Vægten og telefonen – Jonna Pedersen

Jonna Pedersen – isii, akryl på lærred, 2018

Jeg er optaget af, om vi når ind til hinanden, når vi kommunikerer, siger billedkunstneren Jonna Pedersen, som herhjemme er dobbelt udstillingsaktuel i København. Man skal normalt ellers rejse en tur til Tel Aviv, New York eller Rødovre, for at opleve hendes fortolkninger af tidens gang og kulturelle brudflader i hverdagens intime åndehuller.

Grundslaget i det kunstneriske virke er en fornemmelse for det nære, for kulturelle forandringer, for det oversete, fortæller billedkunstneren Jonna Pedersen i anledning af, at hun for tiden kan præsentere en serie helt nye værker på hele to gruppeudstillinger i København.

Humoren ligger i ske med alvoren
Maleriet ”Vægten”, som kan opleves på Remix #5 i Kunstmix, indgår i den nyeste serie malerier kaldet [ Fone ]. 

– I denne serie arbejder jeg med det det transformative, og undersøger overførslen af udtryk og oplevelse fra et medie til et andet. I første fase skaber jeg små midlertidige skitse-collager, som jeg i anden fase processerer gennem hoved og ånd og oversætter til maleri på lærred.

Jonna Pedersen – Vægten, 2019

– Jeg tilstræber, at det maleriske resultat fremstår som en collage – dog uden at være det, fortæller kunstneren.

– I maleriet her indgår en gammel drejetelefon sammen med min egen opdigtede tegneseriefigur, en taleboble, forskellige tidstypiske formelementer, vægtens horoskop, og en blomst.

Telefonen er et kulturelt ikon, der udtrykker en tidsånd fra 1950’erne og fremefter, som jeg inviterer til at erindre. 

– Dengang talte vi fortrinsvis konkret med hinanden, når vi kommunikerede via telefonen. Alvorlige samtaler blev ført ansigt-til-ansigt. I vores nuværende verden, fyldt med et overvældende udbud af digitale kommunikative remedier, som skal lette og hurtiggøre vores dialog, oplever jeg, at mennesker kan have svært ved at bruge telefonen på samme vis. 

– Jeg er optaget af, om vi når ind til hinanden, når vi kommunikerer, siger Jonna Pedersen. 

Udover ”Vægten” er ”Skorpionen” kommet på lærred, og flere horoskoper er på vej.
Andre malerier fra serien [Fone] kan ses på Vinterudstillingen 2019 i Bredgade Kunsthandel i København K. 

Jonna Pedersen, Skorpionen, 2019

Dokumentar i retro farvepalet
Jonna Pedersens værker fremstår i en genkendelig konsekvent farvepalet, med mange referencer til interiører, inventar og merkantile symboler fra 1950’erne, 60’erne og 70’erne. Formsproget henter Jonna Pedersen et sted mellem det konstruktivistiske og popkulturens forskelligartede udtryk, som har været gennemgående i reklamer, ugeblade, butiksfacader med mere. 

Tidligere har kunstneren skildret dansk madkultur, ikoniske cigaretmærker, kendte mademballager, åndehuller i byens gader og værkstedsstemninger fra Jørgens Autohal, for blot at nævne nogle af hendes værkserier. 

Sidste forår deltog hun på udstillingen Table for Two i Bredgade Kunsthandel sammen med estiskfødte Külli Suitso i anledning af Estlands 100 års nationsjubilæum ved et kulturmøde, som klædte de to kunstneres udtryk, der trods forskelligheden komplementerede hinanden. 

Jonna Pedersens kunstneriske tilgang er en narrativ dokumentarisk og figurativ undersøgelse, hvor værkerne bliver en form for ”tidsbilleder”, der både kan fremkalde vores erindringer om elementers betydning, invitere til refleksion om betydningen og medvirke til at skærpe vores perception af den omgivende verden, og dermed eget ståsted, fortæller billedkunstneren, som bor og arbejder i Rødovre. 

Jonna Pedersen, prince melid, 2018

Jonna Pedersen er Cand. Negot og uddannet på private billedkunstskoler i København og London. Har udstillet i ind- og udland, bl.a. Charlottenborg Kunsthal, Heerup Museum, New York, Berlin, London, Amsterdam, Tel Aviv, Venedig samt modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond og private fonde.

Jonna Pedersen er udstillingsaktuel på Vinterudstillingen i Bredgade Kunsthandel frem til 9. februar, og er med på gruppeudstillingen Remix #5 hos Kunstmix på Østerbro fra 24. januar til 22. februar.

Flere værker fra serien [ Fone ] kan ses på Jonna Pedersens hjemmeside:
http://jonnapedersen.dk/fone/ 

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret Kunstavisen.dk 

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar