Dobbelte prisvindere i Hundested

Glasskibet Alfader – Backhaus-Brown // Egeværk

De kan noget på havnen i Hundested. Engang var det fornemme både i yachtklassen, i dag er det Glasskibe i Vikingeklassen, der tager ærefulde priser hjem. 

Det unikke samarbejde mellem glassmedjen Backhaus-Brown og snedkerne hos Egeværk giver genlyd i ind- og udland. Senest har de to værksteder sammen vundet Collectors’ Choice Award på Glass 47th, verdens største glaskunstudstilling i Detroit, USA.

Det betyder af vinderværket, Alfader, sammen med to andre af glasskibene skal udstilles på Fort Wayne Museum of Art i Indiana. Bag prisen står Art Alliance for Contemporary Glass, som nu kender nye sider af dansk glaskunst.

Et ridderslag fra Københavns Snedkerlaug
Jublen over denne pris er så at sige 2. bølge, for kort forinden modtog snedkervirksomheden Egeværk Snedkerprisen på 150.000 kr. fra Københavns Snedkerlaug, venligt stillet til rådighed af Kirsten og Freddy Johansens Fond.

Egeværk har fået Snedkerprisen 2019 – foto Inge Schjødt

Sidste års modtager var restauranten Noma, eksempelvis.

Egeværk blev blandt andet belønnet for deres samarbejde med glassmedjen Backhaus-Brown, og for deres kompromisløshed, kunstneriske tilgang og udsøgte håndværk i bl.a. serien VOID og stole som A Touch of Mack, udført sammen med arkitekt Hannes Stephensen. 

Begge snedkermestre Mette Bentzen og Lasse Kristensen er udlært hos PP Møbler i Allerød, som gennem generationer har stået for fornem kvalitet og fremstillingen af bl.a. Wegners stole.
Tradition og fornyelse går hånd i hånd – med stærkest anstrøg af frimodigt eksperimenterende fornyelse. 

Kunstavisen ønsker tillykke til Andrew Brown & Nanna Backhaus-Brown, Mette Bentzen og Lasse Kristensen  i Hundested. 

Af Inge Schjødt // Inge@komkunst.dk
Publiceret: Kunstavisen nr. 5 // 2019 

Glasskibe fra Hundested på togt i Ebeltoft – foto Inge Schjødt 

Glasskibet Alfader – detalje, pressefoto

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar