Ulrik Møller maler lykkebringende visioner af det fælles landskab
Et øjeblik, hvor du trækker vejret lidt roligere, lidt dybere er det, når du mødes med en barndomsven. Pausen indtræder, hvor alle sanser har lidt mere tid til at tage det indtryk ind, du har foran dig. Sådan har jeg det i mødet med Ulrik Møllers landskabsbilleder på udstillingen Provinz i det københavnske Galerie MøllerWitt.
Her er udsigter, sommerlandskaber, vinterbilleder med velkendte læhegn og især havbilleder, der får dig til at gå i stå og mærke varmen i luften, eller køligheden over et forfriskende blåt hav, hvor bølgen kommer dig i møde med et kys.
– Den todelte billedkomposition får dig roligt og insisterende til at studere billedernes detaljerigdom.
Vi er ikke barndomsvenner, maleren Ulrik Møller og jeg. Men vi deler barndommens landskab i Thy, hvor Ulrik Møllers fædrene slægt stammer fra. Der har maleren været på ferier, og dertil er han vendt tilbage efter motiv efter motiv, ligesom han er rejst til sin egen hjemegn ved det milde, fynske Vester Aaby.
Hvad er det, de kan vække hos os, disse referencer? En mulighed for samtale, et fortroligt sted, vi længes mod?
Hassing og Heltborg
Kirken i Hassing er en af landets ældgamle landsbykirker, bygget engang i 1100-tallet af granitkvadre, som så smukt veksler i okker, rosa og blålige kulører. Lysende står de der i maleriets solskin.
Klokkekammen på gavlen taler vi lidt om, da vi mødes, for der har formodentlig været en arkitekt tilstede for nogle århundreder siden. Tilsvarende arkitektoniske element findes på flere af kirkerne i Thy, og tilsvarende er det kirkernes skæbne nu at blive pakket ind i parkeringspladser og funktionelle sognegårde af røde mursten.
– Gudskelov ser det ud til, at de fleste kirker og sognegårde slipper for grønne ladestandere langs med kampestensmurene, men ellers er der nok, kulturarven skal kæmpe med. Flagstænger, eksempelvis. De larmer.
Udsigten over marker og Limfjord ved Heltborg er et andet genkendeligt motiv, som vækker genklang og dertil minder én om af lyden af den evindelige blæst fra vest. Og så er der lyset! Thyboerne bor så smukt, at de knapt har brug for ret mange menneskeskabte visuelle kulturspor.
– Interessant bliver det at følge SMK Thy, hvor en del af kongerigets kunstsamling nu har fået tag og rum at vises i for såvel thyboer som egnens gæster.
Sig månen langsomt hæver
En sjælden variant af landskabsbillederne er Ulrik Møllers Udsigten (Nat), hvor en foruroligende nattemåne, oplyser fjordens overflade, men ellers kun efterlader konturer og skygger af den ellers velkendte vegetation. Her standser vi enten kun kort, eller falder helt i staver over motivets dragende, storladne skønhed.
Der er kun sjældent et anstrøg af tyst ensomhed hos Ulrik Møller. I hvert fald efter min opfattelse.
Selvom billederne ikke er befolket af mennesker, så er det levede liv hele tiden til stede i de spor, motivet rummer af nutidige elementer og tegn. Også de store havstykker sætter noget i tale, når havbunden bliver foruroligende grønlig.
Ulrik Møller har penslen på pulsen, og tager livtag med en vanskelig genre indenfor maleriet, hvor så mange har noget at sige om naturen. Ulrik Møllers billedserie på udstillingen Provinz går på en sanselig måde i dialog med hukommelsens dybtliggende landkort. Tak for samtalen i al fortrolighed, hvor det er billedet, der taler.
Galerie MøllerWitt
Bredgade 67 ∙ København
Frem til 9. maj
…
Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2026











































