Refleksioner fra Kulturkabinettet – Aleksander Kosmala

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Aleksander Kosmala

Aleksander Kosmala – Nearby

Fra sit internationale kulturkabinet henter Aleksander Kosmala de klassiske krukker og gipsskulpturer frem, og sætter stemningen med moderne objekter og moderne mennesker i en tidsaktuel scenografi.

Kunstneren mestrer gengivelsen af alle slags overflader fra hud til ler, fra glaseret porcelæn til bløde hårstrå, endda i en stringent, monokrom gråtoneskala.
Med en udtalt beherskelse af clair-obscure teknikken forfiner Kosmala motivernes stærkt belyste områder og dybe skygger.

Billedernes kompositioner bygger bro mellem stilleben og et narrativt univers.
En serie har karakter af studioøvelser, når møbler, lamper og ukendte modeller spænder billedfeltet ud. En anden serie sitrer surrealistisk, når objekterne på mystisk vis får bevægelse og liv.

Andre motiver får en undertone af kulturkritik, når klassiske buster ligger slået til potteskår, mens tidens ungdom i kønsløs påklædning med opmærksomheden begravet i mobiltelefonen eller distancerende høretelefoner passerer forbi. Hvor tidligere generationer brugte digtningen, musikken og klassisk mytologi, der vender nutidsmennesket sig mod popmusikkens digitaliserede udtryk for at møde de samme grundfølelser, og kunstnerens blik følger med fra sidelinjen.

Maleren Aleksander Kosmala arbejder også som grafisk designer, og her slår han gækken løs, så kompositionerne får en tand mere udi det typisk surrealistiske.
Han er uddannet fra Kunstakademiet i Gdansk, Polen i 1979. Siden 1986 har han boet i DK og udstillet internationalt.

Aleksander Kosmala står bag det grafiske arbejde til udstillingens katalog.

Værker af Aleksander Kosmala – udstillingsview

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Aleksander Kosmala står bag den grafiske idé samt layout af udstillingens plakat, invitation, katalog og præsentationen af kunstnerne i forhallen på Sophienholm. 

Den Vågne Drøm – idé og layout Aleksander Kosmala

Fantasiens frirum – Bente Olesen Nyström

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Bente Olesen Nyström

Bente Olesen Nyström – Nattens Huse

Himlens, havets og naturens mangfoldighed af vidundere får vi at se i værker af Bente Olesen Nyström, en narrativ, skandinavisk surrealist.

Fantasiens huse svæver i forskudte sekvenser i det natblå rum.
Tyngdekraften er ophævet.
Røde tegltage og gule husmure er omgivet af frodige grønne lunde. De blomstrende gesimser, det flettede murværk og de fine planktonmønstre kalder på forundring.
Månen er med. En båd sejler selvfølgeligt på nattens stjernevrimmel.  

Ser man godt efter, så opdager man måske de tre linedansere, der med balancestænger bevæger sig ned fra en vindueskarm og frem i billedet mellem Nattens Huse.
– Typisk for BONs motiver, så er der nogen, der har noget i gang.

Fantasiens rum er uden begrænsende barrierer. Alt er muligt. Udveje er der. Døre er der. Nok er de lukkede, men de indbyder til, at man går igennem dem. Det synes sandsynligt, at de livslystige perspektiver fortsætter på den anden side.

Bente Olesen Nyström er detaljernes mester. Fra mange års erfaring som prisbelønnet illustrator henter hun sit indgående kendskab til naturens formsprog.
Fra Van Eyck henter hun inspiration til sin farvepalet og sikre penselføring.
Fra renaissancekunstneren Hieronymus Bosch kommer den rigdom af narrative elementer, der kan komponeres ind i en billedflade, dog helt uden Bosch’ gruopvækkende symbolik.

På en grundliggende interesse for arkitektur lader hun byer opstå i gouache på papir. Hun bygger dem i et humant format.
Her er fredeligt, muntert, smukt og trygt i umulighedernes fabelagtige frirum, også om natten.

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Billedet Nattens Huse blev omtalt forud for udstillingen
i artiklen Nattens billeder – Rohde // Nyström

Mod det uendelige univers – Carsten Krogstrup

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – The Machine of a Dream

Med det perfekte lys, med det kontrollerede mørke og brugen af den dramatiske clair-obscure teknik er mødet med Carsten Krogstrups motiver som at træde lige ind i en film.

Dristigt serverer Krogstrup i storslået iscenesættelse, billeder af længsel og drømme. Drømme om farten, om magten, om pengene og pigen.

Menneskelige psykodramaer i delikat erotiske settings kendes Carsten Krogstrup for, sammen med de jagende Greyhounds i fantastiske fremstillinger af tilværelsens væddeløb.

I DREAM serien er der dækket op med BLIK legetøj – i flere betydninger.
I hver komposition zoomes helt ind på en enkelt hovedperson, fanget i et stillbillede i et eftertænksomt, melankolsk øjeblik.
– En flot mand i nålestribet jakkesæt ved den nostalgiske motorcykelfigur, en smuk kvinde med bare skuldre og blondetop ligger med et fraværende ansigtsudtryk, mandemodellen svedigt foroverbøjet ved den gule sportsvogn, og manden igen med en iturevet kvindefigur. Mon der også var et ægteskab, der røg?

Kompositionernes nærbilleder gør os til voyeurer, gør os delagtige i de vilkår, der er på spil. Lige der, hvor der lægges op til et handlingens vendepunkt.

Carsten Krogstrup er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i 1993 og har, takket være sin lærer og mentor Anders Kirkegaard, kunnet føje nogle ekstra dimensioner til det nyrealistiske maleri. Her er et element af galskab, af mystik, ikke mindst via den perfekte lyssætning. 

Værker af Carsten Krogstrup

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

 

Kunstens egen forestilling – Gert Brasque

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Katalogtekst for Gert Brasque

Gert Brasque – Opgørets Time

Der er badut i manegen, flyvende for- og bagtæpper, stribevis af rekvisitter, og figurer klædt på, som skulle de deltage i en operetteforestilling. De medvirkende balancerer på liner, stilladser og hængebroer, ofte i fuld gang med at hive tæpperne væk under hinanden. Vi ser den elegante madame, den slipseklædte herre, diverse hårdtarbejdende, tjenende ånder, og må spørge os selv, hvad de har gang i?
Der er god plads til at overveje figurernes væren og gøren i de drømmeagtige billeder af maleren med kunstnernavnet Gert Brasque.

Krumme linjer, inspireret af kameraets fiskeøjeobjektiv, åbner for billedfladen og skubber de horisontale linjer op og ned i et dramatisk rum. Ved at undgå rette linjer skabes mest muligt dynamik på det flade lærred.

Gert Brasque udfordrer sig selv ved at begrænse farvepaletten. I motiverne er der skruet godt ned for det røde, det grønne og fortrinsvis brugt gult, brunt, sort, blåt og hvidt.
Hvor minimalistisk kan man gå?

Kunstneren kender sine elementer, men historien kender han ikke på forhånd. Spillet foregår i billedets eget regi.
– Jeg har sjældent et clue, når jeg slår de første streger op, fortæller han. Her begynder jeg gerne med øvre og nedre horisont. Så gør jeg mig nogle tanker om mørke og lyse områder i billedet, og derpå læner jeg mig tilbage, og venter på, at forestillingen skal begynde.
– Det er ikke som at sidde med en avis, hvor du får en sandhed at vide.
– Det er op til både kunstneren og beskueren at digte sig ind og ud.

Skulpturassemblage af Gert Brasque

Den Vågne Drøm – surrealistisk, metafysisk samtidskunst
Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling
Sophienholm – Nybrovej, Kgs. Lyngby
Frem til 10. januar 2021

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk – baseret på artiklen her
Publiceret i udstillingens katalog, november 2020

Livskunstens geometri – Awang Behartawan

Billedkunstneren og brobyggeren Awang Behartawan fusionerer østlig livsfilosofi med vestlig videnskab

En blød jazztone flyder ud i rummet på Østerbro i København, hvor billedkunstneren Awang Behartawan har sit atelier. På væggen stråler et stort billede, der netop er blevet færdigt, Four Seasons in One Day, hedder det monumentale landskab.

AWBH – Four Seasons In One Day, 2020

Her er forårsagtige farvepartier og stiliserede snekrystaller i luften, og i baggrunden ses gyldent efterår og sommeragtig grøn frodighed. Markant er mellemgrundens hvide netværk af cirkulære gennembrud, en fladeornamentik, der kendetegner flere aktuelle værker hos den indonesiskfødte kunstner, som har boet i Danmark siden 1997.

Billedet fortæller om gentagelse og foranderlighed, om relation og samfund.
Det er inspireret af det danske vejr og af stemninger netop nu, hvor det kendte liv pludseligt kan vende eller gå i stå for en tid. Noget, der ind imellem også påvirker kunstneren, der er vokset op i en kultur, hvor man ellers altid smiler.

Coronakrisen har sat mange planer på stand-by for kunstneren, der plejer at pendle mellem sine to verdensdele.
Et par bestillingsarbejder hænger og venter på at blive hentet til Sverige, men mest ærgerligt er det, at den planlagte fejring af 70-året for det Dansk-Indonesiske Venskab og Diplomatiske samarbejde har måttet udskydes. For kulturudvekslingen mellem de to lande ligger ham stærkt på sinde. Og der er ingen tvivl om, at vi kan berige hinanden.

Awang Behartawan – 2. studio

Natur // Matematik
– Der er kunst i alt, mener Awang Behartawan.
– Når du vågner om morgenen, og mærker den nye dag. Når du står op og vælger dit tøj. Når du tjekker dit outfit i spejlet. Når du drejer rundt, og mærker dit hår.

Der er gentagelse og ny skabelse i det største og det mindste, fastslår kunstneren.

Naturens evne til at reproducere sig selv indeholder imponerende opdagelser og en meditativ grundfølelse, som skaber en helt særlig ro i sjælen. Og den ro fornemmes i kunstnerens nærvær. 

I sit hjemland har Awang Behartawan oplevet, hvor hurtigt et område med by og land rejser sig igen efter en naturkatastrofe, som et vulkanudbrud, der med en askesky kan nå så langt op i atmosfæren, at det også påvirker os her i Skandinavien. Efter katastrofen vender livet hurtigt tilbage, fortæller han.

Gentagelsen, som vi ser i de allermindste naturmønstre, i et blomsterhoved, et sneglehus, en Romanesco broccoli, viser den skabende energi, ført ud i fineste detalje. Matematisk kan mønsteret sættes på Fibonacci-formlen for Det gyldne snit, et geometrisk grundelement, som skaber ro og balance.

AWBH – Heritage Nature Code#6

Mønstre // Fraktaler // Cirkler
Awang Behartawan er født 1970 og uddannet som grafisk designer på Modern School of Design i Yogyakarta. I sin kunst har han ofte arbejdet med gentagelser af mønstre. Engang var det prikker og fine linjer i fortolkninger af traditionel batik til maleri. Siden skabte han poetiske vers, hvor bogstaver i et tæt mønster dannede figurerne.

I 1979 omsatte matematikeren Benoit Mandelbrot selvsimulerende kurver og chaosteorier til computergrafik, hvor Fraktalmønstrene med deres zoomede gentagelser op gennem 1980’erne dukkede frem og begejstrede mange.

– Det er jo mit liv, udbrød jeg, fortæller Awang Behartawan, om det indtryk, det gjorde, første gang han stiftede bekendtskab med Fraktalerne. De fandt vej ind i hans livsfilosofi, hans motiver og kompositioner. Naturelementer i zoom kombineres med byer, bjerge og personer, med fladens ornamentik, og relaterer til det største og det mindste i skaberværket.

Lag // Tid
Fænomenet tid funderer han over, og nanosekundet fra tanke til handling fryses fast i billedet som et monokromt netværk. I nogle værker fremkalder Awang Behartawan yderligere dimensioner, når det yderste farvelag eksempelvis ligger på glasset, og lagene bagved forskyder sig i fragmenterede elementer.

AWBH – Silences Scare, 2020

Det gælder vitterligt om at gå på opdagelse i rigdommen af detaljer. Et af årets værker, Silences Scare, er malet på en readymade med et cirkulært hul i midten, som suger opmærksomheden ind i mørket og zoomer ud igen på en figur, der minder om et danmarkskort.

International brobygning
Med et ben i hver sin verdensdel har Awang Behartawan entusiastisk investeret energi i at skabe mellemfolkelig forståelse.

I universitets- og kulturbyen Yogyakarta på Java har han sit andet atelier, som han generøst har delt med flere danske kunstnere, der har arbejdet her op til deres udstillinger. Awang samarbejder med lokale art foundations, og er bindeled til ambassaderne.

Repræsentanter fra dansk kulturliv fx Nationalmuseet og Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter i Herlev har været på besøg. Netværket spænder over arkitektuddannede Hornsleth, akademielever, installationskunstnere og Bakkens Jeppe Eisner.

Ambitionerne gælder samtidskunsten i vid forstand og de næste invitationer er i støbeskeen.

Men ind til videre gælder det arbejdet i atelieret i København, hvor mønstrenes meditative ro genrejser tilliden til livet. Her er et nyt værk på vej. I forgrunden strømmer kantet modernitet ind i billedet. I baggrunden anes menneskelig anatomi?

– Ja, det er mine børn, der er med, smiler han. – Når jeg ser min søns øjne, så ser jeg gentagelse. At jeg lever videre, selv, når jeg ikke er her mere. Det giver fortrøstning.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Portrætinterview til Kunstavisen nr 10 / 2020

 

Aldrig Stilstand – Mette Rishøj

Af Mette Rishøj, Uden Titel, 2020

Det handler altid om menneskelig eksistens i Mette Rishøjs kunst

Billedkunstner Mette Rishøj står klar i udstillingen Scannet Nutid hos galleriet Kbh Kunst, som sluttede med artist talk lørdag 14. november. Et passende maskeret publikum finder sig til rette i kældergalleriet på Øster Søgade i København, parate til at tage imod.

Værket ved Mette Rishøjs side viser en mægtig, lysende karrusel i bevægelse. Rustikt malet med oliekridt og akryl på en mørkegrøn baggrund af hørlærred, og med sine 143 x 110 cm fylder det godt i rummet. Billedet er tydeligvis blevet til i en rask proces, hvor de enkelte strøg af oliekridt har ramt plet med det samme.

– Jeg elsker at male stort, fortæller Mette Rishøj. Jeg startede med at male gravemaskiner, rygende fabrikker og boreplatforme, og debuterede i 2005 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Det var gået ret stærkt, men det var fedt, for året før havde jeg efter et kursus på Ærø Kunsthøjskole skiftet over til billedkunsten. Så, den hurtige debut var med til at give mod, og bekræfte overfor mine omgivelser, og min familie, at det her kunne godt lade sig gøre.

– Jeg elsker de store værker, for det er faktisk vanskeligere at få et lille billede til at fungere, siger hun.
– Det her var sjovt at lave, netop med det rå hørlærred og oliekridtet, for der var ikke mulighed for at gøre ret meget om, som ellers er ret typisk for min proces i atelieret.

Mette Rishøj, Dancer 2020

Tilværelsens store karrusel
Og hvorfor så en karrusel? Jo, det handler altid om menneskelig eksistens i mine værker, selvom der ikke er mennesker at se direkte, siger Mette Rishøj.

For nogle år siden mistede jeg min far, og det fik mig til at standse op og reflektere. Var det nu rigtigt og vigtigt nok, de ting, jeg havde gang i? Der havde været fart på med udstillinger og undervisning – (bl.a. på Engelsholm Højskole og Testrup Højskole, sammen med egne malerkurser, red.).

– Jeg meldte mig til et keramikkursus, og der kom jeg i gang med at forme de her bløde, uperfekte lerklumper, der blev til et cirkustelt og en karrusel.

– Det kickstartede min interesse for forlystelsesparker, og siden har jeg dels arbejdet videre i keramik, og dels i grafik, collage og maleri med det emne.
I udstillingen ses en af keramikkarrusellerne, hvor der er sat en flok plasticindianere fast på drejeskiven, mens midtersøjlen udgøres af et par readymades, et par lysestager, en i glas og en i messing. Ovenpå toppen, som Rishøj har formet i keramik, er der monteret perler og guldknapper.

– Vi søger en tur ind i den fortryllende oplevelse i den glitrende forlystelse. Det sus, det giver, både på grund af hastigheden og det magisk-overfladiske, som vi godt ved,
at det er. Det giver et gys, vi ikke kan undvære, forklarer hun.

Mette Rishøj – keramisk karrusel

Miljøbevidst recycling
– Jeg elsker at genbruge ting, så de seneste par år har jeg købt og samlet en masse forskellige retrodimser fra legetøj og karruselfigurer, til keramikaskebægre, vaser, lysestager, perler, tekstiler, med mere, og omsat det, hele tiden i en eksperimenterende proces.

– Når jeg maler, så bryder jeg mig ikke om at skylle en masse farve af penslerne og lade malingen gå direkte i vasken. I stedet præparerer jeg områder på mine lærreder og genbruger farveresterne i de næste billeder.

– Jeg elsker det, vi mennesker kan, al den energi, der udlades i fremstillingen af alt det, vi bruger og lever af, men samtidig går det også indad med eftertanker på, hvad det egentlig er, vi foretager os.

En af gæsterne spørger til et værk, der netop har været udstillet på Kirsten Kjærs Museum i Thy, hvor kunstneren genbrugte glasvaser, lysestager, prismer osv. til en installation af kunstige, stivnede, farverige blomster, der ’voksede’ på et spejlblankt underlag. 

– Ja, tænk, hvis vi en dag ikke har blomster, men skaber dem selv på lignende måde, svarer Mette Rishøj.

Mette Rishøj – FUTURA, detajlfoto Lars Mørch

Kunstneren tager et mixed media blomsterbillede frem, som er blevet til på en gammel dug med frynsekant og med hæklede servietringe som blomsterhoveder. De har også fået en gang maling, så de ikke stod for hvide og skarpe mod farvesymfonien i baggrunden. 

– Jeg elsker problemer, siger Mette Rishøj – altså dem på atelieret. Her afprøver jeg dag efter dag, hvordan linjer, farver og elementer arbejder på billedet. Jeg prøver mig frem, laver om, taper skarpe linjer op, lægger lag af farve på, og fjerner farve igen. 

Mette Rishøj viser et andet værk, hvor en fantasifuld og futuristisk boreplatforms kraner nærmest har dyrelignende bevægelser. Billedet er tapet op og malet i typiske stramme linjer, om og om, indtil felterne møder hinanden og holder balancen i dybde og dimensioner.

Mette Rishøj – Reflections I+II+III

Refleksioner I+II+III

I et andet rum på udstillingen viser Mette Rishøj et af sine hovedværker.
Et triptykon, Refleksions I+II+III fra udstillingen Underground på Museo de Nerja i Spanien 2019, har fået en prominent plads på endevæggen i kældergalleriet, og vises for første gang i Danmark.

– Værket blev skabt til en gruppeudstilling med Visuel i 2019, hvor vi valgte triptykonformatet som en fælles reference sammen med udstillingens titel, fortæller Mette Rishøj.
– Afdelingen for Samtidskunst på Museo de Nerja ligger under jorden, og det inspirerede mig til at studere forskellige underjordiske huler og vandreservoirer. Jeg fandt billederne af det fantastiske, næsten kirkerumsagtige sted, badene under Alcazar ved Sevilla, som jeg valgte at arbejde med.

Kunstneren fortæller om, hvordan hun malede vandreservoirets buer, hvælvinger og spejlinger, og alligevel manglede der noget til at give billedet spændstighed. En supereliptisk form blev tilføjet i alle tre dele, sammen med horisontale linjer på tværs af de tre billedflader.

Perspektivet veksler mellem det horisontale vandspejl og vertikale forløb ind gennem hvælvingerne. Gennem talrige farveforsøg falder også dette værk kompositorisk på plads, og giver øje og sind noget at arbejde i dybden med.

Mette Rishøj – Uden Titel, 2020

Må Mette Rishøjs imponerende Karrusel og hendes triptykon Refleksions finde ud og blive modtaget på passende steder, hvor mange får glæde af billederne.

Kunstneren har flere udsmykninger bag sig, bl.a. andet i hjembyen Randers, på skoler og gymnasier, samt hos Kræftens Bekæmpelse i København, hvor hun også i 2015 skabte den imponerende Byens Scene på Kgs. Nytorv. 
Mette Rishøj har aldrig stilstand – der er flere udsmykninger på vej. 

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2020 

Brud mod sin vilje – Barnets stemme

Den 7. Brud – Barnets Stemme

Borgvold – just passing by i Vejle sættes der kunstnerisk fokus på FNs 5. Verdensmål om børns vilkår

Ved parkeringspladsen på Dæmningen, Gl. Havn i Vejle går man forbi et butiksvindue, der er pyntet med hvide blomster og hvide kjoler. Går man tættere på og kigger ind, ser man, at kjolerne er ret små i størrelserne. De er fint designede, det er små brudekjoler med blonder og flæser. Men de er lavet af papir. På gulvet får man øje på et par Ballarina sko og en balje. I baljen er der rester af rødt, en væske? Er det mon blod? Uvægerligt må man vige tilbage ved det syn, hvor uskyld sådan forvandles i kunstinstallationen med navnet Den 7. Brud.

Hvert 7. sekund verden over bortgiftes et barn eller en ung pige under 15 år.
Blandt FNs Verdensmål kan man læse målsætningen om, at alle lande inden 2030 får gjort op med den umenneskelige praksis, og at ”alle skadelige skikke som børneægteskaber, tidlige ægteskaber og tvangsægteskaber samt omskæring
af piger skal elimineres”.

– Men, hvad kommer det egentlig os ved i Vejle, vil nogen måske spørge.

Den 7. Brud – just passing by

Det vil sikkert overraske at høre, hvordan skikke med at arrangere ægteskaber og sikre kulturelt pålidelige alliancer stadig fylder blandt familier, der er kommet hertil med anden kulturel bagage, typisk fra områder med blandet etnicitet og ældgamle klaner. Familierne fortsætter i den kendte levevis så vidt muligt, og i disse familier opleves det ikke kontroversielt, at moderen og bedstemoderen spiller en betydelig rolle i valget af kæreste og ægtefælle til familiens unge voksne. For, det er jo i den gode sags tjeneste.

Medgift // modgift
I den forgangne uge kunne man læse, hvordan unge kvinder med somalisk baggrund gør oprør mod de skikke, der handler om, at der skal være en betydelig medgift til kvinden og hendes familie, før der kan blive bryllup. Den norm gør mere skade end gavn mener de, for, i tilfælde af skilsmisse, bliver medgiften pludselig omdannet til en gæld, der skal betales tilbage. Og dermed stavnsbindes brudene i ulidelige forhold, hvis de ikke kan frigøre de store beløb og betale manden for friheden. Skikkene er nu landet i integrationsministerens indbakke.

De skadelige ægteskabsskikke findes altså også her omkring. Og kun ved at tale dem imod med de midler, der kan bringes i spil, som eksempelvis ved kunstneriske interventioner, kan budskabet sive ud og sive ind. Som det røde blod, der ikke sådan lige lader sig vaske af håndklædet i baljen.

Barnets Stemme
Projekt ”Den 7. brud” er tredje og sidste del af Barnet Stemme Vejles 2020 trilogi om børns resiliens, børns modstandskraft. De sarte hvide kjoler i papir er skabt af designer og formidler Anne Sofie Bang Erbou, som også var med i projektets anden del i Vejle i år. Her var en serie Hjørnebørn at se på gader og stræder for at fortælle om projektet Barnets Stemme og lede ind til udstilling og debat på byens bibliotek.

Hjørnebarn af Anne Sofie Bank Erbou

Bagkvinderne er Sanne Juhler Hansen, projektkoordinator med socialfaglig baggrund, og søsteren, billedkunstner Lene Juhler, der har skabt installationen i vinduet til sit værksted på Borgvold. De to står ligeledes bag projektet Mælkebøttebørn, der i sin tid fandt vej helt til Christiansborg.

– Vi vil med kunstens sprog formidle de svære budskaber. Viden, der lander i hjertet, danner grobund for handling. En handling kunne være at støtte op om de organisationer, der gør et kæmpearbejde for børn og pigers rettigheder verden over, udtaler Sanne Juhler Hansen om projekterne.

De små hvide kjoler på Borgvold taler i hvert fald højt og tydeligt, så det er vanskeligt at vedblive med at være en, som er just passing by. Læs mere på www.barnetsstemme.dk.

Borgvold 16A – Just passing by
Dæmningen – Vejle
Frem til 31. december

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – november 2020

Den 7. Brud – papirklip

Borgvold – just passing by

 

 

Når Naturen kalder – Annette Wier

Annette Wier – When Life Touches You

Det grønne er den røde tråd i billedkunstner Annette Wiers aktuelle soloudstilling Breathing Together i København

Den dag, jeg forstod, at træerne er mine lunger – sådan lyder titlen på et værk af billedkunstneren Annette Wier, der for tiden kan opleves på udstillingen Breathing Together i Bredgade Kunsthandel i København.

Udstillingen kredser om menneskets forbundethed til Naturen, og Annette Wier går på opdagelse gennem sarte, organiske streger på voksbehandlet silke, lærred, bemalet glas og i figurer af træ, hvor naturens egne farver kommer til deres ret.

Om vi er i stand til at lytte til naturen, det optager kunstneren, der inkorporerer jorden, vandet og luften i motiver og titler. Om vi er bevidste om vores egen oprindelse som natur, det sætter kunstneren  spørgsmålstegn ved.

Annette Wier – At række længere, end vi kan nå

Om vi tager ansvar, for de bølger vi udsender, de ringe vi spreder, det spørgsmål dukker op i mødet med Annette Wiers æteriske udtryk.

Hidtil har vi oplevet den ydre balance rykke i kortvarige naturfænomener med stærkere vindstyrker, mere regn, varme somre, og vi hører om stigende havtemperaturer og smeltende is.

Coronakrisen er et eksempel på naturens kraft, der med en hidtil uset hastighed viser, hvordan al vores gøren og villen må rette ind. Virusmutationer ændrer vores livsbetingelser i en grad, vi har svært ved at kapere, så længe kursen er sat på overfladisk hurlumhej, på materiel stræben, på livet indenfor storbygrænsen, på flyrejser og feriemål, og det, vi har købt ind til køleskabet.

Vores relationer, vores kultur og vores evne til nærvær er livsbetingelser, vi akut må lægge om, og indarbejde i nye rutiner og traditioner, da det vante ruskes af sociale begrænsninger, hjemmearbejde, afsavn af familie og fritidsinteresser. Hvad kan vi så?

Annette Wier – Growing Together

Naturen som fristed findes, og naturens evne til at overkomme katastrofer kan vi se hen til, for at bevare tiltroen til livet. Naturen som inspirationskilde er uendelig for kunstnere, og har været det for Annette Wier, også i denne udstilling. God fornøjelse.

Annette Wier er født i 1962, uddannet på Skolen for Brugskunst i København, Ecole des Beaux Arts, Clermont-Ferrand i Frankrig og Det Danske Akademi i Rom. Det er hendes fjerde soloudstilling i samarbejde med Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel.

Ud over artiklen her vises også et billedalbum fra udstillingen på Kunstavisens fb-side.

Annette Wier – Breathing Together
Bredgade Kunsthandel – København
Frem til 22. november.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, november 2020
Klik ind på illustrationerne og få en bedre fotokvalitet.

Annette Wier – Den dag jeg forstod, at træerne er mine lunger, foto Inge Schjødt

Annette Wier – En Tanke

Mellem himmel og jord – Interdimensionale II

Af Viera Collaro og Kristoffer Akselbo
foto: David Stjernholm

Alsidighed er omdrejningspunktet for skulpturbiennalen Interdimensionale II i Herlev

Midt i september skulle champagnepropperne springe for de fyrre kunstnere, de fire års indsats, og for de to ihærdige kuratorer, Søren Brøgger og Søren Hüttel, der har sat Interdimensionale-konceptet på skinner. Mens coronaen dæmpede festen, så har pandemien dog ikke dæmpet kunstens udtryk.

Kom derfor glad en tur til Herlevs Gammelgaard og få dig én på skulpturopleveren, både ude og inde. Skulpturbiennalen Interdimensionale II kan sagtens besøges, selvom coronaen trykker, for hele tredive værker findes udendørs, rundt i parken og landskabet omkring Gammelgaard. Og resten er fordelt med god plads imellem genstandene indenfor i Hovedhuset, i Ny Lade og Gammel Lade. Der er endda fri entré.
– Og på skiltene ved de enkelte værker er der fin formidling til at supplere mødet.

Reinbothe, Walter og Ebbesen

Ud og hjem
Inspireret af de to skulpturfestivaler Glasgow International og Skulptur Projekte Münster har Brøgger og Hüttel grundlagt skulpturbiennalen, der nu vises for anden gang.

Her er blødt og hårdt, her er lyd og lys, her er familieliv og samfundsliv, her er coronaværker og flest coronafrie værker. Her er de garvede og de unge, her er døden med, og livet, her er form og fantasi, flade og rum – allermest rum. Teknologi og struktur, nostalgi og natur. Ja, næsten alt mellem himmel og jord.

En dans med flere dimensioner
’- Hovedtanken bag INTERDIMENSIONALE II er at vise publikum et udsnit af den store bredde af samtidskunstnere, der på hver deres måde arbejder tredimensionelt og skulpturelt med kunsten, og at vise, hvad der sker, når man for en sjælden gangs skyld udelukkende har fokus på det rumlige og det fysiske rum,’ skriver Gammelgaard og kuratorerne.

Af Ivan Andersen

– Udstillingstitlen INTERDIMENSIONALE refererer til, at vi netop ønsker at sætte fokus på rummet, altså det rum, der skabes både i det enkelte værk, men også det rum, der skabes i forhold til de øvrige værker på udstillingen. 

Det er et bevidst valg, at biennalen skal være så alsidig som mulig og vise flere forskellige udgangspunkter og positioner inden for den rumlige kunst. Og det er derfor muligt at opleve værker, der udspringer af både maleriske metoder, videoinstallationer og de mere klassiske skulpturelle greb.’

De fyrre kunstnere er Absalon Kirkeby, Allan Gabi, Amalie Jakobsen, Anders Bonnesen, Anja Franke, Anna Walther, Anna Weber Henriksen, Bank & Rau, Benedikte Bjerre, Camilla Thorup, Christian Schmidt-Rasmussen, Christian Vind, Dan Stockholm, Det Fynske Kunstakademi, Ditte Knus Tønnesen, Finn Reinbothe, Gerda Thune Andersen, Gudrun Hasle, Ivan Andersen, Jeanette Hillig, Jens Settergren, Jesper Carlsen, Jonas Hvid Søndergaard, Julie Stavad, Klaus Thejll Jakobsen, Krista Rosenkilde, Kristoffer Akselbo, Kristoffer Ørum, Lea Guldditte Hestelund, Mette Juul, Michael Boelt Fischer, Michael Würtz Overbeck, Mille Kalsmose, Nat Bloch Gregersen, Per Ahlmann, Pernille With Madsen, Ragnhild May, Randi & Katrine, Ruth Campau, Sian Kristoffersen, Torben Ebbesen, Trine Bork, Uffe Isolotto og Viera Collaro.

Mellem tårne – Randi og Katrine

– Det har været meget vigtigt for os at gøre udstillingen så repræsentativ som muligt. At så mange medier som muligt kan opleves fra kunstnere med forskellige baggrunde. Og fra forskellige generationer. – Her kan du møde alt fra de helt unge og nyuddannede til de mere erfarne kunstnere, der har arbejdet i faget i mange år.’

Og de går godt i spænd, de unge og de gamle, hver med sit næb, men i frimodig samklang.

’- Med så mange forskellige værker kan man ikke undgå at få en på opleveren og lære nye kunstnere at kende. Vigtigst af alt er, at man lader sig begejstre og forundre,’ udtaler Søren Brøgger og Søren Hüttel.

Efter et par timers vandring inde og ude er der både forundring og begejstring at tage med hjem, og glad forventning til næste gang, skulpturbiennalen Interdimensionale kommer til Herlevs Gammelgaard.

– Artiklen her suppleres af en billedserie, der kan ses på Kunstavisens facebookside, og Orla Schantz har ligeledes begejstret anmeldt udstillingen i Kunstavisen 9/2020.

Biennalen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, Toyota Fonden & William Demant Fonden.

Gammelgaard
Gl. Klausdalsbrovej 436, 2730 Herlev
Frem til 22. november

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk
Se også billedserien på facebook

Christian Schmidt-Rasmussen
Hjorten, Ægget og Corona – detailfoto

Michael Würtz Overbeck
Self Portrait, Artist Heartbeat

Skønhed redder verden – Ruth Schjødt-Pedersen

Ruth – 1943 ca.

Det mener Dostojevskij, og læge Ruth Schjødt-Pedersen mente det samme…

Vores mor, Ruth Schjødt-Pedersen er død 6. oktober 2020, 91 år gammel, fra et indholdsrigt liv.

Hun blev født i Bøvl ved Sdr. Omme, og kom ud at tjene efter 7. klasse, som andre gårdmandsdøtre. I sin plads på Teglværket stiftede hun som 14-årig bekendtskab med en kvindelig læge, og traf sin beslutning om at gå samme vej. Hun havde indset, at det var bedst at kunne tjene sine egne penge og blive uafhængig, som kvinde.

Hun tog medicinsk embedseksamen fra Københavns Universitet i 1959, efter præliminær- og studentereksaminer på Rønde Studenterkursus, hvor hun i 1945 mødte vores Far, senere provst Knud Schjødt-Pedersen. De blev gift 1953, og fik fire børn, otte børnebørn og fire oldebørn.

I København gjorde Ruth Schjødt-Pedersen tjeneste på Skt. Lukasstiftelsen, Glostrup Amtssygehus og Sundby Hospital frem til familiens flytning i 1966 til Vestervig-Agger i Thy.

Ruth – og Thomas, 1966

Her medvirkede hun i almen lægepraksis, og på Vestervig Sygehus, og blev medlem af Skolebestyrelsen i Vestervig.

I 1974 blev hun opstillet og valgt ind i Viborg Amtsråd for Kristeligt Folkeparti, og senere valgt til partiets Hovedbestyrelse. Hun afløste Jens Møller i Folketinget i et kortere vikariat, var selv opstillet på Morsø.

I 1990 medvirkede hun til et systemskifte i Viborg Amtsråd, hvor Socialdemokratiet overtog lederskabet fra Venstre og Konservative. Hun sikrede derved flere små partier indflydelse med Bent Hansen (S), nu tidl. regionsrådsformand, som amtsborgmester.

I perioden 1990 til sin fratrædelse i 1996 var hun formand for Undervisnings- og Kulturudvalget i Viborg Amt. I løbet af hendes 22 folkevalgte år var hun involveret i 15-20 udvalg, og talrige forhandlinger, bl.a. om sygehusene i amtet. Men også institutioner som Fenskær Efterskole – Specialefterskolen for unge med særlige behov, som hun blev bestyrelsesformand for, havde hendes særlige bevågenhed. De, oftest, glade børn med Downs Syndrom, o.a., vandt hendes hjerte.

Musik, litteratur og kunst, f.eks. gennem udsmykninger, samt etableringen af Det Jyske Ensemble, og stiftelsen af Medieskolerne i Viborg deltog hun aktivt i.

Portrætfoto til JP 1974

Radioens P1 blev hendes frirum og højskole på de lange bilture til og fra møderne.

I Vestervig-Agger var hun afholdt som læge, som oplæser i Tirsdagsklubben og støttede bl.a. Vestervig Kirkes Orgelfond, ligesom hun i hjemmet i Præstegården bød Velkommen til talrige gæster, familie og venner.

Altid kunne hun bøje sig ned og finde firkløvere og minibuketter i Tommelidenformat, uanset om det var på rejser eller korte udflugter. I stuen nød hun sine Hawaii-blomster og orchidéer, og havens roser, æbler og bær. For vores Far var hun en uvurderlig sparringspartner og livskammerat, som han var det for hende, ikke mindst efter hendes helbred vendte med en mindre hjerneskade i 2003. De fik et aktivt otium sammen i Ebeltoft fra 1996 – 2019.

De sidste måneder var hun en afholdt, stoisk, stadig sprogbegavet og musikglad beboer på Frejasvænge i Kolind på Djursland.

TAK og Æret være mor, Ruth Schjødt-Pedersens minde.

Farvel og Tak til amtsrådet 1996

Af Inge Schjødt, (datter)
Publiceret i Kristeligt Dagblad, 21. oktober 2020

Mor Ruth, april 2016