Fra drøm til galleri – en ny attraktion tager form på Midtsjælland, hvor kunst, vin og gode komplimenter går hånd i hånd med kafferisteri, designbutik og bed-and-breakfast under svalesang

Det begyndte med en drøm.
Om et butiksgalleri med atelier og en rummelig lejlighed på Frederiksberg i København. Men man kan jo leje et landsted på Midtsjælland for mindre, og dertil få frisk luft og masser af helt nye udfoldelsesmuligheder for den slags penge, det koster.

Kit Kjølhede, der vil være kendt af mange københavnere for Komplimenterne på Byens Hegn på Kongens Nytorv, og som selv arbejder med et bredt felt af kunstneriske produktioner, drømte, sammen med gemalen Claus Krüger, den drøm om Frederiksberg. – Og de smilte lidt skæve smil over prisforskellen på byens boligdrømme og mulighederne i provinsen. Indtil telefonen ringede en dag, og de fik forelagt ideen om at flytte ind på Hesede Hovedgård.

Et hus med mening
Hesede Hovedgård tilhører godset Gisselfeld mellem Haslev og Næstved, og er beliggende fint tæt på en af landets nye attraktioner, Skovtårnet, Camp Adventure, som det formelt hedder, hvor man kan vandre ad en spiralsnoet rampe op over trætoppene til 45 meters højde, og få et nyt perspektiv på verden. Rundt i Destination Gisselfeld kan man gå på jagt eller gå ned i tempo, og mærke efter i skovens dybe, stille ro.

Kit Kjølhede og Claus Krüger er nu i fuld gang med at udfylde de ganske vide rammer på Hesede Hovedgård med en stribe aktiviteter, der gør glad, som Kit Kjølhedes herlige metrokomplimenter, og som Claus Krügers interesse for ædle vine.

– Vi lægger hus til strategimøder og middage, vi tager imod overnattende gæster, og Kunstavisens læsere må gerne vide, at man kan leje alle værelser og atelieret, fx til et kunstkursus. Vi har slået tonen an med samtidskunst på alle værelser og rundt i huset, fortæller Kit Kjølhede.

Endnu har selve indflytningen og ibrugtagningen optaget så mange kræfter, at der er en del flere rødgrønne prikker på to-do-listen, og stribevis af gule post-it-lapper på arbejdstavlen, end færdige planer i kalenderen. Men Hesede Hovedgård har netop åbnet dørene for deres tredje udstilling, mens visionsarbejdet for indhold, stil og kvalitet fortsætter.

Velkommen til TAFFEL
Netop kvaliteten af oplevelsen ligger altid på sinde hos billedkunstneren Jonna Pedersen, der har dækket op til udstillingen Taffel på Hesede Hovedgård.

Jonna Pedersen portrætterer elementer af vores fælles kulturarv, her i form af malerier og collager med måltider, vi kender godt, samt kager og slik, som forsøder hverdagene.

Frem fra hovedgårdens hylder har hun hentet glas, tallerkner og bestik, og lader det indgå i en bordinstallation med sanselige collager, der fortæller om forventningens glæde før måltidet i serien Hvad skal vi have til middag?
– Jeg er et sanseligt menneske, og for mig var det altid vigtigt at vide, hvad vi skulle have til middag, fortæller kunstneren. Det var et højdepunkt, som jeg måtte forberede mig på.

Husmoderens herligheder
Det er hverdagens poesi, og det lidt oversete, de indgemte betydninger, kunstneren kalder frem i sin velafbalancerede palet, hvor hun minder os om den energi, der ligger i erindringen, i det visuelle fælles.

Koloritten er moderne. Motiver, strøg og streger præcise i en sådan grad, at nogen forveksler kunstnerens udtryk med pop-art. Men, for Jonna Pedersen er her noget andet på spil. Det er glæden frem for grådighedens uro, og det er genkendelsens nærvær, frem for 60’ernes ofte opulente signaler, som Jonna Pedersen maler frem.

Hun kan sin kunsthistorie, og følger med nutidig hånd op på renaissancens overdådige stilleben i overdådigt store formater, der får kartofler og persillesovs til at svæve med en snert af humor ind i hukommelsens rige.
Alle madretterne er udforsket grundigt. De er tilberedt og tilsmagt af kunstneren, som derpå har anrettet en tallerken, der har stået model i hendes atelier.

Den kollektive hukommelse leger Jonna Pedersen videre med i lystige collager med royale fotos og ikonografiske Beatles-motiver.

Kunstneren går i dialog med sit publikum, og får os til at smile sammen med sig over tilværelsens uendelige rigdomme.
Det handler om at se, og suge til sig.

Noget, der nu og fremover bliver rig mulighed for på Hesede Hovedgård ved Gisselfeld på Midtsjælland.

… … … … …

Udstillingen TAFFEL
Hesede Hovedgård ved Haslev
Frem til 11. august

Åbent weekend kl. 12-16 og efter aftale

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen online, juni 2019

Maleren Gert, med kunstnernavnet Brasque fra Espergærde viser sommeren over surrealistiske malerier og objekter på soloudstillingen Surrealisme for alle pengene i Farum Kulturhus.

Surrealismens metafysiske dimension, det åndelige i kunsten, ligger maleren meget på sinde. Der er ikke en logisk tjekliste, vi ellers så rigeligt styres af i vores tid. Tværtimod er der plads til at overveje figurernes væren og gøren i billedernes drømmeagtige sekvenser.

Patos, Etos og Logos
Motiverne minder om en scene med sætstykker, med for- og bagtæpper, stribevis af rekvisitter, og figurer klædt på, som skulle de deltage i en operetteforestilling fra 1890’erne. Men hvad drejer det sig om?

De medvirkende balancerer, yderst hårrejsende, på liner, stilladser og hængebroer, ofte i fuld gang med at hive tæpperne væk under hinanden.
Vi ser den taljeslanke madame, den kjole-og-hvidt klædte herre, diverse hårdtarbejdende, tjenende ånder, og spørger os selv, hvad de har gang i?

– Jeg ved ikke, hvad de laver, fortæller Brasque. Motiverne opstår af sig selv på lærredet. Jeg har sjældent et clue, når jeg slår de første streger op. Her begynder jeg gerne med øvre og nedre horisont. Så gør jeg mig nogle tanker om mørke og lyse områder i billedet, og derpå læner jeg mig tilbage, og venter på, at forestillingen skal begynde.
– Jeg kender mine elementer, men historien kender jeg ikke. Den ligger der ikke på forhånd. Spillet foregår i billedets eget regi. Det er ikke som at sidde med en avis, hvor du får sandheden at vide. Det er op til både kunstneren og beskueren at digte sig ind og ud, fortæller han.

Maleriske benspænd
Brasque udfordrer sig selv ved at begrænse farvepaletten. Hvor minima-listisk kan man gå? I motivet Roderi i Provinsen er der skruet ned for det røde, det grønne og fortrinsvis brugt gult, sort, blåt og hvidt.

I de private omgivelser får Brasque inspiration fra andre kunstarter, f.eks. Art Nouveau skulpturer med yndefulde bevægelser og folderige dragter. Kun få steder ses rette linjer. Det er også et af kunstnerens mål at skabe mest muligt dynamik på det flade lærred ved at undgå dem.

Et fiskeøjeperspektiv
Gert Brask er ud af en musikalsk familie. En kort overgang tegnede han i reklame-regi og i en årrække fotograferede han.
I 70’erne fik han et fiskeøjeobjektiv til sit kamera. Det blev styrende.
Deraf udspringer de krumme linjer, som åbner for billedfladen og skubber de horisontale linjer op og ned i et dramatisk rum.

Et stort kunstnerhjerte
Gert Brask vil for mange være et kendt ansigt, dels for sit vide engagement på kunstscenen i det Nordsjællandske, og desuden som musiker. Ved siden af sit kunstnerliv har han gennem en årrække arrangeret og censureret udstillinger på Hillerød Bibliotek, og var medstifter af Hillerød Kunstdage. Da Brask for et par år siden rundede de 70 år foregik det med udstilling på Marienlyst Slot.

Gert Brasque er medlem af kunstnergruppen Cirrus / Surrealisterne, som i 2016 fejrede 50 års jubilæum i Farum Kulturhus.
Nu tager han linen solo.

Farum Kulturhus
Stavnsholtvej 3, Farum
Frem til 11. august

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 6 // 2019

Blandt de mange begivenheder omkring Venedig Biennalen retter Action Hybride spotlyset mod  menneskekroppen, og her har to danske billedkunstnere noget at byde på

I Venedig på Officine Forte Maghera foregår der fra 20. til 23. juni en multidisciplinær festival med dansk deltagelse. Billedkunstnerne Hanne Linde og Susanne Schmidt-Nielsen er inviteret med til Festival of Arts ”I Am my Body, I Am my Memory.”

Festivalen er arrangeret af Action Hybride, som er et kollektiv bestående af internationale kunstnere, startet i 2018.
Action Hybride arbejder ud fra manifestet the social and political body. Deres hovedfokus er at arrangere udstillinger og møder, samt invitere kunstnere, aktivister og teoretikere til refleksion og til at deltage i workshops omhandlende kroppen og menneskelige forhold.

I år med to danske repræsentanter, som herhjemme har gjort sig fornemt bemærket indenfor netop et meget anatomisk, sanseligt udtryk.

Kroppens særlige hukommelse
Hanne Linde viser installationen Metamorfose, en visualisering af en transformationsproces, hvor erindringer eller cellulære affaldsprodukter komposterer, indgår i andre sammenhænge og tager nye former.

Værket består af udtjent tråd og papir, som hun snor, omformer og indfarver med lim og maling. Der opstår hinder, knuder og strengagtige formationer som hænges på jernbøjler fra loftet. Det indre af installationen er delvist beskyttet af semi-transparent plastik, så det visse steder kun er via rifter og huller, at man får et kik til værkets kerne.
Fascinationen af kroppens skønhed, kompleksitet og evige foranderlighed har i mange år været et omdrejningspunkt for Hanne Lindes to- og tredimensionelle værker. Givetvis er det stimuleret af hendes bachelorgrad i medicin, kunstpædagogiske uddannelse, studier ved kunstskolen Spektrum hos Ingela og Thomas Skytte, og i øvrigt stærke engagement i menneskelige vilkår.

Hanne Linde debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 1997, på KE Kunstnernes Efterårsudstilling i 2000, og har foruden udstillinger i ind- og udland flere udsmykninger, samt integrerende undervisningsforløb bag sig, bl.a. flere som huskunstner, støttet af Statens Kunstfond.

En fusion i stof // menneskets fortællinger
Susanne Schmidt-Nielsens værk belongings er skabt til udstillingen “I Am my Body, I Am my Memory” med Action Hybride, og er en abstrakt billedliggørelse af livets påvirkning af krop og sind.
Små knudrede objekter, som alle er forskellige, ligger blødt til skue på et hindelignende lag, sammensyet og med små sprækker og ar. Værket er lavet af brugt tekstil og skumgummi, silikone, voks og latex. De små objekter, som ligger på et underlag, der mimer hud, er en visualisering af det, vi gemmer på og bærer med os i vores indre af erfaringer, oplevelser og indtryk.

Susanne Schmidt-Nielsen, der ligeledes har fundet inspiration på kunstskolen Spektrum, har arbejdet sig frem til sit karakteristiske udtryk, proces for proces. Både hendes mor og mormor var dygtige til at sy, så Susanne Schmidt-Nielsen fik tidligt lyst til at lade hænderne arbejde, har hun fortalt i et portrætinterview til Kunstavisens læsere. 

Ad eksperimentets vej via keramik, maleri, skulpturelle objekter, samt med udsyn og indblik i tværformelle udtryk har kunstneren banet vejen for unikke, anatomisk inspirerede tilsynekomster. 

Susanne Schmidt-Nielsen har deltaget på en halv snes censurerede udstillinger, og har selv virket som censor flere gange. Senest på Kunstnerens Sommerudstilling 2019 i Janusbygningen i Tistrup. 

Hun har ligeledes udstillet i ind- og udland, og tidligere i år udstillede hun sammen med Hanne Linde på gruppeudstillingen Tilbage til nutiden på Greve Museum med Susanne Pedersen, Sisse Hoffmann og Anne Gudrun Sejersen. 

Således er det et par rutinerede deltagere fra den danske kunstscene, som Action Hybride har inviteret med på Festival of Arts ”I Am my Body, I Am my Memory” i Venedig. 

Tilbage på Forte Maghera er der desuden 3 pavilloner, som er en del af Venedig Biennalen, der fortsætter frem til 24. november i år.

Af Inge Schjødt//inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk – online juni 2019

De fik mig til at le højt, de første værker jeg så af Maria Engholm på en gruppeudstilling i Huset i Asnæs i 2017. Kunstnerens såkaldte Forviklinger, skabt af sytråd, læderstrimler, guldtråd, pels, snor og tovværk i en fabulerende symfoni af smukke kulører. Jeg blev så glad. De gav mig mod.

Ja, livsmod fik jeg ved synet de frie, eksperimenterende, tekstile skulpturformer. Jeg var aldeles solgt til kunstnerens udtryk. Begejstringen blev ikke mindre, da jeg kom tæt på Maria Engholms malerier.

De havblå felter og de turkise, op mod træets egne naturlige farver appellerer stærkt, sammen med det poetisk rustikke, der er at finde i rigt mål i Engholms værker.
Paletten fænger. 

– Jeg maler med træ, siger Maria Engholm selv om sin fremgangsmåde. Det gør hun i både todimensionelle og flerdimensionelle værker, hvor træets årestruktur i pladen ofte træder frem gennem et tyndt laseret farvelag, og bliver en væsentlig del af billedets sprog.

Og når hun tilføjer elementer af træ med og uden overfladebehandling til sine kompositioner, som omfatter maleri, installation, udsmykning og møbeldesign.
– Selve træets årer afspejler de sparsomme og frodige livstider, de taler næsten for sig selv. 

Maleriet har altid været der
Farveglæden og lysten til forskellige sammensætninger har hun arvet fra sin mor, som kan noget med blomster, professionelt.
Hendes far kunne bygge alting fra huse til havne, og begge forældre var gode til at tegne, så talenterne og energien kommer indefra hos Maria Engholm. 

Et job og en god relation hos Fredericia Furniture stimulerede interessen for træet, og på Danmarks Designskole i København har hun 2003 – 2007 uddannet sig på linjen for Møbel og Rum. Men maleriet har altid været med. 

Med træet i hjertet
I 2006 stiftede hun sammen med Mads Peter Laursen Bureau Detours for kunst og design, som f.eks. stod bag One Love City 2009, og bl.a. sammen med Kristoffer Tejlgaard og Benny Jepsen opførte Dome of Visions, det kuppelformede mødested, som blev udviklet i samarbejde med entreprenørvirksomheden NCC på det bornholmske Folkemøde.
Domen gør for tiden sit demokratiske arbejde i Aarhus. 

I 2014 boede den ikoniske bygning på Christians Brygge i København, hvor Maria Engholm fungerede som huskunstner og fandt løsninger ad hoc til skilte, møbler med mere, gerne af rester, stumper og stykker. Bæredygtighed er mere end et modeord. Det stimulerer den kreative proces hos Engholm.

Billedernes indre og ydre klima
Fortællinger om livets kringlede veje og menneskers spor, har længe optaget Maria Engholm qua en stormfuld periode i hendes eget liv, som nok har efterladt en vis melankoli, men også vist, at hun besidder en betydelig drivkraft.
Gordiske kunder er ikke uløselige, det gælder om at tage fat, mener kunstneren, som i 2011 skabte en udsmykning til Kræftens Bekæmpelses Center for kræft og sundhed i København. 

Gennem de seneste 8 måneder er debat om klima og det grønne ungdomsoprør dukket frem som et stærkt tema i malerierne.

Engholm beundrer Esther Michelsen Kjeldahl, der, som aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse gør opmærksom på klimabekymringen, som det bl.a. kan opleves i Dansk Arkitektur Centers satsning Nutidens forbrug – Fremtidens problem.

Kontrasterne til den livsstil mange af os sorgløst har levet længe, med ferier all inclusive, og så den ubehagelige plastikvirkelighed og det manglende nærvær, ser vi eksemplificeret i motivet Debate.
I værket The Silence vælter vi ind på destinationen efter tsunamien har taget toppen af palmerne. Ser man efter, er der dog en ledetråd i kaos, som beskueren kan gribe eller lade være. 

– Billederne har gerne en hovedfortælling, men der er mange lag. Alle de der veje og sideveje.
– Jeg går ind i billedet, og hejser mig ned i de huller, jeg maler. Bifortællingerne åbner muligheder for beskueren, fortæller Maria Engholm.

I Fragments of Time besøger vi et kondemneret butikscenter. Maria Engholm oplever en helt unik aura, spor af udlevede drømme på et sted som dette, hvor de gamle mure må vige og noget nyt starte op. 

– Sådan er livet jo, tingene udvikler sig – og vi vikler med.
– Forviklingerne ser jeg faktisk som noget positivt, noget der leder fremefter, fastslår Maria Engholm.

Passion for nuet
Kort sagt, møder vi her en kunstner, der kommer til syne i et topaktuelt formsprog med erfaring og med noget på hjerte.
I april viste Galleri Oxholm i København den næsten udsolgte udstilling Unsettled Stories, alt i en lækker, æstetisk helhed med stedsspecifik indretning, stole, bord og blomsterkabinet, skabt af Engholm selv.

Udstillingen blev anledning for denne portrætsamtale, som begyndte og sluttede med glæden.

Fakta om Maria Engholm
Billedkunstner Maria Engholm, født 1976 i Fredericia, debut på Kunstnernes Påskeudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling 2005. Deltog i Århus Kunstbygning på SPRING 2006 med Bureau Detours.
Med Bruno Dahl i London, New York, Chicago, Toronto. Huset i Asnæs 2012 og 2017, 50x50x50 Kastrupgårdsamlingen 2016, Politikens særtryk, Politikens Forhal 2017. Repræsenteret af Galleri Oxholm, København. Kunstneren er medlem af BKF, og bor og arbejder i København. 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019

Svenskerne løb med de tre hovedpriser i Carlsbergfondets portrætkonkurrence Portræt Nu 2019

Fotoværket Leif af svenske Erik Viklund blev præmieret med 1. prisens 85.000 Carlsbergkroner for sit stærke tema og talentfulde arbejde med materialet ved åbningen af Portræt Nu 2019.

2. prisen på 35.000 kr gik til det fotorealistiske maleri Actress Singing Karaoke af André Nordström, og maleriet af datteren Elsa indbragte Martina Müntzing hædrende omtale og 3. prisen på 15.000 kr ved prisuddelingen på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor Det Nationalhistoriske Museum med Portrætsamlingen har til huse.

Young Talentprisen gik til norske Aksel-Dev Dhunsi for hans fotoprojekt, og tre specialpriser à 10.000 kr gik til finske Alisa Javits videoværk Seeing, danske Astrid Marie Storgaards mixed media Pige i forbrug, og russiske Irina Vladimirovna Zeleninas klassisk malede Portræt af en kadet. 

Gengangere og nye talenter
Blandt de udvalgte kunstnere har flere deltaget før. Det gælder Katharina Grage fra DK, som viser sit tredje bidrag i fotoserien Bror, der handler om en drengs udvikling fra barn til voksen.

Projektet visualiserer den kropslige og psykologiske forandring fra barndom til ungdom og overgangen fra den blotte tilstedeværelse til den spirende selvbevidsthed og tiltagende emotionelle dybde.
Her er både Hammershøisk lys og hollandsk renaissance i motivet, om man vil. 

En anden velfortjent genganger er den nyklassiske maler, Carsten Krogstrup, som deltager med sit portræt Cave Canem af kunstneren Anders Kirkegaard, malerens mentor, her med hunden Mara. 

Lone Just Andersens performative installation udfordrer forståelsen af portrætgenren.

Herligt forfriskende er Jesper Hasseltofts hilsen til det uperfekte selvportræt i fotoserien Giraf og Flodhest, og fyldt af livslyst er Alexey Glazunovs portræt af niecen Anne som Den Lille Arkitekt. Glazunov fra Ukraine repræsenterer Østeuropa sammen med kolleger fra Aserbajdsjan, Hviderusland, Kasakhstan og Rusland.

Også de nordatlantiske bidrag er værd at hæfte sig ved, som islandske Elvar Örn Kjartanssons fotoværk.

Tak for øl og kunstsamling
Formålet bag portrætprisen er at videreføre stifteren, brygger J.C. Jacobsens visioner om at stimulere kunsten, og her særligt portrætgenren blandt kunstnere og i offentligheden. 

Konkurrencen er åben for alle medier – maleri, skulptur, video, installation, lydkunstværk med mere, og det afspejles i udstillingens 128 værker, udvalgt blandt 1641 indsendte, som er mundet ud i en særdeles seværdig og varieret udstilling. 

Kataloget er en guldgrube for et nøjere studium, når øjnene er blevet mætte af førsteindtrykket. Tag en øl, og send en hilsen til brygger J.C. Jacobsen, som både har støttet genopførelse af Frederiksborg Slot efter branden i 1859, og Det Nationalhistoriske Museum.

Portræt Nu – før og nu
Det er 7. gang konkurrencen Portræt Nu finder sted. Første gang var i 2007 og dengang var portrætkonkurrencen forbeholdt nordiske kunstnere.

Siden 2013 har kunstnere udenfor Norden deltaget. I 2017 kinesiske, og i år østeuropæiske. Carlsberg Ukraine har formidlet det østeuropæiske bidrag.

En international priskomité udvælger deltagere og vindere. I år fagfolk fra Scottish National Portrait Gallery, Edinburgh Skotland, Fabergé Museet, Skt. Petersborg Rusland, Reykjavík Art Museum Island, Ljungbergmuseet Sverige, National Portrait Gallery, London, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Danmark, samt kunstkritiker og motivator Henrik Wivel.

Finalen er Publikumsprisen, som uddeles ved slutningen af udstillingsperioden til den publikumsfavorit, som får flest stemmer.

Læs mere og stem på portraitnow.org. 

Portræt Nu
Frederiksborg Slotsgade Hillerød
Frem til 5. august 

Klik på illustrationerne – >
og få en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 5 // 2019 

De kan noget på havnen i Hundested. Engang var det fornemme både i yachtklassen, i dag er det Glasskibe i Vikingeklassen, der tager ærefulde priser hjem. 

Det unikke samarbejde mellem glassmedjen Backhaus-Brown og snedkerne hos Egeværk giver genlyd i ind- og udland. Senest har de to værksteder sammen vundet Collectors’ Choice Award på Glass 47th, verdens største glaskunstudstilling i Detroit, USA.

Det betyder af vinderværket, Alfader, sammen med to andre af glasskibene skal udstilles på Fort Wayne Museum of Art i Indiana. Bag prisen står Art Alliance for Contemporary Glass, som nu kender nye sider af dansk glaskunst.

Et ridderslag fra Københavns Snedkerlaug
Jublen over denne pris er så at sige 2. bølge, for kort forinden modtog snedkervirksomheden Egeværk Snedkerprisen på 150.000 kr. fra Københavns Snedkerlaug, venligt stillet til rådighed af Kirsten og Freddy Johansens Fond.

Sidste års modtager var restauranten Noma, eksempelvis.

Egeværk blev blandt andet belønnet for deres samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown, og for deres kompromisløshed, kunstneriske tilgang og udsøgte håndværk i bl.a. serien VOID og stole som A Touch of Mack, udført sammen med arkitekt Hannes Stephensen. 

Begge snedkermestre Mette Bentzen og Lasse Kristensen er udlært hos PP Møbler i Allerød, som gennem generationer har stået for fornem kvalitet og fremstillingen af bl.a. Wegners stole.
Tradition og fornyelse går hånd i hånd – med stærkest anstrøg af frimodigt eksperimenterende fornyelse. 

Kunstavisen ønsker tillykke til Andrew Brown & Nanna Backhaus-Brown, Mette Bentzen og Lasse Kristensen  i Hundested. 

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019 

Teaterkender Georg Metz viser for første gang offentligt sin version af teateropsætninger en miniature sammen med nostalgiens billedtæpper af Nulle Øigaard i Skovhuset ved Søndersø

Det er en retrospektiv udstilling af billedkunstner Nulle Øigaard, der kalder. Hendes florlette billedtæpper så og hørte jeg om som tekstilinteresseret Engelsholmelev for en del år siden. Navnet har strejfet mange gange.
Nu skulle det være.

På udstillingen Scene billeder i Skovhuset ved Søndersø har Nulle Øigaard inviteret sin mangeårige ven, journalist og teaterkritiker Georg Metz til for første gang at præsentere sin passion for teater, fingerfærdigt omsat i finurligt fantastiske miniatureopsætninger, han selv har bygget i stille stunder. 

 

Skatkammerets nyeste perle

Med et satirisk og muntert blik har Georg Metz udformet over tyve miniaturetableauer med teaterbygninger og for- og bagscener, og befolket dem med alskens medvirkende, tegnet og skåret på et imponerende spinkelt modelniveau.

De små teaterbygninger fortæller hver sit teaterstykke i en enkelt, ikonisk scene, der indfanger hele forestillingens nøglefortælling.

Det er en herlig introduktion til teaterets fantastiske verden, og en hyldest til store klassiske værker af Shakespeare, Wagner og Verdi med flere. I opsætningerne er Georg Metz tro mod stykkernes forlæg og ophav, og krydrer dem med sit skarpe blik for detaljen.

Smilende går man rundt og møder Aida med dromedar, Richard den 3. med hest, La Boheme med ekstra meget Paris, og Cæsar med fagligt møde på demokratisk vis på bagscenen midt i det højdramatiske mordkomplot. 

– Det har taget omtrent en måned at bygge hver af de små teatre. Jeg lavede 12 på et år, fortæller Georg Metz, da jeg træffer ham på udstillingen.
– Der er ikke brugt lup, jeg har et godt syn, svarer Metz og forklarer, hvordan luppens spekter ville fordreje de fine figurers udtryk. 

På materialefortegnelsen står der lindelister, akvarelpapir Grain Satiné Sennelier, rhinestone, diverse småting, plastik, glimmer, perler med mere. I udstillingen ses et udvalg af Metz’ mange tegninger og skitser fra rejser sydpå, og det er stregen herfra, han overfører til aktørerne på sine scener.

Her er vitterligt tale om et passioneret arbejde, der fortjener mange besøg og et ganske betydeligt mål af beundring. Samt flere visninger i teaterets tjeneste. Et stort cadeau herfra. 

Gensyn med vennerne i minderne 
– Denne udstilling er retrospektiv, fortæller Nulle Øigaard til Skovhusets leder Annette Lindroos.
– Sidste år fandt jeg mine gamle tegninger fra Mallorca fra 1957. Det var det år, jeg kom derned og blev hængende frem til 1960, og lod mig absorbere af øens musik og liv og dans og glæde.
– Jeg var i begyndelsen af tyverne, tegnede og malede alt, hvad jeg så, og tilegnede mig kendskab til guitar ved at se på, hvordan de andre musikere flyttede fingrene. 

Nulle Øigaard kom med i landsbyens band, og spillede på de lokale restauranter og blev præget af energien og af menneskene, som blev venner for livet. 

De sansemættede stemninger, aftner med flamenco, dans og fællesskab er på poetisk vis malet ind på en serie nye billedtæpper. Som altid udført lag på lag, i lærred, tyl og brokade. Nulle Øigaard maler med stof. 

Med på udstillingen er også tidlige tegninger, nye tegninger, enkelte næsten abstrakte tæpper og dertil en fin portrætfilm, skabt af sønnen Lasse Spang Olsen.

Historien om den kvindelige kunstner
Han beretter om opvæksten med en mor som billedkunstner, der altid havde et billedtæppe i skødet, og hvor der var god plads til leg og nærvær.
Hun beretter om sin arbejdsproces.
Vi kigger i stofkisterne på loftet, der rummer slidte kostumer fra Det Kongelige Teater, Gladsaxe Teater og Dronning Ingrids garderobe, som blev den palet og pensel, hun valgte. 

Nulle Øigaard fortæller også om sit livs parløb med ægtefællen, tegneren Ib Spang Olsen, der var en højt skattet sparringspartner, som gav hende mod til at være sig selv, fordi han altid accepterede, at man var sig selv. Her mærker man spandet af tid, og hvordan en livsbane har formet sig for den nu 85-årige billedkunstner.

Nulle Øigaard er oprindeligt uddannet på Kunsthåndværkerskolen og på akademiet, har ernæret sig som bladtegner, kostumier, og har en lang række udstillinger og udsmykningsopgaver bag sig. Nulle Øigaard føler sig som en heldig kartoffel, der har, hvad hun drømmer om, og blot ønsker, at det fortsætter. Dette var hendes niende udstilling i Skovhuset, som hun er en mangeårig ven og støtte af. 

Huset i Skoven
Skovhuset ved Søndersø, hvilken perle i sig selv! Allerede ved stien fra parkeringspladsen bliver man mødt af fantasien, Eva Kielgasts trold i træet og Pontus Kjerrmans herligt venskabelige bænk. På balkonen til havesiden er der et kig til søen og kaffekopper på bordene.

Indenfor i de sommerlyse rum er der venlig modtagelse og ansporing til at tilslutte sig Skovhusets Venner. 

Skovhuset har eksisteret siden 1977, og har lagt rum til talrige kulturoplevelser, udstillinger, undervisning, musik, film, internationale gæster, royale besøg med mere. For en stor del tilrettelagt og gennemført af frivillige kræfter.

Uden venner går det ikke. Det kan Georg Metz og Nulle Øigaard nok nikke med på. Herfra i hvert fald en særdeles venlig anbefaling. Der er skønne perler i skoven ved Søndersø.

Nulle Øigaard og Georg Metz – Scene billeder
Skovhuset, Ballerupvej 60, 3500 Værløse
Frem til 19. juni

Tekst og fotos af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen Online – maj 2019

Den Fynske Forårsudstilling fejrer et festligt 90 års jubilæum med en række udstillinger, hvoraf den første kan opleves i Svendborg og den næste på Sophienholm

Det er en livskraftig 90-årig, som inviterer indenfor i SAK Kunstbygning i Svendborg til Den Fynske Forårsudstilling. Den, udenfor København længst eksisterende kunstnergruppe, viser her den første af en række jubilæumsudstillinger, som i løbet af året også bliver præsenteret på Sophienholm ved Kgs. Lyngby, på Johannes Larsen Museet Kerteminde og sidst på Silkeborg Bad. Hvert sted i en særlig konstellation.

Den Fynske Forårsudstilling viser værker af fynske kunstnere og også kunstnere, der på andre måder er knyttet til øen. I år deltager Lars Abrahamsen, Helle Baslund, Jens Bohr, Lea Mi Engholm, P.O. Hansen, Søren Hillerup Vaag, Annette Holdensen, Michael Isling, Poul Lee, Keld Moseholm, Sanne Ransby, Anne Skamstrup Heiberg, Hanne Skyum, Külli Suitso, Sys Svinding, Birgitte Thorlacius, Lars Waldemar – i alt sytten kunstnere fra gruppen, sammen med to gæster og dertil to mindeophængninger for Gert Rune Sundien og Thorkild Hoffmann Larsen. Gæsteudstillerne er Johanne Rude Lindegaard og Bertil Osorio Heltoft, begge uddannede på Det Fynske Kunstakademi.

Fra ende til anden
Vi kommer materialekompasset rundt, og rundt i mange forskellige temaer bl.a. de politiske strømninger i tid og sted. Vi kommer dybt ind i en eksperimenterende udforskning af stoffet, strukturen og dialog med naturen. Og så må vi ikke glemme humoren.

Keld Moseholm lader sine trinde menneskefigurer standse af mure, told- og tankemure i dagens samfund. Nok så joviale ser de ud, men deres skæbne er uvis, erklærer udstillingens nestor.

Lea-Mi Engholm eksperimenterer med rester, spildprodukter fra en ekstruderingsmaskine og frembringer organiske ophæng forklædt i sanseligt bivoks. Skulpturerne Aflejringer frembringes gennem gentagne lerlag og brændinger, så nyt opstår, i stjerneler. Kunstneren har et visuelt slægtskab med De V+, som vi netop har set på Herlev Gammelgaard.

Lars Waldemar har skabt et monumentalt værk, 101 Udsagn om biodiversitet – et storslået anslag i krydsfeltet mellem naturens og fantasiens formgivning. I 100 reagensglas side om side viser Waldemar sine versioner af hvad der ville ske, hvis man havde et tomrum i naturen? Det har han her fyldt med sandsten, pærestilke, pindsvinepigge og meget mere. Ihærdighed parret med humor og indlevelse.
Michael Isling viser i en række monotypier Portraits of landscapes en bekymret begejstring for naturen, og Søren Hillerup hylder den i store tuschtegninger. 

Svanesange
Estiskfødte Külli Suitso, der har slået sig ned i Middelfart, samler i sit store hjelmebillede en historie om livets skrøbelighed og muligheder i Den næsten gennemsigtige hjelm med (den fynske) svigermors knapper. De mange knapper får helt deres eget liv, hendes maleteknik er ganske enkelt imponerende. Hjelme har været en del af hendes motivverden i nogle år, faktisk siden Rusland gik ind på Krim. De vil simpelthen ikke slippe kunstnerens pensler, men de bliver mere og mere gennemsigtige.

I mindeophængningen for Gert Rune Sundien får vi kunstnerens allersidste og meget stærke billeder. Især værket Justitia rummer et helt livs fortælling med kvinden, som den centrale figur. Sundiens moder var, ifølge vennen og kunstnerkollegaen Poul Lee, kilden til livsmod i Sundiens opvækst, så det er sandsynligvis hende, vi ser i den monumentale position.

Poul Lee selv rumsterer med eksistensen, henter det indre billede ud af urhavet, ser langt fra og tæt på, og plads får her også Eva og Adam i den evige dans.

Spinderier
Sanne Ransby skal fremhæves på tekstilfronten som smukt eksperimenterende i det store billedtæppe Movement, hvor hendes egne indfarvede garner sagte, som en solopgang, stemmer sindet.
Hanne Skyum fremfinder ligeledes delikate farveklange i sine trærelieffer, og gæsten Johanne Rude Lindegaard afsøger i sine malerier dybde og flade paradokset i en inverteret fremstilling af lys og skygge i kombinationer af ældre og nye materialeforløb.

Vi kan således nyde såvel de garvede som de unge.  Der er kvalitet i kunsten, fantasien, livskraften, og her er vingefang i den evige moslen med materien.

Vi når i denne omtale ikke hele raden rundt, men kan med varm anbefaling henvise, dels til det udmærkede katalog, der går tættere på den enkelte kunstner, dels til de kommende udstillinger på Sjælland, Fyn og i Jylland. 

Nyt kommer og går med hvert sted, som det er betingelsen for at holde en 90-årig sund og rask. Kunstavisen ønsker Tillykke med jubilæet.

SAK Kunstbygning, Svendborg, frem til 28. april
Sophienholm, Kgs. Lyngby, 4. maj til 30. juni
Johannes Larsen Museet, Kerteminde 5. juli – 6. oktober
Silkeborg Bad, 13. oktober – 5. januar 2020 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen Online – april 2019.

Tid er det samlende greb for en dobbeltudstilling på Gammelgaard Kunst- og Kulturcenter i Herlev

Tid er konkret, flygtigt, målbart, fascinerende, og delbart, som i en dans.

Tid er der brugt i de forskelligartede udtryk, kunstnerne fører frem, såvel som i den demokratiske kuratering, der ligger bag den elegante udstilling Imellem tusinde tider i Gammelgaards to smukke ladebygninger.

I Hovedhuset optræder Heine Kjærgaard Klausen med All we have is now i tre skulptursituationer.

Inklination
Bag udstillingen Imellem tusinde tider står kunstnergruppen De V+, Kirsten Schauser, Kristina Kvalvik, Kristine Djurhuus, Michala Norup, Susanne Schmidt-Nielsen, der har udstillet sammen siden 2016, og gruppens nye medlem, Sofie Hertz.

Senest har vi set De V i Galleri Pi i Borgergade i København. Gruppen har planer om at træde op til august med Kunst i Kapellet Sct. Hans Have og på Silkeborg Bad i det nye år.

Variationer – trin for trin
Kirsten Schauser har søgt ind i det helt nære med sine oliemalerier, der er en transformation af fotos, close-up. Ved første øjekast tror den besøgende nok, at det er fotos, vi får – men når vi træder hen, ses, at der er lagt meget mere end et øjeblik deri.

Kristina Kvalvik bruger ligeledes foto, som komponeres i yndefulde videosekvenser, hvor arkitektur og natur spiller med.

Hos Kristine Djurhuus går vi helt ned i tempo.
Hendes monumentale, tuschmalede papirfriser sætter en skøn, meditativ ramme i rummene.
Papirets retning får os bevæget. Papirets tørhed, skrøbelighed og tuschpennens vedholdenhed ligeså.

Bevægende er også Michala Norups besøg ved Hvalhjertet på Zoologisk Museum i København.
De fine linjer og lysglimt fra det kæmpestore objekt levendegøres i fotosekvenser, fotogravure og ghostprints, hvor energien langsomt fortoner sig på papiret, som klangene i sonaten.

Pivot og proces
Susanne Schmidt-Nielsen viser i Gl. Lade, hvad ris kan i sit værk indications, formet af vietnamesisk rispapir. På balkonen ses in stock, af tekstil, papir, tråd, latex, voks, silikone, paraffin, akrylplade, tavlelak, blyant, arbejdsbord, bukke, 2016.

I Ny Lade får vi prolonged conditions, no. 1-3 i tekstil, tråd, gips, lim, silikone, skumgummi, og metalkonstruktion fra 2019.

Omdrejningspunktet er for kunstneren den fremadskridende proces og livsstoffets mange fortællinger.
Sanseligheden mærkes, især som en forundringsfuld pause for beskueren.

Sanselige er Sofie Hertz’ spor af noget indestængt i de organiske objekter af glittet, lakeret, ubrændt ler, samt i elementet Bloodwave, farvet af blod. Jo.

Tid er noget, vi får, når vi lytter, og når vi ser hinanden. Så kan dansen lykkes, som den gør i Herlev.

Gammelgaard byder på kunstsalon 24. marts kl. 14.

Gammelgaard Kunst- og kulturcenter
Gl. Klausdalsbrovej 436, Herlev
Frem til 31. marts.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen nr. 3 // 2019

Horsens Statsskole har føjet et portræt af musikmennesket Thomas Buttenschøn til sin historie, malet af June Jin Engelharth, som har et fint blik for diversitet

Der var frit valg, da malerinden June Jin Engelharth fik til opgave at male et portræt for den traditionsrige Horsens Statsskole. Skolen, som er grundlagt i 1532, besidder en unik portrætsamling, der nu har fået tilføjet et nutidigt værk til rækken af betydende profiler.

Thomas Buttenschøn har netop besøgt byen, og har på sin 34 års fødselsdag overværet afsløringen af June Jin Engelharths portræt af ham på den gamle skole.

– Friheden var vigtig for mig, fortæller June Jin Engelharth, som har malet mange forskellige menneskefigurer, men som hidtil har veget udenom egentlige portrætopgaver.

Det var Horsens-galleristen Allan Hjort, som kom med opgaven og kontakten til Horsens Statsskole. Her var man i gang med at revitalisere kunstsamlingen. Ideen var at give den en saltvandsindsprøjtning i forbindelse med en nyophængning, og dertil var der et ønske om at føje samtidskunst ind i rækken af de mere end 40 motiver. 

– Jeg fik en gennemgang af den omfattende portrætsamling, der vidner om 400 års udvikling, bl.a. i måden mennesker har ladet sig forevige på.
– Hvis der havde været sådan en stribe billeder af berømte hoveder på min egen skole, så kunne det nok være, at det havde bidraget til læselysten, det er jeg overbevist om, smiler June Jin Engelharth, som takkede ja til opgaven. 

Talent og diversitet
– I samlingen var der fortrinsvis billeder af noble hvide mænd, så i første omgang ledte jeg efter en kvindelig model, men da det også gerne måtte være en person, eleverne kan relatere sig til, faldt valget på musikeren Thomas Buttenschøn, som selv har været elev på stedet.

– Det var nu ikke et krav fra skolens side, men mit eget valg, understreger June Jin Engelharth. Jeg fandt hans hudfarve interessant og relevant, fortæller June Jin Engelharth, som selv har koreansk baggrund. 

– I vores tid vokser diversiteten, og det præg har jeg ønsket at bidrage med at almindeliggøre her, forklarer kunstneren, der karrieren igennem har dyrket tolerancen gennem sine valg af modeller, som er fundet i vidt forskellige miljøer. Lige fra de kreative i det transkønnede segment til bedagede koryfæer fra videnskabens verden, hvor hun for nyligt har udforsket brugen af arsenik i giftigt grønt decor.

Thomas Buttenschøn er søn af en zambisk mor og dansk far. De døde fra Thomas af malaria og aids, da han blot var en stor knægt, og han er vokset op i en plejefamilie på Odder-egnen. Tidligt blev han fanget af musikken, så han har vist ikke siddet så stille på Statsskolens stole. I dag har han netop udgivet sit syvende album Tilbage På Dansk, som han er på turné med. Hans musik har indspillet guld- og platinplader, han er kendt fra radio og TV, og er selv blevet far, og fraskilt.

– Thomas blev glad for henvendelsen, og smilede højt ved tanken om, at han fremover skulle være at se på sin gamle skole hver dag. Det kunne måske kompensere for fraværsprocenten i sin tid, og samtidig give et holdepunkt og forbillede for de elever, der måske ikke er så meget til bøger, fortæller June Jin Engelharth.

Hun er overbevist om, at kunstværker på en skole sætter sig i bevidstheden hos eleverne, og at de får noget ud af det på den lange bane. 

Ingen adgang
– At stille sig rådighed som model ser jeg som en generøs gestus, der kræver energi, og derfor også fordrer nænsomhed og diskretion fra min side. Jeg mødtes med Thomas i hans musikkælder til en snak og en kop kaffe, for at afstemme tilliden, inden vi for alvor gik i gang. Da vi dernæst skulle mødes til fotosession, sagde jeg nej til dem, der meget gerne ville kigge på.
– Det var vigtigt for mig, at der var rum og ro, og vigtigt var det, at Thomas selv var den første til at se maleriet undervejs. Det kunne ikke afleveres, uden han kunne nikke til resultatet.

Uden filter
– Jeg har ønsket at skabe et klassisk, realistisk portræt.
Baggrunden er en majestætisk violet farve, som korresponderer godt med Thomas’ hudfarve. I tøjet opløser jeg det realistiske, og ligeså i hans fantastiske hår. Der kunne jeg ikke male alle krøllerne, og lod det blive til en ekspressionistisk eksplosion. Jeg lod det blive til støv, som jeg også tidligere har arbejdet med. Vi består jo alle sammen af små partikler.

– Jeg maler på moderne plexiglas, som er monteret foran et lærred. Det afspejler de tidens mange filtre, vi ser hinanden og ser os selv igennem, både på tv, smartphones og internet. Rammen er også vigtig, den er en del af kronologien. Man kan begå vold mod værket ved at sætte en forkert ramme på.
– Det har været vigtigt for mig at vise en lidt alvorlig og moden side af Thomas. At finde mennesket, slutter June Jin Engelharth.

June Jin Engelharth, født 1977, er uddannet i Billedkunst & Formgivning, og bosat i København. 15 års erfaring som scenografibygger, maler og dekoratør for museer, tv, spille- og reklamefilm, samt opgaver som assistent for kolleger som Peter Land og Christian Lemmertz. Har udstillet solo og i gruppeudstillinger rundt i Danmark, Sverige, Italien, Holland og Korea. Gallery Hjorth i Horsens repræsenterer June Jin Engelharth i DK og internationalt.

Portrætsamlingen
Horsens Statsskole
Studentervænget 2
8700 Horsens
Fra 22. marts 2019 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret i Kunstavisen nr. 3 // 2019