Vitale vekselvirkninger i lys og stof

Seeing the Unseen - Hansina Iversen

Seeing the Unseen – Hansina Iversen

Udstillingen Seeing The Unseen har jeg glædet mig til at se, efter jeg oplevede færøske Hansina Iversens malerier på Nordatlantens Brygge i København. Nu præsenteres hun sammen med Anne-Marie Wegener, Carsten Crone Caroc, Christina Augustesen, Flemming Hoff, Kristine Djuurhus, Lotte Maja Bjerre, Signe Heinesen og Trine Bork på årets Vinterudstilling hos Lyngby Kunstforening på Sophienholm. 

Tilblivelsesprocessen stiller sig i fokus, vi inviteres omgående i kunstnernes sted, hvor storladne udtryk kombineres med stille nærvær i elegante vekselvirkninger af lys og stof.

Alle værker er nonfigurative, abstrakter af de enkelte kunstneres brydninger med materiale, flade, form og farve.

Seeing the Unseen
Hansina Iversen har fyldt førstesalen med intuitiv maleglæde.
Portraits of the Loved One er titlen, der gælder alle billederne, for det er maleriet, der er The Loved One hos Hansina Iversen. Hun byder op til tåspidsdans med tørre pensler, og kraftfulde spring i tætte, mættede flader. Smukt og modigt gjort. 

Seeing the Unseen - Christina Augustesen

Seeing the Unseen – Christina Augustesen

Christina Augustesen har i tre meditativt lysende Colour Spaces ladet sig inspirere af horisonten omkring Sophienholm, af søen, skoven og himlens skiftende nuancer. Akrylplader med semitransparente, farvede filtre indrammer lys, som skifter blødt og gradualt i både tempo og farveintensitet. 

Kristine Djurhuus lægger vægt på fordybelsen i en krævende, repetetiv arbejdsgang på skulpturelle baner i papir og geometrisk ridsede skiferplader. Lotte Maja Bjerre lader lyset spille over organiske former i stramt, plastomvundet pap i indbydende, elegante kompositioner. Trine Bork opstryger linjer i sine blankskinnende tekstilværker, Captains Log. 

Carsten Crone Caroc har fordybet sig i vekslende kultursymboler, kombineret med forekomster i naturen og en spirituel tilgang. Anne-Marie Wegener maler farver frem og tilbage i enkle, horisontale striber. Det synes som en arkæologisk proces, lag for lag hen mod det færdige billede. Signe Heinesen bygger rolige, transparente malerier op i enkle farveskalaer, malet på kalkgrund. Flemming Hoff udfolder en fascination af struktur i store, diakrome og monokrome arbejder, hvor overflader trækkes ud med tandspartel. 

Seening the Unseen - Kristine Djurhuus

Seening the Unseen – Kristine Djurhuus

Seeing the Unseen - Lotte Maja Bjerre

Seeing the Unseen – Lotte Maja Bjerre

Det giver en vellykket vekselvirkning, at samme kunstneres værker præsenteres i flere rum. Hoff og Heinesen har sammen kurateret udstillingen, og Lillian Munk Rösing har bidraget til det fine katalog.

Lyngby Kunstforenings Vinterudstilling er et velgørende og vitalt modspil til den figurative kunstscene.

Sophienholm
Nybrovej 401 – 2800 Lyngby
Frem til 7. januar 2018

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk
Artiklen er publiceret i Kunstavisen 10 / 2017 

Seeing The Unseen - Carsten Crone Caroc

Seeing The Unseen – Carsten Crone Caroc

Seeing the Unseen - Sophienholm 2017

Seeing the Unseen – Flemming Hoff – Sophienholm 2017

On the road again med de grå ulve

White Dog af Krogstrup  Kunstavisen nr 09/2017

White Dog af Krogstrup
Kunstavisen nr 09/2017

Den hvide Greyhound på Kunstavisens forside pirrer opmærksomheden. Hvorfor maler en maler, det han gør? Carsten Krogstrup og Steen Larsen lader os komme med på en tur gennem deres personlige kunsthistorie på Nordic Noir Art i Rundetårn 

Under en Artists Walk-and-Talk på udstillingen Nordic Noir Art i Rundetårn fortæller Carsten Krogstrup og Steen Larsen indledningsvis, hvordan de i dag følger hinanden via facebook og før udstillingen ellers kun kender hinanden ret sporadisk fra studieårene i 1980’erne i Aarhus. Her oplever de begge to trykket fra den kunstretning, som går under betegnelsen De Unge Vilde, som kom til at beherske kunstscenen i DK efter den legendariske udstilling ’Kniven på Hovedet’ på Tranegården i Gentofte i 1982. En flok akademielever fra Kunstakademiet i København slog nye toner an, der dog ikke huede alle de unge kunstnere, som netop var på vej i startboksen. Malere, som Peter Martensen, for eksempel, og aftenens to hovedpersoner ville noget andet, end det ekspressive, figurative maleri, inspireret af italiensk transavantgarde og tyske Neuen Wilden. 

Carsten Krogstrup fik modellerne for sig selv i studiesalen, og Steen Larsen drog udenlands, til England, hvor han stiftede bekendtskab med nye forbilleder som Edward Hopper, og The School of London.
– En gruppe figurative kunstnere med bl.a. Francis Bacon og Lucien Freud, der netop nu er udstillingsaktuelle på Kunstmuseet AROS, frem til 4. februar. 

Bjerringbro by Night Steen Larsen, olie på lærred, 2017

Bjerringbro by Night
Steen Larsen, olie på lærred, 2017

Vejen
Steen Larsen blev i London grebet af film, af roadmovies som Paris – Texas, af biler og musik af Ray Cooder. Larsen studerede fotografi under uddannelsen på Dartington College 1984-86, og i 1992-93 rejste han ud på et 8 måneder langt road-trip i en Toyota Hiace med tid til at tænke over livet, som sådan. Det kom der tusindvis af fotos ud af.

Der kom maleriudstillinger som By the Way med landskabsbilleder fra vejen mellem Viborg og Aarhus ud af det. Og der kom ROAD udstillingen på Silkeborg Bad og Sophienholm – efter et langt roadtrip ad E45 fra Nordnorge til Sicilien. 

Med Hidden Moments gik kunstneren Guldaldervejen i sine studier af clair obscure teknikken, hvor modellerne for Steen Larsens vedkommende var bilmodeller – lækre Mercere og Folkevogne. Detaljer, som mystiske lysvirkninger inde i kabinen og de rød-hvide refleksbånd blev intense dele af kompositionerne. 

På Græs - Båsnäs  Steen Larsen, olie på lærred

På Græs – Båsnäs
Steen Larsen, olie på lærred

På senere rejser i USA og Sverige har vejen og bilen fortsat holdt facinationen, mens den vedvarende udvikling i maleri, fotos og filmteknik sætter momentum. Dengang som nu rummer motiverne en spænding mellem lys og mørke, mellem figurativt og abstrakt, mellem fravær og nærvær. 

Racing II

Nærvær. Ja.
Vi mennesker!
Hvad ER det vi gør?
Ved dyrene? Naturen?
Ved os selv? Ved hinanden? 

Naturen indhenter os, som det ses i de skovdækkede bilkirkegårde, både Steen Larsen og Carsten Krogstrup har gennemfotograferet og malet en del motiver fra. Tiden indhenter os – uanset, hvor meget vi ræser. Så, der er en del mål og værdier at række ud efter undervejs i løbet. 

Carsten Krogstrup fortæller historier ’en noir’ – mystiske, melankolske, dramatiske, intimiderende, lokkende. Stilen er hypernaturalisme, og som Larsens malerier, skabt i clair obscure, hvor lyset lokkes ud af mørke baggrunde. På en gang er det skarpt og følsomt gjort. 

Opdrift
Kunsten mødte Krogstrup som helt ung på Herning-egnen mellem bøger om Munch og Picasso, hvor han opdagede, hvordan billedkunst, lige som digte og litteratur, kan fortælle noget om at være menneske.

Han begyndte at male. Parafraser, efterligninger af de store, som de fleste har lært det. Som ca. 20 årig flyttede han fra Herning til Aarhus, og han mellemlandede i et udtryk, han opfattede som sit eget, inspireret dels af Lundstrøm, dels af Giacometti, som Carsten Krogstrup bl.a. havde oplevet i det vestjyske, hvor skulpturen Maren o’ æ’ Wogn’ / Kvinde på Kærre under stor bevågenhed i 1960’erne var kommet til at stå på torvet i Holstebro. I dag et højt skattet værk. 

Milano 1 Krogstrup, 1999

Milano 1 Krogstrup, 1999

Rejser
Efter sit møde med 80’ernes Unge Vilde og en kort tid som ekspressionist valgte Krogstrup dels at rejse til Leningrad og London, dels at fordybe sig i det figurative maleri. Med Anders Kirkegaard som professor på kunstakademiet og som inspirator søgte Krogstrup efter sandhed i maleriet, og gav sig til at lære forfra.
Det blev til mange studier og ikke mindst værkserien Spejlinger, en serie ekvilibristiske kompositioner om storbyliv fra Milano, London, Rom og Barcelona.

Siden skar Krogstrup ind til benet, og kogte det menneskelige, det maskuline/feminine, magtforhold/parforhold helt ind i motiverne, bl.a. i serierne Submission og Obsessions – en række iscenesættelser med levende modeller, hvoraf nogle er flyttet ud til bilkirkegården og den diskrete, lurvede campingvogn. I af- og påklædning og i lyssætning dirigerer Krogstrup associationerne.

Alvorsfulde portrætter er det også blevet til, bestillingsarbejder. Senest har Krogstrup malet sin moder, liggende med den sidste blomsterbuket i hånden. Her går tid og ord i stå.

Racing II - Carsten Krogstrup, olie på lærred, 2007

Racing II – Carsten Krogstrup, olie på lærred, 2007

White Dog // Greyhounds
Inspirationen fra Francis Bacons eminente menneskeskildringer kaldte på et nyt drama for Krogstrup, og han så sig om efter levende væsner, han kunne gengive. Hunden, som er menneskets bedste ven, kunne noget, som f.eks. de yndefulde heste ikke kan, uden at forfalde til det sentimentale. Hos hundene, her var det farlige, det legende, det vilde, det venlige, det genkendelige, det uforudsigelige.

Krogstrup fandt frem til et svensk væddeløb med greyhounds, som vi – i parentes bemærket – som beskuere ikke behøver at have særligt ondt af. De bliver behandlet omtrent lige så godt som ejernes børn!
– Men i øvrigt er det noget rod at blande etik med æstetik, mener Krogstrup, for det er maleriet, det handler om.

Nordic Noir ART
Maleriet, kunstarten, der ikke vil dø! er her lyslevende. Fra kulisserne dukker flere frem, som har dyrket realismen, Thomas Kluge, Daniel Goldenberg, Ulrik Møller, som hver for sig er malere og samtidens historiefortællere med passion for lys og skygge, som Steen Larsen og Carsten Krogstrup. Fotografiet er nutidens værktøj, film og dramaserier sætter nye processer i gang, og imens er begge kunstnere i fuld gang med at give færdighederne videre til næste generation.

De står distancen, de to grå ulve på Nordic Noir Art i Rundetårn. 

The Biker, Krogstrup, 2009

The Biker, Krogstrup, 2009

Nordic Noir Art i Rundetårn
Købmagergade 52A
København
Frem til 12. november

Af Inge Schjødt, KOMKUNST.dk 

KOMKUNST.dk har fået en tvillingsøster

Hos KOMWORK gør vi idé til virksomhed og ord til handling.  Motiv af Jonna Pedersen.

Hos KOMWORK gør vi idé til virksomhed og ord til handling. Motiv af Jonna Pedersen.

// Tag godt imod KOMWORK.dk //

Virksomhedskommunikation er mit primære felt, fagligt, erfaringsmæssigt.
– Har du eller dit netværk brug for tekster til PR, hjemmeside, ansøgning, projektbeskrivelse, eller sparring omkring produktudvikling, ståsted og strategi, så byder jeg nu indenfor hos KOMWORK.dk.
Forretningsområdet indenfor erhvervskommunikation skal have fornyet opmærksomhed.

– Nogle af mine virksomhedskunder i byggeri og erhvervsliv har kigget lidt skeptisk, så længe der stod KOMKUNST.dk på visitkortet. Ikke fordi teksten eller produktet fejler noget! Blot fordi det er en uvant profil og signalværdi.
– Med Kommunikationsbureauet Komkunst.dk udleves stor passion, men kunstformidlingen bidrager kun lidt til huslejen, rigtig meget bliver til ’con amore’ – ved en frivillig arbejdsindsats.

– Derfor har KOMKUNST.dk fået en tvillingsøster – sat i verden med eget brand og egen hjemmeside: KOMWORK.dk

Her glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet med bl.a. Gizmow Robots, EKJ rådgivende ingeniører, Walbeck.dk, Lykkegaarden, m.fl. – og til at udbygge kundekredsen med nye freelance opgaver.

VELKOMMEN hos KOMWORK.dk
Inge Schjødt – tel 29 64 92 21 

Græsrobot - Ambrogio L 250E  Promotion for Gizmow Robots

Græsrobot – Ambrogio L 250E
Promotion for Gizmow Robots 

Projekter, ansøgninger, arbejdsmiljø  - KOMWORK gør tanker til tekst

Projekter, ansøgninger, arbejdsmiljø
– KOMWORK gør tanker til tekst