Noget om Stjernefangst – B.O.N.

Bente Olesen Nyström – Filosoffer ved Floden, 2018

De bliver heldigvis solgt, flere af de nye, fine motiver i gouache, malet af den virtuose billedkunstner, tegner og illustrator Bente Olesen Nyström, som for tiden kan opleves på Vinterudstillingen 2019 i Bredgade Kunsthandel i København. Efter et år til halvandet med at tegne og male de særdeles tidskrævende motiver til den seneste af hendes fortryllende billedbøger, der har hun malet ti nye motiver, hvoraf de fem er med på Vinterudstillingen.

Bente Olesen Nyström starter i Tidernes Morgen, hvor fremtidens huse rejser sig, gennemsigtige og fjerne på den skønneste blomsterslette. Vi besøger hendes Filosoffer ved floden, hvor en bro fører væk fra strømmen, der glider gennem et stjernebestrøet rum af tid, som de to kåbeklædte må være de rette til at få rede på. I motivet Tre Vande er vandene også himle med skibe og fisk. Vi ser Nattens Sol spille som månen i byens kanal, og besøger kunstnerens Hus med udsigter i teleskopiske lag.

Minutiøst malet med myriader af detaljer, sådan optræder B.O.N.s originale billedfabler, der har rødder i surrealismens flerdimensionelle verden og i naturvidenskabens forunderlige palet. 

B.O.N. – Nattens Sol, gouache, 2018

Også fortællinger og myter, hun har hørt som barn, spiller en rolle i kunstnerens billedverden.
– Der er ofte stjerner, planeter og en solformørkelse med i mine billeder, fortæller kunstneren. Da jeg var barn fik jeg at vide, at der skulle være en solformørkelse, og her kunne det være farligt at se direkte op på solen. Det skræmte mig faktisk, så jeg i lang tid undgik at kigge for meget op.
Sådan er det utroligt at tænke på, hvad der kan fæstne sig i et barns sind. Kunstneren gør en prisværdig  indsats for at give os næring til fantasien og allerhelst noget at smile ad.

Bentes billedbøger
Bente Olesen Nyström opdeler sine indsatser i forskellige arbejdsområder, hvor talentet som tegner og illustrator lige siden uddannelsen på Skolen for Brugskunst i 1973 har givet hende opgaver med at fremstille utallige fisk til fagbøger for bl.a. Gyldendals Forlag og siden også andre skandinaviske forlag. Hun har desuden tegnet 120 bogomslag, frimærker, og udarbejdet forlæg til restaurering af vægudsmykning, med mere. 

B.O.N. – Tre Vande, gouache, 2018

I rollen som illustrator står hun bag en stribe prisbelønnede bogudgivelser med beretningen om Mix & Bax på arbejde, Hr. Alting, En tur med hunden og Velkommen hjem, som de nyeste bogtitler. Ni bøger er det blevet til, hvor den sprudlende, fabelagtige fantasi udfoldes med fortællende motiver, inspireret af stjernehimlen, skovens vækster, havenes dyb samt Olesen Nyströms egen frodige bygningsarkitektur.
Mangen en arkitekt vil være misundelig på hendes udfoldelsesmuligheder, hvor husene får netop det format og udseende, som kunstneren ønsker sig, hvilket ellers ikke er enhver bygmester beskåret. 

Billedbøgerne er trykt hos det navnkundige Narayana Press, hvor kvalitetsarbejdet er i højsædet.
– Gid man også kunne sige det samme om forlaget Gyldendals indsats!

Her bliver illustratoren noget stedmoderligt behandlet, idet Bente Olesen Nyströms nyeste bog tilskrives den forfatter, som efter billedernes tilblivelse, har fået til opdrag at tilføje et tekstafsnit for hvert billede. Det kan godt være, at miseren kan forklares med websidernes rigide systematik, men det kunne vel en menneskehånd rette op på, om der var én besindig sjæl til stede. Fair er det i hvert fald ikke, at B.O.N. ikke krediteres ordentligt af Gyldendals Forlag for sit imponerende bogarbejde. 

B.O.N. Tidernes Morgen, gouache, 2018

Verden rundt – ud og hjem
Motiver fra hendes billedbøger har tidligere været vist på Louisianas Børnebogsfestival, og på stribevis af internationale udstillinger med fokus på netop bogillustration, bl.a. i Bratislava, Barcelona, Italien, Tyskland, Sverige, Estland, Finland, Rusland, Polen, England, Irland og Japan. Som medlem af IBBY’s (International Board on Books for Young People) har hun modtaget flere ærescertifikater, og herhjemme også legater fra Statens Kunstfond/Kunstråd med flere.
I rollen som billedkunstner udstiller Bente Olesen Nyström sammen med kunstnergruppen Cirrus Surrealisterne, som for et par år siden kunne fejre 50 års jubilæum, og sidste sommer besøgte Sophienholm ved Kgs. Lyngby. 

Lad håbe, at en kunsthal eller et velegnet museum får øjnene op for den enestående kunstner og tilbyder en stor, sammenhængende udstilling af de originale værker fra billedbøgerne sammen med flest mulige af de enkeltstående arbejder. Det kunne vel nok blive eventyrligt. Også kataloget.

– Drømme har man lov at ha’ – ikke mindst, når man faktisk har mødt en stjerne. Kunstneren bor og arbejder i Københavnsområdet. 

B.O.N. – Hus med Udsigter, gouache, 2018.

Se Bente Olesen Nyströms flotte cv her: http://www.cirrus-kunstnergruppen.dk 

Klik på billederne, så kommer du tættere på …

Vinterudstillingen 2109
Bredgade Kunsthandel
Frem til 9. februar

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar