Verden venter vægtløst – Hanne Nielsen Kjærsgaard

Hanne Nielsen Kjærsgaard – Ready to Hatch, 2022

Hanne Nielsen Kjærsgaard zoomer ind mod et transcenderende univers

En tur til Huset i Asnæs kom ret hurtigt i kalenderen denne sommer, da jeg så, at der udstilledes helt nye arbejder af billedkunstneren Hanne Nielsen Kjærsgaard. Fascinerende figurer, svævende vægtløst i en lysende strøm. Måske under vandoverfladen? Måske i et eventyrligt rum?

Jeg har fulgt Hanne Nielsen Kjærsgaard gennem flere udstillinger, hvor hun har deltaget i samarbejde med nogle af kollegerne fra Kunstskolen Spektrum. Blandt andet i Birkerød Gl. Præstegård, i Cobra-rummet ved Sophienholm, i Pakhuset Nykøbing Sj. Ja, lige siden ECHO-udstillingen i Gjethuset i Frederiksværk i 2020.

– ”Hanne Nielsen Kjærsgaards fine malerier rummer dualiteter af ude inde, nærvær fravær, nuet og historien, som får beskueren til at standse op. Titlerne understøtter stemningerne. Billedet We should have stayed, viser to kvinder på vej, som man får lyst til at lære at kende”, skrev jeg dengang til Kunstavisen. – Nu måtte jeg se at komme lidt tættere på kilden til det glødende maleriske udtryk, der fanger og fastholder blikket.

Mellem Himmel og Jord
Udsigten fra spisepladsen i kunstnerens køkken i det centrale København synes lige så vægtløs, som flere af Hanne Nielsen Kjærsgaards motiver. Her på 3. sal ser man lige ud i en lysende grøn trækrone, hvor synsfeltet beskæres af vinduernes format. Top og rod forsvinder. Der er alene det fritsvævende rum foran dig med mørke stammer og energifyldte blade på en solbeskinnet grund.

– Kontraster og dualiteter fordyber jeg mig i med forskellige værkserier. En tid har billederne handlet om Himmel og Jord, om lys og mørkekontraster, og det mystiske, som opstår i det storladne.
– En tid har mine motiver været præget af naturstemninger, komponeret, så man ikke helt kan vide, om man befinder sig under eller over vandspejlet. Noget flyder, noget svæver, og det ophøjede spejler sig i det rolige vand, som også rummer Chaos, fortæller Hanne Nielsen Kjærsgaard.

HNK – Where the Wild Roses Grow

Where The Wild Roses Grow
Gennem en radioudsendelse om blindfødtes beskrivelse af begrebet farve blev hun inspireret til at udforske det anderledes blik på verden, bl.a. det termiske kameras blik og dets alternative beskrivelser af, hvad der er varmt, og hvad der er koldt.
– Personer, som er født blinde, kan godt have en oplevelse og et sprog omkring farver, fortæller hun.
– Når de fortalte om farvernes symbolske betydning, var det som at se med andres øjne.
– Også insekter har et anderledes farvesyn. De bruger både ultraviolet lys og termisk energi.

Perspektiver herfra blev udmøntet i værkserien Mosquito Bite, hvor en særlig farveskala sætter den kendte verden til debat.
– I maleriet Where The Wild Roses Grow har jeg yderligere lånt inspiration fra en Nick Cave sang om en ganske dramatisk kærlighedshistorie, som slutter med en blødende hovedperson i det vildeste mørke.

Barok unatur
Hanne Nielsen Kjærsgaard kan godt lide at sætte i scene og vise ting i mørke rum.
Hun spidder menneskets relation til naturens forekomster i storbyen, når hun i serien City Glam skildrer byens træer, omviklet med lyskæder, så de knapt kan opfattes som natur længere.
Gennem vandspejlet fremkaldes et genskær i ansigterne på nattemenneskene, der vandrer forbi The Pond.
Her udfordres betragteren igen til at finde sig selv, midt i verdens larm.

HNK – City Glam – The Pond

Ballast i grafikken
Kunstneren har fundet inspiration til sine farvevalg hos forgængeren indenfor det abstrakte maleri, Mark Rothko, der også kunne få maleriets felter til at gløde ved at sammenstille forskellige og beslægtede kulører. Peter Doig nævnes ligeledes blandt inspiratorerne.

Oprindeligt er Hanne Nielsen Kjærsgaard uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi i grafisk design. Herefter har hun studeret klassisk portrætmaleri i England på Heatherley School of Fine Art, London.
– Her blev der undervist i croquis, model, portræt og farvelære efter Euan Uglows principper.

På Kunstskolen Spektrum fik hun nye vinkler på sit arbejde som maler, og i 2018 blev hun Bachelor of Fine Arts fra Slade School of Fine Art – UCL, London.

Mennesket tilbage
– Nu er Mennesket på vej tilbage i mit maleri. Det fortællende omkring figurerne har jeg savnet, mens jeg har været optaget af naturen, siger kunstneren.
– For at de ikke skal blive for konkrete og styrende, fremtræder de som en form på linje med alt andet i motivet, forklarer hun.

HNK i Huset i Asnæs, 2022

I Huset i Asnæs var det motivet Ready to Hatch – (Klar til at klægges) – der stærkest fangede opmærksomheden. Med de to sarte embryo-væsner svævende i malstrømmen, omgivet af åkandeblade og skyggefulde bladkroner opstår et på én gang dystopisk og utopisk univers.

Et gennemgående træk er det i motiverne af Hanne Nielsen Kjærsgaard, at kompositionen opløser det tilsyneladende naturalistiske. Atmosfæren udvides i det uendelige, under eller over vandet i et twisted perspektiv. Maleriet får helt sit eget liv. 

– Her ligger skabningerne i det ulmende mørke, klar til at blive slynget ud af ursuppen og op i lyset.
– Det må gerne være dramatisk, så åndedraget måske står stille et sekund i mødet med billedet, siger kunstneren.

Det lykkedes i Asnæs. 
… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 9 / 2022 – oktober 2022

Læs mere:
www.nielsenkjaersgaard.dk

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar