GESTALT i Kapellet, foto Lasse Hansen

Ni billedkunstnere supplerer hinandens forskelligt udtryksfulde stemmer

Et klangfuldt blandet kor af kunstnere har indtaget Kapellet i Holbæk. Med udstillingen ØJEBLIK byder Kunstnergruppen GESTALT på deres tredje udstilling. I kraft af de medvirkendes forskellighed, sat op mod rummets betingelser, opleves fremførelsen som en intens sonet, hvor alle ni kunstnere har en distinkt stemme.

På udstillingen, der kun har åbent ganske kort tid, medvirker: fra venstre Karen Villia Jensen, Grete Kyed Hvam, Vibeke Jensen, Heidi Dacke, forrest Katka Arentsen, Inger Odgaard, Nina Kathrin Schlemm, Alina Shevchenko, samt Eva Hvelplund. Sidstnævnte var fraværende ved fotograferingen på åbningsdagen, men spiller ganske flot med i den samlede udstilling i det hvidkalkede rum, karakteriseret af det unikke lys fra kapellets høje, buede vinduer.

Optakt med alvor // video, maleri og fotokunst
Verden udenfor med krig og kvindelig værnepligt adresseres af Grete Kyed Hvams malerier og Nina Kathrin Schlemm i videokunst og collage.

Øjeblik – udstillingsview

Eva Hvelplund stemmer i med kontrastfyldte, digitale værker af stor dramatisk dybde, pænt pakket ind i kendte sangtitler, nogle endda på fløjlsblødt tekstil.

Improvisationer i maleri
Vibeke Jensens maler pointillistiske, æteriske, semifigurative stemninger på lærred, opbygget med laseret lethed og mættet tyngde i maleriets definerende rum. Billederne klinger velgørende og særdeles relevant, som improviserede, poetisk-meditative pauser for såvel udøver som publikum.

Alina Shevchenko og Katka Arentsen udforsker moderne, abstrakte malede forløb på papir med gentagelser og forskelligartede rytmiske, rumlige formstrukturer i penslernes dans. Hos Arentsen kombineres strøgene med forrevne accenter af vokskridt, stofligt og sansemættet gjort.

Karen Villia Jensen, Inger Odgaard og Nina K Schlemm

Karen Villia Jensens figurative malericollager kommer fra en illustrators undergrund, og står i mættede farver som rolige basklange med sine mytologiske dyremotiver, nordisk-okkulte symboler og udfoldede ravnevinger, der rækker omfavnende ud.

Fantasifulde relieffer
Heidi Dacke sætter ind med dristigt farvesatte relieffer i udskårne genbrugsmaterialer, hvoraf nogle kombineres med tekstil. Her bliver kjolens bortløbne prinsesse til et fabulerende fantasifuldt crescendo, hvor strutskørtets underside med de modererende sikkerhedsnåle får tiden til at stå stille i et ekstra refleksivt sekund.

Elastisk Finale // strik, beton og ready-made
Inger Odgaard får her den afsluttende kadances plads. Med helt nye installatoriske ready-mades af elastiske, maskinfremstillede striktrøjer, tynget ned af socialrealistisk beton, ekstemporerer kunstneren fortsat sine nyskabende værker frem med garn som primært materiale for grundige undersøgelser.

Inger Odgaard – Attractor, ready-made. Foto: Lasse Hansen

Odgaard har de senere år forædlet det skulpturelt-tekstile format, og går her endnu et skridt op i skala med sine kompositioner, fremstillet af kunststofgarner, primer, beton og nervøs velour. Ikke mange slipper afsted med den kombination af materiale og udtryk, men kunstneren Inger Odgaard vover det, og det er inciterende interessant at følge med i hendes vekslende temaer.

Som sonettens strofer er de vidt forskellige, de ni kunstnere, men den velkuraterede samklang gør udstillingen til noget særligt.

God tur til Holbæk.

GESTALT i Kapellet
Anders Larsensvej 4 – Holbæk
Frem til 1. juni

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2025

Grete Kyed Hvam – War Pieces til relieffer af Heidi Dacke. PR Foto

Vibeke Jensen – Med et blidt strejf, akryl på lærred

Daniel Goldenberg – Wave, 2025

Maleren Daniel Goldenberg fornyer det klassiske havbillede på soloudstillingen Into the Light i København

Daniel Goldenberg er en af de få malere, der mestrer hyperrealismen til perfektion. Han kendes på sine tavse bymotiver og dramatiske fortove close-ups, men på det seneste har Daniel Goldenberg kastet sig over en fornyelse af de klassiske havbilleder, og det kan opleves på den aktuelle soloudstilling hos Davis Gallery Contemporary Art i København.

– De havbilleder og motiver med vand, der er malet i gamle dage, de er skabt før kameraet, forklarer Daniel Goldenberg. Så, hvordan kan det afbilledes og fremstilles troværdigt i dag? spørger han med sine nyeste malerier.

Goldenberg er rejst fra byen ud i naturen, og har genbesøgt strandene på Bornholm, hvor han har fordybet sig i lysets spil, i farvernes spil, i bølgestrømmene ind over klipperne.

Daniel Goldenberg – Residing Wave, 2025

Her har han nærstuderet det på én gang meditative og dramatiske i brændingens evigt skiftende sceneri.
– Klipperne og bølgerne er vanskeligere at indfange end byen, fortæller Daniel Goldenberg, og henviser til sine motiver fra byens regnvåde gader, de klassiske bygninger, lysfyldte himle med subtile genskin i facaderne, samt den helt særlige tyste atmosfære, som i mere end 15 år har optaget hans pensler og palet.
– Vind og vejr spiller her en større rolle, og vandet bevæger sig. Bølgen er der kun et splitsekund.

Den Goldenbergske atmosfære
En vis træning har Goldenberg i at analysere splitsekundet og lysets skiften. Som ung interesserede han sig for meteorologi og fulgte lyset og vejret i alle dets udtryk. Noget, som er kommet ham til gode i den særlige, udefinerbare atmosfæriske lethed, der er et af Daniel Goldenbergs fremmeste kendetegn.

Uanset hvor lidt lys, der synes at være i motivet, så er det alligevel lyset, der er den afgørende faktor i Goldenbergs hyperrealistiske malerier, hvor kunsten er ikke at gøre tingene helt knivskarpe.
– Der skal være et atmosfærisk lag, så man ikke kan se hele vejen ind i billedet, fortæller Goldenberg.

Daniel Goldenberg – A New Moon

Blandt sine forbilleder nævner han amerikaneren Edward Hopper (1882-1967), som kendes for motivernes tomhed, og den melankolske ensomhed, når der er figurer til stede. Oplagt er det også at referere til danske Vilhelm Hammershøi (1864-1916), som kaldes en af de første danske modernister, og kendes for sine elegante rum og solstrejf.

Perfect Imperfection
Daniel Goldenberg har malet betydningsfulde steder i både ind- og udland, bl.a. i London og New York. Kombinationer af bygninger, veje og pladser fra Empire State Building til Trianglen med BT-reklamen på toppen af Bien – den gamle sporvognsterminal – over vejkrydset ved Oslo Plads og Nyboder, forbi Christiansborg Slotskirke, hvor en enlig cyklist er på vej hjem i morgenlyset. Kort sagt, rundt i det gamle, klassiske København, hvor Goldenberg oplever en forbundethed med bygningernes kunstneriske sjæl.

Daniel Goldenberg – The First Light

– Jeg drages generelt af billedsproglige ting, elementer som lys og skygge på en flade. Om jeg kigger på havet, på brosten eller på en vandpyt, så er det det samme blik, jeg har.

– Jeg ser efter linjer, der skærer hinanden, så der bliver den nødvendige spænding i billedet. Beskæringen af kompositionen sker helt intuitivt, men justeres til med centimeters nøjagtighed, indtil det er der, fortæller Daniel Goldenberg.

Et solstrejf i en vandpyt

I arbejdet med bybillederne blev Daniel Goldenberg optaget af at raffinere forgrundene.
– Kunne man nøjes med at male en fodgængerovergang?

Asfalt med striber, kantsten og fortove, hvor de på en gang realistiske og abstrakte linjer skærer hinanden. Det har gerne været regnvådt, for det fremhæver strukturerne i overfladen. Vandpytterne, der fanger lyset og gengiver spejlinger af omgivelserne, kalder kontrasterne frem. Ind imellem fanges opmærksomheden af et fremmed element, et fikspunkt, en accent, der lader billedet stå åbent i tid og rum. Her er zoomet helt ind, men det handler også om verden omkring.

– Det, at søge lyset, er en tilgang til livet og et fokus på at søge det, der er konstruktivt og givende, frem for at give fokus til det, man synes er galt eller forkert.

Daniel Goldenberg – Rain Yellow

– Titlen Into the Light peger på flere måder på, hvad jeg vil med min kunst, og hvad kunst kan, udtaler Daniel Goldenberg.

De Bornholmske klipper og brusende bølger kan opleves sammen med fortovene og enkelte bybilleder på denne soloudstilling, hvor især de nye havbilleder imponerer.

Modigt og aktuelt at rette fokus på havet, hvor livet kommer fra.

Davis Gallery
Bredgade 69, København K
Frem til 14. juni

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – maj 2025 

Renate Borgen – Fibonacci inspirationer, foto Steen Rasmussen

De farvestærke værker af Renate Borgen springer lige i øjnene og de kalder på et ønske om at vide mere, når jeg rundt på udstillinger møder kunstnerens geometrisk-systematiske maleri.

Senest mødte jeg hendes værker på en knaldrød væg, præsenteret på udstillingen GETAWAY i Kofoeds Skoles Galleri Underkant på Amager i 2024, hvor værkerne lyste velgørende i klare farver, inspireret af Ittens farvelære. Der var på én gang ro og en hel særlig dynamik tilstede.

Renate Borgen har tegnet og malet det meste af sit liv, og fandt virkeligt hjem, da hun valgte kunsten som sin levevej. Kunstnerisk skoling har hun modtaget i flere forløb, bl.a. på Holbæk Kunsthøjskole og hos kunstskolen Spektrum, hvor hun sammenlagt har fulgt undervisningen i otte år.
Kunstskolen Spektrum er i dag at finde online og kommer dermed hele landet til gode. Fra skolen på Amager er der dannet flere kunstner/netværksgrupper, værksteds- og kuratorfællesskaber, som aktivt bakker hinanden op i den ellers stærkt individualiserede branche.

Intuitivt abstrakt

– På Spektrum ca. 1995-2000 blev der eksperimenteret meget med form og farve, fortæller Renate Borgen. – Jeg rettede blikket mod Poul Gernes, den norske maler Olav Christoffer Jensen, samt amerikansk Color Field Painting med Mark Rothko, Barnet Newman, Agnes Martin, Ellsworth Kelly m.fl. I det hele taget de kunstnere, der beskæftigede sig med farven, som en kunstart i sig selv.

– I starten af 2000-erne udstillede jeg i et intuitivt formsprog med udgangspunkt i de rene farver. En serie malerier i akryl på lærred blev præsenteret hos Illums Bolighus, der har tradition for at vise original kunst i møbeludstillingerne. Herefter fulgte en separatudstilling i Møstings Hus på Frederiksberg, og kuratering af gruppeudstillinger sammen med kolleger, bl.a. udstillingen Havfruer og Frøkner i H.C. Andersens Hus i Odense.

Med Bauhaus som ballast

Renate Borgen – Partitura, foto Steen Rasmussen

Farverne blev ved at fascinere. Derfor blev det relevant at udforske, hvad farver kan i sig selv og som kunstart i sin egen ret.

Borgen rettede opmærksomheden mod den tyske kunst- og designskole Bauhaus, der opstod i mellemkrigstiden i 1919 i Weimar og som revolutionerede formgivningen indenfor en række faglige områder. Bauhaus fusionerede alle kunstneriske arbejdsformer indenfor arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk og industrielt design og fik, trods sin skæbne – skolen måtte flytte fra Weimar til Dessau til Berlin og blev lukket af nazisterne flere gange – en udstrakt betydning for eftertiden med den arkitektonisk stramme, funktionalistiske stil og malerisk- konstruktivistiske kunstretning.

Blandt de avantgardistisk fremsynede lærerkræfter skal nævnes malerne Johannes Itten, Josef og Annie Albers, Paul Klee, Wassily Kandinsky.

– For at forstå farverne, følte jeg, at jeg blev nødt til at gå tilbage i farvelæren. Jeg begyndte at studere farvernes DNA efter Ittens farvehjul. Jeg besluttede mig for at blande mine farver selv ud fra rød, gul, blå og hvid, strengt og systematisk, et arbejde jeg tidligere havde anset som både unødvendigt og kedeligt.
– Det viste sig nu at blive en spændende og lærerig proces, som med tiden udviklede sig til en egentlig lidenskab.

Primært komplementært
– Siden 2013 har jeg mere systematisk udforsket farven med Bauhaus-sætningen Less is more, i Goethes farveteorier og Johannes Ittens farvehjul. Jeg har rendyrket Ittens system af komplementærfarver i en række af værkserier.

– Jeg vælger nogle få primærfarver og en given form, hvorefter jeg metodisk komponerer mønsterlignende variationer over det snævre udgangspunkt.
– Et vist mål af tilfældighed overlader jeg til et slag med en terning, som bliver bestemmende for farvevalget til felt efter felt i de minutiøst disponerede værker på papir.

Af Renate Borgen, foto Steen Rasmussen

Til udstillingen [ree-fleks] i Kunstpakhuset Ikast i 2018 udvikledes geometriske stramme værker i et kvadratisk yndlingsformat under titlen Partitura, hvor smalle farvefelters skiften kunne minde om tangenterne på et klaver. På udstillingen ECHO i Gjethuset i Frederiksværk samt Mirror – Pakhusgalleriet Nykøbing Sjælland i 2020 fik felterne mere fylde. På GETAWAY-udstillingen i 2024 havde kunstneren fundet et formsprog med baggrund i Fibonaccis talrække, hvor felterne vokser i størrelse ud fra den logaritmiske spiral, der genfindes som princip mange steder i naturen.

– Farvelæren har guidet mig tilbage til Bauhaus og de store mestre, som mange kunstnere står på skuldrene af. Herudover har farvelæren hjulpet mig ind i kunsthistorien på forskellig vis, og på en måde hjulpet mig til at få en større forståelse af flere kunstretninger.

Geometrisk revival
Den geometrisk-konstruktivistiske kunst har overlevet mere end et hundrede år og finder til stadighed nye fællesskaber og udstillingssteder. Renate Borgen glæder sig over til september 2025 at skulle medvirke i den internationale kunstnerforening DGAA –  Discursive Geometry Art Association, organiseret af professor Mark Starel i den polske storby Łódź.

– I den tilsyneladende enkle geometri finder jeg fortsat ro og udfordring ved at udforske farver i uendelige variationer, slutter Renate Borgen.

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2025 – april 2015

Ane Henriksen – Urban Growth, foto Ole Akhøj

Overalt ser vi en opblomstring af taktile aktiviteter, der stimulerer hænderne og befordrer en tryghed, som ikke længere findes i den omverden, vi får fortalt på de allestedsnærværende devices. Heldigvis kender mennesket til at finde ro og fordybelse ved at skabe noget, sørge for tøj til kroppen, designe afdækninger mod kulde og indkig, og ved at dyrke fantasien og kunsten, som et reservoir af energi til mental overlevelse.

Når Ane Henriksen finder på at bruge tabt ’byløvfald’ – det vil sige tabte vanter – til at illudere fyrretoppe i en stor gobelin, og genanvende brugt jagt- og marktøj i en udstilling med maleren Jens Søndergaards landskabsbilleder som pendant, så bobler signalstofferne hos den, der har øjne at se med.

Når Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så husker vi udsigter over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som åbenbarer sig i mødet med den genuine tekstilkunst, som vi har så fine traditioner for at skabe.
Nu mangler vi blot at passe bedre på det, og at vise og tolke det, så nye generationer finder glimt af fortidens indhøstede lærdomme, og bærer dem videre med den samme stolthed, som vi nyligen har set ved kongeparrets besøg på det navnkundige franske værksted La Manufacture des Gobelins i Paris.

Kirsten Nissen – Hans Nissens Mark og Iben Høi

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes  – men som der ikke findes noget museum for i dag. Der mangler i den grad et sted med samlingsansvar for tekstilkunst herhjemme.

– Beklædningskulturen og tekstilindustrien præsenteres i lokale samlinger landet over. På Danmarks Designmuseum går tendenserne i retning af møblerne og det industrielle design med fortegnet Danish frem for den taktile og tekstile skat, der er deponeret her.

Ildsjælene i Ebeltoft fik museet GLAS op at stå ved utraditionelle, men virksomme greb. Porcelænet og keramikken har fået fans og fodfæste på museet CLAY i Middelfart. Men tekstilkunsten er endnu hjemløs.
Det kan ikke blive ved.

– Måske kan der udskrives en konkurrence om at overtage Svanemølleværket i stedet for helt at overlade det til Teknisk Museum fra Helsingør? Måske kunne museumsaktiviteterne fusionere, så der bliver plads til både det maskuline og det feminine interessefelt, der ved indfaldsvejen til hovedstaden?

Terningerne er hermed kastet – snart bliver det Kulturministerens tur!   

… … … 

Birgitte Boesgaard – Dobbelt udfald med accessories

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 4 / 2025 – Lederartikel

Læs anmeldelse af Lundsgaard udstillingen – Overvejende tekstil – her

Læs mere om planerne for Teknisk Museum på Svanemølleværket – her

MEP – Langt fra Tæt på

Maleren Michael Ernst Pedersen har helt sin egen måde at se verden på. Med kunstnerens skarpe blik samler han på elementer, der en dag kan bruges i et billede. Et indtryk af en færge ved Amaliekaj, nogle brogede køer på en mark eller blot nogle møbler i et rum – det gemmer han i hukommelsen.

– Det er rummet på fladen, som optager mig, fortæller maleren Michael Ernst Pedersen.
– Perspektivet er én metode, men ikke den eneste. Der kan være størrelsesforskelle, overlapninger og farver, hvor f.eks. nogle farver træder frem, mens andre er mere stille og nogle neutrale, forklarer kunstneren om sin arbejdsform. Malerierne er ikke bundet strengt til perspektivet, og netop derfor rækker de en buket af overraskelser til publikum.

Michael Ernst Pedersen debuterede på Charlottenborg 1981. Han er medlem af Foreningen af 18. November, Maj 93 samt Åbne-Atelierdøre Stevns/Faxe. Han har arbejdet som kunstkonsulent i Gladsaxe Kommune og har bl.a. undervist på Søllerød Kunstdaghøjskole, Skolen for Brugskunst og Frederiksberg Husholdningsskole.

På Kulturstedet Lindegaarden bliver der travlt med mange nye besøgende, mens udstillingen af Michael Ernst Pedersen finder sted. Og det er udstillingen LANGT FRA ∙ TÆT PÅ valgt efter. Lokalerne er udlejet til flere familiefester, konfirmationer, kursusforløb med mere i maj og juni, og der venter gæsterne en humoristisk oplevelse.

Udstillingen er arrangeret af Lindegaardens Venner
i samarbejde med komkunst.dk.

Fernisering – mød kunstneren fredag 2. maj kl. 13 – 15

Udstillingen kan ses 2. maj til 21. juni
Åbent tirsdage kl. 13 –  16. Gratis adgang

Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, 2800 Kgs. Lyngby – læs mere her

Fem af otte kunstnere foran Karen Gabel Madsens galakse

Otte velgjorte, kunstneriske manifestationer genlyder af omsorg, indsigt og politisk forargelse

Det er helt på eget initiativ og der er gået over to år siden kunstnerne bag udstillingen TID ∙ MULD ∙ STJERNE lagde billet ind på at udforske klimakrisen og undersøge, hvordan kunsten kan styrke vores sansning af og respekt for alt levende på planeten i det flotte rum, Bibliotekssalen i Rundetaarn i København.
På den kunstnerkuraterede udstilling medvirker Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen. Otte kvinder med samvittighed.
Ved den første af flere Tower Talks introduceredes de besøgende af kunstnerne selv i denne helt rigtige ramme for den tværæstetiske, historisk- og vidensbaserede begivenhed, hvor der er ganske meget at stille skarpt på.

Karen Gabel Madsen – Sommerfulgetæppet

Det hele handler om de alvorlige konsekvenser, den antropocæne levevis har for naturen, mulden, jorden, planetstjernen og for os selv.

For at komme indenfor i udstillingens areal skal man helt bogstaveligt træde sommerfugle under fode! Karen Gabel Madsen har malet et bånd af truede sommerfuglearter, som kun kan passeres på denne måde: ved at du træder på dem. Så er tonen slået an.

Tidens lære
En kvindelig kriger i en dragt inspireret af tv-serien Star Trek tager imod. Nina Maria Kleivan beretter om en opvækst i Norge med traumatiske familiehistorier, der tidligt i livet i den grad mobiliserede kunstnerens vrede og modstandskraft. 

Nina Maria Kleivan – Klædt til invasion//Dine tårer, mine tårer

Heling har hun fundet gennem arbejdet med tekstilkunsten, der er et af Kleivans fine kendetegn. På udstillingen står otte faner i kreds, sorte udadtil og med stærke ord vendt indad mod midten. Desuden ser vi et lysbord med noget, der ser ud til at være kryptiske levn fra en civilisation, der til sidst har ødelagt sig selv. Tidens forvitrede former er abstraheret og igen koncentreret til et magtfuldt kunstnerisk udsagn.   

Vicky Steptoe fortæller med blomsternes kraftfulde poesi i filmen Pastva om skrøbelig sameksistens mellem blomster, bier og mennesker. Et billedtæppe viser Aztekernes blomst, Dahlia, som de både spiste og brugte medicinsk. Stjerneforskeren Tychos næse, hugget af i en duel, får vi at se, som en advarsel og en hilsen fra eksillandet, og på et bord ses de tegnede dagbøger, der har fulgt kunstneren gennem projektets tilblivelse. Kunstneren viser os i de fire glimt forbundetheden i historien, i nuet og relationen til magtens forvaltning.

Pernelle Maegaard har broderet Jordens remse på genbrugsduge. Dels er det ordspil Fra den skønne jord til Jorden i en anden forstand, dels er det den nonsens, vi kan opleve, når det hele løber løbsk. Med keramiske jordvæsner har hun kreeret en stop-motion video, hvor spørgsmålet er, om de kommer frem af mulden for at kommunikere med os? Er en ny tid i anmarch?

Skam og forargelse i spejlet til Jordens børn

Jeanette Land Schou – Teknofossile Fælledfund

Jeanette Land Schou viser en serie detektorfund, såkaldt technofossile materialer, som kunstnergruppen har gravet op på Amager Fælled. Hun får fundene fortalt i flere versioner, og den ene er betydeligt smukkere, end den anden.

På tre plancher viser hun den praktiske indsats med udgravningen, i et raritetskabinet vises stumperne, og så har hun heldigvis givet nogle af fundene en mere kunstnerisk fortolkning i en serie sort-hvide stillebenfotos af æstetisk karakter. Amager Fælled er blevet mishandlet gennem generationer, kan vi se, som losseplads og som byggeplads.

Nanna Gro Henningsen fortæller med udgangspunkt i planterne muskatnød og valmue på blodig baggrund en skamfuld historie fra det 18. århundrede, hvor grådigheden blandt koloniale handelsfolk tog overhånd, og hele øers befolkning blev udryddet, for at købmændene kunne skaffe sig monopol på de værdifulde krydderier – ren og skær Brutalized Botany.

Nanna Gro Henningsen – Brutalized Botany

I installationen fornemmer vi kolonitiden gennem skibsinventar og orientalsk inspirerede genstande, der fandt vej som dekorative elementer i den vestlige borgerlighed – den lysende globus, skærmvæggen med fint tegnede prospekter og smukke genstande i tropiske træsorter, stablet som symbol på Grådighedens umådeholdne dødssynd.

– Det var dengang. Men, vi kan vist ikke helt sige os fri af den hvide, europæiske overlegenhed, der martrede den vestlige civilisation. ¨

– Så, hvordan tager vi det ind i dag? Hvad tager vi med fra tragedien? Det er dilemmafyldt at håndtere den skyld, der implicit hænger ved skulpturerne.

Fremtiden er fremmed
Henriette C. Hansen har set roerne begynde. Hun er vokset op med landbrugets rytme, og kerer sig om, hvordan vi påvirker og påvirkes af det kulturelle landskab, når naturen omformes og forvrides af menneskelige interventioner.

Henriette C. Hansen har modelleret den genetisk simple Arabidopis, også kaldet Gåsemad, som en dag formodentlig skal vokse videre på Mars, Hun undersøger begrebet terraforming, det at modificere en planet til en mere beboelig atmosfære, her lagt an med termiske folieskærme og symbolske jordprøver i et kig ind i en nær fremtid.

Henriette C. Hansen – Arabidopis Gåsemad 

Bodil Brems har placeret Café Oblivion et sted i verdensrummet, og derude sælger den små erindringsbokse og kapsler med feromoner, halogener, lyde og fortællinger til at nyde på stedet. Caféen er udsmykket med malerier med motiver fra Jorden, der forestiller caféer i en ukendt tid, hvor horisonten er forsvundet.

Hug din højre arm af, hvis den forarger dig
Der er ingen tvivl om, at de medvirkende har gjort sig umage, og individuelt har dybe intentioner. Men, der hvor udstillingen bærer præg af en voldsom kollektiv forargelse, bliver det svært. Netop forargelsen er en særdeles ambivalent og uproduktiv følelse, der går over i vrede, og en oplevelse af uretfærdig frustration.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den skam og skyld, jeg bliver eksponeret for.
– Det er politiske manifestationer i slowmotion.

Forargelse er blevet lokkemad i den hvirvlende nyhedsstrøm, fordi den følges op af andre, lige så stærke følelser, og holder seeren fast. Forargelse misbruges som ’klickbate’. Men det er sjældent rigtig befordrende, især nu, hvor det er mere end rigeligt at forarges over, og det er blevet en folkesygdom at give udtryk for det på den mest hensynsløse måde, bl.a. på de såkaldte sociale medier. Hvordan dæmper vi dog den adfærd?

En rum tid går der, fra en god idé opstår til den kan realiseres i udstillingssammenhæng. Så, når det hele endelig løber af stablen, da er det et godt spørgsmål, om verden vil tage imod visionen? – Holder ideen hele vejen til stjernerne?

Kleivan og Maegaard – Still Dreaming

Epilog: En formildende fortælling
I en verden, der accelererer, insisterer værket Still Dreaming på en anden bevægelse – en, hvor vi lytter, hviler og genforbinder os med drømmens langsommelighed, fortalt af 70 år gamle mennesker på en drømmeseng. Sengens tæppe og pude med masser af stjerner broderer Nina Maria Kleivan og Pernelle Maegaard, mens de våger over de sovende – ude og inde, i forskellige landskaber. Det fortælles på udstillingen i videoen, mens drømmesengen står indbydende med det milde stjernetæppe.

– Den blå seng bliver et transitrum mellem det nære og det kosmiske, fortidens hukommelse og en endnu uvis fremtid, udtaler Kleivan og Maegaard.

Tak for den brændende dedikation!

Der må lyttes til tiden, mulden og stjernerne. Udstillingens, kunstens sensitive omsorg er værd at kopiere i den hverdag, der leves udenfor Rundetaarn.

Rundetaarn ∙ Bibliotekssalen
Købmagergade 52 A
Frem til 9. juni

… … …

Tekst og fotos af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

Bodil Brems – Café Oblivion

… … … 

Vicky Steptoe – Dahlia til erindring

Overvejende tekstil 2025

Bare se og sans udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil på Lundsgaard Gods på Fyn

På Lundsgaard Gods ved Kerteminde kan vi her i foråret se udstillingen Denne Nye Verden – Overvejende Tekstil, og opleve perler af den tekstile kunstskat, der findes herhjemme.

Udstillingen er den tredje i rækken på stedet, kurateret af Torgny Wilcke – og denne gang i samarbejde med Anne Fabricius Møller og Ingrid Kæseler, som har udvalgt omkring 30 kolleger og samarbejdspartnere til et storslået show i Lundsgaard Anexet – Rustikken, der på ferniseringsdagen blev indviet efter en større renovering.

Tekstiler og tryghed // Kroppens fortællinger
På udstillingen er der lagt vægt på den tætte forbundethed til tekstiler, vi alle har i vores daglige liv. Først og fremmest den kropslige relation, der genkendes af den enkelte i mødet med transformerede former for påklædning. Med tøjet som udgangspunkt ses råt bearbejdede gobeliner og fornemme enkeltværker af eksperimenterende karakter.

På gårdspladsen mødes vi af Birgitte Boesgaards skønne røde bluse, der blafrer fra kvisten. Indenfor hænger Ane Henriksens flotte Jagtmark – Markens Skød i dialog med Jens Søndergaard, vævet af brugt arbejdstøj.

Ane Henriksen – Jagtmark – Markens Skød

Også Mette Ussing i fotostatformat med Kjole fra 1967 og Hannah Heilmanns installation My Laura Ashley Dresses viser tøjets betydning. Kristine Mandsbergs blødt skulpturelle værker i serien BIG BLOP går ligeledes i dialog med kroppen i kraft af de organisk-puffede former.

Udstillingen fortsætter op ad paradetrappen til 1. sal, og mellem den flot, fritlagte bjælkekonstruktion hænger og ligger der tøjstykker, formgivet som forskellige spor – Søren Nielsens Paint, akryl på beklædning, FOS’ Wardrobe, Adam Christensens Green Gloves og Lace, samt Birgitte Boesgaards Dobbelt udfald med accessories i endnu flere versioner.

Husets fortrolige fortællinger
På udstillingens anden tematiske hovedlinje fremhæves fortrolige relationer til de taktile materialer i menneskets hjemlige domicil. Mette Winkelmanns Pavillon på plænen giver helt bogstaveligt tag over hovedet. Indenfor til højre i Rustikken falder et hvidt, blødt, tyndt og semitransparant gardinstof ned fra det klinkbyggede træloft – et samskabt tekstil af vietnamesisk-danske Danh Vo og virksomheden Kvadrat med spor af skrifttegn fra tidligere generationer. Bølgende gardinfornemmelser er der også i Iben Højs blondetynde Web, not Waste, og tørresnoren finder vi fyldt af Begitte Lynge Andersens HOMELAND I-IIX, Golden Edition – forgyldte viskestykker.

Claus Egemose – Untitled og Mette Ussing

Et helt sofahjørne er der med gulvtæppe af Caroline Freja Langdahl og Henrik Vibskovs muntert broderede FREDERICIA-møbel.

Torgny Wilckes gerigtindrammede stofbilleder fornemmes som døre, man ikke uden videre kan passere, hvor Claus Egemoses luftkastel Untitled i rødt og stål giver lyst til at blive stående en rum tid.
Den stramme symmetri og regelbundethed i Ingrid Kæselers japansk inspirerede ’pavilloner’ skaber ligeledes en følelse af stedfæstet, åndbar ligevægt, som også kan opleves i Ellen Bangsbos fibernet, flettet af brændenælder.

Landskabets fortællinger
Kirsten Nissen gengiver hjulsporene i kornet i Hans Nissens Mark i ulden rya, så vi husker en udsigt over et dansk landskab. Her er en Erindringens energi til stede, som vi også møder i Anne Fabricius Møllers Brændte, Spirende og Pløjede Marker fra 1990, og abstrakt trykte stofbaner med Traktorgangens grå og gule spor fra 1993.

Fortællinger om Sindsro
Fornemmelse for tekstilmaterialets sindsro udviser kunstneren Signe Emdal, som har haft hænderne i jordsnavsede, rå hamme på Island. Forsigtigt inviterer hun den kun sparsomt skyllede råuld ind i sin verden af lysende, pastelfarvede tråde, så natur og kultur favner hinanden i værket Mqruldr.

Signe Emdal – Mqrueldr

En vis ro er der også i Charlotte Østergaards frithængende tæppeduet ComPleat, i AVPDs monocrome Fabric af farvet tovværk, samt i Grethe Sørensens to markante jaquardvævninger, der illuderer fotografiske nærbilleder af vævede billeder under titlen Tokyo Nights Close Up. Her er der både afstand og nærvær, når du kommer helt tæt på, og fornemmer de faktiske tråde.

Mette Ussings tidlige vævninger i hør og uld, og motivet Skovbund vidner om tekstilkunstens engang mere naturbundne univers fra 1960’erne og 70’erne. I en noget mere løssluppen kategori har vi Cecilie Bendixen og Laura Bruëls Forvildede interiører fra 2025, som kan opleves både inde og ude.

Værket Drivebillede, Dirigeret Tachisme fra 1960 af Gunnar Aagaard Andersen, samskabt med Ege Tæpper, ligger centralt lige ovenfor trappen på første sal og vidner om datidens udsyn og muligheder for samarbejde, hvor malerens motiv er omsat til tekstil.

Et sådant samarbejde med visionære sponsorer kunne gøre det muligt at tage hånd om de tekstile kulturperler og sikre dem for fremtiden. Foreløbigt gør Lundsgaard det smukt ved at lægge fabelagtige kvadratmeter til udstillingen med Overvejende tekstil i den nyistandsatte verden.

Men faktum er det, at tekstilkunsten herhjemme i realiteten er hjemløs.
– Det kan ikke blive ved.

Grethe Sørensen – Tokyo Nights – Close Up

– Tænk, hvis der nu var et blivende sted for et gensyn, et samlingssted, et museum for tekstilkunst med samlingsansvar. Da kunne vi opleve tekstilkunsten med endnu mere sindsro og tryghed i forvisning om, at tekstilkunsten får sin berettigede anerkendelse og kulturperlerne bevares.

Lundsgaard Gods ∙ Anexet 
Lundsgårdsvej 15 – Kerteminde
Frem til 1. juni

… … …
Læs mere om Lundsgaard Gods – Anexet her
… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – april 2025

… … …

Kirsten Nissen – Hans Nissens Mark og bagest Iben Høi

Af Ingrid Kæseler og AVPD

Classeværelset – What’s the Plan, Again?

Hedeby, Dahl, Nyhus, Krogstrup, Søeborg og Lundsgart serverer jysk-akademisk cocktail af livskraftig karat

Billedkunstner Bent Hedeby Sørensen har sat en flok studiekammerater stævne i Classeværelset på Østerbro i København til udstillingen What’s the Plan, Again?
De seks medvirkende, Inge Dahl, Morten Nyhus, Carsten Krogstrup, Lena Søeborg, Ulla Lundsgart og Bent Hedeby Sørensen har en fælles uddannelsesmæssig baggrund fra Det Jyske Kunstakademi, hvor de studerede i årene omkring 1988. På udstillingen vises malerier, mixed media, video, fotokunst, installationer og performative værker, der inddrager den besøgende.

Vælg dig selv
– Hvordan har vi forholdt os til det, skolen stod for dengang? Hvad kom vi fra, hvordan påvirkede akademiet os og hvor går vi hen – hver især? spørger Hedeby i introduktionen.
– Hvad var egentlig planen, og hvad er planen nu?

Carsten Krogstrup – Demons & Passions

Det er ikke for tøsedrenge at komme i gang på en akademisk uddannelse; undervisningsformen kommer bag på mange 20-årige, når de overlades meget til sig selv i dage og uger ad gangen.

Med et Kierkegaardsk udtryk handler det om ’at vælge sig selv’ – I dag ville man sige ’at finde sig selv,’ men at vælge er en betydeligt mere aktiv handling, og den er på ingen måde egoistisk, som meget af den usunde markedsføring, der raserer omkring os.

Processen indebærer adskillige over- og undersøgelser og svinkeærinder undervejs.
Blandt kunstnere er der tradition for dannelsesrejser, og dem havde gruppen et par stykker af i slut-80’erne, hvor Muren stod endnu, og der ikke skulle grines af de øst-tyske skrankepaver i Berlin. I vore dage er der bestemt heller ikke meget at grine af.

Nej! Ja…
Inge Dahl undersøger livsrejsens bagage, og viser et tableau af røde genstande samt maleriet The Dance. Kunstneren har udsmykket Nationalmuseet i København og Juridisk Institut Aarhus.

Ulla Lundsgart maler ikke blomster, men viser i video og maleri den nostalgisk-melankolske stemning, der opstår, når forældre dør og efterlader en hob af minderige genstande.

Morten Nyhus – Nej! Ja…

Lene Søeborg giver den besøgende medansvar, når strikketøjet i hænderne på gæsten samtidig trevler et tilsvarende arbejde op – hvad har vi gang i? Hvad er ret og vrang?

Carsten Krogstrup viser fotoserien Demons and Passions, der er en forløber til hans malerier af modellen Natasha. Vi kommer helt tæt på.

Bent Hedeby maler med computergenererede billeder nogle surrealistiske scenerier. Perspektiverne gør menneskene små og forgængelige i de drømmeagtige sekvenser.

Morten Nyhus råber Nej! Ja… og æder dokumentationen foran sin Guernicaparafrase – en sindsoprivende mavepuster.

– Hvad var lige planen, igen?
Det er en stærkt seværdig cocktail, de seks serverer i Classeværelset.

Classeværelset
Classensgade 7D – København Ø
Frem til 29. marts

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2025 – marts 2025

… … … 

Lena Søeborg – Ret og vrang

Illustrationer:
Udstillingsview med billeder af Bent Hedeby Sørensen tv. og Ulla Lundsgart th.
Foto: Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – Natasha Demons and Passions.
Foto: Carsten Krogstrup

Morten Nyhus performance ved maleri af Inge Dahl.
Foto: Carsten Krogstrup

Lene Søeborg – Ret og vrang, stol og strik.
Foto: Inge Schjødt

Inge Dahl – Rødt Tableau.
Foto: Inge Schjødt

Inge Dahl – Rødt Tableau

Wiliam Skotte Olsen – Fuglens Vindfang

Ingen kan være i tvivl om Wiliam Skotte Olsens talent trods vanvidskørslen på syre og farve

Mange kender Wiliam Skotte Olsens kunst, og bidder af hans skæbne. I sin levetid blev han en københavnerpersonlighed, tidligt forgudet og siden begrædt. I Bispegården i Kalundborg markeres hans livsværk.

Wiliam Skotte Olsen blev født på Amager i 1945, han kom på Kunstakademiet som 20-årig i 1965, debuterer hos gallerist Henning Larsen i Bredgade i København i 1966, og anses omgående for et særligt begavet kunstnertalent i kraft af sine intense farver, motiver og malemåden, hvor han virtuost lægger lag på lag, og fra dybden af det pastose får lyset til at spille.

Skotte har et lifligt musisk talent, spiller violin, basun og guitar. Musikaliteten har han hjemmefra, hvor familien er tilknyttet Frelsens Hær. Omkring 1967 optræder han med syrerockbandet Steppeulvene, og danner gruppen Green Grass Group sammen med vennen Hasse Levy.
Man kan gisne om, at det spirituelle er indlejret som en faktor fra starten. Christianshavnerens udsigt til spir og kirketårne, ansigterne i de hollandsk inspirerede kanalhuse og byens rum genopstår, destilleret i hans billeder.

Wiliam Skotte Olsen – 1960’erne. Fotograferet af Teit Jørgensen

Det københavnske hippiemiljø med stoffer og eksperimenterende livsstil får ham til tælling i midten af 1970’erne, men på Sankt Hans Hospital er der omsorg for kunstnersjælen, og han kommer tilbage. Dog ikke så feteret, som i begyndelsen.

Fra engang i 1980’erne og til sin død bor han i en skurvogn på Christiania og udfolder sit talent på alskens overflader, trods skiftende energiniveau i et anseeligt antal værker. Umiskendelig er han i sin originalitet. Hans form og farvesans brænder igennem og fanger publikum. Nye samlere kommer til.

En sand slikskål for Skotte-fans
Den dedikerede færing Cem á Hólum og gallerist Annegrethe Davis har i samarbejde med Kalundborg Kunstforening valgt at markere 80-året for kunstnerens fødsel 4. april med en udstilling og en bogudgivelse, hvor samlerne deler begejstringen for værkerne – hvoraf flere ikke har været vist før – og samlernes personlige anekdoter om Skotte.

Wiliam Skotte Olsen – Åben mand med rød prik

Kunsthistoriker Mikael Wivel har fulgt og kendt Wiliam Skotte Olsen, og står bag bogens introduktion. Han bruger udtrykket: vanvidskørsel om Skottes forvaltning af talentet, som han beskriver farvemæssigt på højde med Asger Jorn.

– Der er tale om overdådige billeder, malet i højt humør og med en frodig fylde i penslen. Storbybilleder af episk karakter. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund, men det virker, som om det hele er set i et troldspejl eller gennem et prisme, hvor centrifugale kræfter er sat i spil, skriver Wivel.

Udstillingen er et rørende møde. Skotte Mania betegner således både kunstneren og myten.

Kalundborg Kunstforening – Bispegården
Adelgade – Kalundborg
Frem til 27. april

Foredrag og fejring
Wiliam Skotte Olsens 80-års fødselsdag markeres med et foredrag 
ved Mikael Wivel 4. april kl. 15 i Bispegården, Kalundborg. Entré 75,- kr.
Bestil billet her

Bogudgivelse: Skotte Mania
Introduktion ved Mikael Wivel og tekstbidrag fra private samlere
Idé og projekt: Cem À Hólum og Annegrethe Davis, www.davisgallery.dk
Layout og grafisk tilrettelæggelse: Aleksander Kosmala, www.kosmala.dk
ISBN: 978-87-90882-13-6
Kontakt: info@davisgallery.dk

… … …

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 3 / 2025 – marts 2025

Portræt af Wiliam Skotte Olsen, foto: Teit Jørgensen
Wiliam Skotte Olsen – Fuglens Vingefang, 1982. Foto: Annegrethe Davis
Wiliam Skotte Olsen – Åben mand med den røde prik. Foto: Annegrethe Davis

Rasmus Myrup – Gerd og Misteltenen på Frederiksborg 2025

Gefion, Svantevit og Mosekonen i nye klæder på Frederiksborg, hvor Rasmus Myrups mytologiske skulpturer mingler muntert med gæsterne midt i museets rige kulturhistorie

Fra kælder til kvist myldrer det med fortællinger, når man som besøgende går rundt i salene på Frederiksborg ∙ Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød. Med den nyåbnede særudstilling Rasmus Myrup på Frederiksborg er det blevet muligt at følge et særligt spor, og sætte fokus på 16 myter, vi hver især måske har set symboler på og hørt brudstykker af engang. Nogle af fortællingerne husker vi, nogle er gået vores næse forbi, men her får vi chancen for at finde den røde tråd i godt selskab.

De store fortællinger lejres bevidst og ubevidst i vores sprog, og forsyner os med ord og billeder på det halvfarlige, det uhyggelige og det uforklarlige i naturens og psykens fænomener, som også er med til at modne os og danne vores almene erfaringer. For at disse teleporte mellem fortid og fremtid kan leve videre i nye generationer, må de kaldes frem og genfortælles i tidens toneart.

Rasmus Myrup – Mor Grib og Nissen, Nøkken og Gerd

Allerede velkendt på den danske og internationale kunstscene træder Rasmus Myrup til med fortolkninger af kendte mytologiske figurer i nye klæder – bogstaveligt talt.

Af tøjstykker og naturelementer, som strå og grene, bark og jord, har han formet otte figurpar, vi nærmest render ind i, som er de andre besøgende, der lige har valgt at hvile sig i en niche, på en bænk ved vinduet eller stående i samtale under en af de store lysekroner. De skiller sig ud ved deres særdeles symbolladede outfit, mens de mingler med os i øjenhøjde.

Den halvsmarte snylter
Misteltenen er ham kammeraten i den brogede jakke, der ofte lige skal bomme en smøg, men aldrig leverer det lånte retur. Se ham, undermåleren, i de grønne plateausko, der forsøger at hæve og hævde sig i kraft af andres energi.

Gerd – den skønne mønsterbryder
Gerd møder vi i bjergene og i skoven i et krydsfelt mellem jætternes og asernes verden. Skabt af ren kærlighed går hun selv efter kærligheden, den stille, modige Gerd, på trods af slægternes regler og kotumer for, hvem man gifter sig med, og hvem man ikke kan omgås.
– Så smuk er hun, at hun også får skylden for den udkårnes ulykke den dag, den rammer ham – Frej, da han står i kamp og mangler styrken i sværdet.

Rasmus Myrups Gefion møder Frølich, 2025

Åmanden, også kaldet Nøkken, ses hun sammen med. Han er skabt af tagrør, ham, der bor ved åer og vandløb og trakterer violinen, så han på magisk vis forlokker sarte sjæle.

Gefion, der er mor til fire raske svende, som kan forvandles til okser, møder vi i en noget udmattet udgave. Den enlige mor med babyliften har umiddelbart ikke meget til fælles med Frølichs udgave i loftet, men det afhænger nok af øjnene, der ser.

Og så er der Maren, hestepigen, der får os til at sætte os op i sengen med sved på panden. En kraftfuld femkantet stjerne har hun på hætten. Således har Rasmus Myrup inkorporeret symboler og tegn, det er værd at dykke nærmere ned i, hvis man nu bliver bidt af de brogede fortællinger, som han selv engang er blevet det.

Og gid, det må fortsætte, dette engagement hos kunstneren. Ud af mange iscenesættelser ser det ud til, at Rasmus Myrup netop med dette stof har fundet en særlig synergi, der passer godt for ham, når han ønsker at udforske fortællinger om identitet, tilhørsforhold og magt i et nutidigt perspektiv.

Præsentationen af Rasmus Myrup på Frederiksborg er et scoop for Det Nationalhistoriske Museum.

Rasmus Myrup – Hestepigen Maren

Til udstillingen har museet indlånt flertallet af værker og kun specifikt ønsket at få to nyfortolkninger i dialog med samlingens hovedværker – nemlig den fire-hovedede Svantevit, kendt fra Frølichs motiv af togtet mod Venderne, og Gefion, der pløjede Sjælland ud af Sverige.

I vores tid er det nok ellers oftest i computerspillene, at de mytologiske figurer og deres egenskaber bringes på bane overfor et ungdommeligt publikum. Tak til kunstneren for at give dem fysisk form og bringe dem i øjenhøjde på Frederiksborg.

♥♥♥♥♥ Fem stjernehjerter fra Kunstavisen.

Rasmus Myrup er født 1991, opvokset i Odsherred og dimitterede fra Det Fynske Kunstakademi 2018. Han har bl.a. udstillet på Tønder Kunstmuseum, MSJ 2024, i Overgaden – Institut for Contemporary Art 2023, Sorø Kunstmuseum 2022, SMK 2020, og vist Homo Homo hos Tranen Contemporary Art Center i 2018 for blot at nævne nogle få udvalgte.

Desuden har han udstillet i flere internationale sammenhænge, bl.a. på Salon de Refusees 2024 i Rennes Frankrig og Haag NL 2024, GIBCA – Göteborgs Internationale Biennale Contemporary Art 2023, samt gallerivisninger hos Jack Barrett (US) 2024, og 2022.
Siden 2021 har han været repræsenteret hos Nicolai Wallner (DK), hvor flere udstillinger og projekter er nævnt.

Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg ∙ Hillerød
Frem til 31. august

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – marts 2025
Fotos: Anders Sune Berg for Frederiksborg