Portrætkunsten har mange ansigter – Portræt Nu

Erik Viklund – Leif, foto i ramme

Svenskerne løb med de tre hovedpriser i Carlsbergfondets portrætkonkurrence Portræt Nu 2019

Fotoværket Leif af svenske Erik Viklund blev præmieret med 1. prisens 85.000 Carlsbergkroner for sit stærke tema og talentfulde arbejde med materialet ved åbningen af Portræt Nu 2019.

2. prisen på 35.000 kr gik til det fotorealistiske maleri Actress Singing Karaoke af André Nordström, og maleriet af datteren Elsa indbragte Martina Müntzing hædrende omtale og 3. prisen på 15.000 kr ved prisuddelingen på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor Det Nationalhistoriske Museum med Portrætsamlingen har til huse.

Young Talentprisen gik til norske Aksel-Dev Dhunsi for hans fotoprojekt, og tre specialpriser à 10.000 kr gik til finske Alisa Javits videoværk Seeing, danske Astrid Marie Storgaards mixed media Pige i forbrug, og russiske Irina Vladimirovna Zeleninas klassisk malede Portræt af en kadet

Katharina Grage – 16 år, foto

Gengangere og nye talenter
Blandt de udvalgte kunstnere har flere deltaget før. Det gælder Katharina Grage fra DK, som viser sit tredje bidrag i fotoserien Bror, der handler om en drengs udvikling fra barn til voksen.

Projektet visualiserer den kropslige og psykologiske forandring fra barndom til ungdom og overgangen fra den blotte tilstedeværelse til den spirende selvbevidsthed og tiltagende emotionelle dybde.
Her er både Hammershøisk lys og hollandsk renaissance i motivet, om man vil. 

En anden velfortjent genganger er den nyklassiske maler, Carsten Krogstrup, som deltager med sit portræt Cave Canem af kunstneren Anders Kirkegaard, malerens mentor, her med hunden Mara. 

Carsten Krogstrup, Cave Canem, olie på lærred.

Lone Just Andersens performative installation udfordrer forståelsen af portrætgenren.

Herligt forfriskende er Jesper Hasseltofts hilsen til det uperfekte selvportræt i fotoserien Giraf og Flodhest, og fyldt af livslyst er Alexey Glazunovs portræt af niecen Anne som Den Lille Arkitekt. Glazunov fra Ukraine repræsenterer Østeuropa sammen med kolleger fra Aserbajdsjan, Hviderusland, Kasakhstan og Rusland.

Også de nordatlantiske bidrag er værd at hæfte sig ved, som islandske Elvar Örn Kjartanssons fotoværk.

Tak for øl og kunstsamling
Formålet bag portrætprisen er at videreføre stifteren, brygger J.C. Jacobsens visioner om at stimulere kunsten, og her særligt portrætgenren blandt kunstnere og i offentligheden. 

Konkurrencen er åben for alle medier – maleri, skulptur, video, installation, lydkunstværk med mere, og det afspejles i udstillingens 128 værker, udvalgt blandt 1641 indsendte, som er mundet ud i en særdeles seværdig og varieret udstilling. 

Portræt Nu – kataloget,
foto Inge Schjødt

Kataloget er en guldgrube for et nøjere studium, når øjnene er blevet mætte af førsteindtrykket. Tag en øl, og send en hilsen til brygger J.C. Jacobsen, som både har støttet genopførelse af Frederiksborg Slot efter branden i 1859, og Det Nationalhistoriske Museum.

Portræt Nu – før og nu
Det er 7. gang konkurrencen Portræt Nu finder sted. Første gang var i 2007 og dengang var portrætkonkurrencen forbeholdt nordiske kunstnere.

Siden 2013 har kunstnere udenfor Norden deltaget. I 2017 kinesiske, og i år østeuropæiske. Carlsberg Ukraine har formidlet det østeuropæiske bidrag.

En international priskomité udvælger deltagere og vindere. I år fagfolk fra Scottish National Portrait Gallery, Edinburgh Skotland, Fabergé Museet, Skt. Petersborg Rusland, Reykjavík Art Museum Island, Ljungbergmuseet Sverige, National Portrait Gallery, London, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Danmark, samt kunstkritiker og motivator Henrik Wivel.

Finalen er Publikumsprisen, som uddeles ved slutningen af udstillingsperioden til den publikumsfavorit, som får flest stemmer.

Læs mere og stem på portraitnow.org. 

Astrid Marie Storgaard – Pige i forbrug, prisvinder

Portræt Nu
Frederiksborg Slotsgade Hillerød
Frem til 5. august 

Klik på illustrationerne – >
og få en bedre billedkvalitet.

Af Inge Schjødt // inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr 5 // 2019 

Jesper Hasseltoft – Flodhest og Giraf, foto

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar