Simon Fensholm rammer det barokke i tiden

Simon Fensholm – How to Find the Right Light Setting, 2021

Blandt en palet af Vanitas-motiver har Simon Fensholm valgt at æde blomster – like a pro

Oven over væltede havestole, flyvende hotdogs og blisterpakninger lyser den allermest håbefulde køligt-blå malerihimmel i kunstneren Simon Fensholms nye soloudstilling, Eating Flowers Like a Pro. Den finder sted hos Galleri Oxholm, Pile Allé på Frederiksberg.  

Trods et noget dystopisk univers blev jeg tilbage i 2017 ret grebet af Simon Fensholms malemåde. Her var vitterligt et solidt talent, mærkede jeg og skrev jeg. Og siden har jeg glædet mig over kunstnerens udladninger hen ad vejen.

Penselbrugen er ekspressiv, ofte indeholdende flere kulører i samme strøg. Det er et meget karakteristisk træk hos Fensholm. Paletten er også genkendelig, med blåt og lyserødt, okker og violet, og en dristig rød, en tør olivengrøn sammen med hvidt og sort. Og så er der lyset, som han mestrer helt unikt i billedrummet.

S.F. – Eating Flowers Like a Pro

Denne gang hæfter jeg mig igen ved kompositionernes rum. Vi er zoomet ud, og tager et kig på verden fra et filmisk perspektiv. På ferniseringen af hans anden soloudstilling får vi kort hilst, og efterfølgende tager vi en længere samtale.

Noget om sprog
Titlen, eksempelvis, hvor kommer den fra, hr. Simon Fensholm?

Han har en passion for sproget, afslører han. Og inden udstillingstitlen lander, har han dels malet, og dels udfyldt flere siders tekst for at nå frem til det rette udtryk. Denne gang begyndte det med en billedtitel og en serie motiver med blomsterbuketter, der udviklede sig simultant.

– Det skal klinge. Det skal være til at huske, fortæller han. Og det skal pirre, forstår man. I svarene er der en professionel tilgang til de elementer, der omgiver en udstilling. Det har han med fra sin uddannelse som Visuel Designer fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Sprognørderiet er vist en vuggegave, oprindeligt.

– Jeg læser en del, og jeg har øjnene med mig. De klassiske dyder, og barokkens arketypiske elementer i stilleben-traditionen fangede, og jeg blev inspireret af blomsterne. 

– Som Vanitas-motiv er blomsterne i forlængelse af barokkens memento mori kranier og symboler på forgængelighed.
– Personligt har jeg et næsten tragisk forhold til planter. Jeg glemmer dem, simpelthen. De sygner hen og dør, også kaktus.

– I ordet Eating er der noget disruptivt og dyrisk, næsten voldsomt, frem for fx Looking at eller Loving Flowers.

S.F. – Odd Ankle Activities, 2021

Like a Pro er en kommentar til vores tid, hvor man skal dyrke alt kommercielt, professionelt og succesfuldt, og det sker næsten til kvalmegrænsen med selfiekulturen, at alt skal være perfekt, siger kunstneren.

I udstillingens første rum hænger seks motiver med fællestitlen Odd Ankle Activities I-VI, der giver et vip til sportens arena og kropsdyrkelsens idealiseringer. Det er bare ikke alle, der er skabt til – eller har lyst til at være med her. 
(- Klik på illustrationen og se en bedre version ).

S.F. – Lunch Break, 2021

Professionel spontanitet
– Jeg arbejder ikke med skitser, men maler lige på, og maler over, til motivet er der. Det er spontant, og samtidig kontrolleret forvrænget. Især perspektiv og lyskilde er noget, der bliver omhyggeligt tilrettelagt.
– Malerierne bygges op, flere ad gangen i værkstedet, hvor der svines og arbejdes meget sanseligt og følelsesladet, fortæller Simon Fensholm. Det er en meget fysisk proces, nærmest som der danses ballet ved lærrederne, nogle gange, fortæller kunstneren.

Denne gang har han arbejdet med nogle udvalgte farveholdninger, der dogmeagtigt er rykket væk fra hans egne spontant foretrukne. Blandt andet en ’børnehavegrøn’ som fik plads i nogle kolonihavemotiver. Desuden er der nogle rødligt violette toner op mod gule baggrunde, der bare swinger, fx i en komposition med et par flasker og et par kartoner på en bardisk. 

Motivet Lunch Break med to flasker og to juicekartoner, det er ret vellykket. Hvad har du gang i der?
– Baggrundens blå og det langsomme skift i lyset er blevet til gennem rigtig mange penselstrøg. Det er rent ud kompliceret håndværk. Etiketterne på flaskerne er landet efter flere forsøg rundt på de lærreder, jeg samtidigt arbejder på.

– Der er en fed signalværdi i æblekartonerne, noget skovtur og velfærdssamfund, og så noget kontrastfyldt i at bringe noget skrald ind i motivet, som jeg godt kan lide. Jeg arbejder som sådan ikke politisk, og så alligevel, for jeg bringer noget ødelæggelse ind i middelklassen. Mine motiver handler oftest om det, jeg selv kommer af, hvortil jeg observerer samfundets forskellige lag, forklarer han.

S.F. Super Extra Gravity, 2021

Malerier for maleriets egen skyld
– Hvad er det med den pølse der, er det en hotdog, og hvad skal den? spurgte én af ferniseringsgæsterne på åbningsdagen. Sammen med parret gennemgik kunstneren værket, og gav et indblik i interaktionen mellem maleren, motivet og den direkte maleglæde, der fører penslerne hen over lærredet.
– Hotdogs er der historie ved. For mig signalerer den noget naivt, noget varmt, en tryghed, fortæller kunstneren.

Udstillingen Eating Flowers Like a Pro tager os med på en malerisk tour-de-force i en serie værker, der ser langt mere spontant henkastede ud, end de reelt er. Det ulideligt letsindige lykkes for den dybt professionelle Fensholm. Han er bare pro.

God fornøjelse på udstillingen. Den skal ses i virkeligheden.

Galleri OXHOLM
Pile Allé – Frederiksberg
Frem til 6. november

Af Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2021

Simon Fensholm, After Hours, 2021

 

 

Jonna Pedersen fejrer 50 års fødselsdag

Jonna Pedersen, 2021 – foto Marianne Leth

Billedkunstner Jonna Pedersen fylder 50 år, onsdag 20. oktober – og i den anledning bringes en fødselsdagsomtale

Jonna Pedersen er uddannet fra kunstskoler i London og København, og valgte kunstnervejen efter en Cand. Negot på Syddansk Universitet. Hun debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2005, og blev optaget på samtlige anerkendte censurerede udstillinger indenfor et år.

Jonna Pedersen har modtaget arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond, Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse,  Oticon Fonden med flere. Hun har virket som censor på bl.a. Nordkraftudstillingen og Drawing Marathon International.

Bag sig har hun udsmykninger til bl.a. Patrade IPR Konsulenthus, Finansforbundet, Headspace, og Plejecenter Ørbygård. Hun er medlem af Kunstnersammenslutningen PRO, Bkf, KKS og sidder i Kunsthal Vejles Advisory Board.

På CV’ets ca. 150 udstillinger i ind- og udland er i år Efter-Billeder på SAK i Svendborg og Janus – Vestjyllands Kunstmuseum, som hun kuraterede for 14 kunstnere sammen med Simon Grimm, og soloudstillingen Existence hos Davis Gallery i København, der finder sted samtidig med fødselsdagen.

Jonna Pedersen, 2021 – foto: Marianne Leth

Hun udstiller på gallerier i London, Amsterdam, New York og Tel Aviv. Har medvirket på International Fine Art FIFAs udstillinger i Sydafrika, Kina, Honduras, New Zealand og Tyskland, og bidraget til Global Village i Holland og DK. Har udstillet fx i Kunstpakhuset, på Frederikshavn Kunstmuseum, Kirsten Kjærs Museum, Heerups Museum.

Jonna Pedersen kommunikerer i maleri, collage, digte og blandform. Kunstneren har et præcist blik for ikoner. Ikke de gyldne, russiske, men de allermest nærværende i vores hverdag, en gulvklud, en skjortepose, et butiksskilt.

Hun har nærstuderet Jørgens Autohal, købmandens Etiketter, spisebordets brændende vigtige madopskrifter, historiens cigaretpakker, vores hastigt foranderlige telefonkultur, og aktuelt individuationsprocessen, spejlet i tidens tern, tegneserier og popikoner som Madonna og Freddie Mercury.

Værkerne virker som øjenåbnere med deres understrøm af humor og refleksiv nostalgi.
Jonna Pedersen bor og arbejder i Rødovre sammen med maleren og komponisten Bjørn Eriksen.

50-års fødselsdagen fejres med reception på dagen, onsdag 20. oktober, kl. 17-19 på soloudstillingen Existence hos Davis Gallery, Bredgade 69, 1260 København K. 
Læs mere på www.jonnapedersen.dk

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret på navnesider i dagblade.

JP – Jørgens Autohal no 14

JP – Et gammelt klip…

Det skabelsens rum – Anneline Schjødt Pedersen

Anneline Schjødt P. – The Fall of Man

Det er processen mellem pladen og grafikeren selv, det handler om for Anneline Schjødt Pedersen, som er udstillingsaktuel i Lyngby Kunstforening og i Birkerød Kunstforening, begge steder frem til 17. oktober

Kunst skal ses i virkeligheden, og det gør sig i høj grad gældende, når det handler om grafik, som rummer så fine nuancer, at man helst skal helt tæt på.
– Intet fotografi yder værkerne retfærdighed.

Alligevel kommer her en beskrivelse af hele to udstillinger med grafikeren Anneline Schjødt Pedersen, som kan opleves frem til midten af oktober.

I de intime rum i Portnerboligen ved Sophienholm udstiller Anneline Schjødt Pedersen solo Grafisk Ekspression, 28 grafiske værker i regi af Lyngby Kunstforening. I Birkerød Gl. Præstegård kan man få 50 grafiske værker at se oppe på førstesalen, mens den dansk-amerikanske glaskunstner Helle Scharling-Todd viser glaskunst i stueetagen på udstillingen Glas og Grafik hos Birkerød Kunstforening.

– Man brænder for det … (at arbejde med kunst), ellers finder man på noget andet, siger Helle Scharling-Todd, der gennem en årrække har skabt unika og glasudsmykninger til kirker og institutioner i ind- og udland.

Helle Scharling-Todd, italiensk mosaik

Hun viser et retrospektivt udvalg af glasarbejder i forskellige versioner, der dels er sammenføjet i skulpturelle lag, dels monteret i bly, og dels i farverig, italiensk mosaik.

Stregens abstrakte mosaik
Grafikeren Anneline Schjødt Pedersen arbejder ligeledes lag på lag. Med en mosaik af streger mestrer hun virkelig at skabe noget helt nyt, intuitivt og uden skitseforlæg, men i et skabelsens rum, hvor kunstner og materiale går ind i en symbiotisk proces.

Udgangspunktet er dels de krævende, traditionelle dybtryksteknikker i kobber eller zink med stregætsning, koldnålsradering, akvatinte og blødgrund, og dels eksperimenter i collografi, som begynder med et stykke pap, der bearbejdes på forskellig vis.

Collografierne bliver oftest til monotypier, enkelttryk, når de delikate facetter i forlægget typisk forandres mærkbart i løbet af trykkets proces. Hvilket er knapt så markant med et hårdere materiale. Kunstneren arbejder i forholdsvis små oplag. Nogle værker er kompositioner med brug af flere forskellige plader og flere forskellige teknikker, og de bliver til unika.  

I Birkerød Gl. Præstegård vises i forhallen nogle af kunstnerens originale plader og materialer frem, og det giver et indblik i den spændende spejlvendte verden, som kunstneren skal håndtere.

Anneline Schjødt Pedersen – Colostrum

Fremkaldelser
Anneline Schjødt Pedersen er opvokset på kanten af Limfjorden, og er selvlært som kunstner. Hun har i sin far, kunstneren Arne Aagaard Pedersen (1925-2012), haft en modigt eksperimenterende og usædvanlig inspirationskilde. Det kunne man se på deres fælles udstilling Relationer, sommeren over på Kirsten Kjærs Museum i Thy.

Hun er dybt optaget af naturens forunderlige strukturer og overdådige påfund, og disse kan dukke frem på trykpladerne i rytmiske forløb. Motiverne fremstår abstrakte med figurative islæt, som kommer til undervejs og som udfordrer vores perception, vores fantasi – både kunstnerens og beskuerens.

– Jeg arbejder, ikke med henblik på nogen eller noget, ikke målrettet en smag, og ikke for at tilfredsstille en retning, udtaler Anneline Schjødt Pedersen.
– Billederne opstår somme tider som fortolkning af en oplevelse, af erfaret historie, men det er processen mellem pladen og mig, det hele handler om, fortæller hun. Værket får sit eget liv, og det giver noget igen. Man får et forhold undervejs, oplever hun, bl.a. grundet nærværet i den intense fysiske skabelsesproces.

Værkernes titler giver nogle gange sig selv ud fra elementer i motivet, fx Colostrum – råmælk, eller Isolato, der blev til før Coronaen. Andre gange er de kommentarer til det konkrete i kompositionen, Lille Komposition, Cirkelkomposition, Opdelt komposition, så værkerne er til at adskille.

Anneline Schjødt Pedersen – Gemini

Den ærlighed er prisværdig. Den understreger, at det er værkerne i sig selv, det gælder, og ikke smartness eller påfund på nogen måde. Det er billedet, det handler om, når skabelsesprocessen er nået frem, og en åbning for beskuerens egen tolkning dernæst inviteres ind.

Takket være coronaens indflydelse på de to kunstforeningers udstillingskalendere, så vil tilfældet, at der nu er rigtig megen fornem grafik at gå på opdagelse i hovedstadens to omegnskommuner Birkerød og Lyngby af Anneline Schjødt Pedersen.

CV – fakta: Anneline Schjødt Pedersen, født 1970, er autodidakt som kunstner. Debuterede i 2015 på Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus, og har bl.a. udstillet på Kirsten Kjærs Museum 2021, Johannes Larsen Museet 2019, og hos Martin Asbæk Gallery. ASP har medvirket som censor ved bl.a. Kunstnernes Sommerudstilling Tistrup, 2019-2020, og på Den censurerede efterårsudstilling Gimsinghoved Struer 2021. Hun deltager desuden på Danske Grafikeres udstilling i Huset i Asnæs frem til 31. oktober.

Læs mere:
www.bkf.dk/annelineschjodt-pedersen
www.instagram.com/printmaker_asp_dk

Helle Scharling-Todd, Glasmosaik

Portnerboligen ved Sophienholm
Nybrovej 401 – Kgs. Lyngby
Frem til 17. oktober

Birkerød Gl. Præstegård
Stationsvej 2 – Birkerød
Frem til 17. oktober

Af Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk – oktober 2021

Klik ind og se illustrationerne i bedre udgaver.
Kunst – og især grafik – skal ses i virkeligheden.

 

Anneline Schjødt Pedersen – Intrusion

 

 

 

Om at være menneske – Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup – Natasha II

Om at være menneske – det handler kunsten om hos maleren Carsten Krogstrup

Afsted til Sukkerfabrikken! En af sommerens store udstillinger blev Jubilæumsudgaven af Lys over Lolland i Sakskøbing i august.
Her viste billedkunstner Carsten Krogstrup malerier fra Natasha-serien. Nye værker, malet efter en ganske usædvanlig kvinde, Natasha Therese Davies, der selv præsenterer sig som pornomodel.

De billeder måtte opleves ved selvsyn, og jeg blev ikke skuffet.

Værkerne var placeret som en central del af udstillingen, hvor de spillede sammen med billedhugger Thomas Kadziolas serie af helgenmotiver i granit, og fotografiske portrætter af hjemløse fra Hus Forbi, skabt af Helga Theilgaard.

På Kunstavisen kender vi Carsten Krogstrup for den stærke forside, White Dog, der udkom i forbindelse med udstillingen Nordic Noir i Rundetaarn for et par år siden. Derefter har jeg fulgt ham på udstillingen Den Vågne Drøm, hvor han først udstillede på Sophienholm i 2020, og siden ved reprisen i Bredgade Kunsthandel i starten af året.

Han har også deltaget på Portræt NU! i 2013 og 2019 med udtryksfulde værker, og er kunstnerisk set et interessant sted. Natasha-begivenheden fremkalder denne portrætsamtale.

Carsten Krogstrup – Natasha Selvtredje

Det smukke i dæmonien  
Carsten Krogstrup fik kontakt med sin model i forbindelse med en masteruddannelse i portrætfotografi. Hendes usædvanlige profil og appeal, særligt når hun ifører sig arbejdstøjet, gav rigeligt at arbejde med, visuelt.

Det er ikke nogen oplagt erotisk udstråling, der kommer fra det 145 cm høje menneske, som man kan forvente fra hendes fag. Men der er en dæmonisk dobbelttydighed hos modellen, som kunstneren finder interessant.

I to portrætmalerier af Natasha I-II har Krogstrup skaleret figuren markant op i størrelse. Billederne måler 170 x 115 cm, og vi får syn for det på én gang skrøbelige og stærke menneske, hvilende under sit røde hår med en cigaret.

Udtrykket holder ligeledes, når modellen poserer mere indadvendt i billeder, der bærer titlen Natasha Selvanden I+II, og Natasha Selvtredje.
– Her skaber opstillingen med antikke dukker implicit religiøse referencer til Madonna-traditionen. Som igen lever sit eget liv, såvel i kunsthistorien, som i erotikken.

Filmiske fortællinger
Carsten Krogstrup forlener det smukke med det dramatiske gennem sin beherskelse af lys og setting.

I værkserierne Dream og Obsessions ser vi legetøjet inkorporeret, eksempelvis hos manden i det nålestribede jakkesæt med solbriller og blikmotorcyklen mellem hænderne, eller med en smart sportsvogn i modelstørrelse. I serien Submission leger smukke mennesker med hinanden.

Carsten Krogstrup – An Important Place

I serien The Caravan foregår det i en udkantskulisse, som på en forladt flyveplads eller hos autoophuggeren, nærmest som i en film.

Kompositionerne er fokuserede, ryddelige og næsten nydelige på en måde, indtil fortællingernes sublime undertoner vækker beskueren, og man finder sig selv som voyeur i et måske dunkelt psykodrama.

På æstetisk feltarbejde blandt subkulturer
I serien Posing lever de smukke mennesker deres eget isolerede, måske ensomme byliv blandt beton og spejlglas.

Langt ude i skoven findes på en gammel bilkirkegård, en historisk tidslomme gemt i Abanoned Cars.

Rundt om i Danmark og Sverige drives der Racing, hundevæddeløb med elegante Greyhounds, som på én gang er uhyggelige at se på, og samtidig kalder på beskuerens omsorg. 

White Dog – Cover KAV 9/16

– Når man ser hundene med deres mundkurve af metal over snuderne, mens de spurter afsted, så er det godt at høre kunstneren berette, at dyrene er elskede og bliver passet og plejet, som det allerkæreste af deres ejere.

Kunstnerens sprog
Carsten Krogstrups værker hører til genren nyrealisme, hvor billedernes indhold er mere fortællende og anderledes interessante end den præcise gengivelse, der fx ses i amerikansk fotorealisme.
– Det er ikke socialrealistiske skildringer, kunstneren søger, trods de ovennævnte motivkredse.
– Det er derimod kombinationen af lyst og mørkt, både konkret og i kunstnerisk forstand, der kalder Krogstrups pensler på arbejde. Sammen med melankolien, der altid ligger der.

Oprindeligt er Carsten Krogstrup uddannet fra det Jyske Kunstakademi 1988-1993 med Oda Knudsen, Jette Debois og Anders Kirkegaard, som undervisere. Krogstrup fandt god inspiration i nogle af Anders Kirkegårds markante holdninger og udsagn.
– Kunstneren skal fortælle den sande historie, og kunstens rolle er at fortælle om, hvordan det er at være menneske!

I perioden dominerede De Unge Vilde og det abstrakte, ekspressive maleri.
Men Carsten Krogstrup gik i en anden retning, malerisk. Han kiggede klassiske malere og symbolister over skuldrene, og lod sig inspirere af svenske Ola Billgrens hverdagsmotiver, hvor dramaet netop virker bedst i det underspillede.

Carsten Krogstrup – Natasha I

Krogstrup debuterede i 1993 på KE, samtidigt med Thomas Kluge. Året efter fulgte fynboen Ulrik Møller.

På det seneste har værkserien med Natasha skabt grobund for netop at arbejde med den ægte historie, frem for det mere iscenesatte.

– Natasha er sig selv i billederne, og vil gerne ses, som den hun er.
– Der er absolut basis for flere malerier af Natasha Therese Davies, slutter Carsten Krogstrup. 

 

Tekst af Inge Schjødt, komkunst.dk
Kunstnerens egne fotos – klik ind og se dem i bedre kvalitet.

 

Den Grimme Ælling i Odense – H.C. Andersens Hus

Det er et eventyr, du selv digter med på, som venter den besøgende i H.C. Andersens Hus

Vi må vente på Svanen en stund.
I år er det en forpjusket Ælling, der er klækket i H.C. Andersens have i Odense. Men den tegner til at blive Svane, når foråret kommer.

Det nye hus blev ikke færdigt, som håbet i år, hvor både indre og ydre elementer lagde forhindringer i vejen. Et lydsystem, som skal blive en betydelig del af fortællingen, kiksede.

– Men det hus, der er i vente, skal nok blive værd at møde, hvis man kommer med åbent sind.

På tæer for Andersen
En sommeraften faldt min vej forbi det nye H.C. Andersen Hus og byggepladsen i Odense, og der var ikke trængsel kl. 21-22 ved den såkaldte Soft Opening, hvor publikum lukkes indenfor med forbehold, og gavekort til næste besøg.

HC Andersens papirsaks

Det betød, at man kunne færdes i langsomhed, og skulle finde rundt, stort set på egen hånd. Her var ingen gåsegang, og der var ikke nogen at lure af, hvordan elementerne fungerede, der, hvor det måske ikke var helt oplagt.

Nogle af de udstillede museumsgenstande skulle man opdage, gemte, som de var i blanke montrer med et lille hul i toppen.
På nogle besøgende virkede det en tand for mystificerende, at man ligefrem skulle lede efter tingene.
– Hvorfor dog det?

”Det helt særlige ved det nye museum er, at det er en levende verden, hvor tingene giver deres besyv med, og at det er måden, du bevæger dig igennem museet på, som skaber fortællingen”, hedder det i museumsfolderen.

Når tingene så ikke havde fået stemmer til at give besyv, som der var tænkt, qua tekniske udfordringer, der blev det en udfordring. Især hvor Andersens personlige ejendele og historiske emner var talerør.
– Jeg ville eksempelvis gerne have haft mere at vide om Andersens collagebelagte foldevæg, som er kulturhistorie, skøn at skue.

Tommelises Svaler er skabt af danske Veronica Hodges

Eventyret findes
Efter en alternativ vandring gennem Andersens livshistorie kommer vi ned i husets centrale rum, hvor 12 eventyr foldes ud på en måde, hvor den besøgende kan få en rolle som Havfrue, som Skygge, som Tinsoldat.

Ovenover os lyder svalernes kalden fra eventyret om Tommelise med installationen af danske Veronica Hodges, kendt fra papirinstallationen Cherish i Marmorkirken i 2018, hvor 15.000 lyserøde kirsebærblomster svævede i rummet.

Selve huset er tegnet af japanske Kengo Kuma, i alt har 12 kunstnere bidraget.

Hvis man venter sig en tur i et H.C. Andersen’sk BONBON LAND med børnene sprintende fra forlystelse til forlystelse, så kan man godt tro om!
– Målet er at bevare en nysgerrighed for det, der ikke er som os selv.

H.C. Andersens nye Hus tegner til at blive en unik oplevelse. Eventyrlig, over imod det kunstneriske, som hovedpersonens egen fortælling.

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2021

Illustrationer:
Skyggen – H.C. Andersen fortæller, foto Inge Schjødt
Saksen, som tilhørte forfatteren, foto Inge Schjødt
Veronica Hodges – Svaler til Tommelise og andre eventyr, foto Inge Schjødt

Visionært sommerfuglestøv til Vejle

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe PART 3

Kunsthal Vejle hylder digteren Inger Christensen med flerdimensionel kunstnerisk intervention

De stiger op, planetens sommerfugle. Det samme gør visionerne hos Kunsthal Vejle, som fra i år har taget hul på et femårigt kunstprojekt, En tilstand der venter, som en hyldest til byens store forfatter, digteren Inger Christensen, der blev født i byen i 1935.

Der er frodig interesse for at levendegøre Christensens arv, i år med flere tiltag, bl.a. udstillingssamarbejde for skolebørn på Vejle Bibliotek, og begivenheder inde og ude, frem til udgangen af oktober.

Admiral og Sørgekåbe PART 1-4
Fra Kunsthal Vejles Blå Automat på Banegårdspladsen udgår et flerdimensionelt kunstværk, Admiral og Sørgekåbe PART 1-4, en parafrase over Inger Christensens digt Sommerfugledalen, skabt af tekstil- og landskabskunstneren Kate Skjerning fra det vestjyske Oksbøl, støttet af Statens Kunstfond med flere.

Kate Skjerning Admiral og Sørgekåbe PART 1

Åer og dales industrispor i Grejs, og selve Spinderihallerne vidner om Vejles storhedstid som tekstil by.  Dette har, sammen med passionen for litteraturen af Inger Christensen, givet kunstneren inspiration til det firedelte værk, som har navn efter en almindelig og en sjælden sommerfugleart, der nævnes af Inger Christensen i digtet, der også kendes som en sonetkrans.  

Sommerfugle // Abstraktioner
Klogt nok går Kate Skjerning ikke efter at gengive de magiske sommerfuglevinger, men abstraherer i stedet synet af de sarte væsner med tekstile elementer, delvis skabt i garnet Mayflower, et gammelt Vejle-mærke. Herfra kan vi vælge at nærme os med samme varsomhed.

De fire dele fordeler sig i byen og i området i flere dimensioner.
I PART 1 zoomes ind med tyve studier af sommerfuglefarver fra æg til vinget væsen i automatens små rum. I PART 2 zoomes symbolsk op på forvandling og forpupning, der udfoldes i Rum 21 på Borgvold 16A. Vi bevæger os videre til Spinderihallerne, til PART 3, skabt i samarbejde med fotograf Niels Linneberg.

De flygtige sommerfugle lever i vore dage livet farligt, idet deres vilkår er under pres fra den ihærdige menneskeart. Kate Skjerning har det med i udtrykket, når hun i PART 3 viser billeder fra naturen med spor af sommerfugleflagren flettet ind i form af broderede vingefang og farveglimt, og med de billeddannende, ja metaforiske navne.

Er de der, eller er de der ikke, sommerfuglene, som vi gerne drages af?
Er de der næste gang i den middagshede luft?

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe – Part 4

PART 4 er lysende pop-up installationer som kommer til syne i Vejle og omegn i løbet af perioden.

Alt i alt et nytænkt, stedsspecifikt kunstprojekt, som drysser visionært sommerfuglestøv over Vejle.

Kunsthal Vejle/Rum 21
og Spinderihallerne
Frem til 31. oktober

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, Part 3,
foto: Niels Linneberg

Tekst og øvrige fotos: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen 8 / 2021

Inger Christensen fra Vejle hyldes med En tilstand der venter…

 

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 3

Rum401 // Samarbejdet // Den bedste tid

Rum401 – Spirestation Detalje2

Kirsten, Susanne, Jette og Janne skaber kunst sammen og byder nu publikum med i processen i Spirestation Rum401

På Vesterbro i København mosler fire billedkunstnere om at skabe kunst i et sjældent rum. Og her taler vi sjældent i vid forstand, og langt mere end det fysiske rum. Billedkunstnerne bag Rum401, Kirsten Schauser, Susanne Schmidt-Nielsen, Jette Dalsgaard og Janne Secher Frausing har taget jazzmusikkens improvisatoriske model til sig om at skabe billedkunst i samarbejde. De byder alle ind i komposition, i solo og i dialog frem mod fælles udtryk.

Det er der nu kommet en udstilling ud af, selvom det ikke oprindeligt var hensigten.

Kunstnerisk grundforskning
Processen med at udfolde kunstens muligheder i materiale og samarbejde har varet omkring halvandet år, og munder nu ud i en offentlig del.

I den forgangne uge mødtes Kirsten, Susanne, Jette og Janne i en butik i Kødbyen i København. Der handler det om at samskabe til rummet, og at blive klar til at invitere publikum med ind i selve skabelsesprocessens maskinrum, hvor de går et skridt videre i deres temmeligt usædvanlige forløb.

Rum401, Spirestation Detalje 3

Usædvanlig for mange, er de fires samskabte kunst, i den forstand, at de, så at sige, maler med ting. Kunsthistorisk er vi inde i et felt, hvor den overskuelige skulptur, det ordinære maleri, det gængse arbejde med collage og blandform breder sig ud i et videre eksperimenterende format. De komponerer materialer og genstande i processer, hvor en tilføjet del kan fungere som at lægge en accent, en skygge på et maleri, forklarer en af kunstnerne.

Kuverternes optakt
Det startede med fire A4-kuverter indeholdende et værk, der blev sendt fra værksted til værksted. Hver af kunstnerne fik her mulighed for at tilføje, omforme og påvirke, før kuverten med indhold sendtes videre til den næste i kredsen, som så kunne fortsætte arbejdet. Denne proces blev gentaget, så hver deltager på ny afsendte tre kuverter og de endte med en god samling objekter.

Værkerne – Spiringen
I begyndelsen var A4-arket. Men det varede ikke ret længe, før der kom mere ud af kuverterne. Qua kunstnernes individuelle medier og metoder føjedes flere dimensioner til, og fra det flade 2D kom værkerne hurtigt op at stå eller hænge.

– At åbne en kuvert, og tage indholdet ud.
– At mærke et værk og spørge: Hvem er du? Hvor vil det hen?
– Det var hver gang en forunderlig proces.

– At få oplægget i hånden, og måske vaske det eller snavse det til?
– At tilføje, hvis man kunne, eller blot sende det urørt videre, det var hver enkelts valg, fortæller kunstnerne.

Rum401 – Spirestation Detalje 1

Fascinationen ligger i nærværet, håndens arbejde med tingene, og i afprøvningen, der viser, om tingene får liv, måske identitet og, under alle omstændigheder, integritet. Undervejs tages tingene ud af sproget til et ordløst sted, hvor der opstår abstrakte fortællinger, fortsætter de samtalen.

Efter en tid med kuverter og pakker mødtes kunstnerne, og tog processen ud i et fælles rum. Her blev delt og sammenføjet, og ikke mindst eksploreret i en respektfuld dialog, bid for bid, stykke for stykke, værk for værk.

Først dér opstod ideen om, at der godt kunne komme en offentlig fase og en form for udstilling ud af kunstnernes samarbejde.

Samarbejdet – Den bedste tid
Samarbejdet om at skabe de enkelte værker, det ser man ikke så ofte. Det er yderst sjældent, at billedkunst er en holddisciplin, og netop den grundlæggende synergi fangede interessen og engagementet.

– Selve processen omkring samarbejdet rummer et overraskende og uventet felt for én selv.
– Det er lettere sagt end gjort, og kræver øvelse at give hinanden plads, at tage imod og give videre, fortæller de.
Her handler det om at sanse et værk, og den enkeltes standpunkter udvides undervejs i samtalen.
– At låne hinandens øjne, og få et andet blik på tingene, deres indhold og samspil, har været en særdeles værdsat erfaring, ja en gave, understreger kunstnerne.

Rum401 – Proces, foto Sofie Schauser

– Hvad målet er med at lave kunst? Vi vil gerne dele begejstringen og formidle den forunderlige og uventede oplevelse, det er at skabe sammen.
– Man skal næsten prøve det, for at få det fulde udbytte.

Det kan man få mulighed for med Spirestation Rum401, der byder indenfor på Flæsketorvet fra torsdag 16. september til søndag 19. september 2021 med Kirsten Schauser, Susanne Schmidt-Nielsen, Jette Dalsgaard og Janne Secher Frausing.

God forskningslyst.

Spirestation RUM401 er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen

Rum401 – Spirestation #07

Følg Rum401 – Spirestation og se åbningstiderne her:
https://www.facebook.com/Rum401
instagram.com/rum401

Spirestation RUM401
Flæsketorvet 38, Kødbyen, Vesterbro
Frem til 19. september

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Rum401 og Sofie Schauser
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021

 

Ud af dyb SØ – Eva Toft

Eva Toft – Self-referential Thoughts

Eva Toft tager livtag med kropslige grænser og tingenes overflade i Cobrarummet ved Sophienholm

Midt på endevæggen i Cobrarummet hænger et stort gyldent værk, skabt af billedkunstner Eva Toft i plasticdug, bladguld, ståltråd, papmaché og lærred, spændt op og draperet i dybe bølger.
– Det bærer titlen ”Self-referential Thoughts” 2021.

Det er et kendt fænomen, at billedkunstnere viger tilbage for at sætte titler på. Ofte er det for ikke at låse fast, andre gange er det drevet af et ønske, en søgen efter dialog med beskueren.
– Og som det er med børn, vi sætter i verden, så ved vi ikke altid fra begyndelsen, hvad de hedder, hvem de er.

På soloudstillingen er der en blanding af før og nu. Af værker uden titel, og nogle mere fortalte i sprog og tegn. Titlen, som passer godt til lokationen, indikerer, at her er en undersøgelse i gang, at der er noget under overfladen, som må udlægges.

Hos Eva Toft har der heller ikke altid været titler på. Det har været noget, hun nødigt gjorde. Denne gang er det tid at dukke frem, og stå ved de ord og tanker, der alligevel kom før værket, og som kom undervejs fra idé til proces.
– Identiteten er det grundliggende tema.

Eva Toft – Ressonans 1, 2021

Selvskabelse – Autopoiesis
Den tyske systemteoretiker Niklas Luhmann har, med cellebiologien som inspirationskilde, nøje beskrevet, hvordan forskellige systemer, organismer, samtaler og kommunikationsforløb teoretisk set åbner sig og lukker sig for omverdenen. Det er et led i processen med det, han beskriver som selvskabelse, og som han bruger et smukt, græsk udtryk for = autopoiesis. Auto = Selv + Poiesis = Skabelse.

Som individ åbner og lukker man sig tilsvarende i sin egen selvdannelse. Man funderer over, hvem man er i verden, typisk i forbindelse med forskellige sceneskift, flytninger, livsfaser og perioder, hvor nye visioner folder sig ud.

I tankerne graver vi i styrker og svagheder, i andres signaler og opfattelser, og vores forventninger til andres opfattelser. Meget ofte er de andre mest optaget af at referere til sig selv. En del af dialogen bliver gennemskuelig, andet bliver forlorent – måske som plastikdug, der skåner det egentlige, det gyldne, som vi ser det i udstillingens helt centrale værk.

Der lukkes, der åbnes. For andre, og for én selv. Hvad er kerne, hvad er ren overflade.
Hvad er skrøbeligt, hvad er stærkt nok til at holde?

Eva Toft – Dynebetræk 2020

Genskabelse
– Det er ofte et begreb, nogle ord, en tankerække, der sætter en skabende proces i gang, fortæller Eva Toft på vejen mod Cobrarummet. Det spændende er, når materialerne blander sig.
– Jeg arbejder med det jeg har, og det jeg får. Ting, jeg finder, ting jeg for foræret. Et gammelt fransk gulvtæppe, eksempelvis, som her er blevet skåret op.

– Jeg kan godt bruge nogle gamle, malerplettede møbelstumper, der ikke slutter helt tæt som ramme. Det efterlader åbninger og rum, siger hun og viser et par værker, hvor styrke og skrøbelighed symboliseres af bøjeligt papir, monteret med stålsøm på lærred, indsat i recyclede rammer.

Et andet værk er skabt af bladguldbelagt sengelinned. Det er draperet, eller nærmere bunket sammen, og guldet holder facaden.

Grænser
Indre og ydre grænser har været en del af kunstnerens proces op til udstillingen. Det fik hende bl.a. til at fundere over flagenes betydning, og heraf kommer værket The Validity.

Flag er faktisk en markør med betydelig magt. Det tegner et territorium, et landområde, et felt for inde og ude, begyndelse og slutning. Grænse.

Eva Toft – The Validity, 2021

– I værket The Validity peger alle flagene samme vej. Der er kontraster og forskel. Så her er alvor på spil, selvom farverne i tankerne måske tager os med ud i et gadebillede, dressed-up-for-party.

Hvor er vi? Hvor er du?

De 25 værker hænger her frem til 12. september i en intim og intens soloudstilling, som netop dette rum er en eminent ramme for, med lyset, med CoBrA loftets rå indspark, med de gamle vægge som baggrund og det smukke gulv.
– Lyngby Kunstforening inviterer indenfor, for næstsidste gang i Cobrarummet.

 

Fakta: Eva Toft, født 1974, Kunsthistorie på KUA, kunstnerisk uddannet via Ærø Kunsthøjskole og Kunstskolen Spektrum 2010-2012. Har deltaget på Kunstnernes Sommerudstilling Tistrup 2008, Forårsudstillingen Charlottenborg 2009, Kunstnernes Efterårsudstilling 2009 og 2015, Kunstnernes Påskeudstilling 2016. Galleriudstillinger hos Jytte Arntzen 2010 og 2011, Galleri BLAA, Galleri VESS, Bredgade Kunsthandel, samt Æglageret Holbæk, og på Kirsten Kjærs Museum i Thy 2014 og 2020.

Udstillingen SØ
Cobrarummet – Sophienholm
Nybrovej 401, Kgs. Lyngby
Frem til 12. september

Tekst og foto: Inge Schjødt, komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen.dk, september 2021
Klik på billederne, og få en bedre oplevelse.

Til stedet // Til tiden // Til stede – Kate Skjerning

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 3

Kate Skjerning kerer sig om kunstens kontekst og livets kredsløb

Velkommen til portræt af billedkunstner Kate Skjerning, som netop nu er udstillingsaktuel i Vejle, hvortil hun har skabt Admiral og Sørgekåbe PART 1-4, inspireret af digteren Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen samt Vejles natur, kultur- og industrihistorie.

Kate Skjernings kunst lægger jeg første gang mærke til i foråret 2020, da landet lukker ned. Der går hun imod modløsheden og det mørke Jyllands dårlige karma med nitten, Covid 19, lysinstallationer i det vestjyske landskab.

De bliver til i samarbejde med partneren, fotograf Niels Linneberg, som indfanger de lysende fuldmånekugler, så snart de hver aften i tusmørket er lagt til rette et nyt sted. Når billederne er kommet i kassen fjerner de to fluks installationen igen.

Kate Skjerning – Søen i Skoven

Det flygtige foreviget skaber forundringsfulde smil, og tegn på livskraft. Naturens ro lægger basstemme til kompositionerne fra skoven, stranden, plantagen og de hjelmede klitter. På sociale medier giver billederne genlyd.

Inden de får set sig om, har de skabt en fortløbende begivenhed, der følges af mange de 19 døgn igennem, og som rækker ud i tiden efter.

Co-founder Sanne Juhler Hansen fra Kunsthal Vejle berøres af den æteriske sanseoplevelse, som billederne af lysinstallationerne vækker, og hun inviterer Kate Skjerning til at udstille i Kunsthal Vejle. Sanne Juhler Hansen inviterer efterfølgende mig til at skrive katalogtekst, og således opstår en fin anledning til at besøge Kate Skjerning i det vestjyske.

Fuldmåner revisited
Vi mødes i Varde, hvor et stedspecifikt værk i glas af Kate Skjerning snart ser dagens lys over en af indgangene til den skulpturspækkede Varde Garten

Kate Skjerning – Wadden Tide, detail

Vi besøger Kate Skjerning og Niels Linnebergs udstilling Fuldmåner i Varde Kunstforenings rum på Museum Frello. Her indgår de nitten installationsfotos sammen med spor af The Colored Sea fra Wadden Tide Festivalen, hvor kunstneren i 2019 skabte en udtryksfuld, regnbuefarvet installation af recyclede fiskenet på stranden ved Blåvandshuk. Recycling er et af kunstnerens bærende principper.

Nærmest lysende er en installation af tekstilbeklædte kugler, der spiller op til Fuldmånerne.

Værkstedsbesøg
Over eftermiddagskaffen hos Kate Skjerning i Oksbøl er der tid til at høre kunstneren fortælle, hvordan litteraturen var med til at åbne sindet, at rejser og højskoleophold banede vejen for hendes uddannelser, først på Grafisk Skole i Aarhus, og dernæst på Linjen for tegning og grafik på Designskolen i Kolding.

Her gik hun eksperimenterende til værks, skubbede til opgavernes funktionelle rammer, og allerede i studietiden debuterede Kate Skjerning med værker på KE – Kunstnernes Efterårsudstilling 1990.

En tid fulgte med jobs som underviser og med familiedannelse. Hun indrettede værksted hjemme, og brugte vestkystlandets varierede natur som fristed og inspiration. Som kustode og kulturformidler bl.a. på museerne Janus – Vestjyllands Kunstmuseum og Varde Museum har hun sat liv i fantasien hos gæsterne.

Kate Skjerning – Fandens Mælkebøtte, kuppel Tirpitz

Lokalt har interessen for egnens historie og ikke mindst Oksbøls fortid med en stor flygtningelejr efter 2. Verdenskrig givet afsæt, snart også for en Kunststi mellem Oksbøl by og Museet Flugt, der åbner 2022.

Flere udsmykninger og projekter i det offentlige rum er det blevet til, tillidsposter, legat- og fondsstøtte ligeså, samt talrige udstillinger.

Fandens Mælkebøtte
I 2008 kom et personligt yndlingsværk til verden med installationen af en majestætisk gennemsigtig kuppel, smykket med hvide mælkebøtteprint, placeret hen over Tirpitz kanonstillingens centrale rum, fulgt af den første af tre udstillinger i det rå bunkermuseum. Kontraster mellem det maskuline og det feminine blev trilogiens fortløbende tema.

Kuplen er der endnu, og sætter sit præg på klitlandskabet, hvor navnkundige BIG – Bjarke Ingels Group siden har opført en unik museumsbygning og nyindrettet bunkeren.
Den Fandens Mælkebøtte har fået lov at blive, foreløbigt.

Kate Skjerning – Admiral og Sørgekåbe, PART 1 og 3

Admiral og Sørgekåbe PART 1 – 4
Et nyt stedsspecifikt værk, skabt som en parafrase over Inger Christensens digtning, samt Vejles åer, dale og historie som tekstilby, er netop blevet til en flerdelt kunstnerisk intervention til Kunsthal Vejle, støttet af Statens Kunstfond.

Kate Skjerning arbejder med blandt andet Mayflower, et gammelt Vejle-garnmærke, i alle regnbuens farver.

Med garn har hun bearbejdet Niels Linnebergs fotografier fra landskabet omkring Vejle, og skabt tre udstillinger, som vises i Kunsthal Vejle Den Blå Automat, i Rum 21 og i Spinderihallerne i Vejle.

Dertil manifesteres forgængeligheden og historiens vingesus med events og nye lysinstallationer.

De metaforiske navne, Admiral og Sørgekåbe kalder følelser og fortællinger frem. Sommerfuglenes aktualitet, de skrøbelige, fascinerende og udsatte væsner, påmindes vi om. Det maskuline og det feminine, naturens mytiske spil, generationers kredsløb.
Vores væren mellem liv og død tolkes på ny.

Kate Skjerning er en af de mentorer hos BKF – Billedkunstnernes Forbund, hvor medlemmerne kan søge råd og sparring. Medlem af KKS – Kvindelige Kunstneres Samfund. Medlem af Varde Kommunes Kunstudvalg. Læs mere på www.kateskjerning.dk

Tekst: Inge Schjødt, komkunst.dk
Foto: Niels Linneberg og Poul Møller, Tirpitz
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2021 – portrætartikel 

Edens Have i Bagsværd – Monica Ritterband

Monica Ritterband i Bagsværd Kirke

I Bagsværd Kirkes guddommelige lys leger Ritterbands Noder under Paradistræer

Da Monica Ritterband blev inviteret til at udstille i Jørn Utzons ikoniske Bagsværd Kirke, begav hun sig på en rejse ind i husets univers. Samtidig fik hun til opgave at designe møbler til kirkens atriumgård, og herfra udviklede sig en fortælling, som har bragt hende omkring i Edens Have på flere planer.

Læsere af Kunstavisen kender Monica Ritterband fra hendes artikelserie Refleksioner. Flere kender hende som journalist, og rigtig mange kender hende som designer, hvor hun har produktive dialoger med førende designvirksomheder som Georg Jensen Damask, Royal Copenhagen, Morsø Brændeovne, og senest for serien Nature History med rustikke bænke og borde af dansk egetræ fra skovene ved Vallø Slot.

Bag sig har hun flere udsmykninger i det offentlige rum og en flot buket af kunstudstillinger, priser mv.

Den store Fristelse
Forestillingen om Havens begivenheder kom til at danne overskriften på hendes festlige udstilling i kirkens elegante, lyse gange.

– Slangen i Paradiset møder vi i forskellige forklædninger, livet igennem.
Den byder på uro, lokker os til at eksperimentere. Den sætter gang i tingene, som det ses i en serie fortløbende malerier under titlen Den Store Fristelse. Fristeren optræder meget menneskeligt, mener Monica Ritterband.

Monica Ritterband – portræt af arkitekt Jørn Utzon

Fyldige legekammerater
I Bagsværd Kirke faldt det kunstneren naturligt at gå i dialog med arkitekten Jørn Utzon, og male hans portræt. Datteren Lin Utzon, som har tegnet kirkens tekstiler samt bidraget ved kirkerummets udsmykning, er ligeledes portrætteret side om side med arkitekten Jan Utzon, der bl.a. har tegnet det særlige flygel, som er skabt til Bagsværd Kirkerum.

Monica Ritterband maler gerne portrætter af såkaldte fyrtårne, som fx Nelson Mandela, Frida Kahlo, Kim Larsen – alle personligheder med hvem hun er gået ind i en følsom dialog i løbet af maleprocessen. Personligheder, der giver fylde og stof til eftertanke. Udstillingen rummer i alt otte sådanne portrætter.

Noder og Unoder i Paradis
Med båndsav og pensel i hånden har hun skabt en serie Paradisets Træer, hvorunder hendes kendte Noder med fortællende navne udfolder sig. Noderne er små unikaværker med forskelligartede personligheder, hvor kunstneren er optaget af at spejle den menneskelige interageren, og at skabe liv i mødet.

Monica Ritterband – Edens Have

Kunstneren former et muntert, poetisk univers, men på en klangbund af livserfaring, som er alvorlig nok. Ritterband kender tyngdekraften, og det gør elementerne så meget stærkere.

Kom selv og se. Kirkens åbningstider er søndage kl. 12-16 og mandage kl. 14-16.

Bagsværd Kirke
Taxvej 14 – Bagsværd
Frem til 13. september

Tekst og foto: Inge Schjødt
Publiceret: Kunstavisen 7 / 2021

Monica Ritterband – Atrium Nature History

 

Monica Ritterband – Noder i Edens Have