Hæderspris til billedhugger Stine Ring Hansen

Hæderspris til Stine Ring Hansen flankeret af fmd Steen Læssøe og stifter Kai Dige Bach

Det var noget af en bombe, der sprang over Raadvad Fabrik i sommeren 2018, da Staten meldte ud, at Raadvad-området skulle sælges.
– Med en utrættelig indsats blev det afværget, og stedet er nu overdraget til Fonden Raadvad Fabrik. Lejemål for restaureringsværksteder, kunstnere og håndværkere kan fortsætte, og boligerne er omdannet til en andelsboligforening.

Den 23. november i år blev kampen belønnet med en fornem Hæderspris, tildelt Stine Ring Hansen.

”Hun har modtaget Hædersprisen 2022 for hendes mere end 30 årige virke som billedhugger i Bronzeværkstedet i Raadvad Fabrik, hvor Stine Ring Hansen har skabt en produktion af værker, og stålsat taget kampen op for bevarelsen af Raadvad som et levende miljø for håndværkets fag.
– Som en påskønnelse heraf og en tak for sin indsats belønnes Stine Ring Hansen med Eva og Kai Dige Bachs lille fonds Hæderspris 2022 på 100.000 kr.” Beløbet er skattefrit, lød ordene fra fondens formand Steen Læssøe.

Eva og Kai Dige Bachs lille fond – der ikke kan søges – blev stiftet i 2019, og har til formål at yde støtte til lokale fællesskaber, videnskabelige formål, stille eksistenser i økonomisk trang, initiativer der har til hensigt at fremme iværksætteri samt at uddele priser til komponister, musikere, forfattere og formidlere. – Tidligere er violinisten Kim Sjøgren blevet hædret af fonden, og han tilsatte begivenheden en smuk musikalsk tone.

Prisoverrækkelse i Kai Dige Bachs Bibliotek.
Foto: Arne Fribo, 2022

Det lange seje træk
Steen Læssøe, der er formand for Eva og Kai Dige Bachs lille fond, holdt onsdag 23. november talen ved prisoverrækkelsen i Kai Dige Bachs Bibliotek i Hjortespring. Her hædrede han Stine Ring Hansen for særligt tre indsatser.
– Dels hendes tilgang til billedhuggerhvervet med lyst, vilje, ihærdighed og flid – samt en vis portion talent –  dels kvaliteten – også når hun afleverede bestillingsopgaver, som fx en lang række prisstatuetter til Dansk Markedsføringsforbunds Rambukpriser, og dels hendes utrættelige indsat for at forhindre, at værkstedsfaciliteterne i Raadvad faldt i forkerte hænder, da Staten i 2018 uventet fandt på at sælge ud af disse ejendomme.

Med stålsathed har Stine Ring Hansen spillet en helt væsentlig rolle for, at det er lykkedes at overdrage området til Fonden Raadvad Fabrik.
– En lang, sej kamp, som kostede megen energi og arbejdstid fra både familien og bronzestøberiet lykkedes, og fortjener i særdeleshed denne hæderspris.

Stine Ring Hansen ved Raadvad Fabrik

Det man MÅ gøre
Stine Ring Hansen takkede for Hædersprisen, som havde givet hende anledning til at reflektere over sin foreløbige livsindsats, og hvor meget, der havde måttet investeres deri.
– I et splitsekund gik det op for mig, hvordan livet var blevet brugt, hvad jeg havde opnået, og også hvad jeg havde sat til side: SÅ meget.
– Man skaber ud af Jeg’et, og man føler, at man MÅ gøre det i håb om at kunne løfte andre og give stof til eftertanke og rykke lidt på ståsteder og synsvinkler.

Kultur og kunst er overraskende langt nede på listen over samtaleemner, også i en valgkamp.
– Nogen gør det alligevel, sætter alt på ét bræt – uden aftale med Økonomiafdelingen – for ellers bliver det uægte, det der kommer ud af det, sagde Stine Ring Hansen.
NB. Inden begivenheden løb af stablen kendte modtageren kun til, at den skulle finde sted, men ikke hvad prisen indebar.

– Jeg har været heldig at have modtagere, sagde Stine Ring Hansen, og fortalte historien om, hvordan busten af Matadors skaber, Lise Nørgaard, så fornemt endte i Portrætsamlingen på Det Nationalhistoriske Museum frem for, som oprindeligt tænkt i Korsbæk på Dyrehavsbakken. Hun skabte den på eget initiativ og uden forudgående bestilling.

Her havde hendes henvendelser til netværket båret den smukke bronzebuste et bedre sted hen, da der kom et Nej tak fra Bakkens Torben Træsko. Busten af Lise Nørgaard blev afsløret i Hillerød på Frederiksborg Slot i forbindelse med Lise Nørgaards 100-års fødselsdag.

Hæderspris med fondens smukke forgrenede træ og guldæbler.
Foto: Arne Fribo

Fondens stifter – en sand iværksætter
Både Steen Læssøe og Stine Ring Hansen fremhævede også fondens stifter, købmand, brændselshandler og tidligere konservativ politiker MF Kai Dige Bach.
– Den lille fond udspringer af en stor mand med en indre beskedenhed, sagde Steen Læssøe.

– Kai udstråler den samme nerve og kraft, som en kunstens iværksætter, nævnte Stine Ring Hansen.

Den nu 87-årige Kai Dige Bach har stiftet fonden, der har et smukt træ som symbol med fire grene og elleve guldæbler i kronen – til minde om sin hustru Eva, deres fire børn og elleve børnebørn. Virksomheden Kai Dige Bach startede med salg af gas og brændstof ved Gammelgaard i Herlev, der i dag er kommunens kunst- og kulturcenter. Her erstattede Bach for en del år siden laden, der var brændt ned i virksomhedens første år med en smuk udstillingsbygning, ligesom Hjortespring-kvarteret på flere måder bærer vidnesbyrd om entreprenørens virkelyst.

Fornemt er det, at energien gennem Eva og Kai Dige Bachs lille fond flyder videre, og kommer tidens ildsjæle til gode. Hjerteligt Tillykke med Hædersprisen til Stine Ring Hansen.

Af Inge Schjødt, komkunst.dk

Stine Ring Hansens buste af Benny Andersen, 2021.

   

Billedhugger, model og busten af Lise Nørgaard.  Foto: Arne Fribo

Kunsten som modvægt – Ole Bach Sørensen

Ole Bach Sørensen med Love-Hate 2022

– Det går ikke, hvis alt bliver gennemfornuftigseret,
siger maler, grafiker Ole Bach Sørensen

Billedkunstneren Ole Bach Sørensen poster maleriet Love-Hate på Instagram og fanger opmærksomheden med sit aktuelt-ironiske og kærligt-humoristiske billedsprog. Energien og friskheden får mig til at tænke på den tidlige Frederik Næblerød. Ole Bach Sørensen byder indenfor i Kunstnerhuset i Gothersgade i København, og viser rundt i atelieret, hvor værker fra forskellige serier lyser op. Blandt andet Rembrandt-parafraser og bemalet keramik, sammen med eksempler på maleren Annette Sjølunds karakterfulde naturstudier.

Ole Bach Sørensen er født på Amager i 1940 – i en tid, hvor børn mødtes ved jernbanesporene og legede med de remedier, der var for hånden. Som 14-årig oplevede Ole at få respons på sine tegninger hos faren til en af kammeraterne, den senere forfatter Jørn Riel. Johan Riel var frisørmester, og selv en kreativ personlighed, der kunne give konstruktive ord med på vejen. Derhjemme fik Ole Bach Sørensen flest opmuntringer i retning af en solid, borgerlig tilværelse. Skoletiden gik godt, men gymnasietidens sorte skole var hård, og efter småjobs og et påbegyndt jurastudium vælger han kunstnervejen fuldblods.

Opdrift i Ballonparken
Ole Bach Sørensen flytter over i Ballonparken på Amager, en barakby beboet af kreative ildsjæle, og tager på tre måneders studierejse til Paris. Her suger han til sig af modernisme og klassisk kunst, alt, hvad hjertet begærer. Som 21-årig debuterer han på Kunstnernes Efterårsudstilling, og kommer ind på Eks-Skolen, hvor han går et års tid, inden han entrer Kunstakademiet 1962-69.

Ole Bach Sørensen – Solgudinde – Karyatide

Det er en fortrøstningsrig tid, hvor der er plads til at udforske grafik, maleri og et væld af udtryksformer, mens både abstrakt kunst, Cobra, Klein og Jackson Pollock influerer.

Kunstneren optages i løbet af de første år på samtlige censurerede udstillinger – Charlottenborgs Forårsudstilling, Påskeudstillingen i Aarhus, Sommerudstillingen, og han sælger helt godt og stifter familie. I 1962 er han også medstifter af PRO, som året efter udstiller på Charlottenborg.

Fluxus i København
Inde i Nikolaj Kirke huserer Kunstbibliotekets visionære ophavsmand, Knud Pedersen, og sammen med kunstneren Arthur Køpcke arrangeres der Fluxus-koncerter i 1962.
– Fluxus er ”kunst, der er tidsbaseret og ikke knytter sig til kunstens traditionelle genrer. Hvor lyd ikke er musik, det visuelle ikke er billede og optræden ikke drama. Hvor det enkelte værk ikke tager en endelig form, men er under fortsat udvikling.” siger Lex.dk herom.

– Det kan sammenlignes med Dadaismen, det var spændende. Jeg kom der hver eneste aften den uge, det varede, fortæller Ole Bach Sørensen.
– Det tiltrak flere fra Eks-Skolen, Gernes, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Eric Andersen og det ledte til flere happenings herhjemme. Arthur Køpcke var en pioner og en inspirerende personlighed.

I København er den halvanden-værelses lejlighed blevet for lille, og Ole Bach Sørensen flytter på landet for at få plads til at male. Han udstiller kontinuerligt separat, med PRO og med M59.

Ole Bach Sørensen – Vallauris 2015

Picasso, Rembrandt og parafraser
Ole Bach Sørensen har malet mange forskellige serier, og malestilen er blevet tilpasset efter emnerne.
Relationen mellem mand og kvinde går igen. Et Nej veksles til et Ja. I dag bliver folk endog gift, uden at have mødt hinanden før, mens vi overværer den moderne form for menneskeofring via skærmen.

I stuen genkender jeg maleriet Vallauris 2015 fra et besøg i Birkerød Kunstforening, hvor Ole Bach Sørensen og Annette Sjølund udstillede motiver fra Provence. Nogle år har de haft det held at besøge huset La Galloise i Vallauris, hvor Picasso og hans daværende kæreste, Francoise Gilot, i sin tid boede. I dag er det på danske hænder.

– Det var fantastisk at opholde sig i det hus, fortæller Ole Bach Sørensen. Gulvene, køkkenet og toilettet var det samme. Picasso was here – på én eller anden måde – eller det føltes som om. Og det er jo godt nok.

– Da Picasso malede Les Demoiselles d’Avignon i 1907 var ansigterne inspireret af afrikanske masker, og deres stærke udtryk er oplagte at fortolke, fortæller kunstneren.

Ole Bach Sørensen – Old Masters, 2015

– Rembrandts tegninger er utroligt levende i stregen. Skitserne kan noget ekstra i forhold til de færdige malerier, også i Rembrandts tilfælde. Der fandt jeg inspiration til flere udstillinger, og tænkte, at resultaterne blev en blanding af Rembrandt og mig selv. Måske som Rembrandt kunne have malet det, hvis han havde levet i dag, smiler Ole Bach Sørensen.

Værket Old Masters er en parafrase over Rembrandts Klædemagerlauget, De Staalmeesters, hvor de alle har fine hatte, og der foregår forskelligt i skyggerne, når man ser lidt efter.

De senere år har Ole Bach Sørensen udstillet separat i Janusbygningen Tistrup, Politikens Galleri, Museumsbygningen Kbh. Ø, på Kulturloftet i St. Heddinge, og hos Banja Rathnov og Clausens Kunsthandel.

Nye parafraser er på vej, denne gang med Heerup som forbillede. Der er planlagt en udstilling 2023 sammen med PRO på Heerup Museum.

Forsiden af Kunstavisen 10 / 2022

– I virkeligheden arbejder man på erindringen – det er ikke det jeg ser, men det jeg , og lysten til at gøre noget med det, der er det vigtige. Det logiske er ikke noget, vi kan bruge, når vi skaber kunst, slutter Ole Bach Sørensen.

Læs mere: www.olebachsorensen.dk

Læs mere om kunstneren på wikipedia

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 10 / 2022 – november 2022

Illustrationer:
Ole Bach Sørensen i sit atelier med Love-Hate, 2022. Foto: Inge Schjødt
Ole Bach Sørensen – Vallauris 2015. Foto: Inge Schjødt
Ole Bach Sørensen – Old Masters. Eget foto.
Ole Bach Sørensen – Keramiske vaser. Foto: Inge Schjødt

Autokommunikation for eliten – Lederartikel

Foto: Inge Schjødt

Der er en praksis i gang med udstillinger så elitære, at det sandsynligvis mest er kuratorernes kolleger og studiekammerater fra universitetet, der kommer på besøg, når dørene slås op til kunstens hellige haller.
– Det tjener ikke kunsten, og det tjener ikke publikum.

Det intellektuelle niveau lægges tårnhøjt, og man skal helst kende sin Ovid (romersk digter med ca. 2000 år på bagen) for at få en god oplevelse. Med mindre de udstillede genstande forklares og formidles tydeligt, så ender begivenheden i ren autokommunikation, hvor man blot kommunikerer til sig selv og sine fagfæller udi den institutionelle del af kunstscenen.

Og hvor bliver sanseligheden så af – og publikum?

Rundt i landet afholdes velbesøgte udstillinger med afsæt i den modsatte ende af spektret. Messer som Kunst For Alle, Art Nordic og Alletiderskunst i Aarhus og København. Besøgstallene herfra viser, at interessen for kunst er til stede.

Kunstavisens hensigt er ikke at snobbe nedad, men derimod at appellere til kuratorer og udstillingsledere om at skabe den gode blanding af såvel ambitiøse, nyskabende udstillinger, som de mere tilgængelige, hvor eksempelvis maleriet ikke er erklæret entartet – dødt og uvelkomment – eller går helt tabt til amatørerne.

De kommunale kunsthaller kan med fordel samarbejde med kvalificerede kunstforeninger, der står for talentudvikling og et formidlingsniveau, hvor flere kan være med. De kan måske ligefrem skiftes til at vælge, hvad der skal på plakaten?
– Gennem en god dialog kan programmet tilrettelægges, så der tilbydes mere af det bedste fra den kunstscene, der viser såvel det sublime som emner, der i højere grad når frem til dagens publikum.
– Med Ovid i erindring kan man sige: ‘For at vinde kærlighed må man selv være kærlig’, ut ameris amabilis esto.

Der er brug for kunstneriske oplevelser, der taler både til hjerte og hjerne. Som skaber tillid til kunsten frem for at fremmedgøre og mystificere i en sådan grad, at uvidenheden tager magten og støtten til kunst og kunstnere droppes.

– Inge Schjødt, Kunstavisen – Leder i nr. 10/2022 
inge@komkunst.dk