Shapes of Ice – Egeværk, 2019

Inspireret af smeltende ismasser skaber snedkerne hos Egeværk skulpturelle møbler i dansk asketræ, som lige nu kan ses på udstillingen Shapes of Ice i Gjethuset Frederiksværk

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Snedkerparret Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk i Hundested går nye veje med deres prisbelønnede snedkerhåndværk, og viser det allernyeste på udstillingen Shapes of Ice i Frederiksværk. 

Med isen som omdrejningspunkt har Egeværk skabt unikke, skulpturelle værker i dansk ask, der bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst og design, og som berører den evigt aktuelle dialog om kunsthåndværk og et egentligt kunstnerisk udtryk.
De pirker med udstillingen til den traditionelle opfattelse af dansk design og dansk møbelkunst med en udtryksform, som herhjemme ofte kalder på løftede øjenbryn og spørgende attituder, men som i udlandet ikke har vanskeligt ved at vinde anerkendelse.

Mette Bentzen og Lasse Kristensen fra Egeværk har kompetencerne i orden til at eksperimentere med træets formåen. De er begge udlært fra virksomheden PP Møbler i Allerød, som fremstiller de danske møbelklassikere fra Hans Wegner, Nanna Ditzel, m.fl.

Void Vortex – Egeværk 2019

I foråret 2019 modtog parret Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug på 150.000 kr. for deres modige, nytænkende arbejde med træet og håndværket.

Ved overrækkelsen af Snedkerprisen fremhævedes også Egeværks spektakulære samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown i Hundested, hvor de er fælles om at skabe internationalt efterspurgte fortolkninger af vikingeskibe i glas og træ. 

Vejen og viljen
Hidtil har Egeværk primært stået for fremstilling af op imod 200 unikke, specialtegnede møbler, reoler, borde og stole i samarbejde med blandt andre arkitekt og designer Hannes Stephensen, som har forstået at udfordre ambitionerne og lysten til at afprøve, hvad træet kan hos det unge team. Det er eksempelvis blevet til stolen i dansk asketræ, A Touch of Mack, der sender en hilsen til den skotske pioner indenfor The Arts & Crafts Movement, kunstneren og designeren Charles Rennie Mackintosh, som for et århundrede siden satte sit eget umiskendeligt kunstneriske aftryk med sine særligt dekorerede, højryggede stole til blandt andet Glasgows Willow Tea Room. 

Arbejdet med forarbejdningen, udvælgelsen af træet og de mange timer med høvl og overflade har, udover et unikt kendskab til træet, givet stødet til en større opdagertrang. 

ORBIT – Klima COP24, 2018

I 2018 blev den udmøntet i serien Void, som består af hovedværket, det væghængte Void Vortex, nogle små borde, samt unika Stalagmitter og Stalaktitter i ask og i den jordfarvede, afrikanske træsort wengé, der også kan ses på udstillingen. 

Et elegant forarbejdet væghængt værk i wengé og kobber, skabet Essentia, der i sine farver og former refererer til en muldrig pløjemark, tiltrækker sig fortjent opmærksomhed sammen med ORBIT, en hængende, sfærisk kugleform med en diameter på 180 cm, skabt i ribber af valnød og ahorn. – ORBIT har tidligere været vist i Den Nordiske Pavillion ved FNs Klimakonference COP24 i polske Katowice, 2018. 

Lader træet tale
I værkserien Shapes of Ice i dansk asketræ tager Egeværk snedkerkunsten et fornemt spring videre i en ganske relevant retning, hvor naturen og materialerne får egen taleret. 

Shapes of Ice – Void, 2018

– Det begyndte med en vandpyt.
Eller rettere en hylde og en vandpyt, og et møde med Sarah Myerscough fra det Londonbaserede galleri under samme navn. 
– Hylden Void i det næsten hvide asketræ havde en organisk form og en karakteristisk formet, vandstråle- eller istapstruktur i sin afslutning.
– Det vakte begejstret genklang, og lysten opstod til at arbejde videre med dialogen mellem is og ask. 

Efter mange intense studier, forsøg, skitser og modeller er de parallelle egenskaber i træets og isens strukturer blevet til møbelkunst i Shapes of Ice.

Med en proces under damp kan flere rødpigmenterede enzymer trækkes ud af træet, så det fine spil mellem vårved og sommerved står tilbage hvidt i hvidt. De udvalgte og millimeterpræcist sammenlimede træblokke lader åretegningerne med alle deres overraskelser medvirke i det samlede udtryk. 

Shapes of Ice – Egeværk, 2019

Det er fornemt gjort, og det er ikke mindst formfuldendt gjort i en kvalitet, som gør dansk snedkerkunst ære. Egeværk træder varsomt, men udtryksfuldt ind på den del af kunstscenen, der særligt eksplorerer materialets iboende egenskaber, såvel de funktionelle som æstetiske og narrative egenskaber, i et autodidakt, autentisk formsprog.

Egeværk, der blev grundlagt i 2011, kommer allerede vidt omkring med værker og designs – ikke opregnet i stk antal, men til udvalgte gallerier og internationale Arts- & Crafts messer.
De samarbejder med Galerie Maria Wettergren i Paris og med Sarah Myerscough Gallery i London, og herhjemme findes en kreds af samlere til deres arbejder.
Efter udstillingen i Gjethuset rejser Shapes of Ice videre til London. 

Shapes of Ice – Void, Egeværk

Egeværk udstiller Shapes of Ice
i Gjethuset Frederiksværk
frem til 11. september

tekst & fotos
Inge Schjødt, komkunst.dk 

Essentia – wengé, kobber, detail, Egeværk 2019 

Shapes of Ice – Egeværk i Gjethuset, 2019

Tina Menore – Love is You : Love is Me, 2019

Der er alvor bag det naive udtryk på udstillingen Love is You : Love is Me af amerikanskfødte Tina Menore Christensen, som fandt kærligheden, og hilser Danmark som et Shangri-La i en barsk og utryg verden.
I samarbejde med Lyngby Kunstforening indtager Tina Menore Cobrarummet ved Sophienholm frem til 25. august

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk

Når man træder ind i Cobrarummet ved Sophienholm får gæsten en særdeles farvestrålende sanseoplevelse. Her har billedkunstneren Tina Menore skabt en vision af kærlighed, et Shangri-La for Peace, Love and Harmony, et dejligt sted at være med plads til leg, dagdrømme og allermest vigtigt; kærlighed.

Udstillingen Love is You : Love is Me er som et magisk, installatorisk maleri. Straks ved porten lyser et LOVE-spejl med glimrende vinger, hvor man kan tage Love-Selfies i en yndig indramning. Indenfor er der gyldne tapeter, ønskebrønd, krystaller og engle i forskellige formater. Nogle af dem er hentet i klassiske forlæg, og alt er skabt i maleri og papmaché, overstrøet med glimmer.

Tina Menore – Crystal Dreams no 12

På udstillingen møder publikum papirstykker, hvor de, som har lyst, kan skrive anonymt, hvad kærlighed er for dem.
– Disse Kærlighedserklæringer bliver løbende vist frem, for at alle kan se dem, og opleve, hvor mange refleksioner, der er i kærlighed, fortæller Tina Menore over en lyserød smoothie, og fortsætter:
– Min kunst er fabulerende, fyldt med feer, dyr, mennesker og natur. Disse scener er opdigtet i mit hoved. De er dagdrømme, et psykologisk safe place, som jeg søger. Det er et sted, hvor alle trives, og hvor alle føler sig elsket. 

I begyndelsen // Blomsterbarnets barn
Tina Menore har taget en lang rejse, både som kunstner og gennem livet som sådan for at nå frem til sit fairytale udtryk. Hendes mytologiske univers har sit udspring i den farverige bydel The Castro i San Francisco, California, hvor der var masser af pailletter på boleroen, og de transseksuelle beboeres extravagante iscenesættelser skjulte en mangfoldighed af synder.

Tina Menore – Crystal Wanderlust, 2018

Hun er tillige vokset op med katolicismens forgyldte altre, læremæssige ikoner og dybe indflydelse i skole og hjem. En skole, hvortil man skulle løbe for livet i det rå kvarter, og et hjem, hvor smilet ikke var dagligdags kost.
En periode boede hun som barn i Mellemøsten, og oplevede piger og unge kvinder forvandle sig til helt almindelige teenagere med et moderne sekulært liv inde bag slørets mystiske overflade. Det stimulerede fantasien.

Voksenliv // Kunstnerliv
Da Tina Menore sammen med sin danske ægtefælle første gang besøgte Danmark, og så, hvor grønt og nydeligt her er, hvor god plads, der er, til at dyrke sine egne grønsager, og hun hørte om det danske sundheds- og uddannelsessystem, så tænkte Tina Menore, at det var drømmenes land, et Shangri-La med livsalige muligheder.
– I en periode har jeg arbejdet frivilligt i Dannerhuset, så jeg kender også nuancerne i samfundet, fortæller hun, der efterhånden har levet 31 år i Danmark. Gennem årene har hun arbejdet i atelierkollektivet Margarine i Vedbæk, og modtaget undervisning af Barbara Wilson, samt Ingela og Thomas Skytte på Spektrum. 

Tina Menore – Spirit of the Future no 7 – KS 2016 – Publikumsprisen

Transplaced
Kunstskolen Spektrum har givet hendes kunst et nyt fodfæste. Her har hun udforsket sine amerikanske rødder i en serie motiver fra nybyggerlandet, som ikke altid strålede af Hope and Glory. I seriens motiver dukker personerne frem af de store skoves samtidigt smukke og barske tilværelse, og afslører små og store dramaer. Og, selvom hendes billeder er blevet vel modtaget på flere censurerede udstillinger, så fik hun nok af at fortælle om den amerikanske kulturs B-sider.

Wanderlust
Siden iscenesatte hun med hjælp fra de medstuderende fotoserien Crystal Wanderlust, som blev til en syntese af forskellige absurde livssituationer, ofte med modellerne klædt ud i farvestrålende gevandter. Her dukkede der glimmer og pailletter op, og i et af malerierne fik et spotlight glimmeret til at kaste lys tilbage til maleren. Det rykkede visionerne et nyt sted hen, og med udstillingen i Cobrarummet kan kærlighedsfesten begynde. Tina Menore har haft travlt med at skabe et godt sted at være. 

Tina Menore – Transplaced no 5

Kunstnerisk har Menore en række internationale forbilleder, og blandt dem er Peter Doig et stort malerisk idol. Via kunstskolen Spektrum og personlige møder har den danske kunstner Susanne Schmidt-Nielsen spillet en rolle i den seneste udviklingsproces, hvor Menores værker har sluppet det todimensionelle, og sprængt rammer og format med sit uortodokse udtryk og materialevalg.
– Nogle af værkerne kunne jeg godt ønske fremstillet i et mere permanent materiale, og rammerne drømmer jeg også om at udvikle videre på, fortæller kunstneren.

Love Now
Den paradisiske stemning lyser ud af Cobrarummet, men der er alvor bag det ubekymrede. Amerikanskfødte Tina Menore ’forsager Præsidenten og alt hans væsen’. Hun træder op imod løgnen, og er ganske bekymret for, hvilke skader Twitterpræsidenten endnu kan nå at forvolde. At der er en reel risiko for, at han genvælges, er for hende at se en uhyggelig mulighed. Hendes barndoms kvarter har gået igennem en tydelig udvikling, men hun hører så, at volden og de dårlige vilkår blot er flyttet nogle gader længere væk. Problemerne er fortsat til at tage at føle på. 

Tina Menore – Spirit of the Future 4

Tid er kærlighed // kærlighed er tid
Ved første øjekast kan Tina Menores univers synes naivt, men kunsten i Cobrarummet byder på et safe place, for at vi kan vokse og gro. Her bliver slangerne er sendt udenfor døren, for at du kan lade dig gribe, lade dig forføre, give dig tid til at dvæle ved livets essens, fred og balance.

Længslen efter Paradis er en dyb, almen menneskelig erfaring. Vi søger alle efter kærligheden, trygheden og lykken, uanset om skæbnen har bragt os en næsten lige vej eller ad bjergetaper med vold og frygt, som en del af ballasten. Og, hvor vi finder glimt af lykken, skal den plejes med tid til nærvær. 

Tid er kærlighed og kærlighed er tid.
Tak til Tina Menore Christensen for hendes.

Fakta: Tina Menore, født 1961 i USA. Debuterede som kunstner i Danmark 2016 på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, og har i år igen haft værker med på KS. Har medvirket på flere gruppe udstillinger, bl.a. Remix #5 hos Kunstmix i København. Kuraterede i sommeren 2019 udstillingen “Fragments of Space and Time” med 16 Spektrum-elever fra nutid og fortid i Kulturhuset Mississippi, Hvidbjerg Thyholm.

Tina Menore – Crystal Wanderlust no 6

Udstillingen Love is You : Love is Me kan ses i Cobrarummet,
Sophienholm, Kgs. Lyngby
Frem til 25. august. 

Publiceret: Kunstavisen Online
16. August 2019

Tina Menore – Couple in Forest, 2019

Den danske kunstnersammenslutning Visuel har indtaget Museo de Nerja med fornem kollektiv præstation

I Nerja, 50 km øst for spanske Malaga fandt en flok unge tilbage i 1959 et kæmpestort kompleks af underjordiske drypstenshuler, som indeholdt et væld af overraskende fund, både spor af menneskelig art og naturens forunderligste frembringelser. Byen fejrer i år 60 året for begivenheden, og Museo de Nerja har inviteret kunstnersammenslutningen VISUEL fra Danmark til at udstille på museet, som huser både naturhistorie, kunst og kultur.

Mette Rishøj – Refleksions I, II, III – 2019

Kunstnersammenslutningen Visuel har ladet sig inspirere af stedets anatomi, og har i fællesskab skabt en fornem og mangfoldig udstilling med titlen Underground, hvor de dels bidrager med hver sit triptykon og dels har udført et fælles værk, samt en salonpræsentation.

Med referencer til den givne arkitektur, historien og spansk litteratur udforsker de elleve samtidskunstnere, Pabi Chulo, Tine Helleshøj, Claes Otto Jennow, Caroline Krabbe, Nadia Plesner, Jonas Pihl, Mette Rishøj, Ann-Lisbeth Albek Sanvig, Kristian Vodder Svensson, Lene Winther, samt gruppens gæst Kirsa Andreasen, temaer omkring natur, miljø, det underbevidste, seksualitet og menneskelig sårbarhed. 

Jonas Pihl – Stalactite Theatre of The Collective Unconscious, 2019

Visuel ser den kollektive kraft som en positiv energi, hvor de sideløbende med deres individuelle virke kan inspirere hinanden og bruge deres forskelligheder til at skabe større og mere mangfoldige kunstoplevelser, og det mærkes i Nerja, hvor kunstnerne har arbejdet med maleri, tegning, skulptur, mosaik og installationer. Kunstnerne er kendetegnet af et stærkt, figurativt udtryk, hvor fællesværkets mønstre forener energierne i et mere grafisk tilsnit. 

Hulens magi // overfladens realiteter
Jonas Pihl opfører et teatralsk sceneri med myriader af detaljer med værket Teatro de Estalactitas del Inconsciente Collectivo, 2019. Længe før Nerja har en kombination af naturens undere og et vidt spektrum af bevidstheder spillet en rolle for mester Pihl. Det seneste års tid har flere figurer fra teater og film indfundet sig i værkerne. 

Tine Helleshøj – Origen del hombre YY, XX, XY, 2019.

Tine Helleshøj sammenstiller en hyldest til den evige dialog mellem mand og kvinde af symbollignende figurer med træk fra fortidens skildringer, måske i huler, men i hvert fald i en modernistisk maskering. 

Mette Rishøj fortolker oplevelser i et underjordisk vandreservoir, hvor stræbende spidsbuer spejles og samtidig rækker ud og op. Motivet, der ses ovenfor i artiklen her, har en på én gang sakral og profan karakter, som fortæller kunstnerens dybe samfundsengagement.
-> Klik – og se billederne i bedre udgave!

Ann-Lisbeth Albek Sanvig – Duende, Tríptico, 2019

Ann-Lisbeth Albek Sanvig har ladet forfatteren Frederico García Lorcas tolkning af begrebet Duende træde frem i spanske klædedragters fortættede melankoli med styrke, skønhed og alvor.

Pabi Chulo – Parafrase Francis Bacon Triptykon

Alvor og ironi er der også i Pabi Chulos tre imponerende hulemennesker i en parafrase over et Francis Bacon Triptykon fra 1972.

Lene Winther fremdrager abstrakte former af den rå ursuppe i sine keramiske værker, som folkene i Nerja hentede substansen ud af hulerne. Winther eksperimenterer med sit formsprog og udnytter lerets egne strukturelle fortællinger i afstemt balance med civilisationens krav om svar. 

Lene Winther – No puedes caer sin gravedad I, II, III, 2019

Caroline Krabbe bidrager med en tydeligt spansk inspireret Cápsula del tiempo, 2019. Kristian Vodder Svensson mixer nærmest poetiske fugleperspektiver med havdyr under overfladen, Claes Otto Jennow maler et Interior de la Tierra, 2019, og gæsten Kirsa Andreasen lader landskaber og figurer smelte sammen.  Nadia Plesner fremstiller kontrasten mellem forurenende plast og det sårbare grønne liv.
Alle elleve giver deres bud på fortællinger til tid og sted, som bestemt er et nærmere kendskab værd.

Kunstnerfællsskabet Visuel
I Københavnske Bredgade fandt denne flok yngre samtidskunstnere hinanden i sommeren 2015, og opdagede fællesskabets synergi. Kunstnersammenslutningen Visuel blev en realitet i 2016, da de markante samtidskunstnere med fart på hver deres solokarriere udstillede sammen for første gang i Æglageret i Holbæk og efterfølgende i Frigiliana, Spanien.

De fælles udstillinger viste sig at være både visuelt stærke og gensidigt inspirerende, og den naturlige konklusion blev at fortsætte som kunstnersammenslutning. Siden da har Visuel udstillet et par gange om året på museer og gallerier, og i pop-up-udstillinger, der til tider udfordrer den gængse kunstscene, og nu i Nerja i nært samspil med naturens grundlæggende force.

Museo de Nerja – værter og gæster, 2019 – foto Morten Albek

MUSEO DE NERJA
Fundación Cueva de Nerja
Plaza de España, 4
Nerja – Málaga

Frem til 25. august 

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen Online, juli 2019. 

Visuel – Nerja Underground Triptykon, 2019 – foto Morten Albek

Efterskrift:
Værkerne af gæsten Kirsa Andreassen nåede kataloget, men desværre ikke frem til selve udstillingen. Postens veje er uransagelige… Heldigvis har Kirsa Andreassen medvirket i det fælles værk. 

Fra drøm til galleri – en ny attraktion tager form på Midtsjælland, hvor kunst, vin og gode komplimenter går hånd i hånd med kafferisteri, designbutik og bed-and-breakfast under svalesang

Det begyndte med en drøm.
Om et butiksgalleri med atelier og en rummelig lejlighed på Frederiksberg i København. Men man kan jo leje et landsted på Midtsjælland for mindre, og dertil få frisk luft og masser af helt nye udfoldelsesmuligheder for den slags penge, det koster.

Kit Kjølhede, der vil være kendt af mange københavnere for Komplimenterne på Byens Hegn på Kongens Nytorv, og som selv arbejder med et bredt felt af kunstneriske produktioner, drømte, sammen med gemalen Claus Krüger, den drøm om Frederiksberg. – Og de smilte lidt skæve smil over prisforskellen på byens boligdrømme og mulighederne i provinsen. Indtil telefonen ringede en dag, og de fik forelagt ideen om at flytte ind på Hesede Hovedgård.

Et hus med mening
Hesede Hovedgård tilhører godset Gisselfeld mellem Haslev og Næstved, og er beliggende fint tæt på en af landets nye attraktioner, Skovtårnet, Camp Adventure, som det formelt hedder, hvor man kan vandre ad en spiralsnoet rampe op over trætoppene til 45 meters højde, og få et nyt perspektiv på verden. Rundt i Destination Gisselfeld kan man gå på jagt eller gå ned i tempo, og mærke efter i skovens dybe, stille ro.

Kit Kjølhede og Claus Krüger er nu i fuld gang med at udfylde de ganske vide rammer på Hesede Hovedgård med en stribe aktiviteter, der gør glad, som Kit Kjølhedes herlige metrokomplimenter, og som Claus Krügers interesse for ædle vine.

– Vi lægger hus til strategimøder og middage, vi tager imod overnattende gæster, og Kunstavisens læsere må gerne vide, at man kan leje alle værelser og atelieret, fx til et kunstkursus. Vi har slået tonen an med samtidskunst på alle værelser og rundt i huset, fortæller Kit Kjølhede.

Endnu har selve indflytningen og ibrugtagningen optaget så mange kræfter, at der er en del flere rødgrønne prikker på to-do-listen, og stribevis af gule post-it-lapper på arbejdstavlen, end færdige planer i kalenderen. Men Hesede Hovedgård har netop åbnet dørene for deres tredje udstilling, mens visionsarbejdet for indhold, stil og kvalitet fortsætter.

Velkommen til TAFFEL
Netop kvaliteten af oplevelsen ligger altid på sinde hos billedkunstneren Jonna Pedersen, der har dækket op til udstillingen Taffel på Hesede Hovedgård.

Jonna Pedersen portrætterer elementer af vores fælles kulturarv, her i form af malerier og collager med måltider, vi kender godt, samt kager og slik, som forsøder hverdagene.

Frem fra hovedgårdens hylder har hun hentet glas, tallerkner og bestik, og lader det indgå i en bordinstallation med sanselige collager, der fortæller om forventningens glæde før måltidet i serien Hvad skal vi have til middag?
– Jeg er et sanseligt menneske, og for mig var det altid vigtigt at vide, hvad vi skulle have til middag, fortæller kunstneren. Det var et højdepunkt, som jeg måtte forberede mig på.

Husmoderens herligheder
Det er hverdagens poesi, og det lidt oversete, de indgemte betydninger, kunstneren kalder frem i sin velafbalancerede palet, hvor hun minder os om den energi, der ligger i erindringen, i det visuelle fælles.

Koloritten er moderne. Motiver, strøg og streger præcise i en sådan grad, at nogen forveksler kunstnerens udtryk med pop-art. Men, for Jonna Pedersen er her noget andet på spil. Det er glæden frem for grådighedens uro, og det er genkendelsens nærvær, frem for 60’ernes ofte opulente signaler, som Jonna Pedersen maler frem.

Hun kan sin kunsthistorie, og følger med nutidig hånd op på renaissancens overdådige stilleben i overdådigt store formater, der får kartofler og persillesovs til at svæve med en snert af humor ind i hukommelsens rige.
Alle madretterne er udforsket grundigt. De er tilberedt og tilsmagt af kunstneren, som derpå har anrettet en tallerken, der har stået model i hendes atelier.

Den kollektive hukommelse leger Jonna Pedersen videre med i lystige collager med royale fotos og ikonografiske Beatles-motiver.

Kunstneren går i dialog med sit publikum, og får os til at smile sammen med sig over tilværelsens uendelige rigdomme.
Det handler om at se, og suge til sig.

Noget, der nu og fremover bliver rig mulighed for på Hesede Hovedgård ved Gisselfeld på Midtsjælland.

… … … … …

Udstillingen TAFFEL
Hesede Hovedgård ved Haslev
Frem til 11. august

Åbent weekend kl. 12-16 og efter aftale

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen online, juni 2019

Maleren Gert, med kunstnernavnet Brasque fra Espergærde viser sommeren over surrealistiske malerier og objekter på soloudstillingen Surrealisme for alle pengene i Farum Kulturhus.

Surrealismens metafysiske dimension, det åndelige i kunsten, ligger maleren meget på sinde. Der er ikke en logisk tjekliste, vi ellers så rigeligt styres af i vores tid. Tværtimod er der plads til at overveje figurernes væren og gøren i billedernes drømmeagtige sekvenser.

Patos, Etos og Logos
Motiverne minder om en scene med sætstykker, med for- og bagtæpper, stribevis af rekvisitter, og figurer klædt på, som skulle de deltage i en operetteforestilling fra 1890’erne. Men hvad drejer det sig om?

De medvirkende balancerer, yderst hårrejsende, på liner, stilladser og hængebroer, ofte i fuld gang med at hive tæpperne væk under hinanden.
Vi ser den taljeslanke madame, den kjole-og-hvidt klædte herre, diverse hårdtarbejdende, tjenende ånder, og spørger os selv, hvad de har gang i?

– Jeg ved ikke, hvad de laver, fortæller Brasque. Motiverne opstår af sig selv på lærredet. Jeg har sjældent et clue, når jeg slår de første streger op. Her begynder jeg gerne med øvre og nedre horisont. Så gør jeg mig nogle tanker om mørke og lyse områder i billedet, og derpå læner jeg mig tilbage, og venter på, at forestillingen skal begynde.
– Jeg kender mine elementer, men historien kender jeg ikke. Den ligger der ikke på forhånd. Spillet foregår i billedets eget regi. Det er ikke som at sidde med en avis, hvor du får sandheden at vide. Det er op til både kunstneren og beskueren at digte sig ind og ud, fortæller han.

Maleriske benspænd
Brasque udfordrer sig selv ved at begrænse farvepaletten. Hvor minima-listisk kan man gå? I motivet Roderi i Provinsen er der skruet ned for det røde, det grønne og fortrinsvis brugt gult, sort, blåt og hvidt.

I de private omgivelser får Brasque inspiration fra andre kunstarter, f.eks. Art Nouveau skulpturer med yndefulde bevægelser og folderige dragter. Kun få steder ses rette linjer. Det er også et af kunstnerens mål at skabe mest muligt dynamik på det flade lærred ved at undgå dem.

Et fiskeøjeperspektiv
Gert Brask er ud af en musikalsk familie. En kort overgang tegnede han i reklame-regi og i en årrække fotograferede han.
I 70’erne fik han et fiskeøjeobjektiv til sit kamera. Det blev styrende.
Deraf udspringer de krumme linjer, som åbner for billedfladen og skubber de horisontale linjer op og ned i et dramatisk rum.

Et stort kunstnerhjerte
Gert Brask vil for mange være et kendt ansigt, dels for sit vide engagement på kunstscenen i det Nordsjællandske, og desuden som musiker. Ved siden af sit kunstnerliv har han gennem en årrække arrangeret og censureret udstillinger på Hillerød Bibliotek, og var medstifter af Hillerød Kunstdage. Da Brask for et par år siden rundede de 70 år foregik det med udstilling på Marienlyst Slot.

Gert Brasque er medlem af kunstnergruppen Cirrus / Surrealisterne, som i 2016 fejrede 50 års jubilæum i Farum Kulturhus.
Nu tager han linen solo.

Farum Kulturhus
Stavnsholtvej 3, Farum
Frem til 11. august

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 6 // 2019

Susanne Schmidt-Nielsen, belongings

Blandt de mange begivenheder omkring Venedig Biennalen retter Action Hybride spotlyset mod  menneskekroppen, og her har to danske billedkunstnere noget at byde på

I Venedig på Officine Forte Maghera foregår der fra 20. til 23. juni en multidisciplinær festival med dansk deltagelse. Billedkunstnerne Hanne Linde og Susanne Schmidt-Nielsen er inviteret med til Festival of Arts ”I Am my Body, I Am my Memory.”

Festivalen er arrangeret af Action Hybride, som er et kollektiv bestående af internationale kunstnere, startet i 2018.
Action Hybride arbejder ud fra manifestet the social and political body. Deres hovedfokus er at arrangere udstillinger og møder, samt invitere kunstnere, aktivister og teoretikere til refleksion og til at deltage i workshops omhandlende kroppen og menneskelige forhold.

Action Hybride i Venedig 2019

I år med to danske repræsentanter, som herhjemme har gjort sig fornemt bemærket indenfor netop et meget anatomisk, sanseligt udtryk.

Kroppens særlige hukommelse
Hanne Linde viser installationen Metamorfose, en visualisering af en transformationsproces, hvor erindringer eller cellulære affaldsprodukter komposterer, indgår i andre sammenhænge og tager nye former.

Værket består af udtjent tråd og papir, som hun snor, omformer og indfarver med lim og maling. Der opstår hinder, knuder og strengagtige formationer som hænges på jernbøjler fra loftet. Det indre af installationen er delvist beskyttet af semi-transparent plastik, så det visse steder kun er via rifter og huller, at man får et kik til værkets kerne.
Fascinationen af kroppens skønhed, kompleksitet og evige foranderlighed har i mange år været et omdrejningspunkt for Hanne Lindes to- og tredimensionelle værker. Givetvis er det stimuleret af hendes bachelorgrad i medicin, kunstpædagogiske uddannelse, studier ved kunstskolen Spektrum hos Ingela og Thomas Skytte, og i øvrigt stærke engagement i menneskelige vilkår.

Hanne Linde, Metamorfose

Hanne Linde debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 1997, på KE Kunstnernes Efterårsudstilling i 2000, og har foruden udstillinger i ind- og udland flere udsmykninger, samt integrerende undervisningsforløb bag sig, bl.a. flere som huskunstner, støttet af Statens Kunstfond.

En fusion i stof // menneskets fortællinger
Susanne Schmidt-Nielsens værk belongings er skabt til udstillingen “I Am my Body, I Am my Memory” med Action Hybride, og er en abstrakt billedliggørelse af livets påvirkning af krop og sind.
Små knudrede objekter, som alle er forskellige, ligger blødt til skue på et hindelignende lag, sammensyet og med små sprækker og ar. Værket er lavet af brugt tekstil og skumgummi, silikone, voks og latex. De små objekter, som ligger på et underlag, der mimer hud, er en visualisering af det, vi gemmer på og bærer med os i vores indre af erfaringer, oplevelser og indtryk.

Susanne Schmidt-Nielsen, der ligeledes har fundet inspiration på kunstskolen Spektrum, har arbejdet sig frem til sit karakteristiske udtryk, proces for proces. Både hendes mor og mormor var dygtige til at sy, så Susanne Schmidt-Nielsen fik tidligt lyst til at lade hænderne arbejde, har hun fortalt i et portrætinterview til Kunstavisens læsere. 

Susanne Schmidt-Nielsen, belongings

Ad eksperimentets vej via keramik, maleri, skulpturelle objekter, samt med udsyn og indblik i tværformelle udtryk har kunstneren banet vejen for unikke, anatomisk inspirerede tilsynekomster. 

Susanne Schmidt-Nielsen har deltaget på en halv snes censurerede udstillinger, og har selv virket som censor flere gange. Senest på Kunstnerens Sommerudstilling 2019 i Janusbygningen i Tistrup. 

Hun har ligeledes udstillet i ind- og udland, og tidligere i år udstillede hun sammen med Hanne Linde på gruppeudstillingen Tilbage til nutiden på Greve Museum med Susanne Pedersen, Sisse Hoffmann og Anne Gudrun Sejersen. 

Hanne Linde, Metamorfose

Således er det et par rutinerede deltagere fra den danske kunstscene, som Action Hybride har inviteret med på Festival of Arts ”I Am my Body, I Am my Memory” i Venedig. 

Tilbage på Forte Maghera er der desuden 3 pavilloner, som er en del af Venedig Biennalen, der fortsætter frem til 24. november i år.

Af Inge Schjødt//inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk – online juni 2019

Maria Engholm – Forvikling, 2017

De fik mig til at le højt, de første værker jeg så af Maria Engholm på en gruppeudstilling i Huset i Asnæs i 2017. Kunstnerens såkaldte Forviklinger, skabt af sytråd, læderstrimler, guldtråd, pels, snor og tovværk i en fabulerende symfoni af smukke kulører. Jeg blev så glad. De gav mig mod.

Ja, livsmod fik jeg ved synet de frie, eksperimenterende, tekstile skulpturformer. Jeg var aldeles solgt til kunstnerens udtryk. Begejstringen blev ikke mindre, da jeg kom tæt på Maria Engholms malerier.

De havblå felter og de turkise, op mod træets egne naturlige farver appellerer stærkt, sammen med det poetisk rustikke, der er at finde i rigt mål i Engholms værker.
Paletten fænger. 

– Jeg maler med træ, siger Maria Engholm selv om sin fremgangsmåde. Det gør hun i både todimensionelle og flerdimensionelle værker, hvor træets årestruktur i pladen ofte træder frem gennem et tyndt laseret farvelag, og bliver en væsentlig del af billedets sprog.

Og når hun tilføjer elementer af træ med og uden overfladebehandling til sine kompositioner, som omfatter maleri, installation, udsmykning og møbeldesign.
– Selve træets årer afspejler de sparsomme og frodige livstider, de taler næsten for sig selv. 

Maria Engholm, Finding Your Way

Maleriet har altid været der
Farveglæden og lysten til forskellige sammensætninger har hun arvet fra sin mor, som kan noget med blomster, professionelt.
Hendes far kunne bygge alting fra huse til havne, og begge forældre var gode til at tegne, så talenterne og energien kommer indefra hos Maria Engholm. 

Et job og en god relation hos Fredericia Furniture stimulerede interessen for træet, og på Danmarks Designskole i København har hun 2003 – 2007 uddannet sig på linjen for Møbel og Rum. Men maleriet har altid været med. 

Med træet i hjertet
I 2006 stiftede hun sammen med Mads Peter Laursen Bureau Detours for kunst og design, som f.eks. stod bag One Love City 2009, og bl.a. sammen med Kristoffer Tejlgaard og Benny Jepsen opførte Dome of Visions, det kuppelformede mødested, som blev udviklet i samarbejde med entreprenørvirksomheden NCC på det bornholmske Folkemøde.
Domen gør for tiden sit demokratiske arbejde i Aarhus. 

Maria Engholm, Possibilities in Movement

I 2014 boede den ikoniske bygning på Christians Brygge i København, hvor Maria Engholm fungerede som huskunstner og fandt løsninger ad hoc til skilte, møbler med mere, gerne af rester, stumper og stykker. Bæredygtighed er mere end et modeord. Det stimulerer den kreative proces hos Engholm.

Billedernes indre og ydre klima
Fortællinger om livets kringlede veje og menneskers spor, har længe optaget Maria Engholm qua en stormfuld periode i hendes eget liv, som nok har efterladt en vis melankoli, men også vist, at hun besidder en betydelig drivkraft.
Gordiske kunder er ikke uløselige, det gælder om at tage fat, mener kunstneren, som i 2011 skabte en udsmykning til Kræftens Bekæmpelses Center for kræft og sundhed i København. 

Maria Engholm, Debate

Gennem de seneste 8 måneder er debat om klima og det grønne ungdomsoprør dukket frem som et stærkt tema i malerierne.

Engholm beundrer Esther Michelsen Kjeldahl, der, som aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse gør opmærksom på klimabekymringen, som det bl.a. kan opleves i Dansk Arkitektur Centers satsning Nutidens forbrug – Fremtidens problem.

Kontrasterne til den livsstil mange af os sorgløst har levet længe, med ferier all inclusive, og så den ubehagelige plastikvirkelighed og det manglende nærvær, ser vi eksemplificeret i motivet Debate.
I værket The Silence vælter vi ind på destinationen efter tsunamien har taget toppen af palmerne. Ser man efter, er der dog en ledetråd i kaos, som beskueren kan gribe eller lade være. 

Maria Engholm, The Silence

– Billederne har gerne en hovedfortælling, men der er mange lag. Alle de der veje og sideveje.
– Jeg går ind i billedet, og hejser mig ned i de huller, jeg maler. Bifortællingerne åbner muligheder for beskueren, fortæller Maria Engholm.

I Fragments of Time besøger vi et kondemneret butikscenter. Maria Engholm oplever en helt unik aura, spor af udlevede drømme på et sted som dette, hvor de gamle mure må vige og noget nyt starte op. 

– Sådan er livet jo, tingene udvikler sig – og vi vikler med.
– Forviklingerne ser jeg faktisk som noget positivt, noget der leder fremefter, fastslår Maria Engholm.

Passion for nuet
Kort sagt, møder vi her en kunstner, der kommer til syne i et topaktuelt formsprog med erfaring og med noget på hjerte.
I april viste Galleri Oxholm i København den næsten udsolgte udstilling Unsettled Stories, alt i en lækker, æstetisk helhed med stedsspecifik indretning, stole, bord og blomsterkabinet, skabt af Engholm selv.

Udstillingen blev anledning for denne portrætsamtale, som begyndte og sluttede med glæden.

Fakta om Maria Engholm
Billedkunstner Maria Engholm, født 1976 i Fredericia, debut på Kunstnernes Påskeudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling 2005. Deltog i Århus Kunstbygning på SPRING 2006 med Bureau Detours.
Med Bruno Dahl i London, New York, Chicago, Toronto. Huset i Asnæs 2012 og 2017, 50x50x50 Kastrupgårdsamlingen 2016, Politikens særtryk, Politikens Forhal 2017. Repræsenteret af Galleri Oxholm, København. Kunstneren er medlem af BKF, og bor og arbejder i København. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019

Maria Engholm, Fragments of Time 

Maria Engholm – Forvikling 2019

Erik Viklund – Leif, foto i ramme

Svenskerne løb med de tre hovedpriser i Carlsbergfondets portrætkonkurrence Portræt Nu 2019

Fotoværket Leif af svenske Erik Viklund blev præmieret med 1. prisens 85.000 Carlsbergkroner for sit stærke tema og talentfulde arbejde med materialet ved åbningen af Portræt Nu 2019.

2. prisen på 35.000 kr gik til det fotorealistiske maleri Actress Singing Karaoke af André Nordström, og maleriet af datteren Elsa indbragte Martina Müntzing hædrende omtale og 3. prisen på 15.000 kr ved prisuddelingen på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor Det Nationalhistoriske Museum med Portrætsamlingen har til huse.

Young Talentprisen gik til norske Aksel-Dev Dhunsi for hans fotoprojekt, og tre specialpriser à 10.000 kr gik til finske Alisa Javits videoværk Seeing, danske Astrid Marie Storgaards mixed media Pige i forbrug, og russiske Irina Vladimirovna Zeleninas klassisk malede Portræt af en kadet. 

Katharina Grage – 16 år, foto

Gengangere og nye talenter
Blandt de udvalgte kunstnere har flere deltaget før. Det gælder Katharina Grage fra DK, som viser sit tredje bidrag i fotoserien Bror, der handler om en drengs udvikling fra barn til voksen.

Projektet visualiserer den kropslige og psykologiske forandring fra barndom til ungdom og overgangen fra den blotte tilstedeværelse til den spirende selvbevidsthed og tiltagende emotionelle dybde.
Her er både Hammershøisk lys og hollandsk renaissance i motivet, om man vil. 

En anden velfortjent genganger er den nyklassiske maler, Carsten Krogstrup, som deltager med sit portræt Cave Canem af kunstneren Anders Kirkegaard, malerens mentor, her med hunden Mara. 

Carsten Krogstrup, Cave Canem, olie på lærred.

Lone Just Andersens performative installation udfordrer forståelsen af portrætgenren.

Herligt forfriskende er Jesper Hasseltofts hilsen til det uperfekte selvportræt i fotoserien Giraf og Flodhest, og fyldt af livslyst er Alexey Glazunovs portræt af niecen Anne som Den Lille Arkitekt. Glazunov fra Ukraine repræsenterer Østeuropa sammen med kolleger fra Aserbajdsjan, Hviderusland, Kasakhstan og Rusland.

Også de nordatlantiske bidrag er værd at hæfte sig ved, som islandske Elvar Örn Kjartanssons fotoværk.

Tak for øl og kunstsamling
Formålet bag portrætprisen er at videreføre stifteren, brygger J.C. Jacobsens visioner om at stimulere kunsten, og her særligt portrætgenren blandt kunstnere og i offentligheden. 

Konkurrencen er åben for alle medier – maleri, skulptur, video, installation, lydkunstværk med mere, og det afspejles i udstillingens 128 værker, udvalgt blandt 1641 indsendte, som er mundet ud i en særdeles seværdig og varieret udstilling. 

Portræt Nu – kataloget,
foto Inge Schjødt

Kataloget er en guldgrube for et nøjere studium, når øjnene er blevet mætte af førsteindtrykket. Tag en øl, og send en hilsen til brygger J.C. Jacobsen, som både har støttet genopførelse af Frederiksborg Slot efter branden i 1859, og Det Nationalhistoriske Museum.

Portræt Nu – før og nu
Det er 7. gang konkurrencen Portræt Nu finder sted. Første gang var i 2007 og dengang var portrætkonkurrencen forbeholdt nordiske kunstnere.

Siden 2013 har kunstnere udenfor Norden deltaget. I 2017 kinesiske, og i år østeuropæiske. Carlsberg Ukraine har formidlet det østeuropæiske bidrag.

En international priskomité udvælger deltagere og vindere. I år fagfolk fra Scottish National Portrait Gallery, Edinburgh Skotland, Fabergé Museet, Skt. Petersborg Rusland, Reykjavík Art Museum Island, Ljungbergmuseet Sverige, National Portrait Gallery, London, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Danmark, samt kunstkritiker og motivator Henrik Wivel.

Finalen er Publikumsprisen, som uddeles ved slutningen af udstillingsperioden til den publikumsfavorit, som får flest stemmer.

Læs mere og stem på portraitnow.org. 

Astrid Marie Storgaard – Pige i forbrug, prisvinder

Portræt Nu
Frederiksborg Slotsgade Hillerød
Frem til 5. august 

Klik på illustrationerne – >
og få en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 5 // 2019 

Jesper Hasseltoft – Flodhest og Giraf, foto

Glasskibet Alfader – Backhaus-Brown // Egeværk

De kan noget på havnen i Hundested. Engang var det fornemme både i yachtklassen, i dag er det Glasskibe i Vikingeklassen, der tager ærefulde priser hjem. 

Det unikke samarbejde mellem glassmedjen Backhaus-Brown og snedkerne hos Egeværk giver genlyd i ind- og udland. Senest har de to værksteder sammen vundet Collectors’ Choice Award på Glass 47th, verdens største glaskunstudstilling i Detroit, USA.

Det betyder af vinderværket, Alfader, sammen med to andre af glasskibene skal udstilles på Fort Wayne Museum of Art i Indiana. Bag prisen står Art Alliance for Contemporary Glass, som nu kender nye sider af dansk glaskunst.

Et ridderslag fra Københavns Snedkerlaug
Jublen over denne pris er så at sige 2. bølge, for kort forinden modtog snedkervirksomheden Egeværk Snedkerprisen på 150.000 kr. fra Københavns Snedkerlaug, venligt stillet til rådighed af Kirsten og Freddy Johansens Fond.

Egeværk har fået Snedkerprisen 2019 – foto Inge Schjødt

Sidste års modtager var restauranten Noma, eksempelvis.

Egeværk blev blandt andet belønnet for deres samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown, og for deres kompromisløshed, kunstneriske tilgang og udsøgte håndværk i bl.a. serien VOID og stole som A Touch of Mack, udført sammen med arkitekt Hannes Stephensen. 

Begge snedkermestre Mette Bentzen og Lasse Kristensen er udlært hos PP Møbler i Allerød, som gennem generationer har stået for fornem kvalitet og fremstillingen af bl.a. Wegners stole.
Tradition og fornyelse går hånd i hånd – med stærkest anstrøg af frimodigt eksperimenterende fornyelse. 

Kunstavisen ønsker tillykke til Andrew Brown & Nanna Backhaus-Brown, Mette Bentzen og Lasse Kristensen  i Hundested. 

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019 

Glasskibe fra Hundested på togt i Ebeltoft – foto Inge Schjødt 

Glasskibet Alfader – detalje, pressefoto

Nulle Øigaard – Kro i Sevilla, udsnit

Teaterkender Georg Metz viser for første gang offentligt sin version af teateropsætninger en miniature sammen med nostalgiens billedtæpper af Nulle Øigaard i Skovhuset ved Søndersø

Det er en retrospektiv udstilling af billedkunstner Nulle Øigaard, der kalder. Hendes florlette billedtæpper så og hørte jeg om som tekstilinteresseret Engelsholmelev for en del år siden. Navnet har strejfet mange gange.
Nu skulle det være.

På udstillingen Scene billeder i Skovhuset ved Søndersø har Nulle Øigaard inviteret sin mangeårige ven, journalist og teaterkritiker Georg Metz til for første gang at præsentere sin passion for teater, fingerfærdigt omsat i finurligt fantastiske miniatureopsætninger, han selv har bygget i stille stunder. 

Georg Metz i Skovhuset

Skatkammerets nyeste perle

Med et satirisk og muntert blik har Georg Metz udformet over tyve miniaturetableauer med teaterbygninger og for- og bagscener, og befolket dem med alskens medvirkende, tegnet og skåret på et imponerende spinkelt modelniveau.

De små teaterbygninger fortæller hver sit teaterstykke i en enkelt, ikonisk scene, der indfanger hele forestillingens nøglefortælling.

Det er en herlig introduktion til teaterets fantastiske verden, og en hyldest til store klassiske værker af Shakespeare, Wagner og Verdi med flere. I opsætningerne er Georg Metz tro mod stykkernes forlæg og ophav, og krydrer dem med sit skarpe blik for detaljen.

Smilende går man rundt og møder Aida med dromedar, Richard den 3. med hest, La Boheme med ekstra meget Paris, og Cæsar med fagligt møde på demokratisk vis på bagscenen midt i det højdramatiske mordkomplot. 

Georg Metz – Shakespeare, Julius Cæsar 3. akt.

– Det har taget omtrent en måned at bygge hver af de små teatre. Jeg lavede 12 på et år, fortæller Georg Metz, da jeg træffer ham på udstillingen.
– Der er ikke brugt lup, jeg har et godt syn, svarer Metz og forklarer, hvordan luppens spekter ville fordreje de fine figurers udtryk. 

På materialefortegnelsen står der lindelister, akvarelpapir Grain Satiné Sennelier, rhinestone, diverse småting, plastik, glimmer, perler med mere. I udstillingen ses et udvalg af Metz’ mange tegninger og skitser fra rejser sydpå, og det er stregen herfra, han overfører til aktørerne på sine scener.

Her er vitterligt tale om et passioneret arbejde, der fortjener mange besøg og et ganske betydeligt mål af beundring. Samt flere visninger i teaterets tjeneste. Et stort cadeau herfra. 

Gensyn med vennerne i minderne 
– Denne udstilling er retrospektiv, fortæller Nulle Øigaard til Skovhusets leder Annette Lindroos.
– Sidste år fandt jeg mine gamle tegninger fra Mallorca fra 1957. Det var det år, jeg kom derned og blev hængende frem til 1960, og lod mig absorbere af øens musik og liv og dans og glæde.
– Jeg var i begyndelsen af tyverne, tegnede og malede alt, hvad jeg så, og tilegnede mig kendskab til guitar ved at se på, hvordan de andre musikere flyttede fingrene. 

Nulle Øigaard, Mallorca. Dansere og musikere

Nulle Øigaard kom med i landsbyens band, og spillede på de lokale restauranter og blev præget af energien og af menneskene, som blev venner for livet. 

De sansemættede stemninger, aftner med flamenco, dans og fællesskab er på poetisk vis malet ind på en serie nye billedtæpper. Som altid udført lag på lag, i lærred, tyl og brokade. Nulle Øigaard maler med stof. 

Med på udstillingen er også tidlige tegninger, nye tegninger, enkelte næsten abstrakte tæpper og dertil en fin portrætfilm, skabt af sønnen Lasse Spang Olsen.

Historien om den kvindelige kunstner
Han beretter om opvæksten med en mor som billedkunstner, der altid havde et billedtæppe i skødet, og hvor der var god plads til leg og nærvær.
Hun beretter om sin arbejdsproces.
Vi kigger i stofkisterne på loftet, der rummer slidte kostumer fra Det Kongelige Teater, Gladsaxe Teater og Dronning Ingrids garderobe, som blev den palet og pensel, hun valgte. 

Nulle Øigaard fortæller også om sit livs parløb med ægtefællen, tegneren Ib Spang Olsen, der var en højt skattet sparringspartner, som gav hende mod til at være sig selv, fordi han altid accepterede, at man var sig selv. Her mærker man spandet af tid, og hvordan en livsbane har formet sig for den nu 85-årige billedkunstner.

Nulle Øigaard er oprindeligt uddannet på Kunsthåndværkerskolen og på akademiet, har ernæret sig som bladtegner, kostumier, og har en lang række udstillinger og udsmykningsopgaver bag sig. Nulle Øigaard føler sig som en heldig kartoffel, der har, hvad hun drømmer om, og blot ønsker, at det fortsætter. Dette var hendes niende udstilling i Skovhuset, som hun er en mangeårig ven og støtte af. 

Skovhuset – Troldevelkomst

Huset i Skoven
Skovhuset ved Søndersø, hvilken perle i sig selv! Allerede ved stien fra parkeringspladsen bliver man mødt af fantasien, Eva Kielgasts trold i træet og Pontus Kjerrmans herligt venskabelige bænk. På balkonen til havesiden er der et kig til søen og kaffekopper på bordene.

Indenfor i de sommerlyse rum er der venlig modtagelse og ansporing til at tilslutte sig Skovhusets Venner. 

Skovhuset har eksisteret siden 1977, og har lagt rum til talrige kulturoplevelser, udstillinger, undervisning, musik, film, internationale gæster, royale besøg med mere. For en stor del tilrettelagt og gennemført af frivillige kræfter.

Uden venner går det ikke. Det kan Georg Metz og Nulle Øigaard nok nikke med på. Herfra i hvert fald en særdeles venlig anbefaling. Der er skønne perler i skoven ved Søndersø.

Nulle Øigaard og Georg Metz – Scene billeder
Skovhuset, Ballerupvej 60, 3500 Værløse
Frem til 19. juni

Tekst og fotos af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online – maj 2019