegninger i SpaceC, 2018

Med en far der holdt meget af sci-fi, og en venneflok, der dyrkede musikken, lå vejen åben for mange dimensioner.
– Vi var en flok teenagevenner, som mødtes om musikken, lyttede og læste bag på de forskellige pladecovers. Her optrådte LSD så mange gange, at vi tænkte, det psykedeliske skulle prøves, fortæller Finne. 

Han beskriver nogle træk fra forskellige trip, hvor synerne kan manifestere sig som genkendelige fænomener, som krystallinske klarheder, og som oplevelser udenfor sprogets rækkevidde. Adskillige af disse visioner har efterhånden fundet vej til Finnes værker. Farverige, rytmiske, frekvensielle mønstre, nogle på sart papir, nogle på træ, og andre i lyd og video. Tegningerne på sort baggrund indekseres som CEV Closed Eyed Visuals, hallucinationer med lukkede øjne. 

Vi drøfter et prædikat, der har hængt ved hans kunst, og jeg deler min forundring over, hvor bastant en kategorisering kan blive. Jeg sammenligner det med den evindelige reference til hesteslagtningen, hver gang billedhugger Bjørn Nørgaard omtales.
– Hesteslagtningen, den er en af de tre vigtigste værker i nyere dansk kunst, mener Finne. Hesteslagtningen, og dekapiteringen af Den Lille Havfrue, og så tunnelen ud af bz-huset Allotria i 1982. Det sidste står jeg måske alene med at opfatte som en kunstnerisk handling, men det ser jeg nu i det, fastslår Finne.

Under amulettens beskyttelse
Blandt hans egne større manifestationer er den prisvindende soloudstilling Flipper Danica på Bornholms Kunstmuseum i 2016-2017, medvirken i filmen Hr. Finnes Virkelighedstunnel af Henrik Edelbo, Cph Dox, 2018, samt opgaven som underviser på kunstskolen Vera i København. Som musiker og DJ på Byens Kro har Finne også i en årrække udfoldet sit talent, men det er lagt lidt på hylden pt., hvor bl.a. amerikanske medier og politik har optaget ham en hel del.

Dagen for vores samtale markerer en ganske speciel overgang for Christian Finne, idet han på nogle skanningsbilleder netop har set ansigtstrækkene på en lille søn, der er på vej. Det initierer en helt ny og anderledes form for verdensbevidsthed hos kunstneren Christian Finne. En ny port. 

Christian Finne – Amulet, 2018

Amulet – soloudstilling med Christian Finne
Galleri Christoffer Egelund
Bredgade 75, 1260 Kbh. K
16. november til 8. december

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Online Kunstavisen.dk 

Illustrationer:
Christian Finne – Atelierbesøg 6. november – foto: Inge Schjødt
Christian Finne – The Ground is Heavy with Dirt, 2018
Christian Finne – Udsmykning Rosborg Gymnasium Vejle – Stjernegaard Fotografi
Christian Finne – Amulet, detalje, 2018.
Christian Finne – Tegninger på Space C, 2018 – foto: Inge Schjødt
Inspirationer – atelierbesøg hos Christian Finne, foto: Inge Schjødt 

Inspirationer – Atelierbesøg hos Christian Finne, 6. nov 2018

Et menneskebad – Gonzalo Duport

Gonzalo Duport - Et Menneskebad foto: Inge Schjødt, 2018

Gonzalo Duport – Et Menneskebad
foto: Inge Schjødt, 2018

Det er et stort privilegium at opleve en ung kunstners udvikling gennem gensyn år for år. Levevilkårene afspejler sig, om der har været udfoldelsesrum, drama eller harmoni? Om der har været gode menneskemøder. Argentinskfødte Gonzalo Duport er på sit 15. besøg, og arbejder og udstiller flere steder i landet dette efterår

”Er det ikke smukt? Ser det ikke spændende ud?” Ordene kommer fra den 32-årige argentinskfødte kunstner Gonzalo Duport, som bor og arbejder i mit hus, mens han for 15. gang gæster Danmark.

Hver gang han lander her, er det en fornøjelse at se, når han dækker stuegulvet med den seneste tids produktion, hvor de nye skridt skinner igennem.

Der er kommet nye farvekombinationer til, nye elementer i billederne. Senest er det vegetation, spor af de palmer, der vajer udenfor hans vinduer i det lejede værelse i hjembyen Tres Arroyos, og så værtindens potteplanter, som har sneget sig ind. Billederne er denne gang blevet mere abstraherende, og der er kommet meget mere rum i kompositionerne. Men ellers handler det altid om menneskene og om mødet mellem dem.

Gonzalo Duport - Retratos de gente sin nombre

Gonzalo Duport – Retratos de gente sin nombre

Mit kvarter – Mi barrio
Menneskene i hans kvarter. De rare og de skumle, fodboldspilleren, politimanden, de skønne kvinder. Men ind imellem dukker også hans hund og bevæbnede skurke op på lærredet, hvor tanker og drømme vrimler frem. Dertil kommer La Chicas – Pigerne. 

Pigerne i hans kvarter stjæler gerne billedet. Deres øjne, deres hår. Figurerne vokser på en måde af sig selv ud af hans penne og pensler, og formes i selve arbejdsprocessen med farver og linjer. 
– Mange spørger, hvem pigerne er i mine billeder, om de er portrætter. Det er de ikke, men det jeg ser, det gemmer jeg i mine tanker, og så kommer de en dag ud på papiret, eller på lærredet, forklarer han.
– Er hun ikke smuk? spørger Gonzalo, med forundring og glæde i stemmen.

Recycling
– Jeg går hver dag ud. Jeg får meget inspiration i kvarteret og på gaden, fortæller Gonzalo Duport. Jeg siger aldrig nej til en middagsinvitation. Der møder jeg forskellige grupper, forskellige socioniveauer. Det interesserer mig at opleve mennesker, understreger den unge kunstner, som har set og rejst ganske meget, og som også har hentet sig forskellige former for menneskemøder gennem sin anden erhvervserfaring, bl.a. fra servicefagene, som rejseguide og til en mere strategisk rolle som kommunikatør for en lokal politiker.

Gonzalo Duport - Maria, 2018

Gonzalo Duport – Maria, 2018

Kunstnerens levevilkår har skiftet mange gange gennem de seneste 15 år og Gonzalo Duport er derfor vant til at gøre brug af materialer af vidt forskellig slags. Et centralt værk er eksempelvis malet på en gammel skjorte, som er omdannet til lærred. Andre billeder er malet på pap eller papir, fx det stykke raviolipapir, hans søndagsfrokost var pakket ind i. Eller papiret fra hans arkitekt vens skitseprojekter, eller på siderne fra en gammel telefonbog, der gøres til baggrunde i en serie kvindebilleder. Metoderne rummer også elementer af recycling, når tidligere monotypier lægges til grund for nye figurbilleder.

I 2017 udførte han en stor udsmykning på virksomheden DIS – Dansk Ingeniør Service A/S ved Skanderborg. Der blev også afdækningsmaterialerne bagefter taget i anvendelse. Og det kunne virkelig ses, at han havde haft udfoldelsesmuligheder på mange kvadratmeter af både væg og pap. Fra at sidde med bittesmå puslespilsmennesker, så fik han nu trukket nye perspektiver frem, og et helt andet udtryk fandt form i fladen.

Arbejder sig frem
Gonzalo Duport har gennem årene udført en del vægudsmykninger, såvel i Danmark, som under rejser i Indien og Nepal og naturligt nok også i hjemlandet Argentina.

Gonzalo Duport - Alicia, 2018

Gonzalo Duport – Alicia, 2018

Kort inden afrejsen til Danmark, blev han inviteret til at udsmykke en skole for udsatte unge. De unge blev involveret i projektet med at male skolens teaterfoyer, og det satte tanker og perspektiver i gang hos nogle af dem, som hidtil ikke havde kunnet se muligheder i tilværelsen. Her blev den 32-årige og allerede berejste kunstner en øjenåbner og rollemodel. Kunsten gjorde en forskel.

Hvorfor her i DK?
Det gjorde kunsten også for Gonzalo Duport selv i en ret ung alder. Forbindelsen til Danmark blev skabt i 2000 gennem en Dansk-Argentinsk skoleudveksling, støttet af Rotary. Gonzalo Duport kom derefter på GHF i Varde i 2001, og her mødte han sin billedkunstlærer P.P. Pedersen, som delte ud af inspiration og fik afgørende indflydelse på det unge menneskes livsbane.

Senere kom Gonzalo tilbage til Danmark på højskole og arbejdsophold i Haslev 2006 og 2007, hvor han også fik mulighed for at male og udstille.

År efter år er det lykkes at få nye aftaler i kalenderen hos forskellige kunstforeninger – i år hos Codan i Aarhus og Kolding Sygehus’ Kunstforening. Gonzalo Duports store danske netværk efterspørger ham gerne til undervisning af skoleelever, foredrag i kunstklubber med mere.

I sommeren 2013 udstillede han serien “Buenos Aires” i Valby og Hellerup. Undervejs er det blevet til flere gallerikontakter og udstillinger i Odense, Slagelse, Esbjerg, Aarhus, Kunsthal VARTE, Æglageret i Holbæk og i København hos bl.a. Galleriet 1. tv. på Østerbro, hvor han åbner sin anden udstilling i starten af november.

Gonzalo Duport - Fanny Gaultier. foto: Inge Schjødt, 2018

Gonzalo Duport – Fanny Gautier.
foto: Inge Schjødt, 2018 

Det er ren fornøjelse at følge kunstneren Gonzalo Duport. Jeg lægger gerne residens til.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret på www.kunstavisen.dk 

Gonzalo Duport - Bianca, 2018

Gonzalo Duport – Bianca, 2018 

Gonzalo Duport 2018

Gonzalo Duport 2018

Spor af helvede i himmelskæret – Simon Bang

Simon Bang åbner udstillingen Den Gyldne By. foto: Inge Schjødt

Simon Bang åbner udstillingen Den Gyldne By. foto: Inge Schjødt

Billedkunstneren Simon Bang kan her i efteråret opleves i en stramt komponeret soloudstilling i København i det kunstnerdrevne galleri Kunstmix på Østerbro. Udstillingen Den Gyldne By er Simon Bangs første store maleriudstilling i mange år.

Udstillingen følges af et rigt illustreret katalog med introduktion af Torben Sangild. I en række billedtekster af Bang selv kommer læseren ganske tæt på kunstnerens proces og tanker bag. Billedteksterne er bl.a. hentet fra dialoger med følgere på facebook, som har spurgt ind og fået svar. Således også en dialog med jazzmusiker Thomas Blachman, der skrev:

Simon, jeg har gloet længe nok nu. I en lige linje af uopnåelig kvalitet ryster du dine værker af dig nu mester, Simon – friske / falmende / foruroligende / farvelsigelser til en virkelighed, der aldrig helt fandtes i virkeligheden. Heimat???
Dine billeder gør dobbelt ondt, og det er dobbelt godt – smukke som ind i helvede – Må jeg se dem i virkeligheden

– Thomas Blachman.

Virkeligheden er her – eller er den?
Vi følger Simon Bang på en nattevandring gennem Den Gyldne By, der har antaget såvel himlens som helvedes farver. Motiverne er fortrinsvis malt i blåt, violet og orange, komplementærfarver, som vi ser dem i solnedgangen på en skøn efterårshimmel, eller i et dramatisk brandskær. 

Simon Bang - Den Moderne By, 2018

Simon Bang – Den Moderne By, 2018 

Der er ingen mennesker, for vores nysgerrighed efter at afkode vores artsfæller stjæler det billede, Bang ønsker at arbejde frem. I stedet får vi en stribe af gode Københavnermotiver, ikoniske bygninger og broer, som Vesterport Station, Knippelsbro og Langebro.

Sindelagsbilleder
Simon Bang komponerer sin egen verden, hvor lysfald og skygger ikke automatisk følger naturens love, men netop maleriets. Eksempelvis farves SAS Royal Hotel helt lysende blåt, for at skabe det rette rum i maleriet.
– Jeg maler byen, som jeg vil have den, fortæller Simon Bang.
– Jeg maler den by, jeg længes imod. Jeg sætter mine farver og kontraster op i maleriet og renser motivet for detaljer og forstyrrende elementer for at fastholde en grafisk enkelhed.

Vi ser ind under Bangs sitrende lygter, og følger strømmen ud forbi Bellevue Teateret efter lukketid. Hans gyldne by byder på længselsfulde, stemningsmættede klange, fyldt af erindringers mulighed. 

Simon Bang - Eftermiddagsfarve, 2018

Simon Bang – Eftermiddagsfarve, 2018

I dybden
I mange motiver finder vi en nedgang, en niche, en viadukt eller en bro, som danner et kontrastfuldt rum i billedet, hvor Bang lader centrale felter stå hen i det uvisse, i mørke, hvor beskueren selv kan digte videre. Et greb, som mange klassiske kunstnere før Bang har brugt, og netop dét er typisk for kunstneren. Han kigger folk over skulderen på den gode måde, og lærer konstant.

Simon Bang samler på viden, som den, der altid er spændt ud mellem historien, hjemmet og jagten.

Af ler er han kommet
I årevis har Simon Bang tegnet og tegnet. Ja, faktisk siden 11-års alderen, hvor hans moder gav ham valget mellem at vaske op eller at gå ud og tegne. Ret hurtigt opdagede Simon Bang, at tegninger og malerier kunne sælges, og sådan blev hans livsbane lagt. Han tegnede og malede, landskabet og byen Fensmark, hvor han voksede op tæt på Holmegaards Glasværk, som femte generation af kunstnere i Bang-slægten. 

Simon Bang - Undergrunden 1, 2018

Simon Bang – Undergrunden 1, 2018

En skæbne som kunstnerbarn ses hos flere, som et maraton mellem tung pligt og et særdeles stærkt, selvstændigt drive. Det er nærmest et tveægget sværd. Det mærkes også hos Simon Bang, hvor farfar, billedhugger Arne Bang, og faderen, keramiker Jacob Bang til stadighed giver sønnen opgaver i at forvalte deres eftermæle, samtidigt med, at han stræber efter at danne sit eget.

Simon Bang uddannede sig på Skolen for Brugskunst 1978-1981, udstillede op gennem 70’erne og 80’erne og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1990.  I 1990erne malede og udstillede kunstneren bl.a. den satiriske suite De Sammensvorne frit efter Otto Baches maleri fra 1882 af kongemordet i Finderup Lade.

Blandt inspirationskilder finder vi canadiske The Group of Seven, danske Oluf Høst, Hockney, og maleren Harald Engman med besættelsens natbelyste København. Inden for grafik, tegning og design til pladeomslag og plakater er Bang repræsenteret på Designmuseum Danmark og tildelt Carlsbergs Mindelegat, 1990.

Veldokumenteret er han godt på vej til at blive, idet hans egne børnetegninger fra Fensmark er udgivet i bogform, udvalgt af kunsthistoriker Naja Pedersen, der forsker i børnekunst. I tegningerne fra denne periode har han tydeligt lagt sporet til det registrerende blik, der er med til at bevare og forvalte den verden, han ser, elsker og drømmer om. 

Simon Bang - Bellevuenat, 2018

Simon Bang – Bellevuenat, 2018

Bang som filmkunstner
Periodevis har Simon Bang arbejdet med film og storyboards i ganske betydelig skala. I tusindvis af frames er det blevet til i samarbejde med de største danske filminstruktører.
I sine egne filmproduktioner kombinerer han, ligesom i malerierne, visuelle iscenesættelser med det dokumentariske. Det ses i hans  kommende film Kaptajnens Hjerte, der bygger på morfarderens skæbne i det 20. århundrede, og til dels også i filmen om Angrebet på Shellhuset, skabt i samarbejde med Martin Sundstrøm, hvor det visuelle sprog viser Bangs mangesidede talent.

Udstillingen Den Gyldne By
Kunstmix
Odensegade 26B, 2100 Kbh Ø

Simon Bang ved Kunstmix, oktober 2018 foto: Ole Haupt

Simon Bang ved Kunstmix, oktober 2018
foto: Ole Haupt

Frem til 9. november.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 9 // 2018.

Dodekalitten – for nuet og evigheden

Afsløring - Dodekalitten på Lolland.  foto: Carsten Krogstrup

Afsløring – Dodekalitten L’Nir.
foto: Carsten Krogstrup

Tolvstenscirklen – et visionært stykke landskabskunst tager form i de lollandske alper

Et monument for den kommende tid, Dodekalitten på Lolland, har nyligt fejret halvvejen med afsløring af endnu to af de tolv monumentale stenfigurer, som er ved at indtage deres plads i det bløde istidslandskab, kaldt De Lollandske Alper ved Kragenæs, hvor færgerne sejler til Femø og Fejø i Smålandshavet.

Nogle københavnske trafikanter vil måske huske forløberen Baldur, et højt og mørkt granithoved skabt af billedhugger Thomas Kadziola, som en tid var posteret ved Søpavillonen i København? Det ganger vi lige op til 12 styk, og placerer dem i en cirkel på 40 meter i diameter, stående frit på en bakke i det smukkeste, lollandske agerlandskab. Hver stenfigur måler 7-9 meter og vejer 25-45 tons.

I de øverste to meter er der hugget et ansigt, som vender ind mod cirklens midte. Fra en indre cirkel af tolv siddesten strømmer musik ud i figurkredsen, hvor nuet og evigheden således mødes i lyd og granit*.

Uvægerligt går tankerne til det sydengelske Stonehenge. Og hvem ved, om det i virkeligheden også er skabt af nogle visionære kunstnere i samarbejde med fem lokale godsejere, med støtte fra egnens befolkning, kommunale myndigheder, fonde og erhvervsliv? – Og engang indviet af rigets dronning?

Dodekalitten - et monument for den kommende tid  foto: Carsten Krogstrup

Dodekalitten – et monument for den kommende tid
foto: Carsten Krogstrup

Sagnet og musikken
Siden 1988 har Thomas Kadziola været bosat på Lolland, og sammen med filmkomponist Gunnar Møller Pedersen har han slået an til et af nordens mest monumentale stykker landskabskunst. Ideen blev født efter en udstilling på Søllestedgård i 1995, projektet tog form den 9.9.2009, og de første sten blev indviet i 2014. Nu står der ti af de tolv sten, hvoraf fem har fået ansigter. Fremover ventes én stenfigur færdiggjort om året frem til 2025.

Fortællingen bag figurerne, sagnet om Lolerne, L’nir, Baldur, Ydis og Lodir, der er nedskrevet af Gunner Møller Pedersen, tog udgangspunkt i Syndfloden, som i bibelsk tid overskyllede datidens agerbrugskultur.
Katastrofen igangsatte en folkevandring, der nåede helt til Lolland, og sagnet mindes fortiden og dens vandringsmænd.

Visionerne er vokset videre, og Dodekalitten har efterhånden skabt sin egen identitet. Komponisten Wayne Siegel har i 2017 påtaget sig opgaven med at skabe computerstyret elektronlyd til stedet. 

Afsløring af sten nr 5 ud af 12. foto: Carsten Krogstrup

Afsløring af sten nr 5 ud af 12.
foto: Carsten Krogstrup

Som seværdighed er Dodekalitten kommet med på den internationale rejseguide Lonely Planet, markeret som dansk Top Choice Attraktion, og besøgende valfarter i tusindvis.

Lejlighedsvis afholdes her kammerkoncerter, solhvervsfest, bryllup, og andre begivenheder. Der er ingen tvivl om, at Dodekalitten allerede har sat et markant spor i landet, et cirkelslag i nutiden for eftertiden. 

Find vej til Dodekalitten
Kør til P-plads på Kragenæs Havn, 4943 Torrig, Lolland.
Følg skiltene, gå ad Glentehøjstien gennem skoven. Åbent altid.
Læs mere på www.dodekalit.dk og Lonely Planet. 

* Citat fra kunsthistoriker Trine Ross’ indvielsestale ved afsløringen den 30. september 2018.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 9 / 2018 

Dodekalitten er en udflugt værd!  foto: Inge Schjødt

Dodekalitten er en udflugt værd!
foto: Inge Schjødt

Guidet besøg ved Dodekalitten i august 2018

Guidet besøg ved Dodekalitten i august 2018

Portræt af Randers – Mette Rishøj

Stålgrossist S.C. Sørensens hovedsæde - opført 1938

Stålgrossist S.C. Sørensens hovedsæde 1938

Mette Rishøj maler portræt af Randers by- og erhvervshistorie

Efterkommere af stålgrossist S.C. Sørensen var samlet i Bagsværd nord for København for at modtage Randerskunstneren Mette Rishøjs seneste maleri – et bestillingsværk med virksomhedens hovedsæde, der frem til 1990’erne lå centralt for enden af Randersbro, som motiv. Her arbejdede slægtens medlemmer gennem generationer, og mange randersborgere med dem.

Mette Rishøjs nye værk kaldte ved ferniseringen i sidste uge mange følelser frem, og en broget palet af familie- by- og erhvervshistorier blev delt i spisestuen. 
– Det er sjældent, man som kunstner får en sådan opgave med at skabe noget, der virkeligt, i den grad, taler til modtagerne personligt, udtaler maleren Mette Rishøj. 

Mette Rishøj - bestillingsværket S.C. Sørensen, Randers

Mette Rishøj – bestillingsværket S.C. Sørensen, Randers

Kendt Randers ikon forpligter
Virksomheden S.C. Sørensen eksisterer ikke længere, den gik konkurs efter fejlslagen valutaspekulation. Der blev tabt 1,6 mia. kr. på en uge, og der måtte ulykkeligvis afskediges 1.600 medarbejdere, internationalt og på landsplan.
Men byarkitekturen, historien og slægten lever videre, nu med et ganske specielt maleri for enden af spisebordet hos et af S.C. Sørensens oldebørn. 

Randerskunstner
Billedkunstner Mette Rishøj er født og opvokset i Randers, mens der blev produceret tog og Dronningborg mejetærskere, og i gymnasietiden skålet i Thor på Café Von Hatten.

I Mette Rishøjs kraftfulde malerier ses en begejstring for industrihistorie, koblet med spørgsmål til klodens fremtid, gerne afspejlet i ikoniske bygninger, rygende fabriksmotiver, boreplatforme, gravemaskiner med mere. Denne malestil faldt S.C. Sørensens oldebarn helt for, da han efter et jubilæumsgensyn googlede Mette Rishøjs kunst. Hun blev derfor i efteråret 2017 opfordret til at male et billede med S.C. Sørensen-virksomheden som tema, med kun et specifikt mål at gå ud fra. 

Kalejdoskopisk proces
Målet passede i første omgang ikke til motivet af S.C. Sørensens hovedsæde med det karakteristiske runde hjørne på bygningen, der er opført i 1938.

Stålgrossist S.C. Sørensen - Lille Amalienborg fra 1907

S.C. Sørensen – Lille Amalienborg fra 1907

Men i sin research fandt Mette Rishøj frem til hovedsædets forløber, en klassicistisk bygning, kaldt Lille Amalienborg med balustrader og søjlebalkon fra 1907, som blev malet ind og fik kompositionen til at falde på plads.

Igennem Rishøjs særlige arbejdsproces med at projicere linjer og lægge farver lag på lag nåede hun efter måneders arbejde frem til det færdige resultat. Randersbroen ses i forgrunden, og derunder flyder Randers Fjords urolige vande. Mette Rishøj renser nemlig overskydende maling af penslerne direkte på lærredet frem for at skylle farve ud i vasken. – Et træk, der bidrager til Rishøjs udtryk.

Randersborgere vil kunne genkende det fra facaden på Spar Nord på Østervold, og fra hendes udstilling i Sct. Mortens Kirke i 2015, ligesom elever på Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Randers Realskole også har glæde af hendes kunst i hverdagen. I København har hun for nyligt afsluttet en udsmykning til Kræftens Bekæmpelse. 

Historien om maleriet i Randers Amtsavis 26.9.2018

Historien om maleriet i Randers Amtsavis 26.9.2018

Et kuriosum til byhistorien, der dukkede op undervejs er, at dele af Sven Dalsgaards byport Søjledans, som kan ses ved Randers Havn, faktisk stammer fra S.C. Sørensens palæ, Lille Amalienborg, hvorfra ellers kun den gamle spisestue blev bevaret, indkapslet i bygningen i Søndergade.  

Læs mere om Randersambassadøren og Randers kunstneren på www.metterishoj.dk

Af Inge Schjødt // komkunst.dk
Publiceret i Randers Amtsavis – 26. september 2018

Foto: Mireille Flygenring Basset, 2018

Magtens faresignaler – Peter Ravn

Peter Ravn - Supplies, 2017 - foto Dorte Krogh

Peter Ravn – Supplies, 2017 – foto Dorte Krogh

Peter Ravn blotlægger mandedrømme i stor solo på Munkeruphus

Et lille oliebillede viser et menneske på sit yderste, kun holdt i gang med maske og slanger. Det er en stærkt koncentreret situation, som de fleste af os frygter at havne i.

Med værktitlen Supplies har Peter Ravn understreget en rigid objektgørelse, som fjerner ethvert gran af menneskelighed og værdighed hos figuren. Mon vi en dag ender som bedøvede organdonorer? Et ganske skræmmende perspektiv, som har rod i tidens hypereffektive tendenser, hvor magten løber løbsk.

Vi besøger kunstnerens soloudstilling Når mænd sover i Munkeruphus i Nordsjælland. Vi får Peter Ravns malerier, forestillende mænd i jakkesæt med blanke sko, med røde ekstremiteter, liggende, kravlende eller faldende gennem øde landskaber.

Dertil fotos af habitmænd på knæ i symbolladet iscenesættelse, samt taktile skulpturer og objekter, installeret ude og inde, hvori der eksperimenteres med maskuline artefakter. 
– Det, der interesserer mig, er det, jeg er bange for, udtaler Peter Ravn i portrætfilmen på udstillingen.
– Som barn er det som regel manden, den stærke og farlige, man er mest bange for, forklarer Ravn om sit valg af akse for sit kunstneriske udtryk. 

Peter Ravn - Between Landcapes. Foto: David Stjernholm

Peter Ravn – Between Lands.
Foto: David Stjernholm

Subliminale klange
I haven finder vi et slipsetræ. På gårdspladsen et telt af hvide skjorter og sorte habitbukser, og øverst oppe under atelierloftet hænger grønne Lodenfrakker på rad. De svæver over en serie af Human Landscapes, skabt af det klassiske overtøj.

I en serie objekter ses spadserestok og barbermaskine, delikat monteret som trofæer på væggen, side om side med et anegalleri og et raritetskabinet, som i et rigtigt herreværelse. Og i trapperummet illuderes bjergvandrerens nøgterne køjerum. Alt i alt en visuel lystrejse med eksistentielt dystopiske undertoner, eksponeret et sted mellem legen og mareridtet.

I stuen findes eksempler på kunstnerens tilknytning til den danske musikscene, hvortil han har produceret  ikoniske cd- og lp-covers, reklamefilm, m.m. Ravn har også rundet modebranchen inden kunsten fra omkring år 2000 blev hans frirum. 

Han er uddannet på Afdelingen for Industriel Design på Kunstakademiets Arkitektskole samt på designskoler i New York. Har udstillet på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling 2004, Forårsudstillingen på Charlottenborg 2005, 2009, deltaget på Portræt.nu udstilling på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum, samt i ind- og udland bl.a. på biennalen i Brescia, gallerier i Rom, Napoli, Wroclaw, Hanoi, Oslo. Repræsenteres af Galleri Kant  Fanø/København. 

Peter Ravn - Iphone sleeping, 2018

Peter Ravn – Sovende Iphone, 2018

Peter Ravn - Installation, Munkeruphus 2018

Peter Ravn – Installation, Munkeruphus 2018 

Det er en tætpakket, seværdig udstilling, Peter Ravn
og Munkeruphus præsenterer.

Munkeruphus
3120 Dronningmølle
Frem til 28. oktober 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr 8 – 2018.

Tiden ligger i huden – Tina Hille

Tina Hille - Peace - akryl på lærred, 100x100 cm.

Tina Hille – Peace – akryl på lærred, 100×100 cm.

Billedkunstner Tina Hille finder inspiration til malerierne i sine nære omgivelser, men det er tidens aktuelle temaer, der trænger sig vej til værkernes yderste lag hos den vestjyske kunstner, som er udstillingsaktuel på Østerbro i København

Frihed er Alfa og livskvaliteten Omega hos den vestjyske kunstner, Tina Hille, som udstiller i Galleriet 1. tv. på Østerbro i København.

– Hvad er det for en verden, vores børn vokser op i? Hvad sker der med Moder Jord? Hvad er det for et menneskesyn, vi får fremstillet gennem terror på tv og burkadebat? Det er sådanne overvejelser, der brænder igennem på Tine Hilles lærreder.

Værket Peace kom til verden i forbindelse med den megen terror, der har fyldt i medierne de senere år. Tidens store spørgsmål trænger igennem og kommer ud gennem huden, ud gennem lærrederne.

Vi er, hvad vi viser
Om sin maleriske proces fortæller Tina Hille:
– Billederne bliver til lag for lag. Ved at forlænge mine redskaber får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren. Jeg bruger, hvad mine øjne ser. Fra omgivelserne udenfor og indenfor taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. Her dukker der så strukturer op, som gennemarbejdes i ét maleri og lægger kimen til det næste, fortæller Tina Hille. 

Tina Hille - Kvinde, 2018.

Tina Hille – Kvinde, 2018.

– Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Det er ikke alt, jeg kan planlægge.
– Kvinden her, så jeg dukke frem, mens maskeringsforbuddet blev diskuteret. Jeg ved ikke, om hun har tørklæde på. Det er op til øjnene, der betragter mit billede, fortæller Tina Hille.

Friheden frem for alt
Tina Hille har tegnet altid. Hun har undervist, og ofte brugt kunstneriske indgangsvinkler, fx gennem kreative værksteder, forum-teater og andre eksperimenterende veje i sin vejledning af andre.

Efter en kunstpædagogisk uddannelse og års erfaringer med udsatte borgere blev det et must for kunstneren at gøre plads til livskvalitet, ressourcer og ro. Med tre børn på stribe valgte Hille en dagligdag med nærhed og plads til udfoldelse i egne rammer. Der blev vejen klar til et kunstnerliv i frihed.

– Jeg har altid selv sat frihed og udfoldelsesmuligheder meget højt. Det har jeg haft i min egen barndom. I de frirum, jeg har i mit familieliv, er jeg fortsat jeg med at tegne, skabe collager, og frem for alt – male. 

Tina Hille - Moderjord, akryl på lærred 100x100 cm

Tina Hille – Moderjord, akryl på lærred 100×100 cm

Tina Hilles livslystne streg har været med flere gange på Art Herning, repræsenteret fra Galleriet Elise Toft i  Kolding. Nu er muligheden der for hovedstadens kunstpublikum. Udstillingen Frihed kan opleves i det intime Galleriet 1. tv., hvor lejlighedens beboere Søren og Mireille Flygenring Basset byder indenfor. 

Galleriet 1. tv
Willemoesgade 44, 2100 Kbh Ø
Finnisage søndag 23. september kl. 13-16

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Refleksioner i S-toget // Hvad kæmper vi for?

TRANSIT - Halil Altinderes billboard på Spor 11, Kbh H

TRANSIT – Halil Altinderes billboard på Spor 11, Kbh H

Menneskestrømme i TRANSIT er et af denne generations varmeste temaer, som KØS – Museet for kunst i det offentlige rum – netop har sendt ud på tur med S-togslinje E mellem Køge og København. Inge Schjødt var med, og gjorde sig nogle tanker undervejs.

Kunstavisens udsendte mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere, som er inviteret til Danmark med to værker – det ene et fotobillboard, som kan opleves på Københavns Hovedbanegård, spor 11, hvorfra S-togslinje E kører til Køge. Og det andet er videoværket Homeland, som vises på selve udstillingen TRANSIT på KØS – Museet for kunst i det offentlige rum.

Kunstneren Halil Altindere er internationalt anerkendt for sine værker, som sætter fokus på flygtninge og migrantsituationen. Allerede kort efter han dimitterede fra sin akademiske kunstuddannelse blev han i 1997 inviteret på Venedig Biennalen, og derfra gik turen over Sao Paolo til Berlin og London. MoMa Museum of Modern Art i New York har lige købt videoværket Homeland. Foreløbig behøver du nu kun at tage turen mellem København og Køge. 

Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul

Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul

Halil Altinderes billboard med titlen Köfte Airlines viser et fly, der letter med taget fyldt af mennesker, som vi genkender det fra orientens passagertog, eller som vi også alt for ofte ser det i overfyldte gummibåde på Middelhavet.
Motivet kan ikke undgå at røre noget i os, medfølelse og bekymring på samme tid.

”Jeg kommer med fred” – råber robotten Buzz Lightyear, som i animationsfilmen Toy Story dumper ned i børneværelset og skaber ufred og ravage blandt legetøjets faste indbyggere. Hvorfor denne reference?
– Jo, jeg tror ikke, at ret mange migranter og flygtninge gør sig begreb om, hvor de lander, og hvad det medfører, når de løber over hals og hoved fra krigens rædsler afsted til en tryg destination, hvor der er FRIHED, DEMOKRATI, YTRINGSFRIHED og gode muligheder for at give børnene en ordentlig opvækst og uddannelse. De kender ikke nødvendigvis ret meget mere end de fem forventninger til deres destination. 

Tina Hille - Kvinde, akryl på papir. Venligst udlånt af kunstneren til artiklen her.

Tina Hille – Kvinde, akryl på papir. Venligst udlånt af kunstneren til artiklen her.

Frejas sal
Men i den anden ende af rejsen, der bor der jo nogen i forvejen.
Vi danere plejer at se os selv som humanister, der gerne står med en fremstrakt hånd, når nogen er i nød. Men, når der kommer myriader, og der tales sprog som slet ikke lyder som de europæiske, nordiske, ja måske er flokken endda temmelig urolig og højtråbende? Så synker hånden ned langs siden, og smilet glider over i andre grimasser. Især, når den ankommende ikke selv ønsker at give hånd! Men måske ønsker at være adskilt fra os her med et tørklæde. 

– Jeg kommer uden våben, er den ældgamle, symbolske betydning bag håndtrykket. Og her behandler vi hinanden ligeværdigt og de svage ordentligt, så kvinden er ikke nødt til at pakke sig ind for at skærme sig for uartige blikke og henvendelser, som var hun et bytte, en vare, og en del af klanens avlsprogram.

Forskellene er til at tage at føle på. Men, ingen af os er herrer over, hvor vi er født, eller hvad vi har fået givet af forfædrene som grundlæggende antagelser. Vi står til gengæld til ansvar for, hvor vi har vores værdier og hvordan vi handler på dem. Altså også i forhold til, hvordan vi omgås i det offentlige rum.

Du skal elske din næste som dig selv
Der er enorme forskelle på de kollektive kulturers familiebånd og ære, og på retorikken i kulturen, sat overfor den selvstændige og individuelt frie borger, der taler sandt, og som enkeltperson står inde for, hvad han/hun gør, siger og må. Der er en kæmpestor forskel på at skulle frygte myndighedspersoner, uniformer, autoriteter og så at samarbejde med de samme i ligeværd, ret og pligt. Uanset om det er personer i de nære relationer eller i offentligt regi. Der er trygheden til forskel – og menneskesynet.
Vi må erkende, at viljen og hensigterne i den enkelte tæller, når menneskestrømme skal flettes sammen, som følge af krig og ufred i folkerige dele af verden. Det gælder om at udveksle viden og få indsigt, om at give tegn undervejs, og om at få trafikstrømmene til at glide i denne nye bølge af folkevandring. 

Halil Altindere - Homeland - vidostill foto Inge Schjødt

Halil Altindere – Homeland – vidostill foto Inge Schjødt

Homeland
– Eller gør det? For, hvad kæmper vi for? Jeg mødte den kurdisk-tyrkiske kunstner Halil Altindere ved ankomsten til udstillingen TRANSIT på KØS Museet for kunst i det offentlige rum, og så det andet værk,  videoen Homeland,.
Begge værker har migrantens vanskelige vej og drømme og håb som omdrejningspunkt. Videoværket Homeland viser indledningsvis, hvordan en gruppe yogaturister på en badebro pludselig konfronteres med en gruppe flygtninge, som gør klar med redningsveste til at begive sig ud over det smukke, blå Middelhav, nærmest fra den samme badebro. Derfra følger man flygtningenes strabadser på Balkanruten op gennem Europa med Berlins aflagte Tempelhof som trøstesløs og desillusionerende endestation.

Lydsporet udføres af rapperen Mohammad Abu Hajar, som sætter ordkraft på scenerierne, der dels bygger på dokumentarisk materiale og dels på genindspillede sekvenser. De optrædende er her en gruppe af migranter, som fik mulighed for at medvirke, og som også optræder på den nævnte billboard. Vi lades ikke i tvivl om flygtningenes strabadser, som Mohammad Abu Hajar beskriver, og som videobillederne viser. 

Halil Altindere - Homeland - video still foto Inge Schjødt

Halil Altindere – Homeland – video still foto Inge Schjødt

Köfte Airlines på Spor 11
På billboard billedet af Köfte Airlines flokkes unge mennesker forventningsfuldt på taget af flyet.
– Jeg spørger, hvor meget de flygtende egentlig ved om de samfund, de rejser til, og Halil Altindere giver som svar de fem forhåbninger, jeg nævnte ovenfor – Frihed, Demokrati, Ytringsfrihed, tryghed og god uddannelse til børnene, og trækker lidt på skuldrene.
Jeg er ikke overrasket, for jeg har før oplevet det samme svar. 

– Jeg spørger, om han er bekendt med, at der er indført en ny lov i Danmark, som forbyder maskering, også kaldet burkaforbuddet?
Halil Altindere har ikke hørt om det, men vil læse nærmere om det.
– Jeg fortæller, at det faktisk bryder med nogle af vore grundlæggende principper, og at det er vedtaget med stor ulyst, for vi ønsker ikke at gribe så meget ind i, hvordan den enkelte går klædt. Og at sætte regler op for en fysisk håndtrykshilsen giver os også en dårlig smag i munden.
– Han kan nu godt forstå, at vi gerne vil se, hvem vi har overfor os, og han mimer forstående en undvigende person, som ikke ønsker at give hånd til hilsen. Med et undvigende smil, for han kan godt se dilemmaet mellem de traditioner, man kommer med, og det nye, man møder. 
Halil Altindere kan ikke nødvendigvis vide, hvor meget og hvor lidt migranterne ved om det land, de rejser hen til. Han henviser, dels til fortællingen af rapperen Mohammad Abu Hajar, og dels til de bagmænd, der står bag at instruere og at sende flygtningene af sted. Det handler meget om penge, indrømmer han, for nogle af redningsvestene er kun attrapper, har det vist sig. 

Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporeanea 2007

Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporeanea 2007

I Danmark er jeg født
Halil Altindere citerer et tyrkisk ordsprog: Det er ikke hvor du er født, men hvor du spiser, som bestemmer, hvor dit hjem er, siger kunstneren. Jeg nikker, og forstår, at det helt basalt handler om adgangen til kilden, til pladsen i oasen, hvor nomader kommer og går.
Vi taler lidt om forfatteren bag bogen Nomaden, somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, som nu er bosat i USA, og som med sine bøger har åbnet vestens øjne for nye indsigter i de kollektive klankulturer.

Hun fortæller, hvordan der er en masse strid om klanernes indbyrdes rang og status. Det forklarer, hvorfor der er så stor skepsis overfor mennesker, flygtningene møder, hvor de kommer frem, men også i forhold til deres egne landsmænd. Halil Altindere får lidt mere information om forfatteren, som i sin tid skrev manus til filmen Submission. 

– Jeg spørger Halil Altindere, om han får plads til at afspejle synsvinkler og problematikker hos den anden side, modtagerlandet, i sit næste projekt? Han har dog planer om at studere indenrigs dilemmaer, bl.a. den gamle ottomanske historie, de tyrkiske forfædre. Han har selv kurdisk baggrund, så der er noget at sætte sig ind i.
Som bonusinfo får han at vide, at vi i København har en fin samling islamisk kunst på Davids Samling i Kronprinsessegade. Den vil han forsøge at nå, inden turen går tilbage til menneskemylderet i Istanbul.
Der bor godt 4 mio. mennesker nu. Det er svært at være der. Når man ser billederne fra det udbombede Aleppo, så forstår man godt, at alle transportmidler tages i brug for at bringe sig selv og familien i sikkerhed andetsteds. 

Runo Largomarsino - event i S-toget og på KØS

Runo Largomarsino – event i S-toget og på KØS

Foran os står et stort arbejde med at dele viden og kultur, at opbygge mellemmenneskelig respekt og tillid, og at lære at omgås hinanden i en tid med folkevandringer. TRANSIT – projektet er en dør til gensidig forståelse.
– 17. november udkommer en særavis i samarbejde med dagbladet Information og til foråret afleveres et postdoc projekt.
– Følg med på itransit.dk, hvor du kan læse mere om udstillingens danske og internationale bidrag. KØS projektet får fire stjerner.

København H – Køge
KØS, Nørregade 29, 4600 Køge
Frem til 10. februar 2018

Af Inge Schjødt, komkunst.dk 
Publiceret på Kunstavisen.dk – september 2018

Illustrationer:
Halil Altindere, Köfte Airlines, 2016, Courtesy of the artist and PILOT Gallery, Istanbul
Tina Hille – Kvinde – akryl på papir, 2018 – med tilladelse til at bringe motivet sammen med artiklen
Runo Lagomarsino, Every day people follow signs pointing to places which is not their own, 2018, foto KØS
Friheden – foto Inge Schjødt
Adrian Paci, Centro di Permanenza Temporanea, 2007, Video Still, Courtesy the artist, Galerie Peter Kilchmann, Zurich and kaufmann repetto, Milan 

FRIHEDEN - findes foto: Inge Schjødt

FRIHEDEN – findes
foto: Inge Schjødt

Længe Leve Friheden – Tina Hille

Tina Hille - Fri, 2015

Tina Hille – Fri, 2015

I anledning af at billedkunstner Tina Hille snart udstiller hos Galleriet 1. tv. på Østerbro i København, bringes her et interview med kunstneren, tidligere publiceret i Kunstavisen nr 1, 2016

Udstillingen finder sted 16. september og 23. september 2018 

Det er sådan en herlig streg, Tina Hille præsenterer i sine billeder!

– Jeg kommer til at tænke på surrealisten Juan Miró, første gang, jeg ser den. Og på en stærk følelse af livsvilje, som ramte direkte i solar plexus ved mit oprindelige møde med den spanske mester. Det er det rene, stærke udtryk hos dem begge, som fascinerer. 

Farverne i Tina Hilles værker tilhører nutiden. Der er en sart mintgrøn, en sart rosa og en nærmest neon orange sammen med citrongult og masser af havblåt. Så det er måske ikke lige Miró, de fleste vil sammenligne med, for han holdt sig typisk til sort, rødt, gult, og tilhører en helt anden epoke. Men den moderne, grafiske rumlighed i kompositionen og den tilsyneladende spontane streg har de to til fælles sammen med den legende livskraft.

– Jeg synes, hun er modig, Tina Hille. Der er meget på spil, mærker jeg. Så efter de første facebook indtryk må det komme an på en prøve, på et besøg i kunstnerens værksted i det vestjyske. 

Tina Hille - Den grimme ælling, 2015

Tina Hille – Den grimme ælling, 2015

Vinterkulden fordufter fluks, som kunstneren tager imod mig ved det røde hus i Esbjerg, hvor hun bor småt men godt med mand og børn. Indenfor i stuen, der også fungerer som atelier, er langbordet dækket op til samtale.

Først må vi dog lige pakke ud, for Tina Hille har fået billeder hjem fra indramning, og den jomfruelige glæde deles med begejstring, mens bobleplasten bliver åbnet. Der gøres klar til Art Herning, og en del værker er derfor afleveret til Kolding galleriet Elise Toft, som repræsenterer kunstneren på kunstmessen. Det er fine blå stregtegninger på papir, der er kommet hjem bag museumsglas og ramme.

Beginners mind
I stuen har Tina Hille stillet værker frem, og fortæller koncentreret om sin arbejdsproces.
– Billedbaggrundene præpareres, sommetider ved collage, somme tider i laserende farvetoner lag på lag. Og ved at forlænge mine redskaber, får jeg en afstand til mit lærred, som får stregen i gang, forklarer kunstneren.

Jeg bruger, hvad mine øjne ser. I legeredskaberne udenfor, i rummet her taler forskellige former og linjer til mig, og de kommer med ind på lærredet. I starten blev jeg inspireret af croquis og af mine børns tegninger. Nu dukker der strukturer op, som gennemarbejdes i ét maleri og lægger kimen til det næste, viser Tina Hille. Men det er ikke alt, jeg kan planlægge. Billederne tager mig ofte en anden vej end det tema, jeg i forvejen har tænkt. Fremgangsmåden fra Paul Klee og Cobra er en nærliggende reference til Hilles karakteristiske streg, men den er helt hendes egen. 

Tina Hille - Hamsterhjul, 100x100, 2015.

Tina Hille – Hamsterhjul, 100×100, 2015.

I den diskurs, som præger hverdagene, finder kunstneren mere inspiration, og føjer gennem sine billedtitler en accent til realiteterne. – Titlen Pas på, Spidsnæserne kommer udsprang af debatten om de fremmede, som blev lige lovlig skinger i mine ører, siger hun. I På flugt har hun indfanget mere af det aktuelle flygtningetema og fortæller en historie, som rører. Men det er ikke det politiske, der er det bærende for kunstneren. – Det er det, som sker mellem mennesker, jeg prøver at skildre, understreger Tina Hille. I værket Hamsterhjul har hun arbejdet rytmisk med travlhedens gentagelser og den livsform, der slet ikke tiltaler hende selv.

Letting go
Hun har tegnet altid, men til trods for at farveglæde og et kunstnerisk udtryk altid har været en del af hende, så har hun først for nylig set den kunstneriske levevej som den rette mulighed for at være den, hun er.

Som uddannet billedkunstlærer har Tina Hille elsket at fremdyrke talenter hos sine elever, der ikke alle var udstyret med de bedste chancer i tilværelsen. Ret kort tid efter sin læreruddannelse fra Ribe Seminarium greb hun muligheden for at arbejde med specialundervisning, og netop de lidt ekstra facetter har hver gang fascineret og udfordret Tina Hille. Hun har elsket at undervise, og har ofte brugt kunstneriske indgangsvinkler, fx gennem kreative værksteder, forum-teater og andre eksperimenterende veje. Men, da hun selv blev mor, skiftede perspektivet, og det blev vigtigt for Tina Hille at lytte til nogle nye toner i tilværelsen. 

Tina Hille - Uden titel, 2015

Tina Hille – Uden titel, 2015

Tålmodighed
Med tre børn på stribe udviklede hun en dagligdag med plads til nære oplevelser i frie rammer.
– Det blev umuligt for mig at aflevere mine børn til daginstitution. Der var for mange begrænsninger for dem, for pladsen og voksenressourcerne var ikke, som de burde være på grund af nedskæringer osv.
– Jeg har altid selv sat frihed og udfoldelsesmuligheder meget højt, det har jeg haft i min egen barndom. I de frirum, jeg har i mit familieliv, er jeg fortsat jeg med at tegne, skabe collager, og jeg deltog bl.a. på Kunstskolen Annes Atelier hos Anne Juul Christophersen i Bredebro, på Fyn hos Ann-Lisbeth Albek Sandvig og flere andre.

Accept
En særlig betydning har en mentor, som jeg har mødt her i Esbjerg. Hun har været god til at kommentere mine arbejder, og har på baggrund af mange års kunstinteresse vist tiltro og opmuntret mig undervejs.
– Hvis jeg skal lave nogle rigtig gode billeder, så er jeg nødt til at give dem den ro, der skal til, for at de kan lykkes. Jeg vælger friheden frem for pensionen, og satser på livsgejsten. Tina Hille har fundet et udtryk, og en platform, som giver hende glæde og ro til at tage de næste modige tigerspring. 

Kunstavisen 2016 nr 1 - Tina Hille -

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen 01 /2016. 

Udstillingen FRIHED kan ses i Galleriet 1.tv, 
Willemoesgade 44, 2100 København Ø :
søndag den 16. september kl. 13-16 – eller –
søndag den 23. september kl. 13-16.
Kunsteren vil være til stede begge dage.

Galleriet 1. tv,   Willemoesgade 44, 1. tv, DK 2100 København Ø
 // www.1tv.dk // galleriet@1tv.dk  // Kun åbent søndage 13-16

PS. Det er en fornøjelse, at Tina Hilles arbejde nu kan præsenteres i hovedstadsområdet. Udstillingen hos Galleriet 1. tv., er kommet i stand på opfordring, gennem netværket mellem komkunst.dk og galleriets indehavere. 
Det københavnske publikum ønskes GOD FORNØJELSE på udstillingen.